Lyngby-Tårbæk kommune

Lyngby-Tårbæk kommune omgives af Øresund, Gentofte kom., Gladsakse kom., Værløse kom. samt Søllerød kom. Terrænet er gennemgående jævnt bakket, idet dog isafsmeltningstiden har skabt det noget forgrenede dalsystem, der i hovedsagen løber v.-ø. langs kom.s s.grænse, og hvori både Furesø, Bagsværd sø og Lyngby sø ligger. Dalen fortsætter s. om Ermelunden og Jægersborg Dyrehave, hvor den får en del tilløb fra n. (Ulvedalene) og ender i Øresund ved Klampenborg stat. Det største vandløb er Mølleåen, der efter at have afvandet de større s. 965 s. 966 søer vender sig mod n. i Lyngby for over Brede, Ørholm og Rådvad at strømme til Øresund ved Strandmøllen.

Areal i alt 1955: 3868 ha. Befolkning 1/10 1955: 56.929 indb. fordelt på 19.099 husstande (1801: 1984, 1850: 3623, 1901: 7734, 1930: 15.312). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 1186 levede af landbrug, 19.672 af håndværk og industri, 8968 af handel, 3465 af transport, 8139 af administration og liberale erhverv, 3824 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 710 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I kom. ligger Lyngby (*1231 Lyungby, 1348 Kuningsl(iung)by; u. 1776–78) m. L. kirke (se s. 116) og L. gl. og nye kirkegård (se s. 176–78), Christianskirken (se s. 117), Knud Lavards kirke (se s. 161–62), Zionskirken (se s. 154), Den apostolske kirke, rådhus (se I, s. 740–41), Engelsborgskolen (se s. 192), Lindegårdsskolen (se s. 193), Trongårdsskolen (se s. 193), Ulrikkenborgskolen (se s. 194), L. statsskole (se s. 217–18), Skt. Knud Lavards skole (se s. 201), L. private underskole (se s. 201), Billum skole (se s. 201), Den lille Skole (se s. 201), teknisk skole (se s. 234), bibliotek (se s. 209–10), politistat., Kbh. amtssygehus’ tuberkulosehospital og tuberkulosestation (se s. 514), hjem for kronisk syge (se s. 515), dyrehospital, stadion, idrætsplads m. badmintonhal (se s. 400–401), biografer (L. Bio og L. Kino), L. hotel, banker, Sparekassen for Lyngby og Omegn (se I, s. 600). Industri: Dansk Gardin- og Tekstilfabrik (se I, s. 528), Københavns Silkevæveri, Københavns Gardinfabr., Filtfabr. Norden, Lyngby Tekstilfabr., Dansk Rayon Væveri, Dansk Farveri og Merceriseringsanstalt, porcelænsfabr. Danmark (se I, s. 544), L. mølle, Hartmanns Fabr. (emballage), akkumulatorfabr., trådvarefabr., Dansk Stål Industri. Trafik: L. jernbanestat., L. lokalstat.; Sorgenfri m. kirkegård (se s. 178), Hummeltofteskolen (se s. 193), Kongevejens skole (se s. 193), Sorgenfriskolen (se s. 193), Statens Planteavlslaboratorium, Statens plantepatologiske Forsøg, Statens Forsøgsstat. (Virumgd.), Statens Væksthusforsøg, landbrugsmuseum (se s. 336) og frilandsmuseum (se s. 330), børnehjem og Skovtofte pigehjem. Trafik: Sorgenfri stat., Fuglevad stat.; Virum (o. 1185 Vigirum, 1370erne Witherum; u. 1771) m. V. kirke (se s. 117–18), Fuglsanggårdsskolen (se s. 192), V. skole (se s. 193), V. statsskole (se s. 218), Geelsgård kostskole (Samfundet og Hjemmet for Vanføre, se s. 489–90), bibl., forsamlingshus, Furesøparken, Gyvelholm rekreationshjem, biograf, Ørevad Fabr., væveri, A. M. Hirschsprung og Sønner (se I, s. 526), jernbanestat.; Frederiksdal (1664 Friderichsdall) m. F. slot, kro og bådfart på Furesøen og kanalen til Lyngby; Brede m. B. mølle (1370erne molendinum Brydæ, 1626 Brede mølle), Borrebakken rekonvalescenthjem, B. Idrætsforenings idrætsplads, Kaj Neckelmann A/S (Syntetisk Fiberind.), jernbanestat.; Ørholm (1370erne molendinum Ørewaz, 1670 Ørholmb Krudtmølle) m. restaurant, krøluldfabriken Lama (se I, s. 532) og jernbanestat.; Lundtofte (1348 Lugnætoftæ; u. 1777) m. L. kirke (se s. 118) og kgd. (se s. 178), L. skole (se s. 193), Jonstrup seminarium (se s. 235–36), bibl., Atlas Køleskabsfabr. (se I, s. 549), Nymølle Farveri, Nymølle Art Fajance (Rafa), Ravnholm Emaljeværk (se I, s. 569), Ravnholm kemiske Renserier (se I, s. 569), Ravnholm Strømpefabr. (se I, s. 530), jernbanestat., flyveplads; Rådvad m. skole (se s. 193), knivfabr. (se I, s. 544), hotel, Rådvad Port skovløberhus m. restaurant; Stampen m. vandmølle; Hjortekær m. Hydro- og Aerodynamisk Laboratorium (se s. 357–58); Fortunen m. hotel og restaurant samt Stockholmsgave rekonvalescenthjem; Springforbi (1688 Springforby) m. Statens Skadedyrslaboratorium (Havslunde), Statens forstlige s. 967 Forsøgsvæsen, hotel Beaulieu, hotelpension Gibraltar, Strandmøllekroen, jernbanestat.; Tårbæk (1613 Thorbech) m. T.kirke (se s. 118–19), T. skole (se s. 193), kommunekontor m. bibl., kro, pension Fønss, T. havn (se I, s. 642) og T. søbadeanstalt (se s. 554).

