Valløby sogn

(V.-Tårnby kom.) begrænses mod ø. af Tryggevælde å, der danner grænsen til Stevns hrd. (Strøby so.), endv. af Tårnby, Himlingøje og Herfølge so. Det gennemgående småbakkede, i ø. lidt mere storformede landskab kulminerer i Kohave Banke (28 m) og begrænses mod Tryggevælde åens dal af en stejlskrænt, der i en del af sit forløb er blevet udformet ved marin virksomhed, idet havet i stenalderen har trængt et stykke ind heri. Som overfladelag findes de marine aflejringer kun ca. 1,5 km op i ådalen, længere inde er de dækket af ferskvandsdynd og tørv; men gennem boringer har man kunnet følge dem lige til Tryggevælde, ɔ: at der dengang har strakt sig en fjord 12,5 km ind i ådalen. Bortset fra et par mindre områder med grus, fx. mellem Vallø og Valløby, består jordbunden af en leret moræne af udmærket bonitet. Til so. hører Nyhave, Vallø Dyrehave (hvori et par småsøer) samt Purlund og Præsteskov, og gennem det går de Østsjællandske jernbaner (Vallø stat.) og landevejen Køge-Fakse.

Areal i alt 1950: 979 ha. Befolkning 7/11 1950: 576 indb. fordelt på 185 husstande. (1801: 414, 1850: 489, 1901: 489, 1930: 615).

I sognet byen Valløby (*1318 Waleue, 1461 Walløby; u. 1805) m. kirke, præstegd., skole (opf. 1898), forskole (opf. 1926), sognebibl. (opret. 1869; 1285 bd. fordelt i kom.s skoler), forsamlingshus, kom.kont., ml. og telf.central. – Saml. af gde og hse: Skovrækken; Gårderækken; Vallørækken m. asyl. – Gårde: Det adelige stift Vallø m. hovedgd. Vallø (1346 Waleuæ, 1389 Walløf; i alt 441,6 tdr. hartk., 4137 ha, hvoraf 2650 skov; ejdsk. 7690, grv. 3768, hvoraf under hovedgd. 55,7 tdr. hartk., 263 ha; ejdsk. 1149, grv. 447) og Vallø Stiftsby m. alderdomshjem (Carolinestiftelsen), opret. 1869 m. 8 fribol. for afgåede funktionærer ved stiftet og funktionærenker), Arveprinsesse Carolines Asyl (opret. 1882 m. 30 pl.), bol. for stiftsforv. og -læge, kro, filial af Sparekassen for Køge og Omegn, jernbanestat. (på Østsjællandske Jernbaner), post- og telegrafeksp. – Dronning Anna Sophies Stiftelse (opret. 1729 af dronningen) yder hjælp til 80 værdige og trængende på stiftets godser.

V. so., der sa.m. Tårnby so. udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Lellinge so. So. udgør 2. udskrivningskr., 87. lægd og har sessionssted i Køge.

