Godthåb distrikt er nordboernes Vesterbygd (se s. 466) engang i 1300t. Men længe før nordboerne har der været eskimoer i distriktet; langt inde i Godthåbsfjorden er der fundet bopladser fra Sarqaq-folket, der levede her, vel et par årtusinder før nordboerne kom til landet, men de forsvandt atter ligesom den næste bølge, Dorset-folket. Først i 1300t. synes de nuv. grønlænderes forfædre at have invaderet området n.fra, og det synes at have været skæbnesvangert for nordbobebyggelsen.
Af de eng. opdagelsesrejsende besøgte John Davis på sin første rejse 1585 dette område og løb ind i en fjord, som han kaldte Gilberts Sound, og på sin anden rejse året efter var han atter her inde; ved begge lejligheder havde han forbindelse m. eskimoerne, som han giver en beskrivelse af. Også James Hall besøgte på sin sidste rejse 1612 denne egn, hvor han gav en række lokaliteter eng. navne, således de to arme af Godthåbsfjorden henh. Baals Revier og Lancaster Revier. David Danell besøgte 1652 og 1653 Baals Revier, hvor han handlede m. grønlænderne, og på den sidste rejse røvede han en mand og tre kvinder, som han førte med til Bergen; manden døde på rejsen, men kvinderne førtes til Kbh., hvor de blev malet; maleriet findes på Nationalmuseet. De holl. hvalfangere besøgte også lejlighedsvis området, når de var på vej n.på.
3/7 1721 kastede 3 skibe, udrustede af Bergenskompagniet, anker ved en lille ø, Håbets Ø, uden for Godthåb, og de medbragte den no. præst Hans Egede m. familie. Det var hans hensigt at bringe evangeliet til efterkommerne af de gl. nordboer, som han mente endnu levede her, og som havde været uden kristen påvirkning i flere hundrede år, og desuden skulle han drive handel for kompagniet. I det første blev han skuffet, da han kun traf eskimoer, og heller ikke handelen gav større udbytte. Men han tog fat på at missionere hos grønlænderne. Det ene af skibene, »Håbet«, overvintrede, medens de to andre vendte hjem. På Håbets Ø, det nuv. Igdluerúnerit, opførte Hans Egede sin første bolig, 15 × 8 m, af træ m. en tørvevold omkring. Der var store vanskeligheder for Hans Egede, navnlig af sproglig art; men 1724 kunne han dog holde sin første prædiken på grønlandsk, og året efter døbtes den første grønlænder. Men økon. udbytterigt var foretagendet ikke; 1727 gav kompagniet op, og året efter måtte staten overtage mission og handel på G.
I dette år, 1728, sendtes en større ekspedition på 3 skibe herop for på Hans Egedes opfordring at anlægge et fort, der kunne holde de nærgående hollændere i ave. Lederen var den s. 468 nyudnævnte guvernør for G., major Claus Enevold Paars; dernæst fortkommandanten, kapt. Jørgen Landorph, proviantforvalter Johan Seckmann Fleischer og ingeniør Gunder Lund. Så var der som besætning på fortet 3 underofficerer, 1 tambour, 1 profos og 25 menige, samt 12 frigivne citadelsfanger, der var blevet viet til 12 frigivne kvinder fra Spindehuset. Sa. sommer flyttedes kolonien fra Håbets Ø til det nuv. Godthåb. Efter en frygtelig vinter, m. drik og slagsmål ml. de opsendte, hvoraf ikke mindre end 35 mænd, 16 kvinder og 4 børn døde af skørbug og andre sygdomme, slap Egede af med dem, idet de fandt, at Nipisat egnede sig bedre til opførelse af fortet (se s. 