Kulturelle forhold

Børnehaven, som den kendes i vort samfund i dag, er ikke blot en social institution, men løser tillige en væsentlig pædagogisk opgave.

De fra begyndelsen af 1800tallet kendte asyler oprettedes derimod ud fra rent sociale motiver for at give opsyn og pleje til småbørn, hvis forældre arbejdede uden for hjemmet; de lededes af en asyl-moder, der skulle være en from og agtværdig kvinde af almuen, men uddannelse eller kendskab til børn krævedes ikke af hende. Det var først med kendskabet til den tyske pædagog Fr. Fröbels tanker om en vis organiseret fællesopdragelse af børn før den skolepligtige alder, baseret på leg, fantaseren og skabende arbejde som fundamentet for al opdragelse, at en egentlig børnehave blev skabt her hjemme. Blandt de første forkæmpere for Fröbels ideer var her i landet fru Hedevig Bagger, der 1880 oprettede en børnehave i København. Børnehavetanken realiseredes i større udstrækning fra omkring 1900 efter stiftelsen af folkebørnehaveforeningen; under den første verdenskrig kom også menighedsbørnehaverne til. Foruden Fröbels pædagogik fik også den italienske læge Maria Montessoris frie opdragelsesteorier indflydelse på danske børnehavers arbejde. Montessorimetoden betoner stærkt børnenes ret til fri udvikling af deres evner og tillægger opdragelsen den opgave at give børnene de bedste muligheder for disse evners frie udfoldelse.

Staten yder i vidt omfang tilskud til børnehaver. Lov af 30/6 1919 om tilskud til fremme af forebyggende børneforsorg hjemlede ydelsen af et statstilskud på indtil 50% af en væsentlig del af folkebørnehavernes driftsudgifter; ordningen blev forbedret ved loven om offentlig forsorg af 1933, og 1945 lovfæstnedes for første gang et samspil mellem statens og kommunernes ydelser til bornehaverne, idet statstilskuddet gradueres i forhold til det kommunale tilskud. Dette samvirke er yderligere udbygget ved lov af 14/3 1951, hvorefter det gøres til en pligt s. 270 for kommunerne at yde et nærmere bestemt tilskud til en børnehaves drift, når denne er anerkendt af staten som berettiget til statstilskud.

Foruden til driften af børnehaver kan der også ydes etablerings- og bygningstilskud både i henhold til den heromhandlede lovgivning og i henhold til lovgivningen om byggeri med offentlig støtte. De enkelte børnehaver er vidt forskellige; nogle er led i store institutioner, omfattende både vuggestue, børnehave og fritidshjem (for skolesøgende børn); hovedparten er dog mindre. Særlige børnehaver (observationsbørnehaver) findes for børn, der frembyder opdragelsesvanskeligheder; en sådan er fx. oprettet i tilknytning til Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling. Antallet af børnehaver har været stærkt stigende siden 1945; 1955 var der 540 børnehaver med tilsammen 25.690 børn i Danmark.

Uddannelsen til børnehavelærerinde, der er 2-årig, finder sted på en række børnehaveseminarier. Minimumsalderen for optagelse er 20 år, og der kræves en vis forudgående uddannelse såsom realeksamen eller højskoleophold samt en vis praktisk virksomhed af mindst et års varighed. Undervisningen er både teoretisk og praktisk. Den har til formål at give eleverne forståelse af barnets behov, fysiske som psykiske, og tilsigter i det hele at bibringe de fremtidige børnehavelærerinder evnen til at medvirke til børns sunde og naturlige udvikling.

Folkeskolen er den kommunale skole for børn i undervisningspligtig alder samt de mellemskoleklasser, der slutter sig hertil.

Benævnelsen folkeskole er første gang anvendt i lovgivningen i slutningen af forrige århundrede – i seminarieloven af 30/3 1894; før den tid brugtes betegnelserne almueskole eller borger- og almueskole. Ændringen i betegnelsen er symptomatisk for det ændrede syn på denne skoleform, som var en naturlig følge af det 19. århundredes stærke demokratiske strømninger. Fra at være kirkens og samfundsmagtens middel til at bibringe almuen en vis nødtørftig oplysning bliver skolen i det 19. og især i det 20. århundrede den for alle fælles offentlige skole, der danner grundlaget for al højere undervisning.

Det første tilløb til gennemførelse af en folkeundervisning på bredere basis blev gjort med kirkeordinansen af 1537, der var præget af tidens bestræbelse for udbredelse af kendskabet til den kristne børnelærdom, katekismen; den indterpedes af degnene, af hvem ingen uddannelse krævedes. Forbedringer af almuens oplæring fandt sted ved Danske Lov af 1683, der bl.a. forlangte studentereksamen af degnene, som også måtte aflægge en særlig prøve for biskoppen, og med pietismens positive interesse i skolearbejdet. Et særlig betydningsfuldt fremskridt betegnede kong Frederik IV.s påbegyndelse af opførelsen af et betydeligt antal skoler rundt om i landets rytterdistrikter. Af disse–240–efter datidens forhold særdeles gode skolebygninger er endnu nogle bevarede. Der affattedes en særlig instruks for rytterskolerne, men undervisningsplanen var tilrettelagt efter de sædvanlige linier: Katekismus og læsning. Konfirmationens indførelse 1736 havde en øget tilstrømning til skolerne til følge, idet læsefærdighed var en betingelse for at kunne blive konfirmeret. Den første almindelige danske skolelov førtes ud i livet kort efter konfirmationens indførelse. Forordning om skoler på landet s. 271 af 23/1 1739 indførte skolepligt, idet det krævedes, at alle børn skulle deltage i skolegangen mindst 3 måneder om året; degnene skulle undervise i »Kristendom, Læsen, Skriven og Regnen«, og der indførtes en ret vid kontrol med, at ingen uskikket person fik tilladelse til at drive skole. Stadig var skolens mål dog i første række den religiøse oplysning og læsefærdigheden. Dette må ses i sammenhæng med, at det i det væsentlige var kirken og dens mænd, der viste interesse for almuebørnenes oplæring.

Søllinge skole (vest for Nyborg), opf. 1793 nær ved kirken. Rimeligvis den ældste skole i landet, der stadig benyttes som skole i uændret stand (en nyere større udvidelse findes i en særlig bygning vest for skolens legeplads).

Fot. H. Langberg 1953.

Tilskyndelsen til en verdsliggørelse af skolen kom udefra, fra Frankrig og Tyskland. Rousseau’s nyskabende opdragelsestanker – der senere videre udbyggedes af bl.a. Fröbel og Montessori og de seneste års eksperimentelle pædagoger – blev af stor betydning; opdragelsen fik et videre sigte end gold kundskabsmeddelelse, dens mål blev at danne retskafne mennesker og nyttige borgere for samfundet. Dette nye mål finder udtryk i de to banebrydende anordninger af 29/7 1814 om almueskolevæsenet i købstæderne og på landet, hvori det hedder, at »Hensigten med Børnenes Undervisning skal være at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Religions Lære; samt at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at kunne vorde nyttige Borgere i Staten.« Disse anordninger, der udstedtes efter ca. 25 års forudgående arbejde bl.a. i kommissionen til de danske skolers bedre indretning, var efter tidens forhold meget frisindede. Om undervisningen hedder det således: »Der skal i Skolerne undervises i Religion, Skrivning og Regning s. 272 samt Læsning: ogsaa bør Skolelæreren veilede Børnene til ordentlig Sang. Ved Læsningen skal fornemmeligen saadanne Bøger benyttes, som kan give Anledning til at danne Børnenes Sindelag, og som indeholde et kort Begreb om deres Fædrelands Historie og Geographie, samt meddele dem Kundskaber, der kan tiene til Fordommes Udryddelse og blive dem til Nytte i deres daglige Haandtering; og bør der, ved al Undervisning, søges Leilighed til passende Forstandsøvelser for de unge.« Hvor lærerne har den fornødne uddannelse, skal børnene tilmed »veiledes af Skolelærerne til gymnastiske Øvelser« om muligt en time hver skoledag. Realskolerne i byerne skulle også undervise i fremmedsprog og naturfag, købstædernes borgerskoler skulle optage sløjd for drenge og kvindeligt håndarbejde for piger på timeplanen. Også administrativt var der tale om en reform; den øverste instans var kancelliet; der indførtes en amtsskoledirektion og en lokal skolekommission med sognepræsten som formand. Skolepligten understregedes, klassedeling indførtes. De ulykkelige begivenheder i det 19. århundredes første periode modvirkede dog selvsagt i nogen grad arbejdet med gennemførelsen af skolereformen. Skolesagen var trods 1814-anordningerne ikke løst for lang tid fremover, som man kunne have ventet. Stor indflydelse på den videre udvikling af folkeskolen havde N. F. S. Grundtvig og Christen Kold, der vendte sig mod tvangen og terperiet og lagde hovedvægten på en levende mundtlig fremstilling af stoffet. Disse skoletanker realiseredes i de såkaldte friskoler, der er private skoler, som underviser børn i hele den undervisningspligtige alder, men ikke afslutter med nogen eksamen.

Grundloven af 5/6 1849 førte med sig en ny reformperiode for skolen. Den indførte undervisningspligt – ikke skolepligt – og statuerede ret for alle borgeres børn til at nyde undervisning. 1899 kom en ny lov om forskellige forhold vedrørende folkeskolen, der på visse punkter ændredes 29/3 1904. Herved udvidedes fagkredsen, timetallet forøgedes, klasserne blev gjort mindre, der fastsattes regler om statstilskud til friskolerne, og det bestemtes, at alene seminarieuddannede lærere skulle have adgang til embederne i folkeskolen.

En milepæl på vejen mod en demokratisk skoleordning betegner almenskoleloven af 24/4 1903, der endnu er gældende, og som lader eksamensskolen bygge direkte på folkeskolens 4. eller 5. klasse og derved har skabt en organisk overgang mellem skolens forskellige afdelinger. Ved den »gaffeldeling« af skolen i 11–12 årsalderen, som den har foranlediget, har den gjort eksamensmellemskolen, som oprettedes ved denne lov, til et led i det kommunale skolevæsen på alle steder, hvor børnetallet har tilladt det.

Oprettelsen af eksamensmellemskolen 1903 var en af konsekvenserne af den politiske, økonomiske og tekniske udvikling i sidste halvdel af det 19. århundrede. Den nye skoleform fik hurtigt en popularitet, der manifesterede sig gennem en stor tilgang til eksamensmellemskolen. Denne sukces var ikke uden uheldige følgevirkninger både for de ældste klasser i folkeskolens eksamensfri afdeling, der i nogen grad blev deklasseret af eksamensafdelingen, og for kontinuiteten i mellemskolens elevkreds, idet adskillige børn forlod skolen ved den undervisningspligtige alders ophør. Som et modtræk mod denne udvikling tilbød man de unge i 14–15-årsalderen undervisning i en 8. klasse; sådanne fortsættelsesklassers betydning indskærpedes af undervisningsministeriet i et cirkulære af maj 1933.

Hårby skole (mellem Assens og Fåborg), opf. 1949–50 (arkt. Arne Jacobsen), en af de talrige nye skoler (især centralskoler for flere landsbyer), der i de sidste årtier har rejst sig over hele landet. Til venstre to lærerboliger, i baggrunden gavl af gymnastiksal, til højre hovedfløj med aula og klasseværelser, i forgrunden pergola foran fløj med specialklasser og bibliotek.

Fot. Strüwing.

Den udvikling, der påbegyndtes med almenskoleloven, blev videreført ved folkeskoleloven af 18/5 1937, der dels gør eksamensmellemskolen til en del af folkeskolen, dels påbyder oprettelse af eksamensfri mellemskole overalt, hvor der indrettes eksamensmellemskole. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det, at sammenknytningen af de to mellemskoleformer må ses som udtryk for, at den eksamensfri folkeskole aldrig må sættes til side til fordel for eksamensskolen. Man tilsigtede en sidestilling af de to mellemskoler, »således at de børn, der nu tynger på mellemskolen mange steder, af egen drift vil søge den eksamensfri mellemskole og befinde sig vel i den.«

Disse forventninger er ikke blevet indfriet, og i årene siden 1954 er arbejdet på en ny gennemgribende reform af den danske skoles struktur i retning af enhedsskoletankens endelige realisation under daværende undervisningsminister Jul. Bomholts og senere under undervisningsminister Jørgen Jørgensens ledelse blevet stærkt intensiveret gennem skolepolitiske drøftelser og fremsættelse af lovforslag, på grundlag af hvilke en reform antagelig kan forventes gennemført. muligt i folketingssamlingen 1957–58.

Folkeskoleloven af 18/5 1937 sondrer mellem købstadskolen og landsbyskolen.

Købstadskolen deles i en 4-årig grundskole og en 3-årig hovedskole, eller – i praksis langt hyppigere – i en 4-årig grundskole og en 4-årig mellemskole; det kan også tillades, at grundskolen er 5-årig, i hvilket tilfælde mellemskolen bliver 3- eller 4-årig.

Såvel eksamensmellemskolen som den eksamensfri mellemskole går ud over den undervisningspligtige alder, der varer 7 år, og det er derfor bestemt i loven, at der ikke er nogen pligt til at oprette en 4. eksamensfri mellemskoleklasse, hvor der ikke melder sig mindst 10 elever til optagelse i klassen.

I hver grundskoleklasse skal det årlige timetal være mindst 720 timer, og i hovedskolens og mellemskolens klasser skal det være mindst 1200 timer pr. klasse. Det samlede antal timer i løbet af de obligatoriske 7 undervisningsår skal udgøre mindst 6480 timer. Der er også givet regler om varigheden af den enkelte skoledag, der i de to første skoleår ikke må overstige 4 timer, de to næste 5 timer og i hovedskolen og mellemskolen 6 timer.

Den landsbyordnede skole kan være udelt med et efter børnetallet afpasset antal klasser; men er skolen på 4 klasser eller derover, deles den i en 3-årig forskole og en 4-årig hovedskole. Til en sådan kan der være knyttet fortsættelsesundervisning eller præliminærkursus. Også landsbyskolen skal gennem 7 skoleår give en undervisning, der omfatter i alt mindst 6480 timer; for de sidste 3 årgange må det årlige timetal ikke være under 960 timer. Der gælder de samme regler med hensyn til skoledagens længde som for købstadskolen.

En skole på landet kan være ordnet som en købstadskole og er i så fald underkastet de for købstadskoler gældende regler med hensyn til skolens ledelse og lærerlønningerne.

Mellemskoler, hovedskoler og fortsættelsesskoler såvel som særklasser for børn, der ikke kan følge den almindelige undervisning (hjælpeklasser og klasser for svagthørende, svagtseende, talelidende eller ordblinde børn), kan oprettes som centralskoler og være fælles for flere forskoler eller grundskoler eller for flere kommuner.

