Slangerup sogn

(Slangerup bykommune og Slangerup landsogn) omgives af Gørløse, Uvelse, Uggeløse, Jørlunde og Græse so. samt af Strø hrd. (Strø so.). Den vestl. del af so. er et jævnt bakket land, men ved hovedvej 6 skifter landskabet karakter og bliver uroligt, især ved et par fremtrædende dale. Den ene er en tunneldal fra sø., der fortsætter sig som en mosefyldt lavning ind til og s. om S., afvandet af Græse å. I dalen ligger Slangerup ås. En anden tunneldal svinger fra sø. op i Lystrup skov og markeres ved stejle bakkesider i denne. Grænsen ml. de to terrænformer er en israndslinie fra n. til s. Jordbunden er mod v. overvejende leret moræne, men mod ø. og s. findes både sand- og tørvejorder. Til so. hører en del af Lystrup skov. Slangerup er endestat. for jernbanen fra Kbh., og gennem so. fører hovedvej 6 (Roskilde-Helsingør) og landevejen Kbh.-Slangerup-Frederikssund.

Slangerup bykommune: Areal i alt 1950: 893 ha. Befolkning 7/11 1950: 1362 indb. fordelt på 418 husstande. (1801: 336, 1850: 663, 1901: 713, 1930: 1090). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 355 levede af landbrug, 441 af industri og håndværk, 97 af handel og omsætning, 93 af transporterhverv, 56 af administration og liberale erhverv og 141 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 19 ikke havde givet oplysning om erhverv. Hele Slangerup bykommune anses for bymæssigt bebygget.

Slangerup landsogn: Areal i alt 1950: 1064 ha. Befolkning 7/11 1950: 456 indb. fordelt på 129 husstande. (1801: 375, 18 50: 604, 1901: 460, 1930: 532). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 308 levede af landbrug, 71 af industri og håndværk, 11 af handel og omsætning, 3 af transporterhverv, 8 af administration og liberale erhverv og 53 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 1 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I Slangerup bykom. ligger byen Slangerup (*1100t. Slangethorp) med kirke, præstegård, menighedshus (»Kingos Minde«, opf. 1913), skole, teknisk skole, bibl., alderdomshjem (opf. 1934) med kommunekontor, børnehave, biograf (Kino), gæstgivergd., sparekasse og bankfilialer, skrue- og boltefabr., »Dana-Hår«, væveri, gelatinefabr., stavfabr., konservesfabr., mørtelværk, champignondyrkningsanstalt, frysehus (opret. 1949), jernbanestat., post- og telegrafstat. – Saml. af gde. og hse: Slangerup Overdrev; Øen; Lærkensten. – Gårde: Slangerupgd. med Have Møllegd. (1600 Haffuemølle) (i alt 20,5 tdr. hartk., 96 ha; ejdsk. 265, grv. 93), Kratgd. (1366 Krattemølle), Højagergd. med Nordsjællands Landbrugsskole (selvejende inst.) og Frederiksborg Amts Svineforsøgsstat. (opret. 1950).

I Slangerup landsogn ligger byerne: Jordhøj (*1344 Hiortøgh; u. 1790); Manderup (o. 1500 Mandorp; u. 1788); Kvinderup (*1356 Quintorp; u. 1788) med skole, og Kbh.s Vandværks pumpestation og -anlæg (1953); Hørup (1460 Hørøp, Hødhrop; u. 1789) med skole. – Saml. af gde og hse: Lindebjerg; Ravnsbjerg; Tornebakke. – Gårde: Manderupgd. (13,3 tdr. hartk., 68,5 ha; ejdsk. 190, grv. 109), Bannerhøjgd.

S. bykom. og landsogn, der hver udgør en sognekom. og sa.m. Uvelse so. et pastorat, har tingsted i Hillerød og hører under 11. skattekr. (Frederikssund) og Frederikssund amtsstuedistrikt samt under 1. udskrivningskr., 106. og 107. lægd, men i øvrigt under de sa. kredse som Frederiksborg Slotssogn.