358); men da både handel og hvalfangst havde slået fejl, beordredes hele fortets besætning hjemsendt 1730. Tilbage ved Godthåb blev foruden Hans Egede m. familie købmanden M. Fersleff, to assistenter, 8 matroser, to bødkere, to skibstømrere og to smede. Men sa. efterår døde Fr. IV, og hans efterfølger Chr. VI besluttede, at kolonierne i G. skulle ophæves. Hans Egede fik dog lov til at blive der og fik overladt proviant for to år. Men ved påvirkning af grev Zinzendorf besluttede kongen, at mission og handel skulle fortsætte, og 1733 opsendtes et skib, der foruden nyt mandskab og nye forsyninger medførte to herrnhutermissionærer, der skulle hjælpe Hans Egede m. missionsarbejdet, men snart kom i modsætningsforhold til ham; men desuden medførte skibet koppesmitte, som forårsagede en forfærdelig dødelighed blandt grønlænderne. Nedbrudt af skuffelse og overanstrengelse døde Hans Egedes hustru Gjertrud Rask 21/12 1735, og Hans Egede selv holdt 29/7 1736 sin afskedsprædiken og forlod landet, idet han mente, at han kunne gavne den grønl. mission mere i Danmark end i landet selv. Det viste sig også, at han kunne gøre megen gavn her hjemme; 1740 blev han udnævnt til inspektør for den grønl. mission m. titel af biskop; 1747 tog han sin afsked, og 1758 døde han hos sin datter og svigersøn i Stubbekøbing, hvor han havde tilbragt sine sidste år.
Efter Hans Egedes hjemrejse gik det tilbage m. den da. mission i Godthåb distrikt. Hans efterfølgere forstod ikke at komme i sa. gode forhold til grønlænderne, og herrnhutermissionen gik stadig frem på den danskes bekostning. En halv mils vej fra kolonien havde de bygget deres imponerende kirkehus, Ny Herrnhut, og de forlangte af deres døbte grønlændere, at de skulle bosætte sig her, så der var 1761 samlet ikke mindre end 440 her, medens der ved kolonien kun boede 200. En af Hans Egedes efterfølgere Chr. Drachardt (1739-51) hældede stærkt til herrnhutermissionen, og missionskollegiet omgikkes endog med tanker om at overlade missionen helt til denne. Det var først den islandske missionær Egil Thorhallesen (1765-75), der fik genopret. den da. mission, navnlig ved at lade grønlænderne bo på deres gl., gode fangststeder, rejse rundt til dem og anbringe indfødte kateketer på disse pladser.
1794 mistede Godthåb distrikt sin missionær, idet det ved den reduktion af missionen, der foretoges, blev lagt under Frederikshåb, hvilket varede til 1815, da Fr. Berthelsen, en søn af missionæren Berthel Laersen og en grønlænderinde, ordineredes til præst; dette var han i 12 år, først som den eneste i hele Sydg., senere i Godthåb distrikt.
For handelen gjorde bestyreren Lars Dalager (1754-67) en betydelig indsats, og han betegner Baals Revier som et fangstmæssigt godt område m. sælfangst, renjagt, fugle og fisk; men det var uheldigt for fangsten, at herrnhuterne samlede befolkningen ved Godthåb, som ikke var noget godt fangststed. Først i midten af 1800t. blev det bedre ved den rige hvidhvalfangst i n.distriktet og torskefiskeriet i s.distriktet; det sidste har i de sen. årtier været hovederhvervet; 1932 begyndte staten fåreavlsforsøg i distriktet, først ved Godthåb, 1948 ved Qôrqut, 1952 renavl (Itivnera). Statens fåreavlsforsøg blev atter opgivet 1966.
