Søborg sogn

(Søborg-Gilleleje kom.) omgives af Esbønderup, Græsted og Gilleleje so. samt Kattegat. En enklave ligger i Esbønderup so. Det lerede, flere steder storformede morænebakkeland har n.f. Søborg karakter af en randmoræne fra nv. til sø. Her ligger Lundebakke (41 m) med trig. stat. Et tilsvarende bakkestrøg mellem L. Bregnerød og kysten når i Hesbjerg 41 m (trig. stat.). Mod havet danner landet en ca. 20 m høj stejlskrænt, der flere steder er under nedbrydning. Her ligger Nakkehoved med fyr. Den sydl. del af so. indtages af den udtørrede Søborg sø, i stenalderen en brakvandsbugt, der ved et smalt indløb ved Kirkegård stod i forb. m. Kattegat ved Gilleleje langs den nuv. Søborg kanal. Ved so. sø.grænse ligger en tilsvarende lavning, hvori Esrum kanal løber til Kattegat ved Hulerød (se i øvrigt Esbønderup). Sognet er skovløst med undtagelse af enkelte små nåletræsplantninger ved kysten. Gennem so. løber banen Helsingør-Gilleleje med hpl. i Firhøj og Søborg.

Areal i alt 1951: 2683 ha. Befolkning 7/11 1950: 966 fordelt på 261 husstande (1801: 745, 1850: 1154, 1901: 1002, 1930: 1051).

I sognet byerne: Søborg (*1100t. Seoburgh; u. 1782) med kirke, præstegd., skole, forsamlingshus, missionshus (»Kedron«, opf. 1924, arkt. P. Tingsager), anlæg, andelskølehus (opf. 1950), andelsmejeri og jernbanehpl.; Dragstrup (1555 Draxstruppe; u. før 3/11 1784) med vandværk; Ferle (1557 Ferle; u. 1783) med vandværk; Bregnerød (1555 Brengerødt; u. 1782). – Saml. af gde og hse: Firhøj (1555 Ferhøffue; u. 1789) med jernbanehpl. og posteksp.; Hesbjerg (1555 Hedtzbiergh; u. 1789) med forskole; Munkerup (1582 Munnckerup; omsk. 1791) med kystsanatorium (opr. 1909 af »Børnesanatorierne for Kbh. og Omegn«; 80 pl.), »Barnets Hus« (40 pl.) og lejrskole (»Saxoly«); Hulerød (*1271 Holærhø) med badehotel og udstrakt sommerhusbebyggelse; Nakkehoved (1582 Nackehoffuit) med sommerhusbebyggelse og fyr (hvidt lynfyr, hver 20. sek. tre-lyn; s. 157 tårnet opf. 1898, 22 m; flammens højde o. h. 54 m) med fyrmesterbol. ved det gl. fyrtårn; L. Bregnerød; Passebæk (1557 Passebeck); Søborg Hestehave; Rødkilde (1555 Røekiille); Bøged (i enklaven). – Gårde: Søborggd., Odderholm, Frijsenvang, Ørbakke, Kannikebjerg, Krigsagergd., Kongenshave, Nakkegd. (1582 Nacke), Brokær (*1100t. Brocher), Glædesdal.

S. so., der udgør eet pastorat og sa.m. Gilleleje een sognekommune, har tingsted i Helsinge hører under 9. retskr. (Kronborg vestre birk), 7. politikr. (Hillerød), Fr.borg amtsstuedistrikt, Fr.borg lægekr., 10. skattekr. (Hillerød) og 13. skyldkr. (Hillerød), amtets 2. folketingsvalgkr., dets 5 forligskr. (Helsinge) og 1. udskrivningskr. 144. lægd.

