Fårevejle sogn

(F. kom.) omgives af Asnæs, Hørve og Vallekilde so. samt Sejerøbugten. Terrænet domineres af den vestl. del af den store morænebue, Vejrhøjbuen, der svøber sig uden om den udtørrede Lammefjord. Denne af flere, parallelle, bueformede bakkestrøg bestående randmoræne kulminerer i den s. 566 121 m høje Vejrhøj (med trig. stat.), Sjællands trediehøjeste punkt, hvorfra der er en enestående udsigt over hele Odsherred og landet sydfor. På Risebjerg (95 m) et udsigtstårn. Mod v. danner kysten den lange, smalle odde, Ordrup næs, hvis yderste fredede del kaldes Næbbet, og som skiller Nekseløbugten fra Sejerøbugten. S.f. næsset når istidslandskabet helt ud til kysten og danner klinter som fx. Knarbo klint (24 m), men ø.f. næsset findes en bræmme med lavere land, der fortsætter sig i den lavvandede bugt ved Ordrupstrand. Ø.f. de store morænebyer breder sig Lammefjordens tørlagte flade, hvoraf næsten 1000 ha hører til so., og hvori ligger de tidl. småøer Inderø, Flinteholm og Mellemø (med F. stationsby) samt Storø, hvoraf især sidstnævnte har endnu tydelige erosionsskrænter. Den omkr. hele Lammefjord løbende landkanal afvandes mod v. af Dragsholm kanal til Nekseløbugten. På dette sted skilte i stenalderen kun en ganske smal landtange Lammefjorden fra Nekseløbugten, men i tidens løb er tangen blevet bredere, dels ved hævning og dels ved sandpålejring, og herved er bl.a. dannet det fredede flyvesandsområde, Sanddobberne. Istidslandskabets jordbund er overvejende leret, selv i bakkerne, og kun på disses yderside er indholdet af sand og grus betydeligere. So. rummer adskillige småskove som Vejrhøj skov, Kolås, Stubberup skov, Lejrbjerg skov, Kårup skov og Næsskov samt ved Dragsholm Fruerlund og Enghave skov.

Gennem so. går Odsherredbanen med stat. i Fårevejle (på Lammefjord) samt landevejen fra Nykøbing, der i Vindekilde deler sig i en gren til Slagelse og en til Ringsted.