Godthåb. Kolonien Godthåb blev, som foran nævnt, anlagt 1728. På stedet, som af grønlænderne kaldtes Nûk, var der i forvejen et par grønlænderhuse. Bygningerne blev opf. af guvernør Paars’ folk, og 1734 beskrives de således: våningshus, 18 × 11 m, opf. af kampesten og tækket m. brædder og tagsten, m. 23 vinduer og 7 rum, hvoraf ét var kirkestuen, ét købmandens kammer, ét missionærens kammer, ét kateketens kammer og ét matrosernes stue; det er det hus, som endnu, noget ombygget, benyttes som bolig for landsrådets formand. Dernæst tværs over gården et bindingsværkshus, ca. 20 × 7 m, af tørv og sten, tidl. folkenes våningshus, nu (1734) provianthus, bageri, bryggers og smedje. I gårdens andre sider fandtes mod v. et no. tømmerhus til opbevaring af brændsel m.m., mod ø. et bødkerværksted af jord og sten. I bådehavnen fandtes spækhuset, 16 × 8 m, af bindingsværk, tørv og sten. Til kolonien hørte 5 fartøjer: to både, to joller og en konebåd.
O. 1758 opførtes en lille kirke (9 × 6 m), som dog allr. 1772 måtte fornyes; den blev afløst af den nuv. kirke, der indviedes 1849. 1847 opførtes en ny missionærbolig i to etager, m. bolig for missionæren i øverste etage og i nederste etage bolig for den yngre missionær og skolelokale s. 469 for det 1845 oprettede seminarium; denne bygn. tjener endnu som provstebolig, medens en ny, anselig seminariebygn. opførtes 1908.
Ved brødremenighedens plads Ny Herrnhut opførtes 1747 et anseligt hus af træ m. klokkespir på taget; det tjente både som kirke og missionsbolig; i sidefløje var der skolestue, bageri, køkken, forråd m.m., og grønlændernes huse var arrangeret i to rækker, langs en gade. Det var ikke så mærkeligt, at dette anselige anlæg virkede tiltrækkende på grønlænderne. 1824 opførtes en sidefløj i to etager til missionsbolig. Siden brødrene 1900 forlod landet, har Ny Herrnhut været benyttet til forskellige formål, men har 1966 fået en varig anvendelse som Grønlands museum.
1802 giver inspektør N. Rosing Bull en beskrivelse af Godthåb, der ikke er alt for lys: grønlænderne er fattige, fangsten er dårlig, og bygningerne er forfaldne; den 1782 opførte inspektørbol. er utæt, kirken er næsten faldefærdig, dog er kolonibygningen, bryggerhus og spækhus i ret god stand. Krigsårene 1807-14 medførte store vanskeligheder her som i de andre grønl. kolonier, dog mest for de danske. Men fra 1823 gik det atter fremad. 1831 opførtes en ny inspektørbol. (den nuv. landshøvdingbol.), 1833 en ny assistentbol., 1856 et sygehus (sen. landsarkiv) og 1862 en ny skole; en fast læge var der fra 1839, selv om der tidl. i perioder (1721-44) havde været chirurger stationeret i Godthåb. Under den initiativrige inspektør H. J. Rink (1857-68) oprettedes 1861 et bogtrykkeri i Godthåb, og avisen Atuagagdliutit blev udgivet, først m. seminarielærer Rasmus Berthelsen som redaktør og Lars Møller som trykker, fra 1873 m. denne sidste både som redaktør og trykker; som illustrator fungerede en tredie begavet grønlænder, Aron fra Kangeq; 1895 fik trykkeriet egen bygn.
I sit værk fra 1857 »Grønland geografisk og statistisk beskrevet« nævner Rink, at Godthåb har 327 beboere, hvoraf 31 danske; 1918 fandtes i Godthåb 371 indbyggere, hvoraf 34 danske. Det var således ingen overvældende stærk udvikling, der fandt sted i denne lange årrække. En institution var dog under god udvikling: seminariet. Under ledelse af dygtige forstandere (H. F. Jørgensen 1857-69, N. E. Balle 1870-1900, C. W. Schultz-Lorentzen 1901-10 og Frederik Balle 1910-27) og fremragende lærere (Rasmus Berthelsen 1847-1901, Samuel Kleinschmidt 1859-86) kom det ved at producere det store antal grønlandske kateketer og lærere til at betyde umådelig meget for den grønl. befolknings oplysning og udvikling; og efter at seminariet i Jakobshavn endeligt var nedlagt 1905, var Godthåbs seminarium den eneste højere skole i G. Af nye institutioner skal dernæst nævnes en blårævefarm, opret. af KGH på en af skærgårdsøerne 1914, sen. flyttet til Ny Herrnhut, og radio- og telegrafstation 1924-25. Fra sidst i 1920’rne blev det her som i det øvr. Sydg. torskefiskeriet, der afløste sælfangsten som det vigtigste erhverv. Det første sted i G., hvor der indhandledes torsk, var Fiskenæsset i 1911.
