Asminderød sogn

(A.-Grønholt kom.) omgives af Tikøb, Humlebæk, Karlebo og Grønholt so. samt Esrum sø. Det småbakkede, uregelmæssige morænelandskab af stærkt skiftende jordbundskarakter (mod n. især ler, mod s. sand) sænker sig fra n. (61 m i Danstrup Hegn) mod s., hvor Langstrup mose (2 m o. h.) er den vestl. del af en stenalderfjord fra egnen omkr. Nivå. Her er fundet lag af myremalm og okker. Bortset fra Fredensborg domineres bebyggelsesbilledet af smålandsbyer og spredt bebyggelse. De største skove er Danstrup Hegn, Endrup Hegn, Fredensborg slotspark, Sørup Hegn og Knurrenborg Vang. Gennem so.s vestl. del løber hovedvej 6 (Hillerød-Helsingør), landevejen Hørsholm-Fredensborg samt jernbanen Hillerød-Helsingør med stat. i Fredensborg og trinbræt i Langerød. Langs sognets ø. rand løber hovedvej 3 (Kbh.-Helsingør).

Areal i alt 1950: 4011 ha. Befolkning 7/11 1950: 4225 indb. fordelt på 1281 husstande. (1801: 2483, 1850: 4070, 1901: 4192, 1930: 5162).

Fredensborg

by – 1950: 2006 indb., fordelt på 625 husstande – ligger i et ret frugtbart, bakket morænelandskab, nær ø.bredden af Esrum sø. Gennem byen løber hovedvej 6 (Roskilde-Hillerød-Helsingør). Ad landevejen er afstandene til Hillerød 10 km, Helsingør 15 km og Kbh. 39 km, ad jernbanen 16 km til Helsingør, 9 km til Hillerød og 45 km til Kbh. Umiddelbart n. f. byen ligger Fredensborg slot (se ndf.), omgivet af parkanlæg og løvskov, der strækker sig ned til Esrum sø. Lidt s. f. byen findes andre skove, bl. a. Sørup Hegn, Gl. Grønholt Vang og Tulstrup Hegn. Opr. har slottet skabt den lille by, som i nyere tid har udviklet sig til stationsby og til et yndet opholdssted for pensionister, rekonvalescenter o. a., der, ligesom også mange feriegæster, tiltrækkes af de rolige forhold og den skønne omegn. I slotsparken findes gamle, statelige alleer, der fører ned til Esrum sø (9 m), 1 km fra byen. Selve byen har s. 110 karakter af villaby, og kun i hovedgaderne findes tilløb til sammenhæn gende husrækker, især i Jernbanegade, byens vigtigste handelsgade, der fører fra banegården i byens sydøstl. del til slottet. F. er sammenvokset med den langtstrakte landsby Asminderød, der ligger s. f. banelinien. Byen har nogen betydning som oplandsby, men betyder næsten intet som industriby.

I Fredensborg findes: Fredensborg slot, se s. 112; Dronning Louises Børneasyl (opret. 1865); folkebibliotek, Jernbanegade 19 (opret. 1896; 7500 bd.); alderdomshjem, indrettet i det Winterfeldt Vossiske Hospital (opret. ved gaver af admiral J. B. Winterfeldt og kammerråd J. Fr. Voss), trådte i virksomhed 1830; fund. 27/9 1831; udvidet 1845; 1953 32 pl. (V. Seeger. Bidr. til Asminderød og Grønholt Sogns Fattigvæs. Hist. 1738–1867. 1893); rekonvalescenthjemmet »Hegels Minde« (opret. 1891, egen bygning 1908, arkt. A. Clemmensen); rekonvalescenthjemmet »Christiansro«; 2 plejehjem; Frederiksborg Amts Optagelseshjem; Terrasserne, observationshjem under Skolepsykologisk Kontor; missionshus (opf. 1893), kaserne, apotek, tingsted for Asminderød og s. 111 Grønholt sogne og Kronborg østre birk (ting- og arresthus opf. 1857), gas- og vandværk (opret. 1906), biograf, post- og telegrafkontor; filialkontor for Fr.borg Amts Spare- og Laanekasse og afdelingskontor for Hillerød og Omegns Bank; Fredensborg kommune- og realskole, der er blevet stærkt udvidet, mens sognets landsbyskoler er blevet nedlagt. Byen har ingen kirke, men benytter slotskirken. I Slotsgade findes mindestuer for kgl. skuespiller Olaf Poulsen (1924).