Areal i alt 1950: 4813 ha. Befolkning 7/11 1950: 2302 indb. fordelt på 651 husstande. (1801: 763, 1850: 1441, 1901: 1838, 1930: 2091). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 1322 levede af landbrug, 340 af håndværk og industri, 105 af handel og omsætning, 81 af transportvirksomhed, 93 af administration og liberale erhverv og 205 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 31 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Fårevejle kirkeby (o. 1370 Faræwæthlæ; u. 1794) med kirke, præstegd. (opf. 1905), skole (opf. 1905), ny centralskole (opf. 1953–54), folkebogsaml. (1939; 1416 bd.), missionshus, forsamlingshus (opf. 1953), alderdomshjem (opf. 1936, arkt. Marius Pedersen, Holbæk), idrætsanlæg, hjemstavnsmuseum for Asnæs og F. so. (indv. 1935), Fårevejle Sogns Spare- og Laanekasse (opret. 1871; indskud 31/3 1953 1,2 mill. kr.), andelsmejeri og telf.central; Fårevejle stationsby – bymæssig bebyggelse m. 1950 i alt 375 indb. fordelt på 110 husstande; fordelingen efter erhverv var 1940: 118 levede af landbrug, 117 af håndværk og industri, 27 af handel og omsætning, 23 af transportvirksomhed, 41 af administration og liberale erhverv og 29 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 18 ikke havde givet oplysning om erhverv – med forskole (under opførelse 1953), grundtvigsk fri- og efterskole (opf. 1909), indre missionsk privatskole (opf. 1909), højskole (opf. 1907 af Indre Mission, 1951 omdannet til sygeplejehøjskole), børnehjemmet »Solglimt« (opf. 1914), F. Andelskasse (opret. 1918), sparekassefilial, afholdshotel, privatmejeri, skalleeksport (Øta), lystanlæg, jernbanestat., post- og telegrafeksp.; Stubberup (o. 1370 Stubbethorp; u. 1794); Vindekilde (o. 1370 Winekelde) med skole og badestrand; Kårup (Korup, o. 1370 Kathorp; u. 1794) med sommerhuskoloni i Kårup skov; Ordrup (o. 1370 Orthorp; u. 1794) med skole og ml. (fredet); Veddinge (1354 Wedinghæ, o. 1370 Wetinge; u. 1794) med skole; Ris (1341 Riis; u. 1794) med Risegårds stiftelse (opret. 1918, med et jordtilliggende på ca. 90 ha), ml. og andelsfryseri (opret. 1951). – Saml. af gde og hse: Ny Fårevejle; Linderup; Stubberup Huse; Åshuse; Maglemose; Bjergene med missionshus; s. 568 Ingerby (på Lammefjordens Inderø (1384 Ingierthøø); Fårevejle Ås; Adlersallé; Fårevejle Lammefjord; Stubberup Lammefjord; Veddinge Bakker; Veddinge Strand med sommerhuse; Fårevejle Huse; Ordrupstrand med sommerhuse, restauration, F.D.F.s Københavnsafd.s sommerlejr (Klinteborg), Vallekilde valgmenigheds feriekoloni og børnekolonien Enebærhuset; Kårup Skov med sommerhuse; Vindekilde Strand; Sanddobberne med sommerhuse og svagbørns- og feriekolonien Solgården; Ordrup Næs med sommerhuse. – Gårde: Hovedgd. Dragsholm, tidl. hovedsæde i baroniet Adelersborg (1320 Draug, 1336 Draugsholm) (25,7 tdr. hartk., 178 ha, hvoraf 29 skov; ejdsk. 285, grv. 156) med herregårdspension; Stubberupholm (12,3 tdr. hartk., 85 ha; ejdsk. 137, grv. 109); Risegård (tilh. en legatstiftelse; 13,4 tdr. hartk., 89 ha; ejdsk. 155, grv. 116); Vejrhøjgård (tidl. under Dragsholm, 12,3 tdr. hartk., 138 ha; ejdsk. 240, grv. 125); Næsgd.; Rødegd.; Blankebjerg ml. (el.). – Skamlebæk radiosendestation.

F. so., der udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Rørvig so. og udgør 2. udskrivningskr., 4. lægd. So. har sessionssted i Nykøbing.

