Lihme sogn

(L. kom.) omgives af Rødding, Vejby og Lem so. samt Venø bugt og Kås bredning. So., der er det vestligste i hrd., ender i det ejendommelige Kås Hoved, der er dannet derved, at landhævningen siden stenalderen har sammensvejset en halvø og fl. mindre øer af istidsjord, og den 55 ha store Kås sø er de sidste rester af stenalderhavet, hvis bølger brød mod de stejle skrænter, der danner søens østl. begrænsning. Disse er for en stor del skovklædte, og på selve Kås halvø ligger den gamle Kås egeskov, som sammen med den tilliggende hede er naturfredet. Det indre af so. er et ujævnt bakkeland, der mod n. har lette jorder, mens den sydl. del overvejende er af leret beskaffenhed. Mens v.kysten er ret lav og for en del beplantet, er kysten mod Venø bugt rig på dybe, skovklædte dalslugter og høje klinter. I so. ender en landevej fra Skive.

Areal i alt 1960: 2475 ha. Befolkning 1/10 1960 (foreløbig opgørelse): 963 indb. fordelt på 302 husstande (1801: 325, 1850: 492, 1901: 948, 1930: 1122, 1955: 1023).

I so. byerne: Lihme (*1176 Limum, 1410 Lyme; u. 1780) m. kirke, skole (7-klasset), forsamlingshus (opf. 1906) m. so.bibl., kom.kontor, posteksp. og maskinstat.; Ålbæk (*1440 Aalbeck, 1487 Albek; u. 1780) m. præstegd., skole (2-klasset, opf. 1888) og missionshus (opf. 1889); Smedemark (1524 Smydi marck; u. 1779–80); Vadum (*beg. af 1200t. Wathum; u. 1780); Sønderhede (1505 Sønderheede; u. 1780) m. Gyldendal teglværk. – Saml. af gde og hse: Øster Hærup (1563 Øster Herup); Vester Hærup (1524 Hærop, 1563 Vester Herop); Sindinggde (1524 Synding); Kås Mark; Nørhede Mark m. Nørhede jernbanetrb.; Svingårdsted (1524 Swyndgardzstedt, 1563 Suingardsti). – Gårde: hovedgd. Kås (*1302 Kaas, 1408 Koos gardh), udstykket; Trærup (1563 Trerup); Nørhede (1531 Nørrehede); Bavnsgd. (1570 Bouens Mark, 1664 Bauens Gaardt); Vandborg.

L. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Nørre, Hindborg, Harre og Rødding hrdr.s provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Håsum so. So. udgør 5. udskrivningskr., 306. lægd og har sessionssted i Skive.

