Stubberup sogn

(S. kom.) omfatter den nordl. halvdel af halvøen Hindsholm og omgives på landsiden af Viby og Dalby so. Man finder her et af Danmarks ejendommeligste landskaber. På et ret lavtliggende og svagt bølgeformet underlag af frugtbar, leret moræne ligger der et utal af småbakker, hvoraf de største er flade ovenpå, mens hovedparten er stejlsidede, afrundede toppe, der ofte ligger i rækker på 2–3 el. flere og altid i retningen ssø.-nnv. De består som regel af sand el. grus, men har til tider en kappe af moræneler. Højden er gennemgående 20–30 m (Hesthøj 32,2 m), og antagelig er de opstået som spalteudfyldninger, dels af moræne og dels af smeltevandssand, i en stærkt sprækket s. 309 gletsjertunge, der i sin tid vandrede mod n. gennem Store Bælt. Mange af bakkerne, især de nordl., bærer præg af havets nedbrydende virksomhed (Søbjerg, Ørnebjerg, Sabbesborg klint). Men ved landhævningen siden stenalderen er erosionen ophørt, og bakkerne forbindes nu af en flad hævet havbundsslette af sand, fx. Øksnehave. Andre er endnu øer, og de mere udsatte er under kraftig nedbrydning (Mejlø). Naturens nyeste bidrag til landomridset er de stadigt voksende krumodder, der som krogede fingre strækker sig ud i det flade vand. Langø ender med en sådan (Langø Hoved), og nær Fyns Hoved skærmer Korsøre den lille naturhavn Korshavn, mens Tornen skiller Pughavn fra Fællesstrand. Hindsholm ender med to opragende bakkeknuder, Jøvet og, forbundet hermed ved et drag, Fyns Hoved med Fyns nordligste punkt, 55° 37’ 15”. Fyns Hoveds ujævne, sandede bakkeknude når i Bæsbanke 24,9 m, er næsten blottet for højere vegetation, og på den høje v.side æder havet hvert år store stykker bort af landet til trods for det ved tidl. nedbrydning skabte naturlige stenglacis ved klintefoden. Den særprægede natur har gjort n.spidsen af Hindsholm med Jøvet og Fyns Hoved til et yndet udflugtssted og et eldorado for jægere. På v.siden af Hindsholm ligger den fladvandede fjord Lillestrand, skærmet mod v. af Langø (*1200t. Lang), og i fjorden ligger de ubeboede øer Mejlø (38,7 ha, med åben skov) (*1200t. Mældø), Enø (0,7 ha, med tjørnekrat), Bogø (35,1 ha, skovløs) (*1200t. Bokø), Ægholm og Vejlø Kalv (o,8 ha, med en rig naturskov), mens selve Vejlø (14,1 ha) (1690 Weilø) nu er landfast. Tidl. strakte Lillestrand sig længere mod s. og var da et sund, der skilte øen Langø og næsset Bogensø fra Fyn. Men i beg. af 1800 t. skabtes her Scheelenborg inddæmning (231,5 ha) ved opførelsen af diger ml. Langø og Egense og ml. Langø og Bogensø. Arealet var s. 310 dog først tørlagt 1875, og det opr. arbejde måtte suppleres med en ny tørlægning, fuldført 1947. Inddæmningen kaldes også Noret el. Scheelenborg enge. I modsætning hertil er Øksnehave tørlagt af naturen og begrænses mod Store Bælt af en bred strandvoldsslette med indtil 7 rækker strandvolde. Rundt om i so. findes en del små moser, og skov forekommer ved Scheelenborg, ved Bogensøgd. samt på særlig sandede steder (Øksnebjerg, nø.f. Brockdorff, og på Søbjerg), hvor der er tale om plantager. Fra Martofte udgår jernbanen til Odense over Kerteminde, og landevejen gennem Hindsholm når til Brockdorff.

Areal i alt 1950: 2718 ha. Befolkning 7/11 1950: 752 indb. fordelt på 195 husstande. (1801: 575, 1850: 789, 1901: 796, 1930: 828).

1/4 1925 deltes Dalby-Stubberup kom. i to selvstændige kom., Dalby kom. og Stubberup kom.

Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 502 levede af landbrug m.v., 102 af håndværk og industri, 20 af handel og omsætning, 30 af transportvirksomhed, 11 af administration og liberale erhverv og 83 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 4 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Stubberup (1488 Stubedrop; u. 1799) m. kirke og trinbræt; Martofte (*1449 Martofft; u. 1805) m. skole, sognebogsaml. (opret. 1919, egen bygn., 2000 bd.), forsamlingshus (opf. 1906), alderdomshjem, lystanlæg (»Brydes Høje«), mejeri (Stålbæk, opf. 1901), vandværk og jernbanestat.; Nordskov (1664 Norschou; u. 1810) m. skole; Egense (1664 Eigensze; u. efter 1805); Langø (*1200t. Lang; u. efter 1805) m. feriekolonien Højbjerg; Bogensø (*1483 Bowens, Bowennsze; u. efter 1805). – Saml. af gde og hse: Snave; Skrallehave; Korshavn m. havn (ca. 5 m) og Jægerhotellet. – Gårde: Hovedgd. Scheelenborg (1688 Schielsborg Hgd.) m. vandværk (i alt 139,1 tdr. hartk., 1071 ha, hvoraf 105 skov; ejdsk. 1631, grv. 1197, heraf under hovedgd. 68,8 tdr. hartk., 465 ha; ejdsk. 805, grv. 665); hovedgd. Brockdorff (1844 Brochdorff Hgd.) under Scheelenborg (59,5 tdr. hartk., 488 ha; ejdsk. 710, grv. 464); Sofienlund, tidl. godsforvalterbol.

S. so., der udgør een sognekom. og sa.m. Dalby so. eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Drigstrup so. So. udgør 3. udskrivningskr., 125. lægd og har sessionssted i Kerteminde.

Den højtliggende kirke (if. Jac. Madsen (ed. Idum. 147) viet Skt. Laurentius, i Pont.Atlas VI. 572 kaldet »den hvide jomfru«), fra hvis glughuller der er en berømt udsigt), er en langhusbygn. bestående af senromansk skib, sengotisk langhuskor og v.forlængelse samt v.tårn og våbenhus i s. fra renæssancetiden. Af den senromanske teglstensbygn. står kun skibets langmure, bedst bev. på s.siden, der har rundbuefrise, som i hjørnerne løber af på pilastre. I n.muren ses et højt, smalt rundbuevindue tilmuret. I sengotisk tid fortrængtes det opr. kor af et langhuskor m. blændingsprydet ø.gavl. I korets n.mur er en tilmuret fladbuedør. Samtidig forlængedes bygn. ogsaa mod v. m. et fag, og der indsattes hvælv i hele kirken, i forlængelserne krydshvælv og i skibet tre fag otteribbede hvælv, det østl. m. hjælperibber. Tårnet er opf. i flere tempi i løbet af 1500t. If. Jac. Madsen lod Axel Viffert bygge ni alen på tårnet, der 1589–95 og 1598 stod åbent uden tag og hvælv, og først 1600 fuldførtes det af Erik Hardenberg m. blændingsgavle i n. og s. (initialer og årst. på s.gavlen) og fladtspændt renæssancestjernehvælv. Fra renæssancetiden, vistnok o. 1575, er også våbenhuset, der har svungen kamgavl. – Altertavlen er et snitværk i senrenæssance fra 1632 svarende til den i Dalby og m. Axel Brahes og Kirsten Hardenbergs våben. Kalk fra 1700t. Stagerne, if. indskr. skænket 1624 af Axel Brahe og Kirsten Hardenberg, har desuden ældre årst.: 1594. Præste- og degnestol fra 1587 m. ungrenæssance-fladsnit, svarende til dem i Dalby. Romansk granitfont. Sydty. fad o. 1575 m. bebudelsen. Prædikestolen er et snedkerarbejde i renæssance o. 1600. I døren fra skib til våbenhus rigt udsk. dørfløj i senrenæssance fra 1655. I skibet findes dækket under s. 311 bræddegulv en flad sten uden indskr. og ornamenter, som af sagnet sættes i forb. m. Marsk Stigs begravelse ligesom en tidl. i kirken værende »tavle«, et romansk bogbind i emaillearb., nu i Nationalmus. (Aarb. 1924. 384).

