Skærum sogn

(Åsted-S. kom.) omgives af Åsted, Gerum, Lendum, Hørmested og Tolne so. Mod ø. danner den dybt nedskårne og slyngede Skærum å skel til Åsted, og her i ådalen er stedet, hvor den geologisk berømte Skærumhedeboring foregik 1905. Det gennemgående stærkt bakkede terræn, der når højder på indtil 87 m, skyldes ophobninger langs en isrand, der fra Tolne bakker strakte sig mod s. gennem Skærum og Lendum so. Til de mest afvekslende partier hører de smukke Katsig bakker med Skt. Jørgens kilde, hvor der er indrettet mødeplads, og som søges af mange mennesker (jf. ndf.). Plantet skov findes mange steder, især på skrænterne, fx. i Skærum Nørrehede.

Areal i alt 1955: 1887 ha. Befolkning 1/10 1955: 597 indb. fordelt på 154 husstande (1801: 288, 1850: 335, 1901: 599, 1930: 640).

I so. ligger Ø. Skærum (1394 Schyrn, *1461 Skierum; u. 1799) m. kirke; V. Skærum (1662 Vester Scherum; u. 1799) m. skole (opf. 1901), forsamlingshus (»Borgernes Hus«) og fællesmejeri (opf. 1903); Trøgdrup (* 1478 Trøgdrup) m. skole. – Gårde: Hovedgd. Eget (*1478 Eeget), udstykket; Dybro (1567 Dybro) (6,2 tdr. hartk., 113 ha, hvoraf 2 skov; ejdsk. 242, grv. 116); Sludstrup (*1478 Slustrup); Ø. og V. Halden; Bondgård (1610 Bundgrdenn); Svirkær (1610 Siurckierd); Ørnhøj (1662 Ørnhøj); Albæk (1662 Albech); Studsbjerg (1610 Studtzbiere); Lundegd. (tidl. Spendelund, 1662 Spennde Lund); Vonsbæk (Vognsbæk, 1662 Vogens Bech); Skudsig (1610 Schudtzsiegh); Stokholm (1662 Stochholm).

Skærum so., der sa. m. Åsted so. udgør én sognekom. og ét pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Skagen landsogn. So. udgør 5. udskrivningskr., 479. lægd og har sessionssted i Frederikshavn.

Den lille kirke, fordum viet til Skt. Jørgen, der ligger lavt ved byen i nærheden af åen, på en kgd., der hegnes af gl. kampestensdiger, består af skib, kor og våbenhus mod s. Den ældste s. 166 del, skib og kor, er opf. af tilhugne kvadersten på skråkantsokkel. Kvadrene er delvis omsat, hertil hentyder mul. årst. i murankre 1790 på korgavlen. Adgangen er gennem den firkantede s.dør; den tilsvarende n.dør, der nu er tilmuret, kan spores ud- og indvendig. Ingen spor af opr. vinduer; de nuv. sidder formentlig på de opr.s plads, om end udvidet m. karme af tegl. Våbenhuset er opf. 1884 (arkt. Fr. Uldall) i st.f. et ældre. Altertavlen er et ældre maleri, Hyrdernes tilbedelse, mul. fra slutn. af 1600t., i nyere ramme; den gl. kat. skabaltertavle, tidl. i Ålborg Museum, er 1939 overført til Vendsyssels hist. Museum i Hjørring. Romansk granitfont. Nyere prædikestol; en ældre fra 1585 m. bibelske relieffer er 1913 overført til Nationalmuseet. Kirkens gl. sengotiske korbuekrucifiks, rest. 1954, hænger nu på n.væggen. Rester af stolestader fra 1500t.s slutn. er opstillet som panel ved degnestolen og prædikestolsopgangen. Brudstykker af bruskbarokt inventar af uvis oprindelse er bl.a. anvendt ved knæfaldsskranken. Nyt orgel 1954. På kgd. findes en del romanske gravsten og fire romanske granitkors. Nø.f. kirken er opstillet en ny klokkestabel 1950, arkt. E. Packness.

