Sjørring sogn

(S.-Torsted kom.) omgives af Tilsted, Skjoldborg, Kallerup, Hundborg, Vang so., en enklave af Hundborg so. samt Hillerslev hrd. (V. Vandet so.) og Torsted so. Den nordl. del har jævnt bakkede jorder, der længst i n. er dækket af flyvesand (dele af Vandet plantage). Den sydl. del er mere ujævnt bakket med jorder af højst varierende beskaffenhed. Bl. de højeste punkter er Grønhøj (52 m), Galgehøj og Bavnehøj. I so. den store i årene 1876–78 udtørrede Sperring sø, hvoraf 100 ha hører til so., og som næsten helt er under dyrkning, endv. den i årene 1858–62 ligeledes tørlagte Sjørring sø (tidligere Årsø, 1638 Arsøe), hvis østl. del (247 ha) hører til so. Begge de udtørrede arealer afvandes gennem gravede kanaler, der er ført til Årup å, hvorfra vandet løber til Nørhå sø og Ovesø. Den østl. del af so. afvandes til Limfjorden. Foruden Vandet plantage findes der en større plantage på den tidl. Sjørring hede. I so. findes flere kalkbrud og grusgrave. Gennem det går jernbanen Thisted-Struer (Sjørring stat.), hovedvej A 11 og landevejen Thisted-Vorupør.

Areal i alt 1955: 2491 ha. Befolkning 1/10 1955: 1406 indb. fordelt på 394 husstande (1801: 515, 1850: 747, 1901: 1180, 1930: 1339).

I so. ligger Sjørring stat.by (* 1200t. Syorændæ, Knytlingasaga *o. 1260 (at) Sævarenda, 1367 Syørynd; u. 1800) – bymæssig bebyggelse m. 1955: 516 indb. fordelt på 161 husstande; fordelingen efter erhverv i stationsbyen var 1950: 45 levede af landbrug m.v., 214 af håndværk og industri, 49 af handel og omsætning, 43 af transportvirksomhed, 17 af administration og liberale erhverv og 58 af aldersrente, pension, formue olgn., medens 4 ikke havde givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstegd., skole (vordende centralskole for kom.), kom.kontor, forsamlingshus, missionshus, alderdomshjem (opf. 1959, 24 pl.), sportsplads, afholdshotel m. lystanlæg og lejrplads, andelsmejeri (opf. 1956), maskinfabr., cementstøberi, jernbanestat., posteksp. og telf.central; Sperring (* 1418 Sperende, 1594 Sperind; u. 1801) m. skole (opf. 1935) og forsamlingshus; Næstrup (* 1458 Nestrup; u. 1796) m. skole; Dollerup (1600 Dollerup; u. 1805) m. mølleri; Skårup (1406 Scordorp; u. efter 1805) m. skole; Hulgde (1600 Huolgaadt). – Gårde: Nr.- og Sdr. Nordentoft (1418 Norentoffth, * 1471 Norrinndtofftt, * 1485 Norrinngtofft; u. 1804) (12,8 tdr. hartk., 74 ha; ejdv. 320, grv. 162); Rosvang i Sjørring sø (0,7 tdr. hartk., 306 ha; ejdv. 1050, grv. 485); Tinggd. (1602 Thingrdt.); Ladegd. (1602 Laagrdt.); Dalgd. (1600 Dalgrdt.); Ramsgd. (1600 Ramsgrdt.); Søgd. (* 1418 Siøgaard); Sjørringvig (0,3 tdr. hartk., 88 ha; ejdv. 295, grv. 124); Næstrupgd.; Kærgd. (1655 Kiergaard); Kubgd. (1723 Koegaard, 1762 Kubgaard); Sigshøjgd. (1642 Sigshøi); Sperringgd. (1602 Speringrdt.)

S. so., der sa. m. Torsted so. udgør én sognekom. og ét pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Thisted landso. So. udgør 5. udskrivningskr., 570. lægd og har sessionssted i Thisted.