Om børnetallet i en skoles klasser er det bestemt, at når gennemsnitstallet af børnene i en skoles klasser i 2 år har overskredet 33 i købstæderne og 35 på landet, skal en eller flere nye klasser oprettes; dog kan ministeriet tillade, at gennemsnitstallet nedbringes på anden måde, fx. ved omlægning af skoledistrikterne.

Om folkeskolen i København er fastsat særlige regler.

Fagkredsen er den samme i by og på land. Den omfatter alle de almindelige skolefag; i grundskolen i købstæderne og for de 5 første årgange på landet: Skriftlig og mundtlig dansk, skrivning, regning, kristendomsundervisning, historie, geografi, naturhistorie, gymnastik med lege, sang, tegning og for piger kvindelig håndgerning. Desuden kan optages skolehavegerning, skolebade, sløjd og småsløjd.

I hovedskolen og for de 2 sidste årgange på landet: De ovenfor nævnte fag samt sløjd for drengene, kvindelig husgerning for pigerne, idræt og om muligt svømning samt sundhedslære med alkohollære; desuden kan biblioteksarbejde optages.

I den eksamensfri mellemskole kan – i de sidste år – optages tysk, engelsk og matematik; i hovedskolen kan såvel i den købstadordnede som i den landsbyordnede skole som regel kun optages ét fremmed sprog.

Ved folkeskoleloven er der, som det vil ses, indrømmet de manuelle fag en betydningsfuld plads på timeplanen; foruden kvindelig håndgerning og tegning, der tidligere kun var ubetinget obligatorisk i købstadskolen, men nu er tvungne fag også i landsbyskolen, er sløjd og skolekøkken kommet til. Disse fags tilkomst s. 275 med deres krav om indretning af særlokaler såvel som skolereformen i det hele har stillet og stiller fremdeles betydelige bygningsmæssige krav, som ikke har kunnet opfyldes i det tempo, man oprindelig påregnede – ikke mindst på grund af de siden krigsårene herskende materialevanskeligheder. Med henblik på skolebyggeriets størst mulige rationalisering har undervisningsministeriet i de senere år iværksat et omfattende forskningsarbejde på dette område, hvorved betydelige besparelser vil opnås.

Af særlig værdi er det fremstød, som folkeskoleloven har gjort på skolehygiejnens område. Ved enhver skole, der underviser børn over 12 år, skal der indrettes gymnastiksal med tilhørende omklædningsværelser og badeindretning, og der skal skaffes børnene adgang til at øve idræt, fx. ved udvidelse af legepladsen til en sådan størrelse, at den kan anvendes til boldspil; børnene skal være i gymnastikdragt i gymnastik- og idrætstimerne. Der er endvidere givet forskrifter med hensyn til skiftesko, indretning af håndvaske i skolerne og tilsyn med en tilfredsstillende ordning af toiletterne. Bestemmelse om skolebespisning, skolebadning, skoletandpleje og skolelægeordning kan optages på kommunens skoleplan. Hvad specielt skolelægeordningen angår er denne nærmere fastsat i lov nr. 413 af 12/7 1946.

Ordningen af en kommunes skolevæsen fastsættes på skoleplanen.

Endvidere udarbejdes der for hver skole en undervisningsplan angående skolegangens nærmere ordning, ferieplan m.m.

Undervisningspligtens indtræden er fastsat til begyndelsen af det skoleår, der følger efter, at barnet er fyldt 7 år, og dens ophør til udløbet af det skoleår, i hvilket barnet er fyldt 14 år.

Folkeskoleloven er i vidt omfang en rammelov. Dette gælder ikke mindst med hensyn til undervisningsformen; loven giver ingen anden pædagogisk anvisning, end at der i alle klasser bør lægges mest mulig vægt på elevernes opøvelse i selvvirksomhed. Kristendomsundervisningen skal være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære. Børn, der ikke tilhører folkekirken, kan fritages for timerne i kristendomskundskab. Tilhører barnet et andet trossamfund, påhviler det dette at tage ansvaret for barnets religiøse opdragelse.

Om folkeskolens administration er givet regler i loven om folkeskolens styrelse og tilsyn af 12/4 1949, der kendetegnes ved sin fremhævelse af forældrenes indflydelse på skolen.

Det første led i skolestyret er kommunalbestyrelsen, der træffer bestemmelse om alle forhold vedrørende folkeskolen, der ikke er henlagt til andre myndigheder, i første række spørgsmål med økonomiske konsekvenser.

Det andet led er de af særlige skolemæssige hensyn valgte tilsynsorganer, i første række skolekommissionen og skolenævnene. Der kan af kommunalbestyrelsen for dennes valgperiode træffes en af følgende tre ordninger vedrørende dette tilsyn: 1) Den kan vælge en for hele kommunen fælles skolekommission, men ikke skolenævn ved de enkelte skoler; 2) en fælles skolekommission og et skolenævn for hver skole eller 3) en fælles skolekommission og skolenævn ved en enkelt eller enkelte af kommunens skoler.

Opgavernes fordeling mellem skolekommission og skolenævn er stort set ordnet således, at opgaver, der alene vedrører den enkelte skole, er henlagt til skolenævnet, og de for kommunen fælles skoleanliggender til skolekommissionen.

Skolekommissionens vigtigste opgave er at foretage indstilling til lærerembeder. Er kommissionen enig om med alle stemmer at samle sig om en ansøger, kan den altid sætte dette valg igennem. I øvrigt udarbejder den udkast til skoleplan og undervisningsplan og håndhæver undervisningspligten; den skal endvidere føre tilsyn med skolen og lærernes embedsførelse samt afgive erklæring i alle sager vedrørende kommunens skolevæsen, før afgørelse træffes.

Ret til at blive hørt om forhold vedrørende kommunens skolevæsen som helhed har fælleslærerrådet, der består af alle kommunens lærere, og lærerrådet ved den enkelte skole har tilsvarende ret til at udtale sig om sager vedrørende den pågældende skoles særlige forhold, fx. undervisningsplanen. I større byer kan der yderligere være en skoledirektør eller skoleinspektør, der – som skolekommissionens hjælper – har ledelsen af det samlede skolevæsen, ligesom skoleinspektørerne har beføjelser som ledere af den enkelte skole; tilsvarende beføjelser er ved en del landsbyordnede skoler til en vis grad henlagt til førstelæreren.

Det tredie led i den administrative opbygning er skoledirektionen, der dog alene fungerer for landkommunerne, idet købstæderne står direkte under undervisningsministeriet. Skoledirektionen består af amtmanden som formand og 4 medlemmer valgt af amtsrådet. Den fører et almindeligt tilsyn med amtets skolevæsen og har afgørelsen i en række spørgsmål vedrørende dette. Skoledirektionen er mellemled i alle sager, der indsendes til undervisningsministeriet.

For hvert amt beskikkes der en amtsskolekonsulent, der bistår skoledirektionen og er vejledende og rådgivende for de under direktionen hørende folkeskoler, der ikke forbereder til nogen statskontrolleret eksamen. For at kunne beskikkes til denne stilling må den pågældende i 10 år have virket som lærer i folkeskolen. Endvidere beskikkes en konsulent for særundervisningen.

For hver amtsrådskreds findes et skoleråd, bestående af amtsrådet og repræsentanter for købstæderne. Dets virkekreds er identisk med skoledirektionens, dog at skolerådet tillige omfatter købstæderne i den pågældende amtsrådskreds. Skolerådet bestyrer skolefonden, hvis opgave det bl.a. er at fordele statstilskuddene til skolevæsenet mellem kommunerne.

Den øverste myndighed i folkeskolens anliggender er undervisningsministeriet.

Som rådgiver for ministeriet virker statskonsulenten for folkeskolen og seminarierne, der bistås af faginspektører for visse fags vedkommende.

Statens tilskud til folkeskolen andrager omkring 200 mill. kr. årlig. Til friskolerne udgør statstilskuddet ca. 6 1/2 mill. kr. årlig, svarende til gennemsnitlig omkring 80% af disse skolers driftsudgifter, jfr. lovbekendtgørelse af 18/3 1954 om friskoler m.v.

Ungdomsundervisningen omhandles nu i en fælleslov af 11/6 1954, der omfatter ungdomsskoler, aftenskoler, fortsættelsesklasser, efterskoler, landbrugsfaglige skoler, brevskoler og fritidsforanstaltninger. Til den gruppe af undervisningsanstalter, der meddeler de unge en undervisning uden bestemt fagligt sigte, henhører endvidere folkehøjskolerne, landbrugsskolerne og husholdningsskolerne, for hvis virksomhed der er givet regler i to love af 4/7 1942.

Denne sidstnævnte dato markerede i det hele et overmåde betydningsfuldt fremstød i lovgivningen om undervisning af de unge, der ikke efter barneskolens slutning fortsætter i eksamensskoler olgn., idet der på denne dag samtidigt stadfæstedes 5 ungdomsskolelove, nemlig desuden en lov om efterskoler, en lov om aftenskoler og en lov om ungdomsskoler for den ufaglærte ungdom.

Dette lovkompleks hvilede på en betænkning, afgivet af et 1939 af undervisningsminister Jørgen Jørgensen nedsat ungdomsskoleudvalg; det betegnede på flere områder nyskabelser og indførte på andre felter betydelige forbedringer i bestående forhold.

Imidlertid var det i loven om ungdomsskoler for ufaglærte, der var en af 1942-kompleksets nydannelser, fastsat, at loven skulle forelægges rigsdagen til revision senest i folketingssamlingen 1947–48 (senere udsat til 1952–53).

Den kommission, der blev nedsat 1948 til udarbejdelse af forslag til en ny ungdomsskolelov, blev tillige bemyndiget til at fremkomme med forslag til ændringer i aftenskoleloven, efterskoleloven og loven om landbrugsfaglig undervisning; sidstnævnte blev stadfæstet allerede 10/3 1938 og ændret ved lov af 24/5 1948. Det skulle i det hele være kommissionens opgave at overveje, hvad der fra samfundets side på undervisningens og opdragelsens område bør gøres for den del af dansk ungdom, som efter folkeskolens afslutning ikke modtager yderligere undervisning. Under hensyn til betydningsfuldheden af, at ungdommen får værdifulde fritidsinteresser, henstilledes det også til kommissionen at overveje, i hvilket omfang samfundet eventuelt bør støtte ikke blot en særlig ungdomsundervisning, men også former for ungdommens frie udnyttelse af fritiden såvel i forbindelse med ungdomsskolen som udenfor.

Den omfattende lov, der er citeret i dette afsnits indledende linier, og som under folketingsbehandlingen af en af ordførerne betegnedes som »en ungdomsskolernes grundlov«, bygger i det væsentlige på det af ovennævnte kommission udarbejdede lovforslag. Loven bragte ikke blot en betydelig forenkling i lovgivningen og en decentralisering af administrationen på det heromhandlede område, men den kom til at betyde en ny landvinding for det kulturelle ungdomsarbejde, idet der skabtes hjemmel for ydelse af tilskud i henhold til ungdomsskoleloven til fritidsforanstaltninger, ungdomsforeninger, klubber m.v. Forslaget om tilskud til fritidsforanstaltninger, herunder om tilskud til klubvirksomhed for de unge, vakte nogen betænkelighed i folketinget; hidtil havde man kun støttet fritidsforanstaltninger med karakter af socialforsorg (under socialministeriets budget), nu var der spørgsmål om støtte af fritidsvirksomhed som et supplement til de øvrige ungdomsforanstaltninger af undervisningsmæssig og karakteropdragende art. Imidlertid fulgte folketinget ungdomsskolekommissionens synspunkter også i denne henseende.

I det følgende skal nærmere omtales de enkelte af loven om ungdomsundervisning omhandlede områder.

Fortsættelsesklassen er nær beslægtet med de ovennævnte former for ungdomsundervisning. Dens oprettelse er hjemlet i folkeskoleloven af 18/5 1937, hvorefter fortsættelsesklasse skal oprettes ved en landsbyordnet skole, når forældre til mindst 15 børn – i alderen fra 14 til 18 år – fremsætter ønske derom, og dette støttes af skolekommissionens flertal. De elever, der har meldt sig til undervisningen, betragtes som skolepligtige og kan således før undervisningens afslutning kun udskrives med skolekommissionens samtykke. Dette giver mere fasthed over undervisningen end i ungdomsskolen, hvor eleverne frit kan ophøre med at følge undervisningen. Der skal da udarbejdes en særlig undervisningsplan for denne klasse, hvis timetal ikke må være under 360; undervisningen skal fortrinsvis tage sigte på dygtiggørelse til det praktiske liv. Til denne fortsættelsesklasse – såvel som til 4. klasse i den eksamensfrie mellemskole – ydes der et særligt tilskud.

s. 281

Ringe fri- og efterskole på Fyn. Opført 1955 (arkt. N. Albretsen).

Fot. C. C. Tornoe.

Folkehøjskolen indtager en særlig plads blandt de skoleformer, der virker for ungdommens almendannende udvikling.

Folkehøjskolerne er skoler for den voksne ungdom; de er næsten alle kostskoler ejede af private eller selvejende institutioner, beliggende på landet og fortrinsvis søgt af landboungdom. Undervisningen tilsigter ikke erhvervsmæssig dygtiggørelse, men søger at give de unge indblik i væsentlige livsforhold og give dem hjælp til personlig udvikling og en almen viden, som er af værdi for dem uanset deres stilling i samfundet. Undervisningen omfatter sædvanligvis fag som historie, litteraturhistorie, samfundskundskab, geografi og naturfag; endvidere mundtlig og skriftlig brug af modersmålet, regning, tegning, bogføring, gymnastik. Sangen spiller en særlig rolle. Undervisningsformen er foredraget og studiekredsarbejdet.

Folkehøjskolen er en oprindelig dansk skoleform. Dens ophavsmand er N. F. S. Grundtvig (1783–1872), der efter et besøg i England omkring 1830 og efter indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger i Danmark 1834 slog kraftigt til lyd for oprettelsen af en folkelig højskole, som han tænkte sig henlagt til Sorø akademi, hvor opvakte unge skulle kunne få en dansk dannelse, der gjorde dem egnede til at deltage i folkelivet.

Højskolen skulle ikke som latinskolen bygge på bogkundskaber, men på »det levende ord«, og den folkedannelse, den skulle være med til at skabe, skulle baseres på danske og nordiske forudsætninger.

»Skolen i Soer« blev dog aldrig realiseret. Den første højskole blev oprettet i Rødding 1844 som et led i kampen for danskheden i Sønderjylland. Den rejstes af præster og bønder under ledelse af professor Chr. Flor med økonomisk støtte af nationalliberale kredse i hovedstaden.