Kirken (viet Vor Frue), der ligger på bakkehældet mod Tryggevælde å’s dal, er en langhusbygn. med romansk midtparti, gotisk v.forlængelse og tårn samt våbenhus og bredt korparti m. sakristi fra renæssancetiden. Af den romanske kridtkvaderbygn. er kun bev. sparsomme rester, nemlig skibets langmure m. et tilmuret rundbuevindue i hver side. Ældst af de gotiske tilføjelser er v.forlængelsen af tegl, der efter den bag tårnet bev. blændingsgavl med falsede, stavværksdelte, spidsbuede højblændinger synes at være fra beg. af 1400t. Ved sa. tid er der i hele det forlængede skib indsat tre fag krydshvælv. Fra denne ombygn. spores i n. to og i s. eet spidsbuevindue over de nuv. Sen. gotiske tilføjelser, mul. de af Lyskander (Billeættens Rimkrønike. 87) omtalte byggearb., som Niels Eriksen Rosenkrantz og Birgitte Thott, Vallø, lod udføre, er våbenhuset i s. og v.tårnet, begge af tegl. Tårnrummet er indrettet til gravkapel. 1590 lod fru Birgitte Rosenkrantz til Vallø (if. indskrifttavle) opføre den anselige korbygn. af tegl, et af vore få kirkelige arkitekturmonumenter i udviklet højrenæssance, med rig, sandstensprydet, etagedelt volutgavl, hvori er indsat våbenskjolde og relieffer. Bygn., der står hvidtet undt. tårn og korgavl, har vinduer fra 1841–42 (arkt. J. H. Koch). Korgavlen er istandsat 1914. – Altertavlen er et forgyldt snitværk i storbarok fra 1682 med samtidigt nadver- og korsfæstelsesmaleri. En lille malet sengotisk fløjaltertavle fra ca. 1450 med Treenighed, apostle og Skt. Jørgen samt stifterbillede, sikkert Oluf Axelsen Thott, hænger på n.væggen. Et lille nederl. nadverrelief af alabast fra o. 1600 er i Nationalmus. Alterkalk o. 1700, Køgearb. Sengotiske malmstager. Fonten er et gotlandsk importstykke af kalksten med symbolske to-plans relieffer (Mackeprang. D. 396 ff.). Sydty. fad o. 1600 med den habsburgske ørn. Fontehimmel o. 1600. Korbuekrucifiks fra beg. af 1400t., indtil 1859 på en bjælke under korhvælvet. Rigt korgitter i højrenæssance fra 1591 af Hinrick Reinike med tilsvarende panelværker. Prædikestolen fra o. 1575 med morsomme dyderelieffer, er noget omdannet 1591, da den sa.m. det nuv. orgelpulpitur og korgitteret indgik i et lektorieanlæg anbragt tværs over korbuen. Fra sa. tid og af sa. mester er herskabsstolene østl. i skibet med Peder Billes og Birgitte Rosenkrantz’s forældrevåben samt endnu nogle stolestader. Det øvr. stoleværk er nyere, deribl. gode kopier af sengotiske Køge-typer. I koret står ti løse, højryggede barokstole. Smuk lysekrone o. 1600–25. I koret to malerier på lærred, Skeelernes stamtræ fra 1656 og Billernes fra 1695. To klokker af J.C. & H. C. Gamst 1827 og 1829. – Kirken er usædvanlig rig på gravminder. I korets n.væg stenepitaf fra 1578 over jomfru Karen Rosenkrantz, † 1553, af kalk- og sandsten, vistnok udformet af Hans Paaske, men udført af tre forsk. stenhuggere (CAJensen. Gr. nr. 573). To gravsten over Oluf Rosenkrantz, † 1545, den ene en prægtig figursten af gotlandskalk i korets ø.væg, den anden i korgulvet med hjørnevåben og dødssymboler, begge fra Morten Busserts værksted (CAJensen. Gr. nr. 193, 194). I sakristiets mure flere ret slidte gravsten. I en gravhvælving under koret står kister med 1) Oluf Rosenkrantz, † 1545; 2) hans hustru Ide Munk, † 1586; 3) Peder Bille, † 1580; 4) Birgitte (el. Karine) Rosenkrantz († 1592); 5) Birgette Kierstina Skieel, † 1666, 1 1/2 år gl.; 6) Sofie Skeel, † 1678, 12 1/2 år gl.; 7) Magdalene Sybille Holck, † 1698 (med kuriøs gravskrift); 8) Lovise Scheel, † 1702, 1/2 år gl.; 9) Kirsten Bille(?), † 1704; 10) Chr. Scheel, † 1708. Desuden 12 unavngivne kister. I gravkapellet i sakristiet står en marmorsarkofag m. fyrstinde Louisa Sophia Friderica, prinsesse til Slesvig-Holsten og Glücksborg, abbedisse på Vallø, † 1782. Sarkofagen siges at stå på alterbordets gamle stenplade. I kapellet var tre af Fr. IV.s og Anna Sophies børn gravsat og vistnok nedsat under gulvet 1782. I gravkapellet under tårnet en marmorsarkofag af J. Wiedewelt fra 1786 med Louise Moltke, grevinde af Knuth, dekanesse på Vallø, † 1785. I kapellets vægge er indsat marmorrelieffer af Th. Stein 1882. Kapellet var opr. i 1745 indrettet til begravelse for stiftsdamerne. 1877 hensattes deres kister i hvælvingen under koret, og 1916 blev de nedgravet, mens en lang række ligkisteplader aftoges og ophængtes. Kirkegårdens sengotiske hegnsmur, der er bev. mod n., v. og s., er af munkesten, delvis med lisener. I v.murens inderside findes tre fladbuede nicher. Inden for søndre hovedindgang er indmuret en fonte- el. vievandskumme af kridsten, forhugget, så den kan bruges som sæde.