Gårde: Hovedgden Frederiksdal, hvorunder i alt 12 tdr. hartk., 275 ha, hvoraf 197 skov; ejdsk. 702, grv. 375, heraf under hovedgden 9 tdr. hartk., 76 ha; ejdsk. 280, grv. 136; Dyrehavegård, ejes fra 1957 af kommunen, se ndf., 11,5 tdr. hartk., 65 ha; ejdsk. 960, grv. 821; Hummeltofte er udstykket; Virumgård er statens forsøgsgård for plantekultur; Lyngbygård; Stenrådgård; Toftebækgård og Baunegård tilhører Kbh.s kom.; Karlshøj; Hvidegård; Brede Ladegård.

Endnu flg. institutioner og virksomheder er behandlet i Storkøbenhavn I–II: Nærumbanen, se I, s. 660–61, Rutebiler, se I, s. 698–702, Kommunalforvaltning, se I, s. 718–22, Kommunale stiftelser, se II, s. 415–16, Opdragelseshjem, se II, s. 446, Institutioner for forebyggende børne- og ungdomsforsorg, se II, s. 469–70, Institutioner til støtte for mødre og børn, se II, s. 477, Børneplejestationer, se II, s. 478, Børnepsykologisk rådgivningsbureau, se II, s. 478, Kommunale værker, se II, s. 538, Brandvæsen, se II, s. 551.

Sorgenfri slot, se s. 709–11; Eremitagen, se s. 771–72.

Flg. lystgårde og landsteder er behandlet i det særlige kapitel: Ældre landsteder i Kbh.s omegn: Marienborg (se s. 774), Palæet (Moyels gård, se s. 774), Sophienholm (se s. 774) og Spurveskjul (se s. 774).

I Lyngby-Tårbæk kom. lå Lyngby- og Fortunfortet, der sa.m. den s.k. Militærkanal ml. Lyngby- og Furesø udgjorde en del af Kbh.s landbefæstning. Disse forter nedlagdes i h.t. lov af 31/3 1922. V.f. Tårbæk i Dyrehaven lå T.fortet, der var opf. i h.t. lov af 30/9 1909 og forsynet med et højt udsigtstårn. Fortet var et led i søbefæstningen. Tårnet er nu fjernet, og fortet anvendes kun som depot (se s. 607–08).

I kirkelig henseende omfatter Lyngby-Tårbæk kom. 5 sogne under Sokkelund hrd.s østre provsti, nemlig Lyngby, Tårbæk, Christians, Lundtofte og Virum so., der hver udgør et pastorat. Kom. har sa. tingsted og hører under sa. kr. som Gladsakse kom., dog under Lyngby-Søllerød politikr. og skattekr., Kbh.s amts nordre lægekr. (Lyngby) samt under amtets 2. folketingsopstillingskr. (Lyngby). Kom. udgør 1. udskrivningskr., 20. og 21. lægd og har sessionssted i København.

Hele Lyngby-Tårbæk kom. betragtes som forstad til København.

Lyngby kirke, se s. 116.

På kgd. er begr. højesteretsadvokat Andreas Lowson, † 1758, kobberstikker J. G. Preisler, † 1831, præsten B. F. Rønne, † 1833, skuespillerinden Eline Heger, † 1842, officeren F. C. C. Frieboe, † 1846, landskabsmaleren Frederik Kraft, † 1854, operasangeren J. F. Kirchheiner, † 1865, præsten Peter Rørdam, † 1883, forf. Thomas Lange, † 1887, landøkonomen J. C. la Cour, † 1898, bankdirektør C. F. Tietgen, † 1901, nationaløkonomen og politikeren N. C. Frederiksen, † 1905, komponisten Jørgen Malling, † 1905, arkitekten F. Meldahl, † 1908, kobberstikker og naturhist. tegner Chr. Thornam, † 1908, lægen J. G. Ditlevsen, † 1910, botanikeren M. L. Mortensen, † 1911, præsten og kirkehistorikeren Holger Fr. Rørdam, † 1913, landbrugsredaktør J. C. B. la Cour, † 1917, forf. Cornelia v. Levetzow, † 1921, højskolemanden Hans Rosendal, † 1921, filantropen Vibeke Salicath, † 1921, planteskolemanden, konsulent Hans Gram, † 1927, maleren Niels Holsøe, † 1928, politikeren J. Wilmann, † 1928, journalisten, forf. Henrik Cavling, † 1933, telegrafembedsmanden og politikeren Albert Abrahamsen, † 1938, seminarieforstander Ejler Møller, † 1938, maleren og billedhuggeren Niels Skovgaard, s. 968 † 1938, maleren Otto Sievert, † 1940, statskonsulent i plantekultur K. Hansen, † 1941, politikeren og forf. Hartvig Frisch, † 1950.

På Sorgenfri kgd. (se s. 178) er begr. lægen og bibliografen Oscar Preisler, † 1920, politikeren E. Piper, † 1928, højesteretsdommer A. L. Schou, † 1942.

Museumsdirektør Bernhard Olsen, † 1922, urne nedsat ved Frilandsmuseet.

Tårbæk kirke, se s. 118–19.

På kgd. er begr. handelsmand og industridrivende Th. Wessel, † 1905, handelsmand og industridrivende Emil Vett, † 1911, højskoleforstander Emil Dam, † 1915, historikeren og museumsmanden W. Mollerup, † 1917, filmskuespilleren Valdemar Psilander, † 1917, genealogen og heraldikeren A. Thiset, † 1917, tandlægen Carl Christensen, † 1921, lægen Vietor Scheel, † 1923, apoteker, fabrikant og forf. Otto Benzon, † 1927, snedkermester Otto Meyer, † 1927, søofficeren, rederidirektør K. Reinhard, † 1928, forretningsmanden og politikeren A. Peschcke Køedt, † 1929, forstmanden A. Oppermann, † 1931, apoteker og fabrikejer Alfred Benzon, † 1932, overretssagfører, forf. Johannes Werner, † 1934, forlæggeren og bladudgiveren Christian Erichsen, † 1935, embedsmanden Frits Schrøder, † 1936, grosserer Christian Holm, † 1939, præsten og forf. Jørgen Falk Rønne, † 1939, nationaløkonomen Axel Rubow, † 1940, industridrivende August Holm, † 1941.

