Befolkning og bebyggelse

Tidspunktet for menneskets første indvandring til Danmark kan man kun gisne om. Bopladsfund kendes ikke før efter sidste istid, men et indirekte bevis for menneskets i hvert fald lejlighedsvise færden her har man i de med al rimelighed som marvspaltede knogler tydede fund fra de interglaciale lag ved Hollerup nær Langå. Nogen nøjere datering er ikke foretaget, men antagelig er disse ældste spor af menneskelig tilværelse i Danmark omkring 50.000 år gamle, eftersom der på den tid eksisterede ret højtudviklede jæger- og samlerkulturer længere mod syd i Europa, og klimaet må også her hjemme på den tid have skabt de fornødne forudsætninger for eksistensen af en tilsvarende kulturform (jf. ndf. s. 323).

Da disse forudsætninger forsvandt med den fra nord endnu engang fremtrængende is, forsvandt også menneskene, og næste gang vi træffer dem, er, da isen på ny trækker sig tilbage og afløses af senglacialtidens tundrastepper. Allerede da har man adskillige enkeltfund af bearbejdet rentak samt, hvad der er endnu vigtigere, et bopladsfund fra en rensdyrkultur ved Bromme nv.f. Sorø. På den tid, 9–10.000 år f. Kr., stod isen endnu ikke langt borte, antagelig et sted langt nede i Mellemsverige, men i Danmark havde for en kortere tid en varmeperiode, allerødtiden, afløst den ugæstmilde tundra. Da tundravegetationen så engang i fastlandstid endeligt må vige for varmen og afløses af den fremtrængende skov, omkring 8000 f. Kr., bliver fundene talrigere, og vi får den efter en mose ved Mullerup i Vestsjælland opkaldte maglemosekultur. Til den hører foruden navngiveren også fund fra Sværdborg og Holmegårds moser på Sjælland, Grisby på Bornholm, Skottemarke på Lolland og Klosterlund, samt noget senere Bøllingsø, i Midtjylland. Maglemosekulturen er i et enkelt tilfælde dateret, og dens alder angives til 6810 ± 70 f. Kr.

Yngre end denne kultur, men også langt mere udbredt, er gudenåkulturen, der eksisterede gennem adskillige årtusinder (7000–2500 f. Kr.) som en jægerog fiskerkultur, der fortrinsvis har holdt til langs de fiskerige åer og søer i Midt- og Vestjylland, langs ikke alene Gudenåen, men også de vestjyske åer som Storåen og Skjernåen. Gudenåkulturen eksisterede længe efter, at fastlandstiden var blevet afløst af litorinatid, og en helt ny kultur, ertebøllekulturen, havde vundet indpas langs datidens kyster. Denne kystkultur har efterladt sig utallige levn i de ofte meget store køkkenmøddinger, der findes så at sige næsten overalt langs de mere beskyttede vige. Nord for en linie fra Bovbjerg til Falster, hvor kysten siden da har hævet sig, er de lette at efterspore, mens de s.f. vippelinien ligger skjult under havspejlet. I begyndelsen har ertebøllekulturen ligesom gudenåkulturen levet af det, som naturen kunne byde på, havets og landjordens vilde plante- og dyreliv, men i dens senere stadier har den skiftet karakter og er blevet til en slags halvagerbrug. Køkkenmøddingerne indeholder da ofte knoglerester af tamdyr som okse og får, der viser, at vi har haft at gøre med en hyrdekultur, der sandsynligvis også har haft lidt agerbrug.

Med agerbrugets indtrængen i Danmark, den neolitiske tid, oprinder der en helt ny tid for befolkningen. Det omstrejfende jæger- og samlererhverv, der er betinget af rigdommen på vildt og spiselige, vildtvoksende planter, kan naturligvis ikke have skabt grundlag for nogen større befolkning, og største delen af landet har været dækket af skov, mens menneskene har beboet dels kysterne, dels de få naturlige lysninger, der fandtes i skoven. Men med agerbrugets indførelse får flinteøksen pludselig anden anvendelse end til at omhugge lidt træ til brændsel og til datidens få redskaber. Nu bliver den til skovøkse, hvis vigtigste anvendelse er at skabe rydningspletter i skoven, hvor stenalderbonden kan så sit korn, og det sætter sig straks spor i flinteteknikken. Økserne bliver slebne. Nu kan mennesket også gennem agerbruget skaffe sig til det daglige underhold på et langt mindre område, og selv om jægererhvervet ikke straks mister sin betydning, så er tilværelsen dog ikke længer ene baseret herpå. Der er skabt forudsætninger for, at mange flere mennesker kan ernæres af et givet areal.

Yngre stenalders første agerbrug har haft karakter af et svedjebrug, hvis udøvere med de primitive agerbrugsredskaber må have haft et slidsomt arbejde med omhugning og afbrænding af skoven, inden kornet, hvede og byg, har kunnet sås i asken. Denne aske var datidens eneste form for gødning, og i løbet af få år er det ryddede område blevet udpint for plantenæring, hvorefter et nyt stykke skov måtte falde for øksen og ilden. Befolkningen på dette trin af udviklingen har derfor næppe været helt bofast, og det kan heller ikke undre, at man kun sjældent finder egentlige bopladser fra denne første, neolitiske kultur, men alligevel får man et ganske godt indtryk af en anselig befolkning gennem de talrige monumenter, som disse mennesker har rejst for deres døde. Yngre stenalder er de store stengraves tid. Først dysserne og senere jættestuerne spredes i stort antal ud over landet, følgende de naturlige adgangsveje, fjordene og åerne, ind i det skovklædte land. Datidens primitive teknik har dog mange steder måttet give op over for storskoven eller moserne, og til Midtjyllands sandede moræner og hedesletterne synes de ikke at være trængt ind. De få bopladsfund fra denne tid, Troldebjerg og Lindø på Langeland og Barkær på Djursland, viser, at man i hvert fald disse steder har boet i landsbyer af en meget ejendommelig type. Barkær-bopladsen bestod af to næsten 100 m lange huse, anlagt på hver side af en brolagt gade, og ved tværskillerum var husene delt op i 3 m brede rum, der antagelig hver har huset en familie.

Omkring 2000 år f. Kr. rammes Danmark af en immigration af et helt nyt folk, enkeltgravsfolket eller stridsøksefolket, der i flere bølger efter hinanden støder op gennem det midterste og vestligste Jylland, indtil de til sidst når frem til det sydvestlige Himmerland. Men længere når de heller ikke i Jylland, og først senere overskrider nye invasioner Østersøen, men deres møde med øboerne har ikke sat sig helt så kraftige spor som i Jylland, hvor deres sammenstød med jættestuefolket i Østjyllands frugtbare egne næppe altid har haft en særlig fredelig karakter. I tidens løb er der dog sket en delvis sammensmeltning mellem de to folk, det agerdyrkende jættestuefolk og det mere nomadiserende enkeltgravsfolk, der menes at have bragt hesten og geden til Danmark. Resultatet af denne infiltration af et fremmed folk har utvivlsomt været udformningen af et klassedelt samfund, hvori enkeltgravsfolket er blevet overklassen. Heri skal man muligvis se forudsætningerne for den rige bronzealderkultur, der afløser den yngre stenalder.

Bronzealderen (1500–400 f. Kr.) har givet Danmark det væld af gravhøje, der ligger spredt ud over tusinder af landets fremtrædende terrænpunkter, en placering der er så ulig stenalderens ganske vist store, men langt mere jordnære gravmonumenter. Bronzealderens fund vidner om en talrig og velstående befolkning, for hvem handelen har været af stor betydning, selv om agerbrug og kvægavl stadig dannede grundlaget for hovedpartens eksistens. Det var ravet, der var den værdifulde bytteartikel, og på basis heraf må man se den rige udfoldelse af denne kultur langs Jyllands vestkyst. I alt har man for hele landet optalt mer end 75.000 gravhøje, hvoraf langt hovedparten tilhører bronzealderen. Over for dette væld af gravmonumenter er det yderst påfaldende, at man kun kender ganske få bopladser fra denne tid. Befolkningen kan da næppe have været særlig bofast, selv om der ingen tvivl er om, at den har holdt til i nærheden af mindesmærkerne for de døde. Skal man derfor vurdere befolkningens udbredelse efter, hvor tæt højene ligger, kommer man til det resultat, at der har boet flest mennesker i et bælte, der fra bakkerne i det nordøstlige Vendsyssel strækker sig ned over Himmerland og egnene syd herfor med de store øst-vest gående tunneldale indtil en linie fra Randers til Viborg. Dernæst har der været en tæt bygd fra Thy og Mors tværs over Limfjorden og ned langs den jyske vestkyst, og endnu en meget tæt koncentration har man langs den midtjyske vandskelslinie, delvis følgende den gamle hærvej. På Øerne er det særlig Nordvestsjællands bakkestrøg, der krones af mange høje.

Omkring 400 f. Kr. indvarsles en helt ny tid for Danmark og Nordvesteuropa. En klimaændring i retning af et mere køligt og fugtigt vejr tvinger befolkningen til at bygge mere solide boliger, ikke alene for sig selv, men også for husdyrene, som hidtil havde gået løs omkring i skovene såvel sommer som vinter. Da så samtidig kendskabet til jernet vinder frem fra syd og efterhånden erstatter flinten som det mest anvendte råstof i redskabskulturen, ændres hele grundlaget for agerbrugets teknik, og muligheden for en langt mere effektiv jordbehandling gør befolkningen mere bofast. For første gang i menneskehedens historie i Danmark får vi nu gennem fundene fra ældre jernalder (400 f. Kr.–400 e. Kr.) oplysninger om landbrug og boliger. Det er nu ikke længer dødekulturen, der dominerer fundenes rigdom, men jernalderbondens hus og hans marker. De mange fund af oldtidsagre og hustomter i Vest- og Nordjylland fortæller om et samfund af mennesker, der oftest boede i landsbyer, men som dyrkede deres jorder individuelt.