Kirken er en romansk kampestensbygn. m. enkelte hjørnekvadre og vinduesindfatninger af frådsten. Af den opr. kirke er kun skibet bevaret. I n.muren ses udvendig to rundbuevinduer, tilmuret i murflugten. I slutn. af 1300t. overhvælvedes skibet efter en murforhøjelse med to krydshvælv, der har rudimentære hjørnekolonetter og rundstave. V.gavlen, synlig fra tårnets mellemstokværk, er forhøjet og prydet med en højtsiddende blændingsdek. af ganske lave trappeblændinger. Sen., formentlig i slutn. af 1400t., erstattedes det opr. kor af et langhuskor på to fag af kamp og tegl, hvortil der endnu i middelalderen føjedes et smallere kor af sa. materialer med eet lavt krydshvælv. Kirkens nuv. vinduer er brede, fladbuede, mul. fra 1500t. Andre sengotiske tilføjelser er v.tårnet, der har samtidigt trappehus og (fornyede) gavle i n. og s., samt våbenhus og sakristi i n., alt af kampesten og tegl. N.kapellet, »Ris kapel«, indeholder mul. middelald. murværk for neden, men står nu som renæssancebygn. af tegl. I kapellet indrettedes 1939 en hvælvet kælder for James Hepburn’s formodede lig (se ndf.). – 1913 fandtes på skibets hvælv sengotiske kalkmalerier, der atter dækkedes. En ridder m.skjold og en korsfæstelsesscene fremdraget 1950 står fremme. Et muret alterbord, sikkert samtidig m. den yngste korbygning dækkes af et malet alterbordspanel fra 1575 m. korsfæstelsen. Altertavlen, 1641, er et pompøst billedskærerarbejde af sa. mester som Asnæstavlen, m. Jørgen Vinds og Ingeborg Ulfstands våben. Alterkalk 1717 givet af Fr. Chr. Adeler. Prægtige barokstager, 1698, nøje svar. til Asnæs. På alteret Chr. III.s bibel med interessante optegnelser (jf. Det skønne Odsherred. 1953. 21–22). Romansk granitfont af Roskildetype (Mackeprang. D. 405) Korbuekrucifiks o. 1450–1500 på opr. plads. Prædikestol fra 1596 med tilføjelser 1654. Degnestol m. foldeværk fra 1556. Herskabsstole, tre i hver side, fra 1582 m. medaillonhoveder. Det øvr. stoleværk, m. pilastre er fra 1647. Dørfløj i våbenhuset m. rige drageornamenter i smedejern fra o. 1500 (til denne knytter sig sagnet om fru Inger til Ris, jf. J. B. Løffler i Ill. Tid. 10/12 1876). Pengetavle o. 1700 m. intarsia. Klokken, der er omstøbt 1894, gentager indskr. på en klokke fra 1627. Epitafer: 1) Højrenæssance o. 1600 m. sekundær indskr. over provsten Niels Heining, † 1766 og fam.; 2) og 3) ens i senbarok, det ene ommalet til præstetavle, det andet m. gravskrift over birkedommer Chr. P. Poder, † 1683, m.fl.; 4) i regencestil fra 1730 over Peder Nielsen, † 1728. I våbenhuset to korsmærkede romanske gravsten. I kapellet, der o. 1850 indrettedes til begravelse for slægten Adeler, samt i kælderen under det henstod til 1939 talr. kister (bl. a. med herredsfoged Claus Büring, † o. 1695, og sgpr. Jacob Christensen Dahl, † 1718), som da alle blev nedsat på kgd. (herimellem overpræsident Frederik baron Adeler, † 1816, G. F. O. lensbaron Zytphen-Adeler, † 1878, arkivar Chrf. baron Zytphen-Adeler, † 1915) med undtagelse af een, der if. tradition, som trods grundige undersøgelser 1939 hverken fuldt kunne bevises el. fuldt afvises, indeholder det mumificerede lig af James Hepburn, jarl af Bothwell, † 1578 som statsfange på Dragsholm (Odsherred. 1935. 29–38). – Poul Nørlund og H. Hou-Jensen afgav i aug. 1939 den erklæring, at »da der ikke fra arkæologisk side kan anføres noget absolut uigendriveligt bevis imod den antagelse, at liget virkelig er jarlen af B.s, og da de fornyede anatomiske undersøgelser har ført til resultater, som støtter denne antagelse, er vi enige om s. 569 s. 570 at tiltræde, at kisten stadig skal forevises i kirken som, if. tradition fra det 19. årh., værende de jordiske levninger af jarlen af B.« (Berl. Tid. 23/8 1939). Kisten, der er forsynet med en glasrude i låget, er som nævnt siden 1939 henstillet i kapellets kælder. – På kgd. er begr. prof. H. Hou-Jensen (f. i Fårevejle 1893), † 1940. Desuden mindesten over to eng. flyvere 1946.

