Historie

Der er ingen nordbo-mindesmærker i Jakobshavn kom., men på de gl. eskimobopladser Sermermiut (ill. s. 295), Igdlutalik og Igdlorssuit er der flere ting, der viser, at beboerne har haft samkvem m. nordboer (en fåresaks, et skefoderal m. båndslyngninger, et knivskaft, en bronzepotte, en lille trædukke i nordbodragt m.m.), som vel har været på fangst- og handelsrejse n.på. At eskimobebyggelsen her er meget gammel, fremgår af de arkæol. undersøgelser, der er foretaget på disse gl. bopladser (se s. 294 ff. og ovf.). Hollænderne drev i 1600t. og langt ind i 1700t. en intensiv hvalfangst og tillige handel m. den indfødte befolkning; derom vidner bl.a. de mange holl. navne: Svarte-Vogel-Bay, Klokkerhuk, Rodebay, Maklykout (bugten ved det nuv. Jakobshavn).

Da den første da. koloni i Disko Bugt, Christianshåb, blev anl. 1734, begyndte man snart at sende skibe n.på for handel m. grønlænderne, navnlig til Maklykout, hvor beboerne af egnens største boplads, Sermermiut, plejede at ligge i telt om sommeren, og 1735 udstedtes der fra da. side forbud mod, at fremmede handlede m. grønlænderne inden for 15 mil fra kolonierne. Da hollænderne fortsatte m. deres handel, kom det 6/6 1739 til »søslaget ved Maklykout«, hvor tre da. armerede skibe tvang 4 holl., hvoraf dog kun det ene havde en kanon, til overgivelse. 1741 blev der så i Maklykout opret. en »missionsloge« og et lille varehus; året efter fik stedet efter Jakob Sewerin navnet Jakobshavn. 1777 blev der her efter forslag af den meget energiske bestyrer C. C. Dalager anlagt en hvalfangststation, som dog blev nedlagt 1800, og 1782 blev stedet ophøjet til koloni. For at kunne handle m. de nordligere boende grønlændere havde s. 548 man imidlertid allr. 1755 anlagt kolonien Ritenbenk (opkaldt efter grev Berckentin efter omstilling af bogstaverne) ved det nuv. Sarqaq. Da den ikke svarede til forventningerne, blev den 1770 reduceret til »loge«, og 1791 blev den på Dalagers initiativ flyttet til Svarte-Vogel-Bay, nvor der nær logen oprettedes hvalfangststationen Svarte-Vogel-Bay. Ritenbenk blev koloni igen 1790, og dette vedblev den at være, indtil den blev nedlagt 1942; den var derefter udsted til 1955 og er ubeboet siden 1960.

Da overassistent Graae 1775 kom til Ritenbenk som bestyrer, påbegyndte han garnfangst, og da der efterhånden oprettedes garnforsøg flere andre steder (Sarqaq, Nûgssuaq, der i flere perioder hørte under Ritenbenk men endte m. at komme under Umanak, Igdluluarssuk, Qeqertaq, Atâ, Itivdliarssuk og Niaqornaq), steg produktionen stærkt. Hertil bidrog også de nye hvalfangstanlæg, der 1783 blev opret. ved Igdlutsiaq og Klokkerhuk (»Logen Arveprinsens Ejland«). Det første havde dårlige havneforhold, og efter flere forlis nedlagdes det 1804. Det sidste overtog Dalager selv 1784, og der boede da her 7-8 danske og 105 grønlændere; der fangedes nogle hvaler, men ellers var det et dårligt fangststed, og efter Dalagers død 1799 blev det nedlagt som selvstændigt anlæg og lagt under Ritenbenk; 1854 blev det udsted og 1870 nedlagt.

Fast missionær kom der først 1752, da der endelig efter flere års krav var opf. en bolig i Jakobshavn for Peder Egede, Hans Egedes brodersøn; men fra da af havde distriktet missionær undtagen 1832-46, da det hørte under Egedesminde. Størst betydning for missionen havde nordmanden Jørgen Sverdrup, der boede i Jakobshavn 1764-88. Ritenbenk fik aldrig fast missionær; 1759-60 opholdt C. Fabricius sig her, men ellers besørgedes missionen af kateketer (J. P. Dorf, Peter Amager m.fl.).

Krigen 1807-14 var en hård tid for distriktet, som for de fleste steder i G. Der var mangel på næsten alt; i alle disse år kom der ikke et eneste skib m. forsyninger til Jakobshavn og Ritenbenk. 1813 gennemførtes fra Jakobshavn en slæderejse over land til Holsteinsborg for at hente krudt og bly. Efter krigen bedredes forholdene langsomt. 1840 blev Sarqaq og Qeqertaq udsteder, og 1840-60 var Atanikerdluk vinterudsted og kulbrud.