Slangerup, der ligger på en s.vendt bakkeskråning ved et meget vigtigt å- og engpas på den vigtige middelald. alfarvej ml. Helsingør og Roskilde, er en meget gl. by. I 1000t. skal Erik s. 238 Ejegod være født på en kongsgård, der var beliggende i byen. Sa. konge opførte o. 1095 en kirke på kongsgårdens område, der blev viet til Skt. Nikolaj. Under Valdemar den store anlagdes Danmarks ældste nonnekloster her. Sandsynligvis er kirke og kongsgård overladt klosteret, der tilhørte cistercienserordenen. Fundamenterne til kirken og klosteret blev 1936 udgravet af arkt. Charles Christensen, og der blev ved den lejlighed fundet spor af meget gl. bygninger af frådsten og kamp. Klosteret var placeret i den sydvestl. del af byen. – Hvornår S. blev købstad, vides ikke. Den omtales som sådan 1252 og er altså ældre end dette år. 18/2 1302 tog Erik Mændved by og borgere i sin beskyttelse og tilstod dem sa. rettigheder som Roskilde. 1311 tog kongen ligeledes klosteret i sin beskyttelse og tilstod det skattefriheder. Nye privilegier udstedtes 2/1 1441, og de bekræftedes 26/10 1498 og 16/6 1503. Også fra 1512 findes et privilegiebrev. Gennem disse breve tilsikredes der borgerne eneret til at handle på byens torv. Ved et brev af 19/2 1454 gaves der borgerne skattelettelser p.gr.af disses fattigdom. – Fra skiftende kongers side vistes der klosteret store velgerninger. Således skænkede Valdemar Atterdag 8/2 1344 klosteret kronens gods i S. samt kronens part af Sigerslevvester med kirken, da den sv. konge Birgers datter Agnete ønskede at indtræde i klosteret. Det modtog ligeledes adsk. testamentariske gaver. Efter reformationen sygnede klosteret hen, men endnu 1555 tales der om klosterjomfruer. 1559 skænkede Fr. II byen en del af klosterets ejendom, og 1562 toges klosterets ø.fløj i besiddelse som rådhus. Det var ligeledes meningen, at klosterkirken skulle have været sognekirke, men det skete vistnok ikke I 1580erne byggedes en ny sognekirke, og den gl. forfaldt ganske langsomt. Fra slutn. af 1600t. var de gl. klosterbygninger forsvundet. – Byens trafikale betydning forsvandt ved middelalderens udgang, og allr. omkr. midten af 1500t. overvejedes det at ophæve byens købstadsrettigheder. Faktisk skete dette 1569 til fordel for det opvoksende Hillerød. Allr. 1573 henlagde kongen dog det birketing, der tidl. havde været ved Frederiksborg, til S., og byen fik sine købstadsrettigheder tilbage og noget udvidet. Udviklingen lod sig dog ikke vende. Selv om byens borgere fik en ladeplads ved Sundby færge (se nærmere under Frederikssund), stod byen dog i stampe, og store brande 1573 og 1724 satte den yderligere tilbage. Længe kæmpede embedsmænd i byen og borgerne for at hævde deres gl. rettigheder, men udviklingen lod sig ikke standse. Ved reskript af 12/5 1809 nedlagdes købstaden S. 1902 lagdes på ny ca. 1/4 af byen i aske. Omkr. reformationen oprettedes en latinskole i byen (Anders Bording var en kort tid rektor for skolen). Den nedlagdes allr. 1736 og omdannedes til en da. skole. – Den ældste automobilrute i landet åbnedes 26/9 1904 mellem S. og Kbh. 29/4 1906 indviedes jernbanen Kbh.-S., 1/4 1948 overtoges den af staten, og der er planer om at elektrificere den og føre den fra S. banegården på Nørrebro ind til byens centrum.

Litt.: AarbFrborg. 1908. 37–62. 1909, 63–71. Alfr. E. Nielsen. Slangerup. 1921. A. Sundbo. Frederikssunds og Købstaden Slangerups Historie. I–II. 1931–37.

I Slangerup fødtes efter overleveringen kong Erik Ejegod († 1103), endv. prof. Hans Olufsen Slangerup († 1596), 1634 digteren Thomas Kingo (præst her 1668–77), 1788 sprogmanden F. P. J. Dahl, 1835 filosoffen Soph. Heegaard, 1861 hotelmanden Anders Jensen, 1866 zoologen Ad. S. Jensen, 1876 historikeren Erik Arup.