Dragsholm, hvis navn utvivlsomt kommer af beliggenheden på »Draget«, tilh. i middelalderen Roskilde bispestol. 1313 udstedte bispen et brev på »Draugh«. 1320 kalder Roskildebispen præsten Johannes »procurator noster in Draugh«. 1336 forekommer navnet »Draugsholm«; ca. 1370 var D. hovedsædet i et betydeligt len, hvorunder lå 13 hovedgde. og 42 sognes bispetiender. Af bispelige lensmænd nævnes Frende Jacobsen 1370, Bent Bille 1395, Peder Fæling 1418, Is Lydikesen 1468, Henrik Jensen Dresselberg 1470, hr. Axel Lagesen Brok 1480, Henrik Jensen påny 1481, Herluf Skave 1488–96, Anders Jacobsen Reventlow 1527–30 og Eiler Hardenberg, som i grevens fejde forsvarede slottet mod greven af Hoya, Albrecht af Mecklenburg og Lange Herman. D. blev derved det eneste faste punkt på Sjælland, som ikke faldt i Lübeckernes hænder. Efter reformationen blev D. et kgl. len, 1567 lagdes hele Odsherred under det. Lensmændene var: – 1536 Eiler Hardenberg, 1536–3? Wobisla Wobitzer, 153?–40 Mogens Godske, 1540–4? Albert Gøye, 154?–42 Peder Rud, 1542–49 Mogens Gyldenstjerne, 1549–51 Otte Rud, 1551–65 Eiler Hardenberg, 1565–78 Frans Lavridsen, 1578–87 Henrik Vind, 1587–95 Herman Jul, 1595–97 Christoffer Parsberg, 1597–1609 Arild Huitfeldt, 1609–10 Hans Lindenow, 1610–24 Oluf Rosensparre, 1624–41 Claus Daa, 1641–45 Jørgen Vind, 1645–58 Kristoffer Urne, 1658, 1660–61 Sivert Urne. Arild Huitfeldt skrev sandsynligvis en stor del af sin Danmarkshistorie her. D. blev benyttet som statsfængsel. Blandt fangerne var den sidste Roskildebisp Joachim Rønnow, århusbispen Ove Bille, Jarlen af Bothwell 1573–78, hans fjende den skotske kaptajn John Clark, den no. lensmand Erik Munk, der hængte sig her 1594, den forrykte Eiler Brockenhuus til Søndergårde († 1607), den berygtede friherre Sigfrid Rindschat til Herningsholm fra 1610 til sin død, Isak Pedersen Maaneskiold til Agervig fra 1626 til sin død ca. 1631, teologen Niels Svendsen Chronich, dømt for sine separatistiske anskuelser, 1656–58. Ca. 1645 blev ladegårdens tilliggende udvidet, ved at jorden fra Vindekildes 16 gde lagdes under den. 1658 indtog svenskerne slottet, og de ødelagde det 1659 vistnok ved sprængning.

1664 blev D. udlagt til rentemester Henrik Müller for 312,259 rdl. (hovedgårdstakst 64 tdr. hartk.). H. Müller måtte gå fra gden p.gr.af gæld og den blev 1688 udlagt til hovedkreditoren den portugisiske jøde, købmand i Hamburg Manuel de Texeira. Ved matriklen s. å. blev gården sat til 109 tdr. hartk. hovedgårdstakst med et dyrket areal på 320 tdr. land. Manuels søn Samuel Texeira skødede 1694 på faderens vegne D. til Cort Adelers yngste søn, kammerråd, gehejmeråd, stiftamtmand Fridrich Christian Adeler († 1726). Dennes søn senere konferensråd Christian Lente Adeler († 1757) købte den 1727 af sine medarvinger for 76.000 rdl. d.c. Han oprettede 10/1 1755 gd. og gods til et stamhus for sin brodersøn kmh. Conrad Wilhelm Adeler. Denne blev udnævnt til friherre kort før sin død 1785 og stamhuset blev 9/9 s.å. ophøjet til baroni for sønnen Frederik baron Adeler, sen. gehejmeråd og overpræsident i Kbh. Han foretog mange forbedringer på godset. Ved kgl. bev. fik han 1810 baroniet afløst af en fideikommiskapital på 300.000 rdl. Han døde 1816, og hans enke Bertha f. komtesse Moltke overtog D. Hun tilkøbte Dønnerup og oprettede 15/12 godserne til et baroni for sin datterdatter Bertha Frederikke Henriette Løvenskiold og hendes mand kmh. Georg Frederik Otto baron Zytphen-Adeler († 1878). Denne fulgtes af sønnen Frederik Herman Christian de Falsen baron Zytphen-Adeler († 1908) og denne af sin søn Georg Frederik de Falsen baron Zytphen-Adeler († 1932).

