Tibirke sogn

(Vejby-T. kom.) omgives af Vejby og Ramløse so., Arresø og Strø hrd. (Vinderød og Melby so.) samt Kattegat. Sognets nordl. del er et jævnt morænelers bakkeland, der står med stejlskrænter ned mod den af høfder beskyttede Kattegatskyst. Men sv.f. Tisvildeleje drejer stejlskrænten skråt ind i land, og kysten ledsages nu af en stadig bredere strimmel af hævet havbund. På kanten af den gl. kystklint ligger bl.a. Djævlebakkerne og Brantesbjerg (26 m) og i det indre ø. herfor, dækket af plantagen, Frøbakke (62 m), Råbjerg (58 m), Frederikshøj (57 m) og Hjortebjærg (52 m). Længst mod ø. rejser sig brat op fra Ellemose det kuperede, delvis lyngklædte bakkedrag Tibirke bakker. Det høje land var i stenalderen et næs, mod nv. begrænset af Kattegat, mod sv. af et sund ind til Arresø og mod sø. af den fjord, der strakte sig ind i den nuværende Ellemose. Efter hævningen dækkedes både forlandet og det høje land af flyvesand, men er nu beplantet og danner Tisvilde Hegn. Til so. hører også Tibirke Overdrev, en del af Sandet v.f. Arresø. Den dominerende bebyggelse i so. er sommerhuse og villaer, der især koncentrerer sig omkr. Tisvilde og Tisvildeleje, mens egnen omkr. Tibirke i højere grad s. 177 præges af spredtliggende feriebebyggelse, delvis i gl. bondehuse. Tisvildeleje er endestat. for jernbanen fra Hillerød; desuden trinbræt ved Tisvilde (stat. Godhavn).

Areal i alt 1950: 2551 ha. Befolkning 7/11 1950: 993 fordelt på 316 husstande. (1801: 230, 1850: 400, 1901: 674, 1930: 886).

I sognet byerne: Tibirke (*o. 1200 Tibirkæ; u. 1837–40) med kirke; Tisvilde (* 1286 Tiswillæ; u. 1786) – 1950 sa.m.nedenn. Tisvildeleje 756 indb., fordelt på 241 husstande; efter erhverv 1940 levede 173 af landbrug, 269 af industri og håndværk, 85 af handel og omsætning, 61 af transporterhverv, 43 af administration og liberale erhverv og 77 af formue, aldersrente, pension olgn., medens 33 ikke havde givet oplysning om erhverv – med skole (opf. 1936; arkt. V. Odland), alderdomshjem (den tidl. forskole, opf. 1878), drenge- og lærlingehjem (»Godhavn«; opf. 1893 af Axel Frydensberg, arkt. V. Holck; anerkendt som opdragelsesanstalt for særlig vanskelige børn 1906; 70 pl.), kro, pensionater, savværk, telegrafeksp. og jernbanestationen Godhavn; Tisvildeleje (1560 Saltbooleye), fiskerleje m. udstrakt villabebyggelse, badehotel (opf. 1895, arkt. V. Holck; solgt til nedrivning 1953), hotel, pensionater, vandrehjem, feriekoloni, redningsstat., toldkontor, bådehavn, telegraf- og posteksp. samt jernbanestat. – Saml. af gde og hse: Tibirke Bakker med skole; Tibirke Kalvehave; Tibirke Bro; Lundene (el. Tibirke Lunde) m. savml.; Tibirke Sand; Tisvilde Lunde; Tisvilde Overdrev; Tisvilde Ry.

T. so., der sa.m. Vejby udgør eet pastorat og een sognekom., har tingsted i Helsinge og hører under de sa. kredse som Vejby so., dog under 1. udskrivningskr., 139. lægd.

Kirken, der nu ligger ensomt i randen af det tilplantede flyvesandsområde, har opr. været en lille kampestenskirke, men af dette romanske anlæg er kun skibets lagnmure bevaret. Begge de romanske n.vinduer spores; et s.vindue står som indv. blænding. Af n.døren skimtes rester under et moderne vindue, s.døren er udvidet. Tidligst i 1300t. er skibet forlænget 4–5 m mod v., derpå er det blevet overhvælvet med 3 fag simple krydshvælv. Omkr. 1400, el. kort efter, har dernæst det romanske kor, hvis planform er ukendt, måttet vige for det nuv. lige afsluttede gotiske langkor, der har to fag samtidige hvælvinger, og hvis taggavl har simple højblændinger og kamtakker. Denne stærkt dominerende munkestensbygning er både bredere og højere end skibet; dens anselighed er sikkert en følge af de rige pengegaver, som ofredes ved Helene kilde (se ndf.), i hvert fald er det sandsynligt, at kilde-valfarterne kan have stillet særlige, liturgiske krav til sognekirken. Det lille v.tårn er fra middelalderens slutning; dets velbevarede østre taggavl, hvis tætte blændingsdekoration stærkt præges af mange vandrette opdelinger, virker nærmest efterreformatorisk. Foran s.døren et våbenhus, hovedsagelig af munkesten, opført »af nyt« 1754–55 (regnsk.).

