Arkitektoniske mindesmærker og deres bevaring

Bygningsmonumenter fra middelalderen og den nyere tid er dels kirkelige, dels verdslige, og disse to hovedgrupper værnes ved vidt forskellige bestemmelser.

Fra den ældste middelalders træarkitektur er kun lidet bevaret; men de senere års udgravninger har dog fremdraget sporene af en del stavkirker (fx. Jelling, Hørdum, Brørup, Vorgod og V. Starup i Jylland, Snoldelev og Værløse på Sjælland), og fremtidige fund kan forventes under stenkirkernes gulv, således at det hul, der i vor arkitekturhistorie findes mellem Trælleborghuset og de ældste stenkirker, kan udfyldes.

Gennem den katolske gejstlighed lærte vore forfædre allerede i 1000t. murerhåndværket at kende, først den bløde, lethåndterlige frådsten, særlig kendt fra egnen omkring Roskilde, hvor man bl.a. 1954 i Skt. Jørgensbjerg har fremdraget resterne af en stenkirke fra o. 1040, der sammen med de få kendte spor af Estrids kirkebygning i Roskilde hører til landets ældste sæt af stenbygninger. I 1100t. gik man over til den hårde granit, hvoraf største delen af Danmarks kirkebygninger er opført, i rå og kløvet stand på Øerne, men i Jylland hugget til store kvadre. Andre byggeemner fra den tidligere middelalder i den såkaldte romanske stil er rhinsk tuf (Ribeegnen) og kridtstenen (Grenåegnen og Østsjælland), samt fra Valdemarernes tid murstenen af brændt ler, det materiale, der rækker fra den senromanske stil ind i den gotiske, og som siden gennem alle tider har præget dansk arkitektur. Foruden domkirker som Viborg (af granitkvadre) og Ribe (tuf) er fra romansk tid bevaret klosterkirker som Ringsted og Sorø (begge af tegl) og landsbykirker i forbavsende stort tal, næsten i hvert sogn. Men kun sjældent står disse kirker uden ændringer og tilføjelser; i reglen er der tilbygget tårne, våbenhuse m.m. og – i stedet for de oprindelige bjælkelofter – indføjet hvælvinger i gotisk stil. Gotikken, hvis første stadium kaldes overgangsstil, afløste den romanske stil i løbet af 1200t. og har efterladt sig bygværker som Roskilde og Odense domkirker samt en række kloster- og købstadkirker; de bedst bevarede klosterkomplekser findes i Ribe og Helsingør. Landsbykirkernes tilføjelser stammer overvejende fra den seneste gotiske periode, o. 1500, der kan betegnes som den danske kirkearkitekturs anden store blomstringstid.

Kirkerummene smykkes ofte med kalkmalerier, som man siden 1857 er begyndt at genfremdrage; et mindretal af disse, især på Sjælland, stammer fra romansk tid, malet al secco på et glittet pudslag, men flertallet er fra gotisk tid og malet på hvidtekalk. Af kirkeinventar stammer de fleste stendøbefonte og mange murede alterborde fra kirkens opførelsestid, mens samtidige genstande af træ og metal kun sjældent forekommer. Noget mere er levnet fra gotikkens tid, især krucifikser og katolske fløjaltertavler, således som de blev almindelige i 1400t. Hertil kommer en del kirkeklokker, alterkalke, lysestager olgn. Det meste s. 340 af inventaret er dog fornyet efter reformationen, væsentlig på Chr. IV.s tid, og præges af renæssancens og den tidlige baroks (bruskbarokkens) stilformer. På lignende måde er de forskellige tider repræsenteret ved deres gravminder: den romanske stilperiodes ofte skriftløse granitsten, gotikkens kalkstensflager, beregnet til at ligge i kirkegulvet, og renæssancens og barokkens rigt varierede monumentformer, både gravsten og epitafier (af sten eller træ) samt kister med metalbeslag og senere stensarkofager.

Af middelalderens verdslige mindesmærker er der kun lidet levnet fra den romanske periode, fordi husene da var af træ og ler; kun de ældste voldsteder (jordbanker omgivet af tørre grave) og enkelte bygningsfragmenter som Absalonsmuren på Kbh.s slot, Bastruptårnet olgn. kan i alder måle sig med kirkerne, og endnu fra 1200t. er kun lidet levnet (partier af slottet i Nyborg, Dragsholm og Hammershus). Borgbyggeriets blomstringsperiode falder noget senere; de store borge og talrige voldsteder med våde grave stammer væsentlig fra 1300t. Den ældste, nogenlunde fuldstændigt bevarede herregård er Gjorslev, fra dronning Margretes tid, endvidere partier af Vordingborg og Ålholm. Mere er der levnet, både på herregårde og i købstæder, fra den sengotiske tid, da påvirkningerne fra klosterarkitekturen nåede ud i videre kredse.

