Bebyggelsen af området rækker tilbage til Absalons tid, da landsbyen Solbjerg nævnes i de pavebreve, som han fik udstedt for at sikre sine besiddelser for Roskilde bispestol. Landsbyen var da at betragte som et tilliggende til den biskoppelige borg Havn, hvorom landets senere hovedstad voksede op. 1417 overtog Erik af Pommern borgen som sin ejendom, og fra det tidspunkt kan man regne landsbyens nære tilknytning til kronen enten som ladegårdsmark eller som leverandør af hø og halm til de kgl. stalde. Det skulle blive af allerstørste betydning for byens historie, at den således undgik at ligge under staden København.
Solbjerg og Nyby, en torp udgået fra Solbjerg, var små bondesamfund af datidens sædvanlige type. Det var bønder fra Solbjerg, der 1517 dømte Torben Oxe fra livet. På Nybys område oprettedes omkr. midten af 1500t. en kgl. ladegård, hvortil bønderne fra Smørum og Sokkelund herreder skulle levere deres tiendekorn. Denne ladegård var i drift til 1623, da Chr. IV på dens sted lod opføre en ny i virkelig stort format, hvorfor Solbjerg blev nedbrudt og markerne henlagt under gården. Stordriften betalte sig dog ikke, og jorden udstykkedes nu i 20 parceller, 10 på hver side af den nuv. Allégade, og de besattes med efterkommere af Christiern II.s hollandske amagerbønder. 2/6 1651 udfærdigedes kgl. brev på deres ejendomme.
Den nye landsby »Ny Amager« eller »Ny Hollænderby« var mere hollandsk end dansk og fik en stilling, der satte den uden for kredsen af gængse danske landsbyer, fx. dømte bønderne selv som »scheppens« på deres eget ting, og formanden kaldtes skultus (schout). Der var appel direkte fra bytinget til lensmanden, sen. amtmanden. På grund af svenskekrigene og den dårlige jord gik det stadig tilbage for landsbyen, og da den 1697 nedbrændte næsten totalt, blev den ophævet og markerne udlagt til græsning. Enkelte af indbyggerne fik lov at beholde en havegrund.
Kort efter landsbyens grundlæggelse havde dronn. Sophie Amalie opført et lille landsted »Prinsessegården« i den. Efter sin tronbestigelse 1699 byggede Fr. IV nu et slot der, som resterne af landsbyen opkaldtes efter, og som den blev økonomisk afhængig af. 1717 blev byen lagt ind under det københavnske rytterdistrikt, 1721 under tingstedet i Ballerup, 1803 under tingstedet i Blåtårn ved Langebro. 1818 deltes rytterdistriktets birk i to, hvoraf Frederiksberg derefter hørte til det søndre med Rødovre, Hvidovre m.fl. De kommunale opgaver varetoges til 1841 af en af 4, senere af 2 mand bestående grundejerrepræsentation, i hvilken der i 1760erne sad en kvinde.
I hollændertiden besørgedes gudstjenesten i landsbyens kirke af tyske og hollandske præster fra hovedstaden. 1734 byggedes den nuv. Fr.berg kirke (se s. 101), hvorefter byen fik egen præst og degn, der også var lærer i skolen ved siden af kirken. Vesterbro lagdes i kirkelig henseende ind under Fr.berg sogn. Degneog skolelærerembedet var forenet til 1874. Undervisningen var ringe, indtil en skolekommission oprettedes 1806. Først 1863 byggedes en ny skole på Falkoner Allé. 1802 oprettedes en fattigkommission, 1812 den første fattiggård i Bredegade, der 1834 afløstes af et større kompleks i Allégade og dette 1862–63 igen af fattighuset på Howitzvej, hvor nu Falkonercentret ligger.
Da de store hømarker stadig gav ringe udbytte, stilledes 1765 området mellem Gl. Kongevej og Ladegårdsåen til auktion, i alt ca. 78 tdr. hartk. fordelt på 30 lodder. Ud til disse anlagdes den sen. Lampevej, nuv. Howitzvej og Finsensvej. Hermed var Fr.berg blevet en fri, selvejende landsby med hovedvægten lagt på landbruget (1769: 1030 indb., heraf 638 ved landbrug, kun 79 ved håndværk og industri). Af fabriksvirksomheder fandtes især Vodroffsgård, først klædefabrik, senere sejldugsfabrik for flåden, dernæst et kapunstopperi ved nuv. Bagerstræde, et farveri ved Gl. Kongevej, et voksblegeri ved den 1664 opførte Falkonergård, hvor falkoneriet ophævedes 1810, samt flere mindre klædefabrikker. I 1830erne var dog den meste industri forsvundet igen.
