Veng sogn

(V. kom.) omgives af Århus a. (Sdr. Galten, Storring og Stjær so. i Framlev hrd.), Adslev og Mesing so., Skanderborg kbst., Dover so. samt Gjern hrd. (Tulstrup og Låsby so.). Gennem so. strækker sig den store, ujævne Århus tunneldal, hvori Veng sø (18 ha), Ravnsø (180 ha) og den udtørrede Pittersø. Omkr. denne krydses dalen af den østjy. israndslinie, til hvis endemoræne bl.a. hører Stejlbjerg og Lådnehøje. Herfra fortsætter israndslinien mod s. over Tyklundbakke og videre i sydøstl. retning og sætter sit tydelige præg på landskabsformen. Til randfænomenerne hører også store stenbestrøninger ved Søballe. V.f. isranden er terrænet mere storformet og erosionspræget (Vorbjerge, Smedebjerge 92 m), og denne landskabsform fortsætter mod n. omkr. Nr. Vissing (Bavnehøj 116 m, Hopshøj 110 m). De noget sandede jorder er ret skovrige (Hylding skov, Enemærket, dele af Hemstok skov). Gennem so. går landevejen Skanderborg-Låsby.

Areal i alt 1960: 2690 ha. Befolkning 26/9 1960: 1114 indb. fordelt på 330 husstande (1801: 639, 1850: 1049, 1901: 1054, 1930: 1196, 1955: 1072). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig i flg. grupper: 619 levede af landbr. m.v., 205 af håndv. og industri, 40 af handel og omsætning i øvrigt, 45 af transportvirksomhed, 45 af administration og liberale erhverv, 9 af anden erhvervsvirksomhed og 141 af rente, pension, formue olgn.; 10 havde ikke givet oplysning om erhverv.

I so. byerne: Veng (*o. 1150 Weng, 1200t. Wøngi; u. 1793) m. kirke, præstebol., centralskole (opf. 1954 som fællesskole for Veng, Hårby og Søballe, 1960 centralskole for hele kom.), bibl. (i skolen; opret. 1944; 2600 bd.), missionshus (Saron, opf. 1900) og Veng Sogns Spare- og Laanekasse (opret. 1872; 31/3 1962 var indskuddene 1,3 mill. kr., reserverne 70.900 kr.); Hårby (*1264 Horby; u. 1782) m. forsamlingshus (opf. 1909, udv. 1955) og mejeri (opret. som andelsmejeri 1905, privat 1959); Søballe (*1307 Søballj; u. 1783); Nr. Vissing (*1327 Wising; u. 1789) m. forskole, kro, kunstudstillingsbygn. og telf.central. – Saml. af gde og hse: Nr. Vissing Mark m. ml.; Vidkær Hse; Østermark; Ballen. – Gårde: hovedgd. Sophiendal (22,4 tdr. hartk., 389 ha, hvoraf 166 skov; ejdv. 802, grv. 371); Ansgd.; Vengelund.

V. so. udgør ét pastorat under Hjelmslev og Gjern hrdr.s provsti og én sognekom. So. har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Fruering so. So. udgør 4. udskrivningskr., VII. udskrivningsområde, 202. og 203. lægd og har sessionssted i Skanderborg.