Af det middelald. murede alterbord er kun en rest tilbage; det afhuggedes og udvidedes vestover, da senbarokaltertavlen opstilledes 1738. Denne tavle, der var leveret af snedker Christian Holfelt, Kbh., med nadverbillede af Joh. Friederich Krügel, afløste en smuk, men forfalden gotisk skabstavle, der sen. kom til Nationalmuseet, men 1939 deponeredes i kirken i nyrestaureret stand, og baroktavlen måtte nu vige pladsen (hænger på korets n.væg). Den gotiske tavle, formodentlig et lybsk arbejde fra sidste halvdel af 1400t., indeholder otte figurrige scener: Jesu liv, opstandelse m.m. Alterkalken er skænket 1656 af Niels Hansen og Karen Ionas Datter Charisi. Alterstager i tidl. renæssancestil. Prædikestol 1739, med smukke, rene linier, leveret af Holfelt (jf. ovfr.); samtidig himmel med Christian VI.s navnetræk i skyomvunden strålekrans. Romansk døbefont af granit; kummen, med reliefkors, af Kalundborgtype, foden et smukt hugget terningkapitæl, måske fra Æbelholt klosterruin. Smukke stolestader i ungrenæssance, fra 1562, m. sognemændenes bomærker og smykket m. foldeværk, akantus, masker, skjolde etc. Degnestol 1572. »Sandinspektøren« begærede en lukket stol i koret for sig og sin fam.; den udførtes 1740 og maledes 1742. Klokker: 1) støbt 1710 af Hinrich Tessien, 2) 1809 af I. C. Gamst, Kbh. (AarbFrborg. 1934. 102f.). – På kgd. er begr. juristen og sprogmanden Ernst Møller, † 1916, skuespillerinde Ellen Rindom, † 1922, juristen G. Tybjerg, † 1925, maleren Godfr. Christensen, † 1928, kunsthistorikeren Peter Hertz, † 1939, arkt. Ivar Bentsen, † 1943, generalkonsul Hj. Hartmann, † 1945, maleren H. Vedel, † 1948, forf. Jens Locher, † 1952.

Litt.: Niels Pedersen. Kirken i Tibirke. 1939.

Evert Bunke i Tibirke nævnes 1222, væbneren Mogens Clausen smst. 1437–47.

Asserbo. I den sydl. udkant af Tisvilde Hegn, lige ved grænsen af Strø hrd. ligger ruinerne af Asserbo, i 1100t. Aswarthabothæ, d.v.s. Asvards boder. Hvideslægten ejede gods her; men efter grundlæggelsen af Esrum kloster kom en del af A. dertil. Denne del tilbyttede biskop Absalon sig for jord i Ørvid skov og gav den o. 1163 til nogle af ærkebiskop Eskil indkaldte kartheusermunke. Da disse imidlertid få år efter forlod stedet foregivende, at det var uegnet for dem, faldt godset tilbage til Absalon, der da bortmageskiftede det til Sorø kloster, som sen. erhvervede mere gods i A. I Sorø klosters besiddelse forblev A. derefter indtil middelalderens slutn., først drevet som en ladegård (grangia, som sådan nævnes den i pavelige beskyttelsesbreve af 1182, 1186 og 1198). 1248 omtales A. i et tilsv. brev ikke længere som ladegd., men som landsby. Godset der er da formentlig enten blevet drevet ved en foged – måske havde Jacobus Øøpæson de Asworthæbodæ (nævnt 1357) en sådan stilling – el. er blevet lejet ud el. bortforlenet, som det i 1400t. skete til medlemmer af fam. Oxe, således fik Peder Oxe († o. 1441) senest 1432 A. i forlening; hans enke Mette Godov betalte 1450 i afgift 10 lødige mark til Sorøabbeden, og sønnen Johan O. († o. 1490) skrev sig 1451 til A. og havde endnu 1488 godset i sit forsvar (væbn. Tylløff Mowenssøn foged på A. 1484). Snart derefter kom rigshofm. Poul Laxmand i besiddelse af A., hvilket medførte en voldsom strid m. Oluf Johansen Oxe (dom 1492 og forlig n.å.). Efter drabet på Poul Laxmand 1502 bestyredes godset af Oluf Stigsen Krognos, men tildømtes endnu s.å. kongen. Som lensmænd nævnes derefter Christiern Andersen (allr. 1500 på A.) 1505 og 1507, Rask 1511. Først under Fr. I fik Poul Laxmands børn Peder L. til Voldby og Else († 1546) ved dom 1526 udleveret s. 179 deres mødrene gods, som de 1527 mageskiftede med kronen mod A. Fra Else L. (enke efter Abraham Eriksen Gyldenstierne) kom godset til datteren Gørvel Abrahamsdatter Gyldenstierne († 1577) og hendes ægtefælle Gert Jensen Ulfstand († 1560). Efter kongens ønske mageskiftede de 1560 A. til kronen foreløbig mod livsbrev på Bækkeskov kloster; A. lagdes derpå under Fr.borg. 1562 foreslog Herluf Trolle kongen at tage et af ladehusene ned for at føre det til ladegården på Amager. I næste årh. er flyvesandet, se ndf., begyndt at hærge hele egnen; ved beg. af 1700t. måtte gården rømmes.