Ny Lyngbygård, Toftebæksvej. Indv. 1/8 1959 som forsamlingsgård for de i kom. eksisterende foreninger og sammenslutninger. Bygn. ejes af et interessentskab, i hvilket en række arbejderorganisationer er repræsenteret. Bygn. er opf. m. kælder og 1 etage (arkt. Arne Poulsen og A. Otterstrøm). Der findes en større og en mindre sal m. scene samt restaurant m. veranda og selskabs- og mødelokaler. I kælderen er indret, keglebaner m. internationale turneringsmål.

Lyngby radio, Bagsværdvej 144, opret. 1904 af Vald. Poulsen og fra 1904–14 forsøgsstation s. 969 for buegeneratorens udvikling. Anlægget tilhører nu post- og telegrafvæsenet og anvendes som modtagerstation for kommerciel radiotelegrafi og radiofoni.

Det ældre Frederiksdal, opf. af Fr. III 1668 el. før, nedrevet 1747, lå på den sydl. side af Mølleåen i vinklen ml. Kulhusvejen og vejen ned til åen. Hovedbygn. var et teglhængt, nifags bindingsværkshus i ét stokv. m. kælder og kvist. Den nuv. hvide bygn. opførtes 1744–45 for gehejmeråd Sigismund Schulin af Niels Eigtved, og Jacob Fortling leverede stenhuggerarbejdet. F. er et »Maison de plaisance« efter fr. mønster m. to rumsuiter symmetrisk fordelt omkr. de to centrale rum; vestibule og havesal, hvortil der er adgang fra gård og have ad sandstenstrapper. Bygn. var opr. kun i én etage med valmtag og kronet over side- og midtrisalitter af skulpturprydede balustrader, men 1752–53 ombyggedes taget af J. G. Rosenberg til en mansardetage, hvori der indrettedes 11 nye værelser. – I det indre er bev. rokokostukkaturer (af C. E. Brenno og Joan B. Fossati), dørstykker, vægmalerier (af J. F. Detroy) samt inventar fra opførelsestiden. Mansardetagens altanstue er dek. m. perspektiviske vægmalerier, antagelig udf. 1755 af maleren Peder Karmarch. – I haven, der anlagdes af Schulin i fr. stil m. springvand og figurer, findes en flora, udført af J. C. Petzold 1745.

Nuv. ejer kmh., grev S. Schulin. Hele godsets areal er nu naturfredet.

Litt.: Jean Anker i HistMKbh. 3. rk. IV. 1941. 532–70; VI. 1943. 85–144.

I Lyngby må en adelsmand Fritz el. Finnitze Paris († tidligst 1484) have boet i 2. halvdel af 1400t.; han skrev sig 1464 i Kongens Lyngby, men var dog vist allr. 1481 flyttet derfra.

Hvor Kanalen ved Frederiksdal udmunder i Furesø ligger Hjortholm Voldsted på den yderste Spids af den Højderyg, der fra Nordøst strækker sig ud mod Søen. En betydelig indre Halsgrav, der nu viser sig som en blød Sænkning i den dyrkede Mark, har oprindelig beskyttet Borgen mod Landsiden; mellem denne Grav og den Voldgrav, der har omgivet det egentlige Borgkompleks, dannes en rummelig Plads, hvorpaa Avlsbygninger olgn. formodentlig har s. 970 fundet Plads. Selve Borgen har bestaaet af et aflangt firesidet Bygningskompleks, hvoraf den vestligste Del er skyllet bort af Søen. I øvrigt er der kun levnet yderst beskedne Bygningsrester. En Jordhøj nær ved Kanalen har intet med Borganlægget at gøre, men hidrører fra en Oprensning af Kanalen. Under sidste Verdenskrig foretoges under Ledelse af Arkitekt Arne Nystrøm en nænsom Oprensning og Regulering paa Voldstedet, saaledes at de beskedne Bygningsrester kom til at træde tydeligere frem.

Hjortholm var anlagt af Roskildebisperne formentlig omkr. eller lige efter midten af 1200t. H. nævnes tidligst *1275 (Hiortholm). Af biskoppelige høvedsmænd her kendes væbneren Jep Mikkelsen til Hagerup († tidligst 1491), der førte et søblad i sit våben (Thiset. As. FL II 10–11), 1472, Herman Rolfsen van Leveren 1485–86, Claus Pedersen Neb til Fuglsang († ml. 1491 og 93) 1489. Sidstn.s enke Birgitte Clausdatter Daa synes at have beholdt lenet og ved ægteskab at have bragt det til hr. Mads Eriksen Bølle til Tersløse († 1539), som 1495–96 skrev sig som lensmand her og vistnok var det til o. 1501. 1503 havde Erik Jepsen Ravensberg til Kindholm H. i forlening. 1507 var Oluf Daa til Ravnstrup († 1532) høvedsmand dersteds. – Biskop Johan Jepsen Ravensberg døde 14/4 1512 på H. Under grevens fejde var Peder Godske (Bielke) til Lidemark biskoppelig lensmand på borgen, som forsvaredes tappert og først blev overgivet til grev Christoffer 1/5 1535, da tårnet, vægtergangen og den ene side af slotsmuren var nedskudt, hvorfor biskop Joachim Rønnow og Roskilde domkapitel takkede lensmanden i et åbent brev og gav ham kvittering for slottet med dets inventarium. Efter reformationen lagdes H. under Københavns len, borgen genopbyggedes ikke.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 495–504. DMag. 3. Rk. III. 1851, 226 ff.