Fra slutn. af 1700t. begyndte Fr.berg også at antage karakter af sommeropholds- og udflugtssted for hovedstadens indbyggere, hvoraf de mere velhavende opkøbte grunde og ejendomme til villabebyggelse omgivet af store haver som fx. statsminister J. S. Møstings hus i Smallegade, og Knud Lyhne og Kamma Rahbeks »Bakkehus«. Mange andre digtere har haft tilknytning til kommunen, især Adam Oehlenschläger. Dette præg bibeholdt byen op gennem det følgende århundrede. Den jævne bybefolkning søgte derimod de mange værtshuse og forlystelsessteder, som byen vrimlede med.
Byens udvikling frem til 1850erne skete langsomt og stille. Indbyggerantallet voksede kun lidt. Byen var stadig kun landsby. Kommunestyret ændredes radikalt ved landkommunalanordningen af 13/8 1841, hvorefter et valgt sogneforstanderskab foruden ledelsen af byen også overtog skole- og fattigvæsenet. Hvidovre sogn henlagdes nu også under Fr.berg, indtil adskillelsen af de to sogne fandt sted ved bestemmelserne i »Midlertidig Lov om Frederiksberg Sogns oekonomiske Bestyrelse« af 29/12 1857. Denne lov overdrog bystyret til en kommunalbestyrelse med birkedommeren som formand, og fattig- og skolekommissionerne genoprettedes, ligesom der indrettedes en ligningskommission.
Ved loven af 1857 blev Fr.berg en selvstændig kommune og fik sin egen forfatning, der medførte en stilling, som på flere punkter afveg fra andre kommuners. I forholdet til amtsrådskredsen var kommunens stilling fortsat som en sognekommunes, medens der i øvrigt tillagdes kommunalbestyrelsen, der bestod af birkedommeren og en valgt kommunalrepræsentation, den samme rådighed over byens anliggender, som var tillagt købstædernes øvrighed og borgerrepræsentation i forening. Ligesom fattig-, skole- og brandvæsenet var også bygningsvæsenet henlagt til et særligt organ, bygningskommissionen, der fungerede 1858–1923. Først 1934 overgik styrelsen af skolevæsenet til kommunalbestyrelsen, dog med undtagelse af de pædagogiske områder, der henlagdes under skolekommissionen.
Smallegade set fra Gammel Kongevej fra første halvdel af 1800t. Det ældre Frederiksberg var med sin lave og spredte bebyggelse provinsielt og idyllisk. Til højre i gaden gehejmestatsminister Møstings hus.
Ved lov af 7/4 1899 blev Fr.berg – fra 1/4 1900 – udskilt fra sin forbindelse med Kbh.s amtsrådskreds og stillet på samme fod som en købstad i forhold til amtsrådskredsen, amtsskolerådet samt Kbh.s amts og Sjællands stifts købstæder, ligesom kommunen i sager, der angik vejvæsenet, blev at betragte som købstad. Ved lov af 1/3 1919 udvidedes kommunens købstadsrettigheder betydeligt. Fr.-berg blev i henhold til lovens bestemmelser at anse som købstad, idet den nærmere ordning skulle fastsættes i en af kommunalbestyrelsen udfærdiget og af indenrigsministeriet stadfæstet vedtægt. Birkedommeren deltog herefter ikke længere i byens styrelse, der helt overgik til kommunalbestyrelsen (se I, s. 716–17).
Fra 1909 har flertallet i kommunalbestyrelsen været konservativt. Før dette år var flertallet gennem adskillige år radikalt-socialdemokratisk. Valget 1909 førtes især på kommunens dengang dårlige økonomiske stilling, og de konservative opnåede da 8 af forsamlingens 15 mandater. Siden 1919 har der kun været 4 borgmestre på Fr.berg: Marius Godskesen 1919–1936, Vilh. Fischer 1936–1948, Aksel Møller 1948–1950 og 1954–1958 og A.Stæhr Johansen 1950–1954 og fra 1958.