Litt.: H. Olrik i AarbFrborg. 1908. 101 ff.

Ved de udgravninger, der foretoges sommeren 1849 under Fr. VII.s ledelse, blev ruinens fundamenter for en del blottede, og det viste sig, at A. har været en temmelig betydelig gård, bestående af 4 fløje (eller måske kun 3, idet gården mod ø. kun har været lukket af en mur) og hjørnetårne og omgivet af grave; der står tilbage en del af kældermurene, en stentrappe, en brolægn. m.m. Ved udgravninger skal det være blevet godtgjort, at bygn. til dels er bleven ødelagt ved ildebrand, idet der fandtes kul i de to stærkest byggede fløje, den nordre og vestre. Ved ruinen er 1874 »af Egnens Mænd og Kvinder« rejst en granitsten (dæksten over et sløjfet langdyssekammer ved Unnerup, Vejby so.) til minde om Fr. VII (se C. F. Wegener. Om udgravningen af Asserbos og Søborgs ruiner, i Annal. 1851. 215–376).

1560 nævnes i so. Grubbe mølle (jf. Danske Folkemaal. I. 1927. 87, Frborg. Amts Stednavne. 1929. 67, DaStud. 1929. 181 f.). – En forsv. bebyggelse Torup nævnes i 1500t.