Litt.: DanmKirk. VI. Præstø a. 294–317.

Herregården Vallø nævnes tidligst i Christoffer II.s tid, da kongen stadfæstede, at han gav hr. Eskild Krage († efter 21/2 1332) V., der derefter kom til hans søn, den under Vald. (IV) Atterdag meget indflydelsesrige rigsråd hr. Bo Falk († efter 22/9 1366); han købte mere gods til og fik kgl. stadfæstelsesbrev på V. og V. fang m.v. Sønnen Eskild Bosen Falk († 1387) og hans enke Christine Evertsdatter Moltke († efter 1389) fortsatte godssamlingen, ligesom deres søn hr. Jens Eskildsen Falk († 1408–09), der kun efterlod sig to døtre: Kirsten g.m. s. 142 hr. Henning Podebusk af Skjern og Karen g.m. hr. Oluf Axelsen (Thott). Ved skiftet ml. arvingerne 1421 deltes V. med forborg, ladegd. og abildgd. samt tilliggende gods i to dele. På Olufs vegne valgte hans fader hr. Axel Pedersen (Thott) den østre del; men delingen fik dog næppe praktisk betydning, idet det lykkedes Thott’erne på anden måde at erhverve resten af V. (endnu Henning Podebusk’s børn tilskødede dog Oluf Axelsens enke Anne Jensdatter (Present) († ml. 1485 og 87) al deres rettighed i V.). Af sine 3 ægteskaber efterlod hr. Oluf Axelsen, der ved sin død 1464 bl.a. havde Bjæverskov og Stevns herreder i pant, sig kun døtre; han udskiftede og af købte den ældre Birgitte (»svenske B.«), der var g.m. sv. rigsråd hr. Erengisl Nilsson (Hammerstaslægten), hendes del i V. (tilskødet ham 1461), så at hendes yngre halvsøster, der også hed Birgitte, ved ægteskab ml. 1483 og 1485 kunne bringe V. el. arveretten dertil til hr. Niels Eriksen Rosenkrantz til Bjørnholm og Skjern († 1516, rigshofmester under Chr. II). Den sv. fru Birgitte havde imidlertid ladet fremstille falske breve, der viste hendes arveret til V. (»lige med bedste barn«); de afsløredes som falsknerier 1479, og hun fradømtes al ret i V., men havde forinden (1467) solgt sine påståede krav deri til Chr. I., der for sin dronn. Dorothea gjorde indførsel i V. I kongerne Hans’, Chr. II.s og Fr. I.s håndfæstninger indsattes bestemmelser om, at den yngre Birgitte skulle have V., der dog næppe har været i direkte kgl. besiddelse. Striden stod om strøgods, som endnu Chr. II efter Niels Eriksens død tvang fru Birgitte d. Y. til at afstå, men som hun genvandt efter 1522. Fra 1525 bestyrede sønnen hr. Oluf Nielsen Rosenkrantz V., som efter moderens død 1528 på skiftet n.å. overdroges ham. Under Grevens Fejde blev han, der nød stor respekt for sin samvittighedsfuldhed og besindighed, truet til at oplade V., der plyndredes af grev Christoffers folk. Inden sin død (1545) lod hr. Oluf udarbejde en registratur over gårdens arkiv (trykt Da. adelige brevkister (ed. A. Thiset). 1897. 126–65). Hans enke Ide Munk († 1586) skiftede 1554 med de to døtre. Gård og gods deltes lige over i to dele, hvoraf fru Birgitte (g.m. rigsråd Peder Eskesen Bille til Svanholm († 1580)) fik Øster Vallø og fru Mette (g.m. rigsråd Steen Rosensparre til Skarholt († 1565)) Vester Vallø.