Cistercienser-nonneklosterets plads har været sydvestligt i byen. Svaldergade stryger nu hen over den fordums kirkegård, tæt norden om stedet, hvor klosterkirken har stået, og det tilstødende klosterstrædes n.-s.gående del ligger omtrent midt hen over klosterets gårdsplads, der if. udgravningerne 1936 højst kan have været ca. 30 m i firkant. Anlægets tre boligfløje var dog så stærkt ødelagte, at det kun lykkedes omtrentligt at fastslå deres forløb. Nogenlunde fuldstændigt bevaret var blot et kvadratisk, hvælvet rum i sammenstødet mellem s.- og v.fløj. Materialet var her munkesten på højt kampestensfundament; andre, mere sparsomme fund samt karakteren af de svære nedbrydningslag tydede på, at klosterbygningerne hovedsagelig havde været af tegl, og altså relativt sene. Derimod virkede forsk. beskedne levninger af frådstensmurværk, som lå uden for ø.fløjens hovedlinier, snarest tidlig-middelalderlige, og kunne for så vidt godt være rester af kongsgården, hvor Erik Ejegod skal være født, men stammer s. 239 måske i virkeligheden fra ældre stenbygninger, rejst i forb. m. den ved udgravningerne påviste, mærkelige frådstenskirke, der har udgjort klosterets n.fløj, og som utvivlsomt må være rejst længe inden cistercienserordenen vandt indpas i Danmark. Bygningens materiale, treskibede plan og hele anselighed (omkr. 17 × godt 50 m) identificerer den sikkert som den stenkirke, Erik Ejegod if. Sakse lod opføre i Slangerup, og hvis alter skal være rejst på det sted kongen var kommet til verden. Til denne sin kirke skal han have sendt relikvier, erhvervet i Konstantinopel: en splint af det hellige kors og noget af den hellige Nikolaj af Baris ben, hvilket stemmer med, at nonnernes institution i slutn. af 1100t. ikke alene, som vanligt bl. cisterciensere, omtales som Vor Frues, men m. tilf. »og Skt. Nikolajs« kloster. Den udgravede kirke må altså helt el. delvis stamme fra tiden 1095–1103, og bygningens store mål og påfaldende rige plan vidner om, at det allerede ved dens grundlæggelse har været tanken, at der til kirken skulle knyttes en institution af særlig betydning. – I cisterciensertiden har klosterkirken været genstand for ændringer: koret er blevet forlænget, i skibets v.ende har man indbygget en muret tribune, og sekundære pillefundamenter tyder på, at hele kirken er blevet overhvælvet.

Byens sognekirke ligger mere centralt i bebyggelsen, højt, som det passer sig for en kirke viet ærkeenglen Skt. Mikael. Helgennavnet vækker forventning om høj ælde, men kirken nævnes første gang 1411, og af den middelalderlige bygning står nu kun det sengotiske v.tårn, der er af munkesten m. nogle få kridtstensbælter forneden i ydermurene. Det er stærkt ombygget, men trappehuset på s.siden er endnu opr., og dets tilm. glamhuller skimtes oppe under det ved kirkens ombygning tilf. klokkestokværk. Også uden dette må tårnet betegnes som anseligt, men selve kirken, om hvis materiale og plan intet vides, skal have været så lille, at en del af menigheden måtte stå ude på kirkegården, hvorfor borgerne i 1576 besluttede at opføre en ny og større. Nævnte år opnåede de økonomisk støtte fra alle kronens sjællandske landsbykirker, men arbejdet er først påbegyndt og fuldført adskilligt senere, dels for midler, s. 240 indkommet ved en landsomfattende kollekt, dels for et lån på 1000 gl. dalere, som Fr. II ydede 1587. Hans van Steenwinckel (d.æ., ca. 1545–1601) havde i hvert fald det kunstneriske ansvar, var muligvis også entreprenør, selv om Jørgen Friborg synes at have udført murarbejdet (sml. ndf., sandstenskrucifiks). Det fraregnet tårnet omkring 40 m (5 fag) lange, tresidet sluttede kirkehus, tidsmæssigt en af vor ungrenæssances få større kirkebygninger, er et næsten forbløffende konservativt arbejde, sikkert ganske bevidst udført i gotisk manér, med kun små indrømmelser til den ny stil. Det ydre, hvis murværk er i krydsforbandt, fagdeles af støttepiller m. et enkelt afsæt, der markeres af en vandnæsegesims, som er ført bygningen rundt. De høje spidsbuevinduer er falsede og udfyldte m. stift, gotisk stavværk; krydshvælvene i det indre har spinkle ribber og ophvælvede kapper. Renæssanceprægede er egl. blot taggavlene, med deres vandrette delinger og blødere konturer samt, i noget højere grad, våbenhuset på s.siden. Dettes rundbueportal, som har skulpteret slutsten, omrammes af doriske pilastre og stenbjælkeværk, hvorover tre ens, kronede sandstensskjolde m. Fr. II.s monogram og hans og dronning Sofies våbener. Under disse kongeparrets valgsprog (»Mein Hoffnung zu Gott allein« og »Gott verlässt die seinen nicht«), under monogrammet årstallet 1588, som betegner afslutningen på byggearbejderne.

