Frederiksborg Slotssogn

(og kom.) omgives af Lynge-Kronborg hrd. (Karlebo so.), Lillerød og Nr. Herlev so., Strø hrd. (Tjæreby so.), Holbo hrd. (Nødebo so.) og Hillerød kbst., som det næsten indeslutter. Mens den vestl. del af so. er et nogenlunde jævnt, til dels småbakket landskab, er den østl. og nordl. del langt mere kuperet, og bakkerne har her fl.st. en tydelig længdeorientering fra n. til s., idet israndslinien gennem Gribskov fortsætter sig i retning af F. S. og også tydeligt kan spores mod s. i Præstevang og Nyvang, hvor der ligesom mod n. ligger adsk. søer imellem bakkerækkerne. Til sådanne israndssøer hører småsøerne i slotsparken, selve slotssøen og dammene i Præstevang og s. 208 Nyvang (Mørkedam med »Fantasiens ø«, Funkedammen, Karlssø og Tyrkerissø). I St. Dyrehave ligger de høje punkter Tohøje (85 m), Trehøje (82 m) og i skovens udkant med vid udsigt i vestl. retning Slettebjerg (67 m). Mellem israndslinien og de vestl., planere flader ligger indskudt et område rigt på moser og enge, deribl. Salpetermose, Holmene og Bøllemose. Terrænformerne afspejler sig også i jordbundsforholdene: mod v. dominerer moræneleret, i midten tørvejorder og mod ø. sand el. grus, dog med enkelte lerpletter i n., hvor der har været gravet teglværksler. Især den østl. del af sognet er rigt på skov. Hertil hører hele St. Dyrehave med sit stjerneformede vejsystem, de vestl. udløbere herfra som Præstevang, Nyvang og St. og L. Hestehave. I n. når randpartierne af Gribskov ind i so. (Selskov, Tyskeplantage, en del af Stenholt Vang), og her ligger også slotsparkens skove. Sognet har ingen landsbyer, er derimod præget af forstadsbebyggelser til Hillerød, dels den bymæssige bebyggelse Nyhuse og dels villakvarterer som Ny Ullerød og Amtmandsvang. Derudover forekommer der en del spredte gårde og huse, deribl. et par meget store gårde. Gennem so. går Nordbanen (Kbh.-Hillerød-Helsingør), jernbanen Hillerød-Frederiksværk og Gribskovbanen. Endv. hovedvej 5 (Kbh.-Hillerød), hovedvej 6 (Roskilde-Helsingør) og landevejene Hillerød-Frederiksværk og Hillerød-Helsinge.

Areal: i alt 1950: 3130 ha. Befolkning 7/11 1950: 5644 indb. fordelt på 1772 husstande. (1801: 708, 1850: 1046, 1901: 2046, 1930: 4093). So. er som helhed forstad til Hillerød kbst. – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 821 levede af landbrug, 1911 af industri og håndværk, 495 af handel og omsætning, 268 af transporterhverv, 293 af administration og liberale erhverv og 648 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 89 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet, der i sin helhed betragtes som forstad til Hillerød (s. 69), findes Frederiksborg slot (se s. 211) med amtmandsbol., amtskontor (på slottet) og amtstue; af de omliggende parker fungerer Slotsparken, hvori Slotspavillonen og Indelukket samt L. Dyrehave, som off. anlæg; ved Helsingørvejen Luthersk Missionsforenings højskole (opf. 1923, arkt. C. Lundqvist). Videre de bymæssige og med Hillerød sammenbyggede bebyggelser Nyhuse og Ny Ullerød med kommuneskole (opr. stutmesterbol., sen. udvidet gentagne gange), børnehave, alderdomshjem (det tidl. Hillerød Hospital, som i forrige årh. flyttedes til Grønnegade), Gribsholm, hjem for kvinder under Østifternes åndssvageforsorg, amtsvejvæsenets kontorer og amtets mødelokale i den tidl. amtsforvalterbol. »Annaberg« (Frederiksværksgade), kommunekontor, biograf, Zoneredningskorpsets stat., Da. Garveekstraktfabr., emaljeværk, metalstøberi og vandværk med vandtårn – Saml. af gde og hse: Hillerødsholms Parkbebyggelse (se ndf.); Amtmandsvang med Statens Forsøgsmejeri (opret. 1923); Hestehave (1682 Heste Haufue Wang); Keldsvang; Rønnevang (1495 Rynne); Tolvkarlevang; L. Dyrehavevang med savværk; Oddervang med savværk og Hillerød Teglværk; Trollesbro. – Gårde: statens forsøgsgårde Favrholm (1364 Fauræholm; 54,5 tdr. hartk., 307 ha; ejdsk. 1060, grv. 479) og Trollesminde (37,6 tdr. hartk., 235,4 ha; ejdsk. 715, grv. 347), se ndf.; Ladegårdsmølle (1662 Faurholms Ladegaards mølle). – Favrholm skole (opf. 1912). Skovlyst kro.

Frederiksborg Slotssogn, der udgør een sognekom. og sa.m. Nørre Herlev so. og Hillerød so. eet pastorat, har tingsted i Hillerød og hører under 8. retskr. s. 209 (Hillerød), 7. politikr. (Hillerød), Frederiksborg amtsstuedistrikt, Frederiksborg lægekr., 10. skattekr. (Hillerød) og 13. skyldkr. (Frederiksborg), amtets 3. folketingsvalgkr., dets 1. forligskr. og 1. udskrivningskr., 104. lægd.

Frederiksborg Slotssogn fik sin endelige udformning efter kommunalanordning af 13/8 1841. Før den tid hørte området ligesom Hillerød købstad i kirkelig henseende officielt under Nr. Herlev sogn, men dette forhold var allr. løsnet. Den ældste by var Ølskøb, som lå der, hvor sen. Nyhusene byggedes, og som Chr. IV helt nedlagde for at inddrage vangene under ladegården ved Fr.borg. Den ældste omtale af Nyhusene er fra 1694 (Fr.borg amtsregnsk.). Bebyggelsen lå ved vejkrydset mellem »Løngangen« (ɔ: en aflåset kongevej fra slottet og ladegården til Favrholm) og alfarvejen vestpå (Frederiksværksvej). Omkr. 1700 byggedes her en del huse for håndværkere og embedsmænd ved slottet, særlig efter 1720 for stutteriets personale, fx. stutmesterboligen fra 1721 (arkt. J. C. Krieger), siden 1804 Nyhuse skole, samt de smukke ejendomme Frederiksværksgade 9 og 23. – Menigheden søgte opr. Fr.borg slotskirke, mens begravelser vedblivende fandt sted ved Nr. Herlev kirke. Først 1803–04 udbyggedes sognets selvstændighed nøjere med et fattigvæsen og en selvstændig kgd. (her er begr. overlærer Georg Bricka, † 1901, malerne Carl Jensen, † 1933, og Johannes Ottesen, † 1936) umiddelbart v.f. skolen; fuld selvstændighed 1841. Til so. hører de store statsgårdes jorder samt statens forsøgsmejeri og – siden 1858 – Hestehavens og Store Dyrehaves skovdistrikter.