Et af kommunens største problemer har indtil 1930erne været forholdet til hovedstaden. Allerede i 1850erne hørtes røster, der krævede Fr.bergs indlemmelse i Kbh., og kravet stilledes med stadig stigende styrke, især efter at Kbh. efter s. 922 indlemmelsen af Brønshøj og Valby 1901–02 helt omsluttede kommunen. Det lykkedes dog Fr.berg at bevare sin selvstændighed, og på grundlag af det resultat, som den 1930–35 siddende hovedstadskommission kom til, ordnedes forholdet 1937 ved lov derhen, at Fr.berg hvert år skal betale nabokommunen et nærmere fastsat millionbeløb, som karakteriseres som »udligningstilsvar«.
Ved kgl. approbation af 23/8 1899 fik kommunen sit eget byvåben, hvori er fremstillet i sølvfelt 2 grønne lindetræer bag en med guldkrone belagt rød mur med 3 tinder, på hver af hvilke sidder en naturlig farvet jagtfalk med rød hætte, guldring og sort fjerbusk (se afbildning I, s. 400).
1852 flyttedes den københavnske demarkationslinje, hvorved der frigaves store områder v.f. søerne til byggeri. Dette forandrede fuldstændig Fr.bergs struktur. Overgangen fra landsby til storby tog en brat begyndelse. En del af det frigivne område bebyggedes hurtigt af lejekaserner, og befolkningstallet steg voldsomt (1800: ca. 1200; 1850: ca. 3000; 1860: 8164; 1870: 16.878). Bebyggelsen var tæt og dårlig, og gaderne Schønbergsgade, Ørstedsgade (nuv. Danmarksgade) og Schouwsgade (nuv. Vodroffs Tværgade) antog hurtigt samme præg som de tilsvarende på Nørrebro og Vesterbro. Det samme gjaldt de af det Classenske Fideikommis fra slutningen af 1860erne ved Godthåbsvej opførte arbejderboliger, der nu er forsv. til fordel for et stort højhusbyggeri. Som modvægt mod dette kvarter udparcellerede inspektør F. C. Bülow fra Ladegården et stort areal af det frigivne område og skabte herved et af byens smukkeste villakvarterer, hvor Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole opførtes 1856–58. Nye kvarterer skabtes hele tiden. 1868 opførtes kvarteret ved Skt. Knuds Vej og Niels Ebbesens Vej, 1870–72 kvarteret omkring Alhambravej og Hauchsvej, og fra 1879 kvarteret mellem Gl. Kongevej og Falkoner Allé. I 1880erne opstod Sindshvilekvarteret på den tidligere gård Sindshviles jorder og Mariendalskvarteret n.f. Godthåbsvej. I 1890erne udbyggedes kvartererne ved Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé. Desuden opstod kvartererne ø.f. Allégade og ø.f. Falkoner Allé. Også omkring Godthåbsvej og Fasanvej byggedes der meget stærkt, både v.f. Sdr. Fasanvej og ø.f. Ndr. Fasanvej mellem Godthåbsvej og Nyelandsvej. I beg. af 1900t. er bebyggelsen især foregået mod v. i det tidl. landdistrikt, fx. Fuglebakken og området omkring Femte Juni Plads.