Den højtrejste kirke, indv. til trefoldigheden og opr. knyttet til et af kongeslægten grundlagt benediktinerkloster (jf. ndf.), er ikke blot Danmarks ældste klosterkirke, men også et af vore ejendommeligste arkitekturmindesmærker. Såvel i udformning som ved dekorative enkeltheder udviser bygn. påfaldende afvigelser fra det for da. kirker sædvanlige romanske skema. Kirken består af kor m. halvrund apsis, skib, fra hvis østre del to m. apsider forsynede tværskibe udspringer – hver m. to stokv. –, samt et v.tårn, der dog siden er nedbrudt til skibets tagfodshøjde. Bygn., der hviler på en enkel skråkantsokkel, er udelukkende opf. af frådstenskvadre, vistnok uden nogen indre kerne af kampesten; dog findes kvadre af jernal i korets sokkelskifte. Til de romanske bygningsdele er i middelalderens slutn. føjet et våbenhus ud for skibets s.dør samt et tårn over sdr. tværskib, begge dele af munkesten. Korets apsis, hvis gesims er prydet m. en rigt udformet rullestavsfrise m. svære, tætsiddende prydkonsoller, har to højtsiddende, opr. vinduer, der begge er blændet: i nø. et cirkelvindue, i ø. et bredt rundbuet vindue, der udvendigt har karmsøjler m. spiralbånd og rundstav over buen. I sø. har et nyere vindue udslettet sporene af et event. tilsvarende vindue. Apsiden har opr. halvkuppelhvælv. Den brede arkade ml. apsis og kor følges af en rundstav over hjørnesøjler m. smalle spiralbånd omkr. skafterne og høje blokkapitæler. Det korte kors sidevægge er prydet m. en rig udsmykning af blændinger i to rækker, nederst fem dybe, rundbuede nicher, adskilt af lave, næsten fritstående søjler m. høje baser og kapitæler, derover seks flade, rundbuede blændarkader. Denne udsmykning er bedst bev. i n.væggen, hvor der tillige ses spor af et højtsiddende, opr. vindue. Den monumentale triumfbue flankeres af et tredobbelt sæt trekvartsøjler, hvis høje, sammengroede kapitæler danner anlæg for buens kraftige rundstavsprofiler. Skibet har i hver langsides vestl. del tre opr. vinduer, der dog alle er tilmurede, i s. tillige forstyrret af sen. vinduer. S.døren er i nogen grad omdannet, medens den ndr. dør, der er tilmuret, endnu har sin opr. indfatning; døren er høj og smal, m. retkantet åbning og glat, forsænket tympanonfelt. Smalle, rundbuede arkader m. enkle kragbånd sætter skibet i forb. m. tværskibene, af hvilke det ndr. er bedst bev. Et bjælkeloft deler dette i to identisk udformede stokv. m. halvrund apsis, indr. i den trappetårnsagtige halvbygn., der i ø. slutter sig til tværskibet. Fra det nedre kapel, hvis apsis er forstyrret af en sen. gennembrudt dør (for herskabsstol), har en til dels i v.muren indbygget vindeltrappe ledt op til det øvre kapel, der endnu er bev. i sin opr. skikkelse m. små vinduer i apsis og i n.- og v.muren samt smukt udformede, af små søjler flankerede tvillingglugger mod skibet m. rundbuestik og rette karme, i hvilke der ses riller for et skydelukke. Gluggerne er nu blændet mod skibet. Det sdr. tværskib synes i alt væsentlig at have svaret til det ndr.; dog har der her været dobbeltvindue mod s., og spor i murværket antyder, at adgangen til det øvre kapel s. 545 har været ad en udvendig fritrappe i v. Om tværskibenes opr. øvre afslutning vides intet, men de er højere end skibet, og det er ikke utænkeligt, at de har fremtrådt som lave tårne. Det kvadratiske v.tårn, hvis mure prydes af svære, stærkt fremspringende lisener, rummer selv i sin nuv. reducerede skikkelse rester af to stokv. Understokværket, hvis højde opr. kun har været to trediedele af skibets, har en nu tilmuret v.dør, der udvendig fremtræder som en dyb, rundbuet niche i en forneden firkantet, derover halvrund trappetårnsbygning midt på v.gavlen. Mod skibet åbner understokværket sig ved en bred, rundbuet arkade, som mul. er sekundær. Fra en lav dør vestligt i tårnrummets s.væg fører en tøndehvælvet trappe inde i murlivet omkr. sv.hjørnet for over v.portalen at udmunde i en vindeltrappe i udbygn. på gavlen. Herfra er der adgang til det ved tårnrummets overhvælving i senmiddelalderen nedlagte andet stokv., fra hvilket der