Brede mølle var i Chr. IV’s tid krudtværk, fra 1668 kobberværk. I slutningen af 1700t. ejedes kobberværket af Peter van Hemert, der lod opføre den nuv. hovedbygning 1795. Fra 1831 var ejeren J. C. Modeweg, der her indrettede en klædefabrik. Efter dennes nedlæggelse o. 1956 købte staten 1959 B. for at benytte bygningerne til en del af nationalmuseets samlinger. Ørholm (billede 1, s. 149) mølle var i 15 og 1600t. krudtmølle. I beg. af 1700 t. nedlagdes krudtværket, fra 1730’erne dreves her fabrikation af leer til ca. 1793, da Ø. blev papirfabrik. Fra 1854 ejedes den af brødrene Drewsen og indgik 1889 under De forenede Papirfabrikker, der 1933 solgte Ø. (samt Nymølle, der havde været filialværk under Ø. fra slutn. af 1700t.). I fabriksbygningerne er nu installeret flere virksomheder. Hovedbygn. er fra 1700t. (fredet i kl. B).

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 555–574. A. Steensberg i Nationalmuseets Arbejdsmark. 1959. 34–50. Holger Rasmussen og M. Amstrup i Budstikken 1960. 5–66.

Virumgård er opstået af 2 lodder på Virum mark, som båndfabrikør Johs. Balthazar Pullich sammenkøbte sidst i 1700t. Louise Brown gav ejendommen navnet, men ejede den kun 1804–10, hvorefter det meste af jorden og siden også bygn. kom til prins Christian Frederik (Chr. VIII). Siden kom gden i privateje. 1874 købtes den af C. W. van Wüllich Mürer, hvis enke siden overtog den. 1911 forpagtede hun V. til staten, som 1914 erhvervede gden for 135.000 kr. for at udnytte den til forsøgsstation for plantekultur.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 300. DLandbr. I. 1930. 687 f. DGde IV. 1907. 317 f.

Hummeltofte er opf. på en parcel af Frederiksdals jord af brygger Peder Gøe; hans dødsbo solgte 1758 lystgden til sen. amtsforv. Malte Chr. Bruun, som 1763 videresolgte den til kapt., sen. vestindisk generalguvernør Thomas de Malleville. Hans (fraskilte) hustru Johanne Marie (Jenny) de Malleville, f. Meyer solgte 1781 gden. Af dennes sen. ejere nævnes 1781–97 etatsråd, sen. finansdeputeret Carl Wendt († 1815), der udvidede avlsgdens tilliggende og planlagde opførelsen af en ny hovedbygn. (arkt. Joseph Bernard Guione), fra 1797 vestindisk plantageejer, generalkrigskommissær Adam Levin Søbøtker († 1823). 1809 købtes H. af gross., kaptajn Laurentius Collstrop († 1829). 1837–54 ejedes den af kunstsamleren Claus Chr. Bang († 1855), 1854–65 af politikeren, biskop D. G. Monrad, som overdrog gden til sin svigersøn, professor N. C. Frederiksen († 1905), der 1875 frasolgte største delen af H.s jorder (fra 1883 i den sen. konservative politiker Emil Georg Pipers eje), mens hovedbygn. 1878 af Landmandsbanken solgtes til gross. Jac. Deuntzer. Fra 1883 ejedes den af øjenlægen, professor Edmund Hansen Grut († 1907), hvis søn generalmajor, kmh. Torben Grut ejede den en årrække efter faderens død. 1945 købtes H. af Lyngby-Tårbæk kom. og indrettedes til børnehjem.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 546–48. L. Bobé i DSlHerreg. Ny Saml. I. 1944. 546–48.

Dyrehavegård (sammenlagt 1845 af Trongården og Fortungården) ejedes indtil 1878 af landvæsenskommissær, jægerm. Carl Chr. Fr. Adolph. Den solgtes (med 273/8 tdr. hartk.) 1878 ved 4. auktion til folketingsmand, løjtn. Johs. Hage († 1923) for 250.000 kr.; han videresolgte den 1893 til fabrikant A. C. Nissen. Siden kom D. til A/S Dyrehavegaard (direktør Eskil Yding), der 1930 afstod den til Kbh.s kom. Hartkornet var da 13 1/4 td., idet mange byggegrunde i tidens løb var solgt fra og et stort areal afgivet til anlæg af Fortunfortet. 1957 købte Lyngby kom. D.

Litt.: DLandbr. I. 1930. 674 f. E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 239. Eskil Yding. Et justitsmord. 1953.

Stokkerup, opf. af juristen og politikeren P. G. Bang († 1861), ejedes fra 1849 af politikeren Peter Anton Alfred Hage († 1872), der udfoldede stor gæstfrihed her.

Havslunde er opf. af gross., etatsråd Chr. Aug. Broberg († 1886), der 1855 købte en grund af brødrene Drewsen. Den ejedes sen. af kmh. Carl Edvard van Deurs († 1889) og af etatsråd Jacob Martin Bing († 1903). Efter hans enke Amalia Bing, f. Warburgs død 1916 solgte boet ejendommen for 400.000 kr. til gross. Carl Salomonsen, der ejede den til sin død 1942. Derefter erhvervedes H. af staten, og parken (med mange sjældne træer) indlemmedes i Jægersborg Strandhave, der er dannet ved sammenlægning med tilstødende villahaver, således Springforbis (s.d.) og Beaulieus, som et led i bestræbelserne for at føre Dyrehaven frem til Øresundskysten. Statens Skadedyrslaboratorium og Kemikaliekontrollen er nu installeret i H.

Spring forbi, opr. en kro udflyttet fra den nedlagte landsby Stokkerup, blev 1697 købt af papirmester Johan Drewsen d. Æ. (grunden dog først selveje 1767). Efter hans død 1734 ægtede enken Anne Kirstine D. 1736 købmand Ludv. Wittrock, der blev ejer af S., og 1739 bortskødede jorden til Drewsens brodersøn Johan Drewsen d. Y.; denne købte også 1756 selve lyststedet med de af W. nyopførte bygn. og tilliggende have. Den skønt beliggende ejendom (til tider kaldet Søelund) udlejedes til sommerbolig for hovedstadens fornemme, fx. gehejmeråd s. 972 Chr. v. Støcken († 1762) og kancelliassessor Henrik Hielmstierne († 1780). 1826 overgik S. til kaptajn, senere landstingsmand Simon Nicolai Beutner († 1880), der her i nogle år drev en olieml. 1855 bortsolgtes S. på auktion for 16.000 rdl. til gross. Chr. Aug. Broberg († 1886). Sen. ejere har været gross. C. F. Funch 1875–1910, godsejer J. C. Funch 1910–16. – S. er nu overtaget af staten; dens bygninger er nedrevet, og de tilhørende jorder indgår som led i en naturpark.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 407–10.