Denne kraftige udbygning af kommunen nødvendiggjorde bl.a. en forøgelse af vejnettet. De ældste gader var Allégade, Smallegade, Bredegade, Frederiksberg Allé (1704), Gl. Kongevej, Roskildevej (1776), Værnedamsvej (opkaldt efter øltapper Verner Dam) og vejen ud til Islevmark, den nuv. Godthåbsvej. Alle var de i en elendig tilstand, Bredegade brolagdes først 1845, og de første gadelygter (tranlygter) kom 1848. Den første af de nye veje ved Gl. Kongevej var Christiansholmsvej (nuv. Nyvej) 1851, og derefter fulgte Lykkesholms-, Bianco Lunos- og Forhåbningsholms Allé. Platanvejen anlagdes 1866, og hvert af de nye kvarterer medførte derefter anlæggelse af talrige mindre forbindelsesveje mellem hovedfærdselsårerne, der i stadig stigende grad kantedes af høj bebyggelse. Kloakeringen moderniseredes med underjordiske anlæg til afløsning af de tidligere åbne grøfter (de første underjordiske kloakker anlagdes 1865 i Gl. Kongevej, 1868 i Frederiksberg Allé), gadebelysningen blev gjort bedre (1900: ca. 1000 gaslygter), og vandforsyningen blev gjort mere effektiv. Jernstøber P. Andersen oprettede 1867–69 et privat vandværk (på Svanholm) for en del af byen, og 1879 toges et s. 923 kommunalt i brug (1879: 1 mill. tønder vand – 1900: 19 mill. tdr.). 1911 afsluttedes en overenskomst med Kbh.s kom. om delvis fælles vandforsyning. Den stigende befolkning medførte ligeledes behov for hospitaler. Ved 1857 havde kommunen intet hospital, men i 1860erne indrettedes lokaler hertil i nogle af fattigvæsenets bygninger på Howitzvej. 1884–85 opførtes ved Hospitalsvej det »nye Hospital«. Pladsmanglen gjorde dog et helt nyt hospital nødvendigt, og det opførtes 1900–1903 ved Ndr. Fasanvej (se s. 508–09). Samtidig opførtes bygninger til arbejdsanstalt, børneoptagelseshjem og alderdomshjem, det sidste 1922–23. 1891–94 byggedes på Nyelandsvej Kbh.s amts sygehus (se s. 510). Driften af det ophørte 1939, og sygehuset overflyttedes til de nye bygninger i Gentofte. Den danske Diakonissestiftelse begyndte 1863 i Smallegade (se s. 522–24). 1873–76 opførtes de nuv. hospitalsbygninger og Emmauskirken, 1907 mod Dronningensvej et børnehospital. Siden er foretaget talrige udvidelser, ligesom stiftelsen har adskillige filialer i kommunen og driver en menighedspleje. Børnehospitalet på Fuglebakken indrettedes 1917 i en 1913 opført bygning, der overtoges af Kbh.s kom. 1920 (se s. 506). Københavns Sygehjem åbnedes 1857 på Rolighedsvej, hvorfra det 1922 overflyttedes til Ordrup. Den monumentale bygning overtoges derpå af Landbohøjskolen.
De Classenske boliger ved Godthåbsvej. Træsnit 1866.
Foruden den offentlige skole i Pile Allé fandtes omkr. midten af 1800t. adskillige privatskoler. 1854 åbnede holsteneren Hans Schneekloth sin skole på Vesterbrogade med kun få elever. Senere flyttedes den til lokalerne på Værnedamsvej og undergik en betydelig vækst (se s. 214–15). 1813 oprettedes det Wærnske Opdragelses- og Undervisningsinstitut for fattige Pigebørn af Borgerstanden i Allégade, s. 924 hvor det forblev til 1887, da det flyttede til Kastanievej (se s. 243). 1865–1936 eksisterede Hans Gregersens Skole på H. C. Ørsteds Vej.
Det voldsomt stigende antal skolesøgende børn (1860: 190; 1900: 6547; 1957: 11.978) nødvendiggjorde indretningen af en række kommunale skoler udover den 1863 opret. sogneskole på Falkoner Alleen (se s. 189–91).
På F. oprettedes desuden Fr.berg Gymnasium 1879 (se s. 220) og Falkonergårdens Gymnasium 1908 (se s. 216). Desuden findes inden for kommunen flg. gymnasieskoler: Statsgymnasiet Schneekloths Skole (se s. 214–15), Skt. Jørgens Gymnasium (se s. 215–16), Marie Kruses Skole (se s. 223) og Johannesskolen (se s. 223).
Fr.berg skolevæsen har i det forløbne århundrede haft to hovedopgaver, dels at bygge skoler til det voksende børneantal, dels at gennemføre overgangen i undervisningen fra landsbystadiet til storbystadiet. Kommunen har i dag et skolevæsen, der står på højde med Københavns. Biblioteksvæsenet er ligeledes blevet udbygget og omfatter nu et hovedbibliotek på Solbjergvej (1935) og 3 filialbiblioteker samt skolebiblioteker, hospitalsbibliotek og rådhusbibliotek.