Kirken, en meget anselig, romansk munkestensbygn. m. kultiverede og tidstypiske detailler, er af enkel grundplan, m. smallere, lige sluttet kor; kun dens usædvanlige rummelighed røber, at den er bygget som sognekirke for en købstad. Den er sikkert opf. af kongen, eftersom dens stilformer viser, at den må være mindst en snes år yngre end 1161, da Valdemar I bemægtigede sig borg og by. Korets munkestensformat og et enkelt af dets stiltræk, det »lille rundhjørne«, genfindes i visse sen. partier af Søborg slots v.fløj, som man har tilskrevet Knud VI (sml. AarbFrborg. 1939. 82f), men nogen fastere datering kan næppe nås ad denne vej. En stående fortanding i skibets s.mur tæt v.f. triumfgavlen kunne tyde på en ringe aldersforskel i korets favør, men det dekorative apparat (sokkelprofilerne, de for langsidernes vedk. falsede hjørnelisener, muråbningernes udformning og de enkle rundbuegesimser) er dog i hovedsagen ens på skib og kor. I korets ø.gavl et enkelt, tidligt udvidet, nu tilmuret vindue; af de to opr., slanke vinduer i hver langmur spores nu kun de vestligste. I s.muren en forhugget, opr. præstedør, som nu fører ud til sakristiet. I s.muren sidder en munkesten med runer, der er skåret før brændingen: den første [sten]? (DRun. nr. 257). Skibets gl. s.dør er genåbnet 1941, n.døren er tilmuret, men markeret. Trods skibets betydelige længde har der her opr. kun været 3 vinduer i hver langside (eet er genåbnet 1941, andre spores); partiet v.f. dørstederne var fra første færd vinduesløst, beroende på, at der i skibets v.ende har stået en kompliceret underbygning for et lille, kvadratisk v.tårn, hvis sidelængde har været mindre end skibets halve bredde. Tårnets v.mur har været rejst oven på skibets v.gavl, ø.muren har hvilet på en tværs over skibets v.ende trukken, trekoblet buestilling, opført over to svære, fritstående murpiller og båret af halvpiller ved skibets langvægge. Lign. halvpiller er fundet ved skibets v.mur, hvilket røber, at der ml. dem og de to fritstående piller har været spændt tværbuer, og på dem må så tårnets n. og s. mur have hvilet. Rummet under dette lille tårn, som nærmest har lignet en muret tagrytter, kan måske have gjort tjeneste som forhal; de mindre fag i skibets hjørner har haft hvert sit v.vindue, af disse er det nordre genfundet. Af de omtalte piller og halvpiller er det meste bevaret under den nuv. gulvbelægning, i hvilken de for en del er markeret, andre spor af tårnanlæget ses endnu i v.væggen, over hvælvingerne. Det ejendommelige tårnarrangement, der har en enkelt sjæll. parallel (Uvelse, se s. 242), har sikkert været yderst dristigt konstrueret og er vel derfor tidligt gået til grunde, mul. allr. i beg. af 1200t. Resterne af tårnanlægets v.façade ser i hvert fald ud til at være afhugget efter skrålinier, som til en taggavl, og øverst i dem ses en rosetprydet, rudestillet teglstensflise, som ligner en top-dekoration. Efter nedbrydningen af tårnets tværarkade er der indsat et ekstra vindues-par i skibets langmure (det søndre genåbnet). – Det nuv., meget anselige tårn er næppe stort yngre end 1250. Dets stilformer er endnu i romansk manér, der er hjørnelisener og øverst, i tagskægshøjde, til alle fire sider rundbuefriser, som viser, at tårnet opr. har været afsluttet med firesidet spir el. hætte. De nuv. taggavle, der vender mod n. og s., må derfor, trods deres gammeldags enkle blændingsdekorationer, være noget senere tilføjelser, vel fra 1300t. (kamtakker moderne). Tårnets underrum, som dækkes af et næppe opr., helstens krydshvælv i sen 1200tal.s udformning, har været indrettet som et udefra utilgængeligt (Maria-?)kapel; til s. 158 dets øvre etager er der adgang via et samtidigt vindeltrappe-hus, opf. i skibets sv.hjørne. I 1300t. er hele kirken dernæst blevet overhvælvet, tidligt i årh. koret, omkr. 1375 skibet, der p.gr.af dets store bredde måtte indhvælves toskibet, og derfor fik to rækker simplere krydshvælv, hver på fire fag, hvilende på tre slanke rundpiller i rummets midtlinie. Hvælvene kom til at skære sig ned over den brede romanske korbue, i hvilken man derfor indskød en spidsbuet dobbeltarkade, båret af en svær, firkantet midtpille, som i 1600t. erstattedes med en lavtspændt kurvehanksbue, der 1941 afløstes af en noget højere af bedre form. Også tårnbuen er blevet gjort betydelig lavere ved overhvælvningen; den er dog lukket med en moderne indskudsmur. Antagelig i beg. af 1400t. er der tilføjet et hvælvet sakristi på korets s.side. Det har hjørnelisener, en gesimsfrise af spærstik, og dets taggavl, hvis blændingsdekoration opr. var enkel, er omkr. 1500 blevet forhøjet og udstyret med kamtakker, i hvilke der er indklemt et ekstra sæt små, gnidrede blændinger af vekslende form. To enkelt aftrappede støttepiller nær skibets n. hjørner er i krydsforbandt og vel fra 1600t. – Endnu 1856 (radering af J. Kornerup) fandtes der et våbenhus foran skibets s.dør. Det har i hvert fald været middelalderligt, mul. unggotisk og genopførtes ved en hovedrestaurering 1940–41 (arkt. H. Lønborg-Jensen), men i romaniserende stilformer. Foruden de ovf. under nævnte år omtalte ændringer blev dengang gulvet omlagt i skibet, ved hvilken lejlighed man fandt en del formsten, som gav så mange fingerpeg, at man nogenlunde rigtigt kunne genfremstille de runde hvælvingspillers borthugne fodplader og baser (hjørnetæerne er dog tvivlsomme). 1800t.s hårde støbejernsvinduer lykkedes det derimod ikke at få mildnet.