Når fundene koncentrerer sig til de mindre frugtbare egne af Jylland, set ud fra nutidens synspunkter, så skyldes det vel nok, at man dengang har foretrukket at dyrke den mere sandmuldede jord frem for de fede lerjorder, hvis yppigere skovvækst man har haft betydeligt mere besvær med. Men da der givet også har været velegnede lettere jorder i Østjylland og på Øerne, er forklaringen på Vestjyllands dominans med hensyn til oldtidsagre snarere den, at i Østjylland og Øerne skjuler den tids hustomter sig under de nuværende landsbyer, mens agrene er de samme, som pløjes og høstes i dag. Den samme fattigdom på fund, der præger Øerne fra ældre jernalder, gentager sig gennem yngre jernalder (400–800 e. Kr.) og vikingetid (800–1000 e. Kr.), men fra disse århundreder har man andre midler til at fastslå tilstedeværelsen af en betydelig befolkning over det meste af landet.

Da bebyggelsesudviklingen nu ikke længer kan følges ad arkæologisk vej, må andre hjælpemidler træde til, og på dette punkt er det, at stednavneforskningen har ydet et værdifuldt bidrag. Ved hjælp af denne videnskab, der ikke alene bygger på sproglige metoder, men også tager statistiske og geografiske metoder i brug, er det lykkedes at skaffe os et ganske godt billede af bebyggelsens udvikling siden folkevandringstid. En bestemmelse af stednavnenes alder ad sproglig vej er naturligvis kun gørlig, såfremt man kan tyde navnene og tidsfæste det ordstof, der indgår i dem. En vigtig støtte i forskningen giver navnenes geografiske udbredelse, ikke mindst deres udbredelse til de gamle angelsaksiske dele af England henholdsvis til de af danske vikinger erobrede dele af Normandiet og Danelagen. Genfindes en i Danmark anvendt stednavnetype i Danelagen, så må typen have været produktiv i Danmark i vikingetid, og den samme metode kan anvendes for angelsaksiske navne. I de geografiske undersøgelser indgår især stednavnenes efterled, da det navnlig er disse, der sætter os i stand til at anvende stednavnemetoden til en aldersbestemmelse, dels fordi nogle af efterleddene har en ret begrænset levetid, dels fordi de forekommer hver især i så mange eksempler.

Blandt de mest udbredte stednavneendelser anser man i reglen -inge (i Jyllanding) for at være af de ældste. Mens de fleste engelske og vestgermanske inge-byer har et personnavn til forled, er det almindeligt inden for dansk område, at forleddet er et ord, der udtrykker særlige forhold i terrænet eller i jordbunden, og endelsen -inge skal da tydes som bygden eller hjemstedet for beboerne på eller ved det sted, som forleddet angiver (Stavning, Klinting). Andre forled indeholder dyre- og plantenavne som bjørn (Bjerning), lam (Lemming) og ravn (Revninge). Inge-navnene er udbredt over hele det germanske område, men dog er der ingen af nordisk oprindelse i Danelagen, så at man må regne med, at navnetypen er ældre end vikingetid og antagelig tilhører folkevandringstid, da nogle af de danske eksempler med sikkerhed kan føres tilbage hertil. I Danmark forekommer inge-navnene i et antal af ca. 400, og typen er udbredt over det meste af landet, om end den er sjælden i Himmerland, Vendsyssel og Djursland, ligesom den slet ikke forekommer på Bornholm, der i det hele taget indtager en særstilling i stednavnemæssig henseende.

Af omtrent samme høje ælde som inge-navnene er byerne med endelsen -um. Denne er som regel udviklet af det gammeldanske ord hem, der betyder hjem eller bosted, men i visse tilfælde kan der også være tale om en bøjningsendelse. Forleddet refererer ofte til specielle jordbundsforhold (Ørum, Kisum) eller terrænformer (Hornum, Hammerum), mens andre viser direkte hen til agerbruget (Kornum, Bygum) eller til forskellige former for skovbevoksning (Birkum, Egum, Lindum). Af særlig interesse er en gruppe, der er sammensat med ord for den hedenske gudsdyrkelse (Gudum, Vium). Um-navnene er især udbredt i Nordjylland, hvor den største samling ligger i Himmerland og i egnene syd herfor, og endvidere ligger de tæt langs hele den jyske vestkyst. Derimod er de sjældne på Øerne. Den tilsyneladende lighed i udbredelsen med oldtidsagrene har fostret den tanke, at der skulle være en direkte forbindelse mellem um-byerne og ældre jernalders bønder. Overensstemmelsen gælder dog kun i store træk og svinder over for en detailundersøgelse, men derimod er der intet til hinder for, at um-byerne kan være opstået som følge af opgivelsen af jernalderens bebyggelser. s. 95 Da de vestgermanske heim-navne af samme type stammer fra folkevandringstid, må de nordiske sandsynligvis også henregnes hertil, selv om der ikke er nogen geografisk forbindelse mellem dem.

Mens um-navnene næsten mangler på Øerne, er det ejendommeligt at se, at en anden navnetype, med endelsen -løse, til gengæld udfylder den tomme plads her. Løse-navnene har delvis de samme forled som um-navnene, og det er derfor ikke usandsynligt, at disse to typer er samtidige og på en måde supplerer hinanden. Forleddene refererer også her ofte til landbrugsforhold, som indhegning og jordbund. Tydningen af selve ordet løse er derimod meget usikker, men måske er det beslægtet med oldnordisk laut, der betyder land, jord, samt med udsagnsordet lude, og navnet skulle i så fald oprindelig betyde hældning eller skråning, senere græsgang el. lign.

De tre navnetyper -inge, -um og -løse udgør med hensyn til geografisk udbredelse og forled en gruppe, der med en vis berettigelse kan betragtes som noget for sig. De er allesammen store, primære landsbyer, og tidsmæssigt må de placeres i folkevandringstid, måske endda lidt længere tilbage i tiden, og i hvert fald repræsenterer de vort ældste bebyggelseslag.

Mens de hidtil omtalte navnetyper både i deres forled og efterled har noget yderst jordbundet, der refererer til lokale særkendetegn i terræn, jordbund og naturlig bevoksning, så er der en anden almindeligt udbredt type af næsten samtidige stednavne, der har en helt anden klang og et helt andet indhold. Det er den store gruppe med endelsen -lev. Selve ordet lev betyder efter sin oprindelse noget efterladt, efterladenskab, arvegods, og som forled anvendes almindeligt et personnavn, noget der kun var yderst sjældent for de hidtil nævnte typer. De anvendte personnavne har sikkert været navne på stormænd eller folk, der på en eller anden måde har udmærket sig i datidens samfund, og meget taler således for, at de personer, der har givet navn til og sandsynligvis ejet lev-byerne, har udgjort en overklasse, en krigerkaste. Da hovedmængden af lev-navnene stammer fra folkevandringstid, skal man muligvis heri se en samling (den første?) af det danske rige. Efter udbredelsen og tætheden af lev-byerne at dømme skulle denne samling være udgået fra Sjælland og herfra have bredt sig dels til Falster og Lolland og dels til Nordfyn for at fortsætte langs den jyske østkyst. Her er man gået ind gennem fjordene og har underlagt sig de derværende folk, men kun så langt ind, som forbindelseslinierne ud til kysten tillod det. Gennem Limfjorden er man nået helt ind i de vestlige bredninger og har her skabt en stor mængde lev-byer på Mors, i Salling og tildels i Thy. Et andet særkende for udbredelsen af lev-byerne er, at de fortrinsvis ligger på landets allerbedste jord, på de fede morænejorder og de mere frugtbare dele af det småbakkede land, og herved adskiller de sig fra de gamle um-byer, der mest hører hjemme i sandmuldede egne. Typen på -lev må anses for at være anvendt fra folkevandringstid og århundrederne nærmest efter (400–600 e. Kr.).

En anden navnetype, der almindeligvis nævnes i forbindelse med lev-byerne, er byerne på -sted. Forleddene er i nogle egne (Midtsjælland, Østfyn, Vestslesvig) oftest personnavne af et lidt yngre præg end lev-navnene, i andre egne (Vendsyssel, Østjylland, Vestfyn m. m.) oftest fællesnavne eller tillægsord. Det ældste af navnene er fra århundrederne før vikingetiden, men typen er produktiv endnu i denne.

Stednavnene med endelserne -lev og -sted udgør det andet store lag af danske landsbynavne, antagelig repræsenterende en tid, hvor skabelsen af en indre organisation finder sted og bliver bestemmende for den efterfølgende periode. Det er en genopbygningens og konsolideringens tid mellem folkevandringstiden på den ene side og vikingetiden på den anden side.

Men til samme lag som disse hører også en del af de stednavne, der ender på -borg, især de vestjyske, hvoraf flere indgår i herredsnavne. Ordet borg er i denne forbindelse betegnelse for en naturlig højning i terrænet i modsætning til navnene på -høj, hvor man som regel kan finde en relation til en nærliggende gravhøj, men i øvrigt er disse navne ofte forandret til ukendelighed (Hasle, Egå).

Med vikingetid begynder et helt nyt lag af stednavne at træde frem. Det er i denne tid, at navne med endelserne -by, -toft og -torp opstår, og deres yngre præg giver sig blandt andet til kende derved, at de er langt lettere at tyde sprogligt end de tidligere.