I so. lå tidl. to herregårde, Favrholm og Hillerødsholm, der begge opslugtes af Fr. II.s Frederiksborg. Den store ladegd. ved Fr.borg var opr. herregården Favrholm, som hørte til det i 1555 i Nr. Herlev indlemmede Freerslev so. Peder Mortensen Due pantsatte 1364 F. til Valdemar Atterdag; kronen blev senere dens ejer og forlenede den så bort; 1482–93 havde væbn. Peder Steen, derefter hans enke Mette Knudsdatter gården i pant; 1496 overførtes pantet på deres svigersøn Jep Nielsen (Bryske); 1523 blev Hans Villumsen (Baden) hans eftermand, men mistede F. 1547, da Chr. III gav sin ty. kansler Anders Barby skøde på gården, som denne solgte 1554 til Peder Oxe, der kaldte den Oxholm og atter solgte den 1558 til kronen. Ved Fr. II.s store mageskifte 1560 indgik både F. og Hillerødsholm i det samlede godsområde under Fr.borg. Hovedbygn. af bindingsværk nedtoges, og tømmeret fandt anvendelse ved slottet. Avlsbygn. stod endnu lang tid, men blev 1638 revet ned, og F.s jorder bortforpagtedes, indtil de 1720 lagdes ind under det kgl. stutteri. Ved dettes reduktion slutn. af 1700t. genopstod F., lidt s.f. den gl. gårds (aldrig undersøgte) tomt. Ved resol. af 21/6 1799 deltes de forsk. stutterivange; på de sydligste af disse opførtes 1804–06 det nye F.; fløj mod n. og v. er bevaret. F. var de flg. år bortforpagtet, indtil den 1917 blev den ene af statens forsøgsgårde.

Hillerødsholm er en gl. hovedgd., der 1275 synes at have tilhørt Anders Pedersen Væder. 1354 levede der en væbner »Johannes Pætherson de Hildrisholm«, hvis søster Cecilie 1381 solgte H. til hr. Jens Andersen Brok, som året forud havde købt part i gården af fru Edele Nielsdatter, Lung Nielsens efterleverske, der havde arvet den efter sin fader Niels Duus; 1388 købte hr. Jens endnu en part i H. af Peder Holck i Vejleby, hvis hustru Ingeborg også var datter af Niels Duus. Fra hr. Jens er H. så formodentlig gået i arv (Jens Jensen, Lage Jensen, Axel Lagesen, Pernille Axelsdatter, g.m. hr. Albrecht Engelbrechtsen, Mette Albrechtsdatter, g.m. hr. Mogens Gøye) til fru Birgitte Gøye og Herluf Trolle. Ved mageskifte 1560 overdrog Herluf Trolle H. til Fr. II, der forvandlede herregården til et kgl. slot under navnet Frederiksborg.

Avlsbygn. til Hillerødsholm må have ligget på de to første, ɔ: sydligste og mellemste, slotsholme i nuv. Slotssø. Ved Fr. II.s byggeri her 1560–62 blev økonomibygningerne nedbrudt, og en ny ladegd. opførtes et sted umiddelbart v.f. Indelukket (nuv. Hillerødsholms Parkbebyggelse). Den brændte 1614; o. 1620 byggede Chr. IV en ny ladegd. på den gl. tomt; dens navn var hele 1600t. igennem »den lille ladegård«, idet Favrholm var den store. 1647 bortforpagtedes lille ladegårds jorder; med det kgl. stutteris rivende vækst i slutn. af 1600t. måtte kronen dog atter ønske agerjorden tilbage, og 1720 var såvel den store som den lille ladegårds marker udlagt til stutterivange. 1742 lod Chr. VI det store, uensartede og gentagne gange udvidede kompleks nedrive, og med L. Thurah som arkt. rejstes her et anseligt firfløjet barokanlæg, hvortil Fr. VI 1817 føjede et stort ridehus. Men stutteriet var da i tilbagegang. Dets jorder deltes 1839–40 i »Hillerødsholms Stutterigård« og »Hillerødsholms s. 210 Avlsgård«, idet man nu genoptog slottets gl. navn. Det samlede krongodsområde blev nu tredelt, idet der ml. Favrholm i s. og Hillerødsholm i n. udskiltes en såkaldt »Mellemgård« i 1830erne; den blev endelig opret. 1839–40 under navnet Trollesminde, hvis hovedbygn. stammer fra den tid (gården bortforpagtedes, indtil den 1917 blev den anden af statens forsøgsgårde). Stutteriet ved H. ophævedes helt 1871 og solgtes 1873 sa.m. avlsgården til C. F. Tietgen, som 1883 videresolgte H. til Edv. G. P. Hansen for 510.000 kr.; dennes enke afhændede den 1907 for 440.000 kr. til forp. A. Poulsen, som 1916 solgte den til E. Lütken. Ejendommen dreves i alle disse år som alm. storlandbrug, indtil den 1922 overtoges af statens jordlovsudvalg, der udstykkede jorden i 28 statshusmandsbrug (se også under Strødam). De smukke gl., men efterhånden stærkt forfaldne bygn. nedreves 1939, ved hvilken lejlighed dele af Chr. IV.s ladegd. kom til syne (endnu bev. under den moderne bebyggelse, men aldrig undersøgt). På tomten har et byggekonsortium derefter rejst Hillerødsholms Parkbebyggelse. Fr. VI.s ridehus genopf. 1940 ved Hørsholm.

1917 dannedes så af det øvr., hidtil bortforpagtede, krongods de såkaldte Statens forsøgsgårde Favrholm og Trollesminde under Landbohøjskolens ledelse; 1923 opret., ligeledes under Landbohøjskolen, Statens forsøgsmejeri på Kighusbakken ml. begge forsøgsgårdene.

I so. ligger også skoven Store Dyrehave, der 1619 af Chr. IV blev udlagt og indhegnet som kgl. jagtområde. Den store nye Kongevej mod Kbh. førtes i 1620erne her igennem; ved skovfogedhuset Hingsterhus ligger Grønnekilde, hvorfra der i 1600t. førtes vand til slottet. 1671 udlagdes partiet sv.f. Kongevejen til stutterivang, mens den resterende del af skoven særlig udformedes med henblik på parforcejagten. Chr. V anlagde her o. 1680 de store stjerneformede jagtveje; de korresponderer med et tilsvarende system i Gribskov. Vejene havde numre; talr. nummersten samt den store centralsten (med kompasrose) i »Stjernen« er bevaret, ligesom navnene Etvejen og Etvejshuset (skovløbersted) er minder derom. Horseboden i dyrehaven hentyder til kongens »vilde stod«, der altid var ude og her i vintertid kunne søge ly. De øvrige stod indfangedes om efteråret i særlige »fangekroge«, hvoraf en enkelt er bevaret i skovbrynet i nærheden af Tolvkarlehus. – Før skovens omdannelse til dyrehave lå her tre enlige gårde, Borholt (o. 1500 Borolthe), Marholt (o. 1370 nævnes skoven Maroltæ, Maarolta) og Kapelgården (1565 Capelgaarden). Minder om de 2 første har man formentlig i stednavnene Boltehus (og Boltegd. i Karlebo so.) og Malte Enghave.

Andre forsv. bebyggelser er Egespur, 1495 Eyesper, endnu nævnt 1558; Jægergården, nævnt 1584; Tuekøb, *for 1200 Towekop, endnu i matr. 1688 Tookiøbs Vangehuus.