På vægge og søjler rester af gotisk kalkmaleriudsmykning: Maria i solgisel og treenigheden, korsfæstelsesgruppe, helgener, en scene af Josefs historie samt på triumfvæggen et ældre våbenskjold med majuskelskrift: Iohan Olte…da (MagnusPet. K. 103).

Inventar og gravminder. Alterbord, vistnok middelald., af munkesten, dækket af en mørkpoleret marmorplade m.skråkantprofil. Smuk højrenæssance-altertavle 1593 (hidført 1636 fra Helsingør Mariekirke), af Hans de Brügge, m. maleri, Kristus som 12-årig i templet af August Thomsen 1843. I kirken er ophængt et altertavlemaleri, Maria med barnet, af Kr. Zahrtmann, reddet fra den nedbrændte kirke i Civita d’Antino, hvortil Zahrtmann havde skænket den. Foræret Søborg kirke 1940 af gross. Theodor Jensens enke. Anselige alterstager 1647. Døbefont, romansk af granit, af Roskildetype (Mackeprang. D. 87, 405); kummen skænket fra Frederiksborg slot 1872, foden ny. Lille, gotisk krucifiks, beg. af 1400t., ophængt ved prædikestolen. Prædikestol i renæssance, ca. 1600, svarende til Vejby, m. rigsvåben, evangelister og hjørne, hermer; if. Løffler (indberetn. i Nat.mus.) skal himmelen, med Chr. IV.s navnetræk, være udført 1871. Stolestader fra hovedrestaureringen 1940–41, med våben og navn for de 25 slotsherrer på Søborg m.fl. (bl.a. Caspar Fincke og Johs. Fastenowe). Degnestol i ungrenæssance, o. 1570, med folde- og bladværk (sml. Tibirke). Tre bibelske oliemalerier, de to af Seydewitz og skænket 1850 af Frederik VII. Den ældste klokke er støbt 1649 af Johannes Meyer; en Fastenowe-klokke fra 1514 er nu i Nationalmus. (AarbFrborg. 1934. 101f). Epitafier: Sgpr. Hans Pedersøn Hof, † 1692, og hustru Anna (sml. gravsten), oliemaleri, knæstykker. Sgpr. Søren Hansen Borch, † 1636, m. maleri af præsten, hustru og datter i barok ramme. Mindetavle over sognets faldne 1848ff. og 1864. Mindetavle for Chr. X.s besøg ved kirkens 700års jubilæum, skænket af Chr. X og dronning Alexandrine. Gravsten 1683 over sgpr. Jens Jensen Aalborg og Hans Pedersøn Hof (sml. epitaf) og deres hustru Anna Jacobsdatter Beyer. Sgpr. Kornelius Alb. Meyer, † 1729 og hustru. Runesten med Ave Maria, mul. kistelåg(?), se DRun. nr. 256. Flere romanske teglstensgrave er fundet i kirken.

