Historie

Det gl. Frederikshåb distrikt omfattede de nuv. Frederikshåb og Ivigtut kommuner. Den nordligste del af nordboernes Østerbygd lå inden for distriktets grænse. Hvor langt tilbage i tiden eskimobebyggelsen går, er uvist, da der ikke er foretaget undersøgelser derover.

Af de eng. opdagelsesrejsende vides Martin Frobisher 1578 at have været i land sydligt i distriktet og haft forbindelse m. eskimoer. Også David Dannell var på sin første rejse 1652 i land her.

På Hans Egedes rejse mod s. 1723 passerede han distriktet og traf ved Påmiut, den nuv. koloni, et stort antal grønlændere, som han kom godt ud af det med, og 1731 foreslog han, at der her blev opret. en handels- og missionsplads. Det skete dog først 1742, efter at Jacob Severin havde overtaget handelen; han fik af kongen hertil et tilskud af 2000 rdl. og kaldte den nye koloni »Friderichshaab«. Oprettelsen af kolonien voldte dog store vanskeligheder på grund af Storisen, der medførte flere skibsforlis, og kbmd. Geelmuyden måtte flere gange tage m. båd til Godthåb for at hente de nødvendigste forsyninger. P. gr. af disse vanskelige besejlingsforhold påtænkte Severin at opgive kolonien, men da hans svoger Lars Dalager 1744 havde overtaget kolonien, gik det fremad m. handelen, indtil Dalager 1748 tog til Danmark. Han blev dog 1750 igen engageret af handelskompagniet, der nu havde overtaget grønlandshandelen; han blev her dog kun til 1754, da han forflyttedes til Godthåb. Han blev ved Frederikshåb afløst af sin broder Christopher Carl Dalager, som dog kun blev her et par år. I løbet af disse 4 år fik Lars Dalager genopret. den stærkt forfaldne koloni; endv. foretog han 1751 den første bestigning af og vandring på Indlandsisen.

Samtidig m. koloniens oprettelse kom den første missionær til Frederikshåb; det var den meget nidkære, men urimeligt strenge Arnoldus v. Westen Sylow, som fik døbt 54 grønlændere, inden han 1746 m. nedbrudt helbred måtte forlade landet; hans efterfølgere Ambrosius Buch (1746-54) og Nicolai Rasch (1754-59) fik døbt henh. 57 og 47; de var af blidere sind og kom bedre ud af det med grønlænderne.

Efter en nedgang under den af grønlænderne lidet agtede bestyrer David Wulff (1754-61) gik det atter fremad under P. R. Petersen (1761-74), der forsøgte sig m. svinehold, samtidig med at den samtidige missionær, J. M. Myhlenphort (1761-68), prøvede fårehold; denne sidste fik døbt 134 hedninger. Hans efterfølger blev Otto Fabricius, sen. prof. i grønlandsk og titulær biskop. Selv om han kun blev i distriktet i 6 år, blev hans ophold af stor betydning. For at komme i nærmere kontakt m. grønlænderne, flyttede han til bopladsen Iluilårssuk, hvor han om vintrene boede i et grønlandsk hus, lærte sig kajakroning og gik på fangst m. grønlænderne; her samlede han stof til sine meget vigtige afhandlinger om den grønl. dyreverden og om grønlændernes fangstteknik.

I 1780’erne, under kbmd. Sandholt (1779-86), gav fangst af pukkelhvaler i Kvanefjord en del udbytte; men et slemt tilbageslag fik distriktet 1783, da en epidemi bortrev 150 af beboerne i Kvanefjord og på den kolonien nærliggende boplads Natdla.

Da missionærernes antal 1792 blev reduceret fra 10 til 5, blev Godthåb lagt som anneks under Frederikshåb, under dennes missionær, W. A. Meyers (1784-94) protest; både han og en af hans efterfølgere, Andr. Rosenvold (1796-1806), mente, at det var rimeligere at bo i Godthåb, men blev af missionskollegiet beordret tilbage til Frederikshåb. Da isen ofte vanskeliggjorde rejserne til annekset, blev Godthåb lagt under Holsteinsborg, medens Fiskenæsset forblev under Frederikshåb.