Den mand, der fik størst betydning for højskoletankens gennemførelse i praksis var Christen Kold (1816–70), en særpræget almuelærer, som var blevet grebet af Grundtvigs tanker og den stærke nationale rejsning 1848. Med støtte af Grundtvig og hans venner fik Kold 1851 oprettet en beskeden højskole i Ryslinge på Fyn (jf. ovenfor s. 281). Denne skole blev af stor værdi; Kold havde sjældne evner s. 285 som folkeopdrager, og i de sidste år inden hans død samlede han – nu i Dalum ved Odense – over 100 elever på sine vinterkursus. Kold kom til at betyde mere for højskolens ydre udformning end Grundtvig. Det var ham, der gav højskolen dens hjemlige præg, hvor lærere og elever bor sammen under jævne former. Det var også ham, der indførte 5 måneders vinterkursus og 3 måneders sommerkursus (de sidste siden 1863 også for piger), afpasset efter de daværende arbejdsforhold på landet. Og han gav højskolen præg af en åndelig og kristelig skole til personlighedens udvikling.

Antvorskov højskole (ved Slagelse), opf. 1909 (arkt. E. Mørch). I årene omkring og nærmest efter århundredskiftet fik talrige ældre og nyoprettede folkehøjskoler nye bygninger præget af den national-romantiske arkitekturopfattelse.

Fot. Holt & Madsen.

Efter krigen 1864 kom det store gennembrud for højskolebevægelsen. Adskillige dygtige unge følte sig kaldet til at være med i genrejsningsarbejdet gennem et arbejde i folkeoplysningens tjeneste, og de grundlagde højskoler i flere egne af landet. I de 6 år 1864–70 oprettedes ikke mindre end 50 folkehøjskoler, blandt dem Askov højskole ved Vejen, der skulle få en særlig position – fra 1878 som »udvidet højskole« for tidligere højskoleelever og med en videregående undervisning end almindelige højskoler.

Siden 1844 har der været oprettet i alt ca. 175 højskoler. En del af dem har ikke kunnet klare sig; dette gælder særlig de udprægede egnsskoler. Andre har til gengæld været overfyldte. Det højeste elevtal nåedes 1919–20 under højkonjunkturerne efter den første verdenskrig. Under den anden verdenskrig–1941–42 – og i de nærmeste år efter denne var tallet næsten lige så højt. I mellemkrigstiden har der været vanskelige år for højskolebevægelsen; ikke mindst under den økonomiske krise i 1930’erne vendtes de unges interesse udpræget mod s. 286 faglig dygtiggørelse for derigennem at blive bedst muligt rustet til kampen for tilværelsen.

Elevbesøget ligger i efterkrigsårene omkring 6000 årlig. 1956–57 var der, fordelt på 65 højskoler, ca. 6600 elever mod 5815 året forud. Det samlede elevbesøg har i det hele været langt mere stabilt end skolernes antal og besøget ved de enkelte skoler.

Fra højskolernes første tid har forholdet til staten været af væsentlig betydning. 1851 bevilgedes af folketingets flertal for første gang et beskedent statstilskud på 2000 rdl. om året til »bondehøjskolen«; 1867 steg det til 28.000 kr., og fra 1869 ydedes desuden 13.200 kr. årlig til understøttelse af begavede og fattige højskoleelever. I provisorieårene gav statstilskuddet til højskolerne anledning til adskillige skarpe rigsdagsdebatter, og bevillingerne blev ofte skåret ret kraftigt ned. 12/4 1892 gennemførtes den første lov om statstilskud til folkehøjskoler og landbrugsskoler, senere ændret 1903, 1913 og 1919. En væsentlig bedring i både skolernes, lærernes og elevernes kår betød højskoleloven af 4/7 1942, der blev gennemført sammen med 4 andre ungdomsskolelove (jfr. herom ovenfor). Denne lov, der er ændret flere gange, senest ved lov af 29/4 1955, gælder stadig, men der er – navnlig ved den sidstnævnte lovændring – skabt en række forbedringer af skolernes tilskudsforhold og åbnet mulighed for en større variation i arten og varigheden af kursus.

Efter de gældende regler ydes der til en godkendt højskole) foruden et grundtilskud, varieret efter elevantallets størrelse, et tilskud til lærerløn og forstanderløn på 70% af udgiften hertil inden for et nærmere fastsat maksimum og minimum; endvidere et lejetilskud på halvdelen af en godkendt husleje eller et bygningstilskud på 3 1/2% af værdien af skolens bygninger og inventar, og 50% af udgifterne til undervisningsmateriel. Endelig betaler staten efter visse nærmere regler alderstillæg til forstanderes og læreres løn. Det må også nævnes, at der efter højskoleloven er hjemmel for under visse betingelser at yde afdragsfrit 4% statslån til oprettelse af nye højskoler og ombygning af ældre skoler.

Et højskolekursus skal som regel vare mindst 3 måneder; en tilskudsberettiget højskole skal have mindst ét 5-måneders kursus eller to 3-måneders kursus. Der kan yderligere godkendes kurser på 1 måned for elever, der tidligere har gået mindst 3 måneder på højskole. Også kursus af kortere varighed, dog mindst 2 uger, kan nu godkendes af undervisningsministeriet som tilskudsberettigende.

Et vist tilsyn med højskolerne føres af statskonsulenten for ungdomsundervisningen.

Foruden de almindelige folkehøjskoler findes faghøjskoler, der giver et enkelt fag en fremtrædende plads i den almendannende undervisning (gymnastikhøjskoler, håndværkerhøjskoler, fiskerihøjskoler, højskoler med foruddannelse af sygeplejersker m.m.), eller der kan til en højskole være knyttet særlige fagafdelinger; eleverne på disse skal dog også deltage i højskolens almindelige undervisning. Faghøjskoler må ikke forberede til en rettighedsgivende eksamen eller til optagelse på en eksamensskole.

Statens tilskud til folkehøjskoler udgjorde 1955–56 3.655.581 kr., hvortil s. 287 kommer alderstillæggene til forstandere og lærere. Til elevunderstøttelser er i samme år udbetalt 2.215.424 kr.

Højskolebevægelsen frembyder i nutiden et broget billede af en levende skole med mangfoldige udtryksformer og meget forskellige åndelige udgangspunkter fra den grundtvigske eller indremissionske kristendomsopfattelse til arbejderhøjskolens sociale livssyn, fra gymnastik- og idrætshøjskolernes delingsfører- og idrætslederuddannelse til den internationale højskoles virke for øget international forståelse. Fælles for dem alle er dog fremdeles deres almendannende karakter.

Højskolebevægelsen har tidligt vakt opmærksomhed uden for landets grænser og studeres jævnligt af udlændinge. Der er skrevet bøger og artikler om den på mange sprog, og tilsvarende bevægelser – eller dog bevægelser inspireret af den danske højskole – er opstået mange steder i verden, først og fremmest i de andre nordiske lande.

En virksomhed, der i mange måder opfylder en mission af samme art som aftenskolen og ungdomsskolen, udføres af Folkeuniversitetet, der virker for at indrette eller støtte en for videre kredse tilgængelig videnskabelig undervisning. »Folkeuniversitetsforeningen i København« (F.U.F.) stiftedes 1898 på initiativ af en række københavnske arbejderforeninger, og samme år nedsatte universitetet et udvalg for folkelig universitetsundervisning; dette udvalg kaldes nu »folkeuniversitetsudvalget« og består – siden 1941 – af en repræsentant for hvert fakultet ved såvel Københavns som Århus universitet, samt 5 andre medlemmer. 1899 begyndte udvalget med støtte fra forskellige fonds sit virke i samarbejde med de folkeuniversitetsforeninger, der allerede var dannet i en lang række købstæder og landkredse. I de første år bestod undervisningen udelukkende af foredragsrækker på 6 foredrag, men allerede fra 1908 indførtes efter ønske fra foreningerne også kortere rækker på 3 eller 4 foredrag, og siden 1932 arbejdes der også med enkeltforedrag, der nu er den hyppigst forekommende undervisningsform.

Folkeuniversitetet udsender to gange årligt lister over institutionens lærere og deres emner til de anmeldte foreninger, som derefter indsender deres forelæsningsbegæringer. På grundlag heraf tilrettelægges årets virksomhed. De stedlige foreninger sørger selv for lokale og betaler et beskedent honorar til foredragsholderen, medens de øvrige udgifter til honorarer, dagpenge, rejsegodtgørelse og trykte grundbøger betales af en statsbevilling, der – med skiftende beløb – har været ydet til dette arbejde siden 1899. Forelæsningsemnerne omfatter alle videnskabsgrene; lærerne er universitetslærere, lærere ved de øvrige højere læreanstalter, bibliotekarer, museumsfolk, yngre videnskabsmænd o.a.

Ved siden af det landsomfattende arbejde udføres en betydelig forelæsningsvirksomhed i København, omfattende 20–25 serier à 6 forelæsninger pr. semester, og en lignende virksomhed er 1957 med statsstøtte påbegyndt ved Århus universitet.

Arbejdernes oplysningsforbund (AOF) er oprettet 1924 af Socialdemokratiet, De samvirkende Fagforbund, DSU og Det kooperative Fællesforbund. Forbundet er landsomfattende, og dets formål er at drive oplysningsvirksomhed s. 290 blandt arbejderne gennem foredragsvirksomhed og møder, gennem aftenskoler, aftenhøjskoler, arbejderskoler og studiekredse. Forbundet virker ikke blot for udbredelse af egentlig kundskabsmeddelelse, men tager også et bredere kulturelt arbejde op.

Særlige organisationer er Arbejdernes Læseselskab, stiftet 1879, og Arbejdernes Kunstforening, der tidligere hørte under AOF, samt Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, stiftet 1866 med det formål at udgive populærvidenskabelige værker til en overkommelig pris (der er udsendt ca. 400 værker), samt Folkeligt Oplysningsforbund (FOF), der er stiftet af Det Konservative Folkeparti, og Liberalt Oplysningsforbund, stiftet af Venstre. Et særligt oplysningsarbejde udfører forsvarets velfærdstjeneste (Folk og Værn) blandt det indkaldte mandskab.

Et hovedled i kæden af folkeoplysende institutioner er folkebibliotekerne, som er offentligt tilgængelige biblioteker, der virker for almindelig udbredelse af kundskab og oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden almendannende litteratur.

Institutionen er af ret ny dato. Et folkeligt oplysningsarbejde skulle først udføres gennem barneskole, ungdomsskole og højskole, og den nødvendige baggrund skabes gennem den sociale fremgang i det 19. århundrede.

De første danske folkebogsamlinger fremstod ganske vist allerede omkring 1800, men de var få og fik kun liden betydning. Omkring 1850 gjorde interessen for et folkeligt biblioteksarbejde sig stærkere gældende, og der oprettedes flere købstadbiblioteker af reel offentlig karakter. Men indtil 1882, da staten første gang ydede tilskud–6000 kr. – til dette formål, var de danske folkebogsamlinger afhængige af enkeltpersoners interesse og privat støtte.

I det 19. århundredes sidste snes år anerkendtes behovet for et effektivt offentligt folkebiblioteksvæsen. – Også under indtryk af tilsvarende ideers fremvækst i de angelsaksiske lande oprettedes folkebiblioteker både i København og på Frederiksberg (1885 og 87) og i ca. 20 købstæder, og der bevilgedes årligt et statstilskud til folkebiblioteksarbejdet. Skaberen af det danske folkebibliotek er fremfor nogen professor Andreas Schack Steenberg (1854–1929), der ved sit utrættelige arbejde bl.a. i Komiteen til Understøttelse af Folkebogsamlinger og siden som leder af Statens Bogsamlingskomite’s kontor i København og gennem sin bog »Folkebogsamlinger, deres Historie og Indretning« (1900) udførte en betydningsfuld landsomfattende virksomhed, der i høj grad stimulerede interessen for dette arbejde både hos myndighederne og hos befolkningen. Steenbergs bestræbelser for at gøre det hidtil meget underholdningsprægede biblioteksarbejde til en virkelig kulturfaktor fik en vægtig støtte af en af statsbiblioteksvæsenets førende mænd, overbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek H. O. Lange, der 1909 fremsatte en plan til en centralbiblioteksordning, der skulle blive afgørende for den videre udvikling. Centralbiblioteksideen går ud på i vidt omfang at gøre landets biblioteksvæsen, det videnskabelige som det folkelige, til en enhed. Centralbibliotekerne skulle, almindeligvis med et amt som virkeområde, vejlede og støtte de mindre biblioteker i området og være bindeleddet til de videnskabelige biblioteker. De to første centralbiblioteker oprettedes i Holbæk og Vejle 1914.

Viby Folkebibliotek (ved Århus), opf. 1956 (arkt. C. K. Gjerrild), en af landets mest moderne biblioteksbygninger.

Fot. Hammerschmidt.

Danmark fik sin første bibliotekslov 1920. Siden da har folkebiblioteksvæsenet været i rivende udvikling. Tilskuddene er steget, lønningerne er blevet forbedrede, og lokaleforholdene er mange steder undergået en revolutionerende ændring. Mange biblioteker har nu til huse i egne velindrettede og moderne bygninger med udlånssal, læsesal og studiekredsværelser.

Den gældende lov om folkebiblioteker er dateret 27/5 1950). Folkebiblioteker, der enten er kommunale eller selvejende eller ejes af en forening, som er dannet med biblioteksdrift som hovedformål, er ved loven sikret et statstilskud på 80% af lokale tilskud på indtil 25.000 kr., 40% af de næste 25.000 kr. og 25% af beløb over 50.000 kr., betinget af at biblioteket med hensyn til administrative forhold, de stedlige tilskuds størrelse og bogbestandens sammensætning opfylder lovens krav. Til centralbiblioteker ydes et særligt tilskud på indtil 20.000 kr. pr. centralbibliotek, hvortil kommer 50% tilskud til kørsel med bogbil i centralområdet. Foruden til driften kan der i særlige tilfælde ydes et engangstilskud ved et biblioteks oprettelse eller nyordning.

Statstilskud kan som regel kun tillægges ét bibliotek i hver købstad eller landsogn. Dog ydes der tilskud til kommunale børnebiblioteker i folkeskoler uden hensyn til, om der findes andre statsunderstøttede biblioteker inden for det pågældende område. Biblioteker, beregnet på befolkningsgrupper inden for hele landet, som af forskellige årsager er forhindret i at benytte de offentlige biblioteker – fx. s. 292 søfolk og patienter på tuberkulosehospitaler – kan også opnå tilskud efter folkebiblioteksloven.