Frederiksborg stutteri, der nåede europæisk ry i 1700t., kan føre sin historie tilbage til slottets grundlæggelse under Fr. III 1560erne. Stammen i dette opr. ret beskedne stutteri var dels importerede udenlandske hingste, dels hjemmeavl fra andre kgl. stutterier (bl. a. Skanderborg, Antvorskov og Ringsted kloster). Det egl. nordsjæll. stutteri lå ikke ved Fr.borg, men ved Esrum kloster. Chr. III skal if. sen. tradition have udlagt de 2 første vange for de kgl. stod, Fændriks- og Tumlingevangene ved v.siden af Esrum sø. Stutteriet ved Fr.borg havde opr. stalde i den lille ladegård, som brændte 1614, men nyopførtes i årene derefter og stod færdig samtidig med slottet. Chr. IV.s hyppige ophold her krævede stort hestehold; stutteriet udvidedes derfor i hans regeringstid. Der tales i disse år både om tyrkiske, ægyptiske, engelske og mange andre stod; et minde derom har man måske i den ældste stutterivang ved Fr.borg, nemlig Hestehaven, hvor Tyrkeris sø og Taterdammen menes opkaldt efter disse orientalske stod. Det var dog stadig Esrumstutteriet, der var det førende, og her samledes omkr. 1610 de bedste avlsdyr fra de andre kgl. stutterier, mens vang efter vang indhegnedes og fik navn: Munkevang, Kyradser- el. Pibervang, Engelsk- el. Gravervang, Fændriksvang, Tumlingevang og Krogdalvang. Det var dog stadig kun en beskeden begyndelse. På Chr. V.s tid rationaliseredes avlen under baron Anton Wolf Haxthausens ledelse. Man begyndte på renavl efter kulør, idet et kgl. forspand skulle bestå af 6 helt ensfarvede heste. Resultatet var stutterianordn. af 1690. Atter en nyordning fandt sted 1720, under Fr. IV. Den gennemførtes af amtmand Fr. v. Gram, og fra nu af blev Fr.borg og ikke Esrum det egl. stuttericentrum. Samtidig blev stutteriet helt koncentreret om den lille ladegård, hvor der snart blev pladsmangel. Den store nye staldgd. rejstes da 1742 under Thurahs ledelse på ladegårdens plads (rester af de ældre bygn. fremdraget 1939). Der indførtes fra 1720 en streng staldordning, og man førte fra nu af skrevne årbøger over de vundne resultater. Fra disse år stammer Frederiksborghestens europæiske ry. – Den store og lille ladegårds marker blev i disse år helt inddraget til stutterivange, hvis navne endnu eksisterer: Rønnevang, Strødam, Nyvang, Holmene, Tolvkarlevang osv. Alligevel sporedes der snart nogen tilbagegang (kvægpesten), og Struensee s. 211 gennemførte en direkte reduktion for at spare på de store udgifter, der var forbundet med stutteriet. I tiden efter 1770 tales om større sygelighed og dødelighed blandt hestene, endda om hoppernes tiltagende ufrugtbarhed. Der var derfor i landboreformernes tid nogen stemning for at afvikle det kostbare foretagende. Ved en resol. af 1799 genoprettedes da den gl. ladegård under sit opr. navn Favrholm (nybygget 1804–06), og vangene her blev inddraget til agerbrug. En række kommissioner bragte i de pengeknappe tider efter 1813 adsk. forslag frem om stutteriets videre indskrænkning, særlig 1833. En ordning gennemførtes 1839–40. Da genopstod den lille ladegd. under navnet Hillerødsholm, der dels var avls-, dels stutterigård. Den fordum så blomstrende virksomhed var nu reduceret til et beskedent stamstutteri for fuldblodsheste. 1871 afhændede staten både avlsgd. og stutteri til C. F. Tietgen (se under Strødam, s. 154 f.). På privat basis fortsatte man så nogle år, indtil resterne af det kgl. stutteri ophævedes 1896.

Et par synlige minder om stutteriets storhedstid skal her omtales. Da baron Haxthausen engang i 1680erne væddede med den eng. gesandt om Frederiksborghestens udholdenhed, lod han en hest gennemløbe strækningen Kbh.-Fr.borg på rekordtid, 42 minutter. Dyret styrtede død om, da det førtes til stalden, men blev derefter udstoppet til erindring om bedriften; den udstoppede hest står nu i kavalerfløjen på Fredensborg. – Et monument over den ædle Fr.borg-race har vi i Fr. V.s rytterstatue på Amalienborg. Billedhuggeren Saly brugte 7 forsk. heste som model; de hentedes i den kgl. stald ved Christiansborg, og de tilhørte alle Frederiksborgracen.

Litt.: J.Jensen. Det kgl. Frbg. Stutteris Historie. 1910. Hjalmar Friis. Den kgl. Staldetat. 1947. Jørgen Paulsen. Hillerødsholm. Det kgl. frederiksborgske Stutteri, Hillerødbogen. 1948.

Frederiksborg

Ved en række mageskifter i året 1560 lykkedes det Fr. II at samle så meget gods i Nordsjælland, at han blev denne landsdels eneste virkelige ejendomsbesidder i større stil. I forvejen ejede han jordegods under Hørsholm, Dronningholm, Gurre og Krogen; hans fader Chr. III havde ved reformationen erhvervet klostrene Æbelholt og Esrum og købte 1558 Favrholm af Peder Oxe. Nu erhvervede Fr. II ved mageskifterne yderligere 4 herregårde, nemlig Stenholt, Asserbo, Græsegård og Hillerødsholm, mens talr. bøndergårde, der som strøgods ejedes af adelsmænd i andre landsdele, nu overgik til kongens eje. I bogstavelig forstand byttede konge og adel gårde, idet kongen gav adelen erstatning andre steder i riget. For den værdifuldeste erhvervelse, Græsegård og Hillerødsholm, overdrog han den tidl. ejer, Herluf Trolle, Skovkloster ved Næstved.

Når Hillerødsholm var så eftertragtet, skyldes det dens beliggenhed. Den lå bekvemt i forhold til de andre kgl. residenser og i centrum af et herligt jagtområde. Herluf Trolles adelsborg blev da også straks Fr. II.s højtelskede jagtslot og fik som kgl. slot sit nye navn Frederiksborg allr. 1560. Der indsattes til minde om mageskiftet to mindetavler på slottets mure; den bedst bevarede af dem lod Chr. IV 1613 indmure over porten i slotsherrens hus (nu amtmandsfløjen), og den beretter om selve mageskiftet; den anden er kun bev. i brudstykker og beretter om navneskiftet Hillerødsholm-F.; den sidder nu i porten på Chr. IV.s store fangetårn.

Det gl. Hillerødsholm lå der, hvor nu F. er bygget, på tre holme i et vandrigt, om end opr. vistnok noget sumpet terræn. Hovedbygn., hvis fundamenter er bev. under stenbroen i den indre slotsgd, lå på den nordligste af holmene, lidt s.f. Chr. IV.s kongefløj og med en lidt anden orientering end denne. Den var et s. 212 dobbelthus med to ved langsiden tæt sammenbyggede fløje hver med sit tag og med (vistnok opr. kamtakkede) gavle mod ø. og v. Over indgangen mod s. var der to tårne. Det mærkelige dobbeltanlæg var vistnok rejst af Herluf Trolle kort før mageskiftet; han havde 1556 i sin tjeneste ved Hillerødsholm bygmesteren Matheus Rubensaadt, der utvivlsomt er anlæggets arkt. – På de to forreste holme var der økonomi- og avlsbygninger. Fr. II bibeholdt hovedbygn., men fjernede alle huse fra de to andre holme og genopbyggede ladegården v.f. den lille dyrehaves skovbryn (se om denne ovf. under Hillerødsholm). De bygn., der nu står på den sydligste af holmene, stammer næsten alle fra Fr. II.s tid, 1560–62. Over en vindebro kom man til byporten med to sandstenskaryatider under en trekantgavl, derefter gennem en gade med knækket forløb og med lave funktionærboliger (foged, portner) og stalde på begge sider. En tostokv. bygn. på højre hånd, sen. kaldet Herluf Trolles tårn, rummede 1568–86 Fr. II.s latinskole, sen. indtil o. 1680 slotsforvalterens bolig. Længst mod n. ligger de to sværtbyggede rundtårne. Det sydl. af disse var opr. bestemt for befalingsmanden over det af Fr. II opret. Frederiksborg len (Herluf Trolle var 1. lensmand) og fra omkr. 1620, da det nye slot var rejst, blev det bolig for hofprædikanten. Begge tårnene har løgformede hætter og indskr. i jernankre med Fr. II.s valgsprog: Mein Hoffnung zu Gott allein 1562. – På mellemste holm byggede kongen mod ø. der, hvor nu Chr. IV.s kancellihus ligger, en økonomibygning indeholdende køkken, sølvkammer m.m., mens en kirkebygning rejstes mod v. Kirkens fundamenter blev i 1930erne delvis blotlagt; de ligger under det af Chr. IV i 1613ff. opførte »slotsherrens hus«, o: amtmandsfløjen, og viste en delvis gotisk grundplan med tresidet afsluttet altervæg mod n. og stræbepiller.