Ved Fredensborg Lund står et mindesmærke for Chr. IX (af billedh. Aug. Hassel og arkt. L. Knudsen, 1908). I anlægget »Trekanten« rejstes 1922 en mindesten på 200årsdagen for slottets indvielse. Byen har 4 hoteller; vandrehjem i Danstrup. Ved Skipperhus, for enden af den statelige Skipperallé, som fører fra byen til Esrum sø, findes anløbsbro, hvorfra der om sommeren er bådefart over søen til Nødebo.

Om Nordbanen, se s. 48. Fredensborg berøres af flg. bilruter: Hillerød-Fredensborg-Humlebæk og Kbh.-Hørsholm-Fredensborg-Hillerød.

I sognet endvidere byerne: Asminderød (*1291 Asmundruth; u. 1786), sammenbygget med Fredensborg, – 1950: 1075 indb., fordelt på 344 husstande – med kirke, præstegd., kro og savværk; Båstrup (*1459 Botzstorp; u. 1787); Endrup (*1458 Ætdenthorp, mul. identisk m. 1231 Edwinæthorp; u. 1780); Veksebo (*1158 Wixebodhe; u. 1786); Danstrup (*1458 Danstorp; u. 1787) med vandrehjem (»Laugsgården«); Søholm (o. 1500 Søholm; u. 1789) med andelsmejeri; Langstrup (1364 Langhstorp; u. 1788). – Saml. af gde og hse: Roland (ca. 1500 Roeland; u. 1786), L. Veksebo, Langerød (*1248 Langeruth; u. 1788) med jernbanetrinbr., Højsager (*1211 Høcksaker; u. 1787) med ml., Brunemark, Nørredam. – Gårde: Endrupgd. (13,6 tdr. hartk., 79 ha; ejdsk. 272, grv. 127), Lerbjerggd. (16,7 tdr. hartk., 100 ha; ejdsk. 280, grv. 150), Tulstruplund (1688 Tulstrup Huuse), Veksebogd., Vilhelmsro, Ebbekøb (ca. 1370 Ebbekøp), Eskemose (*1458 Eskemose).

A. so., der sa. m. Grønholt so. udgør eet pastorat og sa. m. Grønholt so. og Humlebæk so. een sognekommune, har sa. tingsted og hører under de sa. kredse som Tikøb, dog under 1. forligskr. og 2. folketingsvalgkr. og 1. udskrivningskr.s 147. og 148. lægd. Af sognet udskiltes 1/4 1933 Humlebæk so.

Kirken (viet Skt. Olav?, sml. indskrift på klokke¹⁾⁾ er stærkt udvidet ved forlængelser og tilbygninger. Ældst, fra 1100erne, er ø.parten af skibet, svarende til dettes to østl. hvælvingsfag, som opr. har udgjort langhuset af den romanske kirke. Materialet er overvejende rå og groft tildannede kampesten, i den bev. n.dør dog mest myremalm og Hälsingborg-sandsten. Ydre stik og dørfelt er således helt af myremalm, karmlysningen næsten udelukkende af tynde sandstensflager, afvekslende formuret stående og liggende. Denne karmkonstruktion, som vistnok ellers er ukendt her hjemme, svarer nøje til angelsaksiske kirkers »short-long work«, men er måske her opstået tilfældigt, fremtvunget af materialets pladeagtige karakter. Bag våbenhustaget, tæt ø. f. døren, rester af kirkens eneste helt opr. vindue, ligeledes af myremalm. Endnu i 1100tallet er skibet blevet stærkt forlænget mod v. Materialet er kamp; vestl. halvdel af forlængelsen har påfaldende svære mure og kan have båret et for længst nedbrudt, romansk tårn. I øgningen ml. det opr. skib og forlængelsen til hver side et tilmuret, romansk munkestensvindue, mul. samtidige med det skævt for n.døren tilføjede våbenhus, en lille, i sin art sjælden munkestensbygning, hvis rige detaljer – profileret sokkel og gesims, firdobbelte dørstik m. v. – er karakteristiske for tiden 1200–50. I gotisk tid har skib og v. forlængelse fået 4 fag omtr. samtidige krydshvælvinger, noget sen. er der tilføjet et stort v.tårn af munkesten, og henimod el. omkr. 1500 er koret blevet udvidet til sa. bredde som skibet. Murværket s. 112 består her nederst af rå kamp fra det opr. koranlæg, øverst af munkesten. En stor udbygn. på sydsiden, af tegl med profilerede kridtstens gesimser, er opf. 1736 (regnsk.). På korets n.side et diminutivt, nymodens sakristi.

