Sandholts Lyndelse sogn

(V. Hæsinge-S. L. kom.) omgives af Hillerslev, Ø. Hæsinge, V. Hæsinge og Sdr. Broby so. Mens den sydøstl. del rummer en række jævne bakker, der i Prædikestolen når 67,3 m, ligger resten af so. noget lavere og er nærmest småkuperet. Sv.f. Sandholts Lyndelse, hvor Bavnehøj når 50 m, er jorderne overvejende sandede, og det sa. gælder partierne omkr. Odense å, der danner skel til Hillerslev. So.s skove er Bøgebjerg skov, Haveskov, Kalvehave, Øgårdshave og Hovedskov. Ved Sandholts Lyndelse ligger Ellemose. Ved det sydøstl. so.skel går landevejen Fåborg-Sallinge-Odense.

Areal i alt 1950: 1034 ha. Befolkning 7/11 1950: 387 indb. fordelt på 98 husstande. (1801: 287, 1850: 391, 1901: 401, 1930: 422).

I sognet byerne: Sandholts Lyndelse (1438 Lunløzæ; u. 1796) m. kirke, skole (opf. 1923) m. sognebibl. (opret. 1923, 1800 bd.), forsamlingshus (opf. 1907) og stadion (anl. 1952); sø. herfor mejeri (»Sinai«, opret. 1887, omb. 1912 og 1953). – Saml. af gde og hse: Sandholts Lyndelse Mark. – Gårde: hovedgd. Sandholt (*1423 Santholte, 1441 Sandolt), tidl. stamhus (60 tdr. hartk. (heraf under hovedgd. 55,3), 356 ha, heraf 82 skov; ejdsk. 828, grv. 513) m. vandml.; Lindegd.; Åskovgd.; Martedal.

S. L. so., der sa.m. V. Hæsinge so. udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som V. Skerninge so. So. udgør 3. udskrivningskr., 18. lægd og har sessionssted i Fåborg.

Den hvidkalkede kirke er en langhusbygn. m. tårn i v. og våbenhus mod s. Af de ældste partier står tårnet og den vestl. halvdel af skibets ndr. sidemur, samt vistnok også indersiden af sdr. sidemur, opf. i gotisk tid af munkesten; i tårnets mellemstokv. ses skiftegangen at være polsk. Bag et moderne materialeskur ud for skibets v.fag ses en smal kvindedør, udvendig dobbeltfalset i spidsbuet spejl, indvendig fladbuet, nu tilmuret i indre murflugt. Over tårnets krydshvælvede rum, der åbner sig mod skibet m. en spidsbuet arkade, ses i mellemstokværkets ø.mur en spidsbuet dobbeltarkade m. midtpille i kirkens akse. Denne dobbeltarkade, der mulig skulle tjene som aflastningsbue, og som svarer til opbygningen af tårnet i Gamtofte (se s. 469), må være beregnet på en anden tagrejsning i skibet, hvis nuv. spær delvis overskærer arkadens buer. – På skibets n.side ud for det opr. ø.hjørne er en sen. opf. svær, skråtstillet stræbepille. – I renæssancetiden, vistnok 1576, er skibet forlænget m. 2 fag mod ø„ hvorefter langhuset dækkedes m. ottedelte hvælvinger: Forlængelsen er opf. af munkesten i s. 792 krydsskifte. I ø.gavlen, der har svungne renæssancekamme, er indmuret en sandstenstavle m. Rud’ernes og Rosensparre’rnes våben (Corfitz Rud, Birgitte Rosensparre). Mens tårnets ø.gavl er gotisk m. kamtakker og dobbeltblændinger, har v.gavlen renæssancepræget blændingsdek. m. pilastre og buer under kamtakker, hidrørende fra en ombygn.; på s.siden ses i murankre C T–B R (Corfitz Trolle, Birgitte Rantzau) 1669. – Våbenhuset på s.siden er delvis samtidig m. tårnet; gavlen m. kamtakker er helt ombygget 1929 (arkt. K. Lehn Petersen).