Navnene på -by, der i Danmark optræder i et antal af ca. 650 og dermed er langt hyppigere end nogen af de foregående typer, har som forled hyppigst almindelige fællesnavne som sø, hus, dal eller betegnelser for bevoksning som skov, lund, eg og lyng, men desuden optræder sammensætninger med betegnelser for hedenske helligdomme (Viby, Hovby). Kun i den sydlige del af landet findes også personnavne som forled (Ågeby, Brodersby, Toreby), men ingen af disse indeholder kristne navne, hvorfor de i det store og hele må henregnes til vikingetid. Herfor taler også den store udbredelse, som stednavnene på -by har i den danske del af Danelagen, hvor typen er den mest produktive i den ældst bebyggede del, fx. i Lincolnshire. Udbredelsen inden for selve Danmark synes at pege på en kraftig, indre ekspansion, særlig med nyanlæggelse af byer på trafikalt vigtige punkter som følge, både inde i land og ved kysterne. Til en sådan kategori må henregnes de mange Broby’er, Vejlby’er, Åby’er og Dalby’er såvel som Søby’er og Sundby’er. Sammenknytningen af de vigtigste punkter er sket gennem et system af veje (Vejby, Broby). Bebyggelsen breder sig i denne tid ud til kysterne, ned i lavninger og ådale og til overfartspunkter.

Jævnsides med -by og med samme geografiske fordeling optræder endelsen -tofte, om end i et langt mindre antal. Også her er forleddet ofte et fællesnavn, fx. betegnelser for bevoksninger (Vedtofte, Lyngtofte), og hvor personnavne indgår, hører ligesom ved -by ingen af disse til den kristne navnegruppe. Navne på -tofte af nordisk oprindelse forekommer både i Danelagen og i Normandiet, hvor de bliver til -tot, og alderen kan derfor sættes til vikingetid.

Den almindeligste af alle vore stednavneendelser er torp, der som regel bliver til -rup, -drup eller -trup. I alt findes der ikke mindre end 2500 bebyggelsesnavne af denne type. I de gamle danske landskabslove har ordet torp betydningen udflyttergård eller udflytterby, og fra samme kilde ved man, at dannelsen af torper endnu var aktuel på lovens tid (1200-tallet), men fra typens udbredelse i Danelagen og i Normandiet ved vi endvidere, at navnetypen var produktiv i vikingetid. Forleddet er for ca. 70%’s vedkommende et personnavn, dels sådanne som også kendes fra samtidens skriftlige kilder, dels nogle, om hvilke der ikke findes skriftlige overleveringer. Af de fremmede personnavne er der dels en gammel gruppe og dels en yngre, der er indkommet med kristendommen. Til denne sidste hører også tidsmæssigt navne som Biskopstorp og Munkerup. Heroverfor s. 97 står så til gengæld en lang række torper, hvor forleddene er nordiske personnavne, der er afledt af eller sammensat med hedenske gudenavne (Thorth, Thorkil, Thorsten), personnavne som også kendes fra runeindskrifterne.

De ca. 2500 torper inden for dansk område er udbredt over hele landet, men det er langtfra nogen jævn fordeling. Talrigst optræder de på Sjælland, på Fyn og i Østjylland, mens de til gengæld er svagt repræsenterede på Vestlolland, på Langeland og til dels i Vestjylland. Næsten overalt er de udflytterbyer eller -gårde fra ældre landsbyer, enten på bymarken eller på overdrev, men ofte har de haft dyrkningsfællesskab med adelbyerne. Kun i dele af Sønderjylland, hvor de er særligt store byer, samt i det østlige Vendsyssel må de antages at være selvstændige byanlæg på gammelt skovland.

Med torpbyerne, hvis dannelsen har strakt sig fra engang i vikingetid og ind i middelalder, afsluttes tilsyneladende en meget aktiv periode i Danmarks bebyggelsesudvikling, en udvikling der er gået parallelt med en kraftig udvidelse af det dyrkede land, så at Danmark i løbet af det første årtusind af vor tidsregning fra at være et land, hvori agerbrugsbygderne kun var lysninger i et skovland, var blevet til et område, hvor det dyrkede land langt dominerede over skoven, der stadig var udsat for ødelæggende angreb, dels af husdyrene og dels af den jordhungrende befolkning. Et vidnesbyrd om sidstnævntes anstrengelser for at skaffe sig jord på skovens bekostning har vi i de mange bebyggelsesnavne, der hentyder til skovrydning. De hyppigst forekommende navnetyper af denne art er endelserne -rød og -tved. Ældst af dem synes tved-navnene at være, da de s. 98 også forekommer i Danelagen og i Normandiet, og da forleddene i mange tilfælde er personnavne, der er kendt fra vikingetid og middelalder. Derimod kendes rød-navnene ikke med sikkerhed i England, og deres udbredelse i Danmark er mærkelig øst- og sydorienteret. Af de 150 rød-navne findes langt de fleste i Nordsjælland, og herudover optræder typen kun spredt på Fyn og i det østlige Sønderjylland. Alle andre steder i Danmark er de ukendte, men suppleres her af tved-navnene, hvis største udbredelse ligger på Sjælland uden for Nordsjælland og i Vendsyssel, hvor denne navnetype tilsyneladende senere afløses af navne sammensat med -holt.

Mens både vikingetid og den første del af middelalder synes at have været begunstiget både af klimaet og af handelspolitiske forhold (åbning af nye handelsveje), så sker der ved slutningen af højmiddelalderen en vending. Meget tyder på, at der på denne tid sker en klimaændring i retning af et mere køligt og fugtigt men også et mere stormfuldt vejr med svære følger for landbruget. Opdyrkningen, der i den foregående periode synes at have nået en ydergrænse, målt efter datidens tekniske muligheder, må nu under indflydelse af de ringere naturlige vilkår opgive sine yderste forposter. Store nedbørsmængder udsætter de ringere jorder i Midt- og Vestjylland for en kraftig udvaskning, der forringer jordens afkastningsmuligheder og mange steder følges af en total opgivelse af dyrkningen, og i Vestjylland sætter den kraftige blæst sandet i bevægelse og fører det ind over s. 99 de dyrkede egne, mens en afblæsningsproces efterhånden fjerner muldlaget fra andre marker. Ødegårdenes antal vokser stærkt, så at mange steder hele sognedele lægges øde, og da samtidig evnen til at modstå naturens ulykker svækkes af voldsomme epidemier, ikke mindst den sorte død, så betyder senmiddelalderen og den følgende tid en mærkbar nedgang både med hensyn til bebyggelsen og befolkningen. Særlig går denne nedgang ud over landbefolkningen og landbebyggelsen, og en egentlig ændring i opadgående retning indtræffer vel først helt hen i 1700-tallet.

Selv om hovedmassen af vore gamle landsbyer var etablerede allerede i slutningen af højmiddelalderen, og de således er mindst 600–700 år gamle, så kan vi alligevel ud fra mange af nutidens landsbyer slutte os til, hvordan de har set ud, ved i tankerne at fjerne den nyere bebyggelse; men et endnu bedre indtryk kan man skaffe sig gennem de gamle udskiftningsprotokoller og de ældste matrikelskort, der stammer fra tiden omkring 1800. Stort set giver disse kort os med visse ændringer billedet af den middelalderlige landsby. Reglen var, at gårdene lå i en kreds omkring landsbygaden eller forten, der ifølge Jyske Lov skulle have en bredde af 15 favne eller så bred, som alle bøndeme nu kunne blive enige om. Fortens form bestemtes i øvrigt af mange forhold. Den kunne være kredsformet, og byen fik da form af en rundby, men oftere var de to akser af forskellig længde, hvorved den blev mere eller mindre langstrakt, og i sin ekstreme form fik forten form af et langt rektangel, der kun var bebygget langs de to sider, dobbelt s. 100 rækkeby. Endelig har vi mange eksempler på, at der kun er bebyggelse langs den ene langside af forten, mens de tre øvrige sider var begrænset fra markerne ved de obligatoriske gærder (enkelt rækkeby). I sjældnere tilfælde kunne forten have en regelmæssig, geometrisk form, der nærmede sig til kvadratet, en firkantby, men i så tilfælde har der sikkert været tale om en planlagt by.

Det normale var, at forten og dermed landsbyen antog form efter terrænet som fx. en naturlig lavning i morænebakkelandet, en senglacial dalsænkning eller anden, tilsvarende lokalitet med god adgang til grundvand, men uden risiko for at blive oversvømmet ved forårstide. Ifølge de gamle landskabslove var forten alles eje og måtte ikke bebygges, men bestemmelsen blev efterhånden ikke længer overholdt, hvorfor man mange steder, også på de ældre kort, ser forten mer eller mindre fyldt op med småhuse.

Foruden landsbyernes klynger af gårde og huse kunne der forekomme enligt beliggende gårde ude på markerne, selv om også disse var underkastet rebningen og fællesskabets øvrige bestemmelser, og kun ornum, »der skal være fra arilds tid«, var unddraget disse.

Selv om de middelstore til store landsbyer folkemæssigt dominerede det danske landskab, så var der dog også egne af landet, der prægedes af mere løst forbundne s. 101 smågrupper af 3–4 gårde, af dobbeltgårde eller af spredt liggende enkeltgårde og -huse. Det var gerne reglen, at jo mere et landskab var kuperet og splittet op i enkeltbakker, des mindre blev landsbyerne, og des flere blev enkeltgårdene. En sådan blanding af smålandsbyer og enkeltgårde har man fx. i Nordøstsjælland og i egnen vest for Odense. En ejendommelig mellemting mellem landsby og enkeltgård træffes langs de midt- og vestjyske åer, hvor gårdene ofte ligger i lange rækker, men med en indbyrdes afstand af 500 m, og kun med et partielt fællesskab. Egne med dominerende enkeltgårdsbebyggelse findes især på de vestjyske bakkeøer, på de frugtbare morænejorder i Hjerm, Skodborg og Vandfuld herreder samt i det østlige Vendsyssels bakkede terræn. Noget helt for sig var og er Bornholms landbebyggelse. Her har egentlige landsbyer aldrig eksisteret, men enkeltgårdene har fra gammel tid været delt i selvejergårde, vornedegårde, præsteog degnegårde samt proprietærgårde. Ofte ligger gårdene dog i række eller grupper, bestemt af terrænet, og stedvis bærer sådanne grupper et fællesnavn med endelsen -by, især på sydlandet (Tjørneby, Dyndeby, Kællingeby).

