Forsvar

Det militære forsvar. Som en naturlig følge af den danske befolknings almindelige ønske om neutralitet og fred nød Folkeforbundet i mellemkrigsårene betydelig tillid i Danmark. Dette i forbindelse med økonomiske hensyn førte til, at Danmark i disse år lod forsvarsberedskabet nedsætte. Da det tyske overfald kom den 9. april 1940, varede det derfor kun få timer, inden regeringen måtte bringe modstanden til ophør.

Fra besættelsestidens begyndelse lod den tyske besættelsesmagt det danske forsvar leve videre i en art skyggetilværelse indtil eftersommeren 1943, idet dog enhver dansk militær virksomhed havde været forbudt i Jylland allerede fra efteråret 1942 og de derværende enheder derfor forlagt fra denne landsdel. 29/8 1943 overfaldt og afvæbnede den tyske besættelsesmagt alle danske militære styrker, og flåden sænkede selv de skibe, der ikke kunne nå fremmed havn.

Som det var naturligt, gik en meget stor procentdel af de befalingsmænd, der ikke var draget til Sverige for at knytte sig til den der etablerede danske brigade (der talte i alt ca. 5000 mand), ind i modstandsbevægelsen, hvor de virkede bl.a. som ledere eller instruktører. Efter krigen opstod hjemmeværnsforeningerne, der navnlig fik tilgang fra modstandsbevægelsens rækker. Disse foreninger blev 1948 afløst af de lovfæstede hjemmeværn – se herom senere.

1/6 1945 indkaldtes (genindkaldtes) de første værnepligtige til løsning af de mange foreliggende opgaver, hvoriblandt skal nævnes flygtningebevogtning, grænse- og kystbevogtning og minestrygning.

I begyndelsen af 1947 afgav Danmark som sin del af de allierede besættelsesstyrker i Tyskland en brigade på ca. 4500 mand – den danske brigade i Tyskland – der stationeredes bl.a. i Wilhelmshaven, Aurich, Jever og Oldenburg. 1950 reduceredes styrken til en forstærket bataljon på ca. 1700 mand, herefter benævnt det danske kommando i Tyskland, og forlagdes til Itzehoe med opretholdelse af besættelsesstyrkestatus indtil Vesttysklands indtræden i NATO 1955.

Ved lov af 11/4 1946 nedsattes forsvarskommissionen af 1946 (»Kommissionen til undersøgelse og overvejelse af forsvarets fremtidige ordning«), der afløstes af forsvarskommissionen af 1950, som samme år afsluttede sit arbejde med betænkning og forslag til følgende love, der med nogle 1952 tilføjede ændringer stadig er grundlaget for forsvarets virke, nemlig lov nr. 242 af 27/5 1950 om forsvarets ordning (centralstyrelsen, den kommandomæssige organisation m.v.), lov nr. 276 af 18/6 1951 om forsvarets ordning (sammensætning af værnene, korpsene m.fl.) og lov nr. 277 af 18/6 1951 om forsvarets ordning (personel ved værnene, korpsene m.fl.).

Inden de nugældende forsvarslove var færdigbearbejdet, fandt 1948–49 skandinaviske forsvarspagtforhandlinger sted. Disse forhandlinger var en naturlig konsekvens af de skandinaviske landes almindelige tilbøjelighed til snævrere samarbejde. Men vanskelighederne viste sig dog for store, og det måtte efter et møde i Oslo i januar 1949 konstateres, at det ikke for tiden var muligt at opnå den fornødne samstemmighed om et alliancefrit skandinavisk forsvarsforbund.

I stedet sluttede Danmark og Norge sig senere 1949 til Den nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), inden for hvilken de danske forsvarsstyrker efter oprettelse af Europakommandoen (SHAPE, forkortelse for Supreme Headquarters Allied Powers Europe) sammen med Norges væbnede styrker indgår i Nordregionen, hvis hovedkvarter er placeret i Oslo. Dog er Grønland og Færøerne placeret inden for Atlanterhavskommandoens ansvarsområde (SACLANT, Supreme Allied Commander Atlantic).