Øster Vallø kom ved Birgitte Rosenkrantz’ død 1592 til sønnen Oluf Bille († 1602), der var g.m. Margrethe Jørgensdatter Rosenkrantz. Deres eneste søn Peder Bille døde 1612, og efter Margrethe Rosenkrantz’ død 1615 gik ejendommen over til hendes broder den lærde Holger Rosenkrantz til Rosenholm, der dog allr. 1616 solgte Øster V. med Egøjegård (se s. 136) til fru Ellen Marsvin, der havde dette gods i forsvar på datteren Kirsten Munks vegne, hvorfor da også denne sidste allr. 1620 nævnes som husbond der, og Frederik Reedtz fra 1626 efter kgl. ordre på fru Kirstens vegne førte tilsyn dermed. Endelig 1630 udlagde Ellen Marsvin ved skifte datteren 5 herregde m. tilliggende gods; af disse fik sidstnævnte kun rådighed over de jyske (Boller og Rosenvold), mens kongen for deres fælles børn (grev Valdemar Christian († 1656) og »frøknerne«) lod de øvr. gde bestyre, V. og Lellingegård under lensmændene på Tryggevælde, der aflagde regnskab for rentemestrene (hvorfor regnskaber for V. og Lellingegård 1620–43 i Rigsark.) og 1641 fik befaling at bortsælge Øster V.s inventarium. I hvert fald efter Chr. IV.s død 1648 kom Kirsten Munk igen i besiddelse af sit gods, så hun 1651 kunne skøde Øster V. med Egøjegård til rigsråd Christen Skeel. Jf. ndf.

Vester Vallø arvedes (se ovf.) af fru Mette Rosenkrantz, der 1567 indgik nyt ægteskab m. rigshofmester Peder Oxe († 1575); i deres tid øgedes godstilliggendet betydeligt (1568 overenskomst ml. Peder Oxe og Peder Bille angående Valløs deling). Efter hendes død 1588 kom Vester V. til sønnen rigsråd Oluf Rosensparre († 1624); hans enke fru Lisbeth Gyldenstierne, der 1634 fik skøde på den fælles mur og grund, som skilte borgegården i to dele, havde 1605 og 1610 fået V.V. (og Gunderup) fastlagt som enkesæde og beholdt ejendommen til sin død 1638, da den kom til datterdatteren Birgitte Rud († 1645) og dennes mand Christen Skeel Albretsen († 1659), som 1641 fik Øster og Vester V.s marker adskilte ved mageskifte og s.å. oprettede det Skeelske Hospital i Herfølge (s.d.); han var en af tidens største godsejere (1638 takseredes han til 1453 tdr. hartk.) og erhvervede ved køb Øster V., så V. atter samledes.

