Retsorden

Den for det danske samfund gældende retsorden finder først og fremmest udtryk i egentlige lovbestemmelser. Blandt lovene indtager grundloven af 5/6 1953 førstepladsen, dels fordi den indeholder de grundlæggende regler om statens styre og de bestemmelser om beskyttelse for borgernes personer, ejendom, religion m.m., som i mere end 100 år har været anset for fundamentale principper i dansk ret, dels fordi ældre og yngre bestemmelser, som måtte være i strid med grundloven af 1953, må vige for denne. Spørgsmålet om, hvorvidt en af lovgivningsmagten udstedt lov er i en sådan modstrid med grundloven, at den må tilsidesættes, har ved forskellige lejligheder været forelagt højesteret. I alle de hidtil indbragte sager af denne art har højesteret dog fastslået, at loven var grundlovsmæssig.

Adskillige retsregler indeholdes ikke i love, men i de såkaldte anordninger. Ved anordninger i videre forstand forstås dels egentlige kongelige anordninger, der udstedes af kongen med ministerkontrasignatur, dels de af vedkommende minister eller andre forvaltningsmyndigheder på egen hånd udstedte anordninger, bekendtgørelser, reglementer olgn. Hjemmelen for udstedelsen af sådanne retsforskrifter, der tjener til at supplere lovgivningens mere almindelige normer, vil jævnlig være at finde i en udtrykkelig lovbestemmelse, der bemyndiger ministeren til at udstede de til lovens gennemførelse fornødne administrative forskrifter. For adskillige anordningers vedkommende gælder dog, at de er udtryk for forvaltningsmyndighedernes regulering af de problemer, som opstår ved visse offentlige institutioners virksomhed. Således har Københavns universitets forhold altid været ordnet gennem anordninger. Medens domstolene som nævnt til stadighed er veget tilbage for at underkende love som grundlovstridige, har et ikke ringe antal domme tilsidesat anordninger som værende i strid med udtrykkelige lovbestemmelser.

En væsentlig del af, hvad man forstår ved gældende ret, har imidlertid ikke fundet udtryk i love og anordninger, men i enkeltafgørelser, truffet af domstole og administrative myndigheder. I overensstemmelse hermed taler man om henholdsvis retspraksis og administrativ praksis. De nævnte afgørelser vil jævnlig fremtræde som en direkte anvendelse af de i lovgivningen og anordningerne indeholdte regler, men navnlig for domstolenes vedkommende vil der ofte være tale om, at de skaber helt ny ret i tilfælde, hvor ingen bestemmelser findes i den skrevne ret. En dom, afsagt af en højere instans, forpligter ikke de underordnede instanser til at dømme i overensstemmelse med den i fremtidige sager. Rent faktisk vil den dog komme til at bestemme de underordnede domstoles praksis som følge af de højere domstoles egenskab af appeldomstole. Heller ikke den domstol, som har afsagt en dom af et vist indhold, er pligtig til for fremtiden at følge den retsopfattelse, som har fundet udtryk i dommen. En anden sag er, at den i reglen vil være betænkelig ved at fravige sin egen praksis, da den må regne med, at denne i retslivet betragtes som udtryk for gældende ret.

Domstolenes forhold til de af administrationen trufne afgørelser er fastlagt ved grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Hvis administrationen holder sig inden for disse grænser, vil der normalt ikke blive spørgsmål om, at en administrativ afgørelse kan indbringes for domstolene. En domstol kan således kun i undtagelsestilfælde tilsidesætte udnævnelsen af en tjenestemand, når den myndighed, der har foretaget udnævnelsen, frit kan vælge mellem flere ansøgere, som hver for sig opfylder betingelserne for at komme i betragtning. I øvrigt har lovgivningen også, hvor det ikke drejer sig om udøvelse af et frit administrativt skøn, i adskillige tilfælde udtrykkelig fastslået, at administrationens afgørelser ikke kan indbringes for domstolene.

Grundloven forudsætter, at en lov for at kunne bringes til anvendelse skal være kundgjort. Kundgørelsen sker ifølge lov af 25/6 1870 ved, at loven optages i Lovtidende, og loven træder da normalt i kraft en uge efter kundgørelsen. Bestemmer loven, at den træder i kraft straks, sker dette den dag, da det pågældende nummer af Lovtidende udkommer. I tilfælde af, at det på grund af strejke har været umuligt at udgive Lovtidende, er det ved særlig lov blevet bestemt, at der i stedet for offentliggørelse af lovens tekst i Lovtidende skulle foretages oplæsning af lovens navn i radioen og lovens tekst fremlægges til eftersyn på offentlige kontorer.