Da landsbyerne i slutningen af 1700-tallet udskiftedes, betød dette en agrarmæssig revolution. Fællesskabet ophævedes, og en ny fordeling af jorderne sørgede så vidt muligt for, at de mange forhen spredte parceller samledes i en enkelt eller nogle få lodder (fig. s. 102 og 103). Ved denne samling af jorden toges der mange s. 103 steder hensyn til gårdenes gamle placering i landsbyen på den måde, at man ved at trække ejendomsskellene som radier fra landsbyens centrum fik lutter kileformede lodder, der var ganske smalle inde ved gårdene og blev bredere udadtil (fig. s. 101 f. o.). En sådan »stjerneudskiftning« medførte ikke nødvendigvis gårdenes udflytning fra landsbyen, og nogle af vore mest velbevarede landsbyer er netop af denne type. Andre steder gik man derimod mere radikalt til værks. Jorderne blev målt op i nogenlunde regelmæssige firkanter, hvoraf kun et fåtal naturligvis kunne have berøring med landsbybebyggelsen, og følgen blev da, at gårdene tid efter anden flyttede ud af det gamle landsbysamfund og ud på deres egen jord (fig. s. 101 f. n.). Efterhånden som denne opløsningsproces skred frem, fik man da skabt det billede af bebyggelsen, der endnu den dag i dag præger det danske landskab. Fra udskiftningstiden og den nærmest derpå følgende periode (kun i sjældne tilfælde fra tiden før) stammer også en stor del af de gamle bøndergårde, der endnu er bevarede. Trods det vældige byggeri, der i det sidste århundrede har fundet sted på landet i takt med landbrugets og boligernes modernisering, bidrager disse gamle gårde endnu til de enkelte landsdeles bebyggelsespræg – egnsforskellige af type som de var blevet efter en århundredlang udvikling under hensyn til de stedlige klimatiske og landbrugsmæssige forhold, materialetilgængelighed osv. (Sml. de s. 104–05 gengivne eksempler).

Den ældste rigtige, landsomfattende folketælling, hvorved alle civilpersoner blev talt, uanset køn og alder, blev foretaget 1769 og gav til resultat, at der inden for det daværende kongeriges grænser levede 797.584 mennesker. Både ved denne tælling, der ikke medtog hvervede militærpersoner, som ved den følgende 1787, der viste 841.806, må tallet vist anses for at ligge noget for lavt, dels p.gr.af den almindelige uvilje og skepsis, der herskede over for al registrering af frygt for eventuelle nye skatter, og dels fordi personer på rejse let kunne unddrage sig tællingen. Den næstfølgende tælling fandt sted 1801, og dens resultat, 929.000, anses for at være mere nøjagtigt, selv om også denne strakte sig over flere dage. Af de 929.000 indbyggere i 1801 boede 101.000 inden for hovedstadens dengang meget snævre rammer, mens 92.500 rummedes i de daværende 76 købstæder og handelspladser. Tilsammen udgjorde bybefolkningen således kun 20% af landets samlede befolkning, og resten, 735.500, var den egentlige landbefolkning, d.v.s. i hovedsagen bønderne i de mange landsbyer, der nu efter de store landboreformer var ved at løses op, såvel som i de spredtliggende gårde og huse, der i visse egne dominerede bebyggelsesbilledet.

Det 19. århundrede. I løbet af første halvdel af det 19. årh. skete der en betydelig befolkningsforøgelse, så at folketallet 1850 var steget til 1.415.000, en stigning på 50% siden århundredets begyndelse.

Af disse 1.415.000 hørte 130.000 hjemme i hovedstaden, mens 166.000 boede i provinsbyerne og 1.119.000 i landdistrikterne. Det fremgår heraf, at der ikke er sket nogen væsentlig forskydning mellem by- og landbefolkning, men mens hovedstaden kun har forøget sin befolkning med 40 % i løbet af første halvdel af det 19. årh., så er provinsbyernes befolkning vokset med ikke mindre end 64%. Midt imellem ligger landdistrikterne, der har forøget deres indbyggertal med 52%, og da landboerne talmæssigt er den dominerende klasse, er det ganske naturligt her, at den største forandring er sket i den mellemliggende tid.

Fortidens billede af det danske land med dets tæt sammenbyggede landsbyer omgivet af udstrakte agerfelter var langsomt forsvundet og havde givet plads for en mere ensartet bebyggelse af landsbyjorderne, hvor de tidligst udflyttede bindingsværksgårde og -huse nu havde fået selskab af grundmurede ejendomme. De gamle samfundsformer, der havde deres rod i det middelalderlige dyrkningssystem, fæstevæsenet og den almindelige isolation fra verden udenomkring, var blevet afløst af den enkeltes større frihed og selvstændighed til at handle, som forholdene bød. Samtidig var den forhenværende landsby af bøndergårdene med deres patriarkalske samfundsliv blevet til en landsby overvejende af småhuse, beboet af husmænd, daglejere, enkelte håndværkere og gamle mennesker.

Befolkningstætheden, der ved århundredets begyndelse kun havde været 24 pr. km², var ved 1850 kommet op på 36, men som det fremgår af kortet (s. 107) varierede tætheden uhyre fra sted til sted. Ser man helt bort fra bybefolkningen, lå den gennemsnitlige tæthed på Øerne og i det østlige Jylland (Vejle og Århus amter) mellem 40 og 50 indb. pr. km². På Bornholm og på Lolland boede der dog væsentlig færre, mens det nordøstlige Sjælland og dele af det mellemste og sydlige Fyn lå over gennemsnittet for Øerne. Bemærkelsesværdigt er det endvidere, at de mellemstore øer som Møn, Samsø, Langeland, Tåsinge og ikke mindst Ærø og Als, der dengang hørte til Hertugdømmerne, havde en meget tæt befolkning. Uden for det tætbefolkede Østjylland lå mod nord og syd egne, hvor s. 107 s. 108 tætheden var 30–40 pr. km^2. Herudenfor igen samt ind mod Midtjylland aftog tætheden gradvis, så at der i de ufrugtbare midt- og vestjyske egne kun boede 10–20 indb. pr. km^2, og allertyndest befolket var Ginding, Hammerum og Slogs herreder med kun 9 indb. pr. km^2. Noget bedre befolket var Vendsyssel (20–30) og det sydvestlige Thy med Mors, hvor der boede lige så mange mennesker pr. areal som i det østlige Sønderjylland.

Foruden at give udtryk for befolkningens spredning over landet 1850 giver kortet også et billede af de herskende livsbetingelser for udøverne af landets hovederhverv, landbruget. En sammenligning mellem dette kort og kortet over jordbundsforholdene viser store overensstemmelser, og kortet er da også i lige så høj grad et bonitetskort, idet jordens bonitet og markernes afkastning i høj grad er basis for en ren bondebefolknings livsmuligheder. De frugtbare morænelersjorder på Øerne og i det østlige Jylland har kunnet ernære en langt større landbrugsbefolkning end de noget ældre og derfor mere udvaskede morænejorder i Nord- og Midtjylland for ikke at tale om Vestjyllands hedesletter og gamle »bakkeøer«. Men også isens oprodning i undergrunden gør sig gældende, især hvor der under de kvartære jordarter findes danskekalk eller tertiære mergler. Typisk i så henseende er Salling, Mors og det vestlige Thy, der ligger som frugtbarhedsøer i det ellers magre Vestjylland, hvor kun ådalene med deres enge afgav livsbetingelser for en bondebefolkning, mens hedesletterne uden for åerne var mennesketomme. I Sønderjylland skiller marskegnene sig med deres tættere befolkning ud fra de egne, hvor der kun er gest, men ingen frodig, grøn marsk.

Ligesom det var landbrugsbefolkningen, der dominerede befolkningsbilledet, så var det bøndergårdene, der prægede landbrugets brugsstørrelse. Omkring 1850 fandtes der således 66.844 bøndergårde, og disse ejede ikke mindre end 76% af hartkornet. Over for dem stod på den ene side de større jordbrug med over 12 tdr. hartk. og på den anden side landbrugshusene, der ejede mellem 1 td. hartk. og 1 td. land. Af større jordbrug fandtes der ved århundredets midte 1715, der tilsammen ejede 13,6% af hartkornet, men af landbrugshuse ikke færre end 69.840, der dog kun rådede over 7,4% af hartkornet. De større jordbrug var især koncentreret til Øerne (i alt 1010 med 16,6% af hartk.), men også her var fordelingen ulige, med flest i Maribo amt og Holbæk amt (20% henh. 18% af hartk.). Modsætningen til disse godsrige egne er de vest- og nordjyske amter, hvor mindre end 10% af jorderne var underlagt storgodserne. Til gengæld havde de samme egne en mængde små brug, dels mindre bøndergårde og dels landbrugshuse.

Den årlige befolkningstilvækst, der i første halvdel af det 19. årh, havde været på 0,9%, voksede yderligere i århundredets sidste halvdel til 1,06%, så at den samlede befolkning, der omkring 1800 var knap 1 million, ved århundredets slutning var vokset til 2,5 million. Denne tilvækst på 164% var i forhold til de øvrige europæiske lande meget betydelig og blev kun overgået af Rusland. Indtil midten af århundredet havde befolkningsoverskuddet nogenlunde kunnet absorberes lokalt, men derefter sker der en ændring på den måde, at visse landsdele får større andel i tilvæksten end andre. I hovedsagen går det sådan, at den årlige befolkningsforøgelse for Øernes vedkommende især efter 1850 blev mindre end landsgennemsnittet, mens Jylland voksede relativt hurtigere. Når Østjylland i årene 1845–1870, med kulmination i tiden 1855–1860, forøger sin befolkning særlig kraftigt, må dette dog bl.a. tilskrives den store indvandring fra Hertugdømmerne. s. 109 dømmerne. Men i det hele taget forøger Jylland sin befolkning meget stærkt i tiden fra 1845 til 1880, og stigningen varer længere ved i Vestjylland end i Nordog Østjylland. I modsætning hertil ligger den årlige befolkningstilvækst på Øerne (÷ København) i sidste halvdel af århundredet langt under landsgennemsnittet. På Lolland-Falster er den således under 1/2 % mod godt 1% for landet som helhed.