Alterbordspanel m. arkader fra slutn. af 1500t. Altertavle, maleri: Kristus og synderinden, sign. H. Olrik 1868. Lille, nederl. altertavle m. alabastrelieffer, o. 1575, rest. 1939, på korets n.væg (Beckett. Renæss. og Kunstens Hist. 176). Røgelsekar i Nationalmus. Romansk granitfont m. bølgeranke (Mackeprang. D. 125); to dåbsfade, det ene meget stort og dybt m. årst. 1611, Oluf Rosensparres og fru Elisabeth Gyldenstiernes våben og Corfitz Ruds og Birgitte Rosensparres navne, det andet ganske lille, nederl., o. 1625. Krucifiks fra 1600t., på n.væggen. Prædikestol 1575 i ungrenæssance, opr. anbragt som lektoriestol foran korbuen, m. relieffer af korsfæstelsen og evangelisterne samt Erik Ruds og Anne Hardenbergs fædrene og mødrene våben; lektoriepanelet, m. relieffer af dyderne, er anv. til præste- og degnestol, i korets ø.hjørner. Gavle fra herskabsstole m. årst. 1576 og sa. våben som prædikestolen. Lille jernbundet pengeblok fra beg. af 1600t. Lysekrone, skænket 1787 af Hans Nobel Nøragger. To klokker, støbt 1639 af Balthasar Melchior og 1858 af M. P. Allerup. – Under koret muret begravelse for Sandholts ejere (bl.a. Corfitz Rud, † 1630).