Scheelenborg hed tidl. Eskebjerg (*1300t. Eskebierig, 1462 Eskebiergh) og skal i 1200t. have tilhørt marsken Stig Andersen (Hvide) († 1293) (Suhm. XI. 142). Ved dommen på danehoffet i Nyborg 1287 dømtes han fredløs og til at have sit gods forbrudt. 1308 gengav Erik Mændved hans arvinger deres gods, og E. synes at have været i slægtesn eje et par generationer. Sønnesønnen hr. Offe Stigsen († 1359) og dennes søn sidstn.s tid må E. være kommet fra slægten, thi ml. 1366–87 pantsatte Fikke Moltke af Kyse den til hr. Eskil Falk af Vallø for 600 mk. lybsk. Sen. blev E. et kronlen. 1423 nævnes »Børre Oluffssen von Eschenberg«, formentlig hr. Bjørn Olufsen Bjørn til Stensgård († o. 1433), som var 2. gang g.m. Elsebe Henningsdatter (Kabel). Hun ægtede 3. gang Gert Bryske († 1441) og havde 1462 E. i forlening. Af sen. lensmænd kendes hr. Hans Walkendorff († tidligst 1498), som 1472 af kongen fik pantebrev på E. m. kronens gods på Hindsholm og 1487 betalte kongen 500 mk. for at beholde den på sin hustrus livstid. Hans enke, fru Ingeborg Joachimsdatter (Reventlow) nævnes til E. 1502–05. 1511 havde vistnok Chr. Rantzau († 1518) E. som len; derpå Willum van Wernitz († 1519) til 1519, Niels Svindinge 1519, Jesper Daa († 1562) 1523. E., hvor der i 1500t. var et kgl. stutteri, og hvor kongerne ofte opholdt sig, lå herefter under Nyborg len til 1588, da den overdroges lensmanden på Hagenskov, rigsråd Erik Hardenberg († 1604) som et selvstændigt len, hvorunder hørte bl.a. Strynø og 4 gde på Langeland. 1603 mageskiftede kronen mod Korselitse på Falster m.v. E. m. en del af kronens gods på Hindsholm til Axel Brahe til Elvedgård († 1616). En anden del af godset fik Henrik Gøye til Tureby i mageskifte 1604, og resten lagdes s.a. under Nyborg slot. Efter Axel Brahes død ejedes E. af enken, fru Kirsten Hardenberg († 1639), der 1638 afstod til børnene alt sit gods undtagen E., som hun beholdt som sædegd. til sin død. Den ejedes derpå af sønnen Tyge Brahe († 1640), hvis datter Anne Brahe († 1648) var g.m. Oluf Daa til Borreby († 1671). Også Tyge Brahes søn Axel Brahe († sindssyg 1657) skrives til E. På skiftet efter ham tilfaldt halvparten af den (ca. 60 tdr. hartk. hovedgdstakst) Oluf Daa og hans børn, som 1665 skødede den til gehejmeråd Erik Krag til Bramminge († 1672), der 1667 fik skøde på den anden halvpart af Jacob Lindenov til Hundslund kloster († 1672), g.m. Christence Tygesdatter Brahe († 1672). Erik Krag skødede 1671 E. til prinsesse Ulrikke Eleonoras guvernør, landdrost i Pinneberg Friderich von Vietinghoff, kaldet Scheel († 1691), der 1678 af kronen erhvervede jus patronatus til Mesinge, Viby, Stubberup og Dalby kirker samt birkeret til Hindsholm birk. 12/3 1680 fik han E. oprettet til et baroni under navnet Scheelenborg m. en hovedgdstakst på ca. 297 tdr. hartk. 1690 var det samlede hartk. ca. 1100 tdr. Da han ikke efterlod sønner, tilfaldt baroniet hans datter Sophie Charlotte († 1732), der var g.m. oberst, sen. generalløjtn. Schack Brockdorff (12/9 1691 ophøjet i friherrestanden, † 1730). Næste besidder var deres søn Fr. Schack friherre Brockdorff († 1755), som fulgtes af sønnen, sen. kmh. Schack friherre Brockdorff († 1784 som sidste mand af linien). S. overgik til datteren Charlotte Amalie friherreinde Brockdorff († 1811), der var 2. gang g.m. landgrevelig hessen-casselsk forstmester Wilh. Theophilus von Stieglitz (fra 1790 baron Stieglitz-Brockdorff, † 1802). Deres datter Sophie Frederica friherreinde Stieglitz-Brockdorff († 1874) blev 1811 2. gang g.m. kammerjunker, ritm. Carl Juel af stamhuset Tåsinge (25/2 1812 ophøjet til friherre Juel-Brockdorff, † 1859). Deres søn kmh. Fr. Carl Vilh. Niels Adolph Krabbe friherre Juel-Brockdorff († 1876) fulgtes s. 312 af sønnen kmh., ritm. Carl Fr. Sophus Vilh. friherre Juel-Brockdorff († 1900), der fulgtes af sønnen Fr. Carl Niels Otto Aug. friherre Juel-Brockdorff († 1912). Nuv. besidder er dennes søn hofjægerm. Carl Fr. Sophus Vilh. lensbaron Juel-Brockdorff, under hvem S. 1923 overgik til fri ejendom; der afgaves kun mindre arealer til udstykning. – Godsarkiv LAF.

Litt.: Erik Rasmussen i DSlHerreg. II. 1943. 503–08. L. Bobé, G. Graae og Fr. Jürgensen West. Danske Len. 1916. 113–21. DLandbr. III. 1930. 765–66. V. Woll. Konflikten ml. Baronen paa S. og hans Fæstere 1717–18, AarbOdense VI. 213–29.