Det samlede V. (1688: 79 1/4 td. hartk. med 275 tdr. land under plov) overgik til sønnen gehejmeråd Otto Skeel († 1695) og sen. til dennes søn vicestiftamtmand Christen Skeel († 1709). Efter moderen Kirsten Billes død 1704 solgte Chr. Skeel 1707 V. m. hovedgdene Billesborg og Gunderup (V. hovedgdstakst (inkl. skov og tiender) ca. 107 tdr. hartk., med bøndergods o.a. 831 tdr. hartk.; Billesborg hovedgdstakst ca. 130 tdr. hartk., med bøndergods o.a. ca. 478; Gunderup hovedgdstakst ca. 49 tdr. hartk., med bøndergods ca. 364 tdr. hartk.) til svigerfaderen gehejmeråd Christian Siegfried v. Plessen, der allr. 1708 videresolgte de s. 143 tre hovedgde m. tilliggende for 165.000 rdl. da. kur. til Fr. IV, som ved patent af 21/1 1713 oprettede grevskabet Vallø og skænkede det til Anna Sophie (Reventlow) arveligt for deres fælles børn og disses descendenter. Hun tilkøbte Lellinge (s.d.) og Tågerød (s.d.), der begge ved kgl. patent af 8/3 1721 indlemmedes i grevskabet (derved på over 2500 tdr. hartk.), men måtte efter Fr. IV.s død 1730 afstå alle sine ejendomme til kronen, hvorefter Chr. VI ved gavebrev af 24/3 1731 skænkede grevskabet V. med underliggende hovedgårde Vallø, Billesborg, Gunderup og Lellinge til dronn. Sophie Magdalene og arvinger »til evindelig arv og ejendom«. Hun oprettede heraf ved fundats af 28/11 1737 (kgl. konfirmeret sa. dato) et kgl. frøkenstift for fyrstelige, grevelige og adelige personer, især for sådanne, der efter hoftjeneste måtte ønske en retræte, hvor de kunne dyrke Gud i stilhed og finde forsørgelse. Stiftelsen indviedes 14/5 1738 (kgl. stadfæstelse på tillæg til fund. af sa. dato). Sophie Magdalene forbeholdt sig overtilsynet til sin død (1770), derefter skulle kongen have den øverste styrelse. 1771 overdrog han overbestyrelsen til dronn. Caroline Mathilde som protektrice; hun efterfulgtes som sådan 1772 af enkedronn. Juliane Marie († 1796). De flg. protektricer har været kronprinsesse, sen. dronn. Maria Sophia Frederikke 1796–1852, arveprinsesse Caroline 1852–81, dronn. Louise 1881–98, kronprinsesse, sen. dronn. Louise 1898–1926, dronn. Alexandrine 1926–52. Protektrice er nu dronn. Ingrid.

Stiftet bestod if. den opr. fundats af en abbedisse (af gl.-fyrstelig slægt), en dekanesse (af gl.-grevelig slægt) og 12 stiftsdamer (hvoraf 3 hofstiftsdamer) af gl. adelig æt med 16 aner. 1799 bortfaldt aneprøven. 1810 bestemtes, at der ikke på sa. tid måtte være både abbedisse og dekanesse (siden har abbedisse-pladsen ikke været besat); fra dette år administreredes stiftelsen af en kurator i st.f. de to opr. fastsatte provisorer. Antallet af (ekstraordinære) stiftsdamepladser øgedes flere gange. Disse og andre ændringer i 1737-fundatsen bevirkede, at der 1808 nedsattes en kommission til at gøre udkast til en ny fundats; denne approberedes af kongen 14/5 1838. Også den er siden hyppigt ændret ved kgl. res., sidst af 25/10 1945.

Den nuv. ordning er flg.: I stiftet skal på sa. tid kun være en abbedisse el. en dekanesse. Abbedissen skal være en prinsesse af det kgl. el. et med dette beslægtet hus, dekanessen af da. adel og enke efter en mand af da. adel el. i en af de tre første rangklasser. De årl. reglementerede pengeoppebørseler er for abbedissen 7000, for dekanessen 5000 kr., foruden henh. 500 og 400 kr. årl. til vedligeholdelse af lejlighed på stiftet. For 35 virkelige stiftsdamer, hvoraf 3 i hofpladser, er den årl. pengehæving 2400 kr., men hvis de opholder sig på stiftet 3000 kr. samt 100 kr. årl. til værelsers vedligeholdelse. 70 overordentlige stiftsdamer, hvoraf 3 i hofpladser, får en årl. pengehæving af 1200 og, hvis de har ophold på stiftet, et tillæg af 600 kr. årl. foruden 100 kr. til værelsers vedligeholdelse. For 163 indskrevne frøkener i 1. afdeling, hvoraf 3 i hofpladser, er den årl. pengehæving 600 kr., mens de øvr. indskrevne frøkener i 2. afdeling får godtgjort renterne af indskrivningssummen, som er 4000 kr. – Kun ugifte kvinder, der er af da. adel, og som bekender sig til den evangelisk-kristelige religion, kan indskrives. Den, der nyder hæving fra stiftet, må if. fundatsen ikke samtidig oppebære hæving fra en lign. stiftelse. – 12 enker efter og døtre af mænd i de to første rangklasser nyder hver årl. 1000 kr. af stiftet, og der er 16 pensioner på 1000 kr. årl. for trængende enker, der før deres giftermål har været indskrevne i stiftet. – Hofstiftsdamerne, både de virkelige og de overordentlige, har rang i 2. klasse nr. 4, de øvr. stiftsdamer og de ugifte døtre af embedsmænd i de to første rangklasser, hvem oppebørsel af stiftet er tillagt, i 2. klasse nr. 5.