Ved baroniets afløsning 1921 afgaves Teglværksgården (220 ha) til udstykning, og 1925 bortsolgtes Dønnerup og de andre ejendomme omkr. Jyderup. Efter baronens død 1932 bortsolgtes og adsplittedes godset. Næsgården ved Ordrup Næs solgtes og udstykkedes, Vejrhøjgården med skovene på Vejrhøj solgtes til dir. i Ø. K., generalkonsul Hakon Christiansen, og 1936 solgtes D. hovedgård til Jordlovsudvalget, der udstykkede det meste af arealet og solgte hovedparcellen og slottet til J. F. Bøttger for 225.000 kr. Slottet har siden været udlejet til pensionat.

Litt.: Povl Hansen og Rasmus P. Nielsen. Dragsholm, dets Mænd og deres Historie. 1927. Odsherred. 1932. 17–29. Chr. Axel Jensen i DSlHerreg. 1944. Det skønne Odsherred. 1947. 11–18.

På Dragsholm fødtes o. 1534 Erik Hardenberg, 1702 grønlandsfareren J. S. Fleischer, 1764 overpræsident Frederik baron Adeler.

Selve voldstedet, der rager højt op over de omgivende marker og enge, ligger godt beskyttet af sø og sump til tre sider, således at adgangen nu som før må ske fra en og samme side, fra n. Voldstedet, hvis rektangulære form er tilstræbt gennem en udmærket udnyttelse af terrænets muligheder, er omgivet af grave med stejle gravskråninger, der endnu er bev. mod n. og v. En sådan sammenblanding af højborg og vandborg kan med ret stor sandsynlighed henføres til midten af middelalderen, til 1200t. og 1300t., og denne antagelse bekræftes yderligere af murene, idet disse, trods ødelæggelser, genrejsninger og ombygninger, stadig rummer dele, som med sikkerhed kan henføres til romansk tid. – Den ældste del af den nuv. trefløjede, hvidkalkede slotsbygn. er den svære mur, der danner den østl. del af s.fløjens yderside og den dertil stødende ø.fløj. Disse dele af bygningen er opf. i røde munkesten i munkeskifte på en sokkel af granitkvadre og udgør resterne af et tofløjet vinkelhus. Det har været en imponerende bygning, nærmest at betragte som et romansk palatium. Den har haft de middelald. borgpaladsers typiske indretning med små nytterum i nederste stokværk og derover en mægtig festsal, som har bestået af en sammenbygning af den nuv. 1. og 2. etage. Salens dimensioner kan delvis fastslås på grundlag af de tildækkede vinduer, hvoraf spor endnu ses i muren, som har været anbragt i grupper tre og tre, det midterste lidt større og bredere end sidevinduerne. Disse vinduer er kun en ubetydelighed mindre end de tilsvarende i Roskilde domkirkes koromgang, med hvilke de har en udpræget lighed såvel i form som opbygning. Vinduerne i domkirken henføres til o. 1215, og D. palatiet er næppe meget yngre. – Den opr. vinkelbygning blev middelalderen igennem bestandig udvidet og forstærket under udnyttelse af dens strategisk gunstige beliggenhed. N.siden, hvorfra adgangen fandt sted, blev i middelalderen dækket af en fløj, hvis ydermur, som endnu står, overalt har en tykkelse af 2,5 m, og som øverst er udstyret med en vægtergang. Også over den romanske sydfaçade blev der indrettet en lignende vægtergang, og mod v., hvor nu kun en spærremur er tilbage, blev der opf. en fløj med et fremspringende porttårn. Over borgens nø. hjørne har der i den sidste del af middelalderen knejset et svært tårn, som nu helt er forsv. og som i de øverste hjørner har haft små hængetårne. – Til støtte for den viden, som de arkæologiske undersøgelser giver om de