Under krigen 1940-45 blev Godthåb sæde for de amer. og canadiske konsuler, ligesom hele G.s administration blev samlet her under landsfoged Eske Bruns ledelse; der blev udnævnt en handelsinspektør og en kredslæge for hele G., begge m. sæde i Godthåb. 1942 påbegyndtes daglige radiofoniudsendelser på da. og grønl., og der påbegyndtes udgivelsen af en da. avis »Grønlandsposten«. 1938 var indbyggertallet nået 698, 1947 var det nået 985. Men nu steg det hastigt, se s. 443.
Af embedsmænd m. længere tjeneste i Godthåb skal, foruden de allr. omtalte, nævnes:
Inspektører: M. N. Myhlenphort 1802-21, C. P. Holbøll 1828-56, H. P. Stephensen 1870-82, O. Bendixen 1903-14, C. Harries 1915-23.
Bestyrere: P. J. Moltzou 1743-54, L. Dalager 1754-67, H. R. Storm 1767-81, H. Bistrup 1837-45 og 1856-57, C. D. Bugge 1903-5 og 1907-22.
Præster: F. Berthelsen 1815-26, H. F. Jørgensen 1857-69, N. E. Balle 1870-1900 og Aa. Bugge 1926-46.
Læger: B. F. Sørensen 1866-80, T. N. Krabbe 1891-1901.
Fiskenæsset blev opret. som loge 1754 som en mellemstation ml. Godthåb og Frederikshåb. Anders Olsen blev ansat her som overassistent, men forflyttedes allr. året efter til Sukkertoppen. 1758 anlagde herrnhuterne en missionsstation ved det nærliggende Lichtenfels, og langt ned i 1800t. tilhørte de allerfleste af distriktets beboere brødremenigheden. Garnfangsten ved Fiskenæsset var ikke uden betydning i 1800t.s første halvdel, men gik så tilbage og afløstes af torskefangst og klipfiskeproduktion. Rink karakteriserer dog befolkningen som den fattigste og usleste i G. 1855 boede her ved Fiskenæsset 90 og ved Lichtenfels 150 grønlændere. Fiskenæsset var indtil 1872 en selvstændig koloni, men blev da lagt under Godthåb. 1918 boede her 131, hvoraf 2 danske, og Lichtenfels havde 45 beboere. Lichtenfels er nu forladt, mens Fiskenæsset er vokset stærkt.
»Julius Thomsen« for anker ved Qôrnoq 1948. I forgrunden tørfiskstativer af ældre type. (F.: Chr. Vibe).
Qôrnoq er gammel som boplads, hvad mange husruiner v. f. havnen viser. Stedet blev udsted 1854. 1918 var her 102 beboere.
Kangeq skal være befolket af grønlændere s.fra; udsted 1854; befolkningen hørte indtil 1900 til den herrnhutiske menighed.
Narssaq oprettedes til udsted 1858; 1918 var her 115 beboere. 1965 blev det nedlagt som udsted, og beboerne flyttede bort.
Kapisigdlit blev opret. som udsted 1939, da her syntes at være særlig godt torskefiskeri.
Færingehavn oprettedes 1927 som basis for de færøske fiskere; det sa. gælder Ravns Storø, der dog kun er åben i sommerhalvåret.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Litt.: Louis Bobé. Godthaab 1728–1928, Grl. Selsk. Aarsskr. 1927–28. 5–28. H. Ostermann. Kirkeligt liv i Godthaab gennem 200 aar. smst. 29–54.