Kirken, fordum viet Vor Frue, er en anselig, romansk kvaderstensbygn. på dobbeltsokkel og m. blytag, bestående af kor m. halvrund apsis, skib m. våbenhus mod n., samt nyt tårn ved v.gavlen. I apsiden og på n.siden af kor og skib er de opr. vinduer bevaret. Skibets to velbevarede romanske døre er de eneste søjleportaler i Thisted amt, bortset fra dem i Vestervig. Den tilmurede s.dør er den rigeste, m. fire søjler, der to og to flankerer indgangen (genopstillet 1875); n.portalen, der stadig er i brug, blev omsat 1890 og har to balusterformede søjler m. skaftriller, der menes at efterligne drejede træsøjler. I korets s.mur findes en opr. præstedør, nu tilmuret. Det krydshvælvede våbenhus er sengotisk, opf. af gule munkesten i munkeskifte. Et senmiddelald. tårn blev nedrevet i 1700t.; et nyt v.tårn, m. ligkapel i krypten, blev opf. 1929 (arkt. Jens Foged). I det indre, der dækkes af bjælkelofter, er triumfbuen m. romanske kragsten i behold, flankeret af to sidealternicher. Hele kirken blev rest. 1875 og 1890, begge gange af arkt. F. Uldall; i apsiden fandtes 1890 sparsomme rester af romanske kalkmalerier, mens en kalkmalet dek. på skibets vægge fremdroges 1928, atter delvis tildækket. – På alterbordspanelet s. 589 er malet Chr. V.s navnetræk. Den anselige altertavle fra 1640 har kraftige søjlestillinger som ramme om et samtidigt, tvedelt maleri, nederst nadveren, øverst en krucifiksgruppe. Langs korets sider er opstillet panelfyldinger fra et pulpitur, slutn. af 1600t. Romansk granitfont; dåbsfadet er et sydty. arb. fra o. 1575. På skibets s.væg hænger et korbuekrucifiks fra o. 1350 af den i Thy ofte forekommende type m. udtæret, lidende skikkelse og stærkt fremvældende blod i sidevunden. Den rigt udskårne prædikestol fra 1639 har hjørnekaryatider og i arkadefelterne relieffer, bl.a. evangelisterne, en krucifiksgruppe og den opstandne frelser (rest. 1919). Stolestader fra o. 1590. På skibets n.væg et epitafium over sgpr. Jens Christensen Spend, † 1654, og hustru. I koret to gravsten, en over ovenn. ægtepar, en anden over Mogens Villadsen, † 1677.

På kgd. findes den s.k. Bispegrav, der består af to parallelt liggende prismedannede kampesten m. tilhørende gavlsten. På den ene prismes skråsider er der udhugget en engel m. opløftede vinger og en biskop, antagelig Nicolaus af Myra; den anden sten har derimod ingen figurfremstillinger. Ml. de to sten ligger en flad sten, på hvilken bl.a. ses et kors og en lat. indskrift, der nu kun brudstykkevis kan læses. Gavlstenene er prydede m. reliefkors. Sagnet har ment, at monumentet er sat over en Børglumbisp, der led skibbrud i Vesterhavet, el. over en eng. bisp, der led skibbrud på den sorte døds tid og selv bragte smitten til landet. Stenene er dog fra den romanske tid henimod 1200 og har sikkert dannet tre selvstændige gravminder, der først i beg. af 1800t. synes at være samlet i én gruppe. Ved en af J. B. Løffler 1875 foretagen undersøgelse (Aarb. 1877. 83–100) fandtes under den flade midtsten en forstyrret gravkiste af kløvede granitsten og heri de forstyrrede skeletdele af et ungt individ; tæt s. derfor fandtes en anden, velbev. gravkiste. Yderligere er der ved kirken et par romanske gravsten, den ene, mul. m. tilknytning til bispegraven, nu indsat i skibets s.mur, den anden i s.muren på det nye tårn.

Litt.: DanmKirk. XII. 1. Tisted a. 1940. 379–96.

På kgd. er begr. sgpr. Johan Vogelius Steenstrup, † 1849, fader til prof. Japetus Steenstrup, og landmanden, bestyrer af Rosvang, N. P. J. Buus, † 1886.

