Vejle amt

Afgrænsning og arealforhold.

A. omfatter det stykke af Østjylland, der ligger ml. Horsens fjord og Hejlsminde, det sydl. Midtjylland, som udgør Nørvang hrd.s østl. del, endv. i dette hrd.s samt i Tørrild og Jerlev hrdr.s vestl. dele de områder af Vestjylland. Til a. hører Hjarnø i Horsens fjord. A. grænser mod n. til Skanderborg a., mod v. til Ringkøbing og Ribe a. og mod s. til Haderslev a. Det havgrænses af Bælthavet og Lille Bælt.

Landgrænsen til Skanderborg a. følger Dagnæs bæk fra udløbet i Horsens fjord 2,5 km v.på, drejer dernæst n.på til St. Hansted å, der blot 1/2 km danner skel, hvorefter a.grænsen atter søger mod s. over morænefladen ved Nørremark til Bygholm sø og åen, hvis bugtede løb den følger 6 km, indtil den n.f. Korning løber s.på langs Gesager å. N.f. Krollerup forlader grænsen ådalen og løber mod nv. gennem morænelandskabet n. om Uldum og ned i de store engområder Uldum-, Hesselballe- og Ølholm kær. Herfra fortsætter den i en s.vendt bue over markfelterne n. om Ølholm og Fousing til Gudenå-dalen ved Haustrup. Dette store dalstrøg m. Rørbæk sø og Kulsø er, som lange stræk af det tidl. nævnte grænseforløb, typisk for de gl., danske, administrative grænser, der ofte fulgte de fugtprægede s. 750 lavninger, som før afvandingsteknikkens tid var effektive naturgrænser. Grænsen fortsætter i samme dal langs Skjernåens øvre løb til Hastrup plantage, hvor den søger n.efter til Holtum å, der danner grænsen til Ringkøbing a. A.skellet følger denne å til sammenløbet m. Skjern å, der dernæst igen overtager rollen som grænsevandløb indtil 2 km v.f. Sandfeld plantage, hvor grænsen søger over hedesletterne, først s.på til Barslund Knap, hvor den drejer v.på til Stakroge for dernæst atter at søge s.over gennem Skovsende plantage til Sønderkær bæk. Langs Sønder Omme plantages s.rand danner dette vandløb grænsen de første 3 km til Ringkøbing a. og dernæst til Ribe a. Ø.f. plantagen overtager Simmelbæk rollen som vandløbsgrænse på de 20 km til Simmelmose, ø.f. hvilken a.grænsen løber over hedesletterne v.f. Vandel og St. Almstok for at fortsætte videre over Randbøl hede og gennem andre vestjy. landskaber, indtil den v.f. Bølling kommer ind i østjy. terræn. Her er det V. Nebel å, der på strækninger er valgt som grænse indtil sammenløbet m. Kolding å, hvorefter denne overtager rollen indtil Koldings vestl. forstæder. Nr. Tyrstrup hrd. s.f. Kolding afgrænses mod Ribe a. af en linie, der løber gennem Seest Østerskov og Fovslet skov, fortsættende gennem morænebakkelandet v.f. Ødis. V.f. Farris er det Haderslev a., der bliver naboamt, og derfra snor a.grænsen sig gennem bakkelandet ø.på s.f. Brænore, Tapsore og Tingskovhede for sluttelig at følge bækken gennem engene til udløbet i Hejlsminde.

Arealet er 2347,99 km², hvoraf vandfladerne udgør 10,68 km², altså kun 0,5%, en værdi der blot er 1/3 af den for landet som helhed gældende, 1,4 %. Sammenlignet m. det tilgrænsende sørige Skanderborg a., hvor vandarealet udgør 3,7% af overfladen og altså er 7–8 gange så stort, bliver Vejle a.s ringe vandareal særdeles påfaldende. Skove og plantager dækker 237,76 km², d.v.s. 10,1% svarende til Danmarks gennemsnitlige skovprocent. Også i dette forhold adskiller Vejle a. sig stærkt fra det n.f. liggende østjy. a., hvis skovprocent er 18,4%, altså næsten dobbelt så stor.

Vejle a.s landskabelige særpræg lader sig ikke udtrykke gennem en enkelt og kortfattet karakteristik, dertil er de overfladeformer, der indgår i dette a.s landskabsmosaik, for uensartede. Det er netop typisk for Vejle a., at det omfatter væsensforskellige former af jy. natur. Ø.f. linien Thyregod-Give-Randbøl-Egtved præges landskaberne af Østjyllands reliefrigdom, stejlskrænternes skovverden langs tunneldalsiderne og de mellemliggende, frugtbare moræneplateauer, der helt præges af dyrkningsfelternes tavl, tætliggende gl. kirkelandsbyer og de stærkt voksende købstæder. V.f. linien er vi i den vestjy. fladeverden, karakteriseret ved hedesletternes og bakkeøernes jævne terræn, nåleskovsplantagerne og sandjordsagerbruget her i Danmarks indre kolonisationsområde, enkeltgårdenes og de ny stationsbyers land.

Kystlængden er 207,5 km, den relative kystlængde 0,09 km pr. km². Dette tal er kun ca. halvdelen af det for Danmark som helhed gældende 0,17, men dobbelt så stort som Skanderborg a.s 0,04 km pr. km². Talværdien udtrykker Vejle a.s indlandskarakter som del af den jy. halvøs kompakte landmasse, et kontinentalitetspræg, der dog i nogen grad reduceres ved de i landmassen dybt indtrængende fjordes marine effekt.

Dybgrundens geologi.

I året 1937 indtraf der en betydningsfuld begivenhed i Vejle a., som blev skelsættende for kendskabet til Danmarks geologi, idet F. Ravlin s. 751 m. boringen Harte nr. 2 for første gang gennemborede kridtsystemets aflejringer i Danmark v.f. Øresund. Boringen blev udf. for om muligt at finde olie el. andre råstoffer.

Forhistorien var den, at der ved Danmarks Geologiske Undersøgelses magnetiske kortlægning i årene 1929–31 var fundet et område m. et betydeligt overskud af magnetisk vertikalkraft v.f. Kolding. Det blev tolket som virkningerne af en horst i dybgrunden. Sen. blev der også udf. seismiske undersøgelser for at klarlægge forholdene. Ifald hypotesen om horsten var rigtig, kunne betingelserne for olieansamlinger i porøse lag over horsten være gunstige. Forventninger herom var baggrunden for, at F. Ravlin begyndte at bore.

Der blev udf. to boringer, idet det første forsøg, boringen Harte nr. 1, mislykkedes p.gr.af et teknisk uheld. Boringen måtte standse i kridtet ved 697 m.

Boringen Harte nr. 2, der er omtalt nærmere ndf., nåede som nævnt gennem kridtet. Men man fandt ikke den ønskede olie, og det var ikke mul. at afgøre den nøjagtige, geologiske betydning af de gennemborede lag. Man savnede bl.a. boringer at sammenligne med i andre egne af landet. Denne mangel blev dog som bekendt sen. afhjulpet ved Danish American Prospecting Companys mange boringer. Resultatet er, at man nu ved, at Harteboringen blev udf. på et hævningsområde. Noget andet er, om dette falder sa. m. det magnetiske maksimum, og om der virkelig er tale om en horst. Sammenholdes de geologiske forhold ved Harteboringen og de nærmest liggende dybdeboringer i naboamterne ved Glamsbjerg, Grindsted og Horsens, når man imidlertid til det resultat, at Vejle a. som helhed ligger på n.flanken af det sydjy.-fynske, regionale hævningsområde. Dette er en nyttig erkendelse. Fordelingen af formationerne ved basis af istidslagene og den særl. udvikling af formationsserien i større dybde under kridtet står således tydeligt i relation til denne strukturelle placering.

M. h. t. den geologiske lagserie over kridtet er oplysninger fra flere boringer til rådighed. Således blev et par dybe vandboringer ved Fredericia i slutn. af 1800t. ført ned til grønsandskalken i bunden af de tertiære lag. På dette tidspunkt vidste man endnu ikke, at denne kalk indeholder saltvand, i modsat fald ville boringen næppe være blevet udført. I øvrigt troede man, at der var tale om danskekalk. Efter anden verdenskrig har Danish American Prospecting Company udf. strukturboringer ned til danskekalken ved Højrup, Risby og Ødsted.

Kendskabet til de øverste tertiære lag er meget fyldigt takket være de mange vandboringer, som er ført ned igennem istidslagene. Mod v. er brunkulsboringerne endv. meget værdifulde observationspunkter. Hertil kommer de talr. steder langs kysterne, i grusgrave og i lergrave, hvor dybgrundens lag direkte har kunnet studeres. Der findes dog stadig egne, navnlig i a.s sydvestl. dele omkr. Kolding og Egtved, hvor kun få boringer er trængt igennem de forholdsvis tykke istidslag. Her er kendskabet til dybgrunden derfor ret ufuldstændigt.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I.21). Miocæne lag af glimmersand og -ler danner underlaget for istidens aflejringer i den største del af a. Mod ø. findes oligocænt og eocænt ler langs Kattegatkysten fra Fredericia til Horsens fjord.

Meget tyder på, at de sidstn. lag også danner istidslagenes basis under fjordene og et stykke ind i land under ådalene v.f. Vejle og Kolding. Forekomsten af stærkt s. 752 saltholdigt grundvand ved disse to byer er endv. et indicium på dybtgående erosion til saltvandsførende kalk el. kridt. Påvisningen af steder, hvor istidslagene har direkte kontakt med danskekalk el. endog skrivekridt, er derfor sandsynligvis kun et spørgsmål om tid.

Dybgrundsformationernes udvikling. Boringerne ved Harte er de vigtigste og dybeste boringer i a. De vil derfor blive brugt som standardprofiler ved gennemgangen af formationsudviklingen og den geologiske historie. Da de blev udf. i kun 30 m afstand fra hinanden og praktisk taget viste sa. geologiske serie, er ndf. kun gengivet profilbeskrivelsen for den dybeste af boringerne, Harte nr. 2.

For fuldstændigheds skyld skal nævnes, at der fra laget 956–959 m blev fremlagt et stykke stensalt på 17 cm. Saltfundets ægthed blev sen. betvivlet. Et sagkyndigt udvalg nåede til den opfattelse, at saltet ikke stammede fra det påståede lag ved Harte, men var anbragt i kerneprøven af hensyn til opnåelse af koncession.

Trias. De seneste undersøgelser af de små muslingekrebs i prøverne fra de nederste lag i boringen Harte nr. 2 har vist, at det drejer sig om arter, der levede i triastiden for ca. 200 mill. år siden. Lagene er derfor henført til triassystemet, nærmere betegnet øvre del af mellem keuper.

Keuperlagene ved Harte består af lersten og kalksten, som nederst er rødlige, samtidig med at de indeholder anhydrit. En rød sedimentfarve er ofte udtryk for, at det pågældende sediment er aflejret under oxiderende, kontinentale forhold. Rødlige farver kan imidlertid også opstå i lagene efter deres sedimentation. Derfor skal man helst kunne støtte den rødlige farves vidnesbyrd m. andre indicier på et kontinentalt miljø. I keuperlagene ved Harte er anhydritlagene i virkeligheden det afgørende. I øvrigt viser både lagenes sammensætning og muslingekrebsenes tilstedeværelse, at lagene er aflejret i vand. Det er formodentlig sket i en el. flere store saltsøer m. forholdsvis lavt vand. Ved periodisk inddampning i løbet af de varme årstider udskiltes kalk og anhydrit som lag på søbunden.

Keuperlagene findes praktisk taget under hele Danmark og store områder af landene omkr. Nordsøen. Og lagserierne synes at være meget konstante, idet visse karakteristiske lag kan følges over lange strækninger ved studiet af boreprofilerne. Dette tyder på et uhyre ensformigt aflejringsområde.

Den øverste del af keuperlagene består af mørke skiferlag vekslende m. brogede lersten og kalklag. Især de mørke skiferlag tyder på, at aflejringsmiljøet for de øverste lag var anderledes end tidl. M. h. t. miljøet er det ikke let at få meget mere ud af prøverne fra Harte. Men muslingekrebsene i lagene viser, at de hører til rhaetetagen, den øverste del af keuper-etagen. Ved at sammenligne med rhaet-sedimenterne i andre dybdeboringer i Danmark kan man supplere sin viden om de almene geografiske forhold yderligere. Havet brød i virkeligheden ind over store dele af Midtjylland, og klimaet blev mere fugtigt i rhaet-tiden end i mellem keuper. Havet nåede dog sandsynligvis ikke frem til Harte.

Ændringen af sedimentationen fra mellem keuper til rhaet får sin forklaring navnlig ved skiftet fra tørt til fugtigt klima med de deraf følgende ændringer af vegetationen, produktionen af organisk stof og tilførsel af organisk detritus til aflejringsområderne. Sedimenterne blev derved bl.a. mørkere end tidligere.

Tidsrummet jura-nedre kridt. Det er et iøjnefaldende træk, at lag fra juratiden og den ældste del af nedre kridt mangler ved Harte. Skyldes det, at lag fra denne periode er fjernet af erosionsprocesser, el. har de aldrig eksisteret?

Man kan kun give et sikkert svar på dette spørgsmål ved en omhyggelig vurdering af de geografiske forhold i hele Danmark og i vore nabolande i dette tidsrum. s. 754 Herved når man til den opfattelse, at Sydjylland-Fyn efter alt at dømme var land, formodentlig en ø, i den pågældende periode. Da der ved Horsensboringen (VIII. 366) er påvist havaflejringer fra juratiden, har kysten ikke ligget særl. langt fra Harte. Formodentlig lå den i amtets nordl. del.

Nedre kridt. Lerstenene m. de oolitiske lag forneden i Harteprofilets kridtafsnit afspejler havets indtrængen over området. For det første er oolitiske lag karakteristiske for lavvandsdannelser. Dernæst indeholder serien marine forsteninger i form af foraminiferer. Den rødligbrune kalksten og lersten, der følger oven over lerstenen, er udtryk for nye ændringer. Aflejringen af nedbrydningsprodukter fra land aftog og blev erstattet m. udskillelsen af kalkslam. Landområdet Sydjylland-Fyn forsvandt efter alt at dømme lidt efter lidt i havet.

