Skjern sogn

(V. Velling-S. kom.) omgives af V. Velling, Hjorthede og Lee so. samt Sønderlyng hrd. (Viskum, Ørum, Kvorning, Hammershøj, Læsten og Ålum so.). En enklave (Ilsø) ligger ml. Hjorthede og Sdr. Vinge. So. skilles fra Sønderlyng hrd. af Vejlebæk, og det deles i to dele af Nørreådalen, der her har en bredde af næsten 2 km. Omkr. selve åen ligger et bælte af våde enge, markerende omfanget af den fjordarm, der i stenalderen fra Randers fjord strakte sig langt v.f. so., mens de omgivende tørre, sandede terrasser er at opfatte som istidens tunneldal. Disse terrasser begrænses til begge sider af stejle, forkløftede og skovklædte skrænter (Løvskal skov, Skjern skov, Karmark skov) af stor landskabelig skønhed. Det bølgede moræneplateau er mest af sandet beskaffenhed og m. noget skov og plantage. Den sydl. landevej ml. Randers og Viborg krydser Nørreå ved Skjern bro.

Areal i alt 1960: 2661 ha. Befolkning 26/9 1960: 679 indb. fordelt på 203 husstande (1801: 323, 1850: 554, 1901: 683, 1930: 755, 1955: 685).

I so. Skjern (1347 Skærnæ) kirke; byerne: Løvskal (1600 Løfskalle; u. 1791 og 1805) m. forsamlingshus, savværk og telf.central; Tindbæk (1600 Tindbek; u. 1792) m. forsamlingshus. – Saml. af gde og hse: Ilsø (1600 Ilsøe; u. 1790 og 1802). – s. 391 Gårde: hovedgd. Skjerngd. (1531 Skiern gard; 9,4 tdr. hartk., 121 ha, hvoraf 14 skov; ejdv. 240, grv. 121); Karmark (*1340 Kormarke, 1344 Karæmark); Karmark Mølle; Tindbækgd.; Ilsøgd. (6,7 tdr. hartk., 81 ha, hvoraf 8 skov; ejdv. 340, grv. 157); Stubberupgd. (1664 Stubberup). Ved Viborg-Randers sdr. landevej centralskole (opf. 1961, arkt. N. og M. Buhl og H. E. Klithøj, Randers) og Granly andelsmejeri (opret. 1901, omb. 1915, arkt. E. V. Lind, Skive).

S. so., der sa. m. V. Velling so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Middelsom og Sønderlyng hrdr.s provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som V. Velling so. So. udgør 4. udskrivningskr., 522. lægd og har sessionssted i Bjerringbro.

Den lille, blytækkede kirke ligger hegnet af svære kampestensdiger på den terrasseformede kgd., der sænker sig ned mod Nørreådalen. I den romanske kvaderbygn., bestående af kor og skib m. sen. tilføjet våbenhus mod s., er murene næsten fuldstændig omsat ved en rest. 1887 (arkt. Hother Paludan; årst. på v.gavlen), dog m. bibeholdelse af det ældre materiale. Bev. er således et tilmuret romansk vindue i korets ø.gavl og begge døre. N.døren, der er tilmuret m. kvadre, har i tympanonfeltet et relief m. to løver (Mackeprang. JG. 260). S.døren, som stadig er i brug, flankeres af rundstave og søjler, hvoraf den vestre er fornyet. I v.gavlen er indsat en kvadersten m. det for Randersegnen karakteristiske sløjfeornament. Våbenhuset foran s.døren og det lille rytterspir over v.gavlen er begge nyere. I det indre, hvor skibet dækkes af bjælkeloft, mens koret er krydshvælvet, er korbuen udv., men m. bibeholdelse af de gl. kragsten. På det murede alterbord står en stor, sengotisk, trefløjet altertavle fra tiden henimod 1500; i midtskabet ses den hellige Anna m. Jomfru Maria og Jesusbarnet ml. Skt. Nicolaus og den hellige Katharina af Siena, på fløjene de hellige tre konger og helgener; farverne er fjernet ved en rest. 1876; på predellaen er malet Kristus som smertensmand. Foran midtskabet er anbragt et forgyldt kors fra et middelald. processionskors. En ligeledes sengotisk sidealtertavle, der bærer Otto Nielsen Rosenkrantz’ våben og har udsk. fremstillinger af Maria, Peter og Paulus, blev 1889 fundet i Skjern fattiggd. og sen. overdraget til Viborg Stiftsmuseum. Et sengotisk korbuekrucifiks hænger nu på skibets n.væg; et meget mindre, ligeledes s. 392 sengotisk krucifiks er anbragt på s.væggen, mens en tidliggotisk bispefigur af træ er opstillet i våbenhuset. Romansk font af granit m. glat kumme og fod af omvendt terningkapitæl. Enkel prædikestol m. snoede søjler og profil m. bukkelbort, fra slutn. af 1600t. Skriftløs klokke af tidligmiddelald. form (Uldall. 8). Ved våbenhuset er opstillet to runesten. På den mindre, der er et fragment fundet i kirkens grundmur, læses: »Osbjørn(?) …sin…Haralds«; på den velbev. større sten, fremdraget i Skjern slots ruiner, læses: »Sasgerd, Finulvs datter, rejste stenen efter Odinkar, Osbjørns(?) søn, den dyre og hin drottro. En sejdkarl (skal) den mand (være) som bryder disse kumler« (DRun. 115 ff.); ml. skriftbåndene et mandshoved i vikingetidens stil.