De ordinære statstilskud udbetales ikke med de fulde beløb til bibliotekerne, idet ministeren kan tilbageholde 2 1/2% af tilskuddene for at tilvejebringe et beløb til løsning af biblioteksvæsenets fælles opgaver.

Udover de ovennævnte statstilskud bevilges der på de årlige finanslove et beløb svarende til 5% af de ovennævnte grundtilskud; dette beløb indgår i en fond, Dansk Forfatterfond, der støtter danske forfattere og efter nærmere regler disses enker i forhold til antallet af bøger (bind), med hvilke forfatterne er repræsenterede i samtlige statsunderstøttede biblioteker.

Adgang til hjemlån fra biblioteket skal vederlagsfrit gives alle beboere inden for dets virkeområde; alle bøger skal kunne hjemlånes undtagen bøger i håndbogsamlingen og enkelte sjældne eller kostbare værker. Ved ethvert købstadsbibliotek skal der indrettes en gratis tilgængelig læsestue (læsesal) med håndbibliotek; en sådan kan af undervisningsministeren under visse nærmere betingelser også kræves indrettet ved større biblioteker på landet.

Oprettelsen af folkebiblioteker er normalt et lokalt anliggende; dog bestemmer loven, at der i kommuner, hvor der endnu 1/4 1960 ikke findes et godkendt folkebibliotek, af kommunalbestyrelsen inden et år skal oprettes et folkebibliotek, dersom 10% af kommunens vælgerbefolkning (mindst 40 personer) fremsætter skriftligt ønske derom. Om kravene til kommunerne hedder det i øvrigt, at et folkebibliotek fra kommunen skal oppebære så stort et beløb, at dette i forbindelse med andre stedlige tilskud og statens tilskud er tilstrækkeligt til at opretholde et bibliotek, der kan godkendes efter loven.

Spørgsmålet om godkendelse af biblioteker og beregningen af statens tilskud varetages under ledelse af en biblioteksdirektør af Statens bibliotekstilsyn, der sorterer under undervisningsministeriet. Bibliotekstilsynet skal endvidere yde bibliotekerne råd og vejledning og føre tilsyn med deres virksomhed. Til de større biblioteker er nu almindeligvis knyttet særligt biblioteksuddannet personale, men på de mindre biblioteker, navnlig på landet, har bibliotekaren andet hovederhverv; oftest er det lærere, der påtager sig denne opgave.

Folkebiblioteksvæsenets stærke udvikling siden biblioteksloven af 1920 nåede sin hidtidige kulmination i besættelsesårene under den anden verdenskrig, hvor såvel benyttelsen som antallet af biblioteker udvidedes med ca. en tredjedel. 1955–56 var der i hele landet 33 centralbiblioteksområder; antallet af indtegnede lånere er over 1 mill., nemlig 629.563 voksne og 393.537 børn. Der fandtes i det nævnte år 5.630.163 bind for voksne og 2.403.241 bind for børn, heraf 1.722.362 bind på de specielle børnebiblioteker; der ekspederedes til voksne lånere omkring 4 1/2 mill. udlån inden for faglitteratur og 12 1/2 mill. udlån af skønlitterære værker. Til børn var de tilsvarende tal knap 2 mill. og knap 7 1/2 mill.

Kommunernes udgifter til folkebibliotekerne var 1955–56 omkring 17 1/2 million kr., heraf 3 1/2 mill. til børnebiblioteker; amtstilskuddene var noget over 1/2 mill. kr., andre tilskud ca. 3/4 mill. kr. Statens tilskud udgjorde ca. 9 1/4 mill. kr., heraf knap 1 3/4 mill. kr. til børnebiblioteker.

Til det almindelige folkebiblioteksvæsen kan føjes etableringen af udlån på hospitaler, sanatorier, kaserner, i lejre og fængsler samt udstationeringen af skibsbiblioteker.

Den normale indgang til en akademisk uddannelse er studentereksamen, der afslutter gymnasieskolen. Reglerne om gymnasiet findes i almenskoleloven af 24/4 1903, der på afgørende punkter reformerede den tidligere lærde skole.

Denne er langt ældre end folkeskolen (almueskolen) ; den går tilbage til det 12. århundrede, hvor de første katolske kirkeskoler oprettedes i tilknytning til visse bispesæder (cathedrae), de såkaldte katedralskoler eller domskoler, hvor disciplene først og fremmest lærte at læse, skrive og tale latin, men tillige oplærtes i retorik, dialektik og fag som aritmetik, geometri, astronomi og musik. Religion s. 294 doceredes ikke i katedralskolerne, men i domkapitlernes præsteskoler, der var nært forbundne med katedralskolerne. Efter reformationens indførelse bragte den tidligere omtalte kirkeordinans af 1537 en grundlæggende nyordning også for den lærde skoles vedkommende. Latinskolen vedblev ganske vist at være en kirkeskole, og dens mål var næsten udelukkende at uddanne præster, men dens ydre kår blev bedre – bl.a. fik ikke få skoler overladt tidligere klosterbygninger til skolelokaler – og der vistes af ledende gejstlige stor interesse for at højne skolevæsenet. Fra omkring 1600-tallet var betydende kræfter virksomme for at bekæmpe den hidtidige golde udenadslæren og kræve større forståelse af kundskabsstoffet tilegnet. Der skulle endnu hengå lang tid, før modersmålet fik en fremtrædende og selvstændig plads i skoleundervisningen; dette skete først 1775 med den såkaldte Guldberg’ske skolereform, der i øvrigt opretholdt latin og religion som grundpillerne i systemet.

Et vigtigt skridt i retning af en reformering af den lærde skole i humanistisk retning markeres ved forordning af 7/11 1809 ang. de lærde skoler i Danmark og Norge; i de følgende år ændrede skolen karakter fra Luthersk kirkeskole til en humanistisk skole for vordende embedsmænd, hvor hovedfagene vel var latin og græsk, men hvor fagrækken på flere punkter suppleredes i tidens ånd. I modsætning til ældre tiders ensidige formalisme skulle en almendannelse tilstræbes, der var egnet til at »fremelske sand humanitet«. Fra omkring 1830 kom et nyt modsætningsforhold ind i skoledebatten, modsætningen mellem humanismen, der ville bygge almendannelsen på de gamle sprog, og realismen, der lagde hovedvægten på naturfagene. Efter forskellige forsøg på at forene disse interesser fik spørgsmålet en foreløbig løsning ved skoleloven af 1/4 1871, der for første gang delte skolen i to »linier«, en sproglig-historisk og en matematisk-naturvidenskabelig. Ved denne lov organiseredes også undervisningen af de ikke-studerende elever, »realisterne«. Kritikken var dog ikke forstummet; den rettede sig særligt mod de klassiske sprogs alt for fremtrædende rolle i skolen, og stærke kræfter arbejdede på en omdannelse af den lærde skole i moderne ånd, således som det da også kom til udtryk i den førnævnte lov af 24/4 1903, der endnu er gældende, og hvorved den lærde skole afløstes af den bestående gymnasieskole, der bygger på folkeskolen og realskolen og således i en vis forstand gør denne og gymnasiet til en enhedsskole, og som ændrede skolens indhold ved en omgruppering efter tidssvarende synspunkter.

Gymnasieskolen består af 4 mellemskoleklasser (som regel tillige en realklasse) og 3 gymnasieklasser. Gymnasieklasserne er delt i 3 linier, den klassisk-sproglige, den nysproglige og den matematisk-naturvidenskabelige linie, af hvilke dog oftest kun de 2 sidstnævnte forekommer; hertil kommer i de senere år enkelte varianter som fx. musiklinien, jfr. lov af 7/6 1952, der hjemler adgang til forsøgsundervisning i den højere almenskole.

Der undervises i kristendomskundskab, dansk med sproghistorie og svensk, historie, fransk, oldtidskundskab, naturfag, naturlære, matematik (ikke på de sproglige linier), latin (ikke på den matematisk-naturvidenskabelige linie), engelsk og tysk (på den matematisk-naturvidenskabelige linie kun i ét af disse sprog). I det klassisk-sproglige gymnasium undervises også i græsk; fælles for alle tre linier er endelig sang og gymnastik med idræt.

Gymnasieskolerne er enten statsskoler eller kommunale eller private skoler, til s. 295 hvilke sidste grupper der ydes betydelige statstilskud med hjemmel på de årlige finanslove eller – for private gymnasiers vedkommende – i henhold til lov af 15/3 1947. Enkelte af skolerne er kostskoler.

Ribe Katedralskole, en af landets mest traditionsrige gymnasieskoler (fra 1100t.). Nuv. hovedbygning opf. 1856 med en for de gamle latinskoler typisk latinsk indskrift over portalen.

Fot. Nørgaard Nielsen 1957.

Undervisningen ved gymnasieskoler bestrides af lektorer og adjunkter, der normalt er universitetsuddannede, og af mellemskolelærere, der kan være seminarieuddannede, samt af visse timelærere. Skolens leder benævnes rektor.

Ved siden af den almindelige eksamensskole findes kursus. De ovennævnte skoleeksamener er for kursuselever mere omfattende (fuldt pensum) end for skoleelever, og eksamen forestås af en af ministeriet udnævnt eksamenskommission. Dog kan elever på studenterkursus, der har vist sig at give en betryggende undervisning, under forudsætning af at de enkelte elever opfylder visse betingelser, indstille sig til studentereksamen med begrænset pensum. Til statsanerkendte studenterkursus ydes tilskud i henhold til lov af 24/5 1948, og til andre anerkendte eksamenskursus ydes tilskud med hjemmel på de årlige finanslove.

Tilsynet med eksamensskolerne varetages af to undervisningsinspektører, en for gymnasieskolerne og en for mellem- og realskolerne; de er tillige undervisningsministeriets rådgivere i spørgsmål vedrørende disse skoleformer, og de er formænd for de to eksamenskommissioner, der afholder eksamen for privatister. Undervisningsinspektørerne bistås af en række faglige medhjælpere, som er aktive lærere (med nedsat timetal).

1955 fandtes i hele landet 536 eksamensskoler, heraf 36 statsgymnasier og et lignende antal private og kommunale gymnasier. Antallet af elever i eksamensklasserne var 1955 108.260, 1956 117.521, heraf henholdsvis 9442 og 10.162 i gymnasieklasser. 3132 unge bestod 1955 studentereksamen.

Al undervisning i den offentlige skole er nu vederlagsfri, og der stilles gratis læremidler til rådighed for eleverne, jf. grundloven af 5/6 1953 § 76 og lov af 11/6 1954.

Faglige teoretiske uddannelser, der i særlig grad er nært forbundet med en praktisk læretid, er uddannelsen på handelsskoler og på tekniske skoler.

Handelsskolerne er private skoler, der ejes af de stedlige handelsstandsforeninger eller skoleforeninger, og som under visse betingelser oppebærer statstilskud. Der findes tre grupper af statsunderstøttede handelsskoler: skoler for handelslærlinge, skoler for handelsmedhjælpere og højere handelsskoler.

Handelsskolerne er af forholdsvis sen oprindelse i Danmark. Den første egentlige skole for handelslærlinge blev oprettet 1865 i Århus; baggrunden for dens stiftelse var erkendelsen af, at en skoleundervisning ville være både billigere og bedre end den individuelle belæring, som også i de teoretiske discipliner meddeltes fra mester til lærling både i lavstiden og efter den frie konkurrences indførelse ved næringsloven af 1857.

Ved lærlingeloven af 1889 blev det gjort obligatorisk for købmændene at sørge for deres lærlinges teoretiske uddannelse og give dem mulighed for at søge en handelsskole. Allerede 1891 vedtog den jyske handelsstand at etablere en ensartet undervisning for alle jyske handelsskoler med fælles eksamen og fælles censorer, omfattende 6 timers ugentlig undervisning i grundlæggende handelsfag. Samtidig søgte man om statstilskud til skolerne; et sådant bevilgedes første gang 1893 med 14.000 kr. 1899 etableredes et tilsyn med de statsunderstøttede skoler. I København oprettede »Foreningen til unge handelsmænds uddannelse« 1881 sin første købmandsskole, der dog i en længere årrække først og fremmest var en sprogskole for unge handelsmænd. Først 1909 blev købmandsskolen en egentlig handelsskole for lærlinge med samme normalkursus af 3 års varighed, som allerede var gældende for handelsskolerne i Jylland, på Fyn og Lolland-Falster. Denne ensartethed i handelsskoleundervisningen landet over fuldførtes ved handelsskoleloven af 23/6 1920. Reglerne om statstilskud til handelsskolers drift er nu fastsat i en bkg. af 24/5 1950.

Statens kontrol med disse skoler udøves af direktøren for tilsynet med handelsskolerne, der bistås af en inspektør. Foruden inspektion af anerkendte skoler og skoler, der søger statsanerkendelse, har tilsynet til opgave at udarbejde planer for undervisningen og eksamenskravene, ligesom det har overledelsen af og kontrollen med eksamenernes afholdelse og forestår ledelsen af læreruddannelsen. Ved udarbejdelsen af undervisningsplaner og opstilling af eksamenskrav skal tilsynet søge samråd med handelsskolerådet, der består af direktøren som formand og i øvrigt 9 medlemmer, valgt dels af handelsministeriet, dels af en række organisationer; s. 297 rådet skal udtale sig om visse væsentlige spørgsmål, inden de forelægges handelsministeriet til afgørelse, og i øvrigt har det ret til at udtale sig – også på eget initiativ – om ethvert spørgsmål vedrørende handelsskoleundervisningen.

Udarbejdelsen af de skriftlige opgaver til de statskontrollerede handelseksamener foretages af en eksamenskommission, bestående af såvel skolekyndige som handelskyndige medlemmer. Bedømmelsen af eksamenspræstationerne foretages af et censorudvalg, hvor også skolefolk og praktikere samarbejder.

For at en handelsskole skal kunne opnå statstilskud, må den have bestået i mindst 2 år eller have dimitteret mindst én gang til en statskontrolleret afgangsprøve. Dens undervisning må findes forsvarlig, og den må være en privat eller selvejende institution, der nyder tilskud fra lokal side eller ejes af en handelsorganisation og drives for dennes regning.

Det samlede beløb, der ydes i statstilskud til alle landets statsunderstøttede handelsskoler, udgør 40% af samtlige skolers udgifter til lærerlønninger (efter satser, godkendt af ministeriet), lokaler og undervisningsmidler. Det fordeles til de enkelte skoler efter nærmere regler.