Sandholt har mul. opr. været krongods ligesom Arreskov, men blev i hvert fald siden en adelig hovedgd., der tidligst nævnes 1423 og 1429, da en fru Kirstine skrev sig af S.; hun var mul. g.m. hr. Timme Krummedige (el. Wittekop) († senest 1453), der 1434–41 nævnes til S., og som må have ejet gden sa.m. broderen Henneke Krummedige (el. Wittekop), som 1434 skrev sig til S. Hr. Timmes søn hr. Johan Wittekop († tidligst 1493) ejede siden S. el. rettere en del deraf og skrev sig 1453–93 til S., som rigshofmesteren hr. Poul Laxmand afkøbte ham »med stort bedrag«. Også hr. Bent Bille til Søholm og Egede († 1494) ejede en del af S., som han formentlig havde erhvervet gennem sin ægtefælle Ermegaard Frille († 1504), en datter af hr. Eggert Christiernsen Frille († 1470), som havde skrevet sig til S. og vistnok havde fået sin lod deri gennem sin moder Ermegaard Eggertsdatter († senest 1460) af den i Krummedigerne indgiftede slægt Altena. Efter Poul Laxmands død 1502 inddroges hans godser under kronen, og kong Hans skænkede da sin part i S. til ovenn. Bent Billes søn Torben, der nu blev gdens enebesidder. Torben Bille var g.m. Edel Jernskjæg (jf. s. 780). Deres datter Edele Bille ægtede 1516 sen. rigsråd Jakob Hardenberg til Hvedholm. Da hun døde 1527 og deres eneste barn kort efter, blev han derefter ejer af S. og Arreskov, som hans enke (af 2. ægteskab) Sophie Pedersdatter Lykke efter hans død 1542 en tid sad inde med, men siden skiftede ml. deres tre døtre, hvorved datteren Anne Rud († 1575) fik S., som hun ved ægteskab bragte til rigsråden Erik Rud til Fuglsang og Møgelkær. Efter hans død 1577 ejedes hans godser først af børnene i fællesskab, men ved skiftet sen. kom gden til sønnen Knud Rud, der 1607 ægtede fru Ellen Marsvin († 1649); i hans tid brændte S. 1590, men genopførtes i udvidet skikkelse (se ndf.). Hans enke måtte efter langvarige stridigheder, skønt Knud Rud opr. havde afstået S. til hende mod andet gods, tilbagelevere gden til sin mands broder Corfitz Rud og desuden if. herredagsdom 1623 betale 2000 rdl., fordi hun havde ladet nedtage kobber og bly af tagene og fjernet de 50 forgyldte fløje og spir på gdens bygninger samt havde forhugget skovene. Corfitz Rud døde 1630 på S. efter kort forinden at have mistet sin eneste, da 19-årige søn Otte Rud, hvis moder Birgitte Olufsdatter Rosensparre til V. Vallø derefter besad godset til sin død 1645. Arvinger var derefter hendes tre døtre m. deres børn: Mette Rud († 1632) g.m. rigsråden hr. Niels Trolle til Trolleholm (nu Holsteinsborg) († 1667), Lisbet Rud († 1649) g.m. hr. Niels Krabbe til Skellinge og Bæltebjerg († 1663) og Birgitte Rud († 1645) g.m. rigsråden hr. Chr. Skeel til Fussingø († 1659). Først besad arvingerne i fællesskab S., men siden udkøbte Niels Trolle de øvr. til fordel for sønnen, sen. geheimeråd Corfitz Trolle. Denne pantsatte S. til forsk., bl.a. kancelliråd Conrad Hesse til Trudsholm, der som største panthaver efter ejerens død 1684 fik S. tilkendt; han gav 1695 den dav. forp. oberst Jakob de Bruin († 1722) forkøbsret til godset, som denne derefter 1705 ved Hesses død erhvervede af hans enke Anna Catharina Lente († 1715). Også den nye ejer voksede gælden over hovedet, hvorfor S. ved en højesteretsdom 1718 tilkendtes Kbh.s universitet, som dog snart solgte S. og den af Bruin oprettede Sollerup (se s. 783) (skøde 1723) til etatsråd Hans Nobel; denne oprettede 31/10 1725 (kgl. konfirmation 8/2 1726) af s. 793 disse to gde med tilliggende bøndergods og skove samt Sandholts Lyndelse konge- og kirketiende, i alt ca. 400 tdr. hartk., et stamhus. Ved hans død 1732 på S. gik dette over til hans enke (af 4. ægteskab) Dorothea Hansdatter († 1740), under hvem det kom i økonomiske vanskeligheder, der vedvarede under næste besidder, hendes stedsøn Hans Nobel († 1752 på S.). De flg. besiddere var hans søn Hans Nobel (»den gale herremand« el. »junker Nobel«), der døde ugift 1755 på S., og dennes søster Martha Nobel (g.m. kancelliråd Chr. Nøragger († 1766 på S.)); hun bragte godset på fode. Ved hendes død 1782 på S. tiltrådte sønnen justitsråd Hans Nobel Nøragger stamhuset; han døde ugift allr. 1789 på S., hvorefter broderen oberstløjtn. Christopher Nicolaj Nobel Nøragger overtog besiddelsen og fortsatte en af broderen påbeg. rest. af S. (se ndf.), ligesom udskiftning og udflytning af bøndergdene fremmedes. Efter hans død på S. 1807 blev hans søn, sen. kmh. og hofjægerm. Hans Nobel Nøragger stamhusets besidder helt frem til sin død 1866 på S. Da dennes eneste søn var død som barn, og hans datter Nicoline Martha Nobel Nøragger, g.m. jægerm. Joachim Ulrich v. Sperling († 1876 på S.), var død på S. 1844, kom stamhuset nu til datterdatteren den 22-årige Nicoline Martha Nobel v. Sperling, som derefter besad det til sin død 1917. Hun var ugift, og stamhuset tilfaldt derefter en fjern slægtning i en sidelinie fuldmægtig, sen. kontorchef i finansministeriet Axel Lund. I hans tid overgik stamhuset 1923 til fri ejendom. Det bestod da af ca. 131 tdr. hartk. af alle slags, hvoraf fri jord ca. 89 tdr., skov ca. 18 tdr., bøndergods 24 tdr.; i bankaktier 5600 kr. og i fideikommiskapitaler ca. 680.000 kr. Det samlede skovareal var ca. 380 tdr. land. Ved afløsningen betaltes 409.858 kr. til staten, mens der til successorerne hensattes 634.174 kr. Foruden fra Sollerup (s.d.) stilledes der ca. 100 ha jord til rådighed for staten fra S.; de udstykkedes i 6 selvstændige brug og 21 tillægsparceller. Stamhusbesidder Lund solgte 1939 S. til godsejer E. M. Clausen, der også ejede Hvedholm, for 820.000 kr.; han frasolgte Sollerup med noget skov og solgte 1946 S. til J. H. Kirketerp-Møller for 1 mill. kr. Hovedbygn. er fra 1942 udlejet til staten som civilforsvarskommando. – Godsarkiv i LAF.

Litt.: William Norvin i DSlHerreg. III. 1943. 158–68. DLandbr. III. 1930. 283–86. S. Jørgensen (Kistrup). Hist. Oplysninger med Sandholts Fortid som Udgangspunkt, i SvendbAmt. 1911. 1–40. Nicoline M. Nobel Sperling. Sandholt efter 1719, smst. 1911. 41–61. P. B. Grandjean. Nobelske Slægtebøger. 1913. 38–43.