På kgd. er begravet botanikeren H. Chr. Lyngbye, † 1837 (præst her 1827–37), lægprædikanten Rasmus Ottesen, † 1862, præsten A. Andersen, † 1919 (præst her 1887–1902) og kulturteknikerne P. B. Feilberg, † 1925 og A. Feilberg, † 1943 (f. her 1873).

Litt.: Th. Leth. Søborg Kirkes Historie. 1939. E. Steenvinkel i Fra det gl. Gilleleje 1940. Sa. Søborg Kirke (1941).

Søborg var i middelalderen en stærk borg, som lå på en ø i Søborg sø, nær dennes nordl. udløb; søen var da meget større end den var i slutn. af 1700t., da den kortlagdes, lige før man begyndte at udtørre den. I Valdemars jordebog (kongelevlisten, ældre end 1230) nævnes Syoburgh cum attinenciis suis som kongelev, mageskiftet til kronen fra Ringsted kl. (jf. s. 159 ValdJb. II. 198f.). Saxo omtaler en borg (urbs) »in solido Letricæ paludis« (af Kinch i Aarb. 1874. 326–34 identificeret med S.), opf. af ærkebiskop Eskil, men ved list indtaget af kong Valdemar I efter belejring; sikkert er, at et ældre S.-anlæg skyldes Eskil, og at borgen overgik til kongen. På dens grund voksede i den tidl. middelalder en by op, der o. 1270–1551 nævnes bl. landets købstæder. Den faste af sten opførte borg tildrog sig i middelalderen en ikke ringe opmærksomhed som statsfængsel, således i Valdemar I.s tid for prins Buris (Henrik Skadelårs søn) fra 1167, for Magnus (Erik Lams frillesøn) fra 1178 og for Knud Carlsen (ærkebiskop Eskils dattersøn) fra o. 1177. Sen. sad her biskop Valdemar af Slesvig 1192–1206 og hans forbundsfælle grev Adolf III af Holsten 1201–03, hertug Valdemar (IV) Eriksen af Slesvig og hans drost Tyge Abildgaard 1285–86 samt ærkebiskop Jens Grand 1294–95 (Jens Grands ophold og flugt skildret i samtidig beretning, kendt gennem Arild Huitfeldts oversættelse). – På S. opholdt kongerne sig hyppigt, især Erik Mændved; fortællingen om Helvigs, Valdemar Atterdags dronnings, fængsling på slottet formentlig sagnagtig På Valdemar I.s tid nævnes Thurbernus som foged på S.; fra den flg. tid kendes som fogder el. lensmænd Poul Hvid 1271–86, Jesper Mogensen 1295, Tue Jakobsen 1299–1300, Knud Porse († 1330) og hans enke hertuginde Ingeborg, der 1331–36 udstedte breve på S.; i øvrigt omtales borgen ved flere lejligheder i forb.m. kgl. pantsættelser, således 1329, 1332 og 1341. I 1330erne ødelagdes S., men istandsattes atter. 1344 fik kong Valdemar igen borgen i sin besiddelse, Johan Færke nævnes 1354–55 som foged der, ligeledes Erik Sjællandsfar 1364, Jakob Nielsen 1369–71, Erik Nielsen (Saltensee) til Hørningsholm 1376–78, Henneke Grubendal († 1391) 1382, Ove Steeg af Bøged 1400, Ludvig (Barsebek?) 1403, Peder Oxe 1422, dennes svigersøn Follert van Knobe, hvis enke (af 2. ægteskab) Berete Bondesdatter (Thott) senest 1454 bragte S. som pantelen til sin nye ægtefælle Johan Oxe, der beholdt lenet som pant til sin død o. 1490; sønnen Oluf Oxe mistede S. som pant 1492, men var endnu 1496 befalingsmand der. Henrik Aagesen Sparre til Hageløse havde S. i pant 1502– o. 1523 (dog afbrudt, o. 1511 Johan Brockenhuus lensmd.) og efter ham fra 1527 sønnen Knud Henriksen Sparre, indtil S. i sidste halvdel af 1530erne lagdes til Krogen len. Slottet er vist blevet ødelagt i Grevens Fejde, 1577 får lensmanden lov at bryde sten i ruinerne. s. 160 s. 161 Søborg by delte skæbne med slottet; endnu 1743 omtales dog, at der er 4–5 brolagte gader i S., hvoraf navne på 2 (Kongensgade og Ladegårdsgade) kendtes. 1485–90 nævnes en gildeslade (gildesgård) i S.