De statsunderstøttede handelsskoler fordeler sig som ovenfor nævnt på tre kategorier. Skoler for handelslærlinge er obligatoriske skoler, idet enhver principal ifølge lærlingeloven er pligtig at holde sin lærling på den stedlige anerkendte handelsskole. Principalen skal bekoste skolegang og skolebøger for lærlingen. Kun lærlinge, der i forvejen har bestået handelsmedhjælpereksamen eller en højere handelseksamen, kan fritages for undervisningspligten. På skolerne undervises der efter 3 forskellige linier (med fremmede sprog, uden fremmede sprog samt korrespondentlinien), og uddannelsen afsluttes med handelsmedhjælpereksamen.

For visse branchers vedkommende er der oprettet særlige prøver i forbindelse med handelsmedhjælpereksamen som afslutning på lærlingeuddannelsen. Der findes således handelsmedhjælpereksamen med boghandlerprøven, shippingprøven, forsikringsprøven, bankprøven og sparekasseprøven.

Endvidere har en række skoler oprettet kursus til statskontrolleret prøve i stenografi, maskinskrivning, bogføring, fabriksbogføring, handelslære, engelsk, tysk og fransk, ved hvilke prøver fordringerne er som ved højere handelseksamen i det pågældende fag.

Undervisningen kan foregå enten på dagskoler eller aftenskoler; til et aftenkursus, fordelt over 3 år, svarer et dagkursus med 6 timers hverdagsundervisning i 1/2 år.

Skoler for handelsmedhjælpere giver kurser af normalt ét års varighed (240 dage) ; undervisningstiden er 6 timer daglig. Eleverne opdeles i tre linier efter deres forudgående uddannelse.

På en af linierne gives der undervisning i engelsk og tysk, på en af linierne engelsk eller tysk og på en af linierne engelsk eller tysk for begyndere. Fælles for alle linier er fagene dansk, regning, bogføring, kontorarbejder, handelslære, handelsgeografi, samfundsøkonomi (med samfundslære) og maskinskrivning.

Undervisningen afsluttes med handelseksamen.

Højere handelsskoler er dagskoler, hvor normalkursus er af 2 års varighed. Elever, der har bestået handelseksamen med to fremmedsprog, kan dog optages i 2. klasse. Der kræves som hovedregel realeksamen af eleverne, men der kan ved dispensationer gives adgang også for elever med mellemskoleeksamen og handelsmedhjælpereksamen. s. 298 Studenter kan efter visse nærmere regler optages på etårige kurser ved Købmandsskolens handelsgymnasium, der ligesom det 2-årige normalkursus slutter med højere handelseksamen.

Der undervises i følgende fag: dansk, regning, bogføring, kontorarbejder, samfundsøkonomi, samfundslære med statistik, driftsøkonomi, erhvervsret, handelsgeografi, historie, handelshistorie, engelsk, tysk og maskinskrivning, hvortil kommer et eller flere af fagene fransk, stenografi, maskinskrivning (blindskrift), samarbejdslære.

1955 fandtes 5 højere handelsskoler, 16 skoler for handelsmedhjælpere og 195 skoler for handelslærlinge med henholdsvis 351, 564 og 27.751 elever. På særkurser undervistes 3444 elever.

Elever på handelsmedhjælperskoler og højere handelsskoler kan opnå støtte gennem stipendier fra handelsministeriet eller fra ungdommens uddannelsesfond (se herom nedenfor) foruden fra forskellige legater.

Den højeste teoretiske handelsuddannelse fås på Handelshøjskolen i København eller, på visse felter, på enkelte handelsskoler uden for København, fx. på Handelshøjskolen i Århus og på handelshøjskoleafdelingen i Ålborg, Odense, Kolding og Svendborg. Handelshøjskolen i København oprettedes 1917; dens undervisning falder på to områder: de økonomiske studier (det alm. erhvervsøkonomiske studium, der afsluttes med Handelshøjskolens afgangsprøve (H.A.), de erhvervsøkonomiske specialstudier – diplomstudierne (H.D.) – og studiet til handelsvidenskabernes kandidateksamen), hvis formål er at dygtiggøre de studerende til overordnede stillinger inden for erhvervslivet, og sprogstudierne, der sigter på at uddanne korrespondenter og translatører til erhvervslivet.

Statens tilskud til handelsskoler og handelshøjskoler, herunder til elevunderstøttelser, udgjorde i finansåret 1955–56 godt 4 mill. kr.

De tekniske skoler er ligesom skolerne for handelslærlinge skoler, som enhver lærling (inden for fag, der er godkendt i lærlingelovens forstand) er pligtig at søge, som regel i hele læretiden, der normalt varer 4 år. Læremesteren skal betale for undervisningen m.v.

På den almindelige tekniske skole undervises der 8–10 timer ugentlig i vinterhalvåret normalt i tiden mellem kl. 17 1/2 og 20, på hvilket tidspunkt undervisningen ifølge lærlingeloven skal slutte. Undervisningen gives dog også i et vist omfang på dagskoler.

Undervisningen omfatter som hovedregel en forberedende undervisning, der oftest varer det første halvår og rummer fagene geometrisk tegning, projektionstegning og frihåndstegning, og en faglig undervisning, omfattende fagtegning, standardskrift, faglære, evt. laboratorieundervisning, materiallære, maskinlære, faglig regning, faglig dansk, bogholderi og frivillig videregående undervisning; denne sidste, der omfatter litteratur, historie, sprog, sang m.m., kan finde sted efter kl. 20.

I forbindelse med undervisningen på en teknisk skole gives der en faglig værkstedsundervisning s. 299 på særlige fagskoler, der dog ikke findes for alie fags vedkommende. Også denne undervisning betales af mesteren eller fagorganisationen.

Teknisk skole i Roskilde, opf. 1911 (arkt. V. Fischer).

Fot. A. Christensen.

Endelig finder der en videregående undervisning sted bl.a. på de af Det tekniske Selskabs Skoler i København oprettede dagklasser for bygningshåndværkere, snedkere, malere og kunsthåndværkere, på håndværkerskolerne, der er kostskoler med kursus i vinterhalvåret, og på bygmesterskolerne, der findes i en række byer, og som har til formål at give unge håndværkere inden for byggefagene en teoretisk faglig uddannelse i et omfang, der sammen med den praktiske uddannelse er nødvendig eller ønskelig for på forsvarlig måde at kunne udøve selvstændig virksomhed som mester i sit håndværksfag, for at kunne bestride ledende stillinger og for selv at kunne påtage sig sådanne jævne og typiske opgaver inden for det mindre byggeri, som almindeligvis ikke er underkastet projekterende bistand. Endvidere må nævnes den mere specielle uddannelse på de teknologiske institutter i København og Århus, hvor der gives forskellige fagtekniske kursus, og hvor der uddannes laboranter.

De tekniske skoler drives af håndværkerorganisationer, borgerforeninger olgn. Under visse betingelser ydes der skolerne statstilskud gennem handelsministeriet. Tilsynet med skolerne udøves af tilsynet med den tekniske undervisning for håndværkere og industridrivende, der ledes af en direktør.

De tekniske skoler, af hvilke der 1955 findes ca. 350, besøgtes 1954–55 af ca. s. 300 48.500 håndværkerlærlinge (heraf ca. 4.500 piger); fagskolerne, af hvilke der fandtes 23, besøgtes nævnte år af ca. 4700 elever.

En teknisk specialuddannelse finder sted gennem ingeniøruddannelsen på maskinteknikum, elektroteknikum, bygningsteknikum, husbygningsteknikum og skibsteknikum.

Adgang til uddannelse som ingeniør på et af de nævnte teknika er betinget af, at den pågældende har udstået sin læretid og aflagt svendeprøve, samt at han har bestået realeksamen eller en tilsvarende eksamen med en gennemsnitskarakter af mindst mg (eller bestået en højere eksamen) eller består en særlig optagelsesprøve. Teknikumuddannelsen har til formål at meddele en videregående teknisk undervisning i det omfang, som er nødvendigt eller ønskeligt for bestridelsen af ledende stillinger eller for udøvelsen af selvstændig virksomhed inden for det pågældende fag.

Statens udgifter til tekniske skoler og fagskoler m.v. udgjorde i finansåret 1955–56 noget over 10 1/2 mill. kroner, hvortil kommer elevunderstøttelser på ca. 775.000 kr. og en række ekstraordinære ombygningstilskud m.v.

Endelig kan nævnes Københavns maskinskole, hvis formål er at undervise til de af stat og kommune påbudte eksamener og prøver for vordende maskinmestre, maskinpassere, kedelpassere og elektroinstallatører, og navigationsskolerne, der drives af staten og under navigationsdirektoratets overtilsyn. Der findes fire sådanne skoler, hver med en nautisk afdeling, hvor der undervises til styrmandseksamen, skibsførereksamen, kystskipperprøven, sætteskipperprøven og den udvidede fiskeskipperprøve samt en radioafdeling, der forbereder til prøverne for radiotelegrafister og -telefonister.

Uddannelsen er af forskellig varighed for de nævnte fag.

For uddannelsen af skibsmaskinister gælder særlige regler (lov af 19/3 1930).

Den højeste tekniske uddannelse i teoretisk henseende meddeles på Den polytekniske Læreanstalt, Danmarks tekniske Højskole, der oprettedes 1828, og som har til opgave at meddele en højere teknisk uddannelse på videnskabeligt grundlag og at fremme udviklingen og den praktiske anvendelse af de tekniske videnskaber og de til grund herfor liggende almene videnskaber. Højskolen uddanner civilingeniører inden for fire fagafdelinger: kemisk, maskinteknisk, bygningsteknisk og elektroteknisk ingeniørvidenskab.

Adgang til at studere ved højskolen er betinget af matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen eller en særlig adgangseksamen, hvorom regler er givet i anordning af 25/5 1940. På grund af pladsforholdene kan der årligt kun optages et begrænset antal ansøgere. Antallet af studerende ved højskolen var 1954–55 ca. 1800.

Reglerne om højskolens organisation og virksomhed findes i anordning af 29/10 1953.

Foruden embedseksamen (cand. polyt.) kan ved højskolen erhverves en licentiatgrad og den tekniske doktorgrad.

Endelig skal det nævnes, at der første gang i det akademiske år 1957–58 etableres en ny tredie uddannelse af ingeniører, der vil blive benævnt akademiingeniører, en uddannelse, hvortil adgangsbetingelserne er de samme som til Danmarks tekniske Højskole, og som omfatter de samme 4 retninger som denne, men som er noget mindre omfattende end civilingeniørstudiet. Det er hensigten, at s. 301 denne uddannelse skal kunne suppleres med en relativt kort tillægsuddannelse for akademiingeniører, der ønsker at blive civilingeniører.

Uddannelsen bekostes af staten og ledes indtil videre af en særlig bestyrelse med rektor for Danmarks tekniske Højskole som formand.

Forslaget om denne nye uddannelse er stillet af det af undervisningsministeriet i september 1956 nedsatte teknikerudvalg, der har til opgave at fremkomme med forslag til afhjælpning af den herskende mangel på teknisk og naturvidenskabeligt uddannet arbejdskraft.

Ved de sociale skoler i København og Århus meddeles uddannelse til socialrådgivere. Uddannelsen til socialrådgiver strækker sig over 3 år, idet der efter 1 års praktisk uddannelse i forskellige grene af socialforsorgen på skolen meddeles en 2-årig teoretisk uddannelse omfattende lovgivningen på det sociale område, psykologi, sociologi, nationaløkonomi m.m.

Socialrådgiverne kan efter endt uddannelse få ansættelse ved sociale institutioner, herunder kommunernes sociale forvaltning, mødrehjælpsinstitutioner, hospitalsvæsenet m.v.

Ved Den sociale Skole i København meddeles endvidere en videregående uddannelse for medarbejdere ved børneforsorgsinstitutioner.

En særlig omtale fortjener uddannelser, der har særlig relation til de i afsnittet om folkeoplysningen især behandlede institutioner, således uddannelsen af lærere til folkeskolen og ungdomsundervisningen og af bibliotekarer til landets folkebiblioteker.

Reglerne om uddannelse af lærere til folkeskolen findes nu i en lov af 11/6 1954, der afløste seminarielov af 15/4 1930 og på flere punkter betod en omlægning af læreruddannelsen fra den hidtidige ret bundne undervisning henimod de for en højere uddannelse sædvanligt gældende friere undervisningsformer.

Folkeskolens læreruddannelse, hvorom nærmere regler er givet i en bekendtgørelse af 5/4 1955, har til formål at uddanne lærere til hele folkeskolen og de dertil knyttede realklasser og tager tillige sigte på, at lærerne skal kunne påtage sig undervisning i ungdomsskolen og aftenskolen. Den skal foruden at give de fornødne kundskaber tilstræbe at fremme elevernes personlige udvikling og give dem en fyldig pædagogisk og praktisk indsigt i undervisningen i folkeskolen.

Læreruddannelsen gives på seminarier med 2 1/2 års uddannelse af småbornslærerinder (tidligere kaldet forskolelærerinder), 4-årig almindelig læreruddannelse og 3-årig almindelig læreruddannelse for studenter.

Seminarier for småbørnslærerinder uddanner lærerinder til de forste 4 årgange af landsbyskolen og de yngste årgange af kobstadskolen; småbornslærerinder uddannes tillige til at kunne påtage sig undervisningen i kvindelig håndgerning og s. 302 legemsøvelser for piger i hele folkeskolen. Der gives en fyldig undervisning i pædagogik og børnepsykologi samt en videre uddannelse i en række almindelige skolefag med særlig hensyntagen til undervisning i de yngste klasser. Med undervisningen skal være forbundet praktisk skolegerning i en folkeskoles småbørnsklasser. Seminariets undervisning slutter ikke med nogen eksamen, men der udfærdiges for hver elev et bevis, der – uden at angive en hovedkarakter – skal indeholde en almindelig bedømmelse af elevens egnethed for gerningen, givet af seminarieforstanderen efter forhandling med lærerrådet. Beviset indeholder desuden visse standpunktskarakterer.

Læreruddannelsen på almindelige seminarier omfatter hovedfagene: praktisk skolegerning, pædagogik og psykologi. I øvrigt lægges undervisningen i alle seminariets fag således til rette, at den foruden at sigte på elevernes personlige udvikling tillige er vejledende med hensyn til stoffets praktisk-pædagogiske udformning. Inden for hovedfagene skal undervisningen omfatte vejledning og praktiske øvelser i særundervisning af børn, der ikke kan følge den normale undervisning.

Til alle elever gives desuden undervisning i flertallet af de almindelige folkeskolefag og et kursus i bibliotekskundskab. Der skal desuden gives vejledning og øvelse i skolebiblioteksarbejde (læsestue og udlån). Endvidere skal der – enten ved særkursus eller i tilknytning til andre fag – undervises i familiekundskab.