Den smukke, til Stenløse svarende barokke altertavle, skåret 1658 af Lorentz Jørgensen, Holbæk, brændte 1942 og er erstattet af et alterparti af arkt. Mogens Koch. Barokke alterstager, støbt 1681 af Hans Hecht i Helsingør. Døbefont, romansk, af granit, med mandsfigur, mul. fra Søborg slotskapel. Sydty. dåbsfad, ca. 1550–75, m. bebudelsen. Korbuekrucifiks, sengotisk, ca. 1525, på nyt kors. Udmærket prædikestol, omtr. som Tikøb; samtidig himmel. Stolestader i renæssance, de øvre med Hans Rostgaards og Kirsten Pedersdatters (senere) malede navne og våben. To malerier fra 1700t.: Nadveren og Getsemane. Portræt af slots- og sognepræst Christian Jensen († 1769), sign. ABryn[nich] (Lund Portrætter. IX). To kirkeskibe, det ældste »Søe-Blomsten« o. 1750 (Henningsen. KK. 151). Klokker: 1) støbt 1511 af Johannes Fastenowe, 2) 1553 af Lavris Matsen, kgl. bøssestøber (AarbFrborg. 1934. 62f.). Sandstensepitafier: 1) Anna Dorothea Kragelund, † 1744, 2) Hans Just Sevel, præst og prof. design., † 1728 (også gravsten). Metalplade over Carel Friderich Døllner, slotsforvalter på Fredensborg, † 1765. På kirkegården er begravet kontreadmiral H. C. Sneedorffs 1. hustru Betzy, f. Tønder † 1815 (ejendommelig indskr.), balletmestrene Ant. og Aug. Bournonville, † 1843 og 1879, skuespillerinde Joh. Cathrine Rosing, † 1853, landskabsgartner R. Rothe, † 1877, maleren P. A. Plum, † 1876, digteren Fr. Paludan-Müller, † 1876 (portrætmedaillon af Saabye), forf. Beatus Dodt, † 1901, maleren L. Kabell, † 1902, generalløjtn. W. F. L. Kauffmann, † 1902, forf. H. F. Ewald, † 1908, koncertmester Edv. Helsted, † 1900 (portrætmedaillon af Pedersen-Dan), forfatterinden Martha Drachmann Bentzon, † 1912, skuespilleren Olaf Poulsen, † 1923, maleren og radereren Hans Nikolaj Hansen, † 1923, forf. Vilh. Østergaard, † 1928, tegneren prof. Hans Tegner, † 1932, sprogmanden F. Buhl, † 1932, gross. F. Zachariae, † 1936, landinspekt., etatsråd Povl Bentzon, † 1943, gross. H. H. Sthyr, † 1944. Jf. JørgGravm. 31.

