Middelfart købstads landdistrikt

består af Fænø og Fænø Kalv. Fænø (395 ha) skilles fra Fyn af Fænø sund, hvori de største dybder er 35 m, mens der i farvandet ml. Fænø og Sønderjylland er målt indtil 72 m. I øvrigt er øen temmelig bakket (højeste punkt 38,8 m, trig. stat.) og med god, leret bund. Langs de stejle kyster, især i n. og ø., findes en hel del skov (St. Skovløkke, Nørretoft, Hesselmose Skov). Fænø Kalv (5 ha) hæver sig indtil 12 m over det dybe Lille Bælt, er ubeboet og skovløs.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1950: 399 ha. Befolkning 7/11 1950: 42 indb. fordelt på 15 husstande. (1801: 145, 1850: 245, 1901: 235, 1930: 73).

1/4 1925 indlemmedes den på Fyn liggende del af Middelfart købstads landdistrikt i Middelfart kbst. Landdistriktet består nu kun af øerne Fænø og Fænø Kalv.

s. 404

Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 36 levede af landbrug m.v. og 5 af transportvirksomhed, medens 1 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Distriktet består af øen Fænø (*1200t. Fænø) m. hovedgd. Fænøgd. (m. Fænø Nørregd. 54,2 tdr. hartk., 382 ha, hvoraf 100 skov; ejdsk. 642, grv. 406); desuden skole, skovfogedhus, landingssted og fyr i s. (opret. 1900, hvidt, rødt, grønt m. formørkelser, synsvidde 11 sømil, på gavlen af hvidt beboelseshus, 8 m).

M. Walther seminarielærer, cand. mag.

Middelfart købstads landdistrikt, der udgør een sognekom. og sa.m. Middelfart kbst. eet so. og eet pastorat, har tingsted i Middelfart og hører under 43. retskr. (Middelfart kbst. og Vends hrd. samt resten af Wedellsborg birk), 32. politikr. (Middelfart), Assens amtstuedistrikt med amtstue i Assens, Assens-Middelfart lægekr. (Assens), 35. skattekr. (Middelfart), 23. skyldkr. (Assens amtr.kr.) og amtets 5. folketingsvalgkr. So. udgør 3. udskrivningskr., 219. lægd og har sessionssted i Middelfart.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Fænø m. Fænøgård, der til 1921 hørte under stamhuset Hindsgavl (se s. 170), købtes 1921 for 550.000 kr. af godsejer Carl Lawaetz, som 1935 solgte den for 600.000 kr. til gross. P. M. C. Daell. Han solgte den 1943 for 1.150.000 kr. til Ib de Mylius-Benzon, som 1947 solgte den til den nuv. ejer forstander A. Horsens for 950.000 kr.

Jens Holmgaard arkivar, cand. mag.

Litt.: DLandbr. III. 1930. 580–81.

Skove: På Fænø 100 ha skov til Fænøgård fordelt på skovene Nederløkke (ca. 40 ha), St. Skovløkke (ca. 20 ha), Jægermesterholmen (2 ha), Hesselmose Skov (15 ha) og Nørretoft (ca. 20 ha). Jordbunden er gennemgående velegnet til skovdrift, idet dog skovene på den nordvestl. del af øen står på lettere jord. Træartsfordeling: bøg 57 ha, eg og andet løvtræ 3 ha og nåletræ 40 ha.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Fredede oldtidsminder: På F. en sløjfet, anselig høj, Kæmpehøjen. – På øen er fremkommet et skattefund fra den yngre bronzealder med hængekar, halskrave, 3 seglblade, bøjlenåle m.m.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

På Fænø Kalv fandt 16/7 1300 et møde sted ml. hertug Erik (Langben) til Langeland og Håkon V af Norge, hvor sidstn. fremsatte sine betingelser for, at et møde ml. ham og kong Erik Mændved kunne komme i stand. – 1658 anlagde svenskerne skanser både på Fænø og Fænø Kalv.

Povl Engelstoft redaktør, cand. mag.

Litt.: Achton Friis. DØ. I. 1926. 212–22. – Om Fænø Kalv: Sigvard Skov i Aarhuus Stiftstidende. 18. Sept. 1953.