Om kundgørelsen af anordninger, bekendtgørelser m.v. gælder tilsvarende regler om optagelse af deres tekst i Lovtidende. Ministeriernes ordrer til underordnede myndigheder vil i reglen blive optaget i den såkaldte Ministerialtidende, der også indeholder enkeltafgørelser af mere almindelig interesse. Offentliggørelsen i Ministerialtidende sker dog ofte længe efter, at ordren eller afgørelsen er meddelt modtageren, og har ingen betydning for dens forbindende kraft.

Højesteretsdommene offentliggøres i Højesteretstidende samt – for de vigtigstes vedkommende – i Ugeskrift for Retsvæsen. Sidstnævnte tidsskrift indeholder også et stort antal landsrets- og sø- og handelsretsdomme. Ved siden af disse samlinger findes forskellige andre domssamlinger af mere speciel karakter.

De i det foregående nævnte retskilder har principielt gyldighed inden for hele det danske territorium. Rent lokale regler spiller i nutiden kun ringe rolle, men kan bl.a. tænkes at forekomme i form af lokal sædvaneret. Om der i givet fald foreligger en egentlig retssædvane og ikke blot en faktisk fulgt »skik og brug«, kan ofte være genstand for tvivl; men må spørgsmålet besvares bekræftende, er sædvaneretten udtryk for gældende ret i tilfælde, hvor loven tier, i undtagelsestilfælde endog på trods af modstående – navnlig ældre – lovbestemmelser.

Sædvaneret kan i øvrigt forekomme ikke blot i skikkelse af lokal sædvaneret, men som gældende for hele landet. I nutiden er det dog væsentlig vanskeligere end i ældre tid at påvise et større antal retssædvaner af denne art.

En særstilling i retlig henseende indtages af Færøerne og Grønland. Medens grundloven gælder for begge disse områder, er på Færøerne en række særanliggender undergivet hjemmestyret (lagtinget og landsstyret), der udøver den lovgivende og administrative myndighed i sådanne anliggender. For de spørgsmåls vedkommende, som ikke er henlagt til hjemmestyret, er det de fra rigsmyndighederne udgåede love og andre bestemmelser, som kommer til anvendelse. Adskillige s. 235 love indeholder dog den bestemmelse, at loven ikke gælder for Færøerne henh. ved kongelig anordning kan sættes i kraft på Færøerne.

På Grønland er en del af de almindelige danske love uden videre gældende for hele befolkningen; men for den indfødte grønlandske befolkning gælder fremdeles den ældre særlige grønlandske ret, om hvis indhold der ofte hersker tvivl. I de senere år er tilvejebragt adskillige love, givet af kongen og folketinget, der alene har gyldighed for Grønland, men på den anden side omfatter samtlige beboere på Grønland. Eksempelvis kan nævnes den grønlandske retsplejelov af 1951 og den grønlandske kriminallov af 1954. M.h.t. de særlige administrative myndigheder og domstole på Grønland henvises til ovenfor s. 215.

Afskaffelsen af den enevældige kongemagt 1849 medførte kun inden for forfatningsretten et afgørende brud med fortiden. For så vidt angik en række vigtige retsområder, indeholdt grundloven dog de såkaldte »løfteparagraffer«, der stillede betydningsfulde reformer af den almindelige retstilstand i udsigt; men gennemførelsen af disse lod i flere tilfælde vente længe på sig. Overgangen af len, stamhuse og fideikommisgodser til fri ejendom skete således først ved den nedennævnte lov af 1919. Retsplejens adskillelse fra forvaltningen og indførelsen af nævninger, offentlighed og mundtlighed i retsplejen fandt først sted ved retsplejeloven af 1916, som trådte i kraft 1919. Den af grundloven i udsigt stillede lovordning af folkekirkens forfatning er endnu ikke gennemført, og løftet om den – som gentoges af de senere grundlove – er blevet stående i grundloven af 1953 § 66.