Af de mindst tre landsbyer i kom., der er forsvundet, kendes beliggenheden af de to. Stokkerup (1401 Stokørp, Stokorp) lå ved nuv. Stokkerup dam på Eremitagesletten. Den blev nedlagt i slutn. af 1600t., se ndf. Møllestrup (o. 1370 Mølløthorp, 1417 Møllethorp, 1664 Møllestrup) lå ved Fuglevad. Bilstrup (1348 Bilstorp) henføres i en del dokumenter til dette so., i Roskildebispens jordebog fra 1370erne til Gentofte so. – En række møller, som har ligget i kom. langs Mølleåen, nævnes i ældre tid: Brændemølle (1282 Brennæmøllæ), Brede mølle (o. 1370 molendinum Brydæ), Fuglevadsmølle (1629 Fullevadts Mølle), Ørholm mølle (o. 1370 molendinum Ørewaz), Lugnsmølle (o. 1370 molendinum Lughna, Lughn er det gamle navn på Mølleåen, jf. Lundtofte) og Langsøbjergsmølle (o. 1370 molendinum Lanxebyerghs).

Skove:

V. i Lyngby so. under Frederiksdal gods ligger Frederiksdal skov (220 ha), der består af delene Spurveskjul (1650 Spurreschiul), Nybroskov og Frederiksdal Storskov. Arealet er kuperet. Jorden god let skovjord. Undergrunden overalt på hårdbundsarealet leret el. gruset sand. Mosearealerne langs Mølleåkanalen er af ringere beskaffenhed. Vækstforholdene er de fleste steder jævnt gode for løvtræ, bedre for rødgran. Bøgen er ofte af mindre god kvalitet. Træartsfordelingen er: bøg 107 ha, eg 6 ha, andet løvtræ 12 ha og nåletræ 57 ha. Ved fredningsdeklaration af 14/5 1943 er der sat meget snævre grænser for den forstlige behandling, idet fx. bøg skal afløse bøg i stor udstrækning ved foryngelser, ligesom træerne må bevares til en højere alder end normalt i skovbruget. Frederiksdal slotspark grænser op til Spurveskjulsskoven. Opr. hed skoven ml. den nuv. Hummeltoftevej og Mølleåen Indelukket, mens man ved Spurveskjulet forstod det tætte krat omkr. den lille, langstrakte sø, der ligger umiddelbart sø.f. slottet. På en høj bakke i Spurveskjulsskoven findes en gl., grevelig familiebegravelse, hvor to komtesser Zeuthen hviler. Her står en af de mange skelsten, som for århundreder tilbage omgav godset. I stenen er anført årstallet 1703 samt et navnetræk og krone. På overgangen fra højbundsarealet til blødbundsarealet ved Mølleåen finder man Louisekilden, der dog nu efter åens regulering er udtørret. Kilden er opkaldt efter Christiane Louise Warnstedt, der var svigerinde til Frederiksdals dav. ejer, grev J. S. Schulin. Spurveskjulsskoven og den s.f. Mølleåen liggende Nybroskov forbindes ved Kobro. Skoven v.f. Frederiksdal ml. Furesøen og Kulhus hedder Storskov. Her mærker man sig bakkepartierne Store- og Lille Kobberholm samt skovsøen Hulsø, der har været anvendt til karpedam. Bakken n.f. søen hedder Hulsøbakke. På den vestl. side af St. Kobberholm kan man endnu finde en stenet jordvold, som siges at have været vejen til kobberværket, der i længst forsvundne dage skal have ligget her. Midtvejs ml. Frederiksdal og Kulhus ligger n.f. Kulhusvejen en kæmpehøj, der kaldes Lucie Kirkegård. Om den hedder det: En ung pige, der havde født et uægte barn og taget det af dage, blev straffet herfor ved at blive levende begravet på dette sted. Sene nattevandrere vil endnu i lyse måneskinsnætter kunne se hende sidde på højens top, vridende sine hænder i fortvivlelse, kæmmende sit hår, osv. – Ø.f. Frederiksdal skov ligger den kommunen tilhørende Lyngby Åmose (ca. 40 ha), der bl.a. er bevokset med birk og el. Her ved Prinsessestien finder man Klopstocks eg. Andre anlæg, der tilhører kom., er Furesøparken, Kollelev Mosepark, Folkeparken ved Lyngby sø og kratskovene mellem Brede og Ørholm, herunder Brede krat. Andre bevoksninger langs Mølleåen er i privat besiddelse, mens atter andet henhører under Frilandsmuseets område. Skoven på Borrebakken tilhører rekonvalescenthjemmet af samme navn (ejer: Sammenslutningen af københavnske Sygekasser). Andre småskove er skoven ved Lystoft, Trydes krat, Runde Bakke samt nogle arealer ved Hjortekær. Sorgenfri slotspark og Norske skov er statens. I slotsparken findes en genforeningssten (se ndf.), en mindesten for forfatterinden Gyrithe Lemche († 1945) og Stuckenbergs bænk til minde om digteren Viggo Stuckenberg († 1905).

Litt.: Svend Fleuron. Skovene om Furesøen. 1919. L. Albeck-Larsen. Skovene om København. 1956.

Næsten hele Tårbæk so. dækkes af Jægersborg Dyrehave (1015 ha) med Stampeskov og Christian s. 973 den IX.s Hegn. Terrænet er noget bakket. Jordbunden overvejende lerblandet sand el. grus med gennemgående god muldtilstand, velegnet til skovdrift. Det højeste punkt (46 m o.h.) er Djævlebakken (tidl. Evighedsbakken). Dyrehaven, der udelukkende drives som lystskov, er københavnernes kæreste skov. Dens parkagtige karakter er noget ganske enestående i dansk natur. Sletter, den største Eremitagesletten (ca. 400 ha), veksler med imponerende trægrupper og enkeltstående, ærværdige gl. ege og bøge. Specielt mærkes de gamle hvidtjørne, der opr. har dannet undervækst i den engang udbredte egeskov, fx. i partiet ned mod Springforbi. Men i dag er det bøgen, der dominerer og i særlig grad præger Dyrehaven, som i øvrigt takket være den betydelige vildtbestand er ejendommelig ved sin mangel på naturlig opvækst af unge træer. Foryngelsen søges derfor løst efter en bestemt plan og ved omhyggelig indhegning af de nykultiverede arealer.

