Tim sogn

(T. kom.) omgives af Torsted, Hee, Stadil og Vedersø so. samt Ulfborg hrd. (Madum so.). Grænsen til Ulfborg hrd. følger til dels Madum å, hvis gl. løb også danner skel til Vedersø og Stadil, mens Stargrøft skiller so. fra Hee. Den gl. bebyggelse er knyttet til den 1961 regulerede Tim ås nærmeste omgivelser, men hvor bakkeølandskabet mod v. bliver lavt og grundvandsbetingelserne gunstigere, breder den sig også over de jævne, sandmuldede flader, som fx. n.f. Tim Kirkeby. I denne egn ligger de 1955 afvandede Tim enge (665 ha). På noget højere terræn har jorderne haft tilbøjelighed til at flyve, m. lave klitrygge som resultat (Svingelbakker). Dette forhold forstærkes, jo længere man kommer mod ø., hvor Rejkær Sande ligger, nu beplantet (Rejkær plantager), mens der andre steder optræder lyngpletter. Gennem so. går den vestjy. længdebane (Tim stat.), hovedvej A 16 og en landevej ml. Tim og Grønbjerg ved hovedvej A 11.

Areal i alt 1960: 4064 ha. Befolkning 26/9 1960: 1155 indb. fordelt på 333 husstande (1801: 448, 1850: 639, 1901: 920, 1930: 1091, 1955: 1160). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1960 i flg. grupper: 616 levede af landbr. m.v., 185 af håndv. og industri, 64 af handel og omsætning i øvrigt, 86 af transportvirksomhed, 48 af administration og liberale erhverv, 11 af anden s. 465 erhvervsvirksomhed og 135 af formue, rente, understøttelse olgn.; 10 havde ikke givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Tim (1330–48 Tyym) Kirkeby (Østerby, 1610 Østerbye) m. kirke, præstebol., Tim vestre skole (opf. 1956, arkt. P. Hempel) m. afdelingsbibl. og andelsmejeri (Phønix, opret. 1886); Tim stationsby – bymæssig bebyggelse m. 1960: 456 indb. fordelt på 156 husstande (1930: 375, 1955: 435); fordelingen efter erhverv var flg.: 47 levede af landbr. m.v., 158 af håndv. og industri, 53 af handel og omsætning i øvrigt, 59 af transportvirksomhed, 40 af administration og liberale erhverv, 9 af anden erhvervsvirksomhed og 86 af formue, rente, understøttelse olgn.; 4 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. centralskole (opf. 1957, arkt. P. Hempel) m. realafd. (Tim østre skole), bibl. (opret. 1938; 2350 bd.), kro, afholdshotel, alderdomshjem (opf. 1926, skænket af pens. lærer H. Eskesen, 14 pl.), sportsplads, filial af Ringkjøbing Landbobank, landbrugsmaskinfabr., møbelfabr., rørvævfabr., dambrug (ved Tim å), jernbanestat, posteksp. og telf.central. – Saml. af gde og hse: Nørby (*1500 Nørby); Nørgd. (*1474 Nørgaard); Smedegd. (1664 Smidgaard); Gade (1664 Gaade); Brinkgd. (1664 Paa Brinch); Barbesgd. (1664 Barbarsgaardt); Skarre (1664 Scharregaard); Søgde (1610 Siøegaard); Nøderup (1664 Nøderup); Søndergde (1664 Sønndergaard, Lille Sønndergaard); Grønne (beg. af 1500t. Grønn …, 1664 Grønne); Svendsgd. Hse; Nordestgd. (1664 Nordistgaard); Pølsmark (1546 Pølsgade, 1664 Pøls Marker); Rejkær (*1476 Reekier, Raykier). – Gårde: hovedgd. Timgd. (1509 Tym gord), udstykket (nu kun 7,9 tdr. s. 466 hartk., 89 ha); Lindholm (12,4 tdr. hartk., 108 ha; ejdv. 192, grv. 87); Riskær (1664 Riskierdt); Siggd. (1664 Schiden Sig); St. Daring; Knudsgd.; V. og Ø. Sandgrav (1664 Sandgraff); Lundsgd. (1664 Lundt); Gl. Præstegd.; Sønderbygd. (1664 Sønderbye); Østerby; St. og L. Brogd. (1664 Braagaard); Bakkegd.; Svingel (1664 Ved Suingell); Svendsgd.; Kogsgd. (1664 Kagsgaardt); Kærgd. (1664 Vedt Kierdt); Sønderstgd. (1664 Sønnderstgaard); Høbroager; Mølgd. (1609 Mølgaardt); Oksbjerg (1688 Oxbierre); Hellegd.; Bjerregd. (1664 Bierriggaard); Østergd.; Lomborg (1664 Lomborg); Snogdal (1546 Snagdal); Nyholm; Godthåb.