Det nye folkestyre overtog således 1849 som arv fra fortiden inden for næsten alle retsområder en omfattende lovgivning, suppleret med en ikke mindre omfangsrig judiciel og administrativ praksis. Grundlaget for denne retsorden var Christian V.s Danske Lov af 15/4 1683, af hvis bestemmelser største delen endnu var gældende ret. I den siden 1849 forløbne tid er billedet væsentlig ændret. Af Danske Lovs bestemmelser er kun et ringe antal stadig gældende, og det hører til sjældenhederne, at de kongelige forordninger og reskripter fra enevældens tid anvendes i retstvister i vore dage. Nye love og administrative forskrifter trådte i de ældres sted, og mange af de nyere bestemmelser er tilmed afløst af endnu mere moderne regler. Overhovedet må det siges, at de enkelte loves levetid i nutiden er væsentlig kortere end tidligere. På den anden side må det ikke overses, at retsudviklingen i Danmark har været præget af en sjælden kontinuitet fra det 13. århundrede og indtil nutiden, og at romerretten aldrig her i landet på afgørende måde er kommet til at præge udviklingen, således som tilfældet har været i de fleste andre europæiske lande.

Det ville ganske sprænge rammerne for denne fremstilling at give blot en kortfattet oversigt over indholdet af gældende dansk ret. Her skal kun forsøges en summarisk redegørelse for, hvilke love der ved siden af grundloven i særlig grad må siges at præge nutidens retsliv i Danmark.

Reglerne om, hvorledes indfødsret (statsborgerret) opnås, indeholdes i lov af 27/5 1950, der i endnu højere grad end de foregående love bygger på afstamningsprincippet. Den tidligere regel om, at danske kvinder principielt mistede deres danske indfødsret ved indgåelse af ægteskab med en udlænding, er bortfaldet. s. 236 Om udlændinges adgang til riget findes regler i lov af 7/6 1952. Den siden 1920 gældende grundlovsbestemmelse om, at der ved lov skal fastsættes regler om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom, er endnu ikke ført ud i livet. Myndighedsloven af 30/6 1922 gav nye regler om myndighed og om børns, sindssyges og åndssvages erstatningsansvar. En lov af samme dato reformerede de hidtil gældende bestemmelser om ægteskabs indgåelse og opløsning og en lov af 18/3 1925 reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller med bibeholdelse af det århundredgamle formuefællesskab mellem mand og hustru, men med afskaffelse af mandens rådighed over hele boet. Om adoption indeholdes nye regler i lov af 25/5 1956. Ved forskellige love af 7/5 1937 er den retsstilling, som tilkommer børn uden for ægteskab, på afgørende måde ændret, således at de nu principielt indtager samme retsstilling i forhold til begge deres forældre som ægtebørn.

De arveretlige regler indeholdes stadig for største delens vedkommende i arveforordningen af 21/5 1845, som kun har undergået få ændringer. Dog er antallet af slægtsarvinger blevet stærkt begrænset ved en lov af 17/3 1954, hvorefter arveladerens fætre og kusiner udgør den fjerneste gruppe, som kommer i betragtning, når arveladerne ikke efterlader sig descendenter eller har oprettet testamente.

Om adgangen til næring indeholdes almindelige regler i næringsloven af 28/4 1931. I denne forbindelse kan også nævnes aktieselskabsloven af 15/4 1930, bankloven af s.d. og sparekasseloven af 18/5 1937 samt lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse af 29/3 1924. I de sidste årtier er der desuden udstedt en række love, som på anden måde griber ind i det økonomiske liv, fx. lov af 31/3 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger. Til sikring af landets forsyning med vigtige varer er ved lov fastsat midlertidige bestemmelser, hvis gyldighed til stadighed er blevet forlænget, senest ved lov om valutaforhold m.v. af 21/12 1957.

M.h.t. landejendomme findes et omfattende kompleks af lovregler, hvis forløbere går helt tilbage til de store landboreformers tid i slutningen af det 18. århundrede. Til sammenlægning og udstykning af landbrugsejendomme på mindst 1 hektar kræves således landbrugsministeriets samtykke. Sådanne ejendomme skal desuden opretholdes som selvstændige brug, hvorfor de ikke må drives sammen med andre ejendomme. Endvidere er det ved landbrugsloven (lovbekendtgørelse af 25/9 1951) forbudt at erhverve adkomst på flere end to landbrugsejendomme. Begrænsede undtagelser gøres dog m.h.t. erhvervelser ved arv og familiesalg. Med henblik på oprettelse af statshusmandsbrug er der givet staten forkøbsret m.h.t. ejendomme af en vis størrelse.