Renæssancen, der rejste så få nye kirker, udfoldede en mægtig verdslig byggevirksomhed, som fyldte landet m. røde herregårdsbygninger, efter middelalderlig skik på anselige voldsteder omgivet af grave, og som kulminerede i kongeslottene, Frederik II.s Kronborg og Christian IV.s Frederiksborg. Samtidig byggedes der også livligt i købstæderne, mest i bindingsværk med knægtbårne stokværksfremspring.

I afgørende grundtræk var renæssancens bygninger endnu præget af middelalderen. Endnu på Chr. IV.s tid gjorde den nye stil sig mere gældende i prydværket end i bygningskernen. Først under enevælden sejrede de fra Sydeuropa kommende byggeidealer helt med barokstilens arkitektur i dens forskellige faser, snart klassisk strenge, snart mere svulmende barokke. De ret fåtallige bygninger fra Chr. V.s tid præges af nederlandsk, palladiansk klassicisme, Fr. IV.s arkitektur er mere direkte bestemt af italiensk barok, og under Chr. VI, da byggeriet tog et mægtigt opsving m. hovedmonumenter som slottene Christiansborg og Hirschholm, præges arkitekturen af tysk barok og fransk rokoko, der efter 1700t.s midte glider over i nyklassicisme. Danskfødte arkitekter som Niels Eigtved og Laurids Thurah er knyttet til store byggearbejder, den første navnlig til udformningen af Frederiksstaden i Kbh. med Amalienborg, den danske rokokos hovedværk. Nyklassicismen bragtes hertil af den franske arkitekt N. Jardin, fortsattes af den danskfødte Harsdorff og fuldendtes i begyndelsen af 1800t. af C. F. Hansen, hvis kølige, storladne bygninger præger hovedstaden efter ødelæggelsen 1807, og hvis indflydelse, navnlig i boligbyggeriet, spores endnu efter midten af 1800t.

Nye stilretninger dukkede op. Under indflydelse bl.a. fra den romantiske digtning vågner interessen for middelalderen, hvis byggemåde søges genoplivet i »nygotikken« (undertiden kaldet maskingotik), der dels fandt anvendelse i herregårdsarkitekturen (jf. Basnæs), dels i kirkeinventaret. Ved den livlige optagelse af motiver fra de »historiske« stilarter i 2. halvdel af 1800t. spores et par hovedretninger, en mere europæisk præget under F. Meldahl (Marmorkirken) og V. Dahlerup (Det kgl. Teater), en anden mere nordisk orienteret med M. Nyrops s. 341 s. 342 rådhus i Kbh. som hovedmonument. Et resultat af denne levende arkitekturhistoriske interesse er omsorgen for og restaureringen af gamle nationale bygningsværker; her var H. B. Storck hovedmanden.

I tiden efter den 1. verdenskrig spores en tendens mod større forenkling af de arkitektoniske virkemidler, i 1920erne ved en fornyet optagelse af klassiske motiver (Kbh.s politigård af Aage Rafn), fra 1930erne ved indførelse af den moderne saglige og traditionsløse byggemåde, kaldet funktionalismen, der siden da hyppigt har fundet anvendelse i boligkomplekser, forretningsbygninger og industrielle anlæg, og som i det sidste tiår også har vundet indpas i kirkebyggeriet.

Af de historiske mindesmærker blev de kirkelige efterhånden værnede ved en række ministerielle anordninger, som sluttede sig til kirkesynsloven af 1861, men nu er kodificerede i loven om vedligeholdelse af kirker af 30/6 1922 og den kgl. anordning af 11/4 1953, der i første række omhandler kirkelig-praktiske forhold, men dog tager vidtgående hensyn til kirkerne som historiske mindesmærker. Menighedsrådet, der skal våge over kirkens forsvarlige vedligeholdelse, kontrolleres hvert tredje år af et provstesyn, og disse stedlige myndigheder har pligt til i en række nærmere foreskrevne tilfælde at søge kirkeministeriets sanktion til forestående arbejder. Uden dettes tilladelse må ingen kirkebygning nedrives eller ombygges, ingen kirkedøre eller vinduer ændres, intet kirkeinventar eller kirkeligt gravminde fjernes og intet gravkapel nedlægges; endvidere må hverken alterprydelser, prædikestole eller stolestader restaureres, ej heller kirkeklokker omstøbes uden ministeriel tilladelse, ligesom gl. kirkegårdsmure ikke må nedbrydes og betydelige kirkegårdsmonumenter ikke fjernes. Ministeriet forelægger alle sådanne sager for sine sagkyndige konsulenter, de kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet. Til dette sidste skal ethvert fund af kalkmalerier indberettes, og det administrerer den årlige finanslovbevilling til istandsættelse af kalkmalerier (fra 1883) og kirkeinventar (fra 1891). Til større bygningsrestaureringer gives der i reglen særlige bevillinger, og i slige tilfælde kan nedsættes et særligt syn på tre medlemmer, som overvåger arbejdets udførelse, ligesom en række særlig betydelige bygninger til stadighed er underlagt et sådant særligt syn.