Muret alterbord af tegl. Altertavle i renæssance, 1611, en rig og smuk firsøjletavle, m. store figurer af Peter og Paulus i sidefelterne, til dels beslægtet med Berndt snedkers (af S.) noget ringere Jørlundetavle 1613 og sikkert fra hans værksted, men under medvirkning af andre billedskærere, bl. hvilke man har nævnt Statius Otte (jf. Monica Rydbeck. Renässansskulptur i Skåne. 1950. 52 m. litthenv.); mul. er frifigurerne skåret af ham. Topstykket flankeres af rigsvåbenet og dronningens brandenburgske m. Chr. IV.s og Anna Cathrines monogrammer, mens postamentfremspringene bærer (Joachim) Bülows og (Else) Grubbes våben. I topfeltet ældre maleri, Kristus som smertensmand, i storfeltet sad tidl. et nadvermaleri, olie på træ (ophængt på pulpituret), som 1851 erstattedes af et maleri af fru Ingemann, Kristus i skyer, sign. Lucie Mandix 1850 (nu ophængt på pulpituret); 1935 indsattes midtstykket af en sengotisk skabstavle, en figurrig Golgathascene, o. 1450–75, der havde henligget i kirken, og som sikkert – sa.m. de andre middelald. inventarstykker – hidrører fra den gl. Mikaelskirke; fra et kat. sidealter stammer en ca. 180 cm høj figur af Kristus som smertensmand, omtr. jævngammel med Golgathascenen. Renæssancestager 1621. Alterbibel: Chr. IV.s 1633, skænket 1717. Gotisk læsepult m. Johannesørnen. Alterskranke af smedejern m. EIS ACD (købmand Ebbe Jensen og Anna Clausdatter) 1695. Barok døbefont af eg, o. 1630, med fantasifulde bøjlehermer. Den romanske fontekumme og -fod ligger i tårnrummet. Dåbsfad af messing 1634, m. Urnes våben og F W. Den barokke fontehimmel fra 1676, af vanlig bøjletype, har bibl. scener, evangelister i frifigurer og krones af Jesu dåb. Smukt korgitter fra beg. af 1600t., m. dobbeltdør. Sengotisk korbuekrucifiks, o. 1475. Et sandstenskrucifiks over kalkmalet vers (måske forf. af Kingo) er gjort og skænket af »Bygningsmester paa denne Slangerups Tempel«, Jørgen van Friborg, måske Steenwinckels »konduktør«. Prædikestol i renæssance, 1606, en fint og smukt skåret repræsentant for Kronborgstilen, af type som Tikøb, Asminderød o. a. (C. A. Jensen. Snedkere og Billedsnidere. 1911, fig. 88). Præstestol i ungrenæssance, m. buster og bladværk, sikkert fra sa. værksted som stolestaderne fra 1562. Gotisk degnestol m. velbev. kølbuegavle, i hvis felter store relieffer af Johs. døberen, Johs. evangelist og Skt. Antonius. Lukkede stolestader i ungrenæssance, delvis m. nyere døre, flere gavle m. gl. nummereringer; forsk. udsmykninger: hoved, blad, blomst, kartouche etc., enkelte med opr. og sen. årstal 1562, 1588, 1648 etc., bomærker og navne. Jernbundet renæssancekiste af eg, lænket til korets nordmur. To jernbundne pengeblokke og fire ejendommelige pengetavler. Orgel m. Frederik IV.s monogram på pulpitur m. dobbeltvåben, monogrammerne PPF MPD (sgpr. Peder Pedersen Friis og hustru Maren Pedersdatter, † 1728) og årst. 1730. Nyere malerier af evangelister og dyder. Smukke lysekroner: 1618 (Jacob Claussøn), 1674 (Hans Atke), efter 1677 (Kingos, med våben og vers), o. 1726 (Peder Friis, sml. orgel) og lysearme. Fire bibl. malerier skænket 1731 og eet (korsnedtagelsen) 1711. Klokker: 1) romansk, o. 1200, skriftløs, 2) 1572, vistnok støbt af Gert van Mervelt, 3) 1747, af Hinrich Tessien (AarbFrborg. 1934. 98f.). Epitafier til dels m. portrætter og religiøse scener: 1) 1631 borgm. Hans Mikkelsen, † 1629, 2) 1632 rådm. Jacob Clausøn, 3) rådm. i Kbh. Hans Dal, † 1591, præsterne Jens Mortensen Pilt, † 1595, og Christian Fabricius, † 1615, sat af enken Margrethe Rhumann, 4) (dobbeltepitaf) sgpr. Villads Andersen Aalborg, † 1637, efterfølgeren Søren Poulsen Judichær, † 1668, og hustruer, 5) 1675 borgm. Hans Atke, † 1680, 6) 1684 Karsten Hansen Atke og hustruer Hedvig Dragunsdatter og Johanne Muncgaard, over deres her nedenfor »mur huelfuede arfue Begrauls«, 7) marmortavle over s. 241 Peder Pedersen Friis (sml. orgel), jf. Lund. Portrætter. IX, jf. utrykt rec. ved C. A. Jensen i Nationalmuseet. Af de 13 gravsten, den ældste over borgm. Wellum Jensen, † 1558, har præsten Peder Friis’ († 1739) opr. ligget over Th. Kingos forældre og haft en indskrift, der meddelte, at Hans Kingo var født i Kril i Skotland og døde i Slangerup 1671. – I kirken er begr. personalhistorikeren D. G. Zwergius, † 1757, præst her fra 1732; på kgd. viceadmiral Rasmus Krag, † 1755.