Fr.berg Gasværk opførtes 1860 på H.C. Ørsteds Vej af Det danske Gaskompagni. 1895 flyttedes det til Finsensvej, og 1921 overtog kommunen gasværket, som nu påtænkes omlagt til et oliegasværk. Fr.berg Elektricitetsværk anlagdes 1898–99 af »Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab« på Hortensiavej (Hortensiaværket). 1908 byggedes Finsensværket ved Finsensvej og på Skt. Knuds Vej Skt. Knudsværket. 1923–24 Nyelandsværket på Nyelandsvej. Da kommunen nu er medinteressent i I/S Isefjordværket, hvorfra man får al den elektriske kraft, producerer de fr.bergske værker normalt ikke strøm længere. Fr.berg kom. opbrugte hurtigt sine muligheder for anlæggelse af lossepladser og måtte derfor gå over til at brænde dagrenovationen. 1903 åbnedes ved Ndr. Fasanvej en forbrændingsanstalt, der også forsyner bl.a. hospitalet og det nye rådhus med varme.
Brandvæsenet på Fr.berg var længe meget primitivt, og først 1867 (og igen 1877) fik det en fast organisation og et til forholdene svarende materiel. 1867–1918 var brandvæsenet underlagt et særligt organ uden for kommunalbestyrelsen, brandkommissionen, men fra 1918 henhører det under kommunalbestyrelsen og ledes af en brandchef. 1930–32 byggedes en stor brandstation ved Howitzvej.
Indtil 1865 varetoges politibevogtningen på Fr.berg af 4 amtsbetjente, men dette år udvidedes styrken betydeligt, og 1875 udstedtes en vedtægt for det. Politistationen, der fra 1875 lå på hjørnet af Pile Allé og Frederiksberg Runddel, overflyttedes sammen med nogle bistationer 1919 til den nye politigård ved Howitzvej. 1938 overgik politiet til staten. 1887 blev Fr.berg et eget birk, og 1922 toges det nye domhus på Howitzvej ved siden af politistationen i brug.
1863–64 byggedes i København den nye hovedbanegård. Herfra gik en forbindelsesbane til Fr.berg station ved Falkoner Allé (taget i brug 1864). Frederikssundbanen (Frederiksberg-Frederikssund) åbnedes 1879. Banerne overtoges af staten 1880. 1911 blev en ny hovedbanegård opført, hvorefter banen til Fr.berg nedlagdes; jernbanebommen over Falkoner Allé fjernedes samtidig. Strækningen Fr.berg-Vigerslev bevaredes dog som godsbane, og strækningen fra Fr.berg station til Vanløse bibeholdtes ligeledes. Med opbygningen af S-banesystemet i 1930erne fik Fr.berg station igen stor betydning i den københavnske nærtrafik. (Se endv. I, s. 649ff.).
Udsigt imod Bülowsvej med jernbaneoverskæringen for Nordbanen, fotografi o. 1910. Til venstre hjørnehuset ved Åboulevarden, til højre Landbohøjskolens bygninger. Nordbanen, som var anlagt 1863 gennem Frederiksbergs ubebyggede landdistrikt, skabte uforudsete trafikproblemer, da det moderne Frederiksberg så hurtigt voksede op.
1840 sattes den første omnibus mellem Kbh. og Fr.berg i gang. Den første hestesporvognslinje åbnedes 1863 mellem Fr.berg og Trommesalen. Linjen overgik 1868 til Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, der anlagde flere andre linjer, bl.a. fra Værnedamsvej til Fr.berg Runddel. Frederiksberg Sporvej-Selskab åbnede 1872 sin linje ad Gl. Kongevej til Kgs. Nytorv. 1898 sluttedes en del af de lokale sporvejsselskaber sammen til Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets-Aktieselskab, og elektrisk drift påbegyndtes. 1919 overgik selskabet til Københavns kommunale sporveje (se I, s. 681 ff.). Baggrunden for den stærke udbygning af nærtrafikmidlerne var naturligvis byens stadig voksende indbyggerantal og den kendsgerning, at stadig flere boede på Fr.berg, men havde arbejde uden for området, især i København. Bebyggelse og transportmidler stod i nøje sammenhæng med hinanden.