Efter afslutn. af syvårskrigen foretog Fr. II flere forbedringer ved F. Man mener således, at slottet o. 1575 forhøjedes med et stokv.; der foregik i alle tilfælde byggearbejder. Der indrettedes en ny festsal, og slotskapellet fik nyt udstyr, bl.a. en altertavle. Vigtigere var det dog, at der skete en regulering af slottets nærmeste omgivelser. En dæmning mod sv. med tilhørende vandmølle stammer utvivlsomt fra den tid, og 1572 lod kongen sjæll. bønder grave lange kanaler fra Allerød sø i s. og Gribsø i n.; ad den vej søgte man at lede nye vandmængder hen mod slottet, som først fra den tid kom til at ligge i en sø. Slotssøen er altså en kunstigt opstemmet mølledam. Spor af disse kanaler ses endnu mange steder i omegnen, tydeligst i Brødeskov (Nr. Herlev so.). Slottets fadebur, en lang, lav tostokværkslænge på nuv. karusselplads med røde mure og kamtakkede gavle stammer fra tiden omkr. 1580; det sa. gælder badstuen i den lille dyrehave (se ndf. s. 227).

En ny epoke oprandt for F., da den unge Chr. IV 1596 overtog regeringsmagten. Kongen var 12/4 1577 født på slottet, som han et langt liv igennem viste en trofast kærlighed, og som han fra første færd drømte om at forvandle til en fyrstebolig i europæisk format. Forarbejder dertil iværksattes åbenbart lige efter magtovertagelsen. Første sikre byggearbejder var fra 1599. Der byggedes da et mindre lystslot Sparepenge, hvor kongen boede, mens det gl. slot nedreves og det nye opførtes, altså en interimistisk bolig. Det stod færdigt 1601. Derefter gik arbejdet med hovedslottet støt uden afbrydelser i flg. orden: kongefløjen fra 1602, under tag senest 1605; dernæst kirkefløjen, som på gavlen bærer årstallet 1606, men som længe var under arbejde, og endelig prinsessefløjen, som har årstallet s. 213 1608 på gavlen, men som først 1615 synes at stå under tag (lensregnsk.). Den lave parterrefløj mod s. rejstes 1609, årstallet står over porten. I det ydre stod slottet m. undt. af prinsessefløjen mod ø. nogenlunde færdigt ved udbruddet af Kalmarkrigen 1611.

F. var anlagt efter en n.-s. gående centralakse, idet alene kirketårnet på fløjen mod v. bryder symmetrien. Også bygn. på den mellemste holm, først rejst i årene efter krigen, skulle underordnes denne akse; man påtænkte også at rydde Fr. II.s bygn. på den sydl. holm (ofte kaldet »Staldgården«) og her at indordne et nyanlæg under den fælles akse. Men denne sidste etape blev aldrig udført. Planen om en lukket inderste slotsgd. (la cour d’honneur) og en åben ydre slotsgd. (la basse-cour) var udpræget fr., formentlig lånt fra datidens talr. arkitekturteoretiske bøger, mens stilen var den traditionelle nederl. med røde mure, lyse sandstensbånd, portaler efter de antike søjleordener, svejede (»vælske«) gavle og slanke kobbertækte spir. Hvem arkitekten var, vides ikke. Rimeligvis har den ældre Hans van Steenwinckel (d. 1601) syslet med tegninger til slottet og medvirket ved opførelsen af Sparepenge. Men medens hovedslottet rejstes fra 1602ff., kan der ikke til stadighed have været en erfaren, ansvarlig arkt. på byggepladsen; slottet åbenbarer formelle mangler, som en kyndig arkt. let kunne have undgået. En teori om, at kongen bistået af de ledende entreprenører selv har lempet Steenwinckels planer, er meget rimelig, men desværre ubeviselig. Murerarbejdet lededes hele tiden, indtil slottet var færdigt, af den dygtige håndværker Jørgen von Friborg, mens Kronborgmesteren Caspar Boegardt udførte det finere stenhuggerarbejde som søjleportaler, balustrader og vinduesgavle med skulpturhoveder af romerske kejsere og da. sagnkonger.

Er end arkitektens navn ukendt, kan hans tanker med slottet dog tydelig spores: han ville skabe den prægtige og festlige kongebolig. Kongen og hans familie beboede to fløje, kongefløjen mod n. og prinsessefløjen mod ø., hvilke huse var anselige alene ved deres højde, fire fulde stokv. over de hvælvede kældre, og ved en sjælden tårnrigdom, både de syv stokv. høje karnaptårne i hjørnerne ud mod søen og de slankere trappetårne ind mod slotsgården, hvortil s. 214 kom kirkens alt dominerende klokketårn. Og alligevel viser byggearbejder fra den flg. tid, at slottet ikke havde fået sin endelige skikkelse.

Efter Kalmarkrigens afslutn. sattes fuld fart på arbejdet ved F. Man opgav snart at rydde den sydl. holm, der således bevaredes fra Fr. II.s tid. Derimod byggede man efter en helt ny plan 1613 den store løngang fra kongefløjens nv.tårn (mønttårnet) over slotsgraven til »Møntporten« (således kaldet, fordi den også rummede et møntværksted). Løngangen forbandt kongens stuer med en audienssal over portgennemkørselen, hvorfra der var adgang til den kgl. livstald ved fadeburet (stalden ændret under Fr. VII til de nuværende »Testuer«). Såvel løngangen, der hviler på fire piller og fem buer over slotsgraven, som porten beklædtes med lys, grå sandsten, alene i det ydre helt forsk. fra det øvr. slot. Portens rige søjlearkitektur og løngangens fine inddeling med vandrette bånd og elegante småsøjler røber den dygtige arkt. Man har tilskrevet de 2 brødre Lorents og Hans van Steenwinckel (den yngre) dette værk. Samtidig opførte man bygn. på mellemste holm, først slotsherrens hus (nu amtmandens bolig) 1613 og n.å. kancelliet; de to fløje udgør et parallelanlæg på pladsen ved springvandet.