S. er opf. på pæle og slyngværk på et skævt firkantet voldsted, der i sin endelige skikkelse var omgivet af nu tildels opfyldte grave og af volde, der delvis er bev. mod ø. Hovedbygn. består af fire skævt sammenstødende fløje af røde mursten. S.s ældste partier er fundet i det sdr. hus’s østl. ende; ved udgravning her fandtes rester af en senmiddelald. bygn., opf. af rå kamp og mursten i munkeskifte, mul. stammende fra Torben Billes tid. Ved den østre ende af dette stenhus rejste Jacob Hardenberg ø.fløjen, porthuset; de nederste partier af dette hus stammer fra hans tid, huset er opf. af munkesten i munkeskifte på et fundament af rå kamp, det har toskibet kælder, og krydsribbehvælvingerne er båret af firkantede piller. Efter en brand 1590 blev S. genopf. af Knud Rud. Det gl. sdr. hus blev nedrevet og erstattet af et nyt i to stokv., det østre hus forhøjedes m. et stokv. og fik dermed tre stokv.; ved de udvendige hjørner opførtes to ottekantede tårne, og formentlig byggedes samtidig de to andre fløje, n. og v.fløjen, begge i to stokv.; den nordl. har todelt hvælvet kælder, og i nordvestre og sydvestre hjørne opførtes to ottekantede tårne. Ndr. og vestre hus havde opr. selvstændige gavle mod v. Husene havde store vinduer, forsynet m. kurvehanksbuer, og de var prydet m. kviste og fløje m. forgyldte spir, efter sigende 50, som dog alle blev nedtaget af Ellen Marsvin. Hans Nobel Nøragger lod if. en indskrifttavle på ø.fløjen denne reparere og nyopbygge; på façaden er nu et fremspringende midtparti, foroven afsluttet m. en frontispice, hvorigennem der fører en dobbeltport, ved sa. lejlighed fjernedes de to tårne på v.siden. I det sydøstl. tårn findes to stentavler, på den ene står: »Ved reparationen 1788 fandtes et reparationstal og våben af Corfits Rud og Birgitte Rosensparre og årst. 1634«, på den anden: »Ved Justitsråd Nøraggers død 1789 manglede n. og v. fløj, som 1791 blev opbygget af C. N. Nobel Nøragger og frue«. Den store sal i ø.fløjen over porten og et tilstødende tårnværelse er dek. af Chrf. Nøragger. Borggården er skilt fra ladegården ved en grav, hvorover der fører en bred stenbro. Den østl. af bindingsværksladerne er opf. 1770, den sydl. 1803.

Tæt SØ. f. Sandholt har ligget et nu ødelagt Voldsted, Løvborg, som paa de tre Sider var begrænset af Sø, paa den fjerde af en Grav.

Skove: Til Sandholt gods 82 ha skov, hvoraf bøg 49 ha, eg 3 ha, andet løvtræ 6 ha og nåletræ 13 ha, fordelt på bl.a. flg. småskove: Haveskov (11 ha), Hovedskov (13 ha), Øgårdshave (9 ha), Bøgebjerg skov (24 ha), Kalvehave (7 ha), Lindhusskov (2 ha), Møllemoseholm (3 ha), Langebjerg (1 ha) og Skovholme (2 ha), der alle står på bølget-bakket terræn. I Sandholts have og Haveskov findes en del ret anselige træer, bl.a. en platan, to store aske og nogle smukke bøge.

På Sandholts Bøgebjergsmark ø.f. herregården har ligget et hus Bagerhus, jf. 1682 Bager Huus Høy. 1682 nævnes Nye Mølle, der har ligget ved Odense å nær skellet ml. Sandholts Lyndelse, Hillerslev og Ø. Hæsinge sogne.

Der er ingen fredede oldtidsmindesmærker i so., men ved Lyndelse lå Drøfteløshøj, hvori er fundet et bronzesværd.

Til sognet regnedes indtil 1700t. også Sollerup, nu i Ø. Hæsinge so. (se s. 783).

I 1500t. var Sandholts Lyndelse hovedsognet.

På Sandholt fødtes 1573 Corfitz Rud.

Litt.: Indberetn. om sognet 1743, i ArkivMus. 2. Ser. I. 1925. 87–92.