Ved naturfredningsloven af 7/5 1937 fastsættes regler om fredning af bestemte arealer og fortidsminder uden erstatning samt om fredning i visse andre tilfælde mod erstatning. For så vidt angår skove gælder siden 1805 (nu lov af 11/5 1935) i talrige tilfælde den såkaldte fredskovspligt, der pålægger ejeren af en skov at bevare denne.

For byerne sætter særlige bygningslove for henholdsvis København, Frederiksberg og købstæderne grænser for ejernes bestemmelsesret m.h.t. opførelsen af nye bygninger. I denne forbindelse kan også nævnes byplanloven (lovbekendtgørelse af 30/4 1949) og lov af 31/5 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. For landdistrikternes vedkommende træder lokale byggevedtægter, der er stadfæstet af centraladministrationen, i reglen i byggelovenes sted.

Medens lovgivningen i ældre tid indeholdt forholdsvis få regler om kontrakter i almindelighed og om de enkelte kontrakttyper, har dette område i de sidste årtier i hoj grad tildraget sig lovgivningsmagtens opmærksomhed. Om løsørekøb indeholdes regler i købeloven af 6/4 1906, om formueretlige aftaler i almindelighed i aftaleloven af 8/5 1917, om gældsbreve i lov af 13/4 1938. Om køb på afbetaling er nye regler givet i lov af 11/6 1954. Regler om forsikringsaftaler i almindelighed findes i lov af 15/4 1930, om funktionærforhold i lov af 9/6 1948; om medhjælpere haves de gældende regler i lov af 6/5 1921 med senere ændringer, om lærlingeforholdet i lov af 9/10 1956.

Om adskillige af disse love gælder, at de i modsætning til den ældre retsopfattelse, hvorefter de af dem behandlede områder burde være undergivet »kontraktfrihedens grundsætning«, klart har søgt at tilvejebringe et værn for den i kontraktforholdet svagere part. Disse love fremtræder således i større eller mindre omfang som sociale beskyttelseslove. Noget lignende gælder den nyere lovgivning om leje (nu lovbekendtgørelse af 15/4 1955) ved sine indgribende begrænsninger i ejernes adgang til at opsige lejere eller til at forhøje huslejen.

Idet der m.h.t. den sociale lovgivning i snævrere forstand må henvises til det nedenstående afsnit, skal her blot til slut anføres, at de almindelige strafferetlige regler indeholdes i Borgerlig straffelov af 15/4 1930 (lovbekendtgørelse af 24/6 1939 med ændringer af 1951 og 1952), samt at retsplejen er lovordnet ved retsplejeloven af 11/4 1916, af hvis bestemmelser dog ca. halvdelen er ændret i den mellemliggende tid (seneste tekst, der atter er ændret ved love af 1954–56, findes i lovbekendtgørelse af 15/9 1953). M.h.t. konkurs- og skiftevæsenet gælder stadig de gamle love fra 1872 og 1874 med enkelte senere ændringer.

Som ovenfor nævnt berettiger den omstændighed, at gældende dansk ret i så høj grad præges af love fra de allerseneste år, ikke til at antage, at den ældre lovgivning har mistet sin betydning for forståelsen af nutidens retsorden. I mangfoldige tilfælde lever fortidens retsinstitutter videre i gældende ret, og ikke mindst når det drejer sig om en topografisk fremstilling, vil et vist kendskab til ældre dansk ret jævnlig være nødvendig for at opnå den fulde forståelse af de benyttede juridiske begreber.

Således viser herredsinddelingen, som danner grundlaget for inddelingen i retskredse og politikredse, tilbage til en tid, som ligger forud for alle bevarede historiske kilder. Til forklaring af inddelingens oprindelse er opstillet forskellige teorier. Efter nogles opfattelse skulle den have sit udspring i en militær inddeling af befolkningen i »hundreder«, som på et vist tidspunkt overgik til at blive en territorial inddeling, idet de enkelte hundreder efter folkevandringstidens slutning tog hvert sit territorium i besiddelse. Andre antager derimod, at inddelingen fra første færd har været af rent territorial karakter, og herredet skulle være det område, hvis indbyggere søgte samme helligdom. Den oprindelige betegnelse for området har da muligvis været sokn, og det fælles religiøse midtpunkt blev naturligt også det sted, hvor befolkningen drøftede fælles anliggender, altså dennes ting. Af den yngre betegnelse herred, hvis første led må betyde hær, fremgår imidlertid, at inddelingen på et vist tidspunkt har fået militær betydning, men i så henseende havde det udspillet sin rolle længe før landskabslovenes tid. Herredstingets funktioner i middelalderen og senere var i det hele begrænset til udøvelsen s. 238 af den dømmende myndighed og foretagelsen af retshandlinger, der alene havde gyldighed inden for det pågældende herred. En forringelse af herredstingets betydning indtrådte, da det i det 14. århundrede blev underinstans i forhold til landstinget, medens dets domme tidligere havde været endelige. I Kong Valdemars jordebog (ca. 1231) forekommer navnene på næsten alle de i nutiden eksisterende herreder. Enkelte herreder, fx. Ribe herred, er dog opstået i langt senere tid.