Skjern birk. Der foreligger intet om, hvor gammelt dette birketing er, men det nævnes i hvert fald 1566. Kronen havde sen. andel i birkeretten, men overdrog 1673 denne til Frederik von Arenstorf. Efter at den sidste birkefoged, Christen Hedegård, var blevet afskediget 11/7 1815, blev embedet bestyret af herredsfogden for Middelsom-Sønderlyng hrd., og 1820 blev det indlemmet heri.

Tinget er formodentlig opr. blevet holdt på Tinghøj ved Tindbæk i Skjern so.; ca. 1680 bestod birket af V. Velling og Skjern so., og tingstedet var »i skoven østen fra Karmark«, sen. blev det henlagt til Skjern hovedgård.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1936. 273. Hans Knudsen smst. 4. Rk. III. 1917–19. 392. Ejnar Poulsen i AarbViborg. 1955. 31 ff.

Skjern slot omtales første gang 1347, men må være væsentligt ældre. I forb. m. fordelingen af arven efter marsk Peder Vendelbo d. æ. († 1346) bestemtes, at borgen skulle tilfalde Peder Pedersen Vendelbo og hans 4 ’fratres couterini’, dvs. halvbrødre el. måske fjernere slægtninge, idet også Bo Falk og Ludvig Albertsen (Eberstein) fik part i S. (de var g. m. henh. en datterdatter og en datter af Peder Vendelbo d. æ.). 1409 bestemtes, at Kirsten Falk skulle ægte hr. Henning Podebusk († før 1442). De var begge af Peder Vendelbos slægt, og de skulle have hele S. Kirsten Falk blev g. 2. m. Bord Jensen, der 1452 skrives til S. Hendes 4 døtre af første ægteskab fik sikkert hver sin del af S.: Marine Podebusk ægtede Hans Eriksen (våben: en stjerne og en hjortevie), og de solgte før 1447 deres part til Oluf Sommer. Elne Podebusk, g. m. Iver Christiernsen Fasti, havde vist en tid pantsat sin del af S. til Axel Pedersen (Thott) og Oluf Axelsen (Thott). Fra 1464 skrives rigshofmester hr. Erik Ottesen Rosenkrantz († 1503) til S.; 1474 fik han af Chr. I tildømt hele gden. Den arvedes af hr. Niels Eriksen Rosenkrantz († 1516), og her døde hans enke Birgitte Olufsdatter Thott 1528. Af deres børn skrives hr. Oluf Nielsen Rosenkrantz til S. o. 1520; Henrik Nielsen Rosenkrantz stod vist for styret efter moderens død, mens Christoffer Nielsen Rosenkrantz († 1561) 1531 fik gden udlagt. Da han døde ugift, deltes S. ml. en række søskendebørn. Blandt parthaverne var Otte Banner († 1585), hvis del sen. kom til søsteren Karen Banner († 1611); Birgitte Rosenkrantz († 1592), der antagelig solgte sin part til Christoffer Gersdorff, der 1617 mageskiftede den til kronen; endelig en del medlemmer af familien Krabbe af Østergd.: Tage Krabbe mageskiftede 1601 sin del m. kronen, mens Anne og Dorte Krabbe henh. 1608 og 1603 solgte til Esge Brok († 1625). En af dennes døtre ægtede Jørgen Skeel († 1631), hvis sønnesøn af sa. navn († 1695) og dennes søn Christen Skeel († 1731) ejede part i S. En anden datter var g. m. Frans Lykke († 1655), der fik del i S., som vist 1627 var blevet ødelagt af de kejserlige tropper. Hans datter Christence Lykke var g. m. Frans Brockenhuus († 1660), hvis datter Sophie Amalie Brockenhuus († 1680) 1662 ejede part i S. Den arvedes af Kaj Lykke, tilfaldt kronen og blev 1686 af