i tårnets ø.mur – til dels dækket af hvælvingens skjoldbue – er levnet en høj, rundbuet niche, i hvis bund to små glugger giver udsyn over skibet. Både den store niche og gluggerne er rigt profilerede. Nichen, der ligesom ndr. tværskibs nedre kapel har smånicher i karmsiderne, må opfattes som overbygn. for et alter, og det må da antages, at andet stokv. har tjent som kapel, måske for klostrets kongelige stifter. Vindeltrappen har fortsat til et tredie stokv., af hvilket intet er levnet. – Så at sige alt i denne bygn. – fra selve planudformningen til mindste dekorative enkelthed – har forbilleder i østeng. kirkebygningskunst, og der kan ikke være tvivl om, at en eng. bygm. har forestået opførelsen. I højere grad end nogen anden eksisterende kirke i Danmark står bygn. som et vidnesbyrd om de forbindelser tværs over Nordsøen, som den da. kirke havde i den tidlige middelalder. Træk som tvillinggluggernes udformning og korbuens udsmykning er inspireret af angelsaksisk arkitektur fra tiden før den normanniske invasion 1066, og dette forhold har forledt flere forskere til at datere kirken til 1000t.s slutn. De fleste stilistiske enkeltheder er imidlertid anglo-normanniske; et træk som korets prydblændinger kendes på eng. grund ikke før ca. 1100, og de karakteristiske profiler på alternichen i tårnets andet stokv. er endog i typologisk henseende en snes år yngre end blændingerne. Byggeriet kan derfor under ingen omstændigheder være beg. før ca. 1100 og afsluttet før ca. 1125. s. 546 – Bortset fra v.tårnets nedbrydning er de ændringer, som kirken har undergået siden opførelsen, af ret beskeden art, og tilføjelserne har på ingen måde skadet helheden. I middelalderens slutn. blev i kor, skib, sdr. tværskib og tårnrummet indbygget krydshvælv m. ribber, der forløber i murene. Formentlig ved sa. lejlighed rejstes klokketårnet over sdr. tværskib, m. blændingsgavle i n. og s., tvillingglamhuller i rundbuet spejl samt dekorative, åbne bomhuller; i tværskibets apsisbygn. indrettedes vindeltrappe. Ndr. tværskib blev afsluttet m. trappegavl i n. Det sengotiske våbenhus blev 1792 forsynet m. en smuk, klassicistisk portal; if. indskriftskjold over døren blev kirken dette år istandsat af Sophie Adeler. – Spor af en fornem udsmykning m. romanske kalkmalerier er påvist på apsidens halvkuppelhvælv, i korets arkadeblændinger (formentlig de tolv apostle) samt i tværskibskapellerne (Nørlund-Lind.K. 289 f.). På skibets hvælv er fundet ribbedekorationer, på v.væggen bl.a. en afbildning af fablen om rævene og gæssene samt årst. 1490 (MagnPet.K. 13f.). Alle malerier er overkalkede. – Muret alterbord. Enkel altertavle i renæssance fra o. 1600; i storfeltet nadvermaleri, vistnok fra 1655. På alteret har ligget et syet altertæppe fra 1500t. m. gammeltestamentlige bill. (Skønvirke. 1918. 12), som skal være skænket til kirken af to fremmede adelsfrøkener (DSaml. 2. r. VI. 156); tæppet opbevares nu i Nationalmuseet. På alteret Chr. IV.s Bibel 1633 samt svære malmalterstager fra o. 1700. Statelig, romansk granitdøbefont m. dobbeltløver (Mackeprang.D. 250). Dåbsfad af Nürnberger-arb. o. 1550 m. bebudelsesrelief og hjort-og-hund frise samt sen. indgraverede våben og årst. 1623. Prædikestol i renæssance fra o. 1600 m. bill. af Kristus og evangelisterne i arkadefelterne. Den samtidige lydhimmel er ændret 1792. Nyere stoleværk. Orgel 1911 i tårnrummet. På Nationalmuseet er opbev. et gl. tårnurværk fra kirken. – Sdr. korsarm blev, vistnok 1792, indr. til gravkapel for geheimeråd F. L. v. Woyda, † 1778, og hustru F. A. Sophie Adeler, † 1805, der m. to børn blev begr. i kapellet, som forsynedes m. udsk. trægitterdør. Kisterne blev 1888 nedsat under kapellets gulv; mindeplade i kapellet. En gravkrypt under koret, der rummede ti kister, blev ryddet 1889. På kgd. findes ved det vestre dige gravhvælving for fam. Rosenkrantz m. indgang fra Sophiendals tilstødende have; som den første blev her begr. oberstløjtn. baron Jørgen Rosenkrantz til Vedø og Sophiendal, † 1831. Her er også begr. stiftamtmand baron Gottlob Rosenkrantz, † 1884.