Herudover gives der en særlig undervisning, »linieuddannelsen«, omfattende et eller to fag – i princippet efter elevens valg. Denne uddannelse tilsigter at give en dyberegående undervisning med særligt sigte på folkeskolens højere klasser, herunder eksamensafdelingerne.

Ud over linieuddannelsen skal eleverne kunne vælge en videregående undervisning inden for seminariets fagkreds. Denne undervisning tilrettelægges som et mere interessebetonet og personligt studium, der har til formål at tilskynde eleverne til fortsat beskæftigelse med pædagogiske, faglige eller almenkulturelle emner.

Den teoretiske undervisning skal kombineres med praktik, der dels finder sted i den til ethvert seminarium hørende øvelsesskole, dels i andre folkeskoler eller anerkendte privatskoler. således at eleverne bliver bekendt med de forskellige skoletyper. Endelig skal eleverne herudover i løbet af seminarietiden have mindst 3 måneders samlet praktisk virksomhed i en eller flere skoler; indtil en måned af denne praktiktjeneste kan tilbringes ved en ungdomsskole.

Ved afgangen fra seminariet gives der dimittenderne et bevis, indeholdende en udtalelse om deres kundskaber og egnethed for lærergerningen samt de ved afgangsprøven opnåede karakterer. Der holdes dog ingen eksamen i praktisk skolegerning, pædagogik, dansk litteratur, historie og kristendomskundskab; i en række manuelle fag og i musik gives der kun standpunktskarakterer; antallet af fag, i hvilke der holdes eksamen, er herved begrænset væsentligt.

Der gives detaljerede bestemmelser vedrørende optagelsen på seminarierne; dels kræves visse alders- og helbredsmæssige betingelser opfyldt, dels tilfredsstillende vidnesbyrd om forhold og vandel og de fornødne faglige forudsætninger, der enten dokumenteres ved forud beståede skoleeksamener eller ved en særlig optagelsesprøve, hvortil forberedelse kan ske bl.a. i præparandklasser, knyttet til de forskellige seminarier. Endvidere er det en forudsætning, at seminariet efter s. 303 sit indtryk af eleven og dennes modenhed skønner, at eleven er egnet til lærergerningen.

På statsseminarierne, af hvilke der 1957–58 findes 8, er undervisningen vederlagsfri, og der er mulighed for bevilling af elevunderstøttelser. På privatseminarierne, af hvilke der nævnte år findes 18 (heraf 1 aftenseminarium), og som oppebærer tilskud fra staten efter nærmere regler, har eleverne dels adgang til statsunderstøttelse efter samme regler som statsseminariernes elever, dels ydes der dem forlods hjælp til dækning af skolepengene.

Antallet af elever på statsseminarierne var 1957–58 1308 og på privatseminarierne 4544. På seminarierne for småbørnslærerinder var elevtallet 110.

En videregående læreruddannelse for folkeskolens lærere meddeles i første række på Danmarks Lærerhøjskole; endv. på særlige, statsunderstøttede lærerkursus i provinsen, på Danmarks højskole for legemsøvelser eller på Dansk sløjdlærerskole eller Askov sløjdlærerskole og på specialkursus i husholdning ved Århus universitet, der giver en videregående, videnskabeligt tilrettelagt undervisning fortrinsvis for husholdningslærerinder og skolekøkkenlærerinder, hvis normaluddannelse finder sted på husholdningsseminarierne.

Undervisningen på Danmarks Lærerhøjskole, der normalt varer et skoleår, går ud på at give eleverne videre uddannelse i de på seminarierne optagne fag, eventuelt tillige andre fag, der er af betydning for lærernes virksomhed. Endvidere gives der på lærerhøjskolen kurser i de ovenfor omtalte »liniefag«, således at lærere, der ikke på seminariet har kvalificeret sig til at undervise i et fag, kan opnå denne kvalifikation ved kurset på lærerhøjskolen.

Lærere, der må holde vikar for at søge yderligere uddannelse, har adgang til i et på finansloven fastsat omfang at få vikarudgiften afholdt af staten. Lærere under videreuddannelse kan også få bevilget stipendier hertil, dog kun undtagelsesvis for så vidt der ydes fri vikar for den pågældende.

En særlig læreruddannelse – oprindelig beregnet for pigeskoler – er faglærereksamen, der er en statsanerkendt og -kontrolleret eksamen, omfattende en teoretisk og en praktisk prøve i to fag. Uddannelsen er ikke bundet til bestemte kurser. 1957 bestod 53 mænd og 54 kvinder denne eksamen.

Lærere ved gymnasieskolen skal som regel have bestået skoleembedseksamen ved Københavns eller Århus universitet (dog ansættes også mellemskolelærere til undervisningen i mellemskole- og realklasser). Skoleembedseksamen kan tages enten i sproglig-historiske fag eller i matematisk-naturvidenskabelige fag med et hovedfag og et bifag. Studietiden er normalt 6 à 7 år. Ansættelse er endvidere betinget af beståede prøver i pædagogik og praktisk undervisningsfærdighed.

Endelig skal under omtalen af læreruddannelsen nævnes endnu to institutioner, nemlig Statens pædagogiske studiesamling, der omfatter dels et bibliotek, som er statens bibliotek for pædagogik, skole- og opdragelsesspørgsmål (ca. 100.000 bind), dels en samling, der omfatter såvel moderne undervisningsmateriel som et skolehistorisk arkiv. Endvidere Danmarks pædagogiske forskningsinstitut, der er en nyskabelse i dansk pædagogisk liv – oprettet ved lov af 11/6 1954 – med det formål at foretage undersøgelser og udføre arbejder af betydning for pædagogisk virksomhed s. 304 og på forskellig måde bistå ved pædagogisk forsøgsvirksomhed uden for instituttet; instituttet gor gennem publikationer rede for resultaterne af sit arbejde og sorger i ovrigt for orientering om forhold af væsentlig betydning for pædagogisk virksomhed.

En faglig uddannelse af vordende bibliotekarer ved folkebibliotekerne har været organiseret siden 1918, først som 3 måneders kursus, der afholdtes hvert andet år, senere udviklet til en kontinuerlig 1-årig biblioteksskole, på hvilken optagelse var betinget af 3 års forudgående elevtid ved et større folkebibliotek.

Folkebibliotekernes stærke vækst har imidlertid nødvendiggjort en mere effektiv faglig uddannelse af personalet; desuden har man på de videnskabelige og faglige biblioteker savnet muligheden for en systematisk biblioteksfaglig uddannelse af bibliotekarer og biblioteksassistenter ved disse biblioteker. Savnet af sådan fyldig biblioteksuddannelse afhjælpes ved loven af 25/5 1956 om Danmarks biblioteksskole, der er statens læreanstalt for bibliotekarer ved folkebiblioteker og for bibliotekarer og biblioteksassistenter ved videnskabelige og faglige biblioteker. Skolen styres af et skoleråd, bestående af biblioteksdirektøren, rigsbibliotekaren samt en repræsentant for undervisningsministeriet. Den daglige ledelse varetages af en biblioteksuddannet rektor. Undervisningen er gratis.

Uddannelsen af bibliotekarer til folkebibliotekerne er fremdeles 4-årig og forudsætter bestået studentereksamen, lærereksamen eller anden af skolerådet godkendt, dertil svarende eksamen; den omfatter et halvt års aspiranttjeneste på et uddannelsesberettiget bibliotek, et halvt års grundskole på biblioteksskolen, to års yderligere praktisk uddannelse (elevtjeneste) samt en afsluttende et-årig hovedskole. Uddannelsen på biblioteksskolen består i heldagsundervisning, omfattende en lang række fag; den afsluttes med en afgangseksamen.

På Danmarks biblioteksskoles linie for bibliotekarer ved de videnskabelige og faglige biblioteker omfatter undervisningen 250–300 timer i løbet af et akademisk år. Adgang til uddannelsen er betinget af, at den pågældende har ansættelse som bibliotekar eller som aspirant til en sådan stilling ved et større videnskabeligt eller fagligt bibliotek. Sådan ansættelse forudsætter en akademisk uddannelse, oftest en magistergrad; der er derfor ikke tale om nogen egentlig eksamen ved Danmarks biblioteksskole for denne gruppe af studerende. Undervisningen omfatter en række biblioteksmæssige fag.

På afdelingen for biblioteksassistenter ved de videnskabelige og faglige biblioteker omfatter undervisningen ca. 200 timer i lobet af et akademisk år. Optagelse er betinget af, at den pågældende har bestået studentereksamen og endvidere har ansættelse som biblioteksassistent eller medhjælper ved et af de nævnte biblioteker. Undervisningen afsluttes med skriftlige prøver.

Danmarks biblioteksskole kan endelig lade afholde specialkurser inden for særlige områder af biblioteksvirksomheden, ligesom den ved centralbiblioteker årligt arrangerer korte kurser for sognebibliotekarer. Også for deltidsansatte bibliotekarer kan skolen lade afholde kurser. Endelig kan skolen ved afholdelse af frie forelæsningsrækker, ved indsamling og bearbejdelse af studiemateriale, publikation af afhandlinger m.v. virke til fremme af bibliotekssagen i Danmark.

Af disse er allerede omtalt Handelshøjskolen i København og Danmarks tekniske Højskole. De øvrige højere læreanstalter er Københavns universitet, oprettet 1479, Århus universitet, oprettet 1928, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, oprettet 1856, Danmarks tandlægehøjskole, oprettet 1888, Danmarks farmaceutiske højskole, oprettet 1892, Det kgl. Akademi for de skønne Kunster, oprettet 1754, og Det kgl. danske Musikkonservatorium, oprettet 1866. Disse læreanstalter behandles i bindene om Kbh., resp. Århus.

Om uddannelsen på Det kgl. danske Musikkonservatorium og på Kunstakademiet henvises til bindet om Kbh.

Under fælles ledelse af Det kgl. danske Musikkonservatorium og Det kgl. Teater virker et 1956 oprettet Operaakademi med det formål gennem en samordning af konservatoriets uddannelse af sangere og teatrets hidtidige operaskole at varetage uddannelsen af operasangere. Uddannelsen på operaakademiet strækker sig normalt over 5 1/2 år, medens uddannelsen på konservatoriets hovedskole sædvanligt varer 3 eller 4 år.

Musikpædagoger, som ønsker at dokumentere deres egnethed som sådanne, kan aflægge en praktisk og teoretisk prøve, hvorom nærmere regler er givet i en bekendtgørelse af 9/5 1940, jfr. bekendtgørelse af 22/6 1956. De, der har bestået en sådan prøve, har ret til at betegne sig som statsprøvet musikpædagog.

Foruden Det kgl. danske Musikkonservatorium i København findes Det jyske Musikkonservatorium i Århus, der er oprettet 1927 og støttes af staten, Det fynske Musikkonservatorium, oprettet 1929, samt Nordjysk Musikkonservatorium, Ålborg, og Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.

En kunstnerisk uddannelse meddeles endvidere på kunstindustrielle skoler som Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, København, Kunsthåndværkerskolen under Det tekniske Selskabs Skoler og den af Selskabet til Haandarbejdets Fremme oprettede skole.

Uddannelse til udøvende scenisk kunstner gives foruden på operaakademiet dels på Det kgl. Teaters elevskole og balletskole, dels på Teaterdirektørforeningens skuespillerskole i København; endelig uddannes elever på landsdelsscenerne.

De studerende ved fagskoler og højere læreanstalter har – foruden til de ovenfor omtalte statsunderstøttelser til ophold på seminarier, handelsskoler, tekniske skoler m.v. – adgang til støtte af Ungdommens Uddannelsesfond, en statsfond, der etableredes 1952, men udvidedes væsentligt ved lov af 24/5 1955. Efter denne lov ydes der til ubemidlede, dygtige og evnerige unge, der søger uddannelse ved offentlige, anerkendte læreanstalter og fagskoler, legater eller studielån til et samlet årligt beløb af 6 mill. kroner, fordelt med 4 mill. til stipendier og 2 mill. til lån.

Fonden ledes af en bestyrelse, der bistås af stipendienævn ved hver enkelt skole og læreanstalt samt af nogle centralnævn for større områder. Endvidere skal et rådgivende repræsentantskab, bestående af både lærer- og elevrepræsentanter, indkaldes til møde mindst én gang årligt.

Loven skal forelægges folketinget til revision i året 1957–58.

Andre betydelige offentlige støttefonds er Dansk studiefond, der yder billige studielån, og Kommunitetet under Københavns universitet, der fortrinsvis anvendes til drift af Regensen samt til de (af staten supplerede) såkaldte »kommunitetsstipendier«.

Foruden Regensen findes et – i de senere år betydeligt forøget – antal kollegier for den studerende ungdom, nogle fra gammel tid, på hvilke bolig oftest ydes gratis, de fleste fra de senere år; på de nyere kollegier kræves en lempelig betaling for opholdet. I flere tilfælde yder staten tilskud til kollegiers drift.

Blandt de nyere kollegier kan nævnes Studentergården, Kvinderegensen, Nordisk Kollegium, Frihedskollegiet, Egmont H. Petersens Kollegium, Otto Mønsted-kollegiet og kollegiet »Solbakken« i København samt otte kollegier for studenter ved Århus universitet, beliggende i Universitetsparken i Århus. Det samlede antal kollegiepladser er 1956–57 ca. 1300 i København og ca. 350 i Århus.

Til disse lettelser for den dygtige studerende ungdom kan føjes adgangen til billig kostforplejning på universiteternes spisestuer og forekomsten af en betydelig række private legater og lånefonds til støtte af studerende, heraf flere med betydelige midler til rådighed.

Det danske offentlige biblioteksvæsens forskellige grupper, de videnskabelige biblioteker, fag- og specialbibliotekerne og folkebibliotekerne (jf. herom s. 290 ff), danner for så vidt en enhed, som der mellem de forskellige grupper finder et nøje samarbejde sted gennem indbyrdes lån og på anden måde. Bibliotekspersonalet har nu – som ovenfor nævnt – et fælles biblioteksmæssigt uddannelsessted i Danmarks biblioteksskole, og det har en fælles forening, »Danmarks biblioteksforening«, der bl.a. udgiver tidsskriftet »Bogens verden« og »Biblioteksårbog«.

De tre største videnskabelige biblioteker er Det kgl. Bibliotek, Universitetsbiblioteket i København og Statsbiblioteket i Århus; de er alle statsinstitutioner. De to førstnævnte kom 1943 under fælles overledelse gennem det s.å. oprettede rigsbibliotekarembede, der i øvrigt har til opgave at virke som centralorgan for det videnskabelige og faglige biblioteksvæsen fx. ved en rationalisering af bogindkøbene. Under rigsbibliotekaren sorterer også det 1945 oprettede »Danmarks institut for udveksling af videnskabelige publikationer«. Om de nævnte videnskabelige biblioteker henvises i øvrigt til det i afsnittene om København og Århus anførte.