Øvre kridt. En næsten kilometertyk serie af kalk og kridt blev aflejret i Danmark og omkringliggende områder i løbet af øvre kridttid, således som Harteprofilet viser. Lagene virker meget ensformige. Under gunstige forhold kan man i lagene se spor efter kridttidens marine fauna i form af foraminiferer, søpindsvin, belemniter, muslinger osv. Kun få af de store forsteninger er fundet i Harteboringen, da boremejselen har søndermalet det løsborede materiale på en meget effektiv måde.

I øvrigt har lagserien ved Harte en normal udvikling. Forneden bemærkes den hårde kalkstenszone, som er en meget karakteristisk horisont i vort øvre kridt. Kalk- og kridtbjergarterne består for en væsentlig del af mikroskopiske kalkalgeplader og af kalkslam, der er udskilt af havvandet.

Danskekalken øverst i serien er udviklet som bryozokalk. Der kan enten være tale om revagtig kalk, der er aflejret i banker, el. lagdelt kalk. På prøvematerialet fra Harteboringerne og de andre boringer, som er nået ned i denne formation, har man ikke kunnet afgøre, hvilken af de to dannelsesmåder der er tale om.

Forsøger vi nu at omskrive de væsentlige træk ved øvre kridts aflejringer til en meget kort tilblivelseshistorie, kan det gøres på flg. måde:

Aflejringerne blev dannet i et forholdsvis lavvandet, varmt hav, som udskilte enorme mængder kalkslam p.gr.af klimaets høje gennemsnitstemperatur. Lagenes ringe indhold af erosionsmateriale fra land kan skyldes, at kysten har ligget langt borte, at klimaet har været tørt med deraf følgende ringe floderosion, el. at begge disse betingelser har været opfyldt.

Da kalk- og kridtlagene er ret ensartede, har havdybden antagelig været nogenlunde ens under lagenes aflejring. Den 650 m tykke sedimentserie forudsætter derfor, at havbunden sænkede sig samtidig. Sedimentationen og sænkningen er øjensynlig foregået m. omtrent sa. hastighed, der dog ikke har været særl. stor, idet den kun har været af størrelsesorden 1/4 mm/år.

Tertiærtidens aflejringer. De følgende tre strukturboringer giver en orientering om de tertiære lags udvikling i a.:

Ved en sammenligning af boringernes profiler fremgår det, at man stort set genfinder de samme formationer i alle tre boringer, og at formationerne tiltager i tykkelse fra s. mod n. Visse unøjagtigheder hidrører fra, at boremetoden vanskeliggør fastlæggelsen af formationsgrænserne, som i stor udstrækning har måttet bestemmes ved hjælp af skylleprøver.

Paleocæn. Takket være de grundigt undersøgte boreprøver fra de tidl. nævnte dybe vandboringer ved Fredericia har man et godt kendskab til det nederste paleocæn. Det består af en ret hård og stærkt kalkholdig mergel, der er en temmelig usædvanlig variant af Kertemindemergelen. Aflejringen minder skuffende om den grå kalksandskalk øverst i danskekalk-gruppen i Østsjælland. Der skulle derfor også en del videnskabelige detailundersøgelser til, før det blev afsløret, at der var tale om paleocæne lag og ikke om danskekalk.

Over den kalkholdige serie følger gråt Kertemindeler i den almindelige udvikling med små mængder svovlkis og det grønne mineral glaukonit.

Hele den paleocæne formationsgruppe er marin som i andre egne af landet. Den ligger i stor dybde, formodentlig overalt i a. dækket af yngre, tertiære lag. Lagene er således konstateret i de ovf. anførte strukturboringer ved Risby, Højrup og Ødsted.

Eocæn. De eocæne formationer er meget karakteristiske enheder, til trods for at eocænserien som helhed m. h. t. kornstørrelse er noget af det mest homogene materiale, der findes i den danske dybgrund. Den vulkanske aske, farven og kalkindholdet i de forskellige lerafsnit bliver derved de afgørende kriterier for formationsinddelingen.

Serien m. de vulkanske askelag er den mest karakteristiske og afvigende formation. Leret er mørkt gråligt, stedvis grønligt m. tynde askelag.

Mikroforsteningerne kunne tyde på brakvandsforhold. Spørgsmålet om saltholdigheden er dog endnu ikke tilstrækkeligt belyst.

Det overliggende Røsnæs-ler er rødbrunt til gult og kalkholdigt. Over det følger derpå Lillebælt-leret, som almindeligvis er gråliggrønt og kalkfrit. Søvind-mergelen, som ligger øverst, er et stærkt kalkholdigt lersediment af lysegrå til gullighvid farve.

Boreprofilerne Højrup, Ødsted og Risby illustrerer lagenes beliggenhed langs en sø.-nordvestl. linje midt gennem a., hvor lagene ligger dybt under overfladen. Ved Kattegatkysten er forholdet et andet, idet de eocæne lag ligger inden for rækkevidde. På kyststrækningen fra Fredericia til Trelde næs kan man træffe flager i istidslagene og måske faststående partier af alle fire formationer. Også i Albækhoved kan man studere eocænet. For en række år siden var lag m. vulkansk aske således blottet i klinten.

Oligocæn. De oligocæne lag afviger ret fundamentalt fra den underliggende, homogene Søvind-mergel. De består gennemgående af mørke til sorte, mere el. mindre finsandede lerarter m. vekslende glaukonitindhold. I visse områder er der tale om leret sand. De oligocæne lag er typiske havaflejringer, som er stærkt fossilførende i bestemte horisonter. Normalt er der en meget tydelig grænseflade ml. Søvind-mergelen og de oligocæne lag.

Lagene er gennemboret adsk. steder v.f. Fredericia omkr. Elbodalen, hvor der er udf. mange vandboringer. I dette område findes nederst i den oligocæne serie meget glaukonitholdigt, oolitisk ler m. snegle og muslinger og iblandet kvartsgrus. Opadtil går dette lag over i mørkt glimmerler.

Lagserien registrerer havets indtrængen over området, der forinden var land. De først dannede lag er sandede og grusholdige; endv. findes der glaukonit i form af ooliter, hvilket alt tyder på strandnære og lavvandede forhold. Lagene ovenover er mere finkornede, og lerindholdet er dominerende. Disse lag blev dannet i dybere vand efter en sænkning af jordskorpen da stedet lå mere kystfjernt.

Oligocæne lag træffes stedvis som flager i istidsdannelserne på begge sider af Vejle fjord. Mest berømt er forekomsterne ved Brejning, hvor man tidl. har kunnet samle en del forsteninger. Ved hjælp af disse forsteninger har det været mul. at inddele leret, det s.k. Brejning-ler, i en ældre, mellemoligocæn og en yngre øvreoligocæn zone. Leret indeholder også en interessant foraminiferfauna, som er et vigtigt hjælpemiddel ved sammenligningen af lag og deres nøjagtigere datering.

Der findes en jævn overgang fra Brejning-leret til det stærkt glimmerholdige Vejlefjord-ler og Vejlefjord-sand, som ses i Skansebakken ved Brejning. Det er sandsynligt, at den nederste del af Vejlefjord-leret er af oligocæn alder, og at lagene højere oppe i profilet er af miocæn alder.

Miocæn. Nederst i en del af grusgravene i den nordl. side af Vejledalen ved Vejle og i kystklinterne ved fjorden kan man under heldige omstændigheder iagttage lyst glimmersand, kvartsgrus og lag af glimmerler uden forsteninger. Ved sammenligning m. vandboringer i omegnen fremgår det, at disse lag er yngre end de oligocæne aflejringer. Der er højst sandsynligt tale om lag, der hører til miocæntiden.

I grusgravene i Grejsdalen og andre steder kan man i kvartsgruset finde små, s. 758 forkislede koraller, som stammer fra siluraflejringer i det baltiske område. Da sådanne koraller også er fundet på øen Sild i lag, som af ty. geologer er henført til det endnu yngre pliocæn, har man tidl. anset lagene ved Vejle for at høre til sa. periode. Lejringsforholdene synes imidlertid ikke at støtte en sådan datering.

Længere v.på dykker lagserien ned i større dybde, og endnu yngre lag viser sig efterhånden i miocænprofilet. De yngste lag er truffet i en brunkulsboring ved Hjortsballe lidt n.f. Give. Der er tale om øvremiocæne lerlag m. forsteninger, som viser, at lagene er jævnaldrende med Måde-serien, kendt fra Sydvestjylland. I boringen findes under disse lag ikke-marine lag af glimmersand og -ler m. brunkulshorisonter. Det er sandsynligvis lag af tilsvarende alder, man har udnyttet under tidl. brunkulsgravninger i Brande-området.

I større dybde har man truffet skalførende, marine lag i talr. boringer i egnen ml. Give og Sdr. Omme. De er af mellemmiocæn alder og hører sandsynligvis til Arnum-formationen, beskrevet fra Sønderjylland. Disse lag ligger under den brunkulsførende del af de miocæne aflejringer.

Det er endnu ikke lykkedes at påvise nedremiocæne lag i amtet.

Den miocæne lagserie er et vidnesbyrd om, at egnen gennemløb en periode med jordskorpebevægelser, som fremkaldte en sænkning, mens aflejringen af lag omtrent holdt trit hermed. I visse perioder lå kysten længere v.på, idet brunkulslagene vidner om, at der kunne vokse sumpskove i området.

Dybgrundens overfladetopografi. Vejle a. er et af de bedst undersøgte amter m. h. t. de topografiske forhold ved istidslagenes basis.

Et gennemgående træk er istidens dybe erosionsdale i dybgrundsoverfladen. De to dybeste dale findes under Vejle fjord og Kolding fjord. Dalenes bund ligger en del steder dybere end 100 m under havets overflade. Retningen falder sa. m. fjorddalenes retning.

Under Elbodalen findes en lignende men ikke så dyb dal. To mindre dale, den ene ved Erritsø og den anden fra Damkær til Herslev, udmærker sig ved ikke at være ledsaget af dale i terrænet.

I øvrigt er dybgrundsoverfladen udmodelleret i relativt høj grad. Både n. og s.f. Vejle fjord når de miocæne lag op til højder omkr. 50 til 60 m over havet. Længere s.på i egnen ml. de to fjorde er gennemsnitshøjden fra ca. 0 til +10 m, og det samme synes at være tilfældet ml. Vejle fjord og Horsens fjord.

I a.s nordvestl. del nås de helt store højder ved Vesterlund, hvor tertiære lag er truffet ved 70 m o.h. Ved Brande varierer overfladen for tertiæret ml. 20 og 40 m o.h.

Forholdene i a.s øvr. egne er mindre velkendte.

Dybgrundens struktur. De fleste af formationerne, som er behandlet i det foregående, har opr. været aflejret i omtr. vandrette lag. Ved at kortlægge højdeforholdene for letkendelige formationsgrænser som fx. grænsefladerne danskekalk – Kerteminde-mergel og Søvind-mergel – Brejning-ler får man en vis forestilling om de strukturelle forhold i sedimentserien.

Det viser sig således, at danskekalkens overflade øjensynlig har sit højeste punkt ved ca. 176 m ved boringen Højrup nr. 4. Herfra falder kalkoverfladen mod n., s. s. 759 og v., mens den stiger lidt mod ø., idet Højrupområdet er en del af Gamborg-strukturen, der har en længde af ca. 24 km i retningen nv.-sø.

I a.s andre egne er kalkoverfladens nærmere beliggenhed ukendt.

Grænsefladen ml. Søvind-mergelen og Brejning-leret er forholdsvis godt kortlagt i området ml. Vejle fjord og Kolding fjord. Der findes her to lokale højdestrukturer, over hvilke grænsefladen når op over havets overflade.

Toppunktet for den vestligste, der formodentlig er et led i Gamborg-strukturen, ligger ved gården Bygholm ca. 1 km v.f. Håstrup. Den østligste har sin kulmination ved Gårslev-Gauerslund. Hovedretningen er nordvestl. for begge strukturers vedk.

M. h. t. de tektoniske bevægelser, som har fremkaldt de nævnte strukturformer, kan tilføjes, at de sandsynligvis er kombinationer af flere bevægelsesfaser. De sidste forskydninger har fundet sted efter de oligocæne lags dannelse.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Under første og anden verdenskrig blev brunkulslagene udnyttet i egnen ved Brande.

Kvartssand og -grus i de miocæne aflejringer udnyttes til cementstøbning og filtergrus i grusgrave ved Vejle og i Grejsdalen. I a.s vestl. egne, hvor lignende lag ligger under grundvandspejlet, udnyttes de som vandførende lag.

Litt.: S. A. Andersen. De vulkanske Askelag i Vejgennemskæringen ved Ølst og deres Udbredelse i Danmark, DGU. II. Rk. Nr. 59. 1937. Arne Buch & Theodor Sorgenfrei. Deep tests in Denmark 1935–1959, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964. O. B. Bøggild. Den vulkanske Aske i Moleret samt en Oversigt over Danmarks ældre Tertiærbjergarter, DGU. II. Rk. Nr. 33. 1918. Ole Bruun Christensen. Ostracodtyper fra Keuper-Rhaet lagserien i dybdeboringerne ved Harte og Ullerslev, MDGF. Bd. 15. H. 1. 1962. 90. A. Ebert. Magnetische Messungen im südwestlichen Dänemark, DGU. II. Rk. Nr. 53. 1932. Knud Eriksen. En foreløbig Meddelelse om Tertiæret ved Brejning på Sydsiden af Vejle Fjord, MDGF. Bd. 9. H. 2. 1937. 137. Helge Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark, DGU. II. Rk. Nr. 61. 1935. Gunnar Larsen og Arne Dinesen. Vejle Fjord Formationen ved Brejning, DGU. II. Rk. Nr. 82. 1959. V. Milthers. Kortbladet Brande. DGU.I.Rk.Nr. 18. 1939. V. Nordmann. Kortbladet Fredericia, DGU. I. Rk. Nr. 22-A. 1958. Leif Banke Rasmussen. De miocæne Formationer i Danmark, DGU. IV. Rk. Bd. 4. Nr. 5. 1961. Hilmar Ødum. Saltefterforskningen i Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 34. 1960.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Der er amter i Danmark, hvor et enkelt sted kan karakteriseres som typelokaliteten, fordi man der kan overskue alle de landskabsformer, der præger a., samtidig med at man ud fra de terrænformer, man er omgivet af, direkte kan slutte sig til landskabernes tilblivelse.

