Store Arden sogn

(Astrup-St. A. kom.) omgives af Astrup, Rostrup, Vebbestrup og Rold so. samt Hellum hrd. (Skørping, Fræer og Torup so.). Villestrup å danner på et stykke grænse til Astrup so., og ved n.grænsen ligger St. Økssø (36 ha). Det ujævnt bakkede landskab har en noget vekslende jordbund og er rig på moser (Vejrholt mose). Hele den nordl. del af so. er skovklædt (Hesselholt skov, St. Arden skov, Alminden), og her kommer mange turister om sommeren. Gennem so. går den jyske længdebane (Arden stat.).

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1955: 2134 ha. Samlet befolkning 1/10 1955: 1698 indb. fordelt på 542 husstande (1801: 254, 1850: 266, 1901: 850, 1930: 1441).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Store Arden (1454 Erden, 1464 Ærrendh, 1480 Arden; u. 1787) m. kirke og skole; Arden stationsby (sammenbygget m. Hesselholt (*1457 Heszelholtt; u. 1787 og 1797)) – bymæssig bebyggelse med 1955: 1356 indb. fordelt på 451 husstande (1930: 975) – m. kom.skole (opf. 1901, centralskole opføres 1961), teknisk skole (i kom.skole), bibl. (i kom.skole, opret. 1941; 3200 bd.), kom.kontor, alderdomshjem (opf. 1957, arkt. Skøt, Hobro), stadion, lystanlæg, biograf, kro, Arden og Omegns Sparekasse (opret. 1909; 31/3 1960: indskud 2,9 mill. kr., reserver 230.000 kr.); Banken for Arden og Omegn A/S (opret. 1917, ny bygn. 1960; 31/12 1959: aktiekapital 200.000 kr., reserver 433.000 kr., indskud 4,9 mill. kr. og udlån 5,2 mill. kr.), andelsmejeri, mineralvandsfabrik, bogtrykkeri, teglværk, cementvarefabr., maskinsnedkeri, savværk, emballagefabr., maskinfabr., gartneri, jernbanestat., posteksp. og telf.central. – Saml. af gde og hse: Skovhse; Klarlund (1611 Clarlundtt); Holthse (1688 Heszelholt Schouf); Vejrholt (* 1494? Vederholt) m. tørvefabrikation.

O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.

St. A. so., der sa. m. Astrup so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Hindsted og Hellum hrdr.s provsti, Ålborg stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Astrup so. So. udgør 5. udskrivningskr., 415. lægd og har sessionssted i Terndrup.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Den lille kirke består af romansk kor og skib med nyere våbenhus i s. og klokkegalge i v. Den romanske bygn. er opf. af granitkvadre på skråkantsokkel, og af opr. enkeltheder ses den tilmurede, retkantede n.dør og s.døren, som er i brug. I korets ø.mur er indsat en løs vinduesoverligger. Indvendig står den runde korbue med skråkantsokkel og -kragbånd. I triumfmuren er der ved begge sider mod skibet uregelmæssige sidealternicher, hvor der 1958 var fremdraget svage kalkmalerispor, der ikke kunne bevares. Kor og skib har bjælkelofter. De udvendige mure er i vid udstrækning omsat. Den svære klokkegalge ved skibets v.gavl er overvejende af ny dato, men indeholder en del gammelt kampestensmurværk, der tyder på, at her har stået et sengotisk styltetårn. Våbenhuset er vistnok helt igennem fra 1899. – På det kvadermurede romanske alterbord står en lille altertavle i bruskbarok o. 1640–50. Pragtfuld sølvkalk 1569 med navne og våben for Axel Juul og Kirstine Lunge og fremstillinger af lidelseshistorien. God romansk granitfont med løver adskilt af mandsskikkelser (Mackeprang. D. 221). Prædikestolen er et snedkerarbejde fra o. 1635, men vist en del fornyet. Klokke 1746 af Kaspar Kønig. Kirkeskib: Tremastet skonnert »Estella«.

Erik Horskjær redaktør

s. 1148

Kirken i Arden stationsby er opf. 1934 (arkt. E. Packness) som en langhusbygning af teglsten, hvis tårn har pyramidespir. Indvendig har det lyse, udelte rum fladt loft. Altertavlen er et maleri: Getsemane, korsfæstelsen og opstandelsen. På kgd. findes en genforeningssten.

Erik Horskjær redaktør

Peder Ovesen Bille skrives 1641 til Søndergård i Arden.

Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.

Skove: Over 1/3 af arealet er dækket med skov, således indtager de under Lindenborg skovdistrikt (jf. omtalen under Fræer so.) hørende skove St. Arden skov og Alminden 479 ha og den under Buderupholm statsskovdistrikt (jf. omtalen under Skørping so.) hørende skov Hesselholt (1688 Heszelholt Scouf) 377 ha.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Fredede oldtidsminder: En langhøj og 11 høje, næsten alle i skovene mod n. – Sløjfet el. ødelagt: 11 høje.

I Bredmose ved St. Arden er fundet et moselig med tøj.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Litt.: Margr. Hald i Nordiske Fortidsminder. V. 20–27.