Af godsets bestyrere har især Joachim Godske lensgreve Moltke til Bregentved († 1818), fra 1792 1. provisor, sen. kurator, indlagt sig stor fortjeneste. I hans tid gennemførtes bl.a. de store landboreformer på godset. 1797 bortforpagtedes således Vallø avlsgård uden hoveri, 1798 Gl. og Ny Lellingegård og 1801 Billesborg, og 1803 blev Gunderup hoverifri. Han fulgtes som kurator af sønnen, sen. premierminister Adam Vilhelm Moltke († 1864), der igen efterfulgtes af sin søn, udenrigsminister Frederik Moltke († 1875). I deres tid påbegyndtes bortsalget af bøndergodset til arvefæste (salgsplan af 1861, approberet n.å.) og af fæste- og lejehusene (fra 1868). 1888 var af 242 fæstegde 215 solgt, af 462 fæste- og lejehuse de 304 blevet arvefæste. 1875–93 var fhv. kultusminister Ernst Emil Rosenørn († 1894) kurator; hans efterfølger blev den energiske og kyndige kmh. Christian Henrik Carl greve Moltke til Lystrup og Jomfruens Egede († 1918) og efter ham hans søn Aage Vilhelm Christian greve M. († 1943), der efterfulgtes af Carl August baron Blixen Finecke til Hesselagergård. Den nuv. kurator er Christian Albrecht baron Schaffalitzky de Muckadell til Bjergsted skov og Grevindeskoven.

Til Vallø stift hører hovedgdene Vallø, Grubberholm, Billesborg, Gunderup, Gl. Lellingegård og Ny Lellingegård. – 31/3 1953 udgjorde stiftets kapitalformue 12.860.000 kr.

Stiftets stilling har ikke været uanfægtet under den politiske strid. I rigsdagssamlingen 1867/68 foreslog venstremænd at optage V. og Vemmetofte stiftelsers midler og deres anvendelse i statsregnskabet; forslaget forkastedes i denne såvel som i de to flg. samlinger. I samlingen 1870/71 nedsattes en parlamentarisk kommission til at undersøge sagen; i sin 21/5 1872 afgivne betænkning gik dens flertal ind for statens ret til at lovgive om de to stiftelser. 1903 genoptog socialdemokraterne angrebene på disse, hvis stilling derefter undersøgtes i kommissionen af 5/3 1909 vedrørende lens, stamhuses og fideikommissers overgang til fri ejendom (betænkning 1913). Nogen lov vedrørende de to stiftelser er dog aldrig blevet gennemført.

Vallø birk er opret. i Fr. IV.s tid (første bev. tingbog 1714 ff.); Lellinge birk må være sammenlagt hermed. 1817 erklæredes Vallø birk lig et kgl. birk, hvis domme kunne indankes for lands-over- samt hof- og stadsretten. Birkedommerne boede i Herfølge indtil 1833, da tingstuen indrettedes i den tidl. bagerbolig ved Vallø. Fra 1821 var birkedommer- og stiftsskriverembedet slået sammen, indtil birkedommerembedet 1853 overgik til staten. – Godsarkiv på Vallø og i LAS.

