Oldtidsminder

Danmark har været befolket af mennesker i adskillige årtusinder før den historiske tids begyndelse (jf. ovenfor s. 91). Hvordan livet har formet sig her i landet gennem dette lange tidsrum – oldtiden eller den forhistoriske tid – kan vi kun få noget at vide om ved at studere de ting, datidens mennesker har efterladt os, dels de egentlige faste oldtidsmindesmærker, dels de løse genstande, der findes dels i grave, dels på bopladser og dels omkring i mark og mose. Gennem et omhyggeligt studium heraf er man nået frem til en forståelse af, hvordan kulturudvikviklingen igennem dette lange tidsafsnit i store træk har formet sig; et nøje samarbejde med de naturhistoriske videnskaber, geologi, botanik og zoologi, har været en stor hjælp, og i de allersidste år er dertil kommet atomfysikken gennem kulstof 14 metoden, der har givet visse absolutte årstal.

Hovedinddelingen har, siden Christian Jürgensen Thomsen først i forrige århundrede opstillede treperiodesystemet, været denne: stenalder, bronzealder og jernalder; siden da er alle disse tre hovedperioder blevet delt i underafsnit.

Stenalderen er langt det længste af disse afsnit. Siden Worsaae og Japetus Steenstrup opdagede køkkenmøddingerne, er den blevet delt i to afsnit, ældre stenalder, hvor folk levede som jægere og fiskere, og yngre stenalder med agerbrug, kvægavl og slebne flintøkser. Senere undersøgelser har vist, at forholdene er langt mere komplicerede.

De ældste spor af mennesker – først for nylig opdaget – er nogle marvspaltede dådyrknogler, fundet i en aflejring af ferskvandsdiatomeer ved Hollerup nær Langå; de stammer fra den sidste interglacialtid (mellemistid) for omkring 50.000 år siden; de mennesker, der har udført denne marvspaltning, har antagelig hørt til den primitive neandertalrace, som vi kender fra hulefund i Mellem- og Vesteuropa. Men af selve menneskene eller deres redskaber har vi endnu ikke fundet spor her i landet.

Vor ældste kendte boplads, ved Bromme nær Sorø, er langt senere, fra 9–10.000 før Kristi fødsel. Den stammer fra allerødperioden (navnet efter Allerød ved Hillerød), en noget varmere periode i den ellers kølige tid, der fulgte lige efter at den sidste istids ismasser var bortsmeltede. Her var kun bevaret flintredskaber – pile, stikler (små mejsellignende redskaber til at arbejde i ben og træ med) og skrabere; de få dyrelevninger – rensdyr, elsdyr, jærv, bæver, vildhest og svane – viser en blanding af tundradyr og skovdyr. Brommefundet må kaldes palæolitisk og hører således til samme hovedgruppe inden for stenalderen som istidens kulturer i det øvrige, isfri Europa. Forskellige spredte fundne redskaber, hovedsagelig af rensdyrtak, hører sandsynligvis også til i dette meget gamle tidsafsnit.

Et enkelt stykke, fundet på Middelgrunden i Øresund, synes at tilhøre den ældre arktiske tid; en pilespids fra Nørre Lyngby i Vendsyssel tilhører den yngre arktiske tid, efter Allerød.

Største delen af vor ældre stenalder må kaldes mesolitisk. Den hører hjemme i den tid, da skoven har erobret landet: Først birk, bævreasp og pil med begyndende skovfyr, senere bliver denne sidste stærkt dominerende, med hassel som underskov, vi har nu fastlandstiden, da Østersøen er en ferskvandssø. Senere, i den atlantiske tid, bliver egen med lind og elm dominerende; landet har nu sænket sig, og det salte vand er trængt ind i Østersøen; klimaet er blevet mildere, mere havpræget.

Vi har i dette tidsafsnit en række kulturgrupper her i landet, som har det tilfælles, at de i modsætning til Bromme og de andre palæolitiske kulturer har flint øksen, endnu grovt tilhugget, usleben; i øvrigt er flintteknikken hovedsagelig en flækketeknik, idet de lange, smalle flintblade, der kaldes flækker, er råmaterialet for en lang række redskaber, bor, skrabere, knive, stikler og mikroliter, nogle små, fint tilhuggede spidser, der dels har været benyttet som pilespidser, dels som modhager til spyd og pile.

Den ældste kendte mesolitiske boplads er fundet ved Klosterlund i Engesvang sogn, sydligst i Viborg amt; her er kun bevaret flintsager af et vist primitivt tilsnit; den hører hjemme i et tidligt afsnit af fastlandstiden, inden fyrreskoven var blevet dominerende.

Langt mere kender vi til den sjællandske maglemosekultur, der hører hjemme i fastlandstidens senere del. Vi kender nu en lang række bopladser fra denne kultur, og her er oftest foruden flintredskaberne også sager af ben og undertiden også af træ bevaret. Mullerup mose (»Maglemose«) og Vinde Helsinge mose i Vestsjælland, Åmosen syd for Holbæk, Sværdborg og Lundby i det store Køng mosedrag og Holmegårds mose, begge i Sydsjælland, er de vigtigste bopladser fra denne kultur. Blandt flintredskaberne dominerer økser (»kærneøkser«), bor, skrabere og mikroliter; navnlig i den yngste gruppe (Sværdborg-gruppen) er der en overordentlig fin flækketeknik og en mængde små, fine mikroliter, medens flintsagerne i den ældre gruppe (Mullerup-gruppen) er grovere. Men fælles for alle bopladserne er de mange benredskaber, økser, mejsler, spidsvåben, prene og navnlig en mængde spydspidser med modhager, brugt ved jagt og fiskefangst; som smykker er anvendt gennemborede dyretænder og ravhængesmykker. Også enkelte træsager er bevaret, buer, køller, en padleåre. Hyttetomter med gulvet dækket af fyrre- og birkebark er påvist flere steder. Flygtigt indridsede geometriske ornamenter pryder mange af bensagerne, i enkelte tilfælde også figurlige fremstillinger.

