Fanø

Fanø (*1200t. Fanø, 1330–48 Faanø, 1664 Fahnøe Land) ligger sø.f. Skallingens s.spids, som den skilles fra ved det 1 1/2 km brede Grådyb; fra nø.spidsen til Esbjergs yderste havnemole er afstanden nu kun godt 1 km. F. er ca. 17 km lang og indtil 5 km bred. Terrænet består hovedsagelig af flyvesandsdannelser, dels klitter (største højde, 23 m, nær Sønderho), dels lavere strækninger. Langs vestkysten er der en bred, sandet forstrand (bill. s. 607), mod n. den brede engstrækning Grønningen m. strandsand som underlag; langs østkysten er der en smal strimmel marskland. Der er en del opdyrket land omkr. Nordby og Rindby samt n.f. Sønderho; i øvrigt optages det meste af øen af hede, klitvegetation og plantage (navnlig den store Fanø Klitplantage).

I Valdjb.s øliste nævnes, at der på Fanø var »hus«, d.v.s. at øen var bebygget, således at det kgl. jagtselskab kunne komme under tag. Det menes, at øens ældste by skal have ligget midt på øens ø.side, og pladsen for dens Skt. Annæ kirke menes at have været i Rindby i Skt. Annæ Bjerge. Sagnet fortæller endv., at et sogn Vesterho skal være bortskyllet ved en stormflod, og at øen tidl. ved et sund over Annedal var delt i to dele.

If. Ribe Oldemoder havde F. 1340 kun én kirke, men hvor den lå, ved man ikke. I middelalderens sen. del anlagde Ribe-borgere de to fiskerlejer Nordby og Sønderho; de havde part i fiskerboderne og -fartøjerne, og fangsten (»Ribe-flyndere«) afsattes over Ribe. Nu i hvert fald var kirken flyttet til Nordby, og snart fik Sønderho også en. 1557 klagede beboerne over, at Ribeborgerne forbød dem at sælge fisken til andre, gav for lidt for den og tog for meget for andre varer. 1587 klages over fiskeriets tilbagegang, og i beg. af 1600t. trak Ribeborgerne sig tilbage og overlod det hele til fannikerne, som ofte havde det småt, når fiskeriet slog fejl.

Vardes og Ribes privilegium på at forhandle og udføre den fisk, der stammede fra de sv.jyske fiskerier, ophævedes for Fanøs og Mandøs vedk. 26/4 1685, og dette blev grundlaget for s. 895 s. 896 Fanøs betydelige skibsfart i de flg. år. I 1700t. foretog fanøboerne en stor del af handelen m. jydepotter og transporten af tørv og korn til Vesterhavsøerne og også en del smugleri m. både langs kysterne. Ved midten af 1700t. drog en del unge til Holland og for til søs m. hollandske skibe.

O. 1760 begyndte man på F. at bygge større skibe, således fra 1780 mange i Sønderho, og i beg. af 1800t. var der 80–90 skibe hjemmehørende i denne by. 1800–07 var en gylden tid for skibsfarten, og efter en stilstand under krigen tog man efter 1814 m. fornyet fart fat på skibsbyggeriet. Fartøjerne var dog gennemgående små; i Sønderho trak man dem på land om vinteren, i Nordby lå de over i Loen, indløbet til byen. Sejladsen gik i 1800t.s første halvdel mest til Vesterhavsøerne, Højer, Tønder, Ribe, Hamborg og Bremen, større skibe til England, Holland, Frankrig og Norge. Der skete dog mange forlis; 1824–27 blev 40 husmødre i Sønderho enker. Skibene byggedes stadig større, og 1859 havde F. landets største flåde efter Kbh.; mange var store jernskibe, der gik i udenrigs fart. M. dampskibenes anvendelse begyndte nedgangen; en del større forlis fremmede denne, og flere og flere søfolk lod sig forhyre på dampskibene; dernæst trak Esbjerg skibene til; nu er kun nogle småskibe hjemmehørende på F.

Øen har været stærkt plaget af sandflugt; klagerne derover kendes fra 1557; 1573 var største delen af Nordby præstegd. og en stor del af bøndernes ejendomme ødelagt, 1592 klages der fra Sønderho, og 1651 var denne bys præstegd. ødelagt. 1683 var 4 huse i Sønderho ødelagt og 9 truede; 1735 hedder det, at sandflugten var ved at dæmpes, men den havde ødelagt øens bedste jord, og landbruget var ringe. Ml. klitterne vokser græs og dværgpil, der føder de ret talr. får; kun engene på ø.kysten yder godt hø, men man har alligevel måttet indføre både hø og tørv fra fastlandet. Landbruget har i øvrigt fra gl. tid mest været passet af kvinderne, da mændene for til søs.