Fredensborg

hører til det yngre sæt af nordsjæll. slotte. Både Kronborg, Frederiksborg og Hørsholm er ældre, idet F. først blev fyrstebolig 1720, men til gengæld er dets historie mere glansfuld end de andre slottes. Dets forhistorie er meget kort. Før slottet byggedes, lå der her en enegård ved navn Østrup (o. 1500 Ørstorpp); dens beliggenhed ved Horsevangen el. Østrup vang, den nuv. slotspark, kan lokaliseres til tæt nv. for Store Kro. Ved opret. af Frederiksborg len 1562 blev Asminderød, og dermed Østrup, lagt ind under det nye len; men 1564 førtes sognet tilbage til Krogen (sen. Kronborg), dog m. undtagelse af de 2 gårde Ebbekøb og Østrup, der fra nu af var kgl. ladegårde. I beg. af 1660erne blev Ø. overladt til dronning Sophie Amalies kammertjener Jacob Petersen, der fik bygget en ny hovedbygn. af bindingsværk, tæt til venstre for »Jernporten« (slottets hovedindkørsel). 1670 købtes gården af Ulrik Fr. Gyldenløve; fra nu af hed den gl. gård Rogården, mens Østrupnavnet overførtes til nybygningen. Chr. V. erhvervede begge gårde 1678, udvidede deres område bl. a. med skoven, hvori der udhuggedes en »stjerne« af jagtveje ligesom i Gribskov og Store Dyrehave (ved Frederiksborg). »Stjernen« blev 40 år senere til alleer i slotsparken. Fr. IV satte ligesom sin fader pris på det naturskønne sted, men kunne ikke realisere længe nærede byggeplaner, før den store nord. krig var forbi. Freden blev sluttet på Frederiksborg 1720, og allr. da var man i færd med at omdanne det gl. Østrup til en kgl. sommerresidens. Navnet Fredensborg fik slottet på kongens fødselsdag 11/10 1722. Kongens arkt. var J. C. Krieger, der samtidig anlagde Frederiksborg slotshave, hvor han nedrev Sparepenge. Byggematerialer herfra, navnlig vinduesindfatninger med skulpturhoveder, overførtes til det nye slot. Caspar Boegardts Frederiksborgvinduer fra 1600 findes endnu på det opr. F.s midtparti.

Det ældste F. var et udpræget centralanlæg. En ret lille hvidkalket hovedbygn. med kælder, beletage og mezzanin opførtes på det sted, hvor »stjernen«s jagtveje mødtes. I hvert stokv. lå en række værelser grupperet uden om kuppelsalen, der når 30 m op gennem begge stokv. og foroven krones af en lanterne; også den indre slotsgd. var et centralanlæg, men af ottekantet form, indrammet af lave et stokv. høje domestiklænger med indkørsel under urpavillonen i oktogonens sydfløj. Om Krieger har undfanget denne plan, der røber ital. træk, er tvivlsomt. Man har altid regnet med Fr. IV.s direkte indflydelse på udformningen, og for nylig har Chr. Elling henvist til Villa di Pentitorri ved Modena. der kunne være et muligt forbillede, og som Fr. IV selv havde set; desuden vides det, at kongen har haft Ludvig XIV.s lystslot Marly i tankerne, da F. blev bygget. – Foruden at være et centralanlæg er F. et udpræget symmetrisk bygværk, hvis n.-s. gående symmetriakse løber ad den midterste jagtvej i skoven gennem kuplen i hovedbygningen, gennem oktogonens centrum til den ydre slotsgd., hvor Krieger i flere tempi 1721–25 opførte i alt 8 småhuse, stalde og vagthuse (corps de garde), efter mønster fra Marly og ordnet på 2 rækker med 4 i hver langs symmetriaksen. 1723 opførte Krieger Store Kro (brændt 1908, derefter genopf., og 1936 omdannet til mondænt hotel) med en lige overfor liggende rejsestald, der endnu eksisterer; disse 2 huse var atter indordnet under hovedaksen og danner en første beg. til Slotsgade (først udbygget 30 år senere). Ved anlægget af endnu et par bygn., en lang, lav stald ved ridebanen ø. f. ottekanten 1721 og endnu et domestikhus, den »røde længe«, v. derfor 1722. understøttede Krieger endnu engang den n.-s. gående hovedakse.

Allr. 1725 lod Fr. IV slottet udvide, idet Krieger ved ridebanen byggede en kirke og i forb. m. denne et kavalerhus, senere kaldet marskalhus, der forbandt kirken med stalden, mens et orangeri byggedes som en v.fløj til kirkehuset og ved en løngang stod i forb. m. slottet. Orangeri og marskalhus var opr. i eet stokv. med mansardtag; kirkens langt højere mure leddeles af pilastre, der støtter den brede trekantgavl over portalen (med stenhuggerarbejde af D. Gercken), og krones af et stejlt valmtag med tagrytter. Det hele anlæg er holdt i den holl. senbarok, som var Kriegers egen stil; kirken er i det væsentlige urørt. 1731 afsluttede Krieger sin virksomhed ved F. ved at lægge en kavalerfløj ved ridebanens s.side vinkelret på stalden, endnu kendelig ved sin holl. pilasterstil; i det indre var længen opdelt i 8 kavalerboliger grupperet 2 og 2 om de 2 smukke kuppelrum og med disse som fælles dagligstuer; rummene er bevaret, men bruges ikke. – Kriegers værk skulle snart undergå væsentlige ændringer, uden at dog F.s særpræg gik tabt.