Dyrehaven omtales i ValdJb. Den hed dengang Boveskoven (Bouæschog). Under svenskekrigen 1658–60 led skoven en del, som det fremgår af en synsforretning, der fandt sted 1660, men ødelæggelserne var dog næppe så omfattende som i de nærliggende skove, Charlottenlund, Ordrup krat og Ermelunden. I Fr. III.s regeringstid blev 1669 en mindre del af Boveskoven indhegnet til dyrehave, for at kongen i nærheden af residensen kunne afholde jagter i overensstemmelse med enevældens krav. Rester af denne første indhegning ses endnu som brudte, svage volde på strækningen n. om Ulvedalene, Præstesletten, den slesvigske sten til Tårbæk kirke. Kort efter Fr. III.s død 1670 udvidede Chr. V. det påbegyndte anlæg af en dyrehave til også at omfatte det nuv. Jægersborg Hegn, således at det samlede areal blev omtrent 2700 tdr. land fordelt på Tårbæk og Søllerød sogne. Hele området indhegnedes med enebærstager hentet i Frederiksborg amt, og landsbyen Stokkerup, der lå lidt sv.f. det nuv. Eremitageslot, blev nedbrudt, og de derboende bønder fik anvist andre boliger. Arbejdet med indretningen af Dyrehaven lededes af overjægermester Vincentz Joachim Hahn († 1680). Vildtet bestod formentlig af dyr, der blev drevet sammen, inden hegnet blev sat. Kronvildtbestanden fik dog allr. 1671 og 1675 tilført nyt blod gennem kronhjorte, indfangne på Bornholm. s. 974 1693 gentoges denne aktion, og man mener, at det »blissede« kronvildt, som mange år sen. eksisterede her, nedstammede fra de bornholmske hjorte. Efter indkaldelse af en engelsk parforcejæger, Robert Bodge, kunne kongen allr. efteråret 1670 afholde den første parforcejagt. Under en sådan blev kongen 19/10 1698 slået af en hjort, da han gav den fangst, og mange sætter hans tidlige død i forbindelse med denne hændelse. Stedet, hvor det skete, skal if. mundtlig overlevering være ved det s.k. Femvejskryds nø.f. Eremitagen. I Chr. V.s tid var Dyrehaven helt afspærret for publikum. Fr. IV derimod tillod passage, som imidlertid atter inddroges af Chr. VI, der som Chr. V var en meget ivrig jæger. Fra hans tid stammer det hvide kronvildt, der blev indført fra Württemberg 1737, og hvoraf enkelte efterkommere endnu findes. Siden Fr. V.s tid har Dyrehavens porte imidlertid givet adgang for publikum, der tidligt samledes i det smukke parti ved Kirsten Pils kilde, Kildesøen og Kildebakken for i »kildetiden« at fejre midsommeren med alle slags forlystelser. Om Dyrehavsbakken se s. 401–03.

I Dyrehaven findes bevaret en række gl. ege, hvoraf mange har mistet grene og krone og i mange tilfælde kun er ruiner. Nogle af de kendteste er Skovfogedegen i haven til skovfogedstedet ved Klampenborg, Hjortekildeegen lidt n.f. Fuglesangsø, Ulvedalsegen, Vorteegen på Præstesletten, Englænderegen lidt nø.f. Eremitagen og Skydeegen n.f. Eremitagen. Denne sidste var omkr. 1840 Dyrehavens bedste skydetræ. Der var ligefrem indrettet et lille hus i den, forsynet med skydeskår, hvorfra man havde de bedste muligheder for at nedlægge vildtet. Om Englænderegen hedder det, at da englænderne 1807 lå foran Kbh., var der to engelske soldater, der så deres snit til at røve regimentets pengekasse og grave den ned et sted i Dyrehaven, uden at det lykkedes at opklare forbrydelsen. Mange år sen. tilstod imidlertid den ene af røverne på sit dødsleje over for præsten, hvor kassen var gravet ned, nemlig under en fritstående eg umiddelbart nø.f. Eremitagen. En større efterforskning blev iværksat, uden at det dog lykkedes at tilvejebringe regimentskassen. En bøg, der fortjener særlig opmærksomhed, er Oehlenschlägers træ, som står s.f. Fortunvej, lidt v.f. Kildesøen. Man kan endnu skimte digterens navnetræk, skåret af ham selv over en trettenårig periode. N.f. Kildesøen op til Fortunvej finder man den navnkundige Kirsten Pils kilde med følgende indskrift på stensætningen:

Andre nævneværdige kilder er Hjortekilden og Fuglesangskilden. Siden 1910 har der i Ulvedalene med mellemrum været friluftsteater. Djævlebakken her er meget anvendt til vintersport. Andre bakker er Kamelryggen og Svineryggen. Peter Lieps hus (el. Kildehuset) har navn efter en populær skovløber, der var ansat af Fr. VIII som skytte. Det er et kendt traktørsted. Huset er brændt nogle gange, men er hver gang genopført i udvidet skikkelse. Skovpartiet omkr. Peter Lieps hus benævnes von Langens plantage efter den indkaldte tyske forstmand af dette navn (jf. I s. 372). De store ædelgraner, der tidl. stod her, var plantet ca. 1765 i 3 grupper, hvoraf den ene blev gennemskåret ved anlæggelsen af Kystbanen 1897. En del af de træer, der blev skovet i den anledning, fandt dels anvendelse ved pilotering af jernbanebroen over Strandmølledammen og dels som loftsbjælker i borgerrepræsentationens store mødesal i Kbh.s rådhus. Andre nævneværdige lokaliteter er Douchebad mose, hvis navn efter sigende hidrører fra, at det gamle Klampenborg bad brugte vandet herfra til særlige sundhedsbade. På Eremitageslettens højeste punkt ligger det smukke jagtslot Eremitagen (se s. 771). Sletten er tilholdsstedet for store mængder vildt, navnlig dådyr. Her har Københavns Golfklub også sine baner. S.f. Christiansholmsvej står under nogle gl. bøge den slesvigske sten og den skandinaviske sten til minde om slesvigernes besøg 1861 og 1865 og om et nordisk møde 1845.