Ruinerne af Søborg Slot ligger paa den yderste, nordligste, af tre tætliggende Holme nær Østbredden af den nu udtørrede Søborg Sø. Paa den største af Holmene, den sydligste, ligger nu Landsbyen Søborg m. sin Kirke, opr. Købstadskirke for den ved Reformationen nedlagte Købstad. Den mellemste Holm, der ligger tæt ind paa den sydl., har mod S. et Forsvarsværk bestaaende af to Jordvolde m. en dyb Grav imellem. Om dette Anlægs Tilblivelsestid kan der paa nærværende Tidspunkt intet bestemt siges. 1884 er der paa denne Holm, nu Præstegaardsmarken, fundet Fundamenter af en Bygn., der formodes at have været Byens Raadhus (Stedet er i Mands Minde kaldt »Justitspladsen«). I øvrigt har Slottets Ladegaard vel haft sin Plads her. Der har herfra været en Træbro ud til den egl. Borgholm, saavel som ind til den sydl. Holm, og derfra igen ind til Land, saaledes at man har maattet passere i alt tre Broer for at komme fra Land og ud til Slottet. Ved Søens Udtørring blev der optaget mellem 50 og 100 svære Egestolper fra Broen ml. Borgholmen og den mellemste Holm. – 1850 lod Fr. VII foretage Gravninger i selve Ruinhøjen, hvorved en Del Murværk blottedes, men beklageligvis blev den opgravede Fyld kørt ud i Voldgraven, hvad der i høj Grad har vanskeliggjort sen. Undersøgelser. Efter Søens Udtørring blev det omliggende Terræn afgravet og omdannet, og umiddelbart om Ruinen anlagdes den Beplantning, som endnu præger Stedet. Siden 1900 har Nationalmuseet ladet foretage Undersøgelser og Konserveringsarbejder, i Beg. ledet af J. B. Løffler. 1908–13 istandsattes store Dele af Ringmuren. Arkitekt C. M. Smidt har derefter fra 1913 til sin Død 1947 ledet de arkæologiske Undersøgelser og Istandsættelsesarbejdet og har herved kastet nyt Lys over Slottets Bygningshistorie. Ved Fjernelsen af store Mængder Fyld fremtræder Ruinens Grundplan nu overskuelig. Borgholmen har opr. hævet sig ganske lidt over Søens Vand. Ved Gravninger 1929 kom s. 162 det for Dagen, at der sydøstl. paa denne Holms gl. Overflade har staaet et svært 8-kantet Fæstningstaarn, muret af Kampesten i Kalk (mrk. Q paa Planen). Særlig interesse tiltrækker sig Funderingen af dette Taarn. Det er bygget paa 8 svære Træbjælker, der danner to lige store, hinanden krydsende Kvadrater. Bjælkerne kom derved til at virke dels som en Plan for Taarnet og dels som Murankre, der holdt sammen paa Taarnmuren. Der var endnu bevaret Rester af et Trægulv i Bunden af Taarnet. Opførelsen er formodentlig sket engang tidligt i 1100t. Paa Holmens opr. Overflade er der mod N.V. fundet Spor af, at Taarnet har været omgivet af et beskyttende Palisadehegn. Omkr. Midten af 1100t. har Eskil erstattet dette gl. Borganlæg m. et nyt og langt mere anseeligt. Først gravedes den hesteskoformede Ringgrav i N., Ø. og S., og Fylden herfra førtes dels ind paa Holmen, saaledes at den forhøjedes med 2 1/2 à 3 m, og dels ud paa Ringvolden uden om Graven. Langs Randen af den forhøjede Borgø opførtes dernæst den polygonale Ringmur med sine Flanketaarne samt Bygningerne inde paa Borgpladsen (mørkt skraveret paa Planen). Adgangen fra S. beherskedes af det kvadratiske Porttaarn (A). Mod N. har der ogsaa rejst sig et svært, kvadratisk Taarn (C) med en Udløber mod Ø. (C₁). Taarnet kaldes alm. Jens Grands Taarn, uden at det dog med Bestemthed kan siges, at det har rummet den berømte Fange. N.