Indtil midten af det 19. årh. voksede land- og bybefolkning med omtrent samme hastighed, og forholdet mellem de to bebyggelseskategorier lå med andre ord nogenlunde uændret, 79–80% for landbefolkningen og 20–21% for bybefolkningen. Men derefter sker der en mærkbar forskydning i dette forhold, så at bybefolkningen 1901 talte ikke mindre end 39% af landets samlede befolkning. Til at begynde med var denne vandring fra land til by kun svag, men efter 1870 voksede den med rivende fart, så at hele Danmarks befolkningstilvækst mellem 1890 og 1901 så godt som falder på byerne alene. Men også denne vandring mod byerne undergik ændringer. I begyndelsen af perioden var det provinsens byer, der tog mod den store tilvandring, mens hovedstaden først efter 1870 bliver det store vandringsmål, så at denne igen 1890 havde næsten lige så mange indbyggere som alle provinsbyerne tilsammen. Forholdet demonstreres af omstående oversigt.

Når man fraregner København med dens godt 100.000 indbyggere, var de danske provinsbyer kun ganske små 1801. Over 5000 indbyggere havde kun (nævnt efter størrelse) Odense, Ålborg og Helsingør, mens kun Randers og Århus s. 110 havde mellem 4000 og 5000. 1845 var de alle vokset noget, men endnu havde kun Odense over 10.000 indb. Først 1870 var 5 provinsbyer nået op i denne størrelsesklasse, nemlig Odense, Århus, Ålborg, Randers og Horsens og 1901 yderligere Vejle, Helsingør, Esbjerg, Fredericia, Kolding og Svendborg. Selv om provinsbyerne som helhed vokser betydeligt i dette tidsrum, så er der dog en del af de gamle søkøbstæder, der har vanskeligt ved at følge med, byer som Stege, Nysted, Rødby, Bogense, Kerteminde, Marstal, Ærøskøbing og Nibe. Ærøskøbing går endog tilbage i folketal efter 1860. Til gengæld er der andre, der har haft en næsten eksplosiv udvikling, ikke blot århundredets to nye byer, Esbjerg og Silkeborg, men også byer som Hjørring, Frederikshavn, Holstebro, Skive og Nykøbing Mors, med andre ord byer i de selv samme egne, hvor kolonisationen i landdistrikterne har haft særlig fremgang. I øvrigt er Østjylland den del af landet, hvor bybefolkningen har haft den største relative tilvækst i løbet af det 19. årh., mens de sjællandske byer, sammen med Bornholms byer, har haft de laveste tilvækstprocenter. For de sjællandske byers vedkommende er årsagen til denne relative stagnation sikkert Københavns nærhed.

Den almindelige tendens til vandringen fra land mod by gjorde sig især gældende i de tættest befolkede dele af landet og viste sig på den måde, at adskillige sogne på Øerne og i Østjylland allerede i perioden 1860–1880 gik tilbage i folketal. Denne tendens blev endnu mere udpræget i de følgende årtier, så at man for perioden 1880–1901 kan tale om en almindelig udbredt folkevandring fra land til by, der ikke alene tog landbefolkningens fødselsoverskud, men adskilligt flere. I modsætning til Øerne og Østjylland har de tyndt befolkede amter som Ålborg, Viborg, Ringkøbing og Ribe ikke afgivet et så stort kontingent til byerne, men tværtimod i visse perioder, især omkring midten af århundredet, modtaget en betydelig folkemængde gennem tilvandring fra andre dele af landet. Dels gennem opdyrkning af gammel hede og dels ved afvanding af lave, fugtige engarealer i Nord- og Vestjylland var der skabt muligheder for oprettelsen af tusinder af nye landbrug, og ikke alene blev disse besat, men nye befolkningsagglomerationer opstod til forsyning af de nye landbrugsdistrikter. Hedeopdyrkningen og kultiveringen af engene har således fortsat den spredning af bebyggelsen ud over landet, som bebyggelsens udflytning fra de gamle landsbyer havde begyndt, og er sidste halvdel af det 19. århundredes store indsats på landbrugsområdet, selv om udviklingen langtfra kan siges at være afsluttet med århundredets udgang.

I de tre nordjyske amter (Ålborg, Hjørring og Thisted) forøgedes således det dyrkede areal i tiden fra 1861 til 1901 med ikke mindre end 150.000 ha eller 47%. I de vestjyske amter var forøgelsen endnu større, nemlig 220.000 ha eller 59%, og tager man hele Jylland under et, voksede det dyrkede areal med noget over 1/2 million ha. Da de jyske hedearealer i tiden fra 1860 til 1896 formindskedes med ca. 200.000 ha, siger det sig selv, at andre kultiveringsarbejder som følge af afvanding, dræning m.m. har spillet en endnu større rolle, ikke alene arealmæssigt, s. 111 men endnu mere med hensyn til den forøgede landbrugsproduktion. En tilsvarende stigning i det dyrkede areal som Jylland kan Øerne ikke opvise. Kun Bornholm viser en anselig stigning på 8600 ha eller 28%, mens Sjælland, Lolland-Falster og Fyn ikke viser nogen synderlig anden form for tilgang i det dyrkede land end den, der kan forklares ved en forøgelse af landbrugsarealet fx. gennem de store inddæmnings- og tørlægningsarbejder. Mens Jylland forøger livsmulighederne for sin landbrugsbefolkning ved opdyrkning af heder, enge og moser, så har Øerne ikke en tilsvarende reserve at tage af, men må i stedet vinde nyt land til den jordhungrende befolkning ved kostbare landvindingsarbejder fra søterritoriet (Lammefjord, Rødby fjord). På denne måde lykkedes det Sjælland i løbet af sidste halvdel af det 19. årh. at forøge sit dyrkede areal med 42.350 ha eller 8%, mens Fyn indvandt 17.600 ha eller 7% og Lolland-Falster 13.200 ha eller 11%. Men allerede før århundredets slutning var landbrugsarealet på Øerne i tilbagegang, idet afgivelsen til trafiklinier, bebyggelsesformål og haver oversteg tilgangen.

Hånd i hånd med den vældige forøgelse af det dyrkede land i sidste halvdel af det 19. årh. gik forøgelsen i antallet af landbrugsejendomme, omfattende alle tre brugsstørrelser, såvel de store landbrug over 12 tdr. hartk. som bøndergårdene fra 1–12 tdr. hartk. og landbrugshusene under 1 td. hartk. Antallet af større jordbrug voksede fra 1850 til 1895 med godt 400 til 2031, bøndergårdene med ca. 5000 til knap 72.000 og landbrugshusene med ikke mindre end 82.000 til 192.000. Men mens de større jordbrugs hartkorn voksede med 5800 tdr. til 56.800 og landbrugshusenes med næsten 12.000 tdr. til 40.000, så faldt bøndergårdenes med 17.000 tdr. til 270.000. De større jordbrugs vækst skyldes kun til dels en opdeling af de meget store og dannelsen af avlsgårde, men beror også på opkøb af jord fra bøndergårdene eller på sammenlægning af sådanne. Faldet i bøndergårdenes hartkorn skyldes især denne grund, men også salg af jord til landbrugshusene. Den mest iøjnefaldende ændring i tiden fra 1860 til 1895 er dog den voldsomme vækst både i antal og hartkorn i gruppen landbrugshuse. Der er næsten tale om en fordobling, og ser man på de enkelte landsdele, viser det sig, at de tre vestjyske amter har forøget antallet af husmandsbrug fra 14.600 til 33.000. Det er hedeegnenes mange nye småbrugere, der her træder talmæssigt frem. Væksten er dog ikke indskrænket til Vestjylland alene, men omfatter alle landsdele. Således er antallet i Østjylland praktisk talt fordoblet, i Nordjylland er stigningen knap 60% og på Fyn endog 75%, idet der dog for Fyns vedkommende må gøres opmærksom på, at Ærø er medregnet 1895, men ikke 1850. Lolland-Falster viser en forøgelse i småbrugene på næsten 50% og Sjælland på 57%. De mange nye husmandshjem, næsten 90.000 i alt, er det største bidrag til ændringen i bebyggelsesbilledet i landdistrikterne, som sidste halvdel af det 19. årh. kan fremvise. Ved siden heraf falder forøgelsen på de 5000 bøndergårde ret upåagtet ud. Men spredningen af de tusinder af nye husmandssteder ud over landet er ikke det eneste nye, der sker på denne tid. En anden nok så bemærkelsesværdig nydannelse i Danmarks bebyggelsesgeografi er den bymæssige bebyggelse eller byen på landet.

Den bymæssige bebyggelse er væsentlig en funktion af den voksende landbefolknings behov for et nærmere forsynings- og afsætningssted end de gamle købstæder. Selv om enkelte af disse nydannelser er ældre end 1850 (fx. Helsinge s. 112 og Hørsholm), så er det dog først efter denne tid, at de begynder at gøre sig gældende. De fleste af dem opstår som midtvejsbyer mellem de gamle købstæder eller handelspladser, på de steder, hvor man har længst til købstaden. Typiske midtvejsbyer er Haslev, Fuglebjerg, Gørlev (alle på Sjælland), Ringe (på Fyn), Brædstrup, Kjellerup, Hammel, Brønderslev og Fjerritslev (alle i Jylland). Dernæst opstår der i de nye kolonisationsområder i Jylland en hel række bymæssige bebyggelser, efterhånden som opdyrkningen skrider frem og behovet for bysamfundets funktioner vokser (Brande, Herning). Tidspunktet for fremkomsten af disse nye byer varierer fra sted til sted og afhænger tildels af deres virkefelt: om de bliver alene handelscentrer, eller om de også bliver sæde for industrielle foretagender. En lang række bymæssige bebyggelser opstår straks efter 1850 som Kjellerup, Brande, Nørre Nebel, Hammel, Haslev, Nørre Åby o.a., men reglen er, at den stærkeste vækst for de flestes vedkommende ligger efter 1890.