Frederiksbergs lille sognekirke svarede efterhånden slet ikke til sognets størrelse, og der måtte bygges nye kirker. Vedr. kirkerne på F. se s. 101–10. Også kirkegårdsforholdene måtte hurtigt udvides, og der er nu 3 kirkegårde: Frederiksberg ældre kirkegård, Solbjerg kirkegård og Søndermark kirkegård med krematorium (se s. 174). Desuden ejer begravelsesvæsenet et areal i Brøndbyernes kommune på 14,3 ha.
Kort før midten af forrige årh. var industridriften i kommunen kun lidet udviklet, men fra sidste halvdel af årh. antog Fr.berg også på dette punkt præg af en stor by ved oprettelsen af flere større virksomheder. 1854 åbnedes således Rubens s. 926 Bomuldsspinderier på nogle af Roligheds jorder. Det var efter tidens forhold en betydelig virksomhed. På Svanholms jorder havde der 1840–50 været et maskinhørspinderi, 1853 købtes arealet af Isak Wulff Heymann, der her anlagde et bryggeri som konkurrent til Carlsberg. Det ophævedes 1891. 1855 indrettede P.Andersen en maskinfabrik på en del af grunden, og her opførte han det tidl. omtalte vandværk, der blev til stor gavn for kommunen. Den kgl. Porcelainsfabrik købtes 1883 af Fajancefabrikken Aluminia A/S og flyttedes ud til den nuv. beliggenhed Smallegade 45 (se I, s. 541 ff.). Foruden det nævnte bryggeri Svanholm fandtes der bryggeriet i Rahbeks Allé (grl. 1861 af A. Vogelius) og Krone-Ølbryggeriet på Vodroffsvej (grl. 1865). De er begge siden gået op i De forenede Bryggerier (se I, s. 524f.). Desuden Frederiksberg Bryggeri på Lampevejen 1867–91 og arbejderbevægelsens bryggeri »Stjernen« på Dronn. Olgas Vej (grl. 1902, se I, s. 525f). Af anden industri er der især grund til at nævne Nordiske Kabel- og Traadfabrikker A/S fra 1898 (I, s. 551) og A/S Frederiksberg Metalvarefabrik fra samme år (I, s. 546) og endvidere Fisker og Nielsen A/S på Peter Bangs Vej, stiftet 1906 (I, s. 550).
Af institutioner bør – udover Landbohøjskolen – nævnes Danmarks Radio, hvis bygning opførtes på den gamle ladegårds grund på hj. af Julius Thomsens Gade og Rosenørns Allé og toges i brug 1940. Over for denne byggedes det store udstillings- og sportslokale Forum, der indviedes i feb. 1926. Desuden Det Kgl. danske Haveselskab, stiftet 1830, hvis haveanlæg fra 1837–82 lå, hvor Haveselskabetsvej nu ligger, men som siden flyttedes op til indgangen af Frederiksberg Have. Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab stiftedes 1769 og har nu kontorer på Rolighedsvej. Zoologisk Have åbnedes 1859 (se s. 407–08). Frederiksberg Bade- og Svømmeanstalt åbnedes 1934 i moderne bygninger på Yrsavej. 1957 indviedes endelig kommunens største byggeforetagende »Falkonercentret« ved Falkoner Allé, der i ét kompleks rummer hotel, teater, biograf samt kontorer og butikker.
De gamle ladegårdsbygninger brugtes til mangt og meget, bl.a. pestsygehus og fabrik, indtil de 1769 solgtes til den kbhske fattigdirektion, der indrettede sindssygehospital der under navnet Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. 1816 flyttedes sindssygehospitalet til Roskilde, hvorefter komplekset brugtes som arbejdsanstalt indtil 1908, da institutionen overflyttedes til Sundholm. De gl. bygninger blev nedrevet, og arealet udlagdes til byggeri og gadeanlæg.