I Chr. VI.s regeringstid skete ellers kun lidt; dog udførtes et par byggearbejder: Thurah ændrede mezzaninen til fuldt stokv.s højde 1741–42, og samtidig blev tagets konstruktion omtr. vandret. 1744 indrettede arkt. J. A. Soherr en ny indkørsel for kongen i den nø. fløj af ottekanten; det var den såkaldte »blå port«. hvor kongen i ugunstigt vejr kunne stige ud og tørskoet begive sig til sine gemakker. – Med Fr. V beg. de større ændringer. I det indre moderniseredes en del af rummene, særl. den store havesal, dengang taffelstuen, under ledelse af J. Fr. Hännel og Jacob Fabris. Nicolai Eigtved ledede fra 1753 til sin død 1754 s. 115 den store udvidelse af hovedslottet, hvis næsten kvadratiske blok fik 4 sidefløje, 2 mod ø. og 2 mod v., hvorved slottets karakter som kortstammet centralbygning, navnlig mod n. set fra haven, undergik en ændring mod det langstrakte og vandrette. Thurah fuldførte arbejdet ved at bygge en lav forbindelsesfløj mellem de 2 nye vestl. sidefløje. Herved afskilredes i denne del af F. en lille gd., der endnu i dag efter en statue fra slottets ældste tid bærer navnet Batsebagården. – Thurah måtte også bøde på en konstruktiv fejl, der var knyttet til F. fra første færd, nemlig skorstenene. Kuplen gjorde det æstetisk umuligt at anbringe skorstene, som ikke skæmmede bygn., og man havde derfor opr. gjort dem så lave, at røgen slog ned. Thurah byggede da 4 høje skorstene med svungne hætter i kuplens hjørner, vel den eneste acceptable løsning af en umulig opgave. Desuden opførte han 1757 et tostokværks proviantskriveri (nu slotsforvalterbolig) ml. ottekanten og »Røde længe« samt i Slotsgade et stråtækt og lisenprydet havremagasin til stutteriets og hoffets heste. Thurah († 1759) efterfulgtes af Jacob Fortling, der 1760 forhøjede marskalhuset og orangeriet med endnu et stokv. og ændrede det sidste til domestikfløj (»Damehuset«). I marskalhuset boede Fr. V.s nære ven A. G. Moltke, der lod sin bolig fyrsteligt indrette med råd og bistand af den fr. arkt. Nicolas Henri Jardin; dennes elegante smag ses endnu i marskalhusets forstue (med vægbilleder af J. E. Mandelberg). Jardin ville helt ombygge F. i fr. nyklassisk stil, men nåede kun at omlægge haven (se ndf.).

Den sidste store arkt., der kom til at virke på F., var C. F. Harsdorff, som delvis s. 116 ombyggede slottet i tiden efter 1772. I Struensees tid havde Hirschholm været hovedresidensen om sommeren, nu under Guldbergs og enkedronning Juliane Maries regering kom turen atter til F., der dog vedblivende var for lille til hoffets stadig voksende krav. Harsdorff gik derfor 1774–75 i gang med at opføre et andet stokv. på ottekantens bygninger. Samtidig nedrev han ottekantens sydl. fløj (med port og spir). Ved indkørselen til indre slotsgd. byggedes som afslutning på østre og vestre ottekant 2 karakteristiske hjørnepavilloner med valmtag og lave klassiske trekantgavle. Slottets hovedfaçade fik et anstrøg af nyklassicisme, idet portalen fik en mere moderne indfatning. 1775–76 tog man fat på den ydre slotsgd. De små vagthuse, der alle fra Kriegers dage havde været af bindingsværk, opførtes nu delvis i grundmur i den skikkelse, de har endnu. Selve indkørselen foregik opr. gennem et stakit, nu opførtes den anselige »Jernport« med piller og jerngitterværk. I det ydre havde slottet dermed nået det omfang og fået den skikkelse, vi kender. Men også i det indre foregik en del ændringer. I »Damebygningen« ved kirken indrettedes et lille hofteater (senere forsv., Harsdorffs tegn. dertil bev. i Teatermuseet). Adskillige andre gemakker ændredes under H.s ledelse, særlig »Damegemakket« til venstre for slottets store forstue og flere andre rum. Vigtigere var det dog, at Slotsgade omsider fik præg af hovedadgangsvej til F. Den nye kongevej fra Hirschholm var 1770 ført frem til Asminderød by. Da Harsdorff 1775 regulerede forholdene ved »Jernporten«, sluttedes forb. m. den nye chaussé; langs Slotsgade havde hofembedsmænd i mellemtiden fået opført småhuse, og der var bygget endnu en kro, kaldet »Prinsen«, men først ved Harsdorffs regulering var en gl. plan endelig ført helt igennem; intet af de andre nordsjæll. slotte har tilkørselsforholdene reguleret så aksefast som F.