I centraladministrationen medførte loven af maj 1950 en sammendragning af de hidtidige to militære ministerier, krigsministeriet og marineministeriet, til ét ministerium, forsvarsministeriet. Dette organiseredes i et departement med en departementschef og tre afdelinger, hver ledet af en afdelingschef og bestående af et antal kontorer omfattende henholdsvis personel- og organisationssager, materielsager og bygningsvæsen samt sekretariats- og økonomisager og med et særligt kontor for sager i forbindelse med Den nordatlantiske Traktats Organisation og folkeretlige spørgsmål.

Ved samme lov fandt bl.a. yderligere følgende nyskabelser sted i det danske forsvar: en forsvarschef med forsvarsstab og et selvstændigt flyvevåben, således at det danske forsvar herefter består af forsvarschefen med forsvarsstab, hæren, søværnet, flyvevåbnet, hjemmeværnet og forskellige korps og institutioner, såsom forsvarets krigsmaterielforvaltning, forsvarets intendanturkorps, forsvarets lægekorps, forsvarets velfærdstjeneste, forsvarets civilundervisning m.fl.

På grund af NATO-samarbejdets udvikling måtte bl.a. forsvarschefens opgaver revideres ved en lov af 31/3 1952. Forsvarschefen, der er forsvarsministerens nærmeste militære rådgiver og over for denne bl.a. er ansvarlig for forsvarets beredskab, varetager herudover en række betydende fællesværnsopgaver. Han er således formand for den ligeledes 1950 oprettede forsvarsstyrelse, der i øvrigt består af de 3 værnschefer og chefen for forsvarsstaben. Her drøftes forsvarets opbygning og virksomhed, samarbejdet mellem værnene og i det hele taget spørgsmål af betydning for det samlede militære forsvar, og opgaverne samordnes derved på højeste militære plan. Forsvarschefen er nationalt, dansk medlem af NATO’s militærkomité.

I tilslutning til forsvarsstaben, der er sammensat af personel fra de tre værn, oprettedes 1/7 1952 forsvarets forskningsråd. Rådet, der består af et antal civile og militære medlemmer, repræsenterende de anvendte naturvidenskaber og matematik, følger den videnskabelige og tekniske udvikling med henblik på dennes udnyttelse inden for forsvaret.

Ved loven af 1950 fastsattes endvidere, at landet opdeltes i visse landmilitære og visse sømilitære områder, hvilket for hærens vedkommende betød, at man videreførte den under modstandsbevægelsen anvendte inddeling af landet i 8 regioner, medens man for søværnets vedkommende oprettede et antal marinekommandoer, der igen opdeltes i et antal marinedistrikter.

Hæren består efter lovene af 1950–51 som de fleste andre landes hære af fodfolk, pansertropper, artilleri (herunder luftværnsartilleri), ingeniørtropper, telegraftropper og forsyningstropper og er i kommandomæssig henseende opdelt i vestre landsdelkommando, østre landsdelskommando og Bornholms værn. Inden for de to landsdelskommandoer opstilles der ved mobilisering 3–4 divisioner, s. 229 hver bestående af et antal fodfolksregimenter og støtteenheder fra de andre våben, herunder artilleriafdelinger, panserenheder, signalenheder m.v.

Som de væsentligste dele af søværnet kan nævnes kystflåden og kystbefæstningen. I kystflåden indgår et antal skibe af forskellige typer, hvis samlede tonnage 1957 udgjorde ca. 33.000 tons, og hvori der særlig er lagt vægt på skibstyperne fregatter, motortorpedobåde, minelæggere, minestrygere og undervandsbåde. Kystbefæstningen er blevet moderniseret efter den anden verdenskrig og omfatter nu bl.a. 2 moderne kystforter.