F. hørte fra gl. tid under Riberhus ladegård, men 1741 lod Chr. VI den sælge m. jagt- og strandret til beboerne for 6000 rdl. Den gl. ordning m. fællesjord har endnu til dels holdt sig, idet marskengen Grønningen på øens n.spids stadig er fælleseje for beboerne i Odden og benyttes af disse til kreaturgræsning. Først 1931 afsluttedes arbejdet m. matrikuleringen af jorderne; medens landmændene tidl. kunne have deres jorder spredt 30–40 forsk. steder, er de nu samlede til 2–3 parceller for hver. Ved ø.kysten har man tidl. søgt at indvinde land til eng ved udgrøftning, idet man på vaderne gravede små grøfter; det imellem disse opskyllede slik blev da højere og højere og kom efterhånden over dagligt højvande. 1874 gaves der således koncession på indvinding af et areal på 1430 ha, men dette blev opgivet.

På ø.kysten var der flere steder anlagt fuglekøjer, damme, omgivet m. træplantning og hvorfra der udgik kanaler; ved hjælp af lokkeænder fangedes vildænder under udspændte ståltrådsnet. Indtil først i 1930rne, da det blev forbudt ved lov, fangedes der i 3 fuglekøjer 5–6000 vildænder årligt.

Fannikerne bevarede langt ned i tiden deres karakteristiske nationaldragt, der noget minder om amagernes; under markarbejdet bar de ofte sorte halvmasker (»struder«) for ansigtet som beskyttelse mod sol og blæst. De gl. huse er af sa. type: lange, lave bygninger i én etage af røde sten m. stråtag, m. beboelse i den ene ende, bryggers, stald og lo i den anden, altid i ø.-v. for vestenvinden; til de fleste huse hører en lille have. Sønderho har bev. mest af den gl. bebyggelse.

Midt i 1800t. begyndte Fanø at blive kendt som badested. 1891 opførtes et A/S Fanø Vesterhavsbad for udenlandske penge; det gik dog sen. over på danske hænder. Ved de store hoteller er der om sommeren et livligt badeliv, ligesom her er bygget mange villaer og sommerhuse. Den brede forstrand har flere gange været anvendt til automobilvæddeløb. Også i Nordby og Sønderho er der hoteller og pensionater, så turistbesøget er en væsentlig indtægtskilde for øen.

Fanø birk synes at have eksisteret fra gl. tid. Birket nævnes 1537, og i præsteindberetningen fra 1638 siges det, at selv om øen hører til »nomarchiam Picæ« (pica = skade), altså Skast hrd., så har den dog »suum forum et jus propriumque nomarchum«; på da. tilføjes: »et frit kgl. birk og særdeles birkeret«. Øen blev ved med at være en selvstændig retskr., indtil den ved lov af 3/4 1900 blev lagt under Esbjerg kbst. og Skast hrd.s jurisdiktion. Øens beboere havde søgt at bevare birkedommerembedet på Fanø, men forgæves.

I ældre tid blev tinget holdt under åben himmel midt i Nordby ved »Tingelbjerg«. 1741 opførtes et mindre tinghus af samtlige landets beboere »midt ibl. Nørby sogns huse«. O. 1800 var det meget forfaldent, hvorfor tinget blev holdt i kroen. 1841 opførtes et nyt tinghus m. 2 arrestlokaler. Det anvendtes til 1875, da byens tredie tinghus – det sidste – blev opført for 26.191 kr.

Litt.: Valdjb. II. 226, DSaml. 2. Rk. IV. 1874–76. 104f. Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 220 337. N. M. Kroman. Fanøs Historie. I. 1933. 47–82.

Der kendes ingen oldtidsmindesmærker på øen. Der er langs stranden fundet et par ravsmykker fra ældre stenalder, det ene, fra Sønderho, m. frynseornamenter. En enkeltgravs-stridsøkse er fundet på stranden ved Albuen. En lille bronzealderøkse er også fundet på Fanø.

Litt.: H. Poulsen. Et Brudstykke af Fanøs Historie, AarbRibe. 1911–14. 764–70. Sine Godskesen. Livet paa Fanø i Midten af forrige Aarh., smst. 1919–22. 121–38. P. Herschend. Smaatræk fra Fanø paa de store Landboreformers Tid, smst. 1923–27. 635–42. N. M. Kromann. Fanøs Historie. I–III. 1933–34. H. K. Kristensen. Gl. sv.jyske fiskerlejer. 1965. 112–22.