bevarede mure, findes et par fortræffelige tegninger fra tiden omkr. 1650. Disse prospekter fremstiller D. efter de middelald. ombygninger med tårne, spir og takkede trappegavle. O. 1640 var D. imidlertid kommet i stærkt forfald, store dele truede med at styrte sammen, således det romanske palatiums ø.fløj, som blev rest. under ledelse af Hans Steenwinkel. Indtil Fr. Chr. Adeler 1727 blev ejer af D., var dette den eneste grundigere restaurering, der blev foretaget. Adeler havde midlerne til godsets genrejsning, og det blev ham, der kom til at give D. dets nuv. præg af et herresæde efter samtidens smag. Hele den gl. vestre fløj med porthuset blev nedrevet og erstattet med en høj portmur, og de vestl. dele af nordre og søndre længe ændredes, så de kom til at virke lave i forhold til det dominerende ø.parti. Udadtil lukkedes en åbning i nø.hjørnet, hvor et stort tårn havde stået, og her bagved kom hovedtrappen til at ligge. Ved denne ombygning bevarede man imidlertid alle uregelmæssigheder i murene fra tidl. tider, således også palatiets hjørnepiller og en fra Claus Daas tid stammende karnap. Inde i gården forsvandt Claus Daas trappetårn, og vinduerne ordnedes mere symmetrisk. En frontispice med urværk midt over hovedfaçaden og gavlkvistene på sidefløjene understreger kompositionens regelbundethed, men hovedindgangens anbringelse i det nordøstl. hjørne og små afvigelser i udformningen af vinduerne inde i gården røber, at man står over for en tilpasning af ældre murværk. Adeler kunne med rette anbringe sit og sin hustrus navnetræk tillige med byggeåret 1697 i jernankre under gesimsen. – 1731 genindrettedes en slotskirke, et enkelt udstyret kirkerum i n.fløjen. Et ældre kapel var blevet nedlagt efter bispetiden. Udvendig er der siden 1697 kun foretaget ganske enkelte forandringer. Over indkørselsporten er indsat en mindesten til erindring om oprettelsen af friherreskabet sa.m. den første besidders og dennes hustrus våbenskjolde, og selve portmuren har fået tilføjet et brystværn med små tinder. I lighed hermed er Claus Daas karnaptårn, hvorfra en altantrappe nu fører ned til parken, blevet forhøjet med en tilsvarende tindekrans. – Haven er nu omformet i eng. stil, men den har dog bevaret sine retlinede yderkanter fra baroktiden. – I det indre blev der foretaget en omfattende istandsættelse 1918 ved arkt. Emil Jørgensen. Ligeledes omkr. 1940, da slottet indrettedes til herregårdspension.

På Rødegård opf. af ridefoged, sen. birkedommer Christen Pedersen Poder, boede under svenskekrigen fyrst Emanuel af Anhalt. 1659 blev han fanget på gården ved et kup udført af samsinger under kaptejn Robberts kommando.

I Ris lå før en hovedgd., af hvilken der endnu i 1700t. fandtes ruiner. Den tilhørte 1324–41 Stig Pedersen (Hak). Sønnen hr. Niels Stigsen havde den 1355–74. Hans arvinger Johannes Genwæther og hr. Ludvig Andersen afhændede Ris til biskop Niels i Roskilde, som 1384 skænkede den til bispestolen. – Om fru Inger til Ris se ovf. s. 568.

Hr. Jakob Absalonsen (Ulfeldt) af Veddinge nævnes 1323–36, hans søn Peder Jakobsen af V. 1354, men dennes broder, biskop Niels i Roskilde gav 1384 V. til bispestolen. – Ved Veddinge huslodder ml. strandbakkerne skal der på en lille højning midt i en sænkning være fundet mursten, efter sagnet fra en borg, herregård el. svenskeskanse.