I Viborg a. kan man vælge egnen ved Dollerup og i Holbæk a. Vejrhøj som sådanne repræsentative steder, gode at føre ekskursioner til, når man vil demonstrere landets tilblivelse som resultat af gletscheres og smeltevandsstrømmes virkning i istiden. Også de ændringer, landskabspræget er undergået siden da under indflydelse af niveauforandringer, vandløbserosion, forvitring og vejrsmuldring, jordflydning i arktisk tid og jordkrybning sen., kan man på sådanne steder få et indtryk af. Hertil kommer ikke at forglemme i et tætbefolket land som Danmark, hvor bønder har formet jordoverfladen i årtusinder efter deres behov, menneskets overfladeprægende aktivitet, som i industrikulturens dage yderligere er effektiviseret. Også disse forhold bør kunne opleves på den rigtige typelokalitet.

I Vejle a. kan man ikke finde frem til et enkelt udsigtspunkt, hvorfra alle landskabskomponenter kan ses, samtidig med at landskabets udviklingshistorie direkte lader sig aflæse i overfladeformernes mønster. Det vil her være nødvendigt at lægge en dimension til, at ombytte punkt m. linie, for at nå frem til erkendelse af sammenhængen s. 760 s. 761 i landskabsdannelsen. En sådan til formålet anbefalelsesværdig linie er hovedvej A 18 på strækningen fra a.grænsen nv.f. Brande til Vejle. Den, der færdes ad den vej fra nv. mod sø., vil kunne følge landskaberne i deres tilblivelsesrækkefølge fra de ældste, bakkeøerne, til de yngste, erosionsslugterne i tunneldalsiderne ved Vejle – hvortil kommer de alleryngste: opfyldningerne i dalbunden med det formål at skaffe bebyggelses- og industriarealer i havnekvarteret.

Fra a.grænsen på broen over Holtum å går vejen over hedesletten snorlige 3 km til Herredsbro over Skjern å, hvorefter den med få graders retningsændring fortsætter stik sø. mod Brande.

Mod s. ser man over ådalens engflader, hvor Skjern å i et 5 m lavere niveau slynger sig fra side til side mod hedesletten s.f. åen, over hvilken Sandfeld Bjergs svagt hældende bakkedrag danner silhuet mod sv.himlen. I disse reliefsvage landskaber møder vi a.s ældste terræn »bakkeøerne«, d.v.s. morænelandskaber fra næstsidste istid, Riss- el. Saaleistiden, mere end 100.000 år gl. overfladeformer, efterladt af en indlandsis, der dengang dækkede hele Danmark. Sletten, over hvilken vejen har kunnet lægges efter princippet: den rette linie som den korteste afstand ml. to punkter, er en flodslette opbygget af grus og sand, som blev aflejret af de stærkt forgrenede smeltevandsfloder, der i sidste istid strømmede v.på fra indlandsisens rand, der dengang i lange tider forløb med n.-sydl. retning gennem Østjylland, i denne del af Vejle a. ml. Thyregod og Give. Vil vi her på hovedvej A 18 v.f. Brande forestille os situationen dengang, så må vi lade fantasien foregøgle os indlandsisens grønblå masser hvælvende sig op 10 km mod ø., med gletscherportene, s. 762 hvorfra smeltevandselve fosser ud over landskabet, delende sig i et net af talløse, stadigt skiftende strømløb, et mægtigt indlandsdelta, som vi i nutiden kan opleve det s.f. Vatnajøkull i det sydøstl. Island. Har man akustisk fantasi, kan man også rekonstruere lydbilledet fra dengang. Kolde, arktiske luftmasser er fra indlandsisen suset ud over flodsletterne og har sat blæsertoner til den symfoni af elvbrus og rullestensraslen, der lød over de jy. hedesletter, da de fødtes.

Fra Brande fortsætter hovedvejen nu langs Brande å stadig snorlige over flodsletter, men fra Lønå skifter bakkedragene s.f. åen karakter. Overfladerelieffet bliver langt mere uroligt vekslende, bakkehældene stejlere, enkeltbakker som Toftbjerg og Troldbanke når større højder, 97 m, og i Give plantage ligger Trehøje over 100 m niveauet. Efter at have passeret Hjortsballe hvælver bakkeverdenen sig også op n.f. vejen med Gjerildhøj, 104 m, tæt ved vejen og Oksenbjerge bakkerne lidt længere ø.på m. Sortebakke, 122 m, og Oksebanke, 127 m. Vi har ladt Vestjylland bag os og bevæger os gennem de morænelandskaber, der blev skabt i sidste istid, Würm el. Weichsel-glaciationen, da isen smeltede bort fra disse egne for ca. 15.000 år siden. Disse morænelandskaber er sammenlignet m. bakkeøerne ganske unge og præges landskabeligt deraf. De skræntudjævnende processer har i den relativt korte tid, der er forløbet, siden disse morænemasser smeltede fri, ikke kunnet nå det stadium i udjævningsprocessen, som karakteriserer de gl. bakkeølandskaber. Stedvis vokser bakkeverdenens intensitet, som fx. hvor vejen passerer gennem Ris bakker. Her rejser tætliggende bakkeknuder sig adskilt af dybe slugter som vidnesbyrd om, at isranden under tilbagesmeltningen ø.på her har stagneret nogen tid m. særl. stor ophobning af morænemateriale til følge og samtidig m. en kraftig erosion i dette forårsaget af smeltevandsmasserne. Efter Givskud løber vejen 4–5 km over det højtliggende moræneplateau i 75–100 m niveauet, som præger store dele af Midtjylland, så tager terrænuroen atter til ø.f. Kuldbjerg. Her passeres det bakkede terræn, der markerer grænsen for det sidste store fremstød af indlandsisen i Vejle a. Under dette det s.k. østjy. fremstød har isens mægtighed ikke været stor nok til en udbredelse uden hensyntagen til tidl. skabte morænelandskaber. Fra isranden skød istunger sig frem gennem lavningerne inden for Horsens, Vejle og Kolding fjorde og nåede her indtil 20 km længere mod v. end i de højere områder ml. fjordene. Det er denne østjy. israndslinie, vejen her passerer. Israndsbakkedraget fortsætter v.på over Tofthøj til Smidstrup, hvor det drejer s.på og forlader Vejle a. s.f. Egtved. Det er karakteristisk, at landskabet ø.f. denne linie, ligesom nordligere i Skanderborg, Århus og Randers a., er mere småbakket end v.f. linien, som følge af at det sidste isdække ved sin bortsmelten har efterladt et tyndt, ujævnt morænedække over de tidligt dannede bakkelandskaber.

Ved Jelling drejer hovedvejen ø.på af terrænmæssige grunde. Vi er nu nået ud i den del af Vejle a., der præges af de store, dybe tunneldale. En sådan m. langsøen Fårup sø forløber lige s.f. Jelling, hvor den er nedskåret 60 m i landoverfladen m. stejle skrænter. Ø.f. Hørup søger hovedvejen gennem en sideslugt ned i dalen på et sted, hvor dybden kun er 20 m ved Lerbæk ml., og arbejder sig dernæst i et hårnålesving op gennem skræntskoven til 90 m niveauet n.f. Vejle. V.f. Uhre gentages den af tunneldalskrænten betingede vejform gennem sidekløfter i Vejletunneldalens n.skrænt til byen i dalbunden. De sidstomtalte 10 km af hovedvejens forløb har til tydelighed demonstreret den for Vejle a.s østl. dele karakteristiske sønderskæring af morænelandskabet ved vandløbserosion, dels den der har været s. 763 forårsaget af vandstrømmene i tunnelrørene under isen, dels den sen. yderst effektive forkløftning af alle stejle dalsider ved normal vandløbserosion efter istiden. Vi står ved Vejlefjord-tunneldalens østl., havdækkede del på havnekajen midt i et kvadratkilometerstort areal, der er skabt ved opfyldning omkr. havnebassinet, a.s yngste, menneskeskabte landoverflade. Hovedvejen A 18 har ført os fra a.s ældste landoverflade, bakkeøterrænet i Nørvang hrd., over flodsletterne fra sidste istid, gennem sidste istids ø.efter successive yngre morænelandskaber her til vandkanten, hvor fyld stadig modtages.

Den vestjyske del af Vejle a. De egne v.f. linien Thyregod-Give-Randbøl-Egtved, der kan betegnes som vestjy., omfatter ca. 1/3 af a.s areal. Det er de to terræntyper: bakkeøen og hedesletten, der giver dette område landskabeligt særpræg. De sa. overfladeformer er i det tilgrænsende Ringkøbing a. helt dominerende. I Vejle a.s del af Vestjylland har samspillet ml. disse to landskabsformer dog en helt anden karakter end længere v.på, hvor de arealmæssige dimensioner af disse to landskabskomponenter er af en helt anden størrelsesorden. Medens bakkeølandskaberne i Ringkøbing a. udgør sammenhængende arealer på over 1000 km², og hedesletterne kan være flere hundrede km² store, så er bakkeø-hedeslette mosaikken i Vejle a. langt mere fintmønstret. Det karakteristiske ved landskabet her er de mange, små bakkeøer, der adskilles ved lige så mange, relativt smalle, langstrakte hedesletter, som kun visse steder, fx. ø.f. Brande og Sdr. Omme, får karakter af udbredte s. 764 flader. Forklaringen på denne stærke opdeling af de to landskabselementer må søges i det forhold, at vi her i Vejle a.s vestl. del er nær ved isens hovedopholdslinie, hvorfra smeltevandsstrømmene i sidste istid førte sandmasserne ud v.på, hvor de tildækkede alle lavere dele af de gl. moræneophobninger fra næstsidste istid, der her udgjorde overfladen (se afsnit: Landskabsdannelsen). Her, nærmest ved gletscherportene, hvorfra smeltevandet fossede ud, blev aflejringerne af størst mægtighed, og kun de højeste dele af de gl. landskaber blev ikke tildækket, men rager op gennem sandhavet som bakkeøer. Hertil kommer så som yderligere forklaring, at de gl. morænelandskaber længere v.på havde ikke alene større absolut højde, men også større sammenhængende højdeområde, som smeltevandsmasserne måtte flyde udenom, hvorved kun randzonerne blev dækket m. hedesand, der til gengæld ml. disse udstrakte bakkeølandskaber bredte sig som vældige flader.

Bakkeøernes overflade er karakteriseret ved de jævne hældninger. På kurvekort tegner bakkeøterrænet sig tydeligt gennem højdekurvernes konforme forløb m. ensartet afstand. I de lange tidsrum, bakkeøen har været landoverflade, er overfladens opr. præg af moræneophobning nemlig helt forsv. Man kan ikke mere konstatere endemoræner, åse, afløbsløse lavninger m. søer og mosehuller, drumlins el. andre glaciale bakketyper – alle disse former, der karakteriserer det unge morænelandskab, er her forsv. I langt over 100.000 år har landoverfladen her ligget udsat for omformning under helt forsk. klimaforhold. Tempereret var det i sidste mellemistid, så blev det arktisk i sidste istid, hvorefter det atter gradvis efter svingninger er endt med at blive det tempererede kystklima, vi nu har. I disse lange perioder har det rindende vand kunnet gennemfure hele landmassen, søerne er aftappet el. tilgroet, et modent udviklet erosionsrelief har afløst den gl. moræneoverflade. Hertil kommer de væsentlige ændringer m. h. t. udfladning af relieffet, der er sket i arktisk tid, da grundisen hindrede vandets nedsiven, hvorved overfladejorden blev vanddrukken, så den kunne flyde ned ad alle hældende overflader og delvis udfylde lavningerne. Det er dette udjævnede bakkeøterræn, der almindeligvis uden markeret overgang hæver sig over hedesletternes flade. Der er dog steder, således på Sandfeld Bjergs n.side, hvor bakkeøen afgrænses af en 15 m høj skrænt på en kilometerlang strækning. Her har en smeltevandsflod angrebet bakkeøens side og borteroderet store dele af morænen. Den efter bakkeøforhold stejlt skrånende flanke har altså opr. været en lodret moræneklint ud til et flodløb. Men så stærkt hældende overflade er undtagelsen. Egnen omkr. Trælund og Skærlund kan tages som typeeksempel på hældningsforhold. Fra de omliggende hedesletter i 40 m niveauet hvælver bakkeøoverfladen sig m. ensartet jævn skråning til 70 m over en 2–3 km lang strækning. Mens man i a.s østl. dele ved jernbaneanlæg i allerhøjeste grad har måttet tage hensyn til terrænet, så har der ikke været vanskeligheder af nogen art ved at føre banen Grindsted-Brande op over denne bakkeø.

Hedesletterne, opbygget af lagdelt smeltevandssand og -grus, fremtræder landskabeligt under forsk. former. Sø.f. Sdr. Omme træffer man den udbredte, næsten relieffri, lyngklædte flade, hvis hældning mod v. i smeltevandets strømningsretning er så ringe, 1,5 m pr. km, at den ikke lader sig direkte iagttage. Stedvis kan fladen være forsumpet, dels fordi den skråner så svagt, at overfladisk afløb vanskeliggøres, dels fordi et vandstandsende lag af al ca. 1 m under overfladen hindrer regnvandets nedsynken til dybere grundvandsniveau. Al-dannelsen er resultatet af den udvaskning af overfladejorden, som har fundet sted, ligesom det er tilfældet på s. 765 bakkeøerne. Det nedsivende vand, der fra det øverste tørveagtige mor-lag af lyngskjold og andre plantedele har optaget humussyre, udluder det underliggende sandlag for alle opløselige stoffer. De tilbageblevne, uopløselige bestanddele, hovedsagelig kvartskorn, udgør blegsandet, hvis lyse farve kontrasterer stærkt mod den overliggende sorte mor. Længere nede kan vandet, når dele deraf fordamper, blive overmættet med jern- og kalksalte, som så udskilles ml. sandkornene og sammenkitter disse til ovenn. al, som har sandstenskarakter og er løsere el. fastere. Stednavne m. endelsen mose, som fx. Rævlingmose og Hallundbæk mose ø.f. Blåhøj stat., vidner om denne tidl. langt større udbredelse af de vandlidende flader på hedesletterne.