Udtørringen af Sjørring sø (se ovf.), der opr. foretoges på kapt. Chr. Jagds og lodsejernes regning, gav et udmærket resultat, men lodsejerne trak sig efterhånden tilbage af frygt for de store omkostninger, og kapt. Jagd kunne ikke klare gælden; 1867 overgik derfor hele søarealet (undt. Egebaksande, med 110 ha) til A/S Sjørring Sø, der drev det med held i mange år (insp. N. P. J. Buus, † 1886, derefter insp. Joh. Leegaard). Arealet deltes i 4 gde, Rosvang (den største), Færgeborg, Sjørringvig og Schæfergården; 1918 solgte aktieselskabet søen for 1,8 mill. kr. til et konsortium fra Thistedegnen, der siden har udstykket en del af arealerne. På Rosvang havde kapt. Jagd oprettet mejeri; de fortrinlige græsgange skabte betingelser for stort kreaturhold, og mægtige stalde og ladebygninger med kørebro over bjælkelaget opførtes på flere af gårdene; store partier af søbunden har også ladet sig opdyrke til korn- og rodfrugtavl. Ved udstykningen erhvervedes Rosvang af J. Støvring, der 1932 også købte Færgeborg af J. Dahm; efter hans død 1952 ejes gårdene nu af hans døtre, Rosvang af fru Anna Edel Fog Hansen og Færgeborg af fru K. M. Andresen. – I søen lå tidl. flere holme, således Råstrup holm og Færgeborgholm (om den sidste se Vang so.). Den mindre Sperring sø, s.f. Sjørring, blev udtørret 1876–78.

Litt.: Ole Bang. Sjørring Sø, AarbThisted. 1908. 24–36. C. Brunsgaard og Henry E. Pedersen. Landet mod Nordvest. I–II. 1946–47, se registeret.

Sjørring har været en kongelig borg. Knýtlingasagas fortælling, at Knud den Hellige opholdt sig »at Sævarenda«, da oprøret mod ham brød ud 1086, og at oprørerne derefter plyndrede kongsgården, er urigtig. Ælnoth beretter, at kongen lod sine mænd gå til Aggersborg, medens han selv tog ind på det s. 413 nævnte Biskopstorp. (Se Hans Olrik i HistTidsskr. 6. rk. bd. 4 s. 247 ff.). I ValdJb. (1200t.) anføres stedet (Syorændæ) blandt det jyske kongelev. Under det flg. årh.s urolige forhold må S. være kommet ud af kronens besiddelse, for 1365 må Poul, Niels, Jens, Anders, Laurens og Peder Glob oplade Valdemar Atterdag al deres rettighed i »en gardh Sörendh i Thiut«.

Litt.: P. L. Hald. Sjørring Volde, AarbThisted. 1921. 287–94. Danske Voldsteder. Tisted amt. 1957. 97–118.

Sjørring Voldsted er et af Landets mest imponerende og velbev. Borganlæg; samtidig er det et af de bedste hjemlige Eksempler paa et tidlig-middelald. Motte-Anlæg, bestaaende af en kvadratisk Midterbanke, Motten, omgivet af Grave og Volde. Banken, hvis Side ved Foden maaler ca. 40 m, rejser sig 7,50 m over Gravens Bund, der nu er planeret helt flad. Gravens Ydersider staar navnlig i N. og Ø. med en kolossal Stejlhed og Højde (indtil 9 m). Hele Anlægget er skaaret ind i et lille Næs, der skød sig frem fra N. og dannede et naturligt Skel ml. de i det 19. Aarh. tørlagte Sjørring og Sperring Søer. Banken og Voldene er derfor dels naturlige, dels dannede ved Kunst. Til Graven, der for Søens Udtørring har staaet under Vand, er der tre Indløb. Ved en Udgravning 1945–46 (arkt. C. G. Schultz, Nationalmuseet) konstateredes, at Gravens Sider var dannede af opstablede Græstørv. Ved sa. Lejlighed fandtes Resterne af en Træbro, som havde ført over den vestl. Grav til Midterbanken. Formodentlig har der over de nordvestl. Indløb til Graven, ml. Vestvolden og det høje Land i N. ogsaa været en Bro.