Chr. V foræret til general Frederik v. Arenstorff († 1689), der havde ægtet ovenn. Christence Lykke og derved fået en anden part i gden. Hans 2. hustru Augusta Elisabeth Rumohr († 1728) opførte 1692 og flg. år Karmark og det nuv. S. af sten fra det nedbrudte S. slot. Hendes søn Henning v. Arenstorff solgte 1721 sin andel i S. (34 tdr. hartk.), Karmark (10) samt tiender og gods til ovenn. Christen Skeel, der 1725 oprettede grevskabet Scheel, hvori han indlemmede S. (70, 33 og 312 tdr. hartk.). Grevskabet arvedes af gehejmeråd Jørgen Scheel († 1786) og hans sønnesøn kmh. Jørgen Scheel († 1825), der 1813 skødede S. og Karmark med gods for 225.000 rdl. til et konsortium af bønder, som straks skødede S. (jordskyld 40, skovskyld 22 tdr. hartk.) for 13.542 rbdl. til gehejmekonferensråd Hans Heinrich v. Schilden-Huitfeldt til Clausholm, hvis dødsbo solgte den 1822 (skøde 1826) til 12 gårdmænd, som 1828 delvis udstykkede den og 1841 solgte den (jordskyld 32, skovskyld 10 tdr. hartk.) for 10.200 rbdl. sølv til Frederik Borch († 1868). Hans enke Johanne Frederikke Frausing døde 1886, og 1887 solgtes S. for 52.400 kr. til brødrene proprietær Chr. S. Poulsen og sagf. N. Poulsen. Af dem købtes den ca. 1908 af forpagter H. M. Schack. Han solgte 1912 S. for 80.000 kr. til J. Jørgensen. P. Philipsen ejede den til 1917, derefter s. 393 fabrikant P. Pagh († 1921) og A. Ingwersen, Bjørnholm, der 1923 solgte den for 285.000 kr. til proprietær P. C. Rask; derefter direktør C.F. Nielsen, Odense. 1932 afhændede Kreditforeningen af jyske Landejendomme den til overretssagf. F. Teisen, Viborg, som 1934 solgte den til konsulent Gleerup. 1945 ejedes den af Hans Ascot. Sen. har den haft mange ejere; 1961 solgtes den af P. Brandt Ernstsen til J. C. Korsgaard for 369.000 kr. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: Mogens Lebech i DSlHerreg. Ny S. II. 1945. 578–85. Ejnar Poulsen. Om S. slot og gods, i AarbViborg. 1955. 5–48. DLandbr. VI. 558–60.

Den hvidkalkede hovedbygning er opf. i 1690erne af materiale fra det nedbrudte Skjern slot som en enkel længe over høj kælder og med afvalmet tag. Den er en del ombygget 1842.

I Engen et Stykke S.f. Skjern Hovedgaard hæver det middelald. Skjern Slots Voldsted sig, delvis bevokset med gamle Træer. Borgenhar opr. ligget som en Ø i den nu udtørrede Sø el. Mose. Voldstedet bestaar af en rummelig firesidet Borgbanke, der har baaret et firefløjet Bygningskompleks, hvis Murværk spores paa Banken, navnlig i dennes V.side. Banken har været omgivet af en Grav, en udenfor liggende Vold el. Dæmning, og atter uden for den en Grav. Hvorvidt Volden el. Dæmningen i Tidens Løb er blevet stærkt udjævnet el. aldrig har været, høj, lader sig ikke afgøre. Den har i N., hvorfra Adgangen til selve Borgbanken har været, en Udvidelse, en Slags Forvold, hvor der er fundet Fundamenter fra en kvadratisk Bygn., formodentlig et Porttaarn. Herfra ses i Engen svære Egepæle fra en Bro, der har ført videre mod N. til en endnu synlig Vejvase, ved hvis S.ende ses andre Pælerækker vinkelret paa de første med Retning mod V.