Det danske flyvevåben omfatter et antal jagereskadriller, både dagjagere og natjagere, samt specialeskadriller til rekognoscering og rednings- og transporttjeneste. Under flyvevåbnet er endvidere oprettet en relativt betydelig kontrolog varslingstjeneste, som i væsentlig grad er baseret på de under den anden verdenskrig og i tiden derefter udviklede særlige radarer.

For de 3 værn gælder, at det moderne, kostbare materiel i stor udstrækning er leveret Danmark på det amerikanske våbenhjælpsprogram, som også omfattede uddannelsen af danske piloter, der senere har fundet sted i Canada for en symbolsk betaling.

De danske forsvarsstyrker har ved den udvidelse, der er sket siden 1950, i betydelig grad præget dagliglivet i de byer, hvori eller i hvis nærhed de er garnisonerede. Dette gælder således bl.a. følgende byer: Ålborg, Århus, Fredericia, Frederikshavn, Haderslev, Helsingør, Holbæk, Holstebro, Korsør, København, Næstved, Odense, Randers, Ringsted, Roskilde, Rønne, Slagelse, Sønderborg, Tønder, Varde, Viborg og Vordingborg.

Hjemmeværnet bygger, selv om den 1952 reviderede hjemmeværnslov hjemler forsvarsministeren ret til at udskrive værnepligtige til hjemmeværnet, fuldt og helt på frivillighedens princip.

Det ledes af en militær chef, der ved sin side har en civil kommitteret.

Det landmilitære hjemmeværn er fordelt på 7 regioner og Bornholms hjemmeværn; hver region er inddelt i et mindre antal hjemmeværnsdistrikter, inden for hvilke er opstillet et antal hjemmeværnskompagnier, der deltager i det lokale forsvar, herunder bevogtningen af vigtige objekter i hjemegnen.

Det maritime hjemmeværn, der i organisationsmæssig henseende er sidestillet med det landmilitære hjemmeværns regioner, og som består af et antal flotiller, deltager bl.a. i den vigtige farvands-overvågningstjeneste.

Flyverhjemmeværnet, der ligeledes er sidestillet med en region, deltager i den visuelle luftmeldetjeneste og yder her med sine over hele landet spredte luftmeldeposter et uundværligt supplement til de moderne radarstationer.

Hjemmeværnet omfatter også frivilligt kvindeligt personel, idet de tre eksisterende kvindekorps, nemlig Danmarks Lottekorps, Kvindelige Marinere og Kvindeligt Flyvekorps, alle ved overenskomst er tilknyttet hjemmeværnet. De kvinder, der har sluttet sig til disse organisationer, får en uddannelse, der gør dem egnede til inden for det værn, de er knyttet til, at løse opgaver i signaltjenesten, sanitetstjenesten, varslingstjenesten, hjælpetjeneste ved højere stabe o.m.a.

Antallet af frivillige i hjemmeværnet androg pr. 1/4 1957 ca. 68.000 mænd og kvinder.

På baggrund af den udvikling af de nye våben, der i tiden efter den anden s. 230 verdenskrig har fundet sted, herunder atomvåben og raketvåben, besluttedes det 1955 at nedsætte et parlamentarisk udvalg til overvejelse af ændringer i den hidtil gældende forsvarsordning, og forsvarsudvalget af 1955 blev herefter i maj samme år nedsat med forsvarsministeren som formand.

Den forandring, der har fundet sted i det danske forsvar i tiden fra 1937 og op til 1957, kan belyses på nogle enkelte områder. Udgifterne til forsvaret (og civilforsvaret) har således 1938–39 og i årene efter krigen andraget følgende beløb (i mill. kr.):

Som bekendt er grundlaget for tilvejebringelse af personel til værnene (og civilforsvaret) den almindelige værnepligt, der af Danmark som et af de første lande i Europa indførtes allerede 1848, og som senest er stadfæstet i grundloven af 5/6 1953.