Hoved bygn., der er omgivet af grave, består af en 1843 opf. hovedfløj; to ældre bindingsværkssidefløje er nedrevet.

Brockdorff, der bestandig har ligget under Scheelenborg (se ovf.), var tidl. en bondegd. m. navnet Grønlund (1664 Grønlund). 1587 fik Christen Skriver, foged på Eskebjerg, kronens gd. G. fri for indfæstning, ægt og arbejde mod at føre tilsyn m. kronens skove og vildtbane på Hindsholm. 1680 ejedes G. af Fr. v. Vietinghoff og lagdes m. sine ca. 11 tdr. hartk. under baroniet Scheelenborgs hovedgdstakst ved dettes oprettelse. 1785 nyopførtes gden, der hidtil var drevet som mejerigd., og fik efter kgl. bevilling navnet B.

Litt.: DLandbr. III. 1930. 763–64.

Hovedbygn. er smukt beliggende, lavere end det omliggende terræn. Den danner sa.m. den trefløjede avlsgård (opf. 1915) et rektangulært gårdanlæg. Den hvidkalkede ø.-v. gående hovedbygn. har høj kælder og et stokv. Façaden, mod gårdspladsen, mod n. er forsynet m. tofags frontispice. Bygn. har lige gavle, og taget er dækket af røde tegl. Den symmetriske bygn. har mod s. have, der skråner ned mod bygningen. Nuv. bygn. er efter sigende beliggende nø.f. Grønlunds tidl. plads.

Paa Sabbesborg, en stejlt afgrænset Banke, der er afrundet ind mod Landet, skal der have staaet en Borg (omtalt første Gang i Jacob Madsens Visitatsbog). Der ses intet paa Stedet, som tyder paa kunstig Tildannelse af Banken, ligesom der aldrig er fundet Bygningsrester.

Sv.f. Sabbesborg ligger i det flade Land en anden Bakkeknude. Spidsen af dens nordl. Udløber er gennemgravet to Steder, saaledes at der er fremkommet et af en isoleret Banke bestaaende, voldstedslignende Jordværk, der, hvis det er et Voldsted, dog er beskadiget ved senere Gravninger.

Skove: En del skov til Scheelenborg, nemlig Hertugskov (16 ha), Bogensøskov (14 ha), Ellet (40 ha) og længst mod n. Søbjerg plantage (29 ha). Terrænet er til dels kuperet. Søbjerg plantage ligger på et fladt plateau ligesom de i de sen. år indtagne arealer (Eilet). Jorden er gennemgående god skovjord, når undtages de indtagne jorder samt Søbjerg plantage, hvor den er af sandet beskaffenhed. Disse arealer er bevokset m. nåletræer.

Tæt s.f. Martofte skal der have stået et kapel, hvoraf rester var synlige 1623. Et hus, som tidl. lå overfor, kaldtes Kapelhus.

Allr. i den katolske tid var Stubberup annekteret til Dalby; if. sagnet skal præstegården dog opr. have ligget ved Stubberup kirke.

Om store sten i stranden ud for Langø se Schmidt. DK. 197–98.

Fredede oldtidsminder: Under Snave et dyssekammer m. dæksten. Under Martofte to anselige jættestuer, den særdeles velbev. Mårhøj m. et over 10 m langt kammer og en 7 m lang gang, og Hesthøj m. et 7 m langt kammer. På Brockdorff mark ligger 3 jættestuer, hvoraf Tornehøj er velbev., m. et 5 m langt kammer, medens de to andre er noget forstyrrede; på sa. gårds mark et forstyrret dyssekammer. Af høje er bev. to ret anselige under Martofte og en under Snave. – Sløjfet el. ødelagt: En langdysse, en ubest, stengrav og 7 høje. – En betydelig køkkenmødding er underxsøgt s.f. Øksnebjerg på Langø, og en anden større boplads fra ertebøllekulturen kendes fra lavt terræn ved Skrallehave. Flere andre stenalderbopladser kendes, således fra Fyns Hoved og Mejlø. Navnlig sognets nordl. del er meget rigt på stenalders oldsager. Ved jernbanen v.f. Stubberup er påvist en boplads fra keltisk jernalder; en gravplads fra ældre romertid er undersøgt ved Brockdorff, en anden ved Martofte. Værdifulde guldarmringe fra yngre rom. jernalder er fundet ved Sabbesborg og på Fyns Hoved.

Litt.: Aarb. 1928. 129–90. Fynske Minder. 1953. 139–42. E. Albrectsen. Fynske jernaldergrave. II. 1956. 53–55.

I Stubberup sogn fødtes 1800 veterinæren Gustav Michelsen.

Litt.: Achton Friis. DØ. I. 1926. 15–26.