Årene 1772–84 var for F. en glansperiode. Juliane Marie boede til sin død 1796 på F., men de store dage var da forbi. Fr. VI interesserede sig ikke for F., derimod viste arveprins Frederik en levende kærlighed til stedet, og det samme gjaldt hans børn, bl. a. den senere Chr. VIII. Slottet stod dog ofte ubenyttet; det beboedes delvis af gl. hoffolk, som havde fribolig i udlængerne, helt private kunne rykke ind (jfr. Heibergs skuespil »Syvsoverdag«; Fr. Paludan-Müller boede en tid i »Røde længe«). Ved Frederiksborgs brand 1859 blev F. dog atter residens; Fr. VII fik kun aflagt kortere besøg, men under Chr. IX oplevede F. en ny strålende tid. I det ydre skete der ingen væsentlige ændringer, som nu kunne være synlige vidnesbyrd om hoflivet i slutn. af 1800tallet. Men velkendt er beretningerne om Chr. IX.s familieliv, der fik kosmopolitisk anstrøg, når fyrstelige slægtninge fra Grækenland, England og Rusland mødtes om sommeren på F. Lige til vore dage har kongefamilien hyppigt boet nogle måneder om året herude.

Slottets indre undergik i de godt 200 år, det er blevet benyttet, meget væsentlige ændringer. Alligevel er det gået med disse interiører som med det ydre: det opr. anslag er aldrig helt blevet kvalt, og meget er endnu i behold fra den ældste tid. – Fra den åbne terrasse ved den sydl. façade træder man ad Harsdorffs portal ind i den store forstue, Gardesalen kaldet. Den har altid været sparsomt møbleret; væggene, behængt med hjortegevirer, er leddelt i store felter ml. de 4 døres barokindfatninger, og den tunge loftsgesims har bladkonsoller i brødrene Sturmbergs stil. Kuppelsalen lige bagved Gardesalen var fra 1720 slottets store s. 117 s. 118 festsal. Gulvet er belagt med marmorfliser i sorthvidt stjernemønster; de 4 døre i væggenes midte er ligesom kaminerne i hjørnerne importeret ital. arbejde, holdt i Fr. IV-tidens brogede barokstil. Langs 2. stokv. er der en rundtløbende balkon. Væggenes og kuppelhvælvingens stukkaturer er af Carlo Enrico Brenno; de er formet som bånd og rammer om de senere indsatte billeder, men ændres til vilter barok øverst oppe i kuplen om de 8 runde glugger. De vægfaste malerier er fra tiden omkr. 1760. Mandelberg har udført de 8 forneden med motiver fra den trojanske sagnkreds, dog er billedet af Priamos i Achilleus’s telt (på vestvæggen) vistnok udført af Abildgaard. På væggen over galleriet i 2. stokv. ses 4 billeder af A. C. Rüde, med scener fra nyere da. historie. Havesalen var fra 1720 det kgl. taffelgemak. Bevaret er Brennos stukloft som ramme om Hendrik Krocks store allegoriske loftsbillede: Danmark og Norge beder den olympiske gudeverden om fred. Salen omdannedes under Fr. V. Væggenes opr. guldlæder forsvandt og erstattedes 1749 af Johan Friedrich Hännels rokokorammer om de store pillespejle med tilhørende konsolborde og om teatermaleren Jacob Fabris’ romerske prospekter; i denne skikkelse kan man endnu se salen. I stuerne ø. for kuppelsalen findes ligeledes smukke stuklofter fra 1720, nemlig i den daglige spisestue, opr. kronprinsens forgemak, og i stuen s. derfor, nu prinsessernes spisestue, opr. kronprinsessens sovegemak; i begge stuer er loftet udført af de to brødre Sturmberg med kraftige bladkonsoller; Krocks loftsmalerier er Juno og Æolus i det første og Phaeton i det sidste gemak. – De vestl. gemakker, som var forbeholdt kongeparret, er oftere blevet ændret; der er derfor rokokolofter i de stuer, der ligger lige v. f. havesalen, audiens- og konseillessalen, udført af Giulio Guione. Bevaret er kun »Fr. IV.s stue«, svarende i placering og størrelse s. 119 til prinsessernes spisestue. De smukke tapeter med rokokomønstre er først ophængt o. 1770, og det fornemme møblement er fra Fr. V.s tid. Men hele interiøret med Sturmbergs karakterfulde barok over kaminen og omkring Krocks plafond »Ceres« giver sammen med Fr. IV.s portræt over kaminen lidt af atmosfæren fra Holbergtiden. – Slottet havde opr. to trapper, en på hver side af Gardesalen. Nu er kun den østl. i behold. Den vestl. inddroges i et forgemak til dronningens suite; her har Harsdorff indrettet »Damegemakket« 1776. Stuen er sparsomt møbleret, men er fornem ved de fine opdelinger i præcist afsatte felter, hvori Mandelbergs dørstykker diskret er indpasset. – Vigtigere er dog kirken, som hoffet nåede ad løngangen. I det indre har kirken form af et kors. Der er galleri i 2 stokv. på langsiderne, båret af doriske søjler forneden og af korintiske søjler foroven. Alter, font og prædikestol er skåret i træ af Friederich Ehbisch, altertavlen, dommens dag, er malet af Krock. En kongestol var opr. til venstre for alteret i 2. stokv.; den erstattedes 1750 af den nuv. i kirkens vestende.