Ved kgl. resol. af 8/8 1832 bestemtes det, at den n.f. Mølleåen liggende del af Dyrehaven (nu Jægersborg Hegn), omtrent 863 tdr. land, skulle udlægges som fredskov og frahegnes den s.f. Mølleåen liggende del. Hegnets placering er sen. flere gange ændret, men forløbet er nu sådan, at Stampeskov ligger udenfor, mens Chr. IX.s Hegn, ca. 110 ha, ligger indenfor. I Stampeskov mærkes i øvrigt en større samling ege, hvoraf en ved navn Lynegen. Andre bemærkelsesværdige træer her er Kejserbøgene, opkaldt efter den russiske czar Alexander III, s. 975 som 1887 deltogi en jagt i Dyrehaven og ved den lejlighed ridsede sine initialer i det sydligste af træerne.

Ved Springforbi har staten ved erhvervelse af de store villaejendomme Beaulieu og Havslunde i nyere tid skabt forbindelse ml. Dyrehaven og Øresund. Selv om Dyrehaven i første række blev anlagt af hensyn til jagten, havde man dog også hoffets betydelige vildtforsyning i tankerne, og der blev gjort meget for at sikre Dyrehaven en konstant vildtbestand. Gennem udstedelsen af en række resolutioner, som fx. at der 1778 skulle leveres 120–140 læs hø til vildtet, søgte man at nå dette mål. Anstrengelserne kronedes imidlertid ikke altid med held. Navnlig kunne strenge vintre gøre et stærkt indhug i bestanden, således døde der i de tre vintre 1784, 1787 og 1788 i alt 1418 stk. vildt, og hofholdningen kunne derfor ikke forsynes. Dette foranledigede visse forbedringer gennemført, som anlæg af vildtremiser. Det var dog næppe tilstrækkeligt, i hvert fald døde der alene i vinteren 1798–99 661 dyr, hvorefter der kun var 813 tilbage. Græsningsmulighederne søgtes nu forbedret ved, at 50 tdr. land af slettearealet årlig blev pløjet og udlagt med græs og hvidkløver. Senere gik man over til at skifte ml. havre og græsudlæg. En sådan vekseldrift er blevet gennemført til vore dage. 1799 angives vildtmængden til: kronvildt 556 og dåvildt 948, i årene 1876–85 var bestanden gennemsnitlig: kronvildt 169 og dåvildt 1078, 1913: kronvildt 200 og dåvildt 1200 og 1957: kronvildt ca. 200, dåvildt ca. 1800 og sikavildt ca. 50.

Ved Springforbi har Statens forstlige Forsøgsvæsen siden 1919 haft til huse. Der er henlagt et areal på 5 ha, omfattende planteskole m.v. og en lille skov ved Strandmølledammen under forsøgsvæsenet.

Litt.: Svend Fleuron. Fører i Dyrehaven. 1919. N. Vestergaard. Ædelgran i Jægersborg Dyrehave, Dansk Skovforenings Tidsskrift 1920. 81–86. C. Weismann. Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. 1931. 138 ff. Sigvart Werner. Dyrehaven. 1946. L. Albeck-Larsen. Skovene omkring København. 1956. L. B. Brüel. Vor nationale Skov – Dyrehaven, Danmark. I. 1940 (16–21. 35). Kai Flor. Dyrehaven, dens Historie og Kulturhistorie. 1941. Sofus Franck. Lidt om Dyrehavens Træer, Danmark. I. 1940 (22–23). Carl Mar. Møller. Dyrehavens Træer og Buske, i Dyrehaven fra Ismark til Naturpark, Medd.Gjentofte. 3. 1938. 317–25. C. Raunkiær. Dyrehavens flerstammede Bøge, Dansk Naturfredningsforenings Aarsskrift 1934–35. 65–72. C. Raunkiær. Dyrehavens gamle Ege, Botaniske Studier. Nr. 5. 1934. 85–162. C. Raunkiær. Dyrehavens Tjørne, Dansk Naturfrednings Aarsskrift 1933–34. 43–48. C. Raunkiær. Tvekamp mellem Eg og Bøg i Jægersborg s. 976 Dyrehave, Dansk Naturfredningsforenings Aarsskrift 1932–33. 51–63. Villads Christensen. Fra Dyrehaven, HistMKbh. 6. 1917–18. 541–60. Poul Bredo Grandjean. Jægersborg Dyrehave for 200 Aar siden, Tidsskrift for Skovvæsen. 20. 1908. A 42–47.

Fredede oldtidsminder: Ved Dyrehavegård et af de ældre dyssekamre med 4 lige høje bæresten; heri fandtes to lerkar (dyssetid). Ved Sorgenfri en stor høj med flad top, Dansebakken; nær Lyngby Prinsessehøj, i byen en lille høj, ved Virum 2 mindre høje; ved Dyrehavegård én, ved Hvidegård 2 og ved Lundtofte 2 høje. – Sløjfet eller ødelagt: Ved Virum 3 høje, hvoraf de 2 1829 undersøgtes af den sen. Chr. VIII; der fandtes bronzesager i dem begge; 2 høje ved Brede. Ml. Lyngby og Dyrehaven 9 høje, hvoraf de 5 lå på Hvidegårds marker; i en af disse er gjort et mærkeligt gravfund fra ældre bronzealders sen. del: Foruden en dynge brændte ben, indsvøbt i uldtøj, sværd med skede, dolk, kniv, læderetui med amuletter: Brudstykke af ravperle, træterning, hale af firben, falkeklo m.m. Ved Engelsborgskolen en høj.

