Uvelse sogn

(U.kom.) omgives af Lynge, Uggeløse, Slangerup, Gørløse og Nr. Herlev so. Største delen af so. er en jævn moræneflade, hvorover der i ø. rager enkelte fladtoppede bakker som Dyrehave bakke og Solbjerg, begge 49 m. Uregelmæssigt terræn findes mod v., hvor Langebjerg, en smal, langstrakt ås, næsten helt afgravet, danner grænsen til Gørløse so., og s. herfor i Lystrup skov hæver Kongehøj (59 m) sig på randen af en dyb tunneldal, hvori også Strenghøj sø ligger. Lystrup skov er so.s eneste skov. Stedvis ses rester af den nedlagte midtsjæll. jernbane. Gennem so.s østl. del går landevejen Lynge-Hillerød.

Areal i alt 1950: 1188 ha. Befolkning 7/11 1950: 474 indb. fordelt på 134 husstande. (1801: 444, 1850: 528, 1901: 429, 1930: 491). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 237 levede af landbrug, 121 af industri og håndværk, 23 af handel og omsætning, 11 af transporterhverv, 12 af administration og liberale erhverv og 41 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 22 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Uvelse (o. 1370 Ughløsæ, Vløsæ; u. 1779) med kirke, skole (opf. 1925 og udv. 1942) med kommunekontor, missionshus, idrætsplads, maskinværksted og støberi; Lystrup (*før 1200 Lwtztorpp; u. 1783) med skovfogedbolig (Lystruplund) og vandrehjem (»Mosehuset«). – Saml. af gde og hse: Uvelse Enghave; Bygvangen. – Gårde: Lystrupgd. (24,7 tdr. hartk., 151,1 ha; ejdsk. 370, grv. 201), Strenghøjgd. (13,5 tdr. hartk., 106,2 ha; ejdsk. 260, grv. 131), Højlundegd. (14,7 tdr. hartk., 77,9 ha; ejdsk. 208, grv. 120), Tvinnemosegd., Tibækgd., Viderødgd.

U. so., der udgør een sognekom. og sa.m. Slangerup so. eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kredse som Frederiksborg Slotssogn, dog under 11. skattekr. og under 1. udskrivningskr., 108. lægd.

Kirken, en meget lille, men trods senere om- og tilbygninger i hovedsagen velbevaret, romansk munkestensbygning fra 1. halvdel af 1200t., må regnes blandt vor ældre teglstensarkitekturs bedste præstationer. Planlægning, teknik og detaljering er lige fortrinlige. De forholdsvis høje og tynde mure er fuldt gennemmurede af temmelig små munkesten, som i stor udstrækning er blevet riflede inden brændingen, og profiler, specialsten samt de fleste konsoller under buefriserne ser ud til at være tilskårne og formede, mens leret var halvtørt. Den kun 17 m lange opr. bygning er opdelt i 4 afsnit, af hvilke apsis, kor og skib er smykkede med det obligate system af lisener og rundbuefriser, hvis buer på skibet bæres af vekselvis enkelte og dobbelte småsøjler, et ualmindeligt træk. Det 4. afsnit, et ejendommeligt, men nu for de øverste partiers vedkommende aldeles ombygget romansk tårnanlæg, s. 243 ligger i glat forlængelse af skibet og spores derfor knapt i det ydre, klart derimod indvendig i skibets vestende, hvor man ser, at det har været rejst efter samme dristige princip som det ældste tårnanlæg i Søborg (sml. s. 157). Mere end halvdelen af konstruktionens vægt hviler på to indvendige støtter, her spinkle, murede rundsøjler med trapezagtige baser og kapitæler, som bærer en tredelt buestilling på tværs af skibet, og fra hvilke der er spændt to andre rundbuer over til vestgavlen. Over det kvadratiske rum mellem de sidste buer, vestgavlen og rundpillerne, som opr. har haft et højtliggende træloft, og fra hvilket der fører smådøre ud til tagrummene mod n., s. og ø., har det egl. tårn været ført til vejrs, formentlig udformet som en spirdækket tagrytter. De to smalle sidefag n. og s. f. tårnet har opr. tøndehvælv, og på denne strækning har skibets langmure aldrig haft rundbuefrise, hvilket kunne tyde på, at der over hvert af tøndehvælvene har været et lille overrum, ragende op over skibets tagflader, og afsluttet med tværstillet sadeltag el. pulttag. – Den romanske kirke har stået urørt det meste af middelalderen. Mod dennes slutning er der indbygget en simpel krydshvælvning i koret, to i skibet og en lignende i tårnpartiets midtfag. Fra omtr. sa. tid stammer våbenhuset foran s. døren, af munkesten og med enkel, kamtakket blændingsgavl. Kort før 1600 er de opgående partier af det romanske tårnanlæg blevet ombygget og udvidet til en uforholdsmæssig bred, udelt blok, hvis smalle gavlmure omtrent flugter med skibets langsider og delvis bæres af sidefagenes tøndehvælv. En stor tilbygning, som dækker hele skibets n.side, fladloftet og med valmtag, er opf. 1742. Trappehuset på tårnets n. side samt de øvre afslutninger på korets, skibets og tårnets taggavle er moderne.