Umiddelbart n.f. Voldstedet, i Kroens Have, angives i en Præsteindberetn. fra 1638 at være et Stykke Jord, som kaldes Skt. Anders Kirkegaard (JySaml. 4. r. I. 1911–14. 124).

Voldstedet har i mange Aar dannet Rammen om store Gymnastikstævner og Folkefester. Den vestl. Del af Anlægget er tilplantet. Ved Indgangen fra Landevejen er rejst en Træportal, tegnet af V. Koch.

Søgård blev 1418 solgt til bispestolen i Børglum af Jens Skram til Todbøl, som mul. er kommet i besiddelse af S. gennem sit ægteskab med Else Nielsdatter Glob (af slægten med de tre søblade i våbnet).

Litt.: Danske Voldsteder. Tisted amt. 1957. 119–28.

Det middelald. Søgaards Voldsted ligger omtr. midt i den 1878 udtørrede Sperring Sø paa s. 592 en lille naturlig Holm (1549 Sperringholm, 1640 Sperindholm), der i sin Tid var Hjemsted for talrige Fugle. Voldstedet har været under Plov siden Søens Udtørring, og dets Konturer er nu stærkt udviskede. Det bestaar af to Banker, en større aflang mod N. (ved Foden ca. 50 × 35 m) og en mindre, rund i S. (ca. 25 m i Tværmaal), adskilte ved en Tværgrav og omgivet af en Ringgrav og en svag Ringdæmning. Der er tidl. fundet Spor af en Pælebro, der fra Voldstedet førte over Søen ind til det faste Land mod NV. til et Sted, kaldet Staldbakken, hvor der angives at have været et mindre Befæstningsanlæg. Nu er alle Spor heraf forsv., og Bropælene lader sig ikke mere paavise. Paa Voldstedet, der kan betegnes som et Dobbelt-Voldsted med Tvilling-Motter, er der aldrig fundet Mursten.

Ved Søens Udtørring fandt man ved Raastrup Holm Grundmure af en stor Bygn. af store, røde Mursten dybt under Søens tidl. Overflade. Man har ogsaa ment, at Stenene skulde hidrøre fra en med Mursten ladet Baad, som sank her 1709.

På Nordentoft – tidl. også kaldet Norringtoft – skal den i folkevisen omtalte Ebbe Skammelsen, der dræbte sin fæstemø og sin broder, have boet (først omtalt i et tingsvidne fra 1676). E. S. angives i adelige slægtebøger at være tip-tip-tipoldefader til rigsråd Niels Strangesen (Bild), der ejede N. Han døde 1424 og N. kom derefter (før 1435) til Vestervig kloster, dog synes hans sønnesøn, rigsråd Ebbe Strangesen († ca. 1507) endnu 1493 at have gjort fordring på N. – nævnte år trættede han med klosteret om N. mølle. Klosteret beholdt N., som ved reformationen kom under kronen og siden på private hænder. Ca. 1650 blev den udlagt til borgm. på Christianshavn Jacob Madsens arvinger, bl.a. sønnerne Ejler († 1681) og Christian Jacobsen. 1671 solgte E. J. N. til Chr. J., som 1682 solgte den til Knud Lang, byfoged i Lemvig. Denne solgte 1686 gden (godt 20 tdr. land) til Ejler Jacobsens enke, Birgitte Thomasdatter, der 1698 solgte N. til Thomas Grave(r)sen, efter hvis død 1712 den overgik til svigersønnen kommandørkapt. Andreas Gerner († 1749), hvis søn kommandørkapt. Jens G. († 1783) 1780 solgte N., der da var delt i to gårde, Vester N., nu kaldet Sønder N., og Øster N., som efter en flytning kaldes Nørre N., til fæsterne.