Blandt de mange fag- og specialbiblioteker, der spiller en meget stor rolle i vort bibliotekssystem, skal nævnes Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles bibliotek der er hovedbibliotek for de land-, skov- og havebrugsvidenskabelige samt for de veterinære fag og omfatter ca. 203.000 bind; Danmarks tekniske Bibliotek (på Danmarks tekniske Højskole), der er hovedbibliotek for de tekniske videnskaber og for de industrielle og bedriftsorganisatoriske fag, Kunstakademiets bibliotek og Kunstindustrimuseets bibliotek, Biblioteket på Handelshøjskolen i København, som er hovedbibliotek for handelsvidenskab, regnskabsvæsen m.m.; Det kgl. Garnisonsbibliotek og Marinens bibliotek, der er hovedbiblioteker for de militære fag; Folketingets bibliotek og arkiv; den tidligere nævnte Statens pædagogiske studiesamling, som biblioteksmæssigt varetager skole- og undervisningsvæsen og teoretisk pædagogik; Botanisk centralbibliotek og Universitetets zoologiske museums bibliotek. Endelig Dramatisk bibliotek, der har til huse på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, og som omfatter dansk og udenlandsk dramatisk litteratur, herunder flere ophørte københavnske teatres biblioteker og manuskriptsamlinger.

Den årlige tilvækst af bøger m.v. i de store videnskabelige biblioteker og i ca. 100 specialbiblioteker optages i den af rigsbibliotekaren hvert år udgivne »Accessionskatalog«.

Angående Rigsarkivet og landsarkiverne henvises til det andetsteds i dette værk anførte.

Foruden rigsarkivet og landsarkiverne findes et enkelt arkiv under videnskabelig ledelse: Stadsarkivet i København. Blandt specialarkiverne kan nævnes folketingets arkiv og hærens arkiv samt udvandrerarkivet, der samler materiale til belysning af den danske udvandring, og erhvervsarkivet i Århus, der har til opgave at s. 308 samle private økonomiske foretagenders og de store erhvervsorganisationers arkiver. Begge de sidstnævnte arkiver er private institutioner, der modtager statstilskud.

Det ældste og fornemste nu eksisterende »lærde selskab« i Danmark er Det kgl. danske Videnskabernes Selskab, stiftet 1742, til fremme af de historisk-filologiske, filosofiske, matematisk-fysiske og biologiske videnskaber dels ved videnskabelige foredrag eller »meddelelser« på selskabets møder, dels ved publikationsvirksomhed og ved deltagelse i internationalt videnskabeligt samarbejde. Selskabet optager som medlemmer kun sådanne forskere, danske eller udenlandske, som har ydet en fremragende faglig indsats; 1956–57 er ca. 90 danske videnskabsmænd medlemmer af selskabet, hvis præsident, der gerne er en forsker af grundfæstet verdensberømmelse, for tiden er professor Niels Bohr.

Den for dansk videnskab i almindelighed vel nok mest betydningsfulde af Videnskabernes Selskabs funktioner er, at selskabet blandt sine medlemmer vælger direktionen for Carlsbergfondet, hvis tilskud i øvrigt danner en væsentlig del af det økonomiske grundlag for selskabets virksomhed.

Carlsbergfondet, der stiftedes 1876 af brygger J. C. Jacobsen, er af enestående betydning for dansk videnskab. Fondet ejer ifølge stifterens testamente bryggeriet Gamle Carlsberg; ved gavebrev af 1902 er derhos bryggeriet Ny Carlsberg af brygger, dr. phil. Carl Jacobsen og hustru overdraget til fondet, dog således at en del af bryggeriets overskud tilfalder Ny Carlsbergfondet.

Carlsbergfondets formål er (A) at fortsætte og udvide det af brygger Jacobsen 1875 oprettede kemisk-fysiologiske »Carlsberg-laboratorium«, og (B) at fremme de forskellige naturvidenskaber samt matematik, filosofi, historie og sprogvidenskab; under denne afdeling hører fondets biologiske institut. Endelig danner Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg slot fondets afdeling C.

Det nære forhold mellem Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab giver sig også udtryk i, at selskabet for stedse har brugsret til de sale og lokaler, som er overladt det i fondets bygning, ligesom Videnskabernes Selskab efter indstilling af Carlsbergfondets direktion vælger den »ved sin virksomhed i videnskab, litteratur, kunst eller på anden måde af samfundet fortjente mand eller kvinde«, til hvem J. C. Jacobsens smukke bolig på Carlsberg med tilhørende park skal overdrages som æresbolig på livstid. Den første indehaver af æresboligen var professor Harald Høffding, hvis efterfølger blev professor Niels Bohr.

Ny Carlsbergfondet har til formål at virke i kunstens tjeneste i vort fædreland.

Efter afslutningen af den første verdenskrig oprettedes af den danske stat ved lov af 4/10 1919 Rask-Ørsted-fondet til støtte af dansk videnskab i forbindelse med mellemfolkelig forskning. Fondet rådede oprindelig over renten af en kapital på 5 mill. kr. eller 250.000 kr. årlig; ved senere ændringer af loven – senest 11/6 1954 – er den årlige indkomst forøget til 500.000 kr., der stilles til rådighed på de årlige finanslove.

Den kulturelle Fond, stiftet i henhold til lov af 14/2 1935, virker til fremme af tonekunsten, særlig i teatrets tjeneste. Dens midler, der navnlig består i ydelser fra s. 309 staten og fra statsradiofonien, andrager over 1/2 mill. kr. årlig og anvendes bl.a. til støtte af Det kgl. Teater.

Forslaget om en forbedring af Rask-Ørsted-fondets økonomi blev støttet af den af undervisningsministeriet 1946 nedsatte »Videnskabskommission«; denne kommission ydede også sin medvirken til oprettelsen af Statens almindelige Videnskabsfond, der hjemledes ved lov af 7/6 1952, og som har til formål at fremhjælpe dansk videnskabelig forskning, navnlig på grundvidenskabernes område. Til denne fond stilles der på de årlige finanslove 2 mill. kroner til rådighed. Nærmere regler om dens virke er givet i kgl. anordning af 14/6 1952, hvorefter fondens midler skal anvendes til hjælp til gennemførelsen af sådanne forskningsopgaver, som er beregnede på at afsluttes inden for et begrænset tidsrum, og hvortil der hverken kan påregnes støtte af de årlige bevillinger, der sædvanligvis står til rådighed til den normale drift af institutter eller laboratorier, eller tilskud gennem andre finanslovbevillinger ifølge hidtidig praksis.

Fonden virker gennem 5 kommissioner, repræsenterende hver sit videnskabelige fagområde, og har som øverste ledelse en bestyrelse, hvori repræsentanter for hver af de 5 kommissioner og fra undervisningsministeriet og finansministeriet har sæde.

Det påhviler bestyrelsen at holde sig i nær kontakt med Carlsbergfondet, Rask-Ørsted-fondet, det teknisk-videnskabelige forskningsråd og andre fonds og institutioner, der yder støtte til videnskabelige arbejder.

Det teknisk-videnskabelige Forskningsråd er oprettet ved lov af 30/3 1946, hvorved statsministeren bemyndiges til at lade staten medvirke til, at der under Akademiet for de tekniske videnskaber oprettes et teknisk-videnskabeligt forskningsråd. Dets opgave er at medvirke til fremme og samordning af den teknisk-videnskabelige og erhvervsøkonomiske forskning til gavn for dansk erhvervsvirksomhed.

Akademiet for de tekniske Videnskaber er stiftet 1937; også dets formål er at fremme den teknisk-videnskabelige forskning og anvendelsen af dens resultater til gavn for dansk erhvervsliv.

Blandt de mere kendte af de naturvidenskabelige sammenslutninger kan nævnes Selskabet for Naturlærens Udbredelse, der blev stiftet 1824 af H. C. Ørsted, og Det kgl. danske geografiske Selskab, stiftet 1876.

Inden for de humanistiske fagområder må fremhæves Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie, stiftet 1745, en selvsupplerende forening af ansete historikere, danske og udenlandske. Selskabet afholder foredragsmøder og udgiver »Danske Magazin«.

Blandt de lærde selskaber, der giver sig af med udgivervirksomhed, er Det danske Sprog- og Litteraturselskab, stiftet 1911, det mest fremtrædende. Med støtte af staten og Carlsbergfondet har det udgivet – og udgiver fremdeles – en lang række værker, hvoriblandt kan nævnes den store danske ordbog og Danmarks gamle landskabslove.

Det lærde Selskab i Århus, stiftet 1945, har til formål at fremme videnskabelig forskning, navnlig ved afholdelse af møder til drøftelse af videnskabelige spørgsmål, tage initiativet til videnskabelige undersøgelser og virke for udgivelse af videnskabelige skrifter. Selskabets ordinære medlemmer tilknyttes en af de faggrupper, der repræsenteres af de fem fakulteter ved Århus universitet.

Det kgl. nordiske Oldskriftselskab stiftedes 1825. Dets opgave er udgivelse og fortolkning s. 310 af nordiske oldskrifter »og ellers ved alt, hvad der kan tjene til at oplyse det gamle Nordens Sprog, Historie og Oldsager i Almindelighed, at virke til at udbrede Deltagelse for den nordiske Oldtidsvidenskab, samt derved vække og nære Kærlighed til Fædre og Fædreland«.

Rækken af selskaber og fonds samt af legater med kunstnerisk og videnskabelig målsætning er lang; ovenstående kan derfor kun tjene som en eksemplifikation, der kan afsluttes med omtalen af den efter forslag af undervisningsministeriets kunstkommission oprettede Statens Kunstfond, der stiftedes ved lov af 25/5 1956, og som disponerer over et årligt beløb af 700.000 kr., bevilget på finanslovene til fremme af den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger. Fondets midler anvendes fortrinsvis til projektering og udførelse i samarbejde mellem arkitekt og billedkunstner af udsmykning af nybygninger og til dekorativ udsmykning af allerede opførte bygninger.

Indtil en trediedel af fondets rådighedsbeløb kan anvendes som tilskud til udformning og udsmykning af kommunale bygninger samt andre for offentligheden eller for videre kredse betydningsfulde bygninger og anlæg.

Ved samme lov som Statens Kunstfond oprettedes Eckersberg-Thorvaldsen-fondet, for hvilket der på de årlige finanslove stilles 75.000 kr. til rådighed til støtte af ældre fortjente kunstnere eller disses efterladte samt subsidiært til unge talentfulde kunstnere.

I festskriftet, der udsendtes i anledning af Nationalmuseets 150-årsdag i maj 1957, har museets direktør, professor, dr. phil. Johs. Brøndsted, udtalt følgende: »Tre store formål står for Nationalmuseet som dets pligt og lyst over for fortidens monumenter og minder: deres bevaring, deres forståelse, deres forklaring.« Disse mål kan opstilles ikke blot for Nationalmuseet, men for ethvert kulturhistorisk museum. Mindernes bevaring er et spørgsmål om egnede bygninger og genstandenes fornødne konservering; deres forståelse er videnskabsmændenes opgave og forudsætter arkæologens, kulturhistorikerens, etnografens, numismatikerens og andre forskeres sagkyndige og systematiske indsats; forklaringen, populariseringen sker også ved museumsmedarbejdernes mellemkomst gennem udgivelse af skriftlige vejledninger, ved omvisninger og særudstillinger, ved genstandenes opstilling og indbyrdes gruppering, ved foredragsserier og feriearrangementer og ved et nært samarbejde med folkeskole og gymnasieskole.

Nationalmuseet har formået at løse et førende kulturhistorisk museums dobbelte videnskabelige og folkeoplysende opgave. Museet, der omfatter 8 afdelinger, deriblandt Frilandsmuseet ved Sorgenfri, omtales i afsnittet om København.

I forbindelse med Nationalmuseet virker Frihedsmuseet, for hvilket der 1957 er rejst en selvstændig bygning; det rummer minder om den tyske besættelse og den danske modstandskamp under den anden verdenskrig. Statens arkiv for historiske film og stemmer, oprettet 1911–13, har siden 1942 til huse på Nationalmuseet. Endelig må nævnes, at Nationalmuseet ejer en række ejendomme rundt om i landet, i alt 24, slotte, borge, kirker og klostre; ruiner; gårde og købstadshuse, vikingetidsanlæg m.m.

Nationalmuseets direktør har sæde i det ved den 1918 vedtagne lov om bygningsfredning s. 311 oprettede organ: Det særlige bygningssyn. Også med hensyn til håndhævelsen af bestemmelsen i naturfredningsloven af 1937 om fredning af alle jordfaste fortidsminder i landet har Nationalmuseet vigtige opgaver.

Willumsen-museet i Frederikssund, opf. 1957 (arkt. Tyge Hvass). Danmarks nyeste og mest moderne kunstmuseum.

Fot. Jonals 1957.

Af andre betydende kulturhistoriske central- eller specialmuseer skal nævnes Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg slot, der blev stiftet 1877 på initiativ af brygger J. C. Jacobsen. Dette museum har ifølge statutterne til særlig opgave »i større, kunstnerisk udsmykkede lokaler at danne et hjemsted for vækkende og mere omfattende fremstillinger af fædrelandsk-historiske minder fra kristendommens indførelse i Danmark til nyeste tid«; endvidere udgør dette museum, der er en afdeling under Carlsbergfondet (se herom ovenfor), et supplement til og en fortsættelse af de kulturhistoriske museer i København, specielt De danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg, der rummer dels erindringer – portrætter, møbler m.m. – om kong Chr. IV og det kongelige hus, dels salvingsinsignierne med kronjuvelerne og diamanterne, Flora Danica-stellet, glassamlingen m.m.; samlingen er det kongelige hus’ uafhændelige ejendom, arvelig fra konge til konge.

Gl. Estrup, Jyllands herregårdsmuseum, er nationalhistorisk museum for Jylland. Tøjhusmuseet, beliggende i Chr. IV.s Tøjhuskompleks på Slotsholmen, omfatter en betydelig samling europæiske våben samt billeder og genstande til belysning af dansk krigshistorie. Danmarks tekniske Museum, der er en selvejende institution, har til formål at vise teknik, industri, håndværk, naturvidenskab og samfærdsel s. 312 fra ældre tid til nutiden. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg – ligeledes en selvejende institution – har til formål at illustrere dansk handels og søfarts historie.