I tiden før enevældens indførelse var herredsinddelingen tillige grundlaget for inddelingen af landet i hovedlen, idet hvert af disse omfattede flere eller færre herreder. Lenene afløstes efter enevældens indførelse af amterne, således at hvert af de nye amters område i reglen svarede til et tidligere hovedlens. Den nuværende inddeling i provstier, som også bygger på herredsinddelingen, idet med en enkelt undtagelse hvert provsti omfatter et eller flere herreder, er først indført 1819. Danske Lov forudsætter, at der i reglen er en provst i hvert enkelt herred.

Sogneinddelingen, der forudsættes som bestående allerede i kirkeretterne fra Sjælland og Skåne fra ca. 1170, går tilbage til tiden efter kristendommens indførelse, og antallet af sogne var allerede ca. 1200 omtrent det samme som i vore dage. Stifterne fortsætter de katolske bispedømmer, idet Lolland-Falster stift dog først oprettedes 1803, Haderslev stift 1922. Børglum bispedømme blev ved reformationen til Ålborg stift, Roskilde bispedømme til Sjællands stift med København som stiftsby. 1922 deltes Sjællands stift i Københavns og Roskilde stifter.

De jyske sysselnavne (Vendsyssel, Hardsyssel osv.) afspejler en ældre administrativ ordning, som ikke kendes som verdslig inddeling uden for Jylland. I Nørreog Sønderjylland fandtes tilsammen 14 sådanne sysler. Inddelingen går formentlig tilbage til vikingetiden og repræsenterer vistnok en af kongemagten gennemført administrativ reform, som ikke fik varig betydning. Ganske vist eksisterede det såkaldte sysselting indtil reformationstiden, men det opnåede aldrig at få større betydning og fik navnlig ikke andel i udøvelsen af domsmagten.

Som retligt begreb tilhører købstaden allerede den middelalderlige ret, idet man herved forstod en handelsplads med fastboende befolkning, der var udstyret med et særligt kongeligt privilegium. Fratagelsen af et sådant privilegium medførte, at den tidligere købstad fremtidig behandledes som en landsby og ikke mere havde ret til at have sit særlige ting: bytinget. Dette gælder således den nuværende landsby Herrested i Vindinge herred, Svendborg amt, hvis seneste kendte købstadprivilegium udstedtes 1353. Et privilegium af 1415 indrømmede vel indbyggerne i Herrested landbirkeret, men den var ikke forbundet med den ret til torvehandel, som tilkom købstæderne. Også i senere tid er fratagelse af købstadprivilegier forekommet. Således 1809 m.h.t. Slangerup. Oprettelse og nedlæggelse af købstæder kan i nutiden kun ske ved lov.

Udtrykket birk, hvis sproglige betydning er usikker, er indtil den seneste tid indgået i navnet på et større antal retskredse (jf. endnu betegnelserne Frederiksberg birk og retten for Københavns amts nordre birk i justitsministeriets bekendtgørelse af 14/12 1956). Også dette retsbegreb har sin oprindelse i middelalderen og betegnede en fra herredet undtagen jurisdiktion. Købstæderne udgjorde således særlige birker, men ved siden heraf fandtes gejstlige og verdslige birker, oprettede ved kongelige privilegier og omfattende henholdsvis gejstlige institutioners s. 239 og adelige godsejeres ejendomme. Grevernes og friherrernes privilegier af 1671 gav såvel grever som baroner birkeret, hvormed fulgte ret til at udnævne den til tinget knyttede dommer. Fra 1809 var udnævnelsesretten dog reduceret til en forslagsret, og ved grundloven af 1849 bortfaldt også denne.