Den lidt famlende usikkerhed, der kunne spores ved hovedslottet, navnlig ved slotskirkens ydre, er nu borte. Man aner et fast og sikkert greb om tingene. Manden bag det nye initiativ var den yngre Hans van Steenwinckel. Under hans s. 215 ledelse udbyggedes F. til et virkelig storstilet fyrstepalads. Hans navn nævnes første gang ved opførelsen af den lille ringriderport på karusselpladsen foran fadeburet (porten nedrevet 1736 og erstattet af en nybygn. af D. Gercken, kun Caspar Finckes fine gitter er i behold). Han fortsatte med opførelsen af det store porttårn 1618–23; dets placering krævede en særl. forb. m. staldgården på I. holm, og derved opstod den krummede S-bro, opr. som vindebro. Tårnet, der ikke kan høre med til det opr. projekt fra o. 1600, nybyggedes helt af St. i en dristig og fri barokstil, utvivlsomt det fineste stykke arkitektur på F. I kælderen findes seks skumle fangehuller, deraf det gængse navn »Fangetårnet«. På den store ydre slotsplads ved porttårnet opførtes et springvand med kumme af sort belgisk marmor og med bronzefigurer udført af Adrian de Fries; Neptun stod på en pille i midten af sydende kaskader. Figurerne bortførtes af svenskerne 1659 og opstilledes ved Drottningholm; nuv. springvand fra 1888 har afstøbninger af originalerne. Endvidere nedrev St. den sydl. terrassemur på hovedslottet s. 216 undt. porten fra 1609 og byggede i stedet et maskeret søjlegalleri med fladt tag og med fremstillinger af Olympens gudeverden.

Derefter opførte han det åbne marmorgalleri foran kongefløjens s.side med statuer og postamenter af gotlandsk kalk og søjler af belgisk marmor, fuldendt 1621. Figurerne udførtes på Hendrick de Keysers værksted i Amsterdam af Geraert Lambertz; nu er de hengemt i museets magasin; de zinkfigurer, der efter branden 1859 erstattede dem, udskiftes nu gradvis med kalkstensskulpturer af moderne kunstnere. Der sluttedes af med to sandstenskarnapper 1625 på kongefløjens n.side ud mod søen. Meningen med disse arbejder: porttårn, springvand, gallerier osv. var tydelig nok at give slottets centralakse en øget virkning, symmetrilinien skulle understreges. Også på anden måde pyntedes der op. Caspar Fincke satte 1617 det guldstrålende gitter foran vinduet i kongens kirkestol, en ukendt billedhugger modellerede bronzefigurer af Venus og Cupido ved løvebrønden foran køkkenet (fjernet 1659, nu afstøbning af orig. i Drottningholm); sandstensindfatningen af Steenwinckel er delvis bev. Foran øverste slotsbro opstilledes på slanke søjler skulpturer forestillende Cæsar og Alexander, mens tapeter med motiver fra Kalmarkrigen ophængtes i riddersalen. Overalt blev profiler og ornamenter trukket op med guld. og et sindrigt klokkespil, som kunne spille 100 melodier, ophængtes i klokketårnet. Slottet var dermed blevet et prægtigt sejrsmonument over den lykkelig overståede Kalmarkrig.

Det indre af slottet i de to beboelsesfløje, konge- og prinsessefløj, blev grundig omdannet i 1700t. og derefter ødelagt ved brand 1859. Bedst bev. er kældrene under kongefløjen, særlig den lille vinkælder mod v. med to rækker hvælvinger båret af kortstammede piller; herfra er der adgang til skatkammeret i mønttårnets s. 217 underste stokv. gennem to kobbertækte, jernbeslagne døre med sindrig låsemekanisme; fra sin tårnstue to stokv. oppe kunne kongen putte mønter i en nedfaldsskakt, der endnu i dag munder ud i skatkammerets væg. I kongefløjens underste stokv. lå spisestuen for de opvartende adelsmænd, dengang kaldet ridderstuen, nu Rosen, ligesom kælderen nedenunder med to rækker hvælvinger, her båret af slanke søjler; langs væggene over det spanske lædertapet var der en fremstilling af jagtscener i relief. Salen er i hovedtræk genfremstillet efter branden. – I stuerne ø. herfor var en overgang Leonora Christinas og hendes søskendes bolig (stuerne 14–17 i det nuv. museum). I næste stokv. var de kgl. gemakker, kongens mod v. (bl.a. nuv. Valdemarsal), dronningens mod ø. (stue 29–32), mens den udvalgte prins Christian boede i prinsessefløjen på sa. stokv., i »den blå stue« (svarende til nuv. nr. 59–62). I næste stokv. havde enkedronning Sophie sine stuer, bl.a. det store »englegemak« el. »fru mutters gemak« (nr. 37), svarende til kongens stue nedenunder, mens den anselige »skibssal« med udskårne skibe i det fine træloft lå over dronningens vinterstue; prinsessefløjens 3. stokv. var forbeholdt kongens sønner, og hele 4. stokv. var gæsteværelser for fyrstelige personer. – Den store stue i kongens suite hed »sommerstuen« og havde bl.a. et kostbart sølvforgyldt springvand i karnappen mod n.; ved en særl. indretning kunne vandet springe i hele tre fontæner i slottets 2. stokv., hvor desuden »hemmelighederne« synes at have haft vandudskylning. I de fleste større gemakker hang der vævede billedtæpper indtil mandshøjde, derover var der store malerier på de pudsede vægge. De store stuer stod i indbyrdes forb. med korridorer, som også forbandt prinsessefløjens gemakker med de tilsvarende i kongefløjen. En rest af slottets gl. korridorsystem er bevaret i kancellihusets øvre stokv.

Kirkefløjen er den bedst bev. del af F. Det gælder også kælderen, hvor kongens store vinkælder var til huse. Derover er slotskirken. Indgangen dertil var ad kongeporten til venstre for klokketårnet. Portalens renæssanceskulptur er omhugget i Fr. VII.s tid, men den sjældne dørfløj er i behold, et rigt billedskærerarb. af ukendt kunstner. I det indre er det langstrakte rum formet som et kapel, dækket af seks stjerneformede hvælvinger og udbygget som en sal med omløbende gallerier i to stokv.; alteret står foran sydl. smalside. Galleriernes firkantede piller er søjleprydede, alle flader har arabesker og kartoucher, alt indspundet i guldkanter. Stenhuggerarb. skyldes Caspar Boegardt; stukkatøren var Valentin Dresler; den kunstfærdige snedker Hans Barchmand har skåret de rige stolestader med indlagt arb. (intarsier). Orgelet på n.siden, et værk af Nicolaus Maas, ødelagdes 1859 ligesom de 2 små rum nedenunder, hvoraf det vestl.var kongens navnkundige bedekammer med vægge af sort ibenholt og nederlandske malerier indfældet i panelværket; kammeret er genfremstillet med malerier af Carl Bloch. Bedekammerets eneste orig. smykke er nu et lille sølvalter på et sort bord med marmorplade; det stod herinde i mange år, fjernedes så af Fr. VI 1815 og gemtes sen. på Nationalmuseet, hvorfra det atter i vore dage er vendt tilbage. Fra bedekammeret fører den øvre gallerigang hen til rummet over alteret, hvor siden enevældetiden elefantridderne havde deres kapel; i gangen findes hele vejen rundt store vægmalerier, dog kun eet fra Chr. IV.s tid, Melkisedek velsigner Abraham, malet af Karel van Mander (den yngre). I det fordums ridderkapel står det såkaldte »historiske« orgel, udført af Esaias Compenius og s. 219 opstillet her 1617 som en gave fra kongens søster hertuginde Elisabeth af Braunschweig; det er særdeles velbevaret og formentlig enestående i sin art, idet det helt er bygget af træ (stod opr. på sa. sted som nu, flyttedes efter ridderkapellets indretning op i dansesalen, hvorfra det 1790 flyttedes til Frederiksberg slot, men er efter branden atter opstillet her). – Slotskirkens altertavle og prædikestol er udenlandske arb., udført i det kendte Mores-værksted i Hamburg. Tavlen, der er signeret af Jacob Mores 1606, har form som et fløjalter med storfelt i midten og sidefløje. Storfeltet viser et sølvforgyldt relief med en korsfæstelsesscene; sidefløjene har fremstillinger af Kristus for Pilatus og gravlæggelsen, hvortil kommer talr. andre relieffer og sølvfigurer spredt over det hele alterskab, der i øvrigt er indrettet som et chatol med i alt 33 indbyggede skuffer. – Prædikestolen af ibenholt med frit udarbejdede sølvfigurer af de fire evangelister er ikke sign., men stammer ligesom en forsv. døbefont fra sa. Mores-værksted.