Sønder N. købtes 1780 af dens fæster Mads Pedersen Wadskier, som 1794 solgte den for 2000 rdlr. til Anders Jensen Rokkier, der 1829 afhændede den for sa. pris til Niels Henriksen. Han solgte den 1853 for 20.000 rdl. til Søren Chr. Theodor Raun, der ca. 1873 afhændede den for 34.000 rdl. til M. Mikkelsen. Han døde 1882 og, 1884 solgte enken S. N. til Christian Sindberg, der n.å. skødede den for 76.000 kr. til Jens Mikkelsen, der 1897 solgte den til sin søn Peder Klemmensen Jensen, hvis svigersøn Christian Møller overtog den 1940.

Nørre N. købtes 1780 af Niels Thomsen, og efter hans død fik sønnen Anders Nielsen Nordentoft skøde på den 1811 for 4100 rdlr. 1821 solgte han den for 1500 rdlr. til sin broder Lars Nielsen Nordentoft, hvis søn Peder Larsen N. overtog den 1868 for 8000 rdlr. Hans enke Ane Hornstrup solgte den 1905 for 50.000 kr. til sin søstersøn, Niels Chr. Nielsen.

Litt.: Severin Christensen Sortfeldt i AarbThisted. 1919. 73–80. Torsten Balle. sst. 1954. 177–84. Kr. Andersen i C. Brunsgaard og Henry E. Pedersen. Landet mod Nordvest. I. 1946. 130–32.

Ved Nordentoft skal tidl. være paavist Munkesten og Spor af Grave, men Lokaliteten kan nu ikke mere paavises med Bestemthed.

Litt.: Danske Voldsteder. Tisted Amt. 1957. 26.

En hovedgård i Skårup (Scordorp) blev 1406 skødet af væbn. Mogens Villadsen og hans hustru Gro Gevertsdatter Berlin til dronn. Margrete.

Næstrup tilhørte 1630 Anne Lykke († 1645) og hendes søn Mogens Sehested († 1657). Nævnte A. L. var barnebarn af Eiler Lykke, der nævnes i Sjørring 1537.

Flere forsv. gde i so. nævnes fra 1600t.: Grønbjerg (1600 Grønberig), Brogård (1600 Brogrdt.), kendt endnu i 1800t. (på stedet ligger nu Hotel Sjørring Vold), Tistrup (1602 Thiestrup), Keldgård (1600 Kieldgrdt, 1688 Kilgaard) og Slumstrup (1676 Slumstrup).

Skove: Mod sø. i so. på tidl. hedestrækninger findes Sjørring Hedeplantage, anl. 1899, 46 ha, mod n. dele af Vandet Klitplantage (jf. s. 565).

Fredede oldtidsminder: En langdysse uden kammer, 5 langhøje, hvoraf en ved Sjørring er 50 m lang, og 45 høje, hvoraf adsk. er store og anselige, således Sjørring Bavnehøj, Store- og Lille Kraghøj, Store Kløvenhøj, Rummelhøj ved Sperring, Galgehøj på Tinggårds mark og to høje ved Dollerup. – Sløjfet og ødelagt: En langdysse og 157 høje, flest omkr. Dollerup og s.f. Sjørring.

I Sjørring og Sperring søer er fundet flere oldsager fra sten-, bronze- og jernalder.

Nær Sjørring kgd. er fundet en runesten, der omtales af Pontoppidan 1741; 1841 blev den genfundet i et stengærde, og præsten i Vang lod den opstille i sin kirke, hvor den endnu står i våbenhuset (jf. s. 600). Indskr. lyder: Åse satte denne sten efter sin ægtefælle Ømunde, som var Finulvs hirdmand.

Litt.: DRun. 192.

Ved Sjørring sø, nær ved Ladegård, skal der i gl. tid have været en vandmølle (AarbThisted. 1939. 168). Nordentoft vandmølle nævnes 1440, var øde 1688 (sst. 1940. 292f.).

Litt.: AarbThisted. 1909. 36–40, og 1910. 57–59 (om degne); 1921. 213–15 (visitatsindberetning); 1925. 4–6 (indskrifter). Torsten Balle. Gamle veje i Ty, sst. 1948. 215–28.