Maglemosekulturen træffer vi ligeledes på Fyn og Bornholm. I Jylland har vi samtidig en anden, noget lignende kultur, gudenåkulturen, hvis bopladser fortrinsvis træffes på sandbanker og -terrasser langs åer og søer i Midt- og Vestjylland. Der er på disse bopladser kun bevaret flintsager, i det store og hele lignende typer som i maglemosekulturen, dog med flere stikler og visse særegne former af mikroliter.

Ved siden af maglemosekulturens senere bopladser i Åmosen er der i samme store mosedrag fundet bopladser fra en anden jæger- og fiskerkultur, som efter de steder, hvor den først blev fundet, er blevet kaldt den ældste kystkultur; den er nemlig først fundet på lavt vand langs Amagers kyst (ved Kastrup), i Københavns frihavn, ved Bloksbjerg ved Klampenborg og i Gislinge Lammefjord; senere er der fundet en stor boplads ved Vedbæk og en række større bopladser i s. 325 Åmosen. Den afviger fra maglemosekulturen ved at mangle benspidser med modhager og mikroliter; i stedet har den en overordentlig god og kraftig flækketeknik og brede »skævpile«, dannet ved, at man har slået en flække skråt over på to steder. Denne »gamle kystkultur« kendes endnu ikke vest for Store Bælt.

Ertebøllekulturen danner fortsættelsen af den »gamle kystkultur« i atlantisk tid. »Skævpilene« forsvinder og erstattes af »tværpile« med tværstillet æg; efterhånden fortrænger skiveøksen, dannet af en flintskive, hvis kant danner øksens æg, den gamle kærneøkse; der kommer slebne økser af grønsten (»trindøkser«, senere »limhamnøkser«), T-formede økser af hjortetak, benkamme og en grov, tykvægget keramik, dels store, spidsbundede krukker, dels ovale lamper. De ældre stadier af ertebøllekulturen (det ældste stadium på bopladsen Dyrholmen på Djursland, bopladserne Nivå og Henriksholm i Nordsjælland) repræsenterer endnu en ren jæger- og fiskerkultur. Derimod synes den senere ertebøllekultur, som vi kender den fra de fleste køkkenmøddinger (affaldsdynger, hovedsagelig af østersskaller, ophobet omkring bopladser) og også fra mange indlandsbopladser (Åmosen, Godsted og Vester Ulslev moser på Lolland), at have fået nogen påvirkning fra yngre stenalders indvandrende bondekulturer; dette gælder fx. antagelig keramikken, men man finder også på flere ertebøllebopladser træk (kornaftryk i lerkarskår, husdyrknogler), der kan tydes som begyndende agerbrug og kvæghold, selv om jagt og fiskeri stadig var hovederhvervene. En sådan sen ertebølleboplads med yngre stenalders påvirkning i Åmosen er dateret til ca. 2600 f. Kr. s. 326 Som nogle af de mest kendte køkkenmøddinger skal nævnes Sølager og Havelse mølle i Nordsjælland, Klintesø og Vejle kro i Ods herred, Langø på Hindsholm, Mejlgård og Kolind på Djursland, Havnø og Åmølle ved Mariager fjord og Ertebølle, Bjørnsholm og Krabbesholm ved Limfjorden.

De få sikre skeletter, vi har bevaret fra ældre stenalder, viser en langskallet befolkning, der ikke afviger fra den nuværende »nordiske race«.

Yngre stenalder kendetegner et vigtigt erhvervsskifte; nu er det agerbrug – hvede og byg – og kvægavl – køer, får og svin –, der er hovederhvervene, medens jagt og fiskeri er trængt stærkt i bagrunden. Vi har set, at disse nye erhverv allerede så småt er trængt ind i den gamle ertebøllekultur, som endnu lever videre nogen tid. Men den afgørende ændring synes at være fremkaldt ved en indvandring udefra, muligvis fra Sydøsteuropa. Det er »tragtbægerkulturen« – opkaldt efter formen af dens almindeligste lerkar – der nu rykker frem. Foruden de nye erhverv medfører den mange nye oldsagsformer: Store, slebne, tyndnakkede flintøkser, velegnede til at rydde skov med; stridsøkser og køller af grønsten af elegante former; dolkstave (også kaldet dolkøkser) af flint; den store, runde skiveskraber bliver det dominerende redskab på bopladserne, medens flækketeknikken er dårlig og flækkeredskaberne træder tilbage; der optræder en ny, tyndvægget, dekoreret keramik med tragtbægeret og kraveflasken som dominerende former. I den første tid – repræsenteret bl.a. ved den store Havnelev-boplads på Stevns – benyttes simple jordgrave, hvor liget er lagt i udstrakt stilling og har fået gravgaver med, en flintøkse, ravperler, lerkar. Vi møder nu den ejendommelige offerskik, der vedvarer gennem store dele af oldtiden, at nedlægge offergaver i mark og mose: En samling af smukke flintøkser, lerkar med mad og drikke eller med store bunker af ravperler.