Mens de kirkelige mindesmærker således i høj grad er værnet ved lovbestemmelser, har de verdslige arkitekturmindesmærker indtil 1930erne ikke nydt nogen tilsvarende beskyttelse, men ligesom de forhistoriske monumenter kunne deres fortsatte eksistens kun sikres ad frivillighedens vej, ved fredlysningsdeklarationer. Over for fortidsminder som voldsteder, kirketomter, gamle befæstningsanlæg og bygningsruiner har loven af 7/5 1937 om naturfredning skabt helt nye retningslinier, idet alle den slags mindesmærker nu automatisk er fredede. Ligesom tilfældet er ved de jordfaste mindesmærker fra oldtiden, afgør Nationalmuseet fredningens omfang, idet de objekter, der ved besigtigelsen findes fredningsværdige, behæftes med en fredningsdeklaration. Dette arbejde er endnu ikke fuldført i alle dele af landet.

Ved bygninger, der endnu er i brug, har loven om bygningsfredning af 12/3 1918 indført nye tilstande. Alle betydeligere, over 100 år gamle bygninger, både i offentlig og privat eje, opføres på en fortegnelse, som f.t. omfatter 2126 bygninger (foruden nogle fæstningsværker). Fortegnelsen revideres hvert 5. år (sidste gang 1954, næste gang 1959) af et bygningsfredningsnævn, kaldet Det særlige Bygningssyn, der består af 5 medlemmer, og hvori Nationalmuseets direktør s. 343 s. 344 har sæde; dette nævn prøver endvidere alle spørgsmål, som rejses ifølge loven. For alle de på fortegnelsen optagne bygninger gælder, at optagelsen forkyndes ejeren og indføres i tingbøgerne, hvoraf følger forpligtelse til at anmelde påtænkte nedrivninger 6 måneder og ombygningsarbejder 8 uger forud for iværksættelsen. I tilfælde af nedrivning kan staten overtage ejendommen, eventuelt ved ekspropriation, og demoleringen kan ikke begynde, inden dette spørgsmål er afgjort. I tilfælde af ombygning gælder forskellige regler, efter som bygningen på listen er opf. i klasse A eller klasse B; for bygninger i A-klassen kan nævnet forbyde arbejdet, ligesom denne klasse er særlig værnet mod beskadigelse og vanrøgt. Overtrædelser af loven kan straffes med bøder på indtil 10.000 kr. Større tilskud til istandsættelser eller ekspropriationer kræver særlig lov.

Det værn, som loven tilsikrer, er kun relativt. Hvis bygningssynet ikke griber ind, eller hvis staten ikke ønsker at ekspropriere, bortfalder fredningen. Men hvis en ejer modtager statshjælp til istandsættelsesarbejder, henlægges bygningen ved særlig deklaration under Nationalmuseets tilsyn, således at fredlysningen bliver stedsevarende.

Af de i loven værnede bygninger er ca. 30% opført i klasse A, resten i klasse B. A-gruppen omfatter alle de betydeligste arkitekturmindesmærker, men foruden af arkitektoniske hensyn er klassifikationen desuden bestemt efter historiske og topografiske forhold. I A-klassen er bl.a. opført de fleste kendte middelalderlige bygninger; i B-klassen er der i vid udstrækning taget hensyn til gade- og bybilleder (fx. i Fåborg og Åbenrå). På den anden side er herregårdenes avlsbygninger og de gamle præstegårde kun i begrænset omfang fredet, og af bøndergårde er der kun udvalgt ganske få, bl.a. enkelte vestslesvigske, grundmurede gårde og nogle nordslesvigske bulhusbygninger, mens den letforgængelige, stråtækte landarkitektur, trods sine store æstetiske og endnu større kulturhistoriske værdier, alene ved ganske få eksempler er optaget i fortegnelsen.

Litt.: Nyeste oversigtsværk er H. Langberg. Danmarks Bygningskultur. I–II. 1955 (med litteraturoversigt II. 239–65). – Bygningsfredning gennem 25 Aar. Udg. af Det særlige Bygningssyn. 1943. Fortegnelse over fredede bygninger. Udg. af Det særlige Bygningssyn. 1954.