Jakobshavn, hollændernes Maklykout, blev som foran nævnt anl. som »missionsloge« m. et lille varehus til handel 1741. Missionæren ved Christianshåb, Poul Egede, havde 1736 besøgt stedet og her truffet mange telte, og 1736 havde han besøgt vinterbopladsen Sermermiut ved mundingen af Isfjorden, hvor han så den største samling af folk, han nogensinde havde set i G., »over 20 store Huuse, som en Bondebye«. Efter at logen var anl., flyttede efterhånden flere af beboerne til Jakobshavn fra Sermermiut, hvor der endnu ved 1770 boede de fleste af egnens udøbte, og som først blev helt forladt midt i 1800t. Jakobshavn var i den første tid kun sommer-»missionsloge« og blev betjent af missionær Alsbach i Claushavn, men fra 1746 var det »vinterloge«, bestyret af en overassistent, og først 1752 fast missionsstation; missionæren Peder Egede, der var beskikket til Jakobshavn 1749, måtte de 3 første år af mangel på bolig i Jakobshavn bo i Claushavn. Først efter at »Det alm. octroyerede Handels Compagnie« havde overtaget grønlandshandelen, og Jakobshavn var blevet besøgt af kompagniets overkøbmand Geelmuyden 1750, blev der opf. en missionærbolig, samtidig med at overassistent Jonas Lillienschiold de Svanenhielm blev ansat som bestyrer. Et par af de sen. bestyrere var dog ikke så velsete af grønlænderne, som greb enhver chance for at handle m. hollænderne, og først m. Petter Lorentz Hind, der var bestyrer 1757-71, var grønl. gift og beherskede sproget, blev forholdene bedre; men på den anden side blev han beskyldt for at være for eftergivende over for grønlænderne. 1771-84 var den dygtige C. C. Dalager bestyrer; under ham blev der opret. hvalfangststation ved Jakobshavn, som 1782 blev ophøjet til koloni. I sa. periode, 1764-88, var den myndige provst Jørgen Sverdrup missionær her; under ham forsvandt det sidste hedenskab, og han fik ved frivillige bidrag fra grønlænderne opf. den anselige Zionskirke, der står endnu. Kolonien bestod foruden denne af 4 stokværkshuse.

Krigsårene var en hård tid for kolonien, uden besejling; men efter dens afslutning gik det fremad; der boede 1814 her 270 grønlændere; men hvad der hæmmede produktionen var, at en stor del af befolkningen om sommeren drog ind i landet på renjagt. 1832 fik Jakobshavn en læge, J. H. Lytzen, der havde hele Nordg. som sit område. Produktionen gik jævnt fremad. 1845 opførtes et nyt spækhus og tranbrænderi. 1841 havde der været en slem epidemi; 166 var syge og 38 døde. 1850 talte befolkningen 262. 1845-75 og 1901-07 var der seminarium i Jakobshavn, bestyret af præsterne. En mand, der kom til at betyde meget for kolonien, var C. V. Rasmussen, Knud Rasmussens fader, der var præst her 1875-95.

I 1890’erne påbegyndte de danske som en privat forretning at fiske hellefisk, hvoraf der var s. 549 en mængde i Isfjorden. 1904 blev dette inddraget under monopolet, og det har siden været et af koloniens hovederhverv.

I de sen. år er der sket en stærk udvikling i byen. 1915 havde Jakobshavn 388 indbyggere, 1938 528, 1947 691, og 1964 1729; stærk tilflytning ved nedlæggelse af andre pladser.

Af bestyrere skal, foruden de allr. omtalte, nævnes: J. Winding 1816-30, H. Rosing 1830-31 og 1834-52, K. G. Fleischer 1859-77, A. P. Olsen 1902-12, J. M. Krogh 1912-23. Af præster: E. S. Bram 1802-13, H. Ostermann 1907-21 og viceprovst Mathias Storch 1910-11, 1914-15 og 1920-53. Af læger: C. N. Rudolph 1839-54, C. G. F. Pfaff 1854-76, H. S. Kiær 1882-83, 1889-99 og 1905-12, V. R. Bentzen 1889-1904 og S. M. Saxtorph 1923-25, 1926-31 og 1932-41.

Litt.: H. Ostermann. Træk af kolonien Jakobshavns historie gennem 200 år. 1741–1941, Det grl. Selsk. Skr. XI. 1941.

Ved Sarqaq anlagdes som foran omtalt kolonien Ritenbenk 1755, og der opførtes et våningshus af stokværk, spækhus af bindingsværk og varehus af tørv og sten. 1781 flyttedes kolonien – og dermed bygningerne og det meste af befolkningen – til Svarte-Vogel-Bay. Der blev dog nogle tilbage ved Sarqaq, og flere flyttede hertil, da det var – og stadig er – et godt fangststed. 1786 var her en kateket, 1793 var her to store huse m. 44 beboere, og der blev gjort forsøg m. hvalfangst; 1794 var det vinterudsted og garnforsøg; under krigen 1807-14 var det ubeboet, men 1814 atter to beboede huse. 1840 blev Sarqaq igen vinterudsted, 1860 helårsudsted.

Qeqertaq blev 1799 garnforsøg, men 1805 atter opgivet. O. 1830 blev stedet vinterudsted og 1845 helårsudsted.

Rodebay var meget besøgt af hollænderne, som her holdt »marked« for grønlænderne. I 1700t. boede der dog ikke mange her. 1781 foreslog Dalager, at Jakobshavn loge flyttedes hertil; det blev dog ikke til noget, og o. 1790 blev der gjort forsøg m. garnfangst her, og det fortsattes der med til midten af 1800t. Først 1877 blev R. udsted.

Atâ blev forsøgsvis opret. til udsted 1852, efter at Igdluluarssuit o. 1830 var nedlagt som garnforsøg og handelsplads, for at fastholde befolkningen til egnen; 1857 blev det fast udsted; nedlagt blev det 1960 og forladt 1961.