Senere i perioden optræder som gravform dyssen. De ældre dysser er smalle, firsidede kamre, byggede af svære sten, med en stor overligger som dække. Omkring dyssekamret er opkastet en jordhøj, så kun overliggeren ligger fri, og langs højens fod er oprejst en række randsten. Efter højens form taler man om runddysser og langdysser; disse sidste indeholder ofte mere end ét kammer. Ved de fleste dyssekamre, der er bevaret, er højen dog gravet bort, så kammeret står frit. På bopladsen Barkær på Djursland er påvist hustomter, to lange, parallelle huse, som ved lette vægge var delt i mindre rum, antagelig et for hver familie; mellem husene var der en brolagt gade. Dette første afsnit af yngre stenalder kaldes dyssetiden eller tidligneolitisk tid.

Derpå følger jættestuetiden eller mellemneolitisk tid, århundrederne på begge sider af 2000 f. Kr. Det er på mange måder en urolig tid, kendetegnet ved indvandring af nye folkegrupper. I den ældre del af perioden – kendetegnet ved de store langelandske bopladser Troldebjerg og Blandebjerg – når tragtbægerkulturen sit højdepunkt. Vi træffer en række nye, smukke lerkarformer, rigt og smagfuldt dekorerede; vi træffer nye former af stridsøkser og køller, og den tyndnakkede flintøkse antager efterhånden en form, der nærmer sig den mindre, sværere, tyknakkede, som er dominerende i den senere del af jættestuetiden. På Troldebjerg træffer vi en hel landsby med talrige huse, dels lange, firkantede, dels små, hesteskoformede, med grenflettede, lerklinede vægge og stråtag.

Den dominerende gravform bliver nu jættestuen, det store, aflange kammer, bygget af svære sten, med flere dæksten og en gang, der går vinkelret ind på s. 327 kammeret; det hele er skjult i en høj, så man udefra kun ser gangens munding. Jættestuerne er fællesgrave, hvor en hel slægt, ja måske en hel landsbys beboere, er jordfæstet; vi kender jættestuer, hvori der er fundet over 100 skeletter; der hersker her en stor forvirring, idet man har skubbet de ældre skeletter med deres gravgods til side for at få plads til de nye – hvis man da ikke har rømmet ud og nedgravet det udrømmede uden for gangens munding; de store mængder af lerkarskår, der af og til findes her, kan dog også undertiden tyde på offerhandlinger.

Men der bygges stadig dysser i jættestuetiden. Disse er dog større end de ældre dysser, med fem- eller sekskantet kammer og en kort gang, dannet af eet eller to stenpar; disse stordysser – hvis smukkeste repræsentant er Knebeldyssen på Mols – var ligesom jættestuerne fællesgrave. Jordgrave træffes også af og til i jættestuetiden, om end sjældnere.

Midt i jættestuetiden indvandrer der til Jylland sydfra et nyt folk, det jyske enkeltgravsfolk. De begraver deres døde i enkeltgrave uden store sten, men dækkede af små, lave høje. Gravgodset er helt forskelligt fra jættestuefolkets: Stridsøkser af helt andre former, tyknakkede flintøkser, tilhuggede med en dårligere teknik, ravperler af andre former, simplere lerkar, først svajede bægre, senere urtepottelignende kar, og dekorationen er langt ringere end den, vi træffer på tragtbægerkulturens lerkar. Enkeltgravsfolket synes at have været et hyrdefolk, der lagde mindre vægt på agerbrug end på kvægavl; vi kender ingen større bopladser fra dem, men mange små, hvilket tyder på, at de er draget omkring fra s. 328 sted til sted med deres kvægflokke. De besætter først de tyndt befolkede egne i Midt- og Vestjylland og trænger først efterhånden øst- og nordpå.

Lidt senere er der også grupper af enkeltgravsfolk, der sætter sig fast på Øerne, hvor vi finder deres sager dels i jordgrave, dels i mange jættestuer, navnlig i landets sydlige dele. Og endelig træffer vi i den senere del af jættestuetiden ved de nordlige kyster af Sjælland og Jylland et indslag af det grubekeramiske folk, hvis bopladser kendes i stort tal i Skåne og også andre steder i Sverige. De kendes navnlig gennem lange cylindriske flækkeblokke og lange skafttungepile, som vi også af og til træffer i jættestuerne. Disse grubekeramiske folk – benævnt efter deres lerkar, der er prydet med gruber – lagde større vægt på jagt og fiskeri end de andre samtidige folkegrupper, og vi træffer derfor næsten altid deres bopladser langs kysterne.

I løbet af jættestuetiden kommer de første metalsager ind i landet, økser og dolke af kobber, nogle halskraver af guld fra Irland (»lunulae«). Til gengæld har vi eksporteret flint; af og til træffes depoter af halvfabrikata, de såkaldte flintplanker.

Jættestuefolkets senere fund, som vi kender dem fra de store bopladser Bundsø (Als), Lindø (Langeland) og Store Valby (Sjælland) og i de fleste sjællandske jættestuer, viser på flere måder en tilbagegang i forhold til periodens ældre afsnit. Navnlig bliver keramikken ringere, formerne forfladiges, dekorationen forsimples og forsvinder mere og mere.