Den anselige og arkitekturhistorisk meget interessante kirke, som 1176 angives indv. til Skt. Vincentius, består af romansk skib og kor med apsis samt sen. ombygget v.tårn og et i sengotisk tid tilføjet våbenhus mod s. Den romanske kirke, som sikkert med rette regnes blandt Nørrejyllands ældste, er bygget i tre omgange, uden at aldersfølgen dog kan siges at være helt klarlagt. Mens der til opførelsen af kor og apsis er anvendt en meget primitiv kvaderteknik, er skibet af rå kamp og tårnet, som må være det yngste af de tre afsnit, af normale jyske granitkvadre. Kor og apsis har skråkantsokkel; den undersætsige, muligvis noget nedskårne apsis s. 217 prydes af to plumpe halvsøjler, og på korets østhjørner er tæt under tagskægget indsat et par stærkt fremspringende i form af dyrefigurer udhuggede kvadre. Romanske vinduer er bevaret både i apsis og kor, mod s. desuden en lille, nu tilmuret præstedør med ejendommeligt profilerede karmsten (Mackeprang. JG. 281). Skibets mure er støbt af små marksten i skifter, som stedvis har karakter af opus spicatum (»sildebensmønster«). Kvadre er kun anvendt i den nu jorddækkede skråkantsokkel samt i hjørner, vinduer og døre. To opr. vinduer er bev. på n.siden. Af dørene, som begge er rundbuede, pådrager den ndr. sig særlig opmærksomhed ved buens udsmykning med profilerede tandsnit af eng.-normannisk form (»Roll-Billets«, jf. Mackeprang. JG. 14). Af det tidligt tilbyggede tårn er underdelen endnu bev.; dens svære mure af granitkvadre på dobbelt skråkantsokkel har hjørnelisener og kraftigt fremspringende buefrise, hvis konsoller er formede som menneskehoveder. Underdelen var opr. – og er for så vidt fremdeles – delt i to afsnit. Mod skibet har den åbnet sig med to forlængst nedtagne rundbuer, som rimeligvis har båret et galleri, vel et herremandspulpitur, som har fået lys gennem to højtsiddende, snævre vinduer mod n. og s. Bag dette anlæg er fra beg. spændt en større bue, som bærer ø.muren af den nuv. slanke tårnoverbygning, der uanset flikninger og ommuringer må anses for sengotisk. Dens n.gavl har bev. en ejendommelig blændingsdekoration, mens s.siden er ombygget 1789 (årst. i jernankre). Våbenhuset, der en tid har tjent som gravkapel, er af røde munkesten; blændingsgavlen er ommuret i nyeste tid. Et ndr. våbenhus blev nedbrudt i 1700t. Den romanske korbue er bev. Apsis har halvkuppelhvælv og skibet bjælkeloft, mens koret i senmiddelalderen har fået en ottedelt hvælving og tårnrummet et krydshvælv. I forb. med en restaurering af det indre 1919–20 (arkt. M. Clemmensen) genåbnedes de bev. romanske vinduer i kor og skib. Den delvis blytækte kirke står nu i blank mur overalt. – I koret fandtes 1918 kalkmalerier fra to perioder. Ældst, fra 1507 (el. 1512), er nogle meget ejendommelige kors i båndslyng, der minder om irske motiver fra den ældre middelalder, samt latinske indskrifter. Af den lidt yngre dekoration (bl.a. skabelseshistorien) er kun hvælvingens store toproset bevaret (restaureret 1922 af E. Rothe). – Muret og pudset alterbord. Altertavle i højrenæssance fra o. 1600 med sen. tilføjet våben (Chrf. Bartholin og hustru) og maleri (Kristus og den samaritanske kvinde) fra slutn. af 1800t. På alterkalken er graveret Jens Hvas’ til Kås og Ingeborg Kruses våben. Alterstager fra baroktiden. Romansk granitdøbefont med vinranke og figurrelieffer: kampe ml. mennesker og udyr (dyder og laster?), hjortejagt (sjælen jages af onde magter?), dyrene omkr. livets træ samt to mænd i et hus (vist ill. til legenden om Seth, der bringer Adam en kvist af livets træ) (Mackeprang. D. 188f.). Dåbsfad af Nürnbergtype med årst. 1593 og Kruses og Marsvins våben. Prædikestol i renæssancestil med allegoriske malerier fra 1700t. De øverste stolegavle har malet årst. 1642 tillige med fru Jytte Høegs fædrene og mødrene våben. De øvr. stolegavle er vist fra o. 1800, mens dørene er nye. I tårnrummet et pulpitur med et orgel på fire stemmer (M. Sørensen, Horsens). I kirken er begr. landsdommer Christopher Bartholin, † 1714. – På kgd. to gravsten over sgpr. Mogens Wendelboe Brasen, † 1743, og assessor Jens de Hofman, † 1785, og hustru. Endv. en mindesten over fire sømænd, som krigsforliste i Nordsøen 1940 og 1941. Et ligkapel er opf. på kgd.

Litt.: Sallinglands Kirker. I. 4. Pl. 11–16.