Stednavnene Tibirke og Tisvilde har som forled gudenavnet Ti (Tyr), og da Tisvilde alm. tydes som Tis væld (kilde), er det nok muligt, at egnen har set kildedyrkelse allerede i den grå oldtid. Himmelgudens væld vil dog næppe kunne stedfæstes nøjere, selv om den helsebrønd, der endnu er bevaret i Tisvilde, utvivlsomt har været et stærkt besøgt valfartssted i middelalderen. De skriftlige vidnesbyrd herom er ganske vist alle efter-reformatoriske, men den tradition og folketro, der lyser ud af dem, er helt præget af middelalder og katolicisme. Sagnet om Helle Lene, som optegnedes 1647 af Ole Worm og senere af andre, fortæller, at onde mennesker myrdede den fromme, sv. eneboerske Helene og kastede liget i havet, men legemet flød på en stor sten til Tisvilde strand, hvor det blev fundet af bønder, som ville give det en kristelig begravelse. Der skete da det jærtegn, at en kløft åbnede sig i den stejle strandbrink, s. 180 så at båren i mag kunne føres op i landet. Der, hvor man først satte båren ned, sprang der en kilde frem, og ikke langt derfra blev liget pludselig så tungt, at det måtte jordes på den åbne mark. Sagnet henviser til 4 håndgribelige minder om den hellige kvinde: En stor sten i havstokken, som er synlig ved lavvande, den dybe strandkløft (hulet af istidens smeltevand), Helene kilde, nu et stensat vandhul ved enden af kløften, og endelig, godt 700 m ssø. herfor, Helene grav (fredl. 1911 und. Nationalmus.). Ved graven vågede de syge valfartsrejsende Skt. Hans nat, efter først at have drukket af kilden, og der »plejer pilgrimmene endnu trods al deres lutheranisme at oprejse små kors«, som en fremmed katolik 1658 med undren noterer. Kildefarterne, markedet og troen på vandets lægekraft holdt sig længe. Chr. IV brugte kilden og byggede sig i Tisvilde et herberge m. badstue (ødelagt 1658), og valfarterne ebbede først ud henimod midten af forrige årh. Korsene, de til dem bundne tøjlapper, votivtavlerne og de mange bortkastede bårer og krykker sås nu ikke mere; de sidste blev 1864 kørt til Tibirke kirkes våbenhusloft. Helene grav fremtræder den dag i dag som en aflang firkantet, græsgroet plet, hegnet af lave stendiger, hvori en beskeden trælåge. Inden for hegnet ses to kantrejste kampesten med fladsiderne i forlængelse af hinanden; de repræsenterer Helene grav og er længe blevet forklaret som rester af en hellekiste fra stenalderen, indtil en udgravning, foretaget 1923 af Chr. A. Jensen, afslørede dem som de sidste over jorden synlige murlevninger af et senmiddelalderligt kapel, opf. af kløvet kamp og munkesten. Ret betydelige strækninger af fundamenterne lå bev. såvel inden for hegnet som uden for, mod nv. Helenegravens sten har indgået i den sø. ydermur af kapellet, der sandsynligvis har været en ret stor, enkel langhusbygning, delt i to afsnit. Løsfundene tydede på 1400t. Selv om en i 1700erne af sandet kvalt skov i nærheden kaldtes Skt. Karens, var Helle Lene dog sikkert identisk med en sv. helgeninde, den 1164 kanoniserede Skt. Helena af Skövde, af hvis legeme kapellet vel har besiddet alterrelikvier. – Inde i Tisvilde by, ved fogedgården (opf. 1762–68), står (siden 1952) den af et flere gange fornyet stolpetag dækkede gamle kildeblok, hvori de valfartende ofrede penge. Det indkomne, endnu i 1700erne mellem 100 og 200 daler årl., kom de nærmeste sognekirker og deres fattige til gode. – Til en anden kilde, s.f. Tibirke kirke, ved vejen, er knyttet et sagn om en trold, Arnakkekongen.

Litt.: J. M. Thiele. Danm. Folkesagn. II. 1843, 22 ff. E. C. Werlauff. Hist. Antegn, til Holbergs første atten Lystspil. 1858. Hans Olrik. Tisvilde og Omegn. 1920. 7–23. Chr. A. Jensen i Aarb. 1926. 1–21.

Fogedgården i Tisvilde, der tidl. både har været strandfoged- og sognefogedgd., er en 4- længet bindingsværksgd., der i modsætning til de fleste nordsjæll. gårde står med bindingsværkstømmeret sorttjæret mod de kalkede tavl. Gårdens ældste dele, staldlængen, ø.længen mod vejen og den sydl. del af v.længen, den gl. stuelænge, er bygget 1762–68. Både i det ydre med det for egnen rige bindingsværkstømmer og i det indre, såvel med hensyn til udsmykningen af vægge, lofter og døre som til det løse inventar, er det en af de stateligste gårde i Nordsjælland. (AarbFrborg. 1936, 78–97).

Skove: Tisvilde Hegn (1413 ha), der mod nv. på en strækning af 4600 m begrænses af Kattegat, udgør over halvdelen af Tisvilde-Frederiksværk skovdistrikt. Terrænet, de tidl. flyvesandsarealer, er bølget, undertiden stærkt bakket med højder helt op til 57 m (Frederikshøj). Jordbundens tilstand afhænger i høj grad af det mere el. mindre tykke sandlag, der dækker den underliggende jordbund. De hyppigst forekommende træarter er rødgran, skovfyr og birk, men bøg og eg er ikke ukendte. Skovfyrren når ofte en usædvanlig god udvikling, som formentlig skyldes træartens dybtgående rodsystem, der gør den i stand til at trænge ned gennem sandlaget til den underliggende frugtbare jord. Der er dog også steder, hvor skovfyrrene opnår en kun kummerlig udvikling; således vil man iagttage en aftagen af træernes højde, når man bevæger sig mod v., idet vinden påvirker kronerne og stammerne, der hælder mod land. Længst ude ved stranden er der kun tale om krat, som vrider og bugter sig hen ad jorden. Det kaldes der »den vejrslagne skov« el. Troldeskoven og er fredet.