Men hedesletterne kan også fremtræde m. et helt andet landskabspræg. Stedvis er overfladen småbakket urolig, som det er tilfældet s.f. Omme å, ø.f. Sdr. Omme. Ofte vil der på sådanne lokaliteter forekomme stednavne, hvori ordet »sande« indgår, som fx. Filskov Sande, s.f. Omme å og v.f. stationsbyen af sa. navn, el. Hyvild Sande længere n.på. Der er her tale om klitdannelser på hedesletterne, s.k. indsande.

Indsandene er resultater af vindens formende virke. Mange indsande er formentlig gamle, skabt allr. i afsmeltningstiden, da landoverfladen endnu ikke var dækket af et sammenhængende vegetationstæppe, men siden da har stormvinde gang på gang sat sandet i bevægelse. Historiske kilder taler om vandrende sandmasser hen over agerjord. Nu fremtræder indsandenes klitter oftest dækket af hedens plantesamfund, men stedvis har stormsuset revet vegetationen i sønder, og store grydeformede hulformer, vindkuler, viser, hvordan vindhvirvler har boret sig dybt ned i klittens indre. Det derved løsnede sand er atter blevet aflejret på klittens læside. Disse stadige ændringer bevirker, at indsandene får profilformer af takket-forrevet karakter – en vældig kontrast til fladernes i øvrigt så rolige overfladerytme. Enkelte klitindivider kan blive så store, at de ses viden om og takket være deres individuelle silhuet har kunnet tjene som navigationspunkter for folk, der traverserede lyngørkenen, dengang da hjulsporene i sandet endnu ikke var afløst af vor tids vejnet. Sådanne særl. iøjnefaldende store klitter har individuelle navne, som fx. Stoltenbjerg, der hæver sin klittop 15 m over Randbøl hedes plane flade.

De unge morænelandskaber. Langt den største del af Vejle a., de østl. to trediedele, præges landskabeligt af de unge morænelandskaber fra sidste istid. Relieffet er her, i modsætning til a.s vestl. dele, rigt varieret, spændende over hele skalaen fra morænefladens rolige overfladeformer, over morænebakkelandets kuplede terræn til den voldsomme reliefenergi i de store, dybt nedskårne erosionsdales randzoner. I den indledende oversigt er det antydet, at morænelandskabernes relief kan have to helt væsensforskellige årsager. Der kan på den ene side være tale om morænemassernes ophobningsformer, dels den absolutte mængde, der manifesterer sig i landets højdeforhold, dels den relative, som viser sig i landskabsbilledet som lokale ophobninger: endemorænevolde, enkeltbakker etc. – På den anden side kan overfladens former også være resultat af rindende vands bortgravende virkning, der viser sig i form af erosionsrender på alle udviklingsstadier fra regnkløfter, der furer skræntsider, til modne dalsystemer, hvis relief helt præger egnens overfladeudformning.

Moræneflader er ikke hyppigt forekommende i Vejle a., men rundt om træffes s. 766 de, om end med ret begrænset udstrækning. Således er der n.f. Fårup sø i Jellingegnen en højtliggende moræneflade, et moræneplateau i 100 m niveauet. Langt den største del af området er et bølget-bakket terræn, hvis østl. dele er langt mere småkuperet end de vestl. Lokalt hæver individuelle bakkeområder sig markeret over det omliggende terræn, således i Skamlingsbanke, 113 m, sø.f. Kolding. Dette 2 km brede bakkedrag stryger på en 3 km lang strækning i retning n.-s. inden for Mosvig og må opfattes som en ophobning langs isranden på et sent stadium, da den forløb her nær ø.kysten. Mosvig kan være den inderlavning, der er fremkommet ved erosion af den istunge, langs hvis rand disse morænemasser blev ophobet. Imponerende virker Skamlingsbankes vestl. front, der rejser sig 50 m over det omkringliggende, jævntbølgede terræn, kløftfuret og skulpteret af skredgruber. Et tilsvarende formkompleks møder man nø.f. Kolding i Gudsø vig og israndsbakkerne ved Taulov. S.f. Horsens har Bjerrelide-bakkedraget, 121 m, dimensioner som Skamlingsbanke. Et særpræg får dette bakkeområde ved den yderst lige, ø.-v. forløbende, stejle n.front, hvis form er forklaret som fremkommet ved sideerosion af den gletscher, der under det sidste isfremstød ø.fra pressede sig frem følgende fjordlavningen. S.f. Randbøl har man i Bindeballe-egnen et helt system af buede bakkevolde, som mul. i deres længdeorientering afspejler bevægelsesretningen for den fra sø. kommende is, der har aflejret disse morænemasser under sin fremskriden med ændring af bevægelsesretningen til vestlig. Nordligere ml. Lindeballe og Åst har man også et storformet bakkeområde, hvis voldsomme relief dog tillige skyldes den anden af de ovf. omtalte, terrænformende kræfter, erosionen. Området sønderskæres af en 5–700 m bred og ca. 60 m dyb dal, der slynger sig med s-form gennem bakkelandet. Grindsted å’s øvre løb følger det vældige dalstrøg, hvis dimensioner ikke står i noget rimeligt forhold til det lille vandløbs erosionsevne. Her er tydeligt nok tale om en fortidsform, en dal, skabt af afsmeltningstidens rivende vandflomme; man aner den fossende smeltevandsflod, der engang har haft sit slyngende løb her ml. bakkerne under sin søgen v.på mod havet. De stejle dalsider er furet af kløfter og dalsystemer, der fra disse stejlvægge har arbejdet sig baglæns ind i bakkelandet og dissekeret morænemassen så stærkt, at der kan tales om »falske bakker«. Herved forstås rester af bakkelandets jordmasser, der af de afgrænsende kløftsystemer er blevet isoleret fra de omliggende morænemasser, hvoraf de tidl. udgjorde integrerende dele. Et lignende erosionspræget terræn med terrænovergange, der efter da. forhold må betegnes som voldsomme, kan man opleve i Vejle å’s dal ml. Tørskov og Spjarup. Står man her på det 70–80 m høje moræneplateau s.f. ådalen ved dalskrænten ud for Revsgård, så ser man dalbundens engflader 60 m nede m. åens glitrende vandflader synl. snart her snart der under dens bugtede løb. Ude i dalen hæver sig en aflang bakke, Runkenbjerg, hvis stejle sider foroven mødes i en kam. På bakkens n.side løber Vejle å tæt ind under stejlvæggen, men på s.siden slynger åen sig bort fra Runkenbjerg mod dalens anden side. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Vandløbet har tidl. eroderet i bakken fra begge sider, så sidernes skrænter efterhånden er rykket så tæt ind mod hinanden, at plateaufladen foroven helt er forsv., idet sidevæggene nu mødes i en tagåslignende kam. Runkenbjerg er en erosionsrest, en typisk »falsk bakke«, et stykke moræneplateau, isoleret fra de omliggende dele ved floderosion.

De successive israndsstillinger under afsmeltningsforløbet lader sig påvise snart i bakkeforløb, men hyppigere igennem de spor, smeltevandet har efterladt sig. s. 767 Skred og jordflydning under afsmeltningstidens arktiske forhold i forb. m. smeltevandets udvaskning og kløftfuring gør de fleste steder forholdene mindre overskuelige. Kun på få lokaliteter afspejler fortidens israndsstilling sig så tydeligt i nutidens overfladeformer, at en absolut entydig tolkning af tilblivelsesprocessen kan gives. Dette er tilfældet fx. ved Løsning. Under det sene, østjy. fremstød har indlandsisens rand her dannet en indbugtning ml. det nordl. gletscherfremstød gennem lavningen, der nu udgør Horsens fjord og Hansteddalen, og det sydl. gennem Vejle fjords dalfure. Denne israndslinie viser sig ml. Løsning og Hedensted i terrænet med et skoleeksempels tydelighed. En linie umiddelbart ø.f. jernbanen afgrænser et småbakket område mod ø. m. talr. afløbsløse lavninger, sø- og mosehuller. Her er bunden leret moræne, der er mange landsbyer, og de udflyttede gde ligger tæt. Langs selve linien vidner en række grusgrave om, at man er i en randzone, hvor smeltevandet har udvasket morænen for alle finere bestanddele, så kun grus og sten blev tilbage. Aflange, voldformede bakker lå tidl. her m. længdeakse parallel m. linien; det var endemorænevolde. De fleste er nu helt bortgravet p.gr.af deres grus- og stenrigdom. V.f. linien breder sig en udstrakt flade, hvor jordbunden er lagdelt sand, hvor gårdene ligger m. stor afstand, og hvor gl. landsbyer mangler. Det er en lokal hedeslette, opbygget her i gletscherens forland. Ser man nøje efter på kortets kurvebillede, kan man se, ikke alene at overfladen skråner mod nv., men også at den nær israndslinien har form af flere svagt hældende kegleoverflader. Det s. 768 er de sidste spor af de aflejringskegler, der her, da isranden stod gennem Østjylland, blev opbygget foran de gletscherporte i bræens front, som smeltevandet strømmede ud af, medbringende det sand og grus i opslemming og rullende de sten på strømlejets bund, som nu opbygger Løsning hedeslette.

De store dale. Vejle a.s unge morænelandskaber gennemfures som det øvr. Østjylland af store dalstrøg m. ø.-vestl. retning. Det er dale, der opr. blev udgravet af de smeltevandsstrømme, der i istiden fossede gennem tunneler i isens bundlag. I disse rør stod vandet under tryk, idet grundvandsstanden i indlandsisens partier længere ø.på stod højt over randzonens bundlag. Vandet strømmede derfor med stor fart, og da det medførte en rig last af rullesten, har dets erosionsevne været så stor, at det stedvis kunne grave dalene dybt ned i den underliggende moræne. Disse tunneldales længdeprofil er derfor ikke jævnt hældende i løbets retning som normalt for overfladevandløb, dalbunden hælder tværtimod ofte opefter på det sidste stykke inden udløbet gennem gletscherporten i isranden. Stedvis har dybe bassiner kunnet udholkes i istunnelens bund, og disse fordybninger er årsag til den hyppige forekomst af søer og moselavninger i disse store dale. Søerne er alm.vis aflange i dalens retning og betegnes som langsøer. Når så mange af disse dalbassiner har kunnet undgå at fyldes op m. sand, aflejret af de smeltevandsfloder, der sen. løb gennem disse dale som normale overfladevandløb, efter at isen var smeltet bort på egnen, er grunden den, at dødisklumper i lang tid, beskyttet af overlejrede sandlag, har kunnet holde sig i disse hulformer. Da dødisen sluttelig smeltede, sank de overliggende aflejringer ned på hullets bund, og hvis denne har ligget under nutidens grundvandsspejl, er der fremkommet en langsø.

Den nordl. af disse tunneldale er øvre Gudenådal og dens fortsættelse i Skjernådalen, der danner grænsen til Skanderborg a. i Nørvang hrd.; Rørbæk sø, Kulsø m. fl. småsøer danner en typisk langsørække i dette dalstrøg. Sydl. følger den store dal s.f. Jelling m. langsøerne Fårup sø og Engelsholm sø, og 10 km sydl. løber parallelt m. denne den brede, dybt nedskårne dal, i hvilken Vejle å løber mod ø., altså i en retning modsat den, der fulgtes af den opr. smeltevandsflod, der formede dalen. Dalens østl. og laveste del ligger nu under havets niveau og udgør Vejle fjord (se blokdiagram III). Horsens fjord ved a.s n.grænse har ganske lign. oprindelse, og det sa. gælder for Kolding fjords vedkommende. Sidstn. dalstrøg fortsætter v.på i Kolding ådal. Endnu et tunneldalstrøg med ø.-vestl. orientering træffes i Vejle a., nemlig dalen, der danner s.grænsen fra Hejlsminde og v.på. De nævnte tunneldale er alle dannet på et tidligt tidspunkt i sidste istid, da isranden stod ved hovedopholdslinien fra Thyregod og s.på. Tunneldalenes retning har været i overensstemmelse med isens bevægelsesretning, da istunneler m. anden orientering ikke kan bestå i en ismasse, der er i skridende bevægelse. De nævnte tunneldale er skåret 50 m og mere ned i de omliggende, høje morænelandskaber, og skrænterne står ofte m. betydelig stejlhed. Navnet Alpedal på en af sidedalene til Kolding ådal vidner om det indtryk, reliefenergien i tunneldalenes randlandskaber kan fremkalde. Bivejen, der her fra morænelandskabets overflade s.f. Harte, 60 m o.h., fører ned til Koldings vestl. forstæder i dalbunden, 3 m o.h., har en stigning på 1:7, hvilket efter da. forhold er meget usædvanligt.

Kløftsystemerne i de stejle tunneldalsider har eroderet sig baglæns ind i de omliggende moræneplateauer, som derved i en kilometerbred randzone ud til tunneldalene s. 769 er sønderskåret af dalsystemer. Gennem disse aftappes grundvand i store mængder, og i regnperioder får vandløbene yderligere et tilskud af overfladevand. Disse vandrige bække og åer med stærkt fald i tunneldalzonerne repræsenterer en betydelig vandkraft, der fra gl. tid har været udnyttet ved anlæg af vandmøller. Det er heller ikke tilfældigt, at et af Danmarks moderne vandkraftanlæg, Harteværket, netop er anl. på en sådan lokalitet i Kolding-tunneldalens nordl. randzone. Grejsdalen er den mest imponerende af disse dale.

I Vejle a.s østl. del forekommer lign. dalstrøg, men m. helt afvigende længderetning, nemlig fra sv. mod nø. Disse dales dimensioner er dog ikke af sa. størrelsesorden som de ovf. nævntes. Elbo-dalen løber på en 15 km lang strækning fra Taulov til Vejle fjord, nedskåret omtr. til havniveau i det 30–40 m høje morænelandskab. Rands fjord kan opfattes som en analogi til de førnævnte langsøer el., om man vil under hensyntagen til beliggenheden nær havet, som afspærret indre del af en fjord. Dalslugten v.fra, i hvis bund Mølleå løber, og hvor Follerup vandml. er placeret, viser, at heller ikke vandkraftelementet mangler i dette tunneldalkompleks. Et lign. dalstrøg har man i Bjerre hrd.s østl. del m. udløb i bugten Glud Håb ved Horsens fjords s.kyst. Moræneoverfladens ringe højde i denne egn bevirker dog, at den eng- og mosefyldte dal ikke når op på de store, vestl. tunneldales dimensioner. De sidstn. dales orientering gør det naturligt at sætte deres dannelse i forb. m. den isstrøm, der i sidste istids slutfase fra Østersøen gled n.på gennem Lillebæltlavningen og en smal zone af de østjy. kystlandskaber.