Parken uden om F. er den gl. skov Østrup Vang, hvori Chr. V havde ladet udhugge de stjerneformede jagtveje, som findes afsat på et gl. kort over Nordsjælland i Fr. V.s Danske Atlas (Kgl. Bibl.), og som efter al sandsynlighed 1720 kom til at danne skelettet for den nyanlagte haves alleer. Den af Krieger anlagte park omfattede opr. blot en del af den kgl. særhave v. f. slottet (sen. formindsket ved udvidelserne i 1750erne, derefter helt omdannet af Jardin) og det halvrunde parterre n. f. slottet, omgivet af »Runde allé« og smykket med skulpturer, hvoraf vistnok kun Batseba (af ukendt kunstner) er tilbage. Resten af parken henlå som skov. »Hidsepladsen« nordl. i skoven vidnede om kongernes jagtglæde. En ottekantet pavillon af træ. opf. af Krieger ude i søen for enden af s. 120 »Eremitagealleen«, hørte sammen med de to »Tepavilloner« på hver sin side af alleen til det fyrstelige forlystelsesliv. Træbygn. er forsvundet, tepavillonerne ombyggedes senere både af Jardin og Harsdorff. Sejlads hørte med til de sommerlige glæder; således går anlægget af Skipperhuset ved vejen mod Sørup antagelig tilbage til Fr. IV.s tid. I 1760erne kom Jardins store omordning af parken efter mønster fra Versailles. Ved store udhugninger i skoven skabte han »Store Allé« n. f. slottet i anlæggets n.-s.-gående centralakse; parterrehaven undergik mindre forandringer, og »Marmorhaven« med dens terrasser og bassiner anlagdes. Billedhuggeren Johannes Wiedewelt strøede en vrimmel af skulpturer over parken. En del er bev., særl. de allegoriske fremstillinger af Danmark og Norge i »Runde Allé«, de 4 bortførelsesscener og 4 trofæer i »Store Allé«, og desuden søjlerne på »Skibsbakken« (til minde om det truende russiske angreb 1762) og på »Ballonpladsen« (et navn, der mul. går tilbage til det gl. Østrups tid, da der ikke synes at have været boldspil på dette sted under Fr. IV). Alle disse skulpturer var anbragt symmetrisk efter en nøje gennemtænkt plan. Spredt over det ca. 83 ha store område anbragte Wiedewelt også mere tilfældige skulpturer, f. eks. »Forblommet antik« nede ved søen i nærheden af tepavillonerne. Andre billedhuggere bidrog til parkens udsmykning, fx. Simon Stanleys Diana. Berømtere er dog Johan Gottfried Grunds figurer i Nordmandsdalen ml. Eremitagealleen og Skipperalleen. Der er omkr. 70 figurer i alt, opstillet amfiteatralsk om en søjle i grydens bund. Emnet er norske og færøske bønder i nationaldragter; s. 121 statuernes kunstneriske værdi har ofte været draget i tvivl, men deres kulturhistoriske betydning er overordentlig. J. G. Grund har som forlæg haft nogle elfenbensdukker, skåret af den no. postfører Jørgen Garnås fra Bergen. – I tiden efter Juliane Maries død, da hoffets interesse for F. var i aftagende, gik Kriegers og Jardins have en usikker skæbne i møde. Franske haveanlæg var ikke mere moderne, og de krævede nøje og kostbar pasning. Den dygtige slotsgartner Johan Ludvig Mansa foreslog 1809 en radikal omlægning i eng. stil, uden at dog han eller hans søn, der fulgte ham i embedet, kunne hindre et tiltagende forfald. Først 1833, da Rudolph Hertz blev slotsgartner, beg. det at lysne. I 1840erne omskabte H. den gl. have; med bibeholdelse af de fleste alleer, så at de store perspektiver bevaredes, omlagde han store partier i eng. stil. I denne skikkelse, en blanding af fransk og engelsk, ses F. park endnu.