T. so., der udgør én sognekom. og sa. m. Madum so. ét pastorat under Ulfborg og Hind hrdr.s provsti, Ribe stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Torsted so. So. udgør 5. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 31. lægd og har sessionssted i Ringkøbing.

Den meget anselige, ret ensomt beliggende kirke består af romansk skib, sengotisk tårn i v., s. 467 langhuskor fra renæssancetiden og våbenhus mod n., sikkert også fra 1600t. Af den romanske bygn. står kun skibets flankemure, der er opført af granitkvadre på skråkantsokkel. N.døren, der sikkert er forhøjet m. en stor rundbue, står endnu, mens s.døren er tilmuret m. granitkvadre. Af andre opr. enkeltheder ses foruden et rundbuevindue i skibets n.mur kun et lille, primitivt hugget relief i soklen på s.siden, vistnok forestillende en stenhugger m. sit værktøj, en spidshammer, i hånden. Den ældste tilbygn. er det høje, slanke tårn, der er opført af genanvendte kvadre og munkesten. Det har krydshvælvet underrum, der åbner sig mod skibet ved en rund tårnbue. Opgangen til mellemstokværket er ad en usædvanlig stejl og lav trappe på n.siden. Klokkestokværket har mod ø. og v. to, mod n. og s. et rundbuet, falset glamhul. De meget stejle gavle i n.-s. har hver fire spidsbuede højblændinger. I renæssancetiden, uvist hvornår, blev det gl. kor nedbrudt og erstattet af et meget rummeligt langhuskor, helt igennem bygget af granitkvadre og uden væsentlige enkeltheder, der adskiller det fra den romanske bygn. og ligesom denne indvendig overdækket af bjælkekoft. Fra sa. tid el. lidt sen. er våbenhuset mod n., der hovedsagelig er opført af store mursten i krydsskifte m. en gavl, der deles af vandrette gesimser og foroven afsluttes af en lille fronton. Våbenhuset har tegltag og er hvidkalket ligesom tårnet, der har blytag på sa. måde som langhuset. Et af marsken Peder Gyldenstierne opført kapel mod s. er fjernet efter Pont.Atlas’ tid. – I tårnets v.vindue er 1953 indsat et glasmaleri s. 468 af Jais Nielsen. – Altertavlen er et elegant snitværksarbejde i højrenæssance fra o. 1590 m. fire korintiske søjler. I sidefelterne er de opr., manieristiske malerier, Kristi fødsel og opstandelsen, bev., i storfeltet en sen., meget naiv fremstilling af korsfæstelsen. Et ældre altermaleri fra 1896 af H. Agersnap, Kristus og den tro tjener, er ophængt i kirken. Alterbordet er beklædt m. glaserede keramikkakler af Jais Nielsen fra 1957 m. motiver fra Jesu liv. Meget svære, balusterformede renæssancestager, o. 1625. Romansk granitfont af vestjy. type, men på fod m. attisk profil (Mackeprang.D. 154). Sydty. fad, o. 1575, m. fremstilling af bebudelsen. Enkel, snedkret prædikestol i højrenæssance m. rektangulære felter, hvori der er moderne malerier af evangelister og apostle. Det gl. stoleværk er fjernet og erstattet m. løse, moderne stole. Kirkeskib: »Daniel« fra ca. 1880. Klokker: 1) 1526, m. minuskelindskr., der nævner magister Hans Petersen (Uldall. 124); 2) Gamst og Lund, 1853, omstøbt af en †klokke fra 1562, der skal være hjembragt af Peder Gyldenstierne under syvårskrigen fra en svensk kirke. – Epitafium af sandsten og marmor over Knud Gyldenstierne, † 1636, hustru og børn, if. mindetavle opsat 1654 af Mogens Sehested til Holmegård og medarvinger over forældre og søskende. Monumentet, der delvis var ødelagt, blev istandsat 1913. I våbenhuset tre middelald. gravsten: 1) Conradus Frans, hans hustru Cecilie og to børn, alle døde 1291 under interdiktet (Løffler.Gr. 26. Aarb. 1887. 109); 2) Niels Eriksen Gyldenstierne, kongens hofmester, † 1484, og hustru Mette Lantved – m. (heraldisk urigtig) gengivelse af deres våben, Banner og Gyldenstierne (CAJensen. Gr. nr. 107); 3) Regitze Bille, Peder Nielsen Gyldenstiernes hustru – m. våben. Desuden udslidt sten over provst Thue Jensen Skoning, † 1601, og hustru. På kgd. gravsten over Søren Tang, † 1795. I diget mod ø. muret køreport og låge m. blytækt sadeltag.