Litt.: J. Kornerup. Veng Klosterkirke. Danske Mindesmærker. I. 1877. 25. Jacob Helms. Danske Tufstens Kirker. 1894. 112. Francis Beckett i Aarb. 1918. 25. Mogens Clemmensen. Venge Klosterkirke, Ældre nordisk Architektur. I. 1921. Lorenzen. Kl. X. 99. Ejler Haugsted. Benediktinernes Kirke i Venge, AarbAarh. 1937. 164–95. C. G. Schultz i Hvem byggede Hvad. 1952. 405.

På kgd. er begr. politikeren P. Th. Nielsen, † 1916.

Nr. Vissing var i middelalderen selvstændigt so. (under Gjern hrd.) og omtales som sådant i breve 1340 og 1506. Af kirken, der rimeligvis blev nedlagt kort tid efter reformation, er intet spor levnet, men en gd. i byens sydl. del kaldtes tidl. Kirkegården og en bæk Kirkebækken; i gdens have er endnu i 1800t.s slutn. fundet rester af skeletter og ligkister.

Niels Jonsen (Munk) testamenterede 1340 gods i Veng og Vissing so. til Øm kloster, der 1343 gav ham livsbrev på bl.a. Stabel og Søballe. Jens Slet fra Breum skødede 1327 gods i Nr. Vissing til Øm kloster, hvilket hans søn Niels Slet stadfæstede 1358. Niels Lille fra Vissing nævnes 1330 og 1339.

Veng kloster lå ved kirken; det var et benediktinerkloster, grl. af »Valdemar I.s forgængere«. I 1160erne var klosteret i forfald; der var kun 3 munke, og abbeden førte et uordentligt levned. Biskop Svend i Århus fik derfor kongen til 1166 at overdrage V. kloster til cisterciensermunkene i Sminge (se s. 559), der ikke var tilfredse m.deres opholdssted, men heller ikke blev det her, idet de plagedes af en fru Margrethe, der ville have V. kloster omdannet til nonnekloster. 1168 flyttede de til Kalvø (se s. 488); 1217 stadfæstede paven Øm klosters besiddelse af V. kirke.

Øm kloster erhvervede 1236 en trediedel af Venggård ved mageskifte m. Niels Mogensens sønner; det ejede 1554 hele V. 1484 og 1492 nævnes Stig Nielsen af Veng; han var vel klosterets lensmand. Efter reformationen kom gden (26 tdr. hartk.) under Skanderborg slot, sen. under rytterdistriktet og var bl.a. beboet af overførsterne i Nørrejyllands nordl. del: Christoffer E. Hynitz til 1702, Søren Rasmussen Yde 1715, 1718 Johan Herman Ritter († 1736) og Friderich v. Pultz († 1766). Ved auktionen over ryttergodset 1767 købtes V. (17 tdr. hartk., tiender 31, gods 316) for 34.809 rdl. af amtmand, gehejmeråd Friderich Ludwig v. Woyda († 1778), der fik bevilling på at oprette den til sædegd. og kaldte den Sophiendal. Hans enke Frederikka Anne s. 547 Sophie Adeler beholdt gden til sin død 1805, hvorefter bøndergodset fraskiltes og S. købtes af Andreas Nicolai Bagger i Skanderborg († 1827) og møller Jørgen M. Gjesing i Randers. De solgte den 1811 til Peder Skandorff († 1813), derefter kom den til hans svigersøn Chr. Møller Bus († 1820) og overtoges derpå ved tvangsauktion for 10.000 rdl. af Woydas arvinger, af hvilke baron Jørgen Rosenkrantz til Vedø († 1831) 1821 blev eneejer. Ved auktion 1833 overtoges S. for 11.150 rdl. af hans sønner Frederik og Gottlob Emil Rosenkrantz; sidstn. blev sen. gehejmekonferensråd og stiftamtmand og udkøbte 1873 broderen. Efter hans død 1884 kom S. 1886 for 170.000 kr. til sønnen, kmh., hofjægerm. Jørgen Rosenkrantz († 1912) og derefter til dennes søn baron Holger Rosenkrantz, der 1942 solgte den til Johs. Jensen, tidl. forp. på Svanholm, for 745.000 kr. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: DLandbr. V. 1933. 580–82. Elin Ryder Bach i DSlHerreg. Ny S. III. 209–15.

