Langeland

Langeland skilles fra Fyn og de sydfynske øer ved en gren af Store Bælt samt Det sydfynske Øhav og fra Lolland ved Langelandsbælt, mens den sydl. del strækker sig ned i Østersøen. Øen har en længde af ca. 52 km og en bredde, der for den nordl. dels vedkommende kun er 4–5 km, men i s. 8–9 km med største bredde (ved Ristinge klint) 11 km. Det nordligste punkt er Øren v.f. Hov strand (55°9’48”) og det sydligste Dovnsklint (54° 43’15”). Overfladen er gennemgående lav, især mod s., hvor der er adskillige vige og nor, hvoraf flere er inddæmmede, samt i det indre af øen mange moser og enge. Over det mere jævne bundrelief ligger der strøet et stort antal, ofte tætliggende småbakker, der trods deres ringe højde er et stærkt dominerende træk i landskabet. Disse ofte skovklædte små høje hæver sig sjældent mere end 20–25 m over omgivelserne. Højeste punkt er Skovlebjerg ved Tryggelev (45,7 m). Det mere jævne terræn har gode, frugtbare lerjorder de fleste steder, mens mange af bakkerne består af sand. – Jf. ovf. s. 529–30.

Langeland har et fladeindhold på 283,8 km² og indbyggertallet 20.118 (1950), og til øen hører Siø med Skovø (133 ha) samt St. og L. Fuglø.

Navnet Langeland nævnes i formen Langaland i slutn. af 800t. i Wulfstans rejsebeskrivelse i kong Alfreds oversættelse af Orosius, sen. hos Adam af Bremen o. 1075 (Langland), i ValdJb. (*1231 Langæland, Langland, Langlandia) og i den oldislandske Knytlingasaga o. 1260 (Langaland). Den fra midten af 1400t. til 1600t. forekommende form Lavind (*1425 Lawindh, 1442 Laugend el. Langend) betegner en nu forsvunden dialektal udtale. If. ValdJb. ejede kongen og kronen ejendomme på øen på næsten 100 mark guld. Ved Vald. II.s død 1241 arvede sønnen Abel Rudkøbing m. en stor del af øen, som m. enkelte af brydelser forblev i hans slægt. Hans sønnesønner hertug Vald. IV af Sønderjylland og hertug Erik Langben udstedte de ældste, kendte privilegier for Rudkøbing (se s. 644); Erik Mændved inddrog ganske vist L. ved året 1290, men o. 1295 blev øen atter givet i forlening til hertug Erik, som derefter kaldtes herre til L. Efter hans død 1310 besad hans enke Sophie øen til o. 1318, hvorefter den tilfaldt hertug Erik Valdemarssen, † 1325, og efter ham sønnen Vald. V., der efter at være udråbt til konge på Danehoffet i Nyborg 1326 forlenede drosten Laurids Jonsen (Panter), en af hovedmændene i oprøret mod Chrf. II. med L., som han beholdt til sin død 1340. Hans to sønner sluttede sig til Vald. Atterdag, der således på fredelig vis fik magt over øen. Omkr. 1353 overlod han dog på ny øen til den sønderjyske hertug, vistnok i bytte m. Ribe; allr. 1355 angreb han Tranekær, der sluttedes forlig, men 1358 blev borgen indtaget efter 14 dages belejring, og øen forblev nu i kongens besiddelse; 1367 tog han den i pant for 2000 mark sølv af hertugen, og der blev aldrig siden tale om indløsning. 1457 skal øen være blevet hjemsøgt m. landgang af »Rigens Fjender«, vistnok Karl Knutsons sv. kapere. Et angreb af lybækkernes flåde, som 1510 hjemsøgte Lolland, blev afslået af indbyggerne ved en krigslist, idet de dækkede deres hoveder med kvindekåber og således rykkede ud mod fjenden, der tog flugten ved synet af denne skare »hjelmklædte« krigere. Kort før reformationen var 135 gårde på øen gejstligt gods, ca. 300 gde adelsgods, og af krongods var der 85 s.k. »bøndergårde« (selvejere) samt 162 »brydegårde«; efter reformationen blev efterhånden over halvdelen af øen til krongods. L.s bønder har tidl. haft betydelige indtægter af fiskeri, handel og søfart; fiskeriet dreves såvel ved øens kyster som ved sildefisket i Øresund; handelen dreves m. småfartøjer, der for en stor del sejlede på Tyskland; i 1500–1600t. var der således en meget betydelig hestehandel; på de skånske markeder var langelandske bønder stadige opkøbere af heste, som synes at være udførte til Tyskland. Særlig er L. bekendt for sin tapre modstand mod fjenden i svenskekrigen. Karl Gustaf kom 5/2 1658 til L. på sin vej over isen fra Fyn til Lolland; svenskerne drog dog snart videre efter at have ladet en fåtallig besætning ligge der, og Karl Gustaf erklærede ved brev dat. Falster 10/2 1658 øen for Corfitz Ulfeldts ejendom. Først i sept. s.å. blev øen renset for fjender ved undsætning fra Lolland. 6/10 forsøgte et sv. skib landgang ved Rudkøbing, men blev fordrevet. Nu forberedte langelænderne sig under s. 927 ledelse af landsdommeren Vincents Steensen (til Steensgård, se s. 951) til at afværge yderligere overfald fra svenskernes side. 17/10 prøvede svenskerne landgang m. flere skibe, men uden resultat; 3. el. 4. jan. 1659 forsøgte man at angribe over isen, men også dette afsloges m. held. 6/2 kom en flåde nordfra og gjorde under anførsel af general Wrangel landgang ved Andemose tæt ved Steensgård; i kampen her faldt Vincents Steensen, men angrebet afsloges af landeværnet efter 2 dages kamp; 8/2 gik svenskerne i land ved Strandby, men blev den flg. dag slået tilbage. Først da Wrangel 20/3 kom igen m. en meget større flåde, lykkedes forehavendet. Flåden angreb forgæves ved Hov, men om natten sendtes ubemærket en afdeling s.på, som gik uhindret i land ved Spodsbjerg, og 21/3 var øen erobret. Indbyggerne straffedes hårdt m. plyndring, indkvartering og arbejde på de befæstninger, som svenskerne lod foretage. Først hen på året, da de allierede kom til Fyn, forlod de svenske øen, som havde lidt meget; mange gårde lå øde, og i den tid, svenskerne holdt øen besat, skal der være død over 1000 mennesker af sult (se S. Jørgensen. L.s Vilkaar i Svenskekrigen, FynskeSaml. VIII. 1881. 133–44; K. C. Rockstroh. Langelands Forsvar 1658–59, Vort Forsvar. 1901, Nr. 528–32). De spanske tropper besatte 1808 L., hvorfra de 21/8 blev indskibede under Marquis de la Romanas anførsel på eng. skibe.