I stenalderens slutningsafsnit, dolktiden eller hellekistetiden, synes der at være sket en delvis sammensmeltning mellem disse forskellige folkegrupper. I s. 329 hvert fald træffer vi nu over hele landet en nogenlunde ensartet kultur, kendetegnet ved flintdolke – ofte udført med en forbavsende teknisk færdighed –, halvmåneformede flintsegle, bredæggede flintøkser, små pilespidser med to modhager og en dårlig, næsten udekoreret keramik. Gravformen er på Øerne hellekisten, bygget af kløvede sten, med flere dæksten og indgang fra enden; i reglen indeholder de flere skeletter, undertiden, navnlig henimod periodens slutning, dog kun ét; de er i reglen dækket af en høj. I det nordlige Jylland træffer vi lignende, endnu større kister; flere af disse indeholder dog sager fra sen enkeltgravskultur og har således været i brug i slutningen af jættestuetiden. De fleste dolktidsgrave i Jylland er dog de såkaldte stendyngegrave, oftest anlagt i toppen af enkeltgravshøje, med lig og gravgods dækket af et stentæppe eller en stendynge.

En del bronzesager, hovedsagelig dolke og økser, kommer ind i landet nu, og mange af tidens flintformer er øjensynlig opstået ved flintsmedenes efterligning af disse bronzesager. Flinteksporten vedvarer, man finder mange depoter af heleller halvfabrikata, og ved Ålborg er der fundet flintgruber i kridtet, hvor man er søgt ned til friske flintlag, der ikke har været udsat for vind og vejrs forringende indflydelse.

De få sikre skeletter, vi har fra dyssetid, viser en lignende langskallet befolkning, som vi kender fra ældre stenalder. Fra jættestuerne kender vi en mængde skeletter, men kan ikke altid være sikker på, at de stammer fra jættestuetiden, da der meget ofte er foretaget efterbegravelser i jættestuerne i dolktid. Jættestuetidens skeletter viser, at racen er blevet mere blandet, med tilskud af et mere s. 330 kortskallet element; ejendommeligt er det, at dolktidens mennesker gennemsnitlig har været 10 cm højere end jættestuetidens. Da vi ikke kender skeletter fra enkeltgravsfolkene eller fra grubekeramikerne, kan vi ikke afgøre, hvilket af disse folketilskud vi skylder denne forøgelse i højden.

Bronzealderen begynder omkring 1500 f. Kr. Nu er der kommet så meget bronze – en blanding af kobber og tin – ind i landet, at man kan lave de vigtigste våben og det vigtigste værktøj af bronze i stedet for af sten; kun dagliglivets simpleste redskaber, skrabere, bor, knive, laves gennem hele bronzealderen af flint. Efterhånden indføres bronzen ikke mere i form af færdige redskaber, men som råmateriale, den støbes og forarbejdes af vore egne bronzestøbere. Det er egentlig overraskende, at der har eksisteret en bronzealder i et land som Danmark, der fuldstændig mangler råstofferne dertil; alt metallet har måttet købes fra udlandet, og det samme gælder de ikke ringe mængder af guld, der optræder i bronzealderens fund. Dette må tyde på udstrakte og regelmæssige handelsforbindelser, og det må betyde, at vi havde noget at give i bytte. Man har her peget på ravet, som nu næsten helt forsvinder fra vore egne gravfund; også landbrugsprodukter, pelsværk og slaver er muligheder.

Snart blev vore bronzestøbere dygtige og frembragte mange smukke, ofte rigt dekorerede sager, ja af en sådan kvalitet, at man trygt kan sige, at i bronzealderen var Danmark centrum for en af Europas store kulturkredse. Der frembragtes sværd, dolke, spydspidser; økser af forskellig form, dels de såkaldte »pålstave«, der har været sat på et vinkelbøjet skaft, hvis to arme passede ind i aflange furer på øksens bagende, dels »celterne«, som bagtil havde en udhuling, der kunne optage skaftet; sjældnere er de massive skafthulsøkser; dernæst toiletsager, bøjlenåle, kvindesmykker og mange andre ting; blandt kvindesmykkerne skal navnlig fremhæves de runde bælteplader og de brede halskraver. Bronzesagerne er i reglen rigt dekorerede; i den første tid er spiraler hovedmotivet, senere bliver det bølgebånd, trekanter olgn.; en fin og let ornamentik, udført med en hammer og en lille mejsel, bronzepunslen.

Bronzealderfolket synes at have haft et lignende erhverv som enkeltgravsfolket; vi kender ikke, navnlig ikke fra periodens ældre afsnit, nogen boplads med tykke affaldslag, der tyder på varig bosættelse på samme sted. Men til gengæld kender vi tusindvis af grave fra ældre bronzealder. Det er de allerfleste af de mange større høje – med en højde af et par meter eller derover –, som findes ud over landet. Snart samler de sig i klynger på bakkedragene, snart ordner de sig i rækker langs datidens færdselsveje; de skulle jo ses, disse anselige gravminder. Hærvejen op igennem Midtjylland og den store oldtidsvej fra Viborg ud til Vesterhavet syd for Bovbjerg kendetegnes ved mængder af bronzealderhøje. En særlig slags høje er langhøjene, som ofte kan nå en anselig størrelse; de er almindeligst i Vendsyssel.

I disse høje findes begravelserne. Skikken er en fortsættelse af enkeltgravskulturens, ét lig i hver kiste, der kan være af stenplader eller af flækkede egestammer; kisterne er så i reglen dækkede af en stendynge, før højen er kastet op. Men der er ofte mere end én kiste i hver høj.

Det er egekistegravene, vi skylder, at vi kan komme disse bronzealderfolk på nærmere hold end nogen andre folk i vor oldtid. Ikke alene er gravgaverne af bronze, guld og træ ofte godt bevaret, men undertiden også selve liget og dets s. 331 klæder. Manden var iført en kofte, en kappe og en rundpuldet hue (men ingen bukser), kvinden en trøje med halvlange ærmer, et bælte og enten et frynseskørt eller en lang nederdel. Disse 3000-årige bronzealderdragter er verdens ældste bevarede dagligdragter. Borum Eshøj ved Århus, Muldbjerg ved Ringkøbing, Egtved ved Kolding, Trindhøj og Guldhøj ved Vamdrup og Skrydstrup i Sønderjylland er vore vigtigste egekistefund.