I 1840erne foranstaltede F. Borch en Udgravning paa Voldstedet. De da fremdragne Murrester er nu næsten helt forvitrede el. tilgroede. Det konstateredes da, at Fundamenterne hviler paa nedrammede Egepæle. N.fløjen synes at have haft to firkantede Taarne mod Gaardsiden.

V.f. Voldstedet og lige v.f. Karmarkvejen er der fundet Spor af en helt grundmuret Bygning af Munkesten. Dens Spor er helt forsvundet. I Marken lidt sv. herfor har ligget et nu forsv. Voldanlæg, kaldet Svenskeskansen.

Karmark tilhørte mul. drost Peder Nielsen Hoseøl (Skovgaard) († 1298). 1340 overdrog greverne Henrik II og Klaus af Holsten borgen K., som tilhørte drost Peder Vendelbo, til hertug Valdemar III af Sønderjylland med sa. rettigheder, som deres far grev Gerhard havde haft i den. Før 1344 optrådte Niels Jensen af K. på Peder Vendelbos vegne. 1663 lå K. (8 tdr. hartk.) under Overgd., derefter længe som en avlsgd. (11 tdr. hartk.) under Skjern, med hvilken den var forenet til 1813. Den blev 1820 til dels udparcelleret af Søren Wam og tilhørte så (8 1/2 tdr. hartk.) forligskommissær And. Aarup († 1833), derefter hans enke Karen Lund, der 1834 ægtede Chr. N. Hollesen. 1846 tilhørte den T. C. Tøttrup († 1912), og fra 1900 hans søn P. U. E. Tøttrup, som 1913 solgte den (9 tdr. hartk.) for 80.000 kr. til Hvolbøll. Sen. tilhørte den Bent Jensen, der 1923 solgte den til proprietær G. Frederiksen, Skærvad ml.; nu ejes den af Chr. Poulsen.

Karmark Mølles bygninger, af bindingsværk, er fredet i kl. B. Stuehuset er fra ca. 1650, med senere tilbygning, vandmøllen fra 1809 og laden fra 1863.

Der har ved Løvskal ligget en bebyggelse (mul. landsby) Astrup (*1581 Astrup mark). I so. nævnes endv. tidligere gden Overgård (1664 Offuergaardt).

Der har på Tindbæk Østermark været en hellig kilde (Schmidt. DH. 139).

Skove: Især mod s. i so. findes en del skov, således Løvskal skov, 113 ha, hvoraf bøg 10 og nåletræ 98 ha. Terrænet er stærkt kuperet. Vækstbetingelserne er gode for nåletræ, mindre gode for løvtræ. Skoven ejes af forstkandidat Børge Nielsen. Mod ø. grænser Løvskal skov op til Skjern skov, 98 ha, hvoraf bøg 6 og nåletræ 65 ha. Denne skov ligger på særdeles kuperet terræn. Den ejes af overlæge Chr. Langballe. Den nærliggende Karmark skov samt den nordligere Nr. Vium skov, tilsammen 42 ha, hvoraf løvtræ 34 og nåletræ 8 ha, tilhører gdr. Chr. Jespersen, Tindbæk. Sdr. Vium skov, 23 ha, er en selvstændig ejendom, mens Tindbæk Hestehave, 32 ha, hvoraf bøg 27, eg 1 og nåletræ 3 ha, er delt ml. 17 ejere. Udover de nævnte større skove findes flere mindre, der i reglen tilhører egnens gde.

Fredede oldtidsminder: Ved Skjerngd. en runddysse, i hvis kammer er fundet to tyndnakkede flintøkser og en kraveflaske; nø.f. Tindbæk en langdysse med et rektangulært kammer uden dæksten, hvori er fundet to små bægre og et brudstykke af en kraveflaske. Dernæst 4 langhøje og 34 høje, hvoraf flere er ganske anselige: Rishøj og to andre høje på det høje land n.f. Skjern hvor de fleste høje ligger. Nær Vejlebro på lavt land ligger 4 høje i en gruppe, der opr. har talt 26. – Sløjfet el. ødelagt: 71 høje. – En skålsten, der tidligere har ligget i kirkens fundament, er nu ført til museet i Viborg. Om runestenene ved kirken se ovf.

I so. er 1852 født arkitekten Martin Borch.