Endvidere kan under denne gruppe nævnes Landbrugsmuseet med hovedsamling i Sorgenfri og filialer ved fire større landbrugsskoler, Bakkehusmuseet, de Rahbek’-ske mindestuer; Teatermuseet i det tidligere hofteater på Christiansborg slot, Musikhistorisk Museum og C. A. Claudius’ musikhistoriske Samling i København, Den astronomisk-historiske Samling på Rundetårn; Post- og Telegrafmuseet; Jernbanemuseet; Fiskerimuseet; Den Holberg’ske stiftelse »Tersløsegård«; museet »Liselund gamle slot«; H. C. Andersens hus og H. C. Andersens barndomshjem i Odense og købstadmuseet »Den gamle By« i Århus, der i en række genrejste gamle bygninger fra omkring 1600 til 1848 viser rammerne for dansk borgerligt liv gennem tiderne og således på værdifuld måde supplerer landbygningsmuseerne.

Blandt kunstmuseerne er det betydeligste Statens Museum for Kunst i København. Det omfatter tre afdelinger: maleri- og skulptursamlingen, kobberstiksamlingen og afstøbningssamlingen. Både udenlandsk og dansk kunst er repræsenteret. Foruden hovedmuseet i Sølvgade findes siden 1948 et anneksmuseum på Kastelsvej.

Den Hirschsprungske Samling i København er et statsmuseum, omfattende danske kunstneres arbejder, specielt det 19. århundredes malere.

Ordrupgårdsamlingen (Etatsråd Wilhelm Hansen og hustrus malerisamling) er ligeledes et statsmuseum; det rummer dansk og fransk kunst.

Ny Carlsberg Glyptotek indeholder originale kunstværker af fremragende betydning fra forskellige tider og lande; det består af to skulpturafdelinger, en antik og en moderne, og en samling malerier og håndtegninger.

Thorvaldsens Museum i København indeholder Bertel Thorvaldsens værker og de kunstsamlinger m.v., som han ved testamentarisk gave har skænket Københavns kommune. Thorvaldsen-samlingen på Nysø består af de billedhuggerarbejder, som kunstneren udførte på Nysø.

J. F. Willumsen-museet i Frederikssund er det senest tilkomne kunstmuseum (indviet 1957).

C. L. Davids Samling i København rummer bl.a. samlinger af fransk keramik, fransk og engelsk møbelkunst, hollandsk malerkunst fra 17. århundrede, dansk sølv og dansk malerkunst.

Det danske Kunstindustrimuseum i det gamle Frederiks Hospital omfatter samlinger af europæisk kunsthåndværk fra middelalderen til vore dage, en særlig omfattende samling af danske møbler og københavnsk porcellæn og desuden kunsthåndværk fra fjernøstlige lande. Endelig skal nævnes

Malerisamlingen på Nivågård, der rummer ældre dansk malerkunst og ældre værker af italienske og nederlandske malere.

Foruden de kulturhistoriske centralmuseer findes landet over et stort antal museer med lignende opgaver, men med lokalt begrænset virkefelt. Regler for de statsanerkendte og statsunderstøttede kulturhistoriske provinsmuseer er givet af undervisningsministeriet 26/9 1941, hvorefter sådanne museer inddeles i forskellige grupper – centralmuseer (stiftsmuseer og egnsmuseer med mere omfattende virkeområde), købstadmuseer, sognemuseer, hjemstavnsgårde, specialmuseer med lokalt begrænset opland. Der opstilles en række nærmere betingelser for sådanne museers statsanerkendelse og for ydelse af statsunderstøttelse til dem, s. 313 såvel vedrørende museernes administration og økonomi, bygningsforhold og adgangsforhold, museumsteknik og virksomhedsområde som vedrørende deres forhold til Nationalmuseet. Et særligt nævn – provinsmuseumsnævnet – er nedsat af ministeriet som rådgivende for dette i spørgsmål vedrørende museerne, der hvert 5. år skal underkastes en nøje museumskritisk gennemgang ved dette nævn.

Endvidere er der under Nationalmuseet ansat to museumskonsulenter, der yder provinsens museer råd og vejledning.

Tilskuddene er meget beskedne, og det har da også for en del museers vedkommende manglet på tilstrækkelig kvalificeret, museumskyndig ledelse. Spørgsmålet om en nyordning af de kulturhistoriske lokalmuseers forhold er nylig gjort til genstand for en nærmere undersøgelse af provinsmuseumsnævnet i forbindelse med forskellige andre sagkyndige, og forslag til en ny lov er fremsat i folketinget i marts 1958.

Blandt de største lokale museer kan nævnes Fyns Stiftsmuseum i Odense med omfattende fynske samlinger fra oldtiden og historisk tid (sidstnævnte opstillet i »Møntergården«) samt landbygningsmuseet »Den fynske Landsby« ved Odense. Endvidere Århus museum, der både omfatter »Forhistorisk Museum i Århus«, som ledes af professoren i arkæologi ved Århus universitet og tillige er universitetsinstitut, og et kunstmuseum.

Det er ikke ualmindeligt, at der til større provinsmuseer er knyttet kunstafdelinger, hvor navnlig nyere dansk kunst er repræsenteret. Også til anerkendte lokale kunstmuseer – være sig selvstændige eller tilknyttet det stedlige kulturhistoriske museum – yder staten et beskedent tilskud.

En tredie kategori af museer er de naturvidenskabelige museer og studiesamlinger, der i første række er tilknyttet universitetsundervisningen, men af hvilke flere dog også har offentlig interesse, således navnlig Zoologisk Museum i København og Naturhistorisk Museum i Århus. Til denne gruppe af museer henhører også Mineralogisk-geologisk Museum i København, det Medicinsk-historiske Museum og det Normalanatomiske Museum.

Det første danske avisprivilegium udstedtes 1634, medens det ældste eksisterende dagblad, Berlingske Tidende, stiftedes 1748. Fra oprindelig at være kortfattede nyhedsformidlere blev aviserne i løbet af det 19. århundrede tillige opinionsdannende. Censurens ophævelse ved 1849-grundloven og det politiske liv i tiden efter den frie forfatnings indførelse begunstigede oprettelsen af nye blade, der gjorde sig til talerør for en politisk idé, og ikke blot hovedstadspressen, men også provinsbladene udvikledes stærkt i anden halvdel af det 19. århundrede, ikke mindst de af venstre og socialdemokratiet prægede organer. Det store flertal af dagblade såvel i som uden for København har bevaret sin tilknytning til det s. 314 politiske liv. I de sidste tiår har økonomiske vanskeligheder bragt en del mindre blade til ophør.

Antallet af dagblade i Danmark er (1954) 128 med et samlet oplag på op imod 1 3/4 mill. (13 morgenblade har et samlet oplag på 622.086, 107 aftenblade har et oplag på 1.041.893; for 8 blades vedkommende er oplagstallet ukendt).

Antallet af periodica (tidsskrifter, ugeblade, ikke helt små foreningsblade m.v.) udgør ca. 1600. De særlige problemer omkring den såkaldte »kulørte presse« har været genstand for en undersøgelse i et af undervisningsministeriet 1955 nedsat udvalg, der har afgivet en foreløbig betænkning i efteråret 1956, ligesom udvalget har foranlediget, at problemerne omkring den underlødige litteratur behandles på fællesnordisk basis gennem nedsættelse af et nordisk kontaktudvalg vedrørende børns og unges læsning.

Statsradiofonien begyndte sine udsendelser 1922 og blev 1925 forsøgsvis overtaget af staten. Fra de første beskedne studier i nogle lokaler i hovedtelegrafstationen på Kobmagergade flyttede radiofonien til lejede lokaler i Axelborg, derfra 1931 til den i forbindelse med Det kgl. Teater opforte radiofonibygning i Heibergsgade (»Stærekassen«) og endelig 1941 til radiohuset i Rosenørns Allé, der dog først indviedes endeligt 1945 efter besættelsens ophør.

Statsradiofonien ledes af radiorådet, der består af 11 af undervisningsministeren efter visse nærmere regler udnævnte medlemmer samt en repræsentation for folketingets udvalgsberettigede partier. Den daglige drift ledes af en direktør og forskellige afdelingschefer.

Statsradiofoniens udgifter dækkes af radiospredningsfonden, hvis midler hidrører fra den af lytterne betalte licens; dennes størrelse fastsættes af folketingets finansudvalg efter indstilling fra rådiorådet og undervisningsministeren. Fondens midler må udelukkende anvendes til radiospredningens formål.

Af statsradiofoniens mangeartede virke skal her fremhæves den centrale plads, radioen indtager i oplysningens og kunstformidlingens tjeneste, dels gennem skoleradioen, dels gennem foredrag og litterære og musikalske udsendelser.

Til radioens arbejde slutter sig i stigende omfang fjernsynet, der i de senere år, navnlig siden 1954, er i hastig udbygning.

»Den danske skueplads« kan dateres fra 1722, da teatret i Lille Grønnegade åbnede, den scene for hvilken Ludvig Holberg skrev sine første komedier. Teatret, der fik sit hjemsted på Kongens Nytorv 1748, og som fra 1771 betegnedes som Den kgl. danske Skueplads, henhørte oprindelig under hoffet; siden 1849 er det en statsinstitution, der sorterer under undervisningsministeriet. Det kgl. Teaters nuværende bygning er rejst 1874, anneksscenen, »Nye Scene« populært kaldet »Stærekassen«, opførtes 1931.

Teatret omfatter tre kunstarter: skuespil, opera og ballet; det kongelige kapel og dets enkelte kunstnere indtager – i de senere år ved siden af radiosymfoniorkestret – en fremtrædende plads i dansk koncertliv.

Fjernsynsmast (FM og TV station) i Skåde bakker syd for Århus; taget i brug 1956; højde ca. 225 m. Radio- og fjernsynsudsendelserne kræver et stort teknisk apparat, der også har sat sine spor i det danske landskab. Sendestationernes vældige master er rejst spredt over landet fra Bornholm i øst til Skive og Rangstrup i vest på højtliggende punkter og ses videnom.

Fot. Erik Hansen 1956.

Teatret ledes af en teaterchef, der udnævnes af kongen. Medlemmer af folketingets udvalgsberettigede partier danner et tilsynsråd, der følger teatrets administration og økonomiske dispositioner.

Det første privatteater i hovedstaden var Casino i Amaliegade (1848–1937), grundlagt 1847 som vintertivoli af Georg Carstensen. Blandt de københavnske teatre må i øvrigt nævnes Folketeatret i Nørregade, grundlagt 1857 af H. V. Lange, Dagmarteatret (1883–1937), der navnlig i en periode omkring århundredskiftet var en alvorlig konkurrent til Det kgl. Teater, og Det ny Teater, der oprettedes 1908. Herudover findes nogle mindre scener samt operette- og revyteatre.

Uden for hovedstaden findes tre faste teatre, landsdelsscenerne, af hvilke Odense Teater er ældst, idet den oprindelige bygning dateres til 1795 (den nuværende er fra 1914); Århus Teater er fra år 1900; Ålborg Teater begyndte sin virksomhed i årene umiddelbart før den anden verdenskrig og genoptog driften efter bygningens istandgørelse efter tysk beslaglæggelse. De tre landsdelsscener oppebærer kommunale og statslige tilskud til driften, således at de, navnlig efter den seneste forbedring af deres økonomiske basis, kan arbejde med fast årsengageret personale og påtage sig videregående kunstneriske opgaver.

Ud over de faste teatre findes en række turnerende selskaber, der suppleres med turneer fra Det kgl. Teater og – i begrænset omfang – fra landsdelsscenerne. s. 316 Særligt må nævnes organisationerne Arte og Andelsteatret, der er stiftet henholdsvis 1946 og 1948, samt Dansk Skolescene, der oprettedes 1923, og som siden 1942 har virket som en selvejende institution, omfattende bl.a. Skolescenen for Storkøbenhavn, Skolescenens filmsforestillinger og Landsskolescenen.

Til udøvelse af teatervirksomhed udkræves en bevilling, der udstedes af justitsministeriet efter indstilling af bl. a. teaterrådet.

I Danmark findes (1954) 458 biografteatre, heraf 64 i hovedstadsområdet, 156 i provinsbyerne og 238 i sognekommunerne. Der solgtes nævnte år ca. 59 mill. biografbilletter.

I henhold til lov af 13/4 1938 om biografteatervæsenets ordning oprettedes Statens Filmcentral, der har til opgave at fremskaffe og udleje skolefilm og andre film, der tjener til oplysningens fremme, samt at bidrage til udviklingen af filmsforevisningerne i Danmark ved indkøb og udleje af kulturelt og kunstnerisk værdifulde spillefilm.

Dansk Kulturfilm, stiftet 1932, er en sammenslutning af organisationer med interesse i produktion af film med kulturelt indhold.

Biografteaternæring udøves i henhold til en bevilling, der meddeles af justitsministeriet efter indstilling bl.a. af filmsrådet.

Litt.: Love, anordninger, ministerielle bekendtgørelser og cirkulærer. Kongelig dansk Hof- og Statskalender. Danmark (landet, folket, samfundet). Redigeret af Palle Raunkjær. 1951. Danmarks Kultur ved Aar 1940. Udgivet af Det danske Selskab. I–VIII. 1941–43. Statistisk årbog 1957. A. Barfod. Håndbog i lovgivningen om den danske folkeskole. 1950. Leksikon for opdragere. Redigeret af A. C. Højberg Christensen, K. Grue-Sørensen og Axel Skalts. 1953. V. Topsøe-Jensen. Dansk Lovregister 1957. Danmarks Nationalmuseum. 1957. Statsregnskab for finansåret 1955–56. Opdragelse og undervisning i Danmark. I–II. Redigeret af Einer Torsting. 1948. Meddelelser vedrørende folkeskolen, ungdomsundervisningen og læreruddannelsen. Biblioteksårbog. 1955–56. Betænkning afgivet af undervisningsministeriets kunstkommission. 1955. Betænkning om en nyordning af de kulturhistoriske museers forhold, afgivet af provinsmuseumsnævnet 1956. Videnskabskommissionens betænkning I–III, afgivet 1948–55. Betænkning angående oprettelse af et pædagogisk institut. 1953. Betænkning vedrørende ændring af uddannelsen af lærere og lærerinder i folkeskolen. 1951. Betænkning vedrorende folkeskolens styrelse og tilsyn. 1948. Ungdomskommissionens 1. betænkning (ungdommens adgang til den højere uddannelse). 1954. Betænkning vedrorende ungdomsskoler, aftenskoler, ungdommens fritidsbeskæftigelse m. v. (afgivet af ungdomsskolekommissionen af 1948). 1952. Beretning fra Statens pædagogiske studiesamling. 1956. Teknikumhåndbogen. Årsberetninger fra Det tekniske Selskabs Skoler. O. Bertolt, A. Boje og E. J. Borup. Dansk Folkeoplysning. 1942.