Over kirken lå dansesalen, nu riddersalen, i hele fløjens længde, dengang dog lidt lavere end den nuv., som er en rekonstruktion fra tiden efter branden. I loftet var der rige udskæringer, hvorpå der ifølge overleveringen skal være arbejdet i 7 år af 26 billedskærere; en del af loftet var udført af den kendte Statius Otto; ved festlige lejligheder dækkedes væggene fra gulv til loft af billedtæpper. hvoraf de fleste var udført af Karel van Mander (den ældre), og som alle havde emner fra Chr. IV.s sejre i Kalmarkrigen og fra hans kroning. Over indgangen, der var fra tårnet på østre langside, var den søjlebårne trompeterstol af ibenholt. s. 220 Kaminen i sydenden var nok mest til pynt; overhovedet synes denne prægtigt udstyrede sal kun sjældent at være benyttet af kongefamilien.

Uden om det egl. F. lå en del bygn. med nær tilknytning til slottet. Foruden ladegården var der nogle såkaldte »lysthuse« beregnet på mere intimt hofliv. Ældst er vistnok Frydenborg, hvis beliggenhed (nær Gribskovbanen) og grundplan kendes; det var bygget under Fr. II og nedreves 1667. Så fulgte badstuen, som eksisterer endnu, og som ligger i den lille dyrehave ved en kunstigt opstemmet dam. Bygn. rejstes 1580–81 af et hold bygningshåndværkere fra Kronborg; som bygmester nævnes Johan Floris, der ledede det daglige arb., og som mul. tillige var bygningens arkt. Stilen er nederl. renæssance med røde mure og sandstensbånd, ioniske søjler for døren og trekantgavle med skulpturhoveder over vinduerne; der var kamtakkede gavle og et trappetårn mod v., dog lavere end det nuv., idet bygningens spir dengang var et rummeligt lysthus af træ, der sad som tagrytter. Den skikkelse, bygn. har nu, skyldes en ombygning under Fr. VII 1855, ved hvilken lejlighed tillige det meste sandstensarbejde omhuggedes. Man kan endnu trods ændringer spore det opr. anlæg med køkken og badstue i underste stokv. og fyrstegemakkerne, hvor Fr. II nu og da boede, i etagen ovenover. Endelig omtales et Sparepenge allr. 1583. vistnok på det sted n.f. slotssøen, hvor Chr. IV 1599–1601 opførte en nybygn. af sa. navn for at have en bolig, mens det nye F. blev rejst. Dette nye Sparepenge bestod dels af lange staldbygninger, hvis fundamenter er konstateret i den fr. park, dels af et mindre lystslot med to fulde stokv. over en søjlebåren, hvælvet kælder. Huset var kostbart udstyret s. 221 s. 222 med malerier og udskårne trælofter, og på dets helt flade tag var der udsigtsterrasse omgivet af sandstensbalustrader med skulpturer af Boegardt. Man mener, at den ældre Steenwinckel var arkt.

Efter Chr. IV.s død var der ingen større byggearb. ved F. Men det blev dog et af brændpunkterne under svenskekrigene på Fr. III.s tid. Her modtog Fr. III i marts 1658 den sejrrige Karl X Gustaf, som n.å. under de fornyede krigsbegivenheder grundig plyndrede F. for en stor del af dets kostbarheder. En nødtørftig reparation var næppe tilendebragt, før en ildløs ødelagde det indre af møntport med audienssal og løngang. Skaderne blev først udbedret under Chr. V. 1681–88 indrettedes en ny endnu eksisterende audienssal under ledelse af Lambert van Haven. Løngangen nymonteredes af Chr. Nerger og Morten Grønvold, der skar lister og akantusrammer om de i udlandet indkøbte landskabsmalerier, mens stukkaturerne i loftet og over de to døre skyldes Jan Wilckens van Verelt. I fr. barokstil og efter mønster fra Versailles hvælvedes over den store audienssal en firsidet kuppel med stukarb. bl.a. af le Coffre, mens d’Agar malede de faste vægbilleder med portrætter af de oldenborgske konger. De mindre slagbilleder øverst på væggene af Claus a Møinichen og Chr. Morholt gjorde salen til en mindehal over den skånske krig. Et allegorisk loftsmaleri øverst i kuplen skyldes kongens no.fødte hofmaler Peder Andersen. – Ligeledes efter fr. mønster anlagdes ude i skovene de store systemer af snorlige jagtveje.

I Chr. V.s tid blev F. mere et landslot, hvor kongefamilien holdt sommerferie, oftest en måneds tid om året. 1720 blev slottet dog tillige skueplads for storpolitik, idet freden efter den store nord. krig sluttedes her. Men F. var da ved at blive umoderne. Det erstattedes delvis af det dengang endnu meget lille Fredensborg, men man holdt dog stadig fast ved Chr. IV.s gl. slot, som blev fikset op efter mere tidssvarende smag; ganske særlig moderniserede man haveanlægget. Sparepenge blev nedrevet, idet en del af materialerne, navnlig vinduesindfatningerne, anvendtes på Fredensborg, og hele det lille lystslots område udlagdes til fr. park med alleer og terrasser orienteret efter slottets hovedakse. Fra den »ovale dam« øverst i bakkerne førtes et anlæg af kaskader ned mod slotssøen. Arb. lededes af J. C. Krieger, der også opførte et par funktionærboliger, gartnerhuset (nu politimesterbolig) tæt ved parken og stutmesterboligen (nu skole) i Nyhuse. En indre ombygning fandt sted 1739–41; alle rummene i de to beboelsesfløje ændredes, antallet af stuer øgedes, de større rum blev mindre, gl. udskårne trælofter forsvandt og erstattedes af rokokostuklofter. Køkkenet flyttedes til kancellifløjen på mellemste holm og forbandtes med en ikke pyntelig træbro over voldgraven (nedrevet 1856). Slottets mure var ved en ydre reparation et par år tidl. malet over med rødt og beholdt denne puds lige til branden 1859. I parken opførtes der, hvor nu Reventlow-monumentet fra 1888 står, et »kinesisk lysthus« (arkt. J. A. Soherr), atter nedrevet 1768.

Trods moderniseringen brugtes F. nu sjældnere af kongerne, efter at man i Fredensborg og Hirschholm havde fået mere tidssvarende slotte. Dog opfyldte det een mission; i hele enevældetiden blev kongerne salvet i slotskirken på F., ene Chr. VII undtaget. Romantikkens vågnende historiske sans blev dog snart til gavn for det gl. »gotiske« F., hvis billeder fra en fjern fortid nu på ny blev aktuelle. Under ledelse af hofmarskal Adam Hauch samlede man fra beg. af 1800t. på historiske portrætter til F. Samlingen voksede hurtigt ved bidrag også s. 223 s. 224 fra privat side og vandt hurtig yndest hos folket, F. var ved at blive »mindeslottet« over Danmark-Norges fortid (se fx. Molbech. Fragmenter af en Dagbog. 1815). Den sjældne saml. ordnedes efter klare principper af N. L. Høyen. Også Chr. VIII og Fr. VII viste slottet stor interesse, navnlig den sidste, og dette i forb. med den historiske billedsamlings eksistens fik en særlig betydning i tiden efter den katastrofe, der nu indtrådte.