Allerede tidligt blev Fr.berg et centrum for forlystelseslivet, idet der talrige steder i byen fandt udskænkning sted, ligesom der oprettedes teatre og forlystelsesetablissementer. 1784 gaves der således bevilling på traktørhold til ikke mindre end 33 fr.bergske indbyggere. Den mest kendte af alle sognets værtshusholdere var Lars Mathiesen (1770–1852), der havde sit værtshus i Allégade fra 1804 til sin død, og som omtales talrige gange i datidens litteratur, fx. hos Hostrup. Andre var Ole Sletting og Jens Andersen Hallebye, begge ligeledes i Allégade. I slotshaven fandtes fra 1813 Jostys Pavillon, og 1783 åbnede Ratz på hjørnet af Allégade og Frederiksberg Runddel sit forlystelsessted »Ratzenborg«, der 1845 blev til »Sommerlyst«. Ved siden heraf lå »Alleenberg«, hvis indehaver en tid var Christian Kehlet. Det lukkede 1923. På den lille runddel ved Frederiksberg Allé lå indtil slutningen af 1850erne Monigattis Pavillon. Der står nu Amagerbrønden, afsløret på kommunens 75årsdag 29/12 1932. R. T. Kehlet åbnede 1829 s. 927 »Rosenlund« på Værnedamsvej. 1846 blev det til en dansehal og kaldtes »Colossæum«. Den ophørte 1881. Som en direkte konkurrent til Tivoli anlagde dettes stifter Georg Carstensen »Alhambra« 1857 ved Frederiksberg Allé, en virkelig storstilet forlystelsespark, der imidlertid ikke kunne tage konkurrencen op og måtte lukke allr. 1869. I Allégade nr. 9 ved siden af Lars Mathiesens mindeværdige nr. 7 åbnede Carl J.O. Kehlet 1877 sin berømte sangerindepavillon, hvor Drachmann mødte sin Edith. 1896 solgtes den til Laurentius (Lorry) Feilberg, der her skabte det store forlystelsesetablissement »Lorry«, bl.a. ved køb af Lars Mathiesens gamle ejendom. Om Riddersalen se s. 388–89. Endelig bør nævnes restaurant Skt. Thomas i nuv. Skt. Thomas Allé fra 1890erne og Vodroffsgård, der 1868 indrettedes som restaurant og folkelig have. 1873 ændredes navnet til Vodroffslund, men virksomheden ophørte 1906. I Frederiksberg Allé ligger de 3 teatre: Alléscenen, A.B.C.-teatret og Aveny-teatret (se s. 382–83 og 387–88).
Fr.berg, hvis areal pr. 31/3 1958 udgør 869,9 ha, har i sin 300årige eksistens ikke ændret sig meget i flademål, des mere i karakter, idet den i de sidste 100 år har udviklet sig fra landsby og udflugtssted til moderne storby, en af landets største kommuner.
Indbyggerantallet nåede 1950 et højdepunkt med 118.993 indbyggere. Siden er befolkningstallet faldet ret betydeligt, således at det pr. 1/10 1958 var 115.443. Fr.berg deler hermed skæbne med den øvrige centrale del af hovedstadsområdet, hvorfra der foregår en udflytning til omegnskommunerne, idet beboelseskvartererne midt i hovedstaden omdannes til kontor-, lager- og forretningsformål. På Fr.berg er dette forhold udtalt for de gamle villakvarterers vedkommende, idet stadig færre private har råd til at bebo de ofte meget store og utidssvarende villaer.
J. Boisen Schmidt stadsarkivar, cand. mag.
Litt.: W. Henriques. Frederiksbergske Tilstande. 1866, ny udg. 1949. Jacob Davidsen. Gamle Minder fra Frederiksberg og Vesterbro. 1866. A. Eberlin. Frederiksberg. 1888. Frederiksberg Kommune 1858–1900. 1901. Carl C. Christensen, Louis Bobé og F. Weilbach. Frederiksberg. 1937. E. Nystrøm. Frederiksbergs Historie I–III. 1942–53. Chr. Rasmussen. Frederiksberg Kirke 1734–1934. 1933. J. Boisen Schmidt. Sognestyret på Frederiksberg før 1857. 1957. A. Fabritius. Frederiksberg Kommunestyre 1857–1957. 1957. R. Neiiendam. Forlystelsernes Allé. 1959. Frederiksberg gennem Tiderne bd. I ff. 1946 ff. Litteratur om Frederiksberg, 3. udg. 1950.