Timgård (el. Tim) var en hovedgd., som tilhørte slægten Gyldenstierne. Den første m. sikkerhed kendte ejer er rigshofmester hr. Erik Nielsen (Gyldenstierne) 1403–49, hvis søn rigshofmester hr. Niels Eriksen († 1484) overtog T. ved skifte efter sine forældre 1463. Derefter fulgte sønnen Peder Nielsen († 1492), hans søn rigsråd Knud Pedersen († 1552) og dennes sønner Hildebrandt Gyldenstierne († ugift 1565) og rigsmarsk Peder Gyldenstierne († ugift 1594), om hvis liv på T. der fortælles mange sagn. Gden tilfaldt derefter deres broder, statholder i Norge Axel Gyldenstierne († 1603), og hans søn Knud Gyldenstierne til Bidstrup († 1636), hvis sønner Arild, Axel og Peder Gyldenstierne alle døde 1637. Axel Gyldenstiernes datter Øllegaard, g. m. Christian Friis til Kragerup, fik T. (1638: 100 tdr. hartk.), men 1651 gjorde kreditorerne udlæg i gden, som tilfaldt hendes moder, Axel Gyldenstiernes enke Christence Lindenov († 1681), som havde den største andel i gden. Hun og de øvr. udlægshavere solgte deres andele til Mogens Sehested til Holmgd. († 1657), der havde arvet en part af gden m. sin hustru Lisbeth Gyldenstierne († 1650), datter af Knud Gyldenstierne til Bidstrup. Af Mogens Sehesteds børn nævnes til T. Knud Sehested († 1659) og broderen Axel Sehested, som 1692 skødede den (57, 55, 204 og kirkegods 5 tdr. hartk.) til sin broder Jens Sehesteds enke fru Sophie Gyldenstierne, hvis søn oberstløjtn. Niels Sehested († 1745) overtog den 1722. Hans søn Holger Sehested (sen. til Herningsholm) ejede den i fællesskab m. broderen Jens Sehested til dennes død 1752, hvorefter han 1756 skødede den (57, 55 og 245 tdr. hartk.) til Frands Linde til Pallisbjerg († 1765), der 1757 transporterede den m. fl. gde til sin svigersøn Christian Daniel Friedenreich til Palstrup, som 1771 overdrog den m. fl. gde til sin søn Frands Friedenreich. 1776 fik Chr. D. F. den tilbage ved dom og solgte den (57, 55 og 245 tdr. hartk.) ved auktion 1777 for 24.600 rdl. til justitsråd J. P. Hygum († 1780), hvis enke Ulrika Antoinette Sundt 1782 skødede den for 24.000 rdl. til sønnen, kancelliråd P. J. Hygum (sen. til Øllufgd.), som 1785 skødede den (57, 55 og 245 tdr. hartk.) for 28.000 rdl. til kancelliråd, tidl. kbmd. i Ringkøbing Søren Tang († 1795), hvis arvinger 1797 skødede den (57, 55 og 249 tdr. hartk.) for 41.200 rdl. til Hans Hansen, som 1798 skødede den m. sa. tilliggende for 58.000 rdl. til herredsfoged Hans Jakob Lindahl († 1812). Han frasolgte godset if. kgl. bevilling af 1797 (m. bevarelse af hovedgårdens frihed), udparcellerede hovedgården if. tilladelse af 1801, nedrev hovedbygn. og solgte o. 1803 hovedparcellen m.m. til Lars Sørensen († 1813). Da hans enke Birgitte Pedersdatter 1815 var død, købtes den af landvæsens- og tiendekommissær, kammerråd Lars Lassen til Lindholm († 1826), efter hvis død den (33 tdr. hartk., hvoraf 6 1/2 ufri) ved auktion 1827 for 6000 rbdl. r. s. kom til Otto A. la Cour (sen. til Åbjerg) og B. R. Strandbygaard (sen. til Rindum Nygd.), af hvilke førstn. blev eneejer 1829 og 1840 skødede T. til landvæsenskommissær Andreas Carl Koefoed, der frasolgte en del parceller og afhændede hovedgården til H. A. R. Hauch († 1861). Efter hans død solgtes den for 39.000 rdl. til brødrene Laurids og Christen Nyboe, som 1865 solgte den til Søren Hansen († 1899), hvis søn Hans Nørgaard Hansen derefter arvede den (12 tdr. hartk.). Fra 1909 s. 469 tilhørte den kbmd. A. Madsen, og fra 1919 hans søn Søren Hansen Madsen. 1954 købtes den for 208.000 kr. af fabr. H. H. Vounlund. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: Mogens Lebech i DSlHerreg. Ny S. III. 439–46. DLandbr. VIII. 1936. 238–40.

