Upernavik kom. er rig på forladte bopladser. På 93 steder vides der at have været vinterhuse; af disse ligger de 33 i norddistriktet (n.f.Tasiussaq), 32 i området ml.Tasiussaq og byen Upernavik og 28 s.f. denne. Kun området n.f. Upernavik kan siges at være nogenlunde undersøgt arkæologisk. Oplysningerne om ruinpladser i syddistriktet stammer hovedsagelig fra grønlændere og fra skriftlige meddelelser (bl.a. Upernaviks kirkebog).
Det eneste sted i kom., hvor der er foretaget større udgravninger, er Inugsuk, en ø ca. 20 km n.f. Upernavik, naboøen til Kingigtorssuaq, hvor en grønlænder 1824 ved en varde på toppen af øen fandt en runesten, hvis indskrift lyder: »Erling Sigvatssøn og Bjarne Tordssøn og Enride Oddssøn opførte lørdagen før gangdagen denne varde«, et sikkert vidnesbyrd om at 3 nordboer har været heroppe, efter sproget sidst i 1200t. (ill. s. 344 og 345). Et grønl. sagn fortæller, at der engang boede nordboer på Inugsuk, men eskimoerne overfaldt og dræbte dem. På øens s.side er der en bugt, som mod s. lukkes af to småøer, Sangmissoq og Tunúngassoq. Både på de to næs, der afgrænser bugten, og på de to øer er der tomter af huse, der vides at have været beboet i 1800t.s midte. Men desuden findes der på Tunúngassoq en stor, indtil 2 m tyk mødding, s. 598 hvoraf der er udgravet 175 m2. Øverst på denne mødding lå resterne af 3 ret nye huse, og møddingens øverste lag var derfor forholdsvis ungt. Men langt største delen var langt ældre, fra middelalderen, og de rige fund derfra er typiske for en kultur, der efter dette sted er blevet kaldt Inugsuk-kulturen. Det er en udløber af den Thule-kultur, som vi kender fra Arktisk Canada og Thule distriktet, en rig kultur, tilpasset til sødyrfangst, også til hvalfangst, hvad de mange hvalbarder, der stikker frem fra affaldsdyngerne, minder om. Men den afviger fra den egl. Thule-kultur ved at have udviklet visse lokale, vestgrønl. træk, bl.a.m. nogen påvirkning af nordboerne; der fandtes da også i møddingen enkelte sager, der viser, at eskimoerne her har været i forb.m. nordboer (klokkemalm, vævet tøj, en i træ udskåret dukke m.m.). Af endnu ældre sager fandtes kun et våbenblad af kvartsit af en type, der i reglen tilskrives Dorset-folkene. I den store affaldsdynge fandtes en del rester af huse, men ingen så velbevarede, at man kunne se deres form.
Af de mange andre ruinpladser skal flg. nævnes: Længst mod n., ved Djævelens Tommelfinger, nær den nuv. bygd Kuvdlorssuaq, er der en gruppe m. 5 huse, dels runde, dels flere sammen m. sa. husgang (»kløverbladformede«, som de undertiden m. et ikke særlig godt udtryk kaldes), den type, der i det følgende kaldes Inugsuk-typen.
Ved Ikermiut, hvor der endnu 1929 boede mennesker, er der 7 husruiner, hvoraf de 3 er af Inugsuk-typen; en harpunspids af Thule-type er fundet her. S.f.bygden Kraulshavn ligger en gruppe på 5 ruiner, bygget af ret store sten, men så sammenfaldne, at formen ikke kan skelnes. Ved Kigtorsaq, der 1929 var beboet, ligger der på n.siden 3 firkantede ruiner m. stenvægge, på s.siden 5 ruiner, hvoraf de to synes ret nye. På Nûgssuaqs yderste spids ligger på s.siden to af de store, firkantede fælleshuse, ca. 9 m lange, der var i brug i 1700t.; der er også fundet glasperler. Også på n.siden skal der være ruiner. Ved den nuv. bygd Ikerasârssuk ligger 5 stærkt sammenfaldne ruiner, og ved Augpilagtoq n.f. Tasiussaq er der 4 firkantede ruiner.
Qaitârmiut på ø.siden af Upernavik øen har 5 ruiner, hvoraf to var store fælleshuse og et beboet endnu 1865, og Pamiua øen i den gl. skibshavn har 7 husruiner, hvoraf de to mul. er af Inugsuk-type og to er fælleshuse. Også på Bruun Ø er der mange ruiner, 6, hvoraf et mul. er af Inugsuk-type, de andre firkantede stenhuse; desuden er der en stor mødding og mindst 10 grave.
Af pladser s.på skal nævnes Dark Head, hvor der er 3 ruiner, de to firkantede, det 3. mul. rundt, og Umîarfik på Ingnerit Halvø m. 9 ruiner, hvoraf flere »kløverbladformede«.
I ny tid er en større gruppe ruinpladser kommet til. Dette gælder de bopladser, der de sen. år er nedlagt som et led i den koncentration af befolkningen, der finder sted i disse år: Ikermio (1924), Ituvsâlik (1955), Kigtorsaq (sidst beboet 1906-54), Ágpalisiorfik (1924), Sãtoq (1958), Erqordleq (1950), Sagfiorfik (1952), Qaersoq (1935), Aipe (1928), Kingigtoq (beboet 1888-1911), Tunorqo (1939), Uluâ (beboet 1917-18 og 1934-51) og Ikerasak (1927).
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Litt.: Therkel Mathiassen. Arkæologiske Undersøgelser i Uperniviks Distrikt i Sommeren 1929, Geogr. Tidsskr. 1930. 2-17. Sa. Inugsuk, Medd. om Grønl. LXXVII. 1930.