Mors

Mors er med sine 363,22 km² den største ø i Limfjorden. Den skilles fra Hanherrederne og Thy ved de tre sunde Feggesund, Vilsund og Næssund, ml. hvilke farvandene udvider sig til Thisted bredning og Visby bredning. Fra Salling er den skilt ved Sallingsund, der mod n. udvider sig til Livø bredning, mod s. til Kås bredning. Øen er meget stærkt indskåret og rig på halvøer og bugter, men i stenalderen, da øen lå 2,5–4 m lavere end i nutiden, var antallet af havarme, der trængte dybt ind i øen, langt større. Således var den nordøstl. del af Mors en selvstændig ø, og fra Dragstrup vig strakte der sig en lang fjordarm ind gennem Lyngbro bæks dal, hvorved øen næsten var delt i to dele. Dalen er i dag skel ml. Morsø Nørre og Sønder herreder. De siden stenalderen hævede havbundspartier optræder dels som marine forlandssletter med strandvolde og laguner langs kysterne og dels som velmarkerede, fladbundede dale, begrænset fra omgivelserne ved stejlklinter. Flere af disse gl. fjordarme er ved landvindingsarbejder blevet forvandlet til kulturjord, foruden at lavvandede vige som Næsvig og Tissingvig er blevet inddæmmede og tørlagte.

Stejlklinter findes mange steder langs kysterne, men næsten overalt skyldes de havets virksomhed i stenalderen, og de er nu græsklædte el. skovbevoksede, og kun på n.kysten optræder der friske havklinter, deriblandt de kendte molerklinter ved Feggeklit og Hanklit. Øens indre er de fleste steder jævnt bakket og består fortrinsvis af frugtbart moræneler. Sandede partier findes i større udstrækning kun ml. Vejerslev og Rakkeby, hvor øens største plantage, Sønder herreds plantage, ligger. Her når Malhøj 64 m. Noget helt for sig selv er de høje og imponerende bakker langs øens n.kyst ml. Sundby og Flade (Flade bakker), hvor isen fra n. har skudt en vældig randmoræne op til højder på over 80 m. Højeste punkt er Salgerhøj i Flade bakker (89 m, trig.stat.). Bakkerne består her for en meget stor del af opskudte flager af det tertiære moler, der kommer til syne i klinterne langs n.kysten og i de mange molergrave i bakkerne. Mest imponerende er den 61 m høje Hanklit, hvis skiftende lag af farvet moler og vulkansk aske sa. m. den berømte rødsten giver et enestående farvespil. I mindre format gentager fænomenet sig på ø.siden af Feggeklit. Af lidt anden karakter er de på skrænter og slugter rige Legind Bjerge, der i Bavnehøj når 52 m.

Mors er fattig på skov. Gl. løvskove findes næsten kun ved gården Højris, mens de største nåletræsplantninger er Sønder herreds plantage og Legind Bjerge plantage. Jordernes frugtbarhed i forbindelse med den store opdyrkningsgrad har gjort Mors til en af vore tættest befolkede øer, og med et folketal på 27.263 i 1955 (heraf Nykøbing 9293) er befolkningstætheden 75 pr. km², mens tætheden for amtet som helhed kun er 48,9, og Mors er da også et af Danmarks tættest bebyggede landdistrikter.

Mors, 1075 Morse, ValdJb. *1200t. Morsø, 1250 Morsæ, Knýtlingasagaen o. 1260 Marsey, er blevet forklaret som en afledning af et ord med betydn. »grus« el. lign.

Mors har sandsynligvis, men længe før den historiske tid, bestået af flere øer. Adam af Bremen nævner 1075 »Morse« som én ø. Første gang den nævnes, er under Harald Blåtand, da Otto I på sit tog mod ham skal være nået herop og her have sluttet en overenskomst med ham, hvilket dog vistnok er uhistorisk (se Johs. Steenstrup. Univ. Indbydelsesskr. i Anl. af Kongens Fødselsdag. 1900. 61 f.). Fra tidlig tid nævnes Feggesund, Vilsund, Næssund og Sallingsund s. 689 som dens grænser (i et dokum. af 26/3 1435 (Dueholm Dipl. 42f.) hedder det om levering af korn, at det skal ydes »inden 4 sunde i Morse«). I middelalderen hørte øen til Sallingsyssel. Grev Johan af Henneberg forlenedes 1334 med M.; 1340 havde en Rantzau den i pant, og de holstenske grever forpligtede sig til at indløse den til hertug Valdemar. Morsingboerne deltog i bondeoprøret 1441 (se ovf. 523). Laur. Mogensen Løvenbalk var lensmand på M. 1473, og 1490 var øen pantsat til fru Dorete, hr. Mogens Ebbesen Galts enke, fra hvem bisp Niels Glob 1492 indløste pantet. Øen vedblev at være et eget len, som efter reformationen kaldtes Dueholms len efter det inddragne kloster; efter 1660 dannede øen Dueholm amt; se s. 476.

Indbyggerne på Mors kaldes morsingboer el. morsinger.

Litt.: Casp. Schade. Beskrivelse over Øen Mors. 1811. Historisk Aarbog for Mors. 1919–32. Marius Dahlsgaard. Mors. Limfjordens Perle. 1930. J. Lund, A.C. Skyum og Kort K. Kortsen. Morsingmålet. I–III. 1932–54. Aug. F. Schmidt. Morsingboer i gamle Dage. I–IV. 1930–38 og Fra Mors. I–II. 1957–58, begge med litt. Hugo Matthiessen. Limfjorden. 1936. Jens M. Nielsen. Nogle Træk af det kristelige Vækkelsesliv paa Mors. 1936. Morsingboen. I–X. 1938–47. Johs. Humlum. Danmarks Mineindustri. 1943. Georg Morsland. Østers-Øen Mors. 1954.