Den prægtige, nu længst forsv. borggård, der uden tvivl har været det betydeligste profane arkitekturmonument i Vestjylland, var beliggende på det nu helt overpløjede, af volde og tredobbelte grave omgivne voldsted 360 alen n.f. den nuv. gd. i moradset, hvorfor bygningsgrunden var funderet m. pæle. Det anselige bygningsanlæg bestod opr. af fire, om et 46 × 36 alen stort gårdsrum sammenbyggede stenhuse, hvoraf det sdr., m. portgennemkørsel og hvælvede kældre, var opført af »quadrathugne Kampesteene« og havde to spåntækkede trappetårne mod gårdspladsen, kamtakkede gavle og mul. opr. skytteloft. De øvr. bygninger var af teglsten over en høj grund af granitkvadre. O. 1710 skred det ndr. hus, der skal have rummet et kapel, i graven og genopførtes kun som et halvtag op ad en mur, og 1736 blev det vestre hus gjort lavere. I det indre havde væggene opr. en gul-blå-rødstribet kalkdekoration, men kancelliråd Søren Tang underkastede 1786 hele anlægget en gennemgribende restaurering og forskønnelse, hvorom såvel en nu forsv. indskr. over porten som hans endnu bevarede gravsten på Tim kgd. vidner. Herved fik bygningerne større vinduer, og portfløjen blev »steenvis afpenslet«. Borggården er antagelig i hvert fald påbegyndt af Knud Pedersen Gyldenstierne ved 1500t.s midte, men vistnok først fuldendt af rigsmarsk Peder Gyldenstierne o. 1590. Den udstrakte anvendelse af granitkvadre gav anledning til nidverset »Timgård den røde / lagde Vestervig kloster øde«, og det er rimeligt at tænke sig, at materialerne har kirkelig proveniens. Herom vidner bl.a. en på gården endnu opbevaret overliggersten til et tidl. middelald., rundbuet dobbeltvindue, forsk. andre tildannede og genanvendte gejstlige materialer (bl.a. en nu forsv. døbefont), og de nu på Nationalmuseet opbevarede rester af en senmiddelald. gravsten, af hvis plattyske indskr. 1787 endnu kunne læses »Hier legt Begra…is Tochter / vnde staerb ich Jaer ons Herren XV den«, og som if. et uafhjemlet sagn mentes at være Chr. II.s elskerinde Dyvekes, men som mul. s. 470 rettere har været bestemt for fru Sigbrit Villumsdatter. Den skulle af Knud Pedersen Gyldenstierne være ført fra Helsingør Skt. Maria kirke for på Timgård at opstilles til spot (Henry Petersen i Aarb. 1879. 56–86). Den ærværdige borggård blev nedbrudt af godsslagteren, byfoged Hans Jacob Lindahl o. 1800 og grunden ganske raseret, så nu ingen spor er levnet heraf. Gårdens beboelse flyttedes op på det faste land i s., hvor ladegården altid havde ligget, og opførtes m. anvendelse af gl. materialer som en lang, hvidkalket, grundmuret, stråtækt, enetages længe m. halvt afvalmede gavle.

Ladegården bestod 1787 af seks sammenbyggede bindingsværkshuse; af laden stammer de 16 østligste fag, der er af bindingsværk, fra 1500t., medens den vestl. del er af grundmur fra ca. 1870.

Omkr. gården ses rester af fiskedamme og skanser, og en anselig, af Søren Tang anlagt vase fører ud til voldstedet.