Eget (også skrevet Jeget) har været en af de mindste herregde i Vendsyssel; den tilhørte 1478 Mads Svendsen Orne (Orning) († senest 1482), der havde arvet den efter sine forfædre, som før ham havde haft hævd på den i over 100 år. Hans søn Svend Madsen Orning († tidligst 1556) skrev sig til E. 1500–53. Siden kom gden til hans søn Søren Svendsen Orning († før 1556?), g. m. Ellen Vilsdatter Galskyt († tidligst 1587), som 1567 skrev sig til E. Deres søn Vil Sørensen Orning ejede gden, hvor han døde 1602 (jf. Personalhist T. 2. R. IV. 252), derefter dennes søn Søren Orning, efter hvis død – senest 1658 – enken Sofie Jensdatter Orning († 1673) optræder som ejerinde. Sønnen Vil Orning († 1694) skrev sig dog allr. 1650 til E. og afkøbte 1680 broderen Christoffer Orning, der 1662–63 skrev sig til E., den halvdel af E., denne havde arvet efter forældrene, men solgte 1689 gden (24 tdr. glt. hartk.) (i 1688-matriklen 12,10 tdr. hartk. med 99,9 tdr. land under plov) for 570 rdl. til sognepræst i Vrå hr. Laurids Nielsen Dall († 1694), som 1691 videresolgte den til sognepræsten i Flade mag. Jens Olufsen Vang († 1731) el. mul. dennes ægtefælle Anna Pedersdatter Hemmet, efter hvis død 1716 hendes arvinger s.å. solgte den (18 5/8 tdr. hartk.) til mag. Christoffer Mumme, sgpr. i Åsted og Skærum, sen. biskop i Ålborg. Denne afstod E. (m. 44 1/8 tdr. hartk. gods) til Peder Bloch Eilersen Stampe († 1767), som 1755 videresolgte gden (m. 34 1/8 tdr. hartk. gods) til Anders Christensen Brønnum til Hørbylund († 1774). Fra ham overgik E. 1758 til svogeren, forp. Jens Jensen Todberg, der 1765 solgte den (18 1/2 tdr. hartk.) m. 19 1/2 tdr. hartk. fæstegods for 4100 rdl. til Johs. Andersen Gleerup († 1815), som videresolgte den 1774 for 4050 rdl. til Laurids Egeriis, der 1783 (skøde n.å.) på auktion lod den overgå til Mathias Bering († 1817) som højestbydende for 3150 rdl. På auktion efter ham købtes E. 1818 for 4750 rbdl. n.v. af fuldmægtig Jørgen Christensens († 1804) enke Christine Ilum Klitgaard, der 1823 solgte gden for 2700 rbdl. til »herregårdsslagteren«, godsejer Arent Hassel Rasmussen, der fortsatte det af Bering påbegyndte bortsalg af fæstegodset og udparcellerede hovedgdsjorderne (kgl. bev. af 1827). På tvangsauktion 1830 kom E. (11 1/2 tdr. hartk.) for 1100 rbdl. sedler til enkeprovstinde Sophie Cathrine Fibiger, f. Worm († 1859), der siden (skøde 1831) ved transport overdrog sin ret til kammerjunker, amtsforv. Ludvig Chr. Brinck-Seidelin, Hjørring († 1865). Han solgte 1838 E. for 8000 rbdl. sølv til propr. Fr. Ferdinand Meilbye, som videresolgte gden 1842 for 19.000 rbdl. til propr. Peter Andreas Qvistgaard († 1882). Hans fallitbo skødede den 1871 for 56.000 rdl. til forp. Johan Charles Hasselbalch, Vestergård (Hellum so.), der 1882 afhændede gden for 200.000 kr. til fabr. Wilhelm Reichert, Stockholm. Allr. n.å. kom den dog for 175.000 kr. til svenskeren patron H. Lenschau. 1886 overdroges gden ved tvangsauktion for 61.000 kr. til godsejer Barfred Pedersen, Rådegård, der transporterede den til propr. Hans Chr. Poulsen for 62.000 kr.; han solgte gden (14 3/4 tdr. hartk.) til propr. Fr. Nielsen, Albertinesminde, der 1913 videresolgte den for 135.000 kr. til godsejer Niels Mellergaard, Vrejlevkloster, til udstykning. Sen. havde hovedparcellen (9 1/4 tdr. hartk.) skiftende ejere: P. Højbjerre, dyrlæge Therkild Peter Therkildsen, Brønderslev, Brønderslev Bank og propr. Monrad. Sidstnævnte frasolgte 1920–21 jord til 13 statshusmandsbrug (à 7–8 ha) og en tillægsparcel (27,5 ha) til en nabogård, men beholdt selv en hovedparcel (30 ha). Nuv. ejer V. Christensen. – 1662 bestod borgegden af et hus, »mesten forfalden«; på ladegden var tre små huse. 1760 bestod borgegden – efter Pont.Atlas. V. 1769. 346 – af 3 teglhængte længer af mur- og bindingsværk, ladegden ligeledes af 3 længer m. stråtag. F. F. Meilbye opførte o. 1840 nyt stuehus, Hans Chr. Poulsen 1897 en ny hovedbygn. Efter udstykningen 1920–21 er en del af avlsbygn. nedrevet.