Krigsårene m. England 1807-14 medførte de sædvanlige besværligheder: mangelen på besejling. Kun én gang – 1809 – afgik et skib, barken »Jupiter«, fra Frederikshåb og kunne medtage de ret mange indhandlede grønl. produkter, der havde hobet sig op. P. gr. af proviantmangel s. 439 forlod de fleste danske Frederikshåb. Bestyreren, Astrup, slap hjem m. en galease 1811; hans efterfølger, Jørgen Monrad, blev der dog til 1822. Missionæren, Johan Jensen, rejste bort 1812, og distriktet blev i årene 1812-16 overhovedet ikke besøgt af nogen præst; i årene 1816-20 blev det af og til besøgt af den ordinerede grønl. præst Fr. Berthelsen, blev derpå lagt under Julianehåb og berejst af dennes præst Wanning, indtil Frederikshåb 1825 blev lagt som anneks under Godthåb. Først 1842 fik Frederikshåb sin egen præst igen i J. G. R. Nielsen (1842-50).

I årene efter krigen med England gik produktionen jævnt fremad, idet både hvalfangsten og garnfangsten på sæler gav godt udbytte; hertil bidrog også oprettelsen af udsteder. Allr. 1805 var der opret. en handelsplads ved Arsuk, og sen. oprettedes der udsteder ved Narssalik, Kangårssuk (n.siden af Sermiligårssuk Fjord), Avigait og 1855 ved Sånerut længst mod s.; endnu sen. blev der anlagt et udsted ved Tigssaluk, men dette blev atter nedlagt 1905.

Det moderne fiskeri i distriktet blev sat i gang af den energiske kolonibestyrer Poul Ibsen (1911-12, 1915-16 og 1917-27), først hajfiskeri, sen. torskefiskeri m. produktion af saltfisk og klipfisk; allr. 1918 gav dette fiskeri betydeligt udbytte; da der ikke var mange torsk nær kolonierne, blev der anskaffet en motorbåd, der kunne slæbe fiskernes både ud til fiskebankerne, dette var faktisk begyndelsen til den omvæltning i erhvervslivet, som i de flg. år gjorde fiskeriet til G.s vigtigste erhverv.

Frederikshåb er som sagt opret. som koloni 1742 på et sted, hvor der boede mange grønlændere. Ved en synsforretning 1750 bestod kolonien af flg. bygninger: et våningshus af egebindingsværk, 13 × 7 m m. vægge af sten og tørv og m. indvendigt panel; det havde 4 rum, nemlig værelser til købmanden, missionæren og matroserne samt et fælles køkken. Dernæst et spækhus og et tørvehus. Først 1742 fik kolonien sin første kirke, en dog ret tarvelig bygn. m. vægge af jord, tørv og sten og m. tørvetækket tag, »hvor igiennem Vandet løber som en Sie«, som pastor Myhlenphort siger, og allr. 1782 indberetter efterfølgeren Transe, at den »er saa slet og forraadnet af den omgivende Tørve Muur, at den maae have en Hoved-Reparation«. Men først 1787 lykkedes det missionær Meyer at få opført en rigtig kirke af træ, der stod, lige til den nuv. blev opf. 1909. 1780 blev der i kolonien opf. et stort oplagshus, bestemt til Julianehåbs varer, idet disse meget ofte p. g.r af Storisen måtte oplosses i Frederikshåb og herfra i mindre både transporteres til Julianehåb. I 1780’erne opførtes også et nyt provianthus, bryghus og tørvehus, medens det gl. tørvehus blev bødkerværksted. I 1820’erne blev der opret. tranbrænderi, og 1827 blev der opf. et grønl. hus til skole. 1839 blev det gl. våningshus afløst af et nyt af stokværk som bolig for købmand, assistent og missionær, 1848 byggedes en ny skole, 1850 et forrådshus og 1876 sygehus; en præstebol., der var opf., brændte 1910, og en ny blev bygget. 1900 opførtes et nyt bødker- og tømrerværksted og 1901 et tranbrænderi.

Af præster ved Frederikshåb skal, foruden de allr. omtalte, nævnes K. O. G. Wassmann (1904-14), E. Lauf 1922-31 og G. Egede 1931-50.

Arsuk blev som nævnt opret. 1805 som udsted under ledelse af J. J. Berglund. 1882 blev der her ansat en læge og opf. et sygehus m. henblik på smitte m. kønssygdomme fra det nærliggende Ivigtut. Der var læger her indtil 1893.

Litt.: H. Ostermann. Frederikshåbs historie 1742–1942, Grl. Selsk. Skr. XII. 1942.

Neria (betyder bugt fuld af isfjelde), gl. boplads på s.siden af Qeqertarssuaq, n. f. Neria Fjords munding og nær øens sydøstl. pynt Igdlôrfik. 96 indb. 1966. Nedlagt 1967.

På den nu forladte boplads Kangârssuk fandtes 1966 en holl. bryllupsmedalje af Pieter van Abeele (1622-77) af forgyldt messing. En lign. er 1923 fundet på Fiskenæsset.