I Engen, opr. en utilgængelig Mose, lige n.f. ligger det gl. Timgaards Voldsted, bestaaende af en firsidet (ca. 31 × 31 m) lav Borgplads, hvis Topflade hæver sig ca. 1,5 m over de omgivende Graves Bund. Mod n., v. og s. ses endnu dobbelte Grave (mod v. og s. har de mul. opr. været tredobbelte). I ø. er Graven opfyldt ved Anlæg af en Have o. 1700. Adgangen til Borgpladsen var over Gravens sydvestl. Hjørne. Ladegaarden har altid ligget, hvor den nuv. Gd. findes.

Tim el. Timgård birk nævnes 1/5 1513. Det oplyses 1753, at hele so. lå hertil. 25/1 1806 blev det lagt under Ulfborg-Hind hrdr. Sidst i 1700t. var tinget på Brogård.

Litt.: Mogens Lebech. i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 215, 329f. P. M. Nødskov. Beskrivelse over Thimgaard og Thim Sogn. 1787.

Lindholm er en parcel af Timgd., opret. af H. J. Lindahl (se ovf.), som 1801 skødede den (15 1/2 tdr. hartk.) og to andre parceller (4 1/2) for 7500 rdl. til Rasmus Chr. Winther (tidl. til Bækmark), der 1806 skødede den for 8000 rdl. til Chr. Flodgaard, som s.å. skødede den (20 tdr. hartk.) for 10.000 rdl. til Bertram Hansen. Han skødede den 1808 for 11.500 rdl. til Lars Lassen (se Timgd.), der 1816 skødede den for 11.600 rdl. r. s. og 2000 rbdl. sølv til landvæsenskommissær von Rosenvinge til Brejninggd., hvis dødsbo solgte den (19 1/2 tdr. hartk.) ved auktion 1825 (skøde 1828) for 5480 rdl. til kammerråd Andreas Carl Koefoed i Tim ml. (sen. til Timgd.), der udstykkede den med bevilling 1843 og 1845 skødede hovedparcellen m.m. til Hans Nissen Schmidt til Slumstrup. Han overdrog 1856 halvdelen af gden og 1871 resten til sønnen Nis Hansen Schmidt, efter hvem L. (12 tdr. hartk.) 1900 overtoges af hans søn Peder Schmidt, der 1919 solgte den til Ole Mortensen, efter hvis død 1932 Ringkjøbing Landbobank overtog den (9 tdr. hartk.). 1949 købtes den af A. Mikkelsen og A. Grønne, 1949 af C. Weissmann, 1954 af O. R. Andersen og 1964 af H. E. Jensen for 427.300 kr. 1843 oprettede Ringkøbing Amts landøkonomiske Selskab et engvandingsinstitut på gden.

Litt.: DLandbr. VIII. 1936. 237–38.

I sidste halvdel af 1700t. hærgedes den østl. del af so. af sandflugt, som man 1760 søgte at standse ved at opføre et dige; 1780–81 lod staten plante marehalm. Allr. 1680 var Krogsgd. ødelagt af sandflugt og måtte flyttes.

Ved Tim østre skole er rejst en befrielsessten.

Tidl. nævnes i so. gdene Østbjerg (1664 Østberg), Nørkær (1610 Nørkier) og Ved Damme (1664 Ved Damme).

Skove: En del plantager på tidl. hede el. gl. flyvesandsstrækninger, således Rejkær Sande plantage, 232 ha, hvoraf tilplantet 193 ha (bjergfyr 183 ha). Plantagen er anl. 1904, og tilplantningen er fortsat til ca. 1950. Den tilh. et aktieselskab. Stokholm plantage, 63 ha, anl. 1896, ejes af et interessentskab. Det samme er tilfældet m. Grønneby plantage, 16 ha (I/S »Grønne Bakker«). Kogsgård plantage, 14 ha, samt endnu flere, mindre plantager.

Fredede oldtidsminder: Et mindre areal m. oldtidsagre sø.f. stationsbyen. – Ødelagt: En stærkt forgravet høj ved Snogdal. – I engene mod v. er fundet 4 pålstave og en celt fra ældre bronzealder. I engene ved Lindholm er fundet en boplads fra yngre stenalder (E. Westerby i AarbHards. 1949. 104–12).

I T. so. fødtes 1837 maleren Janus la Cour.

Litt.: P. M. Nødskov. Thimgaard og Thim Sogn. 1787. P. Severinsen. Tiim-Madum Præstehist., AarbHards. 1910. 53–94. H. P. Hansen. Kaptajn Rahr og T. Vandml., smst. 1942. 36–54.