Ved Fortunen en runddysse (med tilført dæksten) og en langdysse; i øvrigt findes i Dyrehaven en runddysse, en noget ødelagt langdysse og 69 høje, de fleste mindre, men flere dog ret anselige, således Garderhøj på Eremitagesletten og en langhøj og et par rundhøje ved Ulvedalene; højene findes navnlig samlet i grupper ml. Fuglesangssøen og Eremitagen. Mange af højene er i ny tid blevet restaureret efter gravninger i ældre tid, navnlig af Fr. VII. – Sløjfet eller ødelagt: 6 høje i Dyrehaven. – Ved Tårbæk hotel er fundet et spidsvåben af hjortetak fra ældre stenalder. På Eremitagesletten er fundet en helleristningssten med skibsbillede.

Genforeningssten: Lyngby-Stenen, i Sorgenfri park, på s.skråningen af Askælderbakke. Ornamenter tegnet af adj. C. Drackenberg, indskriften af billedhuggeren J. Nielsen Sondrup. Natursten. Afsl. 28/11 1920. Engelsborg-Mindesmærket, midt i villakvarteret E. Tegnet af billedhugger J. Nielsen Sondrup. Stod færdigt genforeningsdagen.

I Lyngby so. fødtes 1753 søofficeren Jost van Dockum, 1795 højesteretsadvokaten Poul Sporon, 1803 officeren Søren Barth, 1804 gartneren P. Petersen, 1810 genremaleren C. A. Schleisner, 1813 søofficeren F. L. Sommer, 1815 gartneren Carl Ludvig Petersen, 1818 lægen P. A. Schleisner, 1819 prospektmaleren Ferdinand Richardt og arkitekten V. Th. Walther, 1837 boghandler Vilhelm Tryde, 1844 slotsgartneren Chr. Jørgensen, 1858 journalisten, forf. Henrik Cavling, 1866 filantropen Sophie Trier, 1868 journalisten, forf. Frejlif Olsen, 1871 forf. Frederik Skousbo, 1872 landbrugsredaktøren J. C. B. la Cour, 1873 anglisten Niels Bøgholm, 1876 skolemanden, zoologen Asger Ditlevsen, 1885 maleren Viggo Madsen, 1901 solodanserinden Elna Lassen.

I Tårbæk so. fødtes 1777 landøkonomen, den industridrivende og politikeren J. C. Drewsen, 1799 fabrikanten Christian Drewsen, 1804 papirfabrikanten og politikeren Michael Drewsen, 1830 biskop Johannes Clausen, 1846 børnehjemsforstanderen, forf. Carl Christensen, 1856 forf. Hother Ploug, 1857 tandlægen Carl Christensen, 1867 grosserer Christian Holm, 1870 boghandler Halfdan Jespersen.

Historie. Kom.s hovedby, Kongens Lyngby, ligger omkr. det gl. vadested over Mølleåen, hvor de n.-s.gående veje krydsede vandløbet. Kirken byggedes på den stejle bakke ved åen. Lyngby fik allr. tidligt et særpræg ved den mølleindustri, der i tidens løb opbyggedes langs Mølleåen, og som drog fordel af den rigelige vandkraft i denne (vandmængden nu ca. 850 liter i sekundet). Om de gl. møller se også s. 972. Der fremstilledes eller forarbejdedes langs Mølleåen jern, kobber, bark, papir, klæde, krudt og forsk. industrivarer (bl.a. geværer). Mølleådalen var gennem flere årh. et vigtigt industricentrum i Danmark. Lyngby var dog også en bondeby, hvis jorder udskiftedes i slutn. af 1700t. Af udflyttede gårde kan nævnes Hvidegård, Trongård og Fortungården, i Virum Holmegård og i Lundtofte Egegård og Lille Ørholm. Den naturskønne egn prægedes især fra 1700t. af de mange lystgårde og landsteder, som kongehuset, adelen og den højere kbhske borgerstand her opførte. Af disse kan nævnes Sorgenfri slot (se s. 709–11) og Eremitagen (se s. 771–72), Frederiksdal slot (se s. 774 og 968), Palæet på Lyngby hovedgade (se s. 774), Marienborg og Sophienholm (se s. 774) samt Spurveskjul ved Frederiksdal (se s. 774).

1863 anlagdes jernbanen fra Kbh. til Holte, 1897 kystbanen gennem Tårbæk, 1900 privatbanen fra Lyngby over Nærum til Vedbæk. Denne sidste har siden fået endestation i Nærum og udgår nu fra Jægersborg. Den drives af Lyngby-Tårbæk og Søllerød kommuner i fællesskab. 1935 elektrificeredes banen ml. Kbh. og Holte, og siden anlagdes stationer i Jægersborg, Sorgenfri og Virum. Den lette forbindelse til hovedstaden har både bevirket, at industrien har s. 977 holdt sig i Lyngby, og at en stadig større del af den befolkning, der har arbejde i Kbh., nu bor i Lyngby-Tårbæk kom. Elektrisk gadebelysning indførtes i Lyngby allr. 1895. 1907 førte NESA elstrøm til Tårbæk, 1909 til Lyngby. Siden 1/7 1941 forsynes kom. med gas fra Strandvejs-Gasværket. Vandforsyningen sker dels fra kom.s egne anlæg i Lyngby og Dyrendal, dels fra Gentoftes og Lyngby-Tårbæks fælles vandværk ved Sjælsø. Kom. rummer store natur- og parkanlæg på i alt ca. 80 ha., hvoraf halvdelen falder på Lyngby Åmose. Endv. de af kom. anlagte og drevne anlæg Frederiksdal fribad og Hjortholmsparken ved Furesøen. Der findes ca. 50 ha idrætspladser, hvoraf Lyngby stadion (Sorgenfrigårdsvej 100) optager ca. 25 ha.

Litt.: Kongens Lyngby (billedværk). 1936. Vilh. Marstrand. Kongens Lyngby. Landsbybebyggelsens Opstaaen og Udvikling. 1941. Axel Nielsen. Industriens Historie i Danmark I. 1943.