Historie

Det gl. Julianehåb distrikt omfattede de tre nuv. kom. Julianehåb, Narssaq og Nanortalik. Det var nordboernes Østerbygd, idet dog denne strakte sig op i den sydl. del af Frederikshåb distrikt. Eskimobebyggelsen må også være gammel i distriktet. Are Frode nævner, at nordboerne fandt spor af skrælinger, da de kom til landet, antagelig fra Sarqaq- el. Dorset-folk. Men en større bebyggelse synes først at være sket m. Inugsuk-folk, som i 1300-1400t. trængte frem n.fra og byggede de små, runde huse, som vi nu finder som ruiner på et antal gl. bopladser. Men efterhånden blev dette på sæler periodevis så rige område G.s folkerigeste. Der var blot den vanskelighed ved det, at det p. gr. af Storisen var vanskeligt tilgængeligt. Derfor blev det kun i ringe grad besøgt af de eng. opdagelsesrejsende og de holl. hvalfangere, og derfor var det det senest koloniserede distrikt i Vestg.

På sin rejse s.på 1723 nåede Hans Egede Nanortalik, hvor man viste ham vraget af et forlist holl. skib; på vejen besøgte han flere nordboruiner, bl.a. kirkeruinen ved Qaqortoq. 1750-53 foretog Peder Olsen Walløe m. støtte fra missionskollegiet og handelskompagniet en rejse fra Frederikshåb mod s., hvor han tog ind i Tunugdliarfik Fjord, som han beskrev, besøgte dens nordboruiner og overvintrede i et hus »Første Vinter«, som han byggede ved den nuv. by. Næste forår fortsatte han s.på, besøgte Agdluitsoq Fjord, hvor sydlændingene var på angmagssat-fangst, de varme kilder ved Ûnartoq og gennem sundene ved Kap Farvel om til ø.kysten, som han som den første danske berejste, til Lindenow Fjord; herfra tilbage til Frederikshåb.

Det var dog først 1775, at den nye koloni blev anlagt. Dette år blev Anders Olsen af handelskompagniet sendt s.på for at finde en gunstig plads, og det blev det sted, hvor P. O. Walløe havde overvintret første gang, idet der her var en god havn og tillige god sælfangst; Anders Olsen kaldte kolonien Julianeshåb (efter dronning Juliane Marie), i nyere tid ændret til Julianehåb. Den nye koloni trivedes godt; Anders Olsen bestyrede den til 1780, da han nedsatte sig som kvægavler ved Igaliko.

En vanskelighed var der ved denne nye koloni, der ellers lovede så godt: Storisen vanskeliggjorde ofte besejlingen. Derfor blev der 1780 i Frederikshåb opført et pakhus, hvor forsyningerne til Julianehåb kunne oplagres, når skibene ikke kunne komme ind til denne koloni; herfra måtte de så transporteres til Julianehåb i mindre både. Men kolonien trivedes, og 1802 omtaler inspektør N. Rosing Bull den som »et meget fordelagtigt sted«. Hertil bidrog ikke mindst den dygtige bestyrer J. C. Mørch (1794-1843). Fast missionær fik stedet i H. Buch (1779-88). I krigsårene 1807-14 var her som andetsteds i G. vanskeligheder. 1811-12 blev Julianehåb kirkeligt lagt under Frederikshåb, 1812-15 var der slet ingen missionær i Sydg., 1815-17 lå det under Godthåb, først m. P. G. Wanning (1817-25) fik Julianehåb sin egen præst.

Missionær Buch fik 1782 3 kalve op; de trivedes godt og formerede sig, og kvæghold blev også optaget af den gl. Anders Olsen, der bosatte sig ved Igaliko; det fortsattes af hans efterkommere, der tog navnet Egede som efternavn; 1919 var der således her 6 kvægholdere, som i alt havde 13 malkekøer, 8 tyre og 12 kalve og kvier. Også ved Narssaq blev der forsøgt kohold. Men det er dog fåreholdet, der virkelig har fået betydning som erhverv i distriktet. Det var pastor Jens Chemnitz ved Frederiksdal, der 1906 forsøgte m. fåreavl, idet han fik 25 får op. Det gik godt, og 1915 oprettede staten fåreavlsstationen ved Julianehåb, hvorfra der er skaffet får til et stort antal pladser, hovedsagelig i de indre fjordegne, for en stor del de gl. nordbopladser, som således atter er blevet beboede.

Fiskeriet er dog i de sen. årtier blevet langt det vigtigste erhverv. Efter at Tjalfe-ekspeditionen havde påvist hellefisk i Agdluitsoq Fjord, blev der 1910 opret. en fiskeristation m. en da. bestyrer ved Qarsorsat nær Sydprøven og sen. en lign. ved Sarfâ længere inde i sa. fjord; 1914 blev en sådan station opret. ved Narssaq, først til hellefisk, sen. til torsk, som nu kom i store mængder og blev det vigtigste fangstobjekt; 1923 blev der opret. en fiskeristation ved kolonien, og 1955 flyttedes fåreavls-forsøgsstationen til Uperniviarssuk.

Byen Julianehåb blev som nævnt grl. af Anders Olsen 1775. Som hovedby i G.s folkerigeste distrikt blev den, til trods for de vanskelige besejlingsforhold, snart en af landets største byer. Anders Olsens gl. bolig blev 1804 afløst af en ny, anselig bestyrerbolig, som nu benyttes som handelskontor. 1832 opførtes den kirke, der endnu benyttes, 1849 en fartøjsførerbolig, 1872 en ny præstebolig, 1866 en ny lægebolig, 1890 en assistentbolig og 1908 et nyt sygehus, der afløste det gl., primitive af sten. 1915 kom fåreavlsstationen (første bestyrer L. Walsøe, † 1936), 1923 fiskeristationen, 1925 radio- og telegrafstationen, 1930 efterskolen og sa. år som den første i G. en kommunal badeanstalt og 1932 G.s første alderdomshjem.

Foruden de allr. omtalte embedsmænd i Julianehåb skal nævnes flg.: Bestyrere: F. Lassen 1834-50, C. E. O. Lytzen 1880-92, C. P. E. Brummerstedt 1892-1902, O. Hastrup 1916-27 og Poul Ibsen 1929-37. Læger: J. H. Lytzen 1838-50, C. L. T. J. Lindemann 1882-92, R. V. G. Bentzen 1906-21, E. Bay Schmith 1921-30 og A. Laurent-Christensen 1930-50.

Qagssimiut blev anl. 1834 som en god havn og et godt fangststed.

Sârdloq blev anl. som udsted 1853, fra hvilken tid flere af de nuv. bygninger stammer.

Eqalugârssuit er opret. som udsted 1952.

Kobberminen Ivnatsiaq i Kobberminebugten nordligst i kom. blev drevet i en årrække, efter at en grønlænder Josva 1852 havde fundet kobbermalm her, og efter at Rink havde besøgt stedet og havde sendt indberetning herom til ministeriet. Brydning blev forsøgt, men efter to skibsforlis igen opgivet. 1904 fik grosserer Bernburg koncession på brydning, en koncession, som 1907 blev overtaget af Grønlandsk Minedrift A/S. Driften viste sig dog at være lidet lønnende; den blev opgivet 1914, og bygningerne flyttet til grafitminen ved Amitsoq.