Vandløb og søer. Vejle a. afvandes dels v.på til Vesterhavet, dels ø.på til Kattegat og Lille Bælt, idet Jyllands hovedvandskel går gennem a. fra n. til s. Dette forløb er betinget dels af morænemassernes ophobning langs isranden under de forsk. afsmeltnings- og fremstødsstadier, dels af vandløbsudviklingen efter istiden. De vandrige vandløb m. stærkt fald har nemlig ved tilbageskridende erosion erobret terræn i de af morænerelieffet bestemte, opr. afvandingsområder. Vandskellets hovedretning fra Ø. Nykirke i a.s nordl. del til Tapsore ved a.s s.grænse er således stort set konform m. de vestl. israndslinier, men m. herfra afvigende lokale udbugtninger, der skyldes de kraftigt eroderende vandløbs førnævnte indflydelse. Endelig må det erindres, at mange dale er skabt i istiden og sen. i afsmeltningstiden af floder, der m. h. t. vandføring har været af en helt anden størrelsesorden end nutidens åer (se afsnit: De store dale). Disse store smeltevandsdale indgår som et væsentligt træk i nutidens vandløbsmønster. De er for en geomorfologisk betragtning at opfatte som »disharmoniske former«, hvorved forstås landskabselementer, der ikke lader sig forklare ud fra det i nutiden virkende samspil af landskabsformende kræfter. Disse store dale, som fx. Grindsted å’s øvre dal s.f. Lindeballe skov el. Gudenå-dalen ved a.grænsen n.f. Nr. Tinnet, er altså fortidsformer, »fossile« dale fristes man til at sige.

Hovedvandskellet er stort set beliggende i grænsezonen ml. det unge østjy. moræneterræn og de vestjy. hedeslette- og bakkeølandskaber, som for største delens vedk. afvandes v.på. Simmelbæk, Omme å, Karstoft å og Brande å tilh. Skjern å’s afvandingsområde, og Grindsted å fører vand til Varde å. Selv Kongeå og Ribe å får vand fra Vejle a., nemlig fra egnen omkr. Ødis s.f. Kolding, hvor Jyllands hovedvandskel kun ligger 8 km fra Lille Bælts kyst. Der afvandes således her i Nr. Tyrstrup hrd. østjy. bakkeland til Vesterhavet, hvis kyst ligger langt ude v.på 50 km derfra, skønt afstanden til nærmeste ø.kyst, Kolding fjords indre del, kun er ca. s. 770 6 km. Eksemplet viser, hvor komplicerede afvandingsforholdene er, fordi vandskellenes forløb som tidl. nævnt bestemmes af flere væsensforskellige faktorer. Omvendt sker det også, at vestjy. hedesletteterræn afvandes ø.på til Lille Bælt. Dette er således tilfældet v.f. Randbøl, hvor hedeslettens højeste, østl. del afvandes til Vejle å’s dybt nedskårne dalsystem.

Gudenås afvandingsområde omfatter også et lille stykke af Vejle a., nemlig egnen n.f. linien Ø. Nykirke-Hvejsel-Sindbjerg kirke-Uldum. Herfra fører Gudenå vandet den over 100 km lange vej n.på til udmundingen af Randers fjord i Kattegat, skønt åen v.f. Kolding fjord kun er fjernet 16 km fra kysten. Man har her et eks. på virkningen af de morænebarrierer, der under det østjy. isfremstød blev opbygget her længst mod ø. parallelt m. kysten, og som nu tvinger Gudenå til at løbe n.på ad den lange omvej til havet.

Det østl. Vejle a. afvandes dels til Kattegats sydl. del, Bælthavet, dels direkte til Lille Bælt af en række vandløb. Bygholm å med Gesager å og Ølsted å løber ud i Kolding fjord. Skjold å udmunder i As vig, og Ørum å søger s.på til Vejle fjord.

Grejs å, der umiddelbart før udløbet i Vejle fjord forener sig med Vejle å, kan tjene som typisk eks. på de vandløb, der fra tunneldalenes stejle sider har eroderet sig baglæns ind i det her 80–100 m høje moræneplateau, som de nu afvander gennem dybt nedskårne dale med v-formet tværprofil. Sidekløfterne til disse dale har i deres øvre, yngste dele ofte så stejle sider, at de kan betegnes som raviner. Skrænternes stejlhed udelukker landbrugsmæssig anvendelse af denne erosionsdissekerede randzone ud til tunneldalene, som derfor er skovklædt. Disse skræntskove i et voldsomt kuperet erosionsbakkeland gør Grejsdalen til det naturskabte rekreationsområde m. de talr. muligheder for rigtvarierede vandreture – midt i et effektivt udnyttet landbrugsområde oppe på moræneplateauet og nær den hastigt ekspanderende kbst. i tunneldalens bund. Det er også typisk, at Grejs å ved tilbageskridende erosion har nået så langt ind i moræneplateauet, at den har kunnet aftappe den tunneldal, i hvis bund Fårup sø ligger. Grejs å løber altså i sit øvre løb fra nævnte sø ø.på i en »lånt« dal for dernæst at dreje s.på gennem den efter istiden dannede dybt nedskårne dalfure. Grejsdalens voldsomme nedskæring kan mul. sættes i forb. m. aftapningen af den issø, der i afsmeltningstiden har eksisteret ml. Lerbæk og landsbyen Grejs.

Det stærke fald i Grejsdalen og de dertil svarende erosionsdale i andre tunneldales randzoner i forb. m. åernes store vandføring i denne, den nedbørsrigeste del af Danmark er forudsætningen for den rigelige vandkraft, der fra gl. tid har været udnyttet i en række vandmøller, Lerbæk mølle, Holmsmølle og mange andre. De mange fabrikker i Grejsdalen er opr. betinget af vandkraften. De mange mølledamme er et yderligere vidnesbyrd om dens udnyttelse i denne del af vort land. Dalen præges i øvrigt af den koncentration af bebyggelse og trafiklinier, der her finder sted p.gr.af dalbundens snæverhed. Landevej og jernbane følger tæt ved hinanden åløbet ml. fabriksanlæg og boligbebyggelse – og umiddelbart bag husene hæver skrænter og isolerede erosionsbakker sig beklædt m. majestætiske bøge og højstammede rødgraner. Gennem sidekløfterne fører bivejene op til moræneplateauets landsbyer Hornstrup, Grejs og Fløjstrup.

I den vestl. del af den tunneldal, som Grejs å følger fra Fårup sø ø.på v.f. morænetærsklen ml. Sødover og Ollerup, har Vejle å sit udspring i egnen ved Engelsholm sø. Fra Randbøl løber den s.på gennem en dal af lign. karakter som Grejsdal s. 771 til Vejle-tunneldalen, hvor den så efter at have passeret Runkenbjerg (se afsnit: De store dale og blokdiagram III) i store slyngninger søger ø.på til fjorden. Vejle å kan altså også være eks. på det alm. forhold, at nutidens åer har et løb, der for lange stræks vedk. er foreskrevet af tidl. vandløb, som under helt andre omstændigheder i istiden og afsmeltningstiden gennemstrømmede egnen.

Vejle a.s største søer, Rørbæk sø, Kulsø, Enesø og Hastrup sø ved n.grænsen samt Engelsholm og Fårup sø v.f. Vejle er alle langsøer i tunneldale. Morænesøer i bakkelandets afløbsløse lavninger er talr., men små. Særlig hyppigt forekommer de fx. i det småkuperede område ø.f. Løsning og ml. Brænore og Taps nær s.grænsen. Hejlskov sø og Skærsø s.f. Egtved er større morænesøer, mul. m. dødislavninger i moræneoverfladen som forudsætning. Daldover sø s.f. Randbøl har en lign. oprindelse. En del søer skyldes menneskelig foretagsomhed, de er kunstigt opstæmmede vandmasser, møllesøer. Af de større kan nævnes Bygholm sø, men talr. små reservoirsøer af lign. type forekommer i de vandkraftrige dale. Det moderne vandkraftanlæg ved Harte har også bevirket en opstæmning af vandmasserne i Nørresø, Søndersø og Stallerup sø, hvorfra en kanal fører til kraftstationen ved foden af tunneldalen på Kolding-tunneldalens n.skrænt. Strandsøer, d.v.s. dele af fjorde og bugter, der er afspærret fra havet ved oddevækst, forekommer i Hejlsminde og Rands fjord. Talr. tidl. søer er groet til og fremtræder nu som moser, i hvilke søflader m. retlinet afgrænsning atter er fremkommet ved tørveskær. Mange af de s. 772 store dales bunde er vanddrukne kær- og mosestrækninger, således fx. Erritsø mose s.f. Fredericia.

Farvande. Det er Lille Bælts bølger, der beskyller langt den overvejende del af Vejle a.s kyster, kun området n.f. Bjørnsknude ligger eksponeret mod det sydl. Kattegat, idet den officielle afgrænsning ml. dette farvand og Lille Bælt er linien Bjørnsknude-Æbelø. Ml. Horsens fjord og Endelave har udbredte områder, helt ud til renden v.f. Samsø, vanddybder mindre end 10 m, og store flak som Skomagergrund, Møllegrund, Middelflak og Lillegrund har dybder under 4 m, hvorved de får betydning ved sejlruternes placering. I snævringer, som fx. Hjarnø sund ml. Hjarnø og Hundshage, aktiveres vandbevægelsen, hvorved render med ml. 10 og 20 m.s dybde holdes åbne. I Horsens fjords indre del v.f. Brakør Nakke, hvor vanddybden kun er 3–4 m, er besejlingen sikret ved en gravet, kostafmærket rende m. 6,9 m’s dybde.

Lille Bælts nordl. del er formet som en tragt m. 12 km’s bredde i åbningen. I sydvestl. retning snævres farvandet ind og får s.f. Fredericia karakter af et snævert, bugtet, flodlignende stræde, hvis mindste bredde i snævringen ved Snoghøj, hvor Lillebæltsbroen er ført over, kun er 0,7 km. Samtidig m. breddens aftagen tiltager dybderne. V.f. broen, i buen uden om Hindsgavl-halvøen, nås 44 m’s dybde, ud for Kolding fjord er der en dybde indtil 54 m, og sydl., ml. Stenderup-halvøen og Fænø, har man den maksimale dybde, 81 m. Landskabeligt virker Lille Bælts snoede løb som en stor floddal, og denne lighed er ikke tilfældig, men begrundet i selve farvandets tilblivelseshist. Renden er opr. udformet af en rivende smeltevandsstrøm, og sen., i fastlandstiden for ca. 8000 år siden, da hele det område, der nu udgøres af Bælthavet, var landareal, har en stor flod benyttet den gl. smeltevandsdal og yderligere udformet den. Det bugtede forløb skyldes denne modne flods store mæandre. Endelig er den brede dal ved den sen. relative havstigning blevet transgrederet og blevet til det nuv. stræde. S.f. Stenderup Hage udvider Lille Bælt sig til en bredning m. dybder på 15–20 m m. mange flak, som fx. Flækøjet, m. kun 4 m vand. Den store bugt Mosvig el. Binderup bugt ud for Skamlingsbanke kan opfattes som en gletschereroderet inderlavning. I svinget s.f. Fredericia når dybder på 10 m helt ind til kysten. Dette er forudsætningen for anlæg af en af landets vigtigste oliehavne på dette sted.

De tragtformede åbninger såvel mod n. som mod s. bevirker en kraftig intensivering af strømmen i Lille Bælts snævre, snoede del, hvadenten vandmasser n.el. s.fra presses ind i bæltet. Disse stærke strømme i forb. m. det snoede løb og de mange grunde i de tragtformede dele stiller store krav til navigationen, og det har været nødvendigt at etablere et stort system af ledefyr: Strib, Børup, Skærbæk, Drejens odde og Fænø, for at sikre sejlads i mørke. Da tærskeldybden i Lille Bælts sejlrende, d.v.s. pashøjden i havbundsrelieffet, er 13 m, er der altid vand nok under kølen, og Lillebæltsbroen er hævet så højt, at der ikke er vanskeligheder ved gennemsejling.

Ml. Østersøen og Vesterhavet sker der gennem de da. stræder en stor vandudveksling. Brakt og derfor mindre vægtfyldigt Østersø-vand, betinget af den stærke tilførsel af flodvand, strømmer alm.vis ud som overfladestrøm, og langs bunden sker en indstrømning af salt og derfor tungt Vesterhav-vand. Medens disse vandmasser i Store Bælt holder sig nogenlunde adskilt, idet der kan konstateres et s. 773 springlag i vekslende dybde ml. ind- og udgående vandmasser, så er dette ikke tilfældet i Lille Bælt, hvor de stærke, turbulente strømme forårsager en kraftig blanding af vandmasserne. Disse kraftige strømme, også i bundlaget, giver også forklaring på, at de dybe render ikke sander til. Vandbevægelsen er kraftig nok til at holde de finkornede sedimenter opslemmet, så aflejring undgås.

I Kolding fjord når dybder over 10 m ind til Agtrup vig s.f. Drejens odde. Længere inde sikres sejladsen ved en gravet rende m. 7 m’s vanddybde. For såvel Vejle fjord som Kolding fjord gælder det, at der p.gr.af den ø.vendte orientering er læ for vestl. stormvinde. De snoede løb bevirker, at heller ikke østl. vinde får større magt, hvorfor der kan tales om naturlige havnemuligheder. Disse blev allr. udnyttet i middelalderen, idet byanlæg da fremkom inderst i fjordene, hvor også oplandsbetingelserne var optimale, sammenlignet m. lokaliteter længere ude m. ensidigt bagland. Med skibenes tiltagende størrelse og dybgående og de voksende krav til kajlængde, pakhusplads og industriareal har naturhavnene måttet udbygges til kunsthavne m. udgravede, molesikrede bassiner omgivet af nyskabte havneområder, skabt ved opfyldning.