Også inden for landboretten findes en række begreber, hvis oprindelse går langt tilbage i tiden. Udtrykket hovedgård forekommer således allerede i det 14. århundrede som betegnelse for en gård, der beboedes af en herremand (sædegård) eller var en såkaldt ladegård for en kirkelig institution eller et kongeligt slot. Begrebet hovedgård har i nutiden ikke større juridisk betydning, men har i mange århundreder spillet en stor rolle i skattemæssig henseende. For sædegårde – hvorved i nutiden forstås gårde, som før 1660 var sæde for en adelig familie eller senere ved kgl. bevilling har fået tillagt sædegårdsrettigheder – gælder den dag i dag særlige regler i arvelovgivningen, som indrømmer ejeren af en sædegård en videregående testationsret m.h.t. gården end den, der ville tilkomme ham efter lovgivningens almindelige regler.

Som en reminiscens af det i ældre tid anvendte beskatningsgrundlag for faste ejendomme finder man stadig ansættelsen til hartkorn, der i enkelte henseender endnu har en vis betydning. Oprindelsen til denne ansættelse må søges i Frederik III.s matrikel af 1664, der afløstes af matriklen af 1688. Matriklen af 1664 ansatte de enkelte ejendomme til hartkorn på grundlag af den landgilde (årlige fæsteafgift), de ydede, omregnet til hårdt korn (rug eller byg). Matriklen af 1688 gik derimod ud fra en egentlig bonitering af jorderne, uafhængig af landgildens størrelse; men som betegnelse for den anvendte måleenhed benyttedes stadig udtrykket hartkorn. Den gældende matrikel er af 1844.

For ejendomsfordelingen i Danmark i de sidste ca. 300 år har majoratsordningen spillet en meget stor rolle. I midten af det 19. århundrede omfattede godsmajoraterne således ca. 40% af hele landets hartkorn. Majoraterne var dels de i medfør af grevernes og friherrernes privilegier af 1671 oprettede lensgrevskaber og lensbaronier, dels de af »privilegerede« personer i medfør af Danske Lovs 5-2-65 oprettede stamhuse. Endelig fandtes der et mindre antal såkaldte fideikommisgodser, der havde deres grundlag i testamentariske dispositioner. Medens der m.h.t. de sidstnævnte ikke var givet særlige regler om godsets omfang, krævedes til oprettelse af et grevskab 2500, til et baroni 1000 og til et stamhus 400 tønder hartkorn. I adskillige tilfælde omfattede de enkelte majorater dog væsentlig større godser, medens der undtagelsesvis kunne være meddelt bevilling til at oprette et len eller et stamhus med mindre tilliggende end det sædvanlige. Fælles for alle godsmajorater var, at de gik i arv til en enkelt person i slægten uden hensyn til, hvor mange arvinger den afdøde besidder efterlod sig, samt at de ikke måtte formindskes ved salg eller på anden måde. Eksistensen af godsmajoraterne udgjorde derfor en væsentlig hindring for fæstegodsets overgang til selveje, og allerede før grundloven af 1849 blev oprettelsen af nye stamhuse forbudt (oprettelsen af len forudsatte ifølge privilegierne af 1671 regeringens medvirkning). Grundloven af 1849 forbød udtrykkelig oprettelsen af len, stamhuse og fideikommisgodser og påbød ophævelsen af de allerede eksisterende. Denne ophævelse fandt sted ved en lov af 4/10 1919 mod en vis erstatning (successorfond) til de to personer, som successivt ville have tiltrådt besiddelsen af godsmajoratet, såfremt s. 240 det var bestående. I formen var overgangen til fri ejendom frivillig, men i realiteten obligatorisk, og i de efterfølgende år er samtlige godsmajorater ophævet. Da der på trods af modstående bestemmelser i oprettelsesdokumenterne var givet adgang til bortsalg af det til godsmajoraterne hørende fæstegods ved særlige lovbestemmelser – af hvilke de ældste tilhørte årene umiddelbart efter grundloven af 1849 – var dog godsmajoraternes omfang ved overgangen til fri ejendom i medfør af loven af 1919 i reglen langt mindre end i tiden før 1849.

Litt.: Stig Iuul, Alf Ross og Jørgen Trolle. Indledning til Retsstudiet. 1956. Poul Andersen. Dansk statsforfatningsret. 1954. Poul Johs. Jørgensen. Dansk Retshistorie. 2. udg. 1947.