L. havde i middelalderen sit eget landsting, tidligst nævnt 1328, der holdt sig til 1681, da det forenedes m. Fynbo landsting. If. kongebrev af 14/6 1594 blev det forlagt til Rudkøbing; hvor det tidl. holdtes, er ikke oplyst. – Øens to herreder (i ValdJb. kaldede »Nørræ«- og »Syndreheret«) dannede fra 1660 Tranekær amt; se i øvrigt s. 550. I retslig henseende sammenlagdes herrederne ved kgl. anordn. af 10/11 1683, men deltes atter ved reskr. af 20/11 1795.

Litt.: J. N. Lange. Topographie over Øen L. 1830. P. Rasmussen. Oplysn. betr. Rudkjøbing Kjøbstad og L. 1849. Sa. Udtog af Langebeks Script. over de gl. Kongers private Jordegods paa L., 2. udg., 1863. Th. Rützou. Smaastykker af L.’s Hist. 1873. Vilh. Lütken. Bidrag til L.’s Hist. 1909. Vedel Simonsen. Langelandske Annaler. Ms. i Nationalmuseet. I. T. Rohde. Om Stormfloden paa L. 1872. SvendbAmt. 1920. 45–55. Th. Gravlund. Herredsbogen. Sønderjylland og Øerne. 1930. 151–57. Achton Friis. DSØ. I. 1936. 195–253. Langeland. Udvikling og Erhvervsliv indtil 1943. Ved Tage Heft. 1943. Chr. Kiilsgaard. Rudkøbing. I–II. 1949–55. L. Gotfredsen. Langelandsk grammatik i hovedlinier. 1955.