Ø.-Hjørnet beherskes af et meget kraftigt, polygonalt Taarn (D₁), hvortil der i Ø. slutter sig en mindre Tilbygning (D). Det er sandsynligt, at disse to Bygninger har dannet Borgens Kapel. Fire Stenfundamenter inde i det større Taarn lader formode, at Loftet har været baaret af fire Piller el. Søjler, og at man staar over for et Dobbeltkapel i Lighed med Bjernede, Torsager el. Ledøje Kirker. Den østl. Tilbygning har da udgjort Kapellets Kor. S. herfor laa den egl. Hovedbygning, Palatiet, et 30 1/2 m langt og 10 1/2 m bredt Hus, der ved Skillerum har været opdelt i to mindre Rum ved Gavlene og et større i Midten. Midt paa Bygningen har der ud mod Gaarden været en lille Forhal (N). Det lille Flanketaarn mod Ø. (E) er ikke i Forbandt med Ringmuren, men formodes opført endnu i Eskils Tid. Palatiets V.mur strækker sig hen over det ældste 8-kantede Taarn. Den rektangulære Bygning (P) har rummet Økonomiafdelingen. Ml. de to parallelle Mure, der skyder sig ud fra Ringmuren i S.V.-Hjørnet (B), har der maaske været en Ophalingsplads for Baade i Forb. m. en lille Port i Ringmuren. Mul. har der mod V. i Gaarden modsat Palatiet ligget en lettere Bygning for Borgens Besætning, men den har ikke efterladt sig Spor. Alle Bygninger paa Eskils Borg er opf. af forholdsvis smaa Munkesten næsten uden Anvendelse af Kampestenssokkel. Efter at Kongen havde overtaget Borgen, blev den udvidet mod N., V. og S.V., fordi Søens Vand bortskyllede Lerbankens V.side og derved fik den opr. Ringmur til at vakle. Man opførte derfor nye Ringmure helt nede ved Foden af Banken, og Pladsen ml. de to Mure optoges af Bygninger. Denne betydelige Udvidelse skete i sidste Fjerdedel af 1100t. Den nye vestl. Ringmur har imidlertid heller ikke kunnet staa for Søens Angreb, og i Løbet af 1200t. maatte den erstattes af en anden, lagt delvis hen over den gl., men paa et sværere Kampestensfundament, ligesom den forstærkedes m. 6 Støttepiller. Sen. i Middelalderen forstærkedes Partiet omkr. Porten i S., og foran denne blev der bygget et Brohoved af Sten. Bevaret er endnu de Riller, hvori Vindebroens Balancebjælker har bevæget sig. Ogsaa Palatiets gl. Forhal maatte vige for en større, der at dømme efter Stræbepillerne har haft to Fag Hvælvinger. Borgen har opr. haft en Brønd midt i Gaarden, sat af Egefjæle (L), der sen. i Middelalderen erstattedes af en mindre (L₂). En lille Brønd (L₁) i Vestfløjen har haft Tilløb fra Søen. Fra en Opsamlingsbrønd midt paa Gaardspladsen har der været Afløb ud til nordre Voldgrav ad en muret Kanal. Smukke, endnu bevarede stenbrolagte Kørebaner gjorde den lerede Borggaard farbar. Der er ved de mange Aars Udgravningsarbejder fundet adsk. Brugsgenstande og Bygningsdetailler (i Nationalmuseet). De sidste røber kunstnerisk Slægtskab med Skåne og med andre nordsjæll. Teglstensmonumenter, navnlig Esrum Kloster.