Fremkomsten og væksten af de nye byer på landet sker nogenlunde parallelt med væksten af købstæderne og falder i hovedsagen sammen med den vældige erhvervsøkonomiske omlægning, der på dette tidspunkt indtræffer i Danmark. Det er i 1880’erne, at landbrugets omlægning fra overvejende kornbrug til overvejende husdyrbrug finder sted, og da den store landbrugskrise sætter ind i slutningen af dette årti, er en af dens vigtigste følger rationaliseringen af landbrugets arbejdskraft. Folkeholdet ude omkring på de tusinder af bøndergårde bliver udsat for en kraftig nedskæring, og det herved fremkomne befolkningsoverskud i landbruget søger naturligt mod byerne og de bymæssige bebyggelser. Men samtidig med at landbruget på denne måde tappes for sin unge arbejdskraft, forsvinder også en af forudsætningerne for udførelsen af mange af de funktioner, der indtil da havde ligget ude på gårdene, som tilvirkning af tøj, fremstilling og reparation af landbrugsredskaber, bygningsarbejder etc., og udførelsen af disse arbejder går derfor mere og mere over til folk, der har specialiseret sig heri. Fra at være arbejder, der udførtes af landbrugere og hørte hjemme i landbruget, bliver nu fremstilling og reparation af landbrugets fornødenheder til byerhverv. Det er på denne tid, at håndværker- og industriklassen dukker op, og at industrialiseringen og specialiseringen begynder at give sig udslag i befolkningens erhvervssammensætning, som det fremgår af nedenstående uddrag af erhvervstællingerne.

Landbrugets spareforanstaltninger, der var en af følgerne af landbrugskrisen, var en væsentlig accelererende kraft i den fornyede stigning i vandringen mod byerne. Samtidig betød de en social omvæltning, da de store husstande på landet efterhånden opløstes og hver især blev til flere nye husstande. Boligbehovet steg derfor enormt, og det blev byerne og de bymæssige bebyggelser, der kom til at afhjælpe dette savn. Man ser derfor også, at netop denne tid er befordrende på byernes vækst, men man konstaterer også, at visse byer vokser mere end andre, og at visse landsognes befolkning stiger igen, mens nabosognene affolkes.

Den nye lokaliseringsbestemmende faktor i tiden er anlæggelsen af Danmarks jernbanenet. En statistisk sammenligning mellem stationssogne og sogne uden station viser således tydeligt, at de førstnævnte vokser kraftigere end de sidstnævnte, og det er endda almindeligt, at sogne uden station går tilbage i befolkning, mens stationssognene på den anden side vokser stærkt. Dermed er dog ikke givet, at enhver jernbanestation bliver omvokset af en bymæssig bebyggelse. Ligger stationerne for tæt, bliver den enkeltes opland for lille, og kun visse af dem rykker op i stationsbyernes række. Et andet vigtigt forhold er tidspunktet for jernbanernes anlæggelse. Således førte anlæggelsen af den sjællandske stambane 1856 og dens videreførelse over Fyn 1865 ikke umiddelbart til opkomsten af stationsbyer. Tiden synes ikke at have været moden til denne nyskabelse, og det er egentlig først de senere jernbaneanlæg, især i slutningen af århundredet, der virker befordrende på dannelsen af stationsbyer, og på samme tid vokser også stationsbyer op omkring de tidligere anlagte jernbanelinier. Eksempelvis kan det nævnes, at på strækningen Odense-Middelfart (anlagt 1865) kan egentlig kun Gelsteds fremvækst siges at være direkte influeret af jernbanen, mens de andre store stationsbyer på ruten som Ejby, Nørre Åby og Årup først vokser op i tiden efter 1880–90, og samtidig hermed stagnerer i øvrigt Gelsted.

Jernbanerne er således afgjort en lokaliseringsbestemmende faktor i spørgsmålet om de nye bymæssige bebyggelser, men de har til gengæld kun en tidsbegrænset betydning. Både før og efter perioden 1880–1900 er deres indflydelse på dette punkt svækket, dog med undtagelse af i Midtjylland. Næsten alle de s. 114 bymæssige bebyggelser, der voksede op i slutningen af det 19. årh., blev i mer eller mindre grad små industribyer, for hvem transporten af både råstoffer og færdigvarer, men især udenlandske brændselsstoffer var af afgørende betydning, og på disse punkter havde jernbanerne ingen konkurrenter i indlandet.

Den stadige strøm af ledig arbejdskraft fra landet søgte dog ikke alene mod stationsbyerne og købstæderne, men mange havde langt fjernere mål. Ikke alene enkeltpersoner, men hele familier fra det jordhungrende landbrug forlod Danmark for at skabe sig en eksistens i de oversøiske lande. Langt det meste af denne udvandrerstrøm gik til Amerikas Forenede Stater, men statistikken viser dog, at indtil 1850 var denne udvandring af underordnet betydning. Ifølge USA.s immigrationsstatistik fandt kun 1771 danske vej til dette land i tiden fra 1820 til 1850, og selv i de nærmest følgende årtier var strømmen ikke imponerende, således 1850–59: 3227 og 1860–69: 15.386. Men fra 1870 begynder udvandringen at stige voldsomt, så at den i tiåret 1870–79 nåede op på 28.840 danske immigranter i USA, og kulminationen indtraf i årene 1880–95, da den gennemsnitlige årlige indvandring af danske til USA lå på 8–9000, nemlig 1880–89: 83.947 og 1890–94: 44.978. I den sidste femårsperiode faldt udvandringen igen (1895–99: 14.132), da forholdene inden for det danske landbrug atter bedredes.

Det 20. århundrede. Ved århundredskiftet havde Danmark nået en befolkning på knap 2,5 mill. (1901: 2.449.540), og de bedre økonomiske forhold, der fulgte, efter at landbrugskrisen i 1880’erne var overstået, viste sig bl.a. i en betydeligt forøget befolkningstilvækst. Mens kriseårene havde medført en midlertidig nedgang i den årlige tilvækst, så steg denne nu igen kraftigt og kulminerede i femåret 1906–11 med 1,27%, til trods for at den nu igen voksende emigration berøvede landet adskillige tusinde personer hvert år. 1921 var befolkningen vokset til 3.104.209, et tal der ved Sønderjyllands indlemmelse forøgedes til 3.267.831. Men de usikre økonomiske forhold, der fulgte på afslutningen af 1. verdenskrig, og ikke mindst den store krise, der rystede hele verden efter 1929, gav sig et mærkbart udtryk i den årlige befolkningstilvækst, der i perioden 1925–30 kun nåede op på 0,67%, den laveste tilvækst i de sidste 150 år. Den holdt sig derefter på omtrent samme lave niveau i de følgende år helt op til 1940, da den på ny nåede over 1% årlig (1940–45: 1,11% og 1945–50: 1,06%).

Selv om vandringer til og fra udlandet influerer en del på tilvækstprocenten, så er de afgørende faktorer dog svingninger i fødselshyppigheden og til dels også i dødeligheden. Fødselshyppigheden, der ved århundredets begyndelse lå på omkring 30 promille, faldt i de følgende årtier jævnt og stadigt, indtil den 1935 nåede den foruroligende lave kvotient på 17,7 promille. Men 2. verdenskrig medførte en midlertidig, men kraftig stigning i antallet af fødsler, så at fødselshyppigheden 1945 nåede op på 23,5 promille. Dermed synes toppunktet at være nået, og lige siden har fødselskurven været for nedadgående, så at 1954 og 1955 kunne fremvise den laveste fødselshyppighed, der nogensinde er registreret, nemlig 17,3 promille. Parallelt med den faldende fødselshyppighed går faldet i dødeligheden, der ved århundredskiftet lå på ca. 15 pr. 1000 indb., men omkring 1950 var nået ned på 9 promille for 1955 at kunne registrere den meget lave dødelighed af 8,7 promille. Fødselsoverskuddet giver sammen med balancen mellem indvandring og udvandring den årlige befolkningsforøgelse. Denne tilvækst s. 115 s. 116 vækst lå gennem de første 25 år af dette århundrede over 1% årlig, men fra 1926 og helt frem til 1941 svingede den omkring 0,7–0,8%, var derefter under 2. verdenskrig igen over 1% for sluttelig i 1950’erne at falde til 0,7–0,8% årlig. Det heraf resulterende folketal var ifølge folketællingen 1950 på 4.281.275. (Registertal 1955: 4.440.128).

Udvandringen til de oversøiske lande, der omkring århundredskiftet var gået noget ned, steg hurtigt igen og lå i årene indtil første verdenskrig mellem 7000 og 8000 årligt. Verdenskrigen bragte en midlertidig stilstand i emigrationen på grund af de vanskelige rejseforhold, og fordi indtjeningsmulighederne herhjemme var ganske gode, men efter krigens afslutning genoptoges den i uformindsket omfang, indtil USA.s nye immigrationslove satte en bremse på den store strøm ved en kvotaordning, der kun tillod en indvandring på 2800 danske om året. Det næststørste udvandrerland, Argentina, havde i århundredets begyndelse modtaget adskillige tusinde, men øvede ikke længer nogen større tiltrækning, og udvandrertallet til de øvrige oversøiske områder betød meget lidt i forhold til det store rejsemål, USA. Under anden verdenskrig standsede den legale udvandring helt, og i stedet for fik Danmark et indvandringsoverskud, men efter 1945 tog den fart igen og har siden da ligget på 4–5000 årligt, et enkelt år (1951) endda på næsten 8000. Den store udvandrerstrøm går stadig til USA., der årligt modtager 1500–2000 fra Danmark. Kun et par år (1952–53) har Canada taget en tilsvarende kvota, mens mindre mængder går til Australien. Over for denne udvandring står en årlig indvandring fra oversøiske lande på 2500–3000, og siden 1945 har Danmark gennem disse vandringer haft et årligt nettobefolkningstab på ca. 2500 mennesker.