Litt.: J. Nellemann. Om V. Stifts og Vemmetofte Klosters Retsforhold til Staten. 1872. Anders Petersen. s. 145 V. og Omegn. 1877. G.L. Wad. Mindeskrift i Anledning af Halvandethundredaarsdagen for Oprettelsen af det adelige Stift V. 1888. S. Lemche i Arch. 1903–04, AarbPræstø. 1916. 24–59 og Ældre nord. Arkitektur. X. 1938. Vilh. Vallø. Om Vallø Stifts og Vemmetofte Klosters retlige Stilling. 1873. Det adelige Stift Vallø og Vemmetofte adelige Jomfrukloster (Optryk af Lovforslag og Rigsdagsforhandl. m. v.). 1910. AarbPræstø. 1933. 81–88; 1934. 124–26. Th. Thaulow. V. Stift 1888–1938. 1938. Erik Sorterup. Vallø kongelige Frøkenstifts Retsforhold. 1939. Chr. Axel Jensen i DSlHerreg. II. 1943. 14–30.

På en indskrifttavle over porten ind til slotsgården fortælles, at Mette Rosenkrantz påbegyndte opførelsen af »tette store Huss med thisse tow store Torne her paa Waløe oc haffver iej aff Gudts Nade Gud were therfor loffvit y Evighed fangitt thed wnder Sper och Tag 1586«. Mange andre end Mette Rosenkrantz har imidlertid præget Vallø før og siden. Dele af n.- og v.fløjen rummer således rester af sengotisk murværk. De to nederste stokv. af portfløjen mod s. og 4 stokv. af de to store tårne samt en del af den ældre v.fløj skyldes Mette Rosenkrantz. Denne del af anlægget er opf. på en høj sokkel af granitkvadre af røde munkesten; murene er rigt prydede med sandstensornamenter, profilbånd og vinduesindfatninger, et karakteristisk renæssanceslot. Man kender ikke bygmesteren, men ved sammenligning m. Lystrup ser man, at sa. kunstner har arbejdet på sandstensfigurerne. Christen Skeel forhøjede de to tårne med to etager og øgede ligeledes sidefløjene med een etage. Under Fr. IV tilføjedes n.fløjen ved arkt. J.C. Krieger. I stueetagen indrettedes en kirke.

Hidtil var alle tilbygninger søgt tilpasset fru Mettes stil, men da Sophie Magdalene fortsatte byggeriet, blev det helt i hendes egen tids stil. Med Lauritz de Thura som arkt. opførtes nu en fløj, som skulle lukke hele anlægget mod ø., en trefløjet bygning, »Det hvide Stift«, som mod n. og s. kom til at bestå af 2 to etager høje fløje med mansardtag, mens der helt mod ø. opførtes en eet stokv. høj altanbygning m. en toetages ottekantet pavillon i midten. 1765 føjede arkt. G. D. Anthon endnu en etage til altanbygningen i nyklassicistisk stil. 19 20/3 1893 nedbrændte slottet, så kun murene stod tilbage. Under arkt. H. J. Holms ledelse genopførtes slottet i de flg. tiår. Man stræbte efter at genopbygge i den gl. skikkelse, hvad murene angik, men i det indre er rummene blevet mere praktiske og tidssvarende. Fra genopførelsen stammer også de to vindeltrappetårne i gården.

Hovedbygn. er omgivet af grave. Broen med de to sandstensløver, som holder Mette Rosenkrantz’ anevåben mellem poterne, har bev. sit opr. rækværk. Slottet omgives af en af landets fornemste herregårdshaver (jf. ndf.).

Efter branden 1893 er der ikke indrettet nogen ny kirke.