Litt.: Anton Gaardboe. Bidrag til Skærum Sogns Hist. og Topografi. 1902. 11–24. DLandbr. VII. 1935. 223 f.

Sludstrup var i første halvdel af 1600t. to fæstegde, hvoraf Niels Enevoldsen Harbou († 1675) 1658 ejede den ene. 1661–62 omtales S. som en hovedgd. (16 1/4 tdr. hartk.), hvorpå ovenn. ejer boede (men der fandtes kun »bondehuse« på den 1662). Kort efter solgte Harbou sit gods i Vendsyssel, og gden fik to fæstere, således allr. 1664, og deltes i to gde, indtil de 1857 samledes igen til én gd. 1892 arvede propr. Niels Larssen S. efter sine forældre; han solgte 1916 gden til brødrene H., P. og C. C. Calundan; sidstn. var eneejer fra 1929 og afstod n.å. jord til to mindre gde (à 19,3 ha) samt 1934 9,5 ha tillægsjord til en gd. og 10–11 ha til to statshusmandsbrug.

Litt.: Anton Gaardboe. Bidrag til Skærum Sogns Hist. og Topografi. 1902. 24 f. Vendsyssel Folk og Land. II. 1910. 182 f. DLandbr. VII. 1935. 222 f.

I Trøgdrup boede Christoffer Orning († 1694) 1680 ff. på en gd. (6 3/4 tdr. hartk.), som tidl. havde været 2 bol. Gden solgte han 1692 til sognepræsten i Flade Jens Olufsen Vang († 1731). Hans broder Vil Orning boede 1690 og 1692 i T., og dennes enke Else Ovesdatter Lunov derefter i et hus sst., som hun 1697 solgte til Otto Arenfeldt († 1720).

Litt.: Anton Gaardboe. Bidrag til Skærum Sogns Hist. og Topografi. 1902. 26 f.

Skærum Bondgård var ophørt at være selveje før 1525, jf. C. Klitgaard i AarbVends. XVIII. 1949–50. 46f.

Skove: Sognet er skovfattigt. Flere gårde har mindre plantagetilliggender. I det nordøstl. hjørne et lidt større samlet plantageareal på den stærkt kuperede Skærum Nørrehede. Et parti heraf på ca. 25 ha hører til gården Skærumhede, mens en anden del, ca. 24 ha, der tilhører Åsted-Skærum kommune, tjener som lystskov. Her findes en hellig kilde (se ndf.).

Fredede oldtidsminder: Ved Eget et dyssekammer uden dæksten. 12 høje, hvoraf en gruppe på 4 ved Dybro og to ved Trøgdrup er anselige. – Sløjfet: 35 høje. Ved Skudsig har der været flere stensatte grave fra ældre romersk jernalder.

Bavnen stod 1638 på Bålhøj (AarbVends. XX. 1953–54. 287).

På Studsbjerg s.f. Katsig på gden Ø. Haldens mark ligger en hellig kilde, Skt. Jørgens kilde, som har været meget besøgt også i nyere tid sankthansaften (JySaml. 4. rk. I. 1911–14. 86), og hvis regnskabsbog er bevaret. 1638 nævnes, at der ved den henstår »mange potter, kopper oc andre smaae trækar«. (Schmidt. DH. 130. AarbVends. 1926. 220f.).

Nær ved kilden er 1921 rejst en genforeningssten, 1945 en befrielsessten.

Litt.: Anton Gaardboe. Bidrag til Skærum Sogns Hist. og Topografi. 1902.