Men mange andre grave har givet rige fund af bronzer, manden oftest med sværd, dolk, økse eller spyd og en bøjlenål til at holde kappen sammen med, kvinden med dolk og smykker; sjældnere sættes lerkar i gravene; det er ret enkle kar uden nogen videre dekoration.

I ældre bronzealders senere del trænger ligbrændingen frem for ved dens slutning at blive enerådende. Til at begynde med laves kisten stadig mandslang, nu blot med de brændte ben, og der kastes høj op over den. Efterhånden bliver kisten mindre – det er jo nu ikke mere nødvendigt med de lange kister – og gravgaverne bliver tilsvarende sparsommere. I yngre bronzealder gemmes de brændte ben i reglen i lerkar, gravurner, der sættes ned i siden af de ældre storhøje, ofte beskyttede af mindre stenplader; eller de brændte ben lægges i en forgængelig beholder (træ eller skind?) og puttes ned i et hul i højen. I slutningen af yngre bronzealder samles urnerne ofte i små, lave høje eller inden for en kreds af mindre sten; undertiden, som på Lolland-Falster, rejses der en bautasten uden for højen eller stenkredsen; Frejlev skov på Lolland viser bedst denne gravtype, som på dyrket mark hurtigt forsvinder.

På Bornholm nedsættes urnerne ofte i røser, lave høje, dannet af sankesten.

Disse urnegrave fra yngre bronzealder kan naturligvis ikke indeholde mange gravgaver; manden får sine toiletsager, ragekniv, pincet og syl, kvinden nogle små smykker, nåle og ringe, med i urnen. Men til gengæld er der nu en anden fundgruppe, der vinder i betydning; det er ofringerne, henlæggelserne i mark og mose af ofte meget smukke og værdifulde bronzesager. Vi kender disse ofringer også fra ældre bronzealder, men de vokser stærkt i antal og fylde i yngre bronzealder; kvindens bælteplade erstattes nu ofte af det såkaldte »hængekar«, der snarere må opfattes som en »dametaske«, båret ved bæltet.

En ændring i smagen kan følges gennem hele bronzealderen. Fra de ældste afsnits kraftige, gedigne, spiralprydede former når vi gennem den mere forfinede smag i ældre bronzealders senere afsnit frem til yngre bronzealders svulmende former, som henimod periodens slutning bliver overudviklede, barokke, forsimplede, samtidig med at næsten al ornamentik forsvinder.

Men yngre bronzealder har givet os en række af vore mærkeligste oldsager: Lurerne, disse mærkelige, skønne blæseinstrumenter, mesterværker i støbeteknik; altid findes de parvis, så de må være blæst to og to sammen, vel benyttet ved religiøse ceremonier eller lignende højtidelige lejligheder. De mest kendte lurfund er Brudevælte mose ved Lynge i Nordsjælland (6 lurer fundet sammen), Tellerup i Vestfyn, Lommelev på Falster, Folrisdam syd for Skanderborg og Maltbæk ved Vejen. Guldkarrene, med hanke, der løber ud i dyrehoveder, fra Mariesminde på Fyn, Borgbjerg ved Skælskør og Avernakø. Bronzehjelmene fra Veksø i Nordsjælland, fundet to sammen ved krigsårenes tørveskæring, enestående stykker i europæisk arkæologi. De store bronzeskjolde, der navnlig kendes fra Falster. De små bronzefigurer, der viser, at frynseskørtet, som Egtvedpigen brugte, endnu anvendes.

Tidens religion oplyses af den mærkelige solvogn fra Trundholm mose i Ods herred (fra ældre bronzealder) og af helleristninger. Vel har vi ikke et sådant mylder af disse i klippeflader indhuggede figurer, som der er i visse egne i Norge og Sverige. Men vi har dog en del på klippeflader på Bornholm: Figurer af skibe, dyr, mennesker, solbilleder, samt de ejendommelige skålgruber. I det øvrige Danmark har vi naturligvis kun disse helleristninger på løse blokke; almindeligst er skålgruberne, og adskillige af disse »skålsten« er bevaret på deres oprindelige plads. Antagelig hører helleristningerne til en frugtbarhedskult, der har skullet give grøde til ageren og frugtbarhed til dyr og mennesker.

Bronzealderen synes at have været en periode med blomstrende erhverv, med en rolig udvikling uden alt for mange forstyrrende indflydelser udefra. Der har været en udstrakt udenrigshandel, og helleristningerne viser os den skibstype, hvormed denne handel har været drevet. Gravfundene viser os, at der har været en velhavende overklasse, storbønder må man vel snarest kalde dem; der er ingen meget rige grave, der kan tyde på fyrsten- eller høvdingedømmer. Men vi kender også fattige grave, med intet eller kun meget sparsomt gravgods; disse fattigfolk blev dog også lagt i høje. Nogen afgørende klasseforskel kan ikke spores.

Vi har for få bevarede skeletter til at kunne sige noget sikkert om bronzealderfolkets raceforhold; de få, der er bevaret, viser ret forskelligartede træk, ligesom i yngre stenalder. Egekistefundene viser, at håret oftest har været blondt.

Jernalderen begynder omkring 400 f. Kr., måske lidt tidligere; overgangen fra bronzealderen er lidt vanskelig at få fat på.