Den ældre hovedbygn., opf. som skovridergd. for det store skanderborgske distr. i slutn. af 1600t. el. beg. af 1700t., var en trefløjet, overkalket bindingsværksgd., der stod til 1875, da gehejmekonferensråd, baron Gottlob Rosenkrantz nedrev de beskedne, gl. bygn., ved hvilken lejlighed der fandtes forkullede egetræsbjælker. 1875–84 rejstes derefter på sa. sted den nuv,. meget herskabelige hovedbygn., opf. efter arkt., prof. H. B. Storcks tegninger, af røde munkesten fra gårdens eget teglværk og i en overordentlig gedigen og kostbar udførelse. Det trefløjede anlæg, som er åbent i v., er opf. i én etage over høj kælder; over den højere hovedfløjs midterste tre fag skyder en svær, til begge sider kraftigt fremspringende, toetages pavillon sig tårnagtigt op, dækket m. et højt pyramidetag. Sidefløjene er i v. afsluttet af stærkt fremspringende, toetages pavilloner, der nærmest har karakteren af korte, tværstillede huse m. høje gavle i n. og s. og en mindre kvist i v. Såvel gavlene på sidefløjenes pavilloner som på hovedfløjen, der i sa. dimensioner som pavillonerne er ført gennem sidefløjene, er rigt udformet m. en opdeling af kraftigt profilerede, vertikale bånd, krydset af tilsvarende horizontale bånd, der afsluttes i pinakler og s. 548 øverst er ført op i en høj segmentfronton. I gavlenes midterfelt er over hinanden siddende nicher samt vinduer til loftsetagen. Ved deres fint gennemarbejdede dek. og levende, stærkt rytmisk betonede silhuet giver de høje, skarpt afskårne pavilloner huset en stolt rejsning, der bevidst arbejder m. den spændingsfyldte kontrast til de lave, ganske enkelt udformede fløje. Bygn., der er opf. på en sokkel af granitkvadre, er tækket m. tegl af middelald. type (»munke og nonner«); over vinduerne er rundbuede stik og om hoveddøren en portal af skånsk sandsten (efter tegn. af billedhugger Ludv. Vieth). Sidefløjene har indgang ad høje fritrapper i borggården, og bag ndr. fløj, der er sammenbygget m. inspektørbol., er rejst et rundt tårn.

S., hvis opførelse strakte sig over et lille tiår (s.fløjen 1876, ø.fløjen 1878, n.fløjen 1884), er en af de lødigste herregårdsbygninger fra den arkitektonisk kvantitativt så rige sidste halvdel af forrige årh. Uden på nogen måde at være en kopi er anlægget udformet under tydelig inspiration af Rosenkrantzernes stamsæde Rosenholm, der besidder sa. rytmiske spændingsforhold ml. de lave fløje og høje hjørnepavilloner; forb. m. Rosenholms arkitektur var allr. etableret 1855 ved opførelsen af den store lade (se ndf.). Men selv om også Katholms rigt dekorerede gavle har spillet en rolle, er S. først og fremmest en begavet arkitekts velforståede og personlige behandling af motiver, der var fremherskende i 1500t.s herregårdsarkitektur. Ved sin beliggenhed umiddelbart under Veng Kirkebakke ud til brede eng- og sødrag, indrammet af skovklædte bakker, glider den store, røde gård ind i et af de skønneste og mest karakterfulde jyske landskaber. I slægten Rosenkrantz’ tid fandtes på S. en værdifuld saml. af slægtsportrætter m.v. Indkørslen til borggården, der er beplantet m. tidl. façonklippede store lindetræer, flankeres af to 1871 opførte staldlænger, hvis gavle i lighed m. den n. herfor liggende firefløjede, grundmurede avlsgård er udformet i stor overensstemmelse m. de for Rosenholm karakteristiske trappegavle, der har affasede sider og er tværdelt af vandrette profilbånd, øverst prydet m. en rundblænding og afsluttet foroven m. en trekantsfronton. Avlsgårdens ældste bygn. er den 1855 opf. store, stråtækte lade, mens de øvr. bygn. stammer fra 1860erne og 70erne. Den nu tilgroede have, der s. og ø.f. hovedbygn. strækker sig op ad skrænten til Veng kirkegårdsdige, rummer anselige træer.