Litt. C. M. Smidt i NationalmusA. 1930, 5–18. Sa. i Fra det gamle Gilleleje. 1944. 29–40. Jørgen Paulsen i Hjemstavnsbog for Frederiksborg Amt 1943, 57–68.

Søen begyndte man som nævnt at udtørre i slutn. af 1700t. ved at grave en kanal ud til Gilleleje på forslag af landinsp., senere amtmand H. N. Arctander, da den ved sine oversvømmelser om vinteren ofte skadede de omliggende marker, og arbejdet fortsattes ind i 1800t., så at der kun blev en lille sø (»Klaringen«) tilbage i midten, medens det øvrige mest lå hen som sump og mose, indtil staten 1858 afhændede arealet til hofjægermester Th. E. Neergaard (til Viskum) og etatsråd L. N. Bregendahl, der blev eneejer 1865, og efter hans død (1872) solgtes ejd. til grev C. E. Frijs, Frijsenborg, som 1873–87 fuldførte udtørringen (under P. B. Feilbergs ledelse). Baronesse Clara Blixen Finecke, grev Frijs’ datter, solgte 1915 ejendommen s. 163 for 883,750 kr. til Udstykningsforen. for Sjæll.og Fyns Stift, som lod den, i alt over 600 ha, udstykke til salg i 237 parceller.

Ved Nakkehoved fyr, opr. 1772 som et kulfyr, er der et smukt anlæg, der skyldes fyrinsp. Chr. Faber, og hvor han blev begr. i en af ham selv udgravet oldtidsgrav (indskrift af C. Ploug) efter indhentet minist. tilladelse.

De to sammenbyggede gårde, matr. nr. 3b og 4b af Ferle, er s.k. tvillinggårde med en fælles længe mellem gårdene, hvoraf den vestl. del hører til matr. nr. 4b og den østl. til matr. nr. 3b. Sådanne sammenbyggede gårde var før udskiftningen meget alm. i store dele af landet p.gr.af den snævre plads i landsbyerne. Disse gårde i Ferle, der stammer fra den sidste del af 1700t., er med deres overkalkede bindingsværk og deres stejle spidsgavle typiske for Sjælland. Specielt typisk for Nordsjælland er konstruktionen med sidebånd, der går over 2 el. flere fag, kæmmet ind i bagsiden af stolperne, i st.f. som normalt løsholter, der er tappet i siden af stolperne.

Af forsv. bebyggelser kan nævnes Boelskergd. (1500t.) og Urmisrud (1100t.).

Ved Ferle har der måske ligget en adelsgård Ferrilborg (se H. Olrik i AarbFrborg. 1907, 95). – Ved Søborg har der været et Skt. Gertruds Gilde (nævnt 1341) og et Skt. Knuds Gilde. Tæt s. for Dragstrup er en tidl. lægedomskilde Korsbjerg Kilde, omsat med sten som en brønd; på bunden er fundet mønter.

I S. by findes et byanlæg, Kongehaven, med to voldsteder, voldgrav og bro. Her mindesten af no. granit i anl. af Chr. X.s regeringsjubilæum 1937. Smst. et bronzekrucifiks samt mindesten for provst Christopher Schrøder († 1813; præst her 1777–93; se Bogens Verden 1951, 326). – Nær præstegd. er på det sted, hvor byen S.s gl. rådhus skal have ligget, opstillet byens gl. kagsten med inskription. – Ved vejen til S. slots ruin mindesten 1926 for P. B. Feilberg († 1925; se under S. sø).

Fredede oldtidsminder: Ved Nakkehoved en høj med et dyssekammer uden dæksten; i øvrigt findes i so., især i dets nordl. del, 8 høje, gennemgående ret store; særlig anselige er en høj på toppen af Hesbjerg, Storehøj i Firhøj og Dalehøj ved Rødkilde. – Sløjfet er en runddysse, 2 langdysser og 48 høje, der navnlig har ligget på bakkerne omkr. Hesbjerg og Firhøj. – Ved udtørringen af Søborg Sø fandtes en del sager både fra sten-, bronze- og jernalderen, bl. a. et hængekar af bronze; der er også i og omkr. søen fundet spor af stenalders bopladser.

I Hulerød fødtes 1822 søofficeren, kaptajn O. C. Hammer.

Litt.: Emil Steenvinkel-Svendsen: Kirkeminder og Præsteliv. Søborg-Gilleleje Menigheders Historie gennem 700 Aar. 1925. E. Steenvinkel. Fra det gl. Gilleleje. 1950. 43–50. Knud B. Jensen. Marknavne på Søborg Bymark. smst. 1952. S. 78–84.