Relikviegemme af kalksten, fra alterbord, i Nationalmuseet. – Altertavle, barok, o. 1635, m. Christian IV.s navnetræk i topstykket. I storfeltet maleri, hoftestykke: Kristus, sign. N. Simonsen 1866. Alterkalk 1633, m. Fr. Urnes våben og navnetræk. Barokke alterstager. Døbefont, romansk, af kalksten, et skånsk importstykke m. småarkader og hvælvede bægerblade (Mackeprang. D. 462). Messingfad, skænket 1594 til »Welsø« kirke. Prædikestol i renæssance, af Slangeruptype, m. stive evangelister og hjørnehermer, beslægtet m. Ølstykkestolen fra 1595. Stolestaderne er til dels gl. m. afhøvlede pilastre. Pulpitur fra 1700t. Den ældste klokke er støbt 1618 af Hans Kemmer i Helsingør (AarbFrborg. 1934. 106).

I kirken er opstillet det gl. vievandskar, der en lang tid var brugt som kølekar i en smedie, men 1946 er erhvervet tilbage til kirken.

Endnu i beg. af 1500t. var Lystrup et eget sogn ved siden af Uvelse; Lystrup kirke nævnes o. 1370; 19/1 1553 fik Anders Barby kgl. tilladelse til at afbryde »Kapellet« i L. og bruge materialet til eget behov. På kirkebakken er der fundet munkesten og skeletter.

Om Lystrupgård (tidl. også Espeholm) findes fra middelalderen ingen skriftlige overleveringer, men nok mundtlige sagn. Da den første gang nævnes i kilderne, er den i kronens eje, kaldes da »Lystgården« og benyttedes af kongerne under deres jagter i Nordsjælland. I 1660erne kom den i borgm. Hans Nansens († 1667) eje for tilgodehavender hos kongen. Sønnen, Hans Nansen d.y. († 1713) solgte den 1699 til rådmd. Hans Meulengracht i Kbh., der 1701 afhændede den til kapt. (sen. justits- og kommerceråd) Christian Carl Bircherod (til Fraugdegård). Han solgte L. 1707, men måtte overtage den igen 1710. Kort efter solgtes den til kronen, der lagde den under ryttergodset. 1719 overtog kapt. Lohmann hovedbygn. mod forpligtelse til vedligeholdelse. Før 1721 er den solgt til kapt., sen. stadsmajor i Kbh. A. C. Willarst. I Pont. Atlas. (1774) omtales L. som »en lystgård uden avling, – der nu har tabt sin herlighed«. 1787 ejes den af landmålingsinsp. Ole Fensmark, der kalder sig »selvejer af L.« Derpå synes den en tid at være reduceret til fæstegd., idet Mads Mortensen 1801 kaldes fæster af L. 1831 ejes L. af Nikolay Wallentin Kramer (var da ca. 150 tdr. land m. ca. 15 tdr. hartk.), efter 1845 en tid af Carl Vilhelm Lind, derpå af Emanuel Bonnevie, der 1861 efterfulgtes af propr. Jørgen Knudsen. 1869–99 ejedes den af propr. Frits Otto Marie Rottwitt, der overdrog den til enkefru Magdalene Hoffmeyer som ufyldestgjort panthaver; hendes søn, sen. jægermester Hans Poul H. ejede den 1901–18. Nuv. ejer Aage Olsen. Alle bygn. nedbrændte 1906. Nuv. hovedbygn. opf. 1906–07 (arkt. G. B. Hagen).

Litt.: Gunnar Olsen i DSlHerreg. Ny Saml. I. 1944. 143–45. Fr. Hammerich. Præsident Hans Nansen d. æ. i HistTidsskr. 3. rk. I 1858–59. 236.

Skove: Lidt over halvdelen af Lystrup skov (i alt 191 ha under Farum distrikt) dækker so.s nordvestre hjørne.

Fredede oldtidsminder: 2 høje på U. mark, deribl. den anselige Lundehøj. – Sløjfet: En dysse ved Lystrup og 18 høje, hovedsagelig ø. og sø.f. U.