Under Fr. VII havde F. oplevet en ny glansperiode. Hoffet var her oftere end under nogen anden konge siden Chr. IV.s dage. 1850 viedes Fr. VII i F. slotskirke til grevinde Danner, og i de flg. år satte kongens ophold varige spor. Badstuen repareredes og nymonteredes; dens trappetårn fik spir (hvad det utvivlsomt aldrig tidl. har haft); stenhuggerarb. fornyedes, og på Badstuedammen (nu »Ødammen«) byggedes en no. bjælkehytte. På hovedslottet omhuggedes en del stenhuggerarbejde, bl.a. kongeporten ved kirken, og den skæmmende s. 225 træbro fra kancellihuset til prinsessefløjen forsvandt. En del af disse arb. var forberedt og delvis iværksat under Fr. VI og Chr. VIII, men først fuldført under Fr. VII. Det var under denne konges ophold på F. sent i året 1859, at den store katastrofe indtraf. Natten til 17/12 brændte F. Ilden stammede fra en kamin i nordvestre hjørnetårns 4. stokv. (nu museets kontorer, dengang kongens oldsagssamling), og den bredte sig hurtigt. Alle spirene antændtes, tagværket og det indre af de to beboelsesfløje blev ødelagt. I kirkefløjen ødelagdes riddersalen; hvælvingen over orgelet styrtede ned og knuste Chr. IV.s bedestue; ellers skånedes kirken, ligesom kældrenes hvælvinger var intakte. Det var således kun selve hovedslottet, der ramtes; den lave terrassefløj ved porten blev urørt ligesom løngangen og møntporten samt alle huse på de to forreste slotsholme.

Den popularitet, F. nød, næret af digtere og malere og inspireret af romantikkens livssyn, kom snart til orde. En folkestemning for slottets genrejsning var umiskendelig, om end man fra indflydelsesrig side var skeptisk; fx. protesterede N. L. Høyen i »Fædrelandet«, men forgæves. Tanken om at genopføre det gl. slot havde for stærk sangbund i folket. Der skaffedes straks kapital ved støtte fra kongen og rigsdagen og ved indsamlinger landet over, så at ruinen hurtigst muligt kunne komme under tag. Arb. lededes af arkt. F. Meldahl, ved hvis energi der snart kom gang i tingene. Endnu i Fr. VII.s levetid blev slottet bragt under tag og spirene rejst på ny. I kirken måtte man nedtage samtl. hvælvinger; et nyt orgel skulle bygges, og Chr. IV.s bedestue måtte rekonstrueres med nyt træværk og billeder af Carl Bloch. Slotskirken kunne da først indvies 28/8 1864 s. 226 i Chr. IX.s første regeringsår. Arb. med slottets ydre var i det væsentligste færdigt 1875. Meldahl har her delvis fornyet det gl. marmorgalleri foran kongefløjen; dette arb. såvel som hans rekonstruktion af spirene er blevet kritiseret som ukorrekt i enkelthederne; at han erstattede galleriets skulpturværk med afstøbninger i zink, har heller ikke vakt glæde. Men i øvrigt var Meldahls genrejsning pietetsfuld.

I slottets indre arbejdede man i første omgang kun på (foruden kirken) at genskabe »Rosen« og riddersalen, de to rum, om hvis tidl. indretning man vidste bedst besked; riddersalen fuldførtes dog først 1885. Alt det øvrige stod en længere årrække med rå mure og tilfældige skillerum, ligesom spørgsmålet om bygningens anvendelse stadig stod åbent. Løsningen kom fra privat side. Brygger J. C. Jacobsen, der 1876 havde stiftet Carlsbergfondet, tilbød 1877 at gøre F. til en mindehal, et nationalhistorisk museum over store mænd og store begivenheder i Danmarks historie, altså i stor stil en videreførelse af, hvad slottet havde været før branden, og en parallel til, hvad Versailles var blevet for Frankrig. Planen gik ud på at give rummene så pragtfuldt et udstyr, at kongefamilien her kunne afholde store festligheder i stilfulde omgivelser, men med det udtrykkelige forbehold, at der ikke måtte overnattes på slottet, og at publikum i øvrigt havde adgang til her at se en genspejling af landets historie fra Gorms og Thyras dage til nutiden, illustreret ved de udstillede malerier og genstande. Planen blev straks approberet af kongen. Foreløbig gik man i gang med indretningen af kongefløjen, men allr. 1880 skænkede J.C. Jacobsen på ny store summer, denne gang til indretning af prinsessefløjen. Det nyindrettede slot stod færdigt 1884. Meldahl havde stået for arbejdet, energisk og noget hårdhændet; da man jo ikke kendte det opr. F.s indre, kopierede man loftsdekorationer i andre europæiske slotte fra 15–1600t. uden hensyn til, at disse oftest lå uden for den da. kulturkreds.

Rammerne om det nye museum var hermed skabt. Indholdet var det fremtidens opgave at fremskaffe. Brygger Jacobsen skænkede rige midler dertil, dels i form af renter af kapital, dels som andel i Carlsbergbryggeriernes årl. overskud, alt beregnet på indkøb af museumsgenstande. Fra privat side kom en del, bl.a. Constantin Hansens store billede af den grundlovgivende rigsforsamling (skænket af familien Hage). Mod forventning kom der kun lidt fra de off. saml. i Kbh. De ca. 275 billeder, der blev reddet 1859, i øvrigt af blandet værdi, kunne ikke udleveres til det nye museum uden modstand fra kyndig side. I det nuv. Frederiksborg-museum er der vel en del billeder, som også hang der før branden 1859; men kun få er mere værdifulde ting, fx. Jacob Bincks portræt af Fr. II.s kansler Johan Friis, og disse billeder knytter nu forb. tilbage i tiden og sikrer kontinuiteten. Det var dog ikke brygger Jacobsens tanke blot at videreudvikle den hist. portrætsamling fra tiden før 1859, han ville også, sådan som tilfældet var på Versailles, anskaffe værdifulde historiemalerier og tænkte sig hele serier af sådanne billeder, udført af nutidige kunstnere. I det nuv. museum er »Valdemarsalen« (nu 1953 under gennemgribende ombygning) samt stuerne nr. 30 og 37 udtryk for dette ældre, romantiske historiesyn, en linie, som aldrig er blevet helt svigtet; men de seneste museumsbestyrelser har dog foretrukket indkøb af genstande og malerier med primær hist. betydning. Således er de udstillede møbler fine originaler; en del af dem er indkøbt allr. i 1800t. fra dødsboer i s. 227 kongefamilien. Brygger J.C. Jacobsens tanke om at skabe et levende museum for folket er for længst realiseret. Antallet af besøgende er i stadig vækst.