Vindekilde bestod 1790 kun af et hus med lidt jord samt nogle jordløse huse.

I præstegårdens have findes kælderfundamenter af kampesten. Småfund i forbindelse hermed har renæssancekarakter.

Skove: Grupperet omkr. Vejrhøj ligger en samling småskove, der tilhører Vejrhøjgd.: Stubberup skov (længst mod n.), Kolås (vestligst), Vejrhøj skov, Brydebjerg skov, hvori mærkes en mindestøtte for Georg Fr. Otto lensbaron Zytphen-Adeler, samt Terkelshøj. Det samlede bevoksede areal er 70 ha., heraf er over halvdelen bevokset med bøg. Terrænet er meget bakket. I Kolås bemærkes en stor gl. bøg. De omtalte skove har alle tidl. hørt under Dragsholm. Hertil hører imidlertid nu kun Fruerlund (29 ha), umiddelbart ø.f. Dragsholm. Ved Nekselø bugt ligger Enghave skov (10 ha), (en lille del i Vallekilde so.), der ejes af Statens Jordlovsudvalg. Mod n. Kårup skov og Næsskov (i alt 144 ha). I den førstnævnte er terrænet meget bakket, ude ved kysten forekommer stejle skrænter, Knarbo klint. I den østl. del nås betydelige højder, således Lerbjerg 83 m og Orhøj 90 m. I Næsskov er terrænet derimod lavt og fladt. En stor del af skovene er bevokset med skovfyr, hvidgran og bjergfyr.

Fredede oldtidsminder: En langdysse, 3 dyssekamre, 45 høje, en stenkreds og bautastenen Høje Sten ved Næsgd. Bl. højene, der næsten alle findes på det bakkedrag, der opfylder den nordl. og vestl. del af so., skal fremhæves Vejrhøj (J. P. Jensen i AarbHolbæk. 1925. 5–7), Sjællands højest beliggende og en af dets største høje, samt Brændeshøj nø.f. Veddinge. – Sløjfet el. ødelagt: 3 ubest. dysser, 125 høje og en formentlig bautasten, Skipper Jens, ved Stubberup. Adsk. af højene har givet fund fra ældre og yngre bronzealder. Værs bakke sv.f. Dragsholm gav således 2 hellekister og en enkeltgrav fra yngre stenalder, 2 grave fra ældre og een fra yngre bronzealder, og en høj i Kårup skov indeholdt 5 gravfund fra yngre bronzealder, bl.a. en smuk husurne. – Bopladser fra ertebøllekulturen kendes fra Ordrup Næs (C. J. Becker i Det skønne Odsherred. 1944. 23–26), Bøgelundsbakken ved Dragsholm og Flintholm i Lammefjorden; den første har været beboet langt ned i yngre stenalder. Ved Veddinge en boplads fra dyssetid. – En del af oldsagerne fra so. er anbragt i et lille museum i Fårevejle (Odsherred. 1935. 21–23).

På Veddinge mark har været en hellig kilde, Korskilden, med kildeblok (Schmidt. DH. 118).

Byerne Stubberup, Ordrup og Kårup hørte i ældre tid til Vallekilde so., men søgte den nærmere liggende Fårevejle kirke og svarede præsten her småredselstiende; dette forhold blev fastsat ved kongebrev af 13/10 1580, men 6/11 1621 omtales byerne som hørende til Fårevejle so.

Forsvunden landsby: Tommerup (o. 1370 Tummorp).

I Fårevejle stationsby mindesmærke for G. F. O. lensbaron Zytphen-Adeler, rejst 1928, udf. af Rs. Andersen (Holbæk Amts Venstreblad 21/11 1953). – Mindesten over stænderdeputeret, sognefoged Hendrik Larsen, Veddinge, † 1870. – Befrielsessten 1945 i anlægget.

I Kårup fødtes 1796 ovenn. Hendrik Larsen.

Litt.: Det skønne Odsherred. 1945. 19–23; 1946. 39–43, 44–45; 1947. 31–34.