Kyster og havne. Vejle a.s kyst er en typisk østda. morænekyst, hvis hovedkonfiguration stadig skyldes morænelandskabets relief, idet de kystudlignende agentier, først og fremmest bølgekraften, er små her på Jyllands ø.side, hvor der er læ for de kraftige, vestl. stormvinde og kun relativt begrænsede fri stræk for de østl. vinde at virke over. Sit særpræg får kysten ved de i landmassen dybt indtrængende fjorde, Horsens, Vejle og Kolding fjorde, som er de havtransgrederede østl. dele af tunneldalene. Sa. forklaring gælder for Hejlsminde ved s.grænsen; her er dimensionen blot af en mindre størrelsesorden. Fjordlandskabet kan opstilles som en for a. karakteristisk terræntype. Det er samspillet ml. stejle, kløftfurede, skovklædte skrænter og fjordens vandflade – til tider bølgekruset af briser, men ofte, i magsvejr, spejlende blank – der giver Vejle a.s fjordlandskaber deres særpræg. Vil man opleve fjordlandskabet i al dets vælde, bør man opsøge Munkebjerg ved Vejle fjords s.kyst. Står man her på platformen, hvortil den rullende trappe fører turiststrømmen de 90 m op fra kysten, og ser n.på, har man under sig de skovklædte skrænter med stejlvæggede, halvrunde nicher efter morænemasser, der er skredet ud, opblødt af det alle steder frempiblende grundvand, og længere nede ligger som jordgletschere med en overflade opbrudt i trappelignende terrasser. Går man s.på gennem skræntskoven, når man hurtigt skovbrynet og ser herfra ud over det totalt opdyrkede moræneplateau, hvor gl. landsbyer, som fx. Vinding, vidner om tidligt landnam, her hvor jordoverfladen er i stabil ligevægt såvel relief- som jordbundsmæssigt.

Klintekyster er hyppigt forekommende, i modsætning til hvad der er tilfældet længere n.på, fx. i Randers a., hvor morænelandskabet på lange strækninger er bræmmet af udbredte flader af marint forland. Forklaringen på denne signifikante forskel er at søge i det forhold, at vi her i Vejle a. er i nærheden af den akse, n.f. hvilken landhævningen har domineret over havstigningen siden stenalderen, og s.f. hvilken kystudformningen præges af den relative landsænkning.

Marint forland forekommer dog pletvis, ikke i form af egl. hævet havbund, men på steder, hvor de grus- og sandmængder, der vandrer langs kysten, drevet af de skråtindløbende bølgers transportvirkning, finder aflejring på lælokaliteter. Ved s. 774 Horsens fjords s.kyst er en tidl. moræneø, Borre, derved blevet dragforbundet med fastlandet nø.f. Ø. Bisholt. På Hjarnøs s.kyst er opbygget en odde, der ved stadig vækst i vestl. retning er nået til kanten af strandplanet ud mod det dybe Hjarnø sund, som har sat en grænse for dens yderligere vækst. Hvad der tilføres af sand ø.fra, fjernes nu i opslemmet tilstand af strømmen i dette sund. Oddens vækstretning v.på, altså ind i Horsens fjord, er typisk, idet kun østl. vinde kan rejse tilstrækkeligt store bølger til at effektuere en materialvandring, da der i fjordarealet er læ for de vestl. vinde.

Ud for As hede, i bunden af vigen af sa. navn, er kysten en typisk udlignet fladkyst på en strækning af 2–3 km. Det er det sted, hvor en n.-s.gående tunneldal (se afsnit: De store dale) når helt ud til kysten, og hvor materialemængder tilført såvel n.som s.fra har udfyldt dalbunden. Palsgård-halvøen s. derfor er igen en 10–20 m høj morænemasse, hvis sider har været stærkt udsat for havbølgernes angreb, hvorom klinterne såvel på n.som på ø.- og s.-siden taler deres tydelige sprog.

I Sandbjerg vig s.f. ovenn. halvø har man s.f. Palsgård et flere km² stort forlandsområde, en tangelukket og tilgroet bugt, ved hvis tørlægning også mennesket har været en virksom faktor. Strandoreforlandet lidt sydligere er en bugtudfyldning svarende til As hede, og endnu længere mod s., ved Juelsminde, træffer man igen et marint forland, endende i Bjørnsknude. Også her vidner dæmningen og pumpestationen om målbevidst landvinding. Dets mod ø. fremskudte position ved Juelsminde er forudsætningen for havnens udbygning til færgehavn for ruten til Kalundborg, da der var opstået et behov for en intensivering af biltrafikken ml. Jylland og Sjælland. V.f. Strandhuse, 1 km fra forlandets spids, tager klintekysten atter herredømmet og dominerer alle Vejle fjords kyster m. undt. af Vognkær enge på det sted, n.f. Gårslev skov, hvor der i stenalderen var en fladvandet bugt. Også dette forland er nu, afdrænet og digebeskyttet, omdannet til kulturland.

Fra Mørkholt Hage og s.på præger klinterne atter kystbilledet indtil Hvidbjerg, hvor Randsfjord-tunneldalens udmunding er indsnævret ved oddedannelser m. undt. af det smalle udløb Hølsminde, der stadig holdes åbent af Spang å’s vandmasser. Inden for Hølsminde reguleres udstrømningen af en sluse, der sikrer Rands fjord som ferskvandsareal.

Treldenæs-halvøen omrandes af stejle moræneklinter m. undt. af en 500 m lang strækning på n.kysten af Kasser odde, hvor en havn er anl. ud for den herværende strandvoldsslette. På Trelde næs’ sø.kyst når klinterne 30 m’s højde, og de krones på hele strækningen af prægtig højskov. Fredericia er bygget på et marint forland, hvis afgrænsning nu er helt igennem menneskepræget ved høfdesikring mod ø. og havneanlæggene på s.kysten.

Lillebæltkysten s.f. Fredericia og Kolding fjords kyster er igen klintekyster, høje, kløftfurede og havnefjendske. Kun inderst inde i fjorden er der ligesom i Horsens- og Vejle fjorde lave områder, hvor tunneldalens bund dukker ned under havfladen. Her i åmundingerne var der havnemuligheder for middelalderens små skibstyper. Her var læ for vestl. storm såvel som for østl. vinde p.gr.af fjordenes snoede forløb. Også strategisk havde disse lokaliteter dybt inde i fjorden store fordele i en tid, da vendiske strandhugster florerede, idet fjendtlige flåder kunne observeres og byforsvaret adviseres i god tid takket være fjordenes dimensioner. Også m. h. t. oplandsbetingelse er havnelokaliseringen inderst i fjordene fordelagtig, idet der her i modsætning til yderkysten til næsten alle sider var bagland, for s. 775 hvilket havnebyer kunne fungere som servicecentre. Med skibstypernes tiltagende dybgående måtte åhavnene opgives og molesikrede kunsthavne udbygges (se afsnit: Farvande).

Ved Kolding fjords s.kyst er der oddedannelserne Skarre odde og Løver odde, opbygget uden for klintekysten på Stenderup-halvøens n.kyst. Sa. halvøs ø.vendte kyst er for den nordl. dels vedk. en klintekyst ud for Nørreskov og Midtskov. S.f. Bøgehoved-klinten er opbygget en lille strandvoldsslette, Stenderup Hage, og s.kysten er på en ca. 5 km lang strækning en fladkyst, idet morænefladen her dukker jævnt ned i havet.

I Binderup bugt er der ved Bjert strand igen klinter ligesom sydligere ud for Grønninghoved og Hejls. Lavningen Vindemose ml. disse klintkyster er en bugt, afspærret ved strandvolde, til hvis opbygning de nævnte klinter n. og s.f. lokaliteten har leveret stenmaterialet. Endelig møder man ved Hejlsminde igen den tangelukkede fjord m. et slusereguleret gennemløb, nødvendiggjort ved det forhold, at tangen benyttes til at føre landevejen fra Hejls s.på. Vejle a.s kyster er således trods klintekystens dominans særdeles varieret, idet ekspositionen mod havkræfterne veksler fra sted til sted, fra totalt læ i fjordenes indre til voldsomme brændingsvirkninger på de fremskudte pynter.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1926. Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. Rk. Nr. 69. 1942. Poul Harder. En østjydsk Israndslinie. 1908. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 24. 1935. Kortbladet Fredericia, DGU. I. Rk. Nr. 22 A. 1958. Kortbladet Haderslev, DGU. I. Rk. Nr. 17. 1935. Kortbladet Brande, DGU. I. Rk. s. 776 Nr. 18. 1939. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit Landet, Trap Bd. I, 1. Axel Schou. Landskabsformerne, Atlas over Danmark I. 1949. Den danske Havnelods, udg. af Det kgl. Søkortarkiv 1958. Aage Aagesen. Befolkningen, Atlas over Danmark. Bd. II. 1961. Viggo Hansen. Natur og Landskab, Danmark før og nu. Bd. II. Østjylland. 1953. Sa. Østjylland – en geografisk provins, Geogr Tidsskr. Bd. 46. 1943.

Skovene.

Skovarealet omfatter i alt 23.776 ha el. 10,1 % af a.s areal. Det bevoksede areal, 21.912 ha, fordeler sig således til de forsk. træarter: bøg 6762 ha, eg 1320 ha, ask 816 ha, andet løvtræ 643 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 7749 ha, skovfyr og lærk 327 ha, gran og bjergfyr i blanding 1868 ha, bjergfyr 516 ha og andet nåletræ 227 ha. Blandingsbevoksninger og krat indtager 1684 ha. Løvtræarealet udgør 47,1 % og nåletræarealet 52,9%. Det samlede antal skovejd. er 3364. Heraf er imidlertid kun 44 på over 50 ha, men disse ejendommes areal, 11.089 ha, udgør omtr. halvdelen af det samlede skovareal. Under direktoratet for statsskovbruget hører 3 ejd. (4360 ha). Der er 15 kommunale skove og plantager (868 ha), 19 præsteskove (171 ha) og 3324 private skove og plantager (18.197 ha). Den årl. hugst er (1949/50) opgjort til 100.674 m³ (nåletræ 41.712 m³, løvtræ 58.962 m³). Gavntræprocenten er 51,9, og hugsten pr. ha årl. 4,6 m³.

Skovene i Vejle a. omfatter dels skove på gl. skovgrund, især i den østl. del på højderyggen, dels plantagerne i den vestl. del på tidl. hede. Medens skovene som regel står på bakket til stærkt bakket terræn, befinder plantagerne sig gennemgående på det mindre bakkede og ofte helt flade terræn. Skovene forekommer spredt, men karakteristisk er det, at de største sammenhængende partier findes langs kysterne, således langs n.- og s.siden af Vejle fjord og langs Lille Bælt, fx. skovene ved Trelde næs og Stenderup. Denne fordeling fandt allr. sted i de store skovrydningsperioder i vikingernes og Valdemarernes tidsalder og bestemtes bl.a. deraf, at skovene langs kysterne tjente visse forsvarsmæssige formål. De vanskeliggjorde fjendtlige landgangsforsøg. I øvrigt er det karakteristisk, at skovene indtager de jorder, som var vanskeligt tilgængelige (stærkt kuperede) og svære at bearbejde (lerede) m. datidens simple redskaber. Plantagerne i den vestl. del af a. er derimod alle af nyere dato. Den overvejende del af dem er opret. i løbet af 1800t. Staten gik i spidsen ved o. 1800 at påbegynde tilplantningen af Randbøl hede. Her anlagdes 1804 Frederikshåb plantage, og 1809 påbegyndtes tilplantningen af Gødding skov. Disse første arbejder udførtes under ledelse af den fra Hannover indvandrede forstmand Georg Wilhelm Brüel († 1829). Sen. er betydelige arealer tilplantet under ledelse af Det danske Hedeselskab.

A.s største skovejendomme er flg.: Randbøl statsskovdistr. (4554 ha, hvoraf dog ca. 2800 ha i Skanderborg a., ejdv. 2768, grv. 946), Boller statsskovdistr. (1375 ha, ejdv. 3117, grv. 1235), Stenderup statsskovdistr. (1266 ha, ejdv. 2489, grv. 1044), A/S Sdr. Omme plantage (822 ha, ejdv. 257, grv. 87), Rosenvold skovdistr. (575 ha, ejdv. 1172, grv. 394), Vejle kom.s skovdistr. (384 ha, ejdv. 394, grv. 169), Palsgård skovdistr. (368 ha, ejdv. 581, grv. 245), Skovsende plantage (367 ha, ejdv. 137, grv. 52), Det Grønske Fideikommis’ skovdistr. (355 ha, ejdv. 318, grv. 73), Liegård plantage (333 ha, ejdv. 332, grv. 72), Barritskov skovdistr. (324 ha, ejdv. 632, grv. 245), Statens arbejdshus’ plantage (303 ha, ejdv. 60, grv. 30) og Tirsbæk skovdistr. (190 ha, ejdv. 352, grv. 148).

En stor del af plantagerne i de egl. hedeegne er under tilsyn af Hedeselskabet (dets 6., 7. el. 11. distrikt), og selskabet ejer selv Skovsende plantage i Sdr. Omme s. 777 so. De mange bønderskove, der findes i Vejle a., gjorde tidligt spørgsmålet om en mere effektiv udnyttelse af disse aktuel. I nov. 1904 stiftedes derfor Vejle Amts Skovdyrkerforening som den første i landet. Pr. 31/3 1960 omfatter denne forening ca. 1100 medl. m. et samlet skovareal på ca. 5800 ha. En mindre del af a., nemlig »de 8 sogne« s.f. Kolding, er sen. lagt ind under den 1920 stiftede Sydøstjysk Småskovsforening. Foreningerne har hver sin konsulent, der er medlemmerne behjælpelige m. skovenes rette pleje. Småskovene i Vejle a. er meget ofte samlet i større skovkomplekser, hvis opdeling i parceller kan føres tilbage til udskiftningsbestemmelserne fra 1805. En vigtig men vanskelig opgave er det for konsulenterne at søge samarbejde etableret ml. de forsk. parcelejere, idet det kan have alvorlige konsekvenser for skovdriften, hvis hver enkelt ejer foretager sine driftsdispositioner m. h. t. hugst olgn. uden hensyntagen til naboparcellerne.