Førromersk eller keltisk jernalder kalder man århundrederne indtil Kristi fødsel. Fundene er, navnlig på Sjælland og Lolland-Falster, sparsomme og oftest fattige. Ligbrændingen vedvarer; urnerne med resterne af det brændte lig nedsættes i små, lave høje, de såkaldte tuegrave (fx. den store gravplads ved Årre i Sydjylland) eller på gravpladser under flad mark (fx. ved Uldal og Stenderup i Sønderjylland); gravgaverne er meget sparsomme, nogle små bæltespænder, knapper eller nåle af jern eller bronze, og disse fattige gravgaver gør, at hele perioden får et fattigt præg. Det samme er tilfældet med de bornholmske grave fra denne tid, de såkaldte brandpletter, hvor ligbålets rester er fejet sammen og gravet ned i et hul i jorden.

Man har søgt årsagen til denne fattigdom i den ændring i klimaet i mere kølig og fugtig retning, der vitterlig indtraf nu, og som var årsagen til, at bøgen nu blev det dominerende skovtræ, og til at lyngen og tørvemosset bredte sig i Jyllands magre og lavtliggende egne. Man har også søgt årsagen i kelternes fremrykning i Mellemeuropa, hvorved vore gamle handelsforbindelser blev afbrudt. Det er muligt, at begge forhold har medvirket; men en hovedårsag er sikkert gravskikken. Der er nemlig i mark og mose gjort fund, der ikke tyder på særlig fattigdom: Skibsfundet i Hjortspring mose på Als, et stort rofartøj, der med sit indhold af våben – navnlig spyd og skjolde – og andre genstande er gjort til krigsbytte og ofret til guderne. De prægtige, med bronzebeslag rigt prydede vogne fra Dejbjerg mose i Vestjylland. Og den pragtfulde sølvkedel, rigt prydet med figurer i keltisk stil, fra Gundestrup mose i Himmerland, ikke langt fra et af tidens anseligste monumenter, fæstningen i Borremose, en tilflugtsborg, anbragt på en holm i en mose; senere har denne holm rummet en hel landsby.

Fra keltisk jernalder, navnlig dens senere del, kender vi i Jylland talrige bopladser, ja hele landsbyer med hustomter og omgivet af deres agre, indrammede af lave volde, »digevoldinger«. Det er i hedestrækningerne, vi navnlig træffer disse opgivne landsbyer. Husene har ligget i øst-vest, med græstørvsvægge, indvendige tagbærende stolper, lergulv og ildsted; i den ene ende af huset – oftest mod vest – har boligen været, i den anden ende staldene. Husdyrene har, foruden de fra stenalderen kendte køer, får, geder og svin, været hesten (der allerede kom i bronzealderen) samt høns og ænder. Foruden hvede og byg dyrker man nu rug og havre samt sådanne frøplanter som dodder og spergel.

Nu har man råstoffet til redskaber og våben i landet: Mosernes myremalm, hvoraf der kan udvindes jern; hobe af slagger viser stederne, hvor jernudvindingen har fundet sted.

Det er i slutningen af denne periode, at der sker de store udvandringer fra landet: Kimbrerne og teutonerne (antagelig fra henholdsvis Himmerland og Thy); disse flokke af vilde krigere vandrer sydpå og sætter endog skræk i romerriget, indtil Marius afgørende slår dem ved Vercellæ i året 101 f. Kr. De forværrede klimatiske forhold kan have været medvirkende til denne udvandring.

Romersk jernalder kaldes de første fire århundreder efter Kristi fodsel, delt i et ældre og et yngre afsnit. Klimaet er nu blevet bedre og forholdene mere stabile. Den romerske kulturs indflydelse mærkes stærkt, ikke alene ved de mange s. 334 romerske importsager, vi finder i gravene, navnlig bronze- og glaskar, men også på vore hjemlige produkter, den gode keramik og smagfulde smykker i guld og sølv.

Erhverv og huse synes at være som i den foregående periode, men gravskikken ændres: Man begynder igen at jordfæste ligene uden brænding, en skik, som dog i visse landsdele, som Sønderjylland, Fyn og Bornholm, kun trænger langsomt frem.

Fra ældre romertid har vi navnlig en mængde grave i det østlige og nordlige Jylland. I Østjylland er det de såkaldte lerkargrave, jordgrave, hvor den døde har fået et rigt sæt af lerkar med mad og drikke med i graven. I Nordjylland, navnlig Vendsyssel og Thy, har gravene et lignende indhold, men er solidere bygget, af sten. Navnlig fra Lolland kendes meget rige grave fra denne tid; således ved Hoby, med prægtige sølvbægre og bronzekar, og fra Halstedkloster (»Juellingefundet«); en lignende rig gravplads kendes fra Dollerup ved Lunderskov i Sydjylland.

I yngre romertid er det på Sjælland og Fyn, vi finder de rige gravpladser med guld og sølv, med romerske bronzekar og glas; Himlingøje, Valløby, Varpelev og Nordrup (-øster) på Sjælland, Årslev og Sanderumgård på Fyn er nogle af de vigtigste af disse gravpladser; det synes, som om der her har levet rige høvdingeslægter.

De store mosefund danner en særpræget fundgruppe fra denne tid. Det er krigsbytte, der efter en eller flere heldige kampe er blevet ofret til de højere magter ved at være lagt ud på en hellig, indviet moseflade. Både, masser af våben af alle slags foruden en mængde andre brugsgenstande danner indholdet af disse rige fund, hvoraf Viemose på Fyn, Nydam i Sundeved, Illerup ådal ved Skanderborg og Ejsbøl ved Haderslev er de rigeste. De vidner om, at der har fundet krige eller stammefejder sted i denne tid, måske ved danernes erobring af landet.