Beregnet efter folketællingen 1950 er den gennemsnitlige befolkningstæthed for hele landet 100 indb. pr. km². Men en betragtning af kortet (s. 115) viser, hvor ulige befolkningen er fordelt over landet. Med sort signatur er angivet byerne med deres forstæder, hvor tætheden overalt er over 100 eller med andre ord over gennemsnittet for landet som helhed, mens resten af signaturerne angiver tætheder under gennemsnittet undt. Nordøstsjælland. Alene herigennem får man et slående indtryk af, at største delen af befolkningen bor inden for mindre end 100 små pletter på Danmarkskortet. De sorte pletter repræsenterer 56,6% af befolkningen, mens de øvrige signaturer dækker over 43,4%, nemlig landbefolkningen og de på landet liggende bymæssige bebyggelser. En sammenligning mellem dette kort og kortet s. 107 viser, hvordan der er sket betydelige befolkningsforskydninger, både absolut og relativt, i løbet af de sidste 100 år. Øerne og Østjylland er stadig befolkningens tyngdepunkter, men hverken her eller i det øvrige land er der længere den tydelige overensstemmelse mellem befolkningsmassen og jordens bonitet, som kortet for 1850 giver udtryk for. Grænsen mellem Øst- og Vestjylland er ikke mere så skarp, Vendsyssel skiller sig stærkere ud end før, og de tidligere næsten mennesketomme områder i Midtjylland eksisterer ikke mere. Mange af herrederne i hede- og bakkeøegnene har forøget deres befolkning med over 50%. Til gengæld er der andre egne, hvor der næsten ingen ændringer er sket, eller hvor folketallet endog er gået tilbage i løbet af de sidste 100 år. Eksempler herpå er på Sjælland herrederne V. og Ø. Flakkebjerg, Horns og Skippinge, på Lolland Fuglse herred og på Fyn Skovby herred og Langeland. I Jylland har kun Mols og det sydvestlige Sønderjylland ikke kunnet følge med i den almindelige befolkningsfremgang.

Betragter man befolkningens bevægelser på grundlag af den mindste statistiske enhed, sognet, får man et langt mere differentieret billede af de omflytninger, der allerede i slutningen af det 19. årh. var stærkt fremtrædende, og som gør sig endnu mere gældende i dette århundrede, hvor man næsten kan tale om en folkeflugt fra land til by, hvad enten denne by så er hovedstaden, en købstad eller en anden bymæssig bebyggelse. Urbaniseringen bliver nu så stærk, at det store befolkningsoverskud næsten helt opsluges af bysamfundene, og en hel række tidligere handelspladser og stationsbyer indrulleres i købstædernes række: Esbjerg, Silkeborg, Nørresundby, Løgstør, Herning, Struer og Brønderslev, men også de bymæssige bebyggelser øger deres tal, særlig i de sidst koloniserede egne i Midtjylland, hvortil også jernbanerne kom sidst.

Som i slutningen af det 19. årh. er det også i det 20. årh. de tætbefolkede og stærkt opdyrkede sogne i den østlige del af landet, der mærker flugten mod byerne kraftigst. Men hertil kommer, uden nogen regional tilknytning, en affolkning af mange mindre øer, halvøer og kystsogne. I disse tilfælde er det ikke alene den almindelige tendens til flugten mod byerne, der gør sig gældende, men i lige så høj grad de uheldige følger, som dels småskibsfartens modernisering og dels industrialiseringen af landbrugets produkter fik for den lille havnetrafik, og ligesom den indenlandske skibsfart mere og mere koncentreres til de større overfartssteder, som jernbanerne konvergerer imod, så koncentreres både kystfiskeriet og havfiskeriet til et færre antal pladser, hvor der er bedre beskyttelse, og hvor der s. 118 står flere tekniske hjælpemidler til rådighed. Mange små anløbspladser og skibsbroer med et lille lokalt opland går efterhånden ud af brug, og fra de små fiskerihavne søger fiskerne til de bedre udrustede havne.

Når der alligevel i mange landsogne kan konstateres en vis stabilisering af befolkningen i forhold til slutningen af det 19. årh., så skyldes dette ikke mindst fremkomsten af mange, nye småbrug rundt om i landet. I de dele af Jylland, hvor opdyrkningen af tidligere lyngklædte arealer på såvel heder som bakkeøer fortsætter, vedligeholdes den allerede tidligere begyndte fremgang i befolkningstallet, men mere bemærkelsesværdigt er det, at befolkningen igen begynder at tage til i mange østdanske sogne, og ikke blot på grund af fremkomsten af nye bymæssige bebyggelser, men som følge af den nu påbegyndte udstykning af godserne til småbrug. Midlerne hertil var dels 1899-loven med følgende love om statsstøtte til oprettelse af husmandsbrug og dels de store jordreformer af 1919, der omfattede afhændelsen af præstegårdsjorderne, dernæst lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom mod afgivelse af jordarealer til udstykning og endelig salg af jord i offentligt eje. De første husmandsbrug efter 1899-loven lå fortrinsvis i Jylland og fremkom for en stor del ved, at bønderne afhændede deres hedelodder til husmændene, men efterhånden oprettedes der udstykningsforeninger over hele landet. 1919-loven satte forøget fart i udstykningen, især på Øerne og i Sønderjylland. I alt er der fra 1899-lovens ikrafttræden og indtil 1955 oprettet ca. 23.500 nye husmandsbrug, alene i tiden fra 1945 til 1955 ca. 2000.

De mange tusinde nye småbrug føjede selvsagt et nyt træk til det danske landskab. Nye ejendomme skød op overalt på tidligere præstegårdsjord eller herregårdsjord, eller i Jylland på tidligere lyngarealer, så at det 20. årh. ikke alene kan karakteriseres som urbaniseringens århundrede, men også som det århundrede, der har bebygget og befolket store forhen ubeboede og uopdyrkede eller lidet intensivt dyrkede arealer.

Et statistisk udtryk herfor giver forøgelsen i antallet af landejendomme, der voksede fra 171.500 i 1904 til 182.300 i 1920, hvor tallet forøgedes med Sønderjyllands 11.500 ejendomme, og til 204.350 i 1936. Dette sidste tal repræsenterer toppunktet i kurven over antallet af landejendomme i Danmark, og lige siden er det gået stærkt nedad på grund af urbaniseringens store indhug i landbrugsjorden, og det til trods for, at der efter 1936 er kommet yderligere 5000 nye brug til. Afgangen i antallet af ejendomme til byernes og trafikliniernes udbygning har altså været større end tilgangen, og især er det gået ud over de små brug, der siden 1927 har formindsket deres antal med 9500. Alene i femåret, der sluttede 1950, er antallet af landejendomme formindsket med næsten 6000, selv om indlemmelser i købstæder er ansvarlig for en mindre del af formindskelsen, idet statistikken kun omfatter landsognene. Ved de mange udstykninger er det gået stærkt ud over de store landbrug, hvis antal siden 1924 er gået ned fra 2291 til 1881. Men i modsætning til både godserne og landbrugshusene har antallet af bøndergårde været i stadig stigning, så at de 1950 talte 94.100 mod kun 72.100 ved århundredets begyndelse. Af denne stigning falder de 6370 på Sønderjylland, og den øvrige stigning er delvis en illusion, for såvidt som den i de fleste tilfælde beror på omvurderinger eller på køb af tillægsjord, hvorved landbrugshuse er rykket op i bøndergårdenes klasse. Men det faktiske resultat er, at Danmark i dag mere end nogen sinde før har ret til at kalde sig de mellemstore brugs land, så s. 119 meget mere som bøndergårdene i dag ejer 75% af alt hartkorn, svarende til 2.185.000 ha eller 63,7% af al landbrugsjord.

Trods nyopdyrkning og intensivering af landbruget beskæftiger dette erhverv dog ikke flere mennesker 1950 end 1901, og befolkningsoverskuddet er for en stor del gået til byerne. Urbaniseringen var dog allerede godt i gang ved indledningen til det 20. årh. København havde da 378.235 indb., mens købstæderne og handelspladserne kunne mønstre 558.330, tilsammen 38,5% af befolkningen mod landbefolkningens 1.512.975 eller 61,5%. Endnu boede altså de fleste mennesker på landet, men allerede 1911 var der lige så mange byboer som landboer; 1921 var landboernes andel i den samlede befolkning gået ned til 44,4%, og 1950 boede kun 32,7% af Danmarks indbyggere i landsognene. De absolutte tal for landbefolkningen var 1901: 1.512.975, 1911:1.393.000, 1921: 1.451.148 (inkl. Sønderjylland), 1935: 1.407.308 og 1950: 1.399.285.

Overskudsbefolkningen fra landdistrikterne er gået til tre forskellige bykategorier: til de bymæssige bebyggelser, til købstæderne og deres forstæder og til hovedstaden.