Af andre fornyelser skal nævnes genopstillingen af det store springvand 1888 med afstøbninger efter orig. på Drottningholm. Et klokkespil til kirketårnet anskaffedes og ophængtes 1891. De længst forsv. figurer af Cæsar og Alexander foran øverste slotsbro er genfremstillet og opsat 1910 (billedhugger H. Chr. Petersen). Endelig er man i vore dage i gang med at udskifte de malede zinkfigurer på marmorgalleriet med nye arbejder i kalksten. – Også den ikke brandhærgede del af slottet restaureredes under Meldahls ledelse. Udlængerne bag amtmandens hus nedreves, og en ny vej anlagdes her over »Røde bro« fra fadeburet til Nyhuse. Det store porttårn på mellemste holm var opr. ligesom de 2 tårne på kancelli- og amtmandsfløjen tækket med bly og skællet skifer. Nu blev det omkr. 1890 helt tækket med kobber. På den forreste holm nedrev man nogle gl. bindingsværkshuse i gårdene og restaurerede de øvr. bygn. med nye tage af tegl og med vinduer og døre i gl. stil. I øvrigt står de to forreste slotsholme urørt.

Parkerne uden om F. gennemskæres af landevejen mod Fredensborg. Ø.f. vejen ligger den af Krieger i 1720erne anlagte franske have, som endnu består i sine hovedtræk. Det store kaskadeanlæg, der i anlæggets akse lod sine vandmasser vælde ned i slotssøen, prydedes af skulptur, Apollon på triumfvogn, kentaurer og delfiner, udført af billedhuggeren Fr. Ehbisch. I forlængelse af denne akse, ude i slotssøen fandtes en tidl. under Chr. V opstillet hjortefontæne, udført af A. C. Lamoureux. Tæt herved på den lille skanseformede ø n.f. slottet lå endnu en s. 228 lille have, der kendes fra 1652, og som i 1698 benævnes »dronningens have«, nu oftest »Dronningeøen«. Den fr. park forfaldt i 1700t., kaskaderne forsømtes og kastedes til, hjortespringvandet fjernedes 1771, og i 1790erne gav J.L. Mansa efter sløjfning af kaskaderne parken dens nuv. skikkelse. Af monumenter findes der kun eet, Reventlowmindesmærket, som står der, hvor Sophie Magdalenes »kinesiske lysthus« en kort overgang stod; det rejstes 1888 til minde om 100-året for den dag, da 15 nordsjæll. bønder fik overrakt arvefæstebreve på deres gårde 15/8 1788. – Ø.f. den fr. park ligger slottets store frugthave, opr. anlagt her 1683, sen. inddraget i Kriegers haveplan. På den anden side af Københavnsvej, ved Batzskes bakke, ligger opr. »Jægervangen«, i Chr. IV.s tid bortforpagtet og først på ny erhvervet af kronen i beg. af 1800t., derefter udlagt som eng. park, kendt under navnet »Jægerbakken«. – Parkens vestl. del på den anden side af Fredensborgvej omfatter en væsentlig del af Fr. II.s gl. dyrehave. Kun den nordligste, stærkt kuperede del bærer nu navnet Lille Dyrehave, der ligger hen som skov. Her findes »Fredspladsen« med Kvindernes sten til minde om 5/6 1915. S.f. Badstuen og dens dæmning ligger det terræn, der siden 1700t. kaldes Indelukket, der også ligger hen som naturskov. Dæmningerne ved Ødammen og hovedvejen »Christian IV.s allé« er utvivlsomt meget gl. anlæg. I Indelukket findes som eneste mindesmærke den ejendommelige Christian IV.s sten (Schmidt. D. K. 118 f.), lagt her på kongens befaling 11/11 1628, efter hans eget udsagn som minde om bruddet med Kirstine Munk. Stenen ligger tæt ved den pælebro, som i 1600t. førte fra F. over det sumpede terræn til den lille ladegård. Fra gl. tid haves også efterretning om en kanal fra slottet til ladegården; spor af en sådan kanal er endnu tydelige i terrænet ved Kongestenen.

Litt.: Johan Anton Berg. Kurze und eigentliche Beschreibung des fürtreff lichen und weitberühmten Königlichen Hauses Friederichsburg. 1646. F.R. Friis. Frederiksborg Slot i 17. Aarhundrede. 1877. Sa. Samlinger til dansk Bygnings- og Kunsthistorie. 1872–78. Beretning om Frederiksborg Slots Gjenopførelse og Restaurering efter Branden d. 17. December 1859. Udg. ved Indenrigsministeriets Foranstaltning. 1887. Francis Beckett. Frederiksborg I (Plancher). 1918, og II (Tekst). 1914. Fr. Weilbach. Frederiksborg Slot. 1923. D.F. Slothouwer. Bouwkunst der nederlandsche renaissance in Denemarken. Amsterdam. 1924. Vilh. Wanscher. Christian IV.s Bygninger. 1937. Sa. Slotte og Kirker fra Christian IV’s Tid. 1939. Jan Steenberg. Kildesteder til Frederiksborgs Historie, i AarbFrborg. 1945 og 1946. Otto Andrup. Frederiksborg, i Hillerødbogen. 1948. Jan. Steenberg. Christian IV.s Frederiksborg. 1950. Otto Andrup. Frederiksborg og det nationalhistoriske museum. 1950.

Foruden Chr. IV er på F. født hans søster kurfyrstinde Hedvig 1581, hans børn hertug Ulrik 1611, Anna Cathrine 1618, Leonora Christina 1621 og Valdemar Christian 1622 samt skuespilleren N.P. Nielsen 1795 og sprogmanden C. Jørgensen 1851.

Skove: Nordligst i so. ligger den lille skov Selskov (48 ha) og Tyske plantage, der henhører under Nødebo skovdistrikt. Andre småskove som Gl. Keldskov (20 ha), Tirsdagsskoven (13 ha) og St. Hestehave (5 ha) hører tillige med de efterfølgende til Frederiksborg distrikt. I L. Hestehave (71 ha) er kun en mindre del af arealet bevokset, og terrænet er især mod nø. stærkt bakket. Karlssø adskiller skoven fra St. Dyrehave (Funkevang). L. Hestehave er aflagt som naturmindesmærke over skovens og overdrevenes udseende og tilstand før udskiftningen. Præstevang (102 ha) har sv.f. hovedvej 5 et meget bakket terræn, nø. herfor et mere bølget. Det største areal er dækket med bøgebevoksninger, der drives som lystskov. Mod v. grænser skoven op til Teglgårds sø. Af søer nævnes i øvrigt Sortedam og Brededam med »Fantasiens Ø«, hvorpå findes en pavillon og en kunstig grotte til minde om Frederik VII. Mod s. grænser Præstevang til St. Dyrehave (1098 ha) (jf. ovf. s. 210), der med Nyvang og Funkevang (henligger nu som kultur; en natursten ved St. Funkedam bærer indskriften C. J. 1858 til minde om en tidl. skovfoged i Hingsterhus) langt er so.s største skov, karakteristisk ved sin næsten kvadratiske form. Fra et højdedrag (ca. 80 m o.h.) midt ned gennem skoven falder terrænet til alle sider. Af de talrige mosedrag nævnes Malte mose, Spisekammeret. Milestedmose og Malte Enghave. I Funkevang findes søerne L. og St. Funkedam. Bevoksningssammensætningen s. 229 er meget varierende, men bøg og rødgran er dog langt de overvejende træarter. Det ejendommeligt stjerneformede vejsystem er anl. af hensyn til den i tidl. tid yndede parforcejagt. Ved hovedvej 5 findes bevaret en vildtbanestenpæl fra ca. 1690. – L. Dyrehave og Indelukket se under Frederiksborg (s. 227).

Fredede oldtidsminder: På Trollesmindes mark langdyssen Rokkestenen, hvis vældige dæksten kan rokkes. – I Salpetermosen en boplads fra ældre stenalder og en offerplads med udsatte lerkar m.m. fra yngre stenalder.