Runeskriften begynder at optræde i denne tid, den såkaldte ældre runerække; vi finder den på flere genstande i mosefundene.

Germansk jernalder kalder man tiden 400–800 efter Kristus. Romerriget er nu gået til grunde; de romerske importvarer og den romerske indflydelse holder op. De germanske folk skaber selv noget nyt: Den dyreornamentik, som gennem en række stadier præger smykker og brugsgenstande både gennem denne periode og den efterfølgende, vikingetiden.

I øvrigt er germansk jernalder en mærkelig fundfattig tid, bortset fra Bornholm, hvor vi har både hustomter (Sorte Muld og Dalshøj i Ibsker sogn), tilflugtsborge (Gamleborg i Paradisbakkerne, Rispebjerg) og rige gravpladser med jordfæstegrave (fx. Loftsgård og Bækkegård i Øster Larsker sogn). Man må også antage, at en stor del af øens talrige bautasten – forløbere for runestenene, men uden indskrift – stammer fra germansk jernalder. Men i det øvrige Danmark er det meget sparsomt med grave fra denne tid. Endnu fra den første del af perioden kendes en boplads med hustomter (Oksbøl ved Varde) og flere gravpladser med jordfæstegrave (Kvarmløse og Haraldsted på Sjælland). Ved Kyndby i Horns herred er der fundet en jordfæstegravplads fra en senere del af perioden, og fra Vendsyssel kendes nogle brandgrave. Men ellers er det næsten kun enkeltfund, der kendes, og det er først og fremmest guldsager. Germansk jernalder er vor oldtids s. 335 guldrigeste tid. Guldhornene fra Gallehus ved Tønder, de kostbareste genstande, der nogen sinde er gravet frem af den danske jord, er desværre gået tabt, og vi har kun unøjagtige kopier. Men vi har fra denne tid et væld af guldsager: Store, massive halsringe; den prægtige, rigt ornamenterede halsring fra Hannenov skov på Falster; prægtige spænder og bøjlenåle med filigranteknik og indlagte sten; svære arm- og fingerringe; guldbrakteaterne, efterligninger af romerske mønter, benyttet som hængesmykker; og også en del romerske guldmønter. Særlig rigt på guldfund er det sydøstlige Fyn, hvor skattene fra Broholm og Brangstrup er de værdifuldeste; dette må jo betyde, at denne egn har været velhavende, men også, at der har været uroligheder, så man har gravet sine skatte ned. Også på Bornholm vidner nedbrændte gårde, nedgravede skatte og tilflugtsborge om urolige tider.

Germansk jernalder er vor store sagntid, Lejrekongernes tid; men hidtil er det ikke lykkedes at opspore stedet for det berømte kongesæde ved Lejre.

Vikingetiden kaldes oldtidens to sidste århundreder, allerede delvis belyst gennem historiske kilder. Drevet af eventyrlyst, lyst til at erhverve sig ære og rigdomme eller af uroligheder hjemme drog de nordiske folk ud på havene, først som handelsmænd og sørøvere, senere som erobrere og kolonisatorer i stor stil. England, Skotland, Irland, Normandiet, Island, Grønland og store dele af Rusland blev underkastet vikingeherredømmer i denne periode.

De hjemlige fund fra denne tid er ikke særlig rige. Der er en del gravfund, hovedsagelig fra jordfæstegrave, men også nogle brandgrave, og der er en del nedgravede skattefund, hovedsagelig af sølvsager. Dyreornamentikken præger stadig sagerne. Gravene ligger i reglen under flad mark; men der kendes dog enkelte storhøje, som Jellinghøjene med vore ældste kongegrave og vor prægtigste runesten. En enestående stor gravplads med alle mulige gravformer – mest i form af skibssætninger – er Lindholm høje ved Nørresundby. Vor eneste skibsgrav er fundet ved Ladby på Fyn, hvor resterne af skibet nu er overbygget med en hal og lavet til et museum. Fra denne tid stammer også de mærkelige borganlæg Trælleborg (ved Slagelse) og Fyrkat (ved Hobro), medens de tilsvarende ved Aggersborg (n.f. Limfjorden) er lidt senere; sidstnævnte sted blev der fundet tomterne af en vikingetids-landsby, medens det ellers er sparsomt, hvad vi har af bopladsrester fra denne tid. Men ved vor gamle sydgrænse lå forsvarsvolden Danevirke og handelsbyen Hedeby.

Rundt omkring i landet står runestenene og fortæller om personer, som de er rejst over, og som har rejst dem. Nu begynder personerne at træde frem i vor historie.

Fredningen af oldtidsmindesmærker. Landet er rigt på oldtidsmindesmærker, selv om der er forsvundet mindst dobbelt så meget, som der er bevaret. Det var først sent, at man blev klar over, at vi i disse mindesmærker havde noget, der burde bevares. Da 1807 den »Kgl. Commission til Oldsagers Opbevaring« blev oprettet, var en af dens opgaver at søge at få landets vigtigste fortidsminder bevaret fra ødelæggelse. Et antal mindesmærker blev ganske vist fredet, men da man forsømte at få disse fredninger tinglyst, var de ikke juridisk gyldige og blev langtfra altid respekteret.