I tiden op til den anden verdenskrig udskrev man kun ca. 50% af de værnepligtige, og heraf blev ikke engang alle indkaldt (efter lovene af 1937 kunne således kun indkaldes ca. 10.000 om året).

Efter 1945 har man udskrevet alle tjenestedygtige, og kassationsprocenten er derefter faldet til knap 20. Dette har dog ikke været tilstrækkeligt til at dække forsvarets behov, og man har derfor successivt nedsat værnepligtsalderen med to år. De kommende store årgange vil formentlig gøre det muligt atter at sætte værnepligtsalderen op med et år til 20 år.

1957 indkaldtes til forsvaret ca. 25.000 værnepligtige.

Et af de spørgsmål, der i særlig grad har været drøftet i forbindelse med det danske forsvars opbygning, har siden den anden verdenskrigs afslutning været tjenestetiden. Medens tjenestetiden umiddelbart før den anden verdenskrig varierede fra ca. 6 måneder til ca. 18 måneder afhængigt af værnet og inden for værnene af våbenarten, var tjenestetiden fra 1945 og indtil foråret 1953 for alle værn ansat til ca. 12 måneder, dog således, at korporaler og sergenter (de tidligere kornetter) tjenstgjorde i henholdsvis 18 måneder og 24 måneder. 1953 bestemtes, at tjenestetiden for hæren og flyvevåbnet skulle forlænges til 18 måneder s. 231 og for søværnet til ca. 15 måneder. På grund af forskellige forhold blev den 18 måneders tjenestetid imidlertid i december 1954 nedsat til 16 måneder, og denne tjenestetid er ikke siden ændret.

Civilforsvar. I mellemkrigsårene blev man også her i landet efterhånden klar over, at det som følge af flyvevåbnets udvikling var nødvendigt at opbygge en organisation til varetagelse af beskyttelsen af landenes civilbefolkning under en eventuel krig.

I november 1933 nedsatte indenrigsministeriet således den såkaldte gaskommission, hvis arbejde 11/5 1935 resulterede i den første lov om foranstaltninger til beskyttelse af den civile befolkning mod følgerne af luftangreb. Denne lov afløstes af mere udførlige bestemmelser i en lov af 29/4 1938, efter hvilken bl.a. det civile luftværn, det senere statens civile luftværn blev oprettet.

I marts 1946 nedsattes et udvalg, der på baggrund af erfaringerne fra den anden verdenskrig skulle fremsætte forslag til opbygningen af et civilt værn for befolkningen. Udvalget afgav betænkning og forslag 1948, og på grundlag heraf vedtoges den nugældende civilforsvarslov af 1/4 1949, der 1952 med visse ændringer også er sat i kraft på Færøerne.

Civilforsvarets opbygning, der tager hensyn til den seneste udvikling af angrebsvåbnene, herunder atomvåbnene, er fastlagt i overensstemmelse med de principper, der følges i andre lande og som bl.a. er resultat af det samarbejde, der også på dette område foregår mellem NATO’s medlemslande.

Civilforsvaret henhører under indenrigsministeren, der udøver sine beføjelser gennem civilforsvarsstyrelsen, der ledes af civilforsvarsdirektøren. Til styrelsen er knyttet sagkyndige på alle civilforsvarets arbejdsfelter.

Til bistand for civilforsvarsstyrelsen ved tilrettelæggelse og afgørelse af specielle spørgsmål er nedsat et civilforsvarsråd, hvori civilforsvarsdirektøren er formand, og som består af repræsentanter for kommunerne, værnene, civilforsvars-forbundet, Danske Kvinders Beredskab (DKB) samt sagkyndige fra politi, brandvæsen, sundhedsvæsen og tekniske institutioner.

Landet er inddelt i 7 civilforsvarsdistrikter, der stort set er sammenfaldende med de militære regioner, hvortil kommer det storkøbenhavnske civilforsvarsområde.

Civilforsvarets opgaver er dels forebyggende, dels afbødende.