Det statistiske begreb bymæssig bebyggelse som fællesbegreb for en række stationsbyer og tilsvarende bysamfund på landet indførtes for første gang i folketællingen 1901, og i alt udskiltes der 109 sådanne med et samlet indbyggertal på 102.526. 1906 var de samme 109 vokset til 121.612 indb., men derudover havde man forøget deres antal med yderligere 59, så at der nu fandtes 168 med s. 120 et samlet folketal på 156.234. Af de fem største lå de fire ved København (Hellerup, Ordrup, Gentofte og Lyngby), og desuden havde Herning, Struer, Odder, Haslev, Brønderslev og Vejgård over 2000 indb. 1911 var antallet af bymæssige bebyggelser vokset til 309 og indbyggertallet til 248.690. 1921 (efter genforeningen med Sønderjylland) regnede man med 571 bymæssige bebyggelser med en samlet befolkning på 312.030, men 1935 viser statistikken et fald i antallet til 504, idet visse var blevet slettet og andre overgået til gruppen forstadsbebyggelser; disse 504 havde i alt 342.960 indb. 1950 var antallet øget til 569 med et indbyggertal på 457.624. 114 af dem havde over 1000 indb. hver. Hermed rummer de bymæssige bebyggelser i landsognene i alt 10,7% af landets befolkning.

De gamle købstæder og handelspladser, der efterhånden blev suppleret med nye købstæder, havde ved århundredets begyndelse 558.330 indbyggere eller 23,1% af landets befolkning. Fraregnes Frederiksberg, var tallet 482.100 eller 20%. Århus var nu blevet landets største provinsby med over 50.000 indb., hvorefter fulgte Odense med godt 40.000, Ålborg med 31.000, Horsens med 22.000 og Randers med 20.000. Endnu større end Århus var dog handelspladsen Frederiksberg med sine 76.000 indb. 1911 var provinsbyernes folketal vokset til 550.328 eller 20% af landets befolkning, 1921 til 710.256 eller knap 25%, 1935 til 865.000 eller 23,3% og 1950 til 1.130.916 eller 26,4%. Men disse tal giver ikke noget fuldt gyldigt udtryk for købstædernes vækst og deres voksende betydning, med mindre man medregner de samme købstæders forstæder. Efterhånden som byerne udbygges, sker der nemlig det, at de ikke længer kan rumme de mange tilflyttere inden for deres administrative grænser, men disse tvinges til at bosætte sig i et af de omliggende sogne. Som regel sker denne byudvidelse i direkte forlængelse af købstadens bebyggelse, hvorved en senere indlemmelse i købstaden lettes. Men i andre tilfælde opstår forstadsbebyggelsen som et selvstændigt bysamfund i en af nabokommunerne, så at arbejdspladsen er den eneste tilknytning til købstaden. I ekstreme tilfælde bliver den nye forstadsbebyggelse til en såkaldt soveby. Disse satellitbyers geografiske placering sker ofte efter æstetiske eller skattemæssige hensyn, og de optræder i fællesanliggender som selvstændige byer eller som sideordnet part med de gamle bebyggelser i den lokale kommune, som de i øvrigt ofte opsluger, så denne mister sin oprindelige karakter af landsogn.

Forstadsbegrebet indførtes for første gang i statistikken for 1906, da Frederiksberg og Gentofte kommuner opførtes som forstæder til København. 1911 udvidedes begrebet til også at omfatte andre byer, i alt 26 foruden København, men da Frederiksberg med sine næsten 100.000 indbyggere samtidig udskiltes og regnedes med til hovedstaden, blev det samlede indbyggertal kun 67.928, hvoraf alene 30.000 skyldtes Københavns omegnskommuner. Siden da har endnu flere købstæder fået forstæder, og deres indbyggertal er vokset meget hurtigt. 1921 regnedes 157.695 indb. for boende i forstæder, 1935 247.913 og 1950 318.549, hvorved de nu huser 7,4% af landets befolkning. Hovedstaden er dog stadig dominerende i denne henseende, idet 2/3 af alle forstadsbeboere 1950 er hjemmehørende i Københavns omegnskommuner. I realiteten er forstadsbebyggelserne vokset i et meget hurtigere tempo, end det fremgår af ovennævnte tal, idet der ofte sker det, at når en forstad er blevet udbygget til en vis grad, så indlemmes den i købstaden og forsvinder derved fra forstædernes række.

Det er et gennemgående træk i billedet af købstædernes vækst, at det er de s. 121 byer, der i forvejen var store, der har øvet den største tiltrækning på tilflyttere, mens de små provinsbyer for en stor del stagnerer. Det sidste gælder først og fremmest de sønderjyske flækker, men dernæst småbyerne på Bornholm (Allinge-Sandvig, Svaneke, Åkirkeby), i Sydsjælland (Præstø, Store Heddinge, Skælskør), på Lolland-Falster (Stubbekøbing, Rødby, Nysted), endvidere Marstal og Ærøskøbing, flere fynske byer, men kun få i Jylland (Thisted). I tiden mellem de to verdenskrige har tilbagegangen været størst, men i visse tilfælde er nedgangen i indbyggertal blevet udlignet ved vækst af forstadsbebyggelser, så at faldet i indbyggertal ikke altid er ensbetydende med et stagnerende erhvervsliv.

Købstædernes betydning som arbejdsplads er dog ikke indskrænket til byen og dens eventuelle statistiske forstæder, men rækker langt videre, takket være de lette transportmuligheder i nutiden, der muliggør langt større afstand mellem bopæl og arbejdsplads end tidligere. Den daglige pendeltrafik mellem sovested og arbejdssted rækker langt ud over den egentlige forstadsbebyggelse til de rene landsogne, hvorfor adskillelsen mellem by- og landbefolkning med stigende vanskelighed lader sig effektivt bedømme ud fra de hidtidige synspunkter, der bl.a. lægger bebyggelsens art til grund.

Ligesom vandringen mod de store provinsbyer er kraftigere end mod de små, så er vandringen mod hovedstaden større end mod provinsbyerne, hvorved hovedstaden får en stadig større andel i Danmarks befolkning (1950: 27,3%). Dens vækst begyndte ret sent, og indtil efter midten af det forrige århundrede havde den samme karakter som provinsens byer. Først ved industrialiseringens gennembrud skete der et afgørende brud i udviklingen, hvorved svælget mellem s. 122 hovedstad og provins uddybedes mere og mere. Medvirkende hertil har også den voksende centraladministration været, ligesom udbygningen og koncentreringen af den højere undervisning har trukket mange unge til. Men foruden at være sæde for centraladministrationen og de højere læreanstalter er København også Danmarks største industriby, den største handelsby og den vigtigste importog eksporthavn. Disse specielle forhold har været afgørende for indførelsen af de nye begreber hovedstadsområdet og omegnskommunerne, der omfatter ikke alene de aktuelle forstadsbebyggelser, men også de potentielle, idet det vil være nødvendigt i fremtiden at kunne dirigere storbyens vækst ad ønskede baner. Et væsentligt betragtningspunkt i en sådan regional planlægning er bl.a. udbygningen af et effektivt trafiknet og placeringen af dettes linier, eftersom det er disse, der bestemmer den fremtidige bebyggelsesudvikling i et område. I omfanget og arten af en sådan bebyggelse skal der ikke alene tages hensyn til den naturlige befolkningstilvækst inden for området, men også til den tilvandring, der sker dels fra provinsen og dels fra hovedstaden selv, hvor den fremadskridende cityvækst trænger boligkvartererne ud mod periferien, samtidig med at sanering og rationalisering tynder bebyggelsen ud i centrum. Det statistiske forstadsområde, der ved folketællingen 1950 omfattede 9 nabokommuner + Frederiksberg og Gentofte, er med hovedstadens fremtidige udvikling for øje blevet erstattet af begrebet hovedstadsområdet, der foruden de tre hovedstadskommuner tæller 19 omegnskommuner med en samlet befolkning på 241.753 indb. (1950). Herved får hovedstadsområdet et folketal på 1.216.654 indb. eller 28,4% af landets befolkning. Inden for dette areal på 549 km² tænkes fremtidens hovedstad udbygget.

Efterhånden som bybefolkningen vokser på bekostning af landbefolkningen (1950 boede 67,3% af landets indb. i byerne), er behovet for rekreationsområder og feriesteder blevet større og større. Fra oprindeligt at have været forbeholdt en privilegeret klasse, er der især gennem de sidste 15–20 år sket en rivende udvikling i sommerhusbyggeriet, og fra engang at have været et specielt fænomen for Københavnsområdet og senere også for den jyske vestkyst, er der sket en regional spredning, hvorved næsten intet punkt på Danmarks kyster eller i kuperede, skov- og sørige egne ikke er fundet egnet for sommerhuse. På særligt populære steder får ophobningen af sommerhuse karakter af sommerkolonier eller feriebyer, som sætter et meget stærkt præg på værtkommunen, når dennes befolkning for nogle få sommermåneder fordobles eller måske firdobles. Sommerhusbebyggelsen er det nyeste, men også det mest labile træk i Danmarks bebyggelse, fordi dens udvikling og regionale forskydninger ikke har nogen fast tendens, og fordi den ved sin ringe kapitalinvestering ikke får nogen varig økonomisk eller erhvervsmæssig indflydelse på sine omgivelser.

Litt.: Aa. Aagesen. Geografiske Studier over Jernbanerne i Danmark. (Kulturgeografiske Skrifter, Bd. 5). 1949. Johs. Brøndsted. Danmarks Oldtid. I–III. 1938–40, 2. udg. 1957 ff. De danske Heder, deres Natur og Fortidsminder, Folkeliv og Kultur. Red. af E. Struckmann, K. Jessen og Hjerl-Hansen. 1945. Kr. Hald. Vore stednavne. 1950. Herregaardene og Samfundet. Udg. af Majoratsforeningen. Under Red. af Therkel Mathiassen. 1943. G. Olsen og A. Steensberg. Landskab og Bebyggelse. (I serien: Landsbyen og det danske Samfund). 1945. F. Skrubbeltrang. Den danske Husmandsbevægelse. 1943. H. Tauber og O. Voss. På sporet af den tabte tid. (Naturens Verden, Februar 1957). K. Vedel-Petersen. Danmarks Statistik. 1946.