Litt.: J. B. Løffler. Sjællands Stiftslandsbykirker. 1880. 34 – 38. Alfred E. Nielsen. Slangerup. 1921. 17 – 38.

Niels Pedersen (Sparre) til Slangethorp nævnes 1453–60. – Om slaget 1147 mellem Svend Grade og Knud Magnussen stod her el. ved Slangerup ved Ringsted, er uvist.

En forsv. gd. Aagaard nævnes 1575.

I Slangerup står en mindestøtte for Erik Ejegod og dronn. Bodil, rejst 1887, og en anden for Thomas Kingo, f. i S. 1634 og præst her 1668–77, rejst 1883 lige over for kirken (i kirken findes en medaillon af ham og hans sidste hustru, afstøbning af relieffet i Fraugde kirke, skænket af billedhugger N. W. Fjeldskov). På det gl. rådhus’ sted rejstes 1949 en mindesten med indskrift: »Her stod fra Middelalderen og i Byens Storhedstid som Købstad Slangerup Raadhus indtil Aar 1724, da en stor Ildsvaade gav Byen det Ulivssaar, den aldrig forvandt«.

1951 er der på bakkehældet s.f. byen ned mod åen fundet munkestensmurværk. Ved byens torv ligger fire store flade sten, de gl. torvesten, hvorfra kød og fisk i sin tid forhandledes. Stenene er flyttet noget fra deres opr. plads.

Skove: Knapt halvdelen af Lystrup skov (i alt 191 ha) ligger i S. so. Skoven er gennemskåret af en fra n. til s. gående mosestrækning, Ørnemosen, der kun delvis er træbevokset. Skellet til nabosognet Uvelse følger en gennem mosen løbende lille å. Skoven administreres under Farum skovdistrikt.

Fredede oldtidsminder: I Hørup en runddysse, hvis dæksten har mange skålgruber, og den anselige langdysse Krogstensdysse, i Jordhøj den velbev. jættestue Jættehøj. Af høje er der en i Hørup og 2 ret store i Jordhøj. – Sløjfet: 3 langdysser, 2 ubest. dysser, 1 jættestue (ved Højagergd.) og 18 høje, hovedsagelig imellem Jordhøj og Hørup. – Ved Jordhøj er fundet 4 guldbrakteater.

Fredet er Kirkeengen (1945). Flagmast på Kirketorvet til minde om Genforeningen rejst 1920.