De forebyggende opgaver omfatter bl.a. flyvervarslingen – varsling om luftangreb – og der er med henblik på løsningen heraf tilvejebragt et hurtigtvirkende varslingsorgan, der gennem et sirenesystem dækker alle byer. Endvidere er et beredskab af såvel offentlige som private beskyttelsesrum under opbygning. Iværksættelse af evakuering af byernes befolkning er planlagt, og en dertil fornøden, landsomfattende organisation er opbygget.

De afbødende opgaver omfatter foranstaltninger, der kan iværksættes, når et angreb har fundet sted. Disse opgaver løses af civilforsvarskorpset, det lokale civilforsvar og egenbeskyttelsen samt af det under sundhedsstyrelsen organiserede sygehusberedskab.

Civilforsvarskorpset består af civilforsvarsskolen, der har til huse på Bernstorff slot, og 3 brigader, hver på 3 kolonner, der er indkvarteret på kaserner følgende steder: Allinge, Haderslev, Herning, Hillerød, Hobro, Karsemose (Nordsjælland), Neksø, Næstved, Sandholt (Fyn), Sæby og Thisted.

Kolonnernes mandskab tilvejebringes ved udskrivning af værnepligtige. Der indkaldes i alt 1200 mand årligt. Tjenestetiden er 1958 12 måneder.

Det lokale civilforsvar omfatter den de kommunale myndigheder påhvilende kommunale hjælpetjeneste samt de under de respektive politimestre hørende politi- og ordensmæssige foranstaltninger.

Den kommunale hjælpetjeneste forestås inden for det enkelte civilforsvarsområde (købstad, bymæssigt bebygget område) af en civilforsvarskommission, hvori borgmesteren eller sognerådsformanden er formand, og som omfatter bl.a. brandtjeneste, reservevandforsyningstjeneste, rednings- og rydningstjeneste, signaltjeneste, gas- og fosfortjeneste, socialtjeneste og teknisk tjeneste.

Da sårede påregnes transporteret til behandling på fjerntliggende sygehuse, er den tidligere lokalt organiserede ambulancetjeneste nu erstattet af en landsomfattende, centralledet organisation direkte under civilforsvarsstyrelsen.

De politi- og ordensmæssige opgaver omfatter bl.a., varsling, evakuering, udrømning, afspærring og bevogtning.

Erfaringerne fra den anden verdenskrig viste bl.a., at man ikke kan basere sig alene på det offentlige – statslige og kommunale – civilforsvar, men at det er nødvendigt at trække på befolkningens selvhjælp. Med henblik herpå er der ved bekendtgørelser af 1951 fastsat nærmere regler for oprettelse af visse egenbeskyttelsesorganisationer, nemlig bedriftværn for offentlige og private virksomheder af en vis størrelse (i alt ca. 1500) samt karréværn i tæt bebyggede områder (i alt ca. 3–4000). Ud over disse pligtige egenbeskyttelsesforanstaltninger oprettes endvidere på frivillig basis villaværn og i landdistrikterne sogneværn.

Tilsynet med ovennævnte egenbeskyttelses-organisationer påhviler uden for og inden for civilforsvarsområdet henholdsvis politimesteren og civilforsvarskommissionerne.

Til hjælp for civilforsvarsmyndighederne virker civilforsvars-forbundet, der i overensstemmelse med en særlig aftale med indenrigsministeriet bistår ved løsningen af en række opgaver, såsom tilvejebringelse og grunduddannelse af frivillige hjælpere, oplysningsarbejde m.v.

Inden for civilforsvars-forbundets ramme er det kvindelige personel samlet under Danske Kvinders Beredskab (DKB).

Til løsning af særlige opgaver inden for civilforsvarskorpset, den overordnede signaltjeneste og ambulancetjenesten, antages ad frivillighedens vej unge kvinder, der gennemgår en særlig uddannelse som korps-DKB’er.