De tidl. flyvesandsarealer, der nu benævnes Tisvilde Hegn, har engang været dyrkede marker. Der foreligger intet bestemt om, hvornår sandflugten er begyndt. Det er først fra beg. af 1600t., der høres klager over ødelæggelserne. I slutn. af 1600t. og i beg. af 1700t. blev klagerne så hyppige, at der 1703 nedsattes en kommission, uden at dens arbejde dog gav synderligt resultat. Efter at Asserbo slot og den gl. Tibirke by var blevet ødelagt og kirken næsten begravet, tog man for alvor fat på bekæmpelsesarbejdet, hvortil bl.a. anvendtes soldater. Efter forgæves forsøg på at indkalde hollændere til at lede arbejdet, blev dette 1724 overdraget s. 181 tyskeren Johan Ulrich Röhl, der straks gik i gang med opgaven, ivrigt støttet af amtmand Friederich v. Gram († 1741). Sandet blev bundet v.hj. af risgærder, plantning af hjælme samt såning af hjælme og marehalm. Et andet dæmpningsmiddel var pålægning af tang og ler. Hovedarbejdet blev udf. 1724–38, men der gik dog lang tid herefter, før man kunne føle sig sikret mod nye indbrud. Röhl gjorde i forb. m. dette arb. forsøg med dyrkning af gran, pil, birk og eg. Nogle af kulturerne lykkedes godt, men andre led meget af ufred forårsaget af løsgående kreaturer, heste og hjortevildt. Først 1781, da arealet blev udskiftet, bedredes forholdet. 1792 bestemtes det, at sandflugtsarealerne skulle anvendes til frembringelse af skov, og allr. 1793 blev de første betydelige kulturarbejder udført, idet 1000 pund fyrrefrø blev udsået. Mange af de anlagte kulturer er lykkedes over al forventning. Særlig yppig skov er fremkommet på arealer med et begrænset flyvesandslag og med gode læforhold.

Til minde om flyvesandets dæmpning rejstes 1738 på en høj s.f. Tisvilde by et tresidet over 6 m højt sandstensmonument i barokstil (af D. Gercken) med Fr. IV.s og Chr. VI.s navnetræk under en gylden krone samt m. en på da., ty. og lat. affattet tekst. 28/7 1921 afsløredes en sten til minde om forstråd F. Bang, der var skovrider på Tisvilde-Frederiksværk distrikt 1876–1900. Der findes i T. H. en anselig mængde sjældnere planter således almindelig månerude (Botrychium lunaria), flad ulvefod (Lycopodium complanatum), liden frøstjerne (Thalictrum minus) og liden vintergrøn (Pirola minor). Af sjældnere dyr nævnes den røde snegl, klokkefrøen og myreløven.

Fredede oldtidsminder: I Tisvilde Hegn rester af 2 dysser og 59 høje, hvoraf flere er anselige, således Store Harehøj, Harehøj, Kong Hans’ Høj og Søhøj; desuden en større jordfast sten med skålgruber. I Ellemosen findes en solidt bygget, stensat vej, der fører over mosedraget; heldige fund af bronzespænder fra keltisk jernalder viser, at vejen er bygget i denne periode. – s. 182 Sløjfet el. ødelagt er 3 små høje i plantagen og 2 ø. derfor. – På en holm i Ellemosen ved oldtidsvejen findes en boplads fra jættestuetid. I Sandagergårds have er fundet urnegrave fra yngre bronzealder.

Fredede er Helene kilde (1923), en del af kirkegården (1924), kastaniealleen til sandflugtsmonumentet (1925), et gammelt sandflugtsdige (»Rumpen«) (1926–27), slugten ved Helene kilde (1936–37), en oldtidsvej i Ellemose (1948–49) og dele af Tibirke bakker.

Genforeningssten ved Godhavn 1920.

Litt.: H. Olrik. Tisvildeegnen i gamle Dage i AarbFrborg. 1906. 1–59. Sa. Tisvilde og Omegn, 1920. Tisvilde-Bogen, 2. Udg. 1930. Otto Gelsted. Tibirke Bakker. 1941. H. H. Seedorff Pedersen. Aaret i Tibirke. 1942. Johs. V. Jensen i Danmark III [1942–43]. 673–79. G. Kunwald. En Oldtidsvej ved Tibirke Bakker, NationalmusA. 1944 og AarbFrborg. 1945, 1–17. Johs. Smith. Tisvilde Hegn, Berl. Aftenavis 30/4 1953.