Kås er stamsæde for adelsslægten Kaas med en sparre i våbenet. Hr. Jens Nielsen af K. nævnes 1302–22; hans efterslægt: Jens Kaas (o. 1340), Jens Kaas (o. 1380) og Nisse Kaas (o. 1400) har vel ejet gden. Sidstn.s søn Jens Kaas, der optræder 1408–29, skrives til K. Af hans børn skrives rigsråd hr. Niels Kaas til K., mens Bertel Kaas førte proces om gden med Thomas Jensen Kaas (Mur-K.), der var g. m. hans søster. Thomes Jensen fik 1460 gden tildømt, hvilket gentoges flere gange i de flg. tiår. Han døde først o. 1510; 1503 skrives hans søn Mogens Thomesen Kaas (Mur-K.) i K., og 1483 og 1492 skrives også svigersønnen Christen Hvas (af Ormstrup) til K. Dennes søn landsdommer Jens Hvas besad gden senest fra 1523. Under grevefejden nedbrændtes den; Jens Hvas henrettedes 1536 for samarbejde med Skipper Klement, og hans gods tildømtes kronen. Arvingerne beholdt dog K.; enken Gertrud Munk (m. bjælke) døde 1541, sønnen Christen Hvas døde ugift 1565. En halvsøster til Jens Hvas var g. m. Gunde Nielsen; deres datter Inger ægtede Mikkel Nielsen, hvis efterslægt tog navnet Hvas (af Gerholm). Mikkel Nielsen havde 1543 part i K. og nævnes 1572 sammen med Lucas Krabbe (af Østergd.) og Jørgen Gundesen, da kongen bekræftede disse Jens Kaas’ arvingers besiddelse af K., efter at deres hustruer havde bønfaldet derom. Mikkel Nielsen blev vist eneejer; sønnen Jens Hvas († 1602) ejede den, og dennes søn Christoffer Hvas solgte 1630 K. (1638: 36 tdr. hartk.) til rigsråd Niels Krag til Trudsholm († 1650), fra hvem den 1648 kom til sønnen oberst s. 218 Mogens Krag († 1676) og derefter (53 tdr. hartk.) til dennes sønner Niels, Otte, Arent og Mogens Krag, hvilke 1694 (efter kongelig bevilling af 1686) solgte den (28 tdr. hartk.) til landsdommer, etatsråd Christoffer Bartholin († 1714), som straks kompletterede den; hans enke Mariane Grove døde 1733, og sønnen konferensråd Casper Christoffer Bartholin solgte 1745 K. (28, 101 og 231 tdr. hartk.) m.m. for 12.200 rdl. kur. til assessor Jens de Hofman († 1785). Han skødede den (28, 69 og 211 tdr. hartk.) 1769 for 24.000 rdl. til sin svigersøn, assessor Matthias Peter Wandborg († 1796), hvorefter K. 1797 blev solgt for 57.700 rdl. til rådmand Th. Wissing, forpagter P. Herschend og prokurator H. Roedsted, der efter bevilling af 1796 på at udparcellere gden og bortsælge godset uden at miste dens frihed afhændede dette og 1798 skødede K. (28, 14 og 2 tdr. hartk.) for 16.500 rdl. til Wandborgs svigersøn Erhard Colding († 1834). Hans søn Hans Andreas Colding overtog den for 24.000 rdl.; efter hans død 1879 gik den over til søstersønnen Erhard Colding Kallerup († 1905), hvis enke Camilla Selchau s.å. solgte K. for 155.000 kr. til et konsortium, der 1910 afhændede gden (14 tdr. hartk.) til S. Nielsen og J. Andersen; denne solgte den 1914 til arkivar Henrik E. Kaas (Mur-K.), som 1918 afhændede den til et konsortium. Efter flere ejerskifter kom den s.å. til kammerjunker Ove Kaas (Mur-K.), der 1923 solgte den til sagfører J. Nordestgaard, som 1924 afhændede den til kontorchef Axel Myhlertz, overretssagfører P. Chr. Myhlertz og kunstmaler Erik Myhlertz. Sidstn. blev eneejer 1940. 1944 købtes den af C. B. Schjørring, 1949 af grosserer P. M.Daell, der solgte den resterende del af landbrugsjorden til Jordlovsudvalget. 1955 købtes den af fabrikant E. Færch, Holstebro, der har overdraget den til A/S R. Færch. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: S. Nygård i DSlHerreg. IV. 1945. 59–66. JySaml. 4. Rk. VI. 29, 79 m.fl.