Litt.: Palle Rosenkrantz i DHerreg. 1920. III. 1923. 535–42. Elin Bach Ryder i DSlHerreg.Ny S. 1946. 209–15.

Veng birk omfattede so. af dette navn. 1546 blev det lagt sa. m. Dover birk, og 7/10 1560 kom de begge under birketinget uden for Øm kloster. 16/1 1573 blev kronens gods i Ring, Vitved, Veng, Skanderup og Illerup so. samt i Svejstrup og Bjedstrup i Dover so. forenet under det nyoprettede Skanderup birk.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 309.

I Nr. Vissing er 1920 rejst en genforeningssten.

Ved Veng har der været en hellig kilde, Skt. Anne kilde, ved Søballe ligeledes en hellig kilde (Schmidt.DH. 147).

I so. har ligget to forsv. landsbyer. Oustrup (*1485 Oustrup marck) har rimeligvis ligget s. el. sv.f. Søballe og har formodentlig ligesom Veng hørt til Hjelmslev hrd. En til Oustrup grænsende by Græsballe (*1343 Greiszballe) har vistnok ligget v.f. Søballe og har ligesom denne hørt til den del af so., som tidl. lå i Framlev hrd. – Af forsv. gde i so. nævnes Silkær (*1497 Siilkier) på Nr. Vissing mark og Tortebol, ligeledes ved Nr. Vissing.

Ved gravning af en grav på kgd. fandtes 1868 en hensmuldrende skindpung m. 43 mønter, de yngste fra Frederik II.

Skove: En del skov. Langs v.grænsen således de sammenhængende partier Balleskov, Kirkeskov, Smedebjerge, Vorbjerge og Enemærket. Spredte småskove er Egelund, Svejdal skov og Holme skov. Mest skov hører til Sophiendal, bl.a. Enemærket, Vorbjerge og dele af Smedebjerge, i alt 166 ha, hvoraf bøg 60, andet løvtræ 23 og nåletræ 83. Disse skove udgør den østl. del af skovkomplekset s.f. Ravnsø. Terrænet er for den overvejende dels vedk. meget bakket. Jordbunden er dels lerblandet sand, dels lerfrit sand og grus. Bøgens vækst er de fleste steder ret ringe. Rødog ædelgran derimod vokser gennemgående godt. Skovene tilh. siden 1942 godsejer Johs. Jensen. Øvr. dele af Smedebjerge samt Kirkeskov og Balleskov er opdelt i parceller (Hårby skov), der som de isolerede småskove tilh. so.s gde. Til Ansgård hører således 8 ha, til Mejlgård 5 ha, til Vengelund 13 ha og til Bækgård 8 ha.

Fredede oldtidsminder: Et dyssekammer m. dæksten, der opr. har hørt til en tokamret langdysse, sø.f. Veng. Dernæst 10 høje, hvoraf en ved Nr. Vissing er ret anselig; n.f. Sophiendal ligger på en bakke de 3 Lådnehøje. – Sløjfet el. ødelagt: 33 høje, samt en stengrav ø.f. Nr. Vissing. Ældre romertids grave er fundet på Veng Nygård og ved Nr. Vissing, sidstn. sted en m bronzekasserolle og skjoldhåndtag.

Veng so., der tidl. var anneks til Dover, er fra 1/1 1914 et selvstændigt pastorat.

I V. so. fødtes 1863 politikeren P. Th. Nielsen, 1869 maleren og kunsthåndværkeren J. Møller-Jensen.

Litt.: Chr. Holtet. Nørre Vissing. Af Sognets og Byens Historie, ØstjyHj. 1940. 85–94.