Af inventaret fra slotskirken reddedes ved branden enkelte genstande, nemlig: Altertavlens maleri, nadveren, sign. »Benedix Coffre pinxit 1719«. Fra rammen, der var af Ehbisch, stammer mul. tre englefigurer. Et alterklæde af hvidt silketøj, broderet o. 1750 med ældre, guldstukket rigsvåben. Altersølv fra 1742, berettelsessæt samt alterstager af sølv fra 1720. Ejendommelig træfont af Fr. Ehbisch fra 1729 – en englefigur, der bærer en ottekantet bordplade. Tinfad 1754. – På den gl. kgd. ved slotsparkens vestl. udkant er bl.a. flg. gravminder: 1) Peder Pedersøn, † 1591, gravsten, vist opr. i Køge kirke (CAJensen. Gr. nr. 844); 2) abbedisse prinsesse Sophie Magdalene til Slesvig-Holsten-Glücksborg, † 1810, sandstensmonument m. brudt marmorsøjle; 3) stiftsskriver Andreas From, † 1791. 4) stiftspræst Iver de Hemmer, † 1823.

Litt.: DanmKirk. VI. Præstø a. 318–22.

På kgd. er endv. begr. statsminister Frederik Moltke, † 1836, gartneren Chr. Gentz, † 1879, og filantropen Regitze Barner, † 1911.

Vallø Stift udgjorde til 12/6 1909 en egen menighed, men lagdes da ind under Valløby so.

Der er 1874 på Valløbys marker fundet rester af en teglovn.

I V. skal der have været en Hellig Yverts (Huberts) kilde.

Skove: Ca. 1/4 af arealet er dækket med skove, der alle tilhører Vallø Stift. Nordligst i so. Purlund (ca. 50 ha) med svagt bølget terræn og forholdsvis gode jordbundsforhold. Bøgen udvikler sig bedre her end i andre af Valløs skove. Pæn ask forekommer. Umiddelbart s. herfor ligger Præsteskov (ca. 10 ha). Vallø Dyrehave (66 ha) har med sine smukke søer og sin lidet produktive trævækst nærmest karakter af lystskov. Den er et søgt udflugtssted. I fortsættelse af Dyrehaven ligger den ca. 16 ha store park ved Vallø slot med mange sjældne træer (Poul Hansen. Fuglene synger i Slotsparken. 1943. E. Quist. Vallø Stifts Have. 1944). Her er 1877 rejst et mindesmærke med portrætbuste for F. G. J. lensgreve Moltke, † 1875. Sydligst i so. finder man Nyhave (103 ha). Den gennemskæres af banelinien Køge-Fakse Ladeplads. Skovene administreres under Vallø distrikt.

På den s.k. blegeplads i parken ø.f. slottet er 1942 rejst et mindesmærke (obelisk; soklen af blåskinnende granit med medaljon) for Chr. greve Moltke til Lystrup, kurator for V. Stift 1893–1918 (billedhugger Rikard Magnussen).

Fredede oldtidsminder: I skoven n.f. Vallø 3 høje, i Nyhave Skov een. – Sløjfet: 10 høje. – Fl. st. langs Tryggevælde å findes bopladser fra stenalderen, både fra ertebøllekulturen og yngre stenalder. I Purlund, ikke langt fra en yngre stenalders boplads, oppløjedes i en mose 32 flintplanker, forarbejder til yngre stenalders økser, antagelig en flinthandlers vareforråd. På Møllebakken v.f. V. er fundet en ualmindelig rig grav fra yngre romersk jernalder; i en stensat kiste lå et skelet med armring og 3 fingerringe af guld, sølvbøjlenål, 2 sølvbægre, 2 glasbægre, nogle bronzekar og en skål af rød romersk keramik (»terra sigillata«).

Litt.: Aarb. 1873. 285. NationalmusA. 1934. 20.

På Vallø fødtes 1628 gehejmeråd Corfitz Trolle, 1644 legatstifteren Berte Skeel, i Valløby so. i øvrigt 1790 forstmanden Magnus Bjørnsen, 1803 gartneren Sophus Døllner, 1827 journalisten og politikeren J. H. G. Tauber, 1830 litteraturhistorikeren og skolemanden G. Rode, 1832 hans broder studenterpolitikeren Vilh. Rode, 1834 gross. H. P. J. Lyngbye, 1866 lægen Frode Sadolin.