Hovedbygningen, der er fredet i klasse A, ligger på en lav banke tæt ved Limfjorden, omgivet af næsten tørlagte grave. Den består af to fløje. Den store hovedfløj er if. bygningssten opf. 1635 af Niels Krag som et enkelthus af røde mursten i to stokv. over delvis hvælvet kælder. Det øverste stokv. er ganske lavt, stueetagen har fladrundbuede vinduer. På nø.hjørnet har der stået et tårn, som vistnok forsvandt ved en ombygning i assessor Jens de Hofmans tid, hvor gavlene s. 219 fik halvvalm, og der tilføjedes en lille udbygning mod s. med fladrundbuet indgangsdør, hjørnepilastre og svunget gavlparti, hvor ældre bygningsornamenter, sikkert fra de gamle gavle, blev sammenkomponeret. Fra samme tid stammer den lave bindingsværksfløj mod sv. Også ladegården af bindingsværk er opf. af Hofman. Bygn. er restaureret 1879 og 1914–18. Den ældre hovedbygn., der blev brændt i grevefejden, har vistnok ligget lidt længere mod ø., hvor der i haven er fundet fundamenter af en lille bygn. fra renæssancetiden med genanvendte romanske kirkekvadre, dog næppe selve hovedbygningen.

I Pont.Atlas. (IV. 737) omtales tæt ved kirken en gård Lihmegård, som da var en bondegd., men tidligere skal have haft en anselig bygning, mul. lyst- eller avlsgd. for de Viborg-Kanniker. L. kirke underlagdes 1176 domkapitlet. Lihme var 1440 og 1649 et af de 12 kannikepræbender.

Ved Ålbæk har ligget en gd. Søndergd. (1683 Søndergaard), ved Vadum lå Vadum Mølle (*1463 Vade møll). Ålbæk Mølle hed tidligere også Sandmølle (1683 Sand Mølle).

I skolen har lærer K. Enna Jensen i årenes løb tilvejebragt en betydelig hjemstavnssamling, omfattende geologiske og naturhistoriske genstande og oldsager.

Skove: Mod v. yderst udsat for vind og vejr ligger den 110 ha store Kås skov, der overvejende består af egekrat, der kun, hvor der er læ, hæver sig til 6–7 m’s højde. Største delen af ejendommen, der ligger meget naturskønt, er fredet ved fredningskendelse, tinglyst 21/6 1941. Ejendommen ejes af A/S R. Færch. N. i so. ejer kom. den 24 ha store Vadum plantage, anl. 1884, og mod s. ved V. Hærup ejer kommunen en plantage på ca. 14 ha.

Fredede oldtidsminder: Et smalt dyssekammer på Kås mark, 2 langhøje, henh. 55 og 70 m lange, ved Nørhede og Ålbæk, og 41 høje. På den fredede Kås hede ligger 18 høje, de fleste middelstore. Anselige er Vendalhøj på Sønderhede, en af Mejldalhøje ved Lihme og 3 høje på Kås mark. – Sløjfet el. ødelagt: Et stenkammer og 107 høje, hvoriblandt den store Jehøj ved Vadum. I en høj ved Hærup er fundet en grav fra ældre bronzealder med sværd og skafthulsøkse af bronze. – Langs kysten findes flere steder små køkkenmøddinger.

I Lihme so. fødtes 1598 officeren Christopher Hvas.