Historie

Gunbjørn Skær kaldtes nogle øer, hvortil nordmanden Gunbjørn o. 877 blev forslået på rejse til Island, og hvor et århundrede senere islændingene Snæbjørn Galte og Rolf overvintrede som de første i G., sandsynligvis har det været i Angmagssalik distrikt, der er den del af G., der ligger nærmest Island. Nogen kolonisation af nordboerne var der ikke tale om på G.s barske, utilnærmelige ø.kyst; men af og til tvang skibsforlis folk i land her, således 1028, da kong Olaf den Helliges søstersøn Finn Fegin og flere andre druknede og af overlevende blev begravet i en havn, der kaldtes Finnbuðir, hvor der blev rejst et stenkors over dem, hvorfor øen kaldtes Korsø; ligene blev dog sen. efter kongens ordre ført hjem til Norge. Disse lokaliteter ligger sandsynligvis også i Angmagssalik området.

Fund af flintsager tyder på, at distriktet allr. havde været besøgt både af Sarqaq- og Dorset-eskimoer, men først i 1300t. synes der at være tale om en større bebyggelse ved en indvandring fra Vestg. af Inugsuk-eskimoer. Hermed stemmer, at da islændingen Bjørn Einarsen 1385 blev forslået til G. og anløb Gunbjørn Skær, var disse beboede.

Et hundrede år sen., 1476, traf skipperne Pining og Pothorst, udsendt af Chr. I, på ø.kysten, rimeligvis i denne egn, eskimoer, som de dels drev handel med, dels havde sammenstød med. Men først efter den da. kolonisation af v.kysten blev der for alvor gjort noget for at undersøge ø.kysten, først og fremmest for at få undersøgt, om nordboernes Østerbygd skulle ligge her. Peder Olsen Walløe nåede på sin rejse 1751-53 kun lidt n. f. Lindenow Fjord, men traf her flere østlændinge og fik oplysninger af dem. W. A. Graah nåede på sin bådrejse 1829-30 til øerne s. f. den store isfjord Ikerssuaq, men det var først Gustav Holm, der på sin berømte konebådsekspedition 1884-85 nåede op til Angmagssalik distriktet, hvor han overvintrede blandt den herboende lille, isoleret levende eskimostamme, som han ved hjælp af sin tolk Johan Petersen kunne give en mønstergyldig beskrivelse af. Stammen, som da omfattede 413 mennesker, havde p. gr. af sin isolation udviklet en på mange måder særpræget kultur. På den sydl. ø.kyst, hvor Graah havde truffet en del mennesker, var der nu folketomt, idet beboerne var draget om til v.kysten.

1892 var Ryders ekspedition på tilbagerejsen fra Scoresby Sund inde i Angmagssalik distrikt, hvor befolkningen var gået tilbage til 294. Hvis den ikke helt skulle forsvinde, var det nødvendigt at gøre noget alvorligt for den. 1894 oprettede Gustav Holm en ny koloni Angmagssalik i den gode, naturlige havn Tasîlaq (Tasiussaq), der ligger bekvemt midt i distriktet ml. de to store beboede fjorde Angmagssalik og Sermilik. Som bestyrer af kolonien medfulgte Johan Petersen, som missionær F. C. P. Rüttel. Der opførtes sa. sommer et midlertidigt beboelseshus og et provianthus; n. å. opførtes et hus til missionæren og et til kolonibestyreren; først 1905 blev der opført en kirke; andre missionspladser blev 1909 anlagt ved Kap Dan, m. en vestgrønl. kateket, og 1915 ved Kûngmît (Kûngmiut), m. den østgrønl. kateket Karl Andreassen († 1934).

Pastor Rüttel, der blev i Angmagssalik til 1904, var en meget nidkær mand, men med liden forståelse for befolkningens gl. kultur; bedre gik det m. hans efterfølgere som præst, grønlænderen Chr. Rosing (1904-22) og hans to sønner, Peter (1922-33) og Otto Rosing (1933-40), der også var begavede kunstnere; de fik bl.a. udvirket, at befolkningen her, som den eneste i G., tog deres stamfædres gl. eskimoiske navne som efternavne.

Da distriktet truede m. overbefolkning, tog Ejnar Mikkelsen initiativet til 1924 at flytte en del af befolkningen til Scoresbysund, og dette foregik 1925, idet 87 angmagssalikere og nogle vestgrønlændere flyttedes derop, hvor der året i forvejen var opf. huse til dem; deres gl. kolonibestyrer, Johan Petersen, fulgte med dem for det første år (se Scoresbysunds historie).

I den tid (1933-50) Ejnar Mikkelsen var inspektør for Østg., gjorde han en betydelig indsats for at få spredt befolkningen ud over det snævre Angmagssalik distrikt. Allr. på en ekspedition 1932 var der opført et par huse i Uttental Sund ved Kangerdlugssuaq, den store fjord halvvejs til Scoresby Sund, og her har grønlændere fra Angmagssalik flere gange overvintret. Også mod s. har der været overvintringshold på strækningen fra Sermilik til Tingmiarmiut.

Litt.: Einar Mikkelsen. De østgrønlandske Eskimoers Historie. 1934. F. C. P. Rüttel. Ti år blandt Østgrønlands Hedninger. 1917.

Østg. blev indtil 1963 administreret efter andre regler end Vestg. 1933 blev Ejnar Mikkelsen som ovf. nævnt udnævnt til inspektør for Østg. og foretog årl. inspektionsrejser, indtil han 1950 fratrådte. 1951 blev kolonibestyrerne i Angmagssalik og Scoresbysund udnævnt til inspektører. Befolkningen fik langt senere end i Vestg. indflydelse på de lokale anliggender. s. 632 Først 1947 blev Østgrønlændernes Råd for Angmagssalik og Østgrønlændernes Råd for Scoresbysund oprettet. I disse to råd var de fastansatte tjenestemænd og dermed ligestillede fødte medlemmer. Et antal grønlændere blev udnævnt af inspektøren for Østg., og herefter hvert andet år valgt af rådet efter indstilling fra befolkningen. Formand var kolonibestyreren. Disse to råd ændredes 1957 til distriktsråd, hvortil befolkningen havde direkte valgret for så vidt angik de grønl. medlemmer. Fødte medlemmer var i Angmagssalik distriktsråd inspektøren, præsten, lægen og skolelederen, og i Scoresbysund inspektøren og præsten. Inspektøren var formand. Først ved anordning af 29/12 1962 blev Østg. ligesom Nordg. med virkning fra 1/1 1963 indlemmet i den kommunalordning, som i Vestg. var indført 1950. Fra 1964 blev endv. den grønl. retsplejelov af 14/7 1951 udvidet til også at omfatte Østg.

Samtidig med ophævelsen 1967 af Østgrønlands-traktaten af 1924 (se s. 366), blev en ny overenskomst den 20/4 1967 opret. ml. Norge og Danmark om fiskeri ved Østg., hvorefter no. statsborgere og fartøjer indtil 1977 har samme ret som da. statsborgere med hensyn til fiskeri på et nærmere afgrænset stykke ud for Østg.s kyst.