1847 oprettedes »Inspectionen for de antiqvariske Mindesmærkers Bevaring« med Worsaae som leder, og navnlig efter at der 1873 blev givet en årlig bevilling til systematisk registrering af alle landets oldtidsmindesmærker, kom der gang i fredningen. Denne skete hele tiden på frivillighedens basis, oftest gratis, i nogle tilfælde dog mod erstatning, og fredningen blev tinglyst på ejendommen; mindesmærket blev så forsynet med en fredningssten af granit med FM og krone. Ved et stort arbejde af Nationalmuseets folk og mange andre hjælpere ude omkring i landet blev efterhånden ca. 7000 mindesmærker fredet ad denne vej.

Men da der stadig væk sløjfedes mange mindesmærker, blev en tvangsfredning nødvendig, og 1937 kom da loven om naturfredning, i hvis § 2 står, at alle oldtidsmindesmærker er fredede, uden at ejerens samtykke behøves, og uden at der kan gives erstatning derfor. Det blev så pålagt Nationalmuseet at gennemføre dette fredningsarbejde i praksis ved en registrering af alle landets fredningsværdige oldtidsmindesmærker og tinglysning af disse fredninger på ejendommene; de mindesmærker, der var så ødelagte, at de ikke skønnedes fredningsværdige, blev da frigivet til ejerens rådighed, idet dog Nationalmuseet fik ret til at grave dem ud, hvis det ønskede det.

Denne fredningsberejsning af hele landet afsluttedes i slutningen af 1956. Tilsynet med fredningens overholdelse er overdraget til formændene for fredningsnævnene, en dommer i hvert amt, som indsender årlige beretninger herom til Nationalmuseet. Desværre har det af økonomiske grunde ikke været muligt at sætte fredningssten på de nyfredede mindesmærker.

Der er i alt i hele landet fredet ca. 23.800 oldtidsmindesmærker. Af disse er ca. 2100 stengrave fra stenalderen, dysser, jættestuer og hellekister; ca. 19.900 er høje, hvoraf 11.100 er større høje, hovedsagelig fra ældre bronzealder, medens 8800 er mindre høje, hovedsagelig fra stenalderens enkeltgravskultur og fra yngre bronzealder; ca. 1800 er andre mindesmærker: Bopladser, røser, stenkredse, bautasten, helleristningssten, skibssætninger, jernalders stengrave, gamle vejanlæg, voldanlæg, agerfelter m.m.

Rigest er Ringkøbing amt med ca. 2900 mindesmærker; nær derefter følger Viborg med 2700 og Ålborg med 2200; derefter følger Thisted og Maribo hver med 1600, Randers og Ribe med 1500, Hjørring med 1300 og Bornholm med 1100. Fattigst er Århus med ca. 150, Odense med ca. 160 og Tønder med ca. 220.

Litt.: Hovedværket er Johannes Brøndsted. Danmarks Oldtid. I–III. 1938–40, 2. udg. 1957 ff. – Af bøger og afhandlinger, der er udkommet efter denne, skal nævnes følgende, der er af almen karakter: Danske Oldsager, redigeret af Therkel Mathiassen. I. Ældre Stenalder, af Therkel Mathiassen. 1948. II. Yngre Stenalder, af P. V. Glob. 1952. III–IV. Ældre og Yngre Bronzealder, af H. C. Broholm. 1952–53. P. V. Glob. Danske Oldtidsminder. 1942. Erling Albrectsen. Danmark i Oldtiden. 1949. Palle Lauring. De byggede Riget. 1954. Sa. Vikingerne. 1956. – Af vigtigere nyere arbejder, der behandler større grupper af sager, større regionale områder eller vigtigere problemer, skal nævnes: U. Møhl-Hansen. Første sikre spor af mennesker fra interglacialtid i Danmark, Aarb. 1954. Therkel Mathiassen. En senglacial Boplads ved Bromme, Aarb. 1946. Sa. Stenalderbopladser i Aamosen, Nord. Fortidsminder. III. 1948. J. Troels-Smith. Ertebøllekultur–Bondekultur, Aarb. 1953. C. J. Becker. Mosefundne Lerkar fra Yngre Stenalder, Aarb. 1944. Sa. Die mittelneolitische Kulturen in Skandinavien, Acta Arch. XXV. 1954. Sa. Den grubekeramiske kultur i Danmark, Aarb. 1950. Sa. Stenalderbebyggelsen ved Store Valby i Vestsjælland, Aarb. 1954. Knud Thorvildsen. Dyssetidens Gravfund i Danmark, Aarb. 1941. P. V. Glob. Studier over den jyske Enkeltgravskultur, Aarb. 1944. H. C. Broholm. Danmarks Bronzealder. I–IV. 1943–49. Erling Albrectsen. Fynske Jernaldergrave. I–II. 1954–56. Ole Klindt-Jensen. Bornholm i Folkevandringstiden, Nationalmus. Skr., Større Ber. II. 1957. Margrethe Hald. Olddanske Tekstiler, Nord. Fortidsminder. V. 1950. Mogens B. Mackeprang. De nordiske Guldbrakteater, Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter. II. 1952. P. V. Glob. Ard og Plov i Nordens Oldtid sst. I. 1951. Roar Skovmand. De danske Skattefund fra Vikingetiden, Aarb. 1942. Poul Nørlund. Trelleborg, Nord. Fortidsminder. IV. 1948. Lis Jacobsen og Erik Moltke. Danmarks Runeindskrifter. 1942. Kurt Bröste, J. Balslev Jørgensen, C. J. Becker og Johannes Brøndsted. Prehistoric Man in Denmark. I–II. 1956. Therkel Mathiassen. Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse. Nationalmus. Skr., Ark.-Hist. R. II. 1948. Sa. Oldtidsminderne og Fredningsloven, Fra Nationalmus. Arbejdsm. 1957.