Litt.: F. J. Meier. Efterretn. om F. Slot i Fr. IV.s, Kr. VI.s og Fr. V.s Dage. 1880; Valdemar Seeger. F. Slotshaves gl. Anlæg og Monumenter. 1917; Ragnar Josephson. Tessin i Danmark. 1924; Fr. Weilbach. F. Slot. 1928; sa. Da. Bygningskunst i det 18. Aarh. 1930; Valdemar Seeger. F. fra Oprindelsen til vore Dage. 1937; Danmark. 3. årg. 1943. Jørgen Paulsen. F. i DSlHerreg. I. 1944; Sa. F., et Kongeslot som Undervisningsemne. Den nordsjællandske Lejrskole. 1948; V. Thorlacius-Ussing. Fra Saly til Thorvaldsen. Danm. Bill. 1950; Chr. Elling. F. i Ord och bild. 1952.

Skove: Med undtagelse af den lille skov Sørup Hegn (51 ha) v. f. Asminderød by, der hører til Frederiksborg skovdistrikt, hører alle sognets skove under Gurre distrikt. I omegnen af Fredensborg ligger småskovene Skippeholmen (11 ha), Kovangen (5 ha) Fredensborg Lund (6 ha) s. 122 og St. og Ll. Vekseboholm (7 ha). Det er alle bøgeskove, der overvejende drives som lystskov. I Fredensborg Lund står et monument for Kong Christian IX. No. f. Fredensborg ligger den lille skov Endrup Hegn (35 ha). Danstrup Hegn (324 ha) er so.s største skov. Terrænet er højt og bakket. Det gennemdrages af flere mosestrækninger, hvoraf nævnes Hjorteljungsmose, Lille og Store Torpensmose og Store Natravnemose. Bøg og nåletræ er dominerende. Tæt ved hovedvej 6 står en sten til minde om amtsforvalter Hans Rostgaard. Opr. stod der et træ med de 3 bogstaver H. R. G. og årstallet 1659, men træet blev ved en fejltagelse fældet. Et par km sø.f. Asminderød ligger Knurrenborg Vang (109 ha).

Forsv. bebyggelse: *1178 nævnes Birsethorp, o. 1500 Ørstorpp, jf. om Østrup ovf. s. 112.

Oldtidsminder: Sløjfet: 8 stengrave og 2 høje. – I en mose ved Langstrup er gjort et offerfund fra ældre bronzealder med en meget smuk bælteplade, en kniv og 2 armringe.

Fredet er landskabet ved Esrum sø (1949).

Asgotus Hærystsun de Asmundruth nævnes 1291.

Præsten og forf. Frederik Schmidt fødtes i A. 1771.

Litt.: A. P. Tuxen. En Præstegaard i Nordsjælland. AarbFrborg. 1919. 1–32.