Litt.: Danske Skovdistrikter. 1961. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. h. Skove og Plantager. 1951. VII. Nordiske Skovkongres. Vejle Amts Skovdyrkerforening. 1951. 73–82. Henrik Larsen. Østjyllands Skove i Fortiden, ØstjyHj. 3. 1938. 166–73, 4. 1939. 18–20, 5. 1940. 32–38. Rasmus Mortensen. Plantningssagen i Vejle Vesteregn, Hedeselskabets Tidsskrift. 60. 1939. 54–70, 91–97. Sa. Randbøl Hede I–II, Aarb Vejle. 1930. 161–84, 1931. 46–81, 1934. 1–559. L. A. Hauch. Danmarks Trævækst II. 1921. T. A. Becker. Historisk Beskrivelse over Bjerge og Hatting Herreder i Vejle Amt, Orion 1843. 93–159, 1851. 123–50.

Kulturgeografi.

I V. a. lever (1960) 213.705 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 91,0 indb. pr. km², og dette er i sa. størrelsesorden som middeltætheden for Østjylland. Af befolkningen lever 96.333 i købstæder, 11.672 i disses forstæder, 34.169 i bymæssige bebyggelser, der ikke er købstæder, og 71.531 i rene landdistr. I alt lever således 66,5 % af befolkningen under bymæssige forhold. I byerne går der gennemsnitlig 2,8 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,4.

Befolkningens fordeling i a. fremgår af befolkningskortet s. 779. Det mest iøjnefaldende træk ved dette kort er kontrasten ml. de meget tyndt befolkede områder i a.s vestligste del og de til dels meget tætbefolkede regioner i dets mellemste og østl. egne. En sammenligning m. landskabskortet s. 777 vil umiddelbart vise, at der er en tydelig overensstemmelse ml. hedesletternes og de sandede bakkeøers udbredelse og de tyndest befolkede egne, mens de unge, lerede og frugtbare moræneområder i a.s østl. dele har en langt tættere boende landbefolkning. Mange steder er overgangen ml. disse to bebyggelsesmønstre noget udflydende, svarende til de mere sandede morænestrøg i de vestl. dele af morænerne fra sidste istid. Imidlertid findes også i de mere tætbefolkede egne en del spredtliggende, mindre områder, som er udpræget tyndt befolkede el. helt folketomme; det vil oftest vise sig at være skov- og plantagearealer (bl.a. ved Vejle og Kolding fjorde og på Trelde næs), el. dele af de store tunneldales fugtige bund el. andre vandlidende arealer, sjældnere (fx. nær Brande) ved indsande. Også ved godser o.a. storlandbr. kan konstateres en forholdsvis ringe befolkningstæthed.

På hele kortet kan skelnes tydeligt ml. bybefolkning og landbefolkning. Bybefolkningen koncentreres i de tre store byer Vejle, Fredericia og Kolding, i en række stationsbyer og tidl. stationsbyer, samt i vejbyer, oftest beliggende i vigtigere vejkryds. Både vejbyerne og stationsbyerne er oftest ældre landsbyer, der ved erhvervslivets og trafikbehovets stærke udvikling inden for det sidste årh. har udviklet sig til lokale centrer for urbane funktioner som handel, håndværk, småindustri, samfærdsel, pengevæsen og liberale erhverv. Brande indtager med over 4000 indb. en særstilling bl. a.s stationsbyer, idet den har fuldt købstadsmæssige funktioner i s. 778 en købstadsløs egn og er den absolutte hovedby for a.s vestl. områder. 8 andre byer har mere end 1000 indb., heribl. stationsbyen Jelling, der også har seminarium, Brejning, der har åndssvageanstalt, og Egtved, der tidl. var stationsby, men efter jernbanens nedlæggelse hævder sig som vejby og industriby. På leret moræne er landsbyerne tætliggende og i reglen på 150–350 indb., mens de længere v.på ligger mere spredt og oftest er noget mindre. Her har stationsbyerne ofte haft særl. gode vækstmuligheder, fordi der ikke før jernbanernes anlæg eksisterede udprægede lokalcentrer. – Den spredtboende befolkning er tættest på den unge, lerede moræne.

De tre købstæder er alle betydelige havnebyer, endv. er Juelsminde blevet en ikke uvigtig havn m. bilfærgeforb. til Kalundborg. Ved Skærbæk på n.siden af Kolding fjord er en ældre fiskerihavn udbygget til det herliggende store elværks forsyning.

En del af Koldings forstæder ligger i Ribe a., mens dele af forstadsbebyggelserne til Horsens i Skanderborg a. er beliggende i Vejle a.

De fleste byer i V. a. har en mangesidig erhvervsstruktur (Brande, Jelling m.fl.) el. er mangesidige industribyer (Fredericia, Kolding, Egtved m.fl.). I Vejle er tekstilindustrien, og specielt bomuldsindustrien, det betydningsfuldeste træk i erhvervsmønstret. De fleste stationsbyer må karakteriseres som udpræget mangesidige, mens enkelte bymæssige bebyggelser endnu har bev. et mere el. mindre dominerende præg af landbrugsbyer (Vonsild, Sdr. Stenderup, Hornum o.a.).

Bydannelserne, der er opstået ved stationer ved jernbaner, som i dag er nedlagt, lever oftest videre som lokalcentrer, stort set m. deres tidl. opland, mens enkelte (Egtved, Juelsminde) har kunnet gå ind i en ny udvikling som industribyer el. trafikcentrer.

Af befolkningen i V. a. lever (1960) 22,0% af landbr., skovbrug og fiskeri, 34,3% af håndv., industri og byggevirksomhed, 10,8% af handel, 7,8% af transportvirksomhed, og 8,2% af administration og liberale erhverv. 13,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister. Denne erhvervsfordeling afviger ikke på noget væsentligt punkt ret meget fra landsgennemsnittet.

A.s bedste landbrugsdistrikter er morænelandet på halvøerne ml. fjordene, mens de ringeste landbrugsegne ligger v.f. isens hovedstilstandslinie i sidste istid, altså egnen omkr. Brande, Give, Thyregod m.m. Det samlede landbrugsareal i a. omfattede (1961) 1749,48 km² el. 74,5% af totalarealet, d.v.s. noget mindre end gennemsnittet for Danmark.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark falder V. a. i 3 dele:

1) Landet ml. fjordene og v.f. fjordene omtr. til endemorænerne for det østjy. fremstød under isens afsmeltning efter sidste istid må henregnes til den frugtbare og stærkt ydende østdanske landbrugsregion. Denne omfatter i øvrigt største delen af Østjylland samt de da. øer. Byg er her hovedkornarten, men også hvede og bederoer er karakteristiske afgrøder. Havredyrkningen træder derimod noget i baggrunden, og blandsædarealerne er ikke store. Hektarudbytterne er store. I denne region forløber flere store tunneldale, hvor jordens bonitet er væsentlig ringere end i morænelandet. 2) En ret smal zone v.f. den ovenn. østda. landbrugsregion, forløbende over Nørup, Egtved, Harte og Ødis, henregnes til den midtjyske landbrugsregion, der betegner en overgangszone ml. Vest- og Østjylland. Jordbunden består s. 779 de fleste steder af mere el. mindre sandede moræner fra sidste istid. Havre, byg og blandsæd er her de vigtigste kornafgrøder, men der avles dog nogen rug og hvede. Hektarudbytterne er væsentlig mindre end i den østda. region. Fodersukkerroer, sukkerroer til foderbrug og kålroer er de mest avlede rodfrugter. 3) Landet v.f. den midtjy. region, omfattende de sandede, udvaskede moræner på bakkeøerne fra næstsidste istid samt smeltevandsaflejringerne fra sidste istid, må henregnes til den vestjyske landbrugsregion, der er landets ringest ydende. Havre er her de fleste steder hovedkornarten, men der dyrkes desuden en del rug. Bygavlen er ringe, og hvedeavlen helt betydningsløs. Hektarudbytterne er bl. de mindste i landet. Kålroer og kartofler er de mest dyrkede rodfrugter.

Kvægtætheden er størst i a.s østl. dele, og især i området ml. Vejle og Horsens og på halvøen ml. Vejle og Horsens fjorde, hvor der i gennemsnit lever mere end 60 malkekøer pr. km². Ringest, under 40 malkekøer pr. km², er kvægtætheden på Brande-Giveegnen. I de østl. egne dominerer den røde da. malkerace, mens den sortbrogede kvægrace bliver mere alm. mod v.; desuden findes en del jerseykvæg på de gode jorder. Mælkeprod. anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men leverancer af konsummælk til byer i og uden for a. spiller en ikke ringe rolle. Svineavlen viser i hovedsagen en lign. geografisk fordeling som hornkvægholdet; den er baseret på fodring m. korn, returmælk (skummetmælk, kærnemælk, valle) og visse steder desuden kartofler m.m. Hønseholdet er anseligt; det er mest knyttet til husmandsbrug el. særl. hønserier.

Fiskeriet har kun ringe betydning i V. a. Fra købstadshavnene samt Juelsminde, Snaptun, Skærbæk, Snoghøj, Hejlsminde o.a. mindre landingssteder drives noget lokalt fiskeri, især på ål, der er den vigtigste fisk i alle kystområderne. Endv. fanges lidt sild og rødspætter. Foruden de egentlige erhvervsfiskere findes langs hele kysten en del lejlighedsfiskere m. andet hovederhverv. Af betydning er de efter da. forhold ret store anlæg af ørreddamme, som mest er knyttet til åerne i tunneldalene. – Om skovene se s. 776.

Mineralproduktionen i V. a. omfatter i hovedsagen teglværksindustri, mest knyttet til de store bysamfunds forsyning. I a.s vestligste del berøres de tertiære brunkulforekomster, og brunkulsforsendelserne over Brande og Troldhede er ret betydelige.

Industrien er først og fremmest knyttet til de tre store bysamfund. Selv om alle vigtigere industrigrene er repræsenteret, indtager dog tekstilindustrien en bemærkelsesværdig position, idet omkr. 1/8 af landets tekstilindustriarbejdere lever i V. a., heraf omkr. halvdelen i Vejle m. forstæder. Her ligger 3 af landets 5 bomuldsspinderier. Vejle har desuden en betydelig metalindustri, og andre fremstående industrigrene er mølleri-, slagteri- og chokoladeindustri. Fredericia har også en anselig tekstilindustri og metalindustri, desuden en af Danmarks fire svovlsyre- og superfosfatfabrikker, samt hermetikindustri, tobaksindustri og mælkekondenseringsindustri m.m. Kolding er ligeledes en ret betydelig tekstilindustriby, mens metalindustrierne har noget ringere betydning. Også her må slagteriindustrien og chokoladeindustrien nævnes blandt de væsentligste industrigrene. Stationsbyernes industri arbejder hovedsageligt for de lokale markeder. Skærbækværket ved n.siden af Kolding fjord er a.s vigtigste kraftcentral. Fredericia er centralhavn for oliedistribution i største delen af Jylland m.m. Harteværket v.f. Kolding er en af landets betydeligere vandkraftcentraler.

Vejle, Fredericia og Kolding har optaget et vist samarbejde for at opbygge og koordinere et urbant område af utraditionel karakter for samlet at kunne udøve visse storbyfunktioner (højere uddannelse, overordnet distributions- og industricentrum) for det sydl. Jylland. Der er bl.a. den realitet heri, at Fredericias havn er den eneste havn på den østjy. »fjordkyst« s.f. Århus, der ligger ved et farvand med så stor havdybde, at den kan få virkelig betydning for de større skibe, som antagelig fremover vil komme til at besørge de primære maritime transporter, også til Danmark. Man kan allr. nu i realiteten tale om en urbaniseret zone, bestående af Fredericia, Middelfart og Strib.

Fredericia er landets vigtigste jernbaneknudepunkt. Her mødes banelinierne fra Fyn med hurtigforbindelser fra Kbh., fra Østjylland med forb. fra Sverige og Norge, fra Esbjerg m. forb. m. England, og fra Sønderjylland m. forb. over Hamburg og største delen af Europa. Internationale tog og da. lyntog korresponderer her indbyrdes. Foruden de nævnte statsbanelinier m. international trafik (som i V. a. løber på strækningerne Kolding-Fredericia-Vejle-Horsens, samt Fredericia-Lillebæltsbroen) driver statsbanerne den jy. diagonalbane, der fra Vejle fører over Brande til Herning, Holstebro og Struer. I Brande krydser den diagonalbanen Randers-Esbjerg. Fra Kolding udgår en privatbane over Grindsted til Troldhede. Nu nedlagte privatbaner forbandt tidl. Kolding og Egtved, Kolding og Hejlsminde, Kolding og Vamdrup, Vejle og Grindsted samt Horsens og Juelsminde.

Vejnettet er tæt, og vejene er praktisk taget gode overalt. Hovedvej A 1 (Kbh.Esbjerg) forløber i V. a. fra Lillebæltsbroen over Kolding mod v.; hovedvej A 10 (Skagen-Ålborg-Århus-Kruså), der desuden her er Europavej E 3 (Norge-Frederikshavn-Kruså-Paris-Lisboa), løber gennem a. fra Horsens over Vejle og Kolding mod Christiansfeld. Hovedvej A 18 (Lillebæltsbroen-Vejle-Herning-Holstebro) forløber fra Lillebæltsbroens tilkørsel over Vejle og Jelling og forbi Brande. Hovedvej A 13 (Vejle-Viborg-Ålborg), der er den i km korteste forb. ml. Lillebæltsbroen og Ålborg-Vendsyssel, går fra Vejle mod n. over Tørring. – En række bilruter supplerer trafiknettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt m. disse.

Naturfredning. Vejle a. omfatter en række meget forsk. landskabsformer, østjy. moræneplateauer, fjorddale, der fortsætter i tunneldale, israndsfænomener, hedesletter og bakkeøer. I betragtning heraf er det påfaldende, at der kun findes ret få større egentlige fredningsområder. Imidlertid er de store dalsider, navnlig langs fjordene og langs tunneldalene, for en stor del skovklædte. I a.s vestl. del findes en del plantage og i den østl. del løvskov, knyttet især til storbesiddelse. Den indirekte fredning af skove og af kystlandskaber spiller på denne måde en stor rolle for a., og den suppleres af fredninger knyttet til historiske mindesmærker og bygn. Langs kysten har man etableret en række større fredningsområder med specielt sigte på at hindre en kystbebyggelse, navnlig til sommerhuse, således ved Nederskov under Jensgård, Glud so., spidsen af Trelde næs i Vejlby so. samt Kidholme i Kolding fjord, Taulov so. og ved Gudsø i Eltang so. En særstilling indtager fredningen af Skamlingsbanken med omgivelser i Sdr. Bjert og Vejstrup so., idet størstedelen af arealet her har særl. anvendelse. Dallandskaberne v.f. Vejle er fredningsmæssigt repræsenteret af store områder ved Lerbæk skov i Jelling, Grejs og Hover so., idet et sammenhængende areal m. Grejsådalen som det centrale element er beskyttet mod forandringer, navnlig af bygningsmæssig karakter. I a.s vestl. del bemærkes det store område på Randbøl hede, Randbøl so., hvor man har fredet anselige arealer med indsande og hede. En noget anden karakter har arealet Ris krat i Givskov so., hvor man har inddraget et felt m. hedebakker, og endelig kan fremhæves Filskov sø i Filskov so., hvor man finder en af de typiske midtjy. hedesøer.

Størstedelen af de nævnte fredninger er imidlertid behæftet med den begrænsning, at man s. 781 næppe kan bevare deres nuv. tilstand uforandret over længere tidsrum. Dette gælder hedefredninger, og det gælder ligeledes de fleste af skovfredningerne, idet de sidstn. områder formentlig også fremtidig vil være under forstmæssig drift.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1962: 234.799 ha. Af arealet dækker købstæderne 5076 ha og vandarealerne 1068 ha.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal (1951) 234.808 ha udgjorde landbrugsarealet 174.912 ha, gartnerier og frugtplantager 1224 ha, skove og plantager (inkl. læplantninger og småplantninger) 25.981 ha, private haver 4501 ha, gader og veje, jernbaner, hegn m.v. 7277 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1624 ha, tørvemoser 3197 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 10.418 ha og vandarealer 1068 ha.

1962 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 173.470 ha, flg.: hvede 5785 ha, deraf vårhvede 970 ha, rug 9117 ha, deraf vårrug 971 ha, byg 44.196 ha, havre 10.174 ha, blandsæd 12.403 ha, bælgsæd 340 ha; endv. kartofler 5656 ha, foderroer 23.211 ha, sukkerroer (til fabrik) 819 ha, gulerødder 49 ha, frø 4525 ha, grøntsager på friland 254 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp) 1605 ha, brak 245 ha, græs og grønfoder i omdriften: 34.382 ha og græsarealer uden for omdriften 20.461 ha; endelig anvendtes 248 ha som læggeplads for tørv. Fordelingen af a.s areal på landbrugsareal og skovareal m.v. svarer forholdsvis godt til fordelingen i de øvr. østjy. a.

Af landbrugsarealet 1962 udgjorde kornarealerne knapt halvdelen, og godt halvdelen heraf var byg; for de øvr. kornsorters vedk. var arealerne m. henh. havre, rug og blandsæd ret nær lige store, medens hvede kun dyrkedes på et ca. halvt så stort areal.

Høstudbyttet var 1962: 775,5 mill. foderenheder, hvoraf 275,2 mill. kerne af korn, 64,7 mill. halm, 194,4 mill. rodfrugter (inkl. roetop) og 241,2 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede ejdv. i Vejle a. 2042 mill. kr., heraf for ejd. i købstæderne 879,6 mill. kr. og for ejd. i landdistrikterne 1162,6 mill. kr. Af ejendommene i landkommunerne var der 149 større landbr. på over 12 tdr. hartk. m. i alt 2888 tdr. hartk. (areal 18.229 ha, ejdv. 67,8 mill. kr.), 5015 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 14.592 tdr. hartk. (areal 115.028 ha, ejdv. 422,6 mill. kr.) og 6147 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 2679 tdr. hartk. (areal 66.922 ha, ejdv. 171,5 mill. kr.). Bl. de øvr. ejd. i a.s landkommuner var 11.691 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. af 243,9 mill. kr. og 2139 forretningsejd. m. el. uden beboelse til en samlet ejdv. på 70,8 mill. kr., stats- og kommunale ejd. olgn. 67,1 mill. kr., fabrikker, møller, hoteller og kroer 31,4 mill. kr. og andre ejd. 75,7 mill. kr. Af købstædernes ejdv. faldt 631,2 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 21,2 mill. kr. på kommunale beboelsesejd.) og 104,9 mill. kr. på andre ejd. m. fritagelse efter § 8 i øvrigt, 69,3 mill. kr. på fabrikker og lagerbygn., 11,4 mill. kr. på landbrugsejd. og 63,4 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1962: 4755 heste, 209.364 stk. hornkv., deraf 90.237 malkekøer, 724 får, 413.027 svin, 1.756.289 høns, 2207 kalkuner, 13.739 ænder og 10.415 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1963 beskæftiget 5930 landbrugsmedhjælpere i a., deraf 5620 faste medhjælpere og 310 daglejere olgn. Den i landbrugsåret 1961/62 beskæftigede arbejdskraft svarede til 5868 helårsbeskæftigede (hvoraf 3602 var faste fremmede medhjælpere, 1759 voksne børn og slægtninge og 507 daglejere olgn.); hertil kom indehaveres, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 9072 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1962 på 7959 ejd. i a. og traktor på 6824 ejd.; i alt var der 7714 traktorer og 691 mejetærskere samt 1124 grønthøstere. Ensilagebeholdere fandtes på 4811 ejd., og 469 ejd. havde jordkuler til ensilage.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960 i a. 69.096 husstande m. 213.705 indb. (1801: 44.506, 1850: 78.247, 1901: 125.523, 1930: 168.897 og 1955: 207.881).

Deraf havde købstæderne 1960: 34.741 husstande m. 96.333 indb. (1801: 6456, 1850: 10.491, 1901: 39.822, 1930: 64.442, 1955: 91.837); hertil kommer i købstædernes forstæder 1960: 3840 husstande m. 11.672 indb., i andre bymæssige bebyggelser i landdistrikterne 10.486 husstande m. 34.169 indb. og i de egl. landdistrikter 20.029 husstande m. 71.531 indb.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 2012 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed (industri og håndv., bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder s. 782 s. 783 s. 784 beskæftigede 19.845 pers. og havde 1957 en samlet omsætning på 1148,2 mill. kr. og en lønudgift på 170,7 mill. kr. Af virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed var der 1043 m. et samlet personel på 5268 og 1957 en omsætning på 124,0 mill. kr. og en lønudgift på 32,9 mill. kr. Der var 27 el-, gas- og varmeværker m. 494 beskæftigede og en samlet omsætning på 57,5 mill. kr. og en lønudgift på 7,1 mill. kr. Inden for engroshandelen var der 467 virksomheder m. 3106 beskæftigede, en omsætning på 673,0 mill. kr. og en lønudgift på 30,3 mill. kr., og af detailhandelsvirksomheder var der 2771 m. 8131 beskæftigede og en omsætning på 567,5 mill. kr. og en lønudgift på 28,5 mill. kr. Endv. var der 653 vognmandsvirksomheder olgn. m. 1351 beskæftigede, en omsætning på 37,6 mill. kr. og en lønudgift på 5,7 mill. kr., 276 hoteller, restauranter m.v. m. 1720 beskæftigede og m. en omsætning på 37,8 mill. kr. og en lønudgift på 5,1 mill. kr. og endelig 571 virksomheder, der yder forsk. service (vaskerier, renserier, frisører, fotografer m.v.) m. 1640 beskæftigede, en omsætning på 17,1 mill. kr. og en lønudgift på 5,4 mill. kr.

Trafikforhold. Der var 1962 i a. 424 km landeveje, hvoraf 153 km hovedveje; desuden var der 3055 km biveje.

I Fredericia, Kolding, Vejle og Horsens politikr., af hvis befolkning ca. 2/3 udgør Vejle a.s indbyggere, var der 31/12 1962 i alt 49.873 motorkøretøjer, hvoraf 33.667 personvogne, 893 s. 785 drosker olgn., 271 rutebiler, turistomnibusser olgn. og 14.971 vare- og lastvogne; endv. var der 6564 motorcykler. I V. a. kan antallet af motorkøretøjer på grundlag af disse tal anslås til i alt ca. 33.000.

Der var juni 1962 i a. 90 personautomobilruter m. en samlet længde på 2000 km, betjent af 127 vogne m. i alt 4619 pladser; der kørtes ugentlig 5786 ture (tur-retur), i alt 172.000 km.

Amtskommunernes finansielle forhold.

Af V. amtsrådskreds’ driftsindtægter 1/4 1960–31/3 1961 – i alt 6.326.000 kr. – var de væsentligste poster: grundskyld 3.407.000 kr., ejendomsskyld 1.105.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld 1.010.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 5.564.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 2.380.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 1.019.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra Vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden 186.000 kr.; forsorgsudgifter 152.000 kr., rets- og politivæsen 68.000 kr. og administration 340.000 kr.

A.s formue androg 31/3 1961: 30.697.000 kr., hvoraf i sygehuse 16.366.000 kr. og i andre faste ejd. 1.151.000 kr.; a.s gæld var 2.230.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen til amtskom. var (efter statstilskud) 1961/62: 7,93, hvilket var ca. 34 pct. mindre end gennemsnittet for samtl. amtskommuner.

Grundskyldpromillen til amtskommunerne var 1962/63: 5,76 for landbrugsejd., 10,80 for andre ejd., henh. ca. 24 pct. og ca. 5 pct. mere end gennemsnittet for hele landet.

M. h. t. de finansielle forhold for sognekommunerne i V. a. under ét kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter 1960/61, i alt 39.400.000 kr., androg skatter og afgifter i alt 38.493.000 kr.; heraf udgjorde grundskyld 6.858.000 kr., grundstigningsskyld 139.000 kr., ejendomsskylden 4.857.000 kr., opholdskommuneskat 26.114.000 kr., erhvervskommuneskat 52.000 kr., aktieselskabsskat 204.000 kr. og andre afgifter 209.000 kr.; formue- og erhvervsindtægter indbragte 1.537.000 kr., tilskud fra udligningsfonden til vanskeligt stillede kommuner 60.000 kr. og andre løbende indtægter 8200 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var sociale udgifter 14.090.000 kr., skolevæsen 6.986.000 kr., biblioteksvæsen 121.000 kr., snekastning 349.000 kr., brandvæsen 271.000 kr., vej- og kloakvæsen 2.135.000 kr., renter af gæld 1.973.000 kr. og administration 2.918.000 kr.; i alt udgjorde de løbende udgifter 30.053.000 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1961: 121.435.000 kr., hvoraf i faste ejd. 80.029.000 kr. og i værdipapirer 41.406.000 kr., sognekommunernes gæld var 43.940.000 kr.

Inddeling.

A. består af købstæderne Vejle, Fredericia og Kolding og herrederne: Bjerre, Hatting, Nørvang, Tørrild, Jerlev, Elbo, Holmans, Brusk og Nørre Tyrstrup.

Amtsrådet har 13 medl., hvoraf ved valget i marts 1962 4 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre. M. h. t. valg til Folketinget omfatter Vejle amtskr. 6 opstillingskredse: 1) Fredericia, 2) Kolding, 3) Vejle, 4) Give, 5) Bjerre og 6) Vonsild.

I kirkelig henseende hører a. dels til Haderslev stift, dels til Ribe stift. Det omfatter 5 provstier m. i alt 70 pastorater, nemlig 1) Elbo, Holmans og Jerlev hrdr.s provsti (16 pastorater), 2) Nørvang og Tørrild hrdr.s østre provsti (13 pastorater), 3) Bjerre og Hatting hrdr.s provsti (15 pastorater), 4) Brusk og Nørre Tyrstrup hrdr.s provsti (15 pastorater), alle under Haderslev stift, og 5) Nørvang og Tørrild hrdr.s vestre provsti (11 pastorater) under Ribe stift.

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 50: Fredericia m. tingsted i Fredericia (omfatter F. kbst. og 12 af a.s sognekom., 2) retskr. nr. 51, Kolding byret, m. tingsted i K. (omfatter K. kbst.), 3) retskr. nr. 52, Kolding herredsret m. tingsted i Kolding (16 af a.s sognekom.), 4) retskr. nr. 53, Vejle byret m. tingsted i Vejle (Vejle kbst. og Vinding sognekom. (m. forstadsbebyggelse)), 5) retskr. nr. 54, Vejle herredsret m. tingsted i Vejle (22 af a.s sognekom.), 6) retskr. nr. 56, Horsens herredsret m. tingsted i Horsens, Skanderborg a. (omfatter 14 af V. a.s sognekom. og 11 af Skanderborg a.s sognekom.); endelig omfatter 7) den pr. 1/4 1962 oprettede Grindsted retskr. under hovedtingstedet i Grindsted 6 sognekom. af Ribe a. og under bitingstedet i Give 7 sognekom. af Vejle a.

A. omfatter helt el. delvis flg. politikr.: 1) 37. politikr. (Fredericia), hvorunder hører Fredericia kbst. og 12 sognekom. under Vejle a.; 2) 38. politikr. (Kolding) m. Kolding kbst. og 16 sognekom. af Vejle a.; 4 sognekom. i Ribe a., der tidl. hørte under Kolding politikr., blev fra 1/4 1962 henlagt under Ribe politikr.; 3) 39. politikr. (Vejle) omfatter Vejle kbst. og 31 sognekom. i a. og 4) 40. politikr. (Horsens), der omfatter 14 af V. a.s sognekom. foruden Horsens kbst. og 22 sognekom. i Skanderborg a.

A. udgør Vejle amtslægekr., der er opdelt i 4 lægekr., nemlig 1) nr. 31, Vejle (m. kredslæge i Vejle), 2) nr. 32, Fredericia (m. kredslæge i Fredericia), 3) nr. 33, Kolding (m. kredslæge i Kolding) og nr. 34, Bjerre og Hatting (m. kredslæge i Hornsyld).

A. hører dels under VII. udskrivningsområde, der er en del af 4. udskrivningskr. (Århus), dels under II. udskrivningsområde (7. udskrivningskr. Sønderborg).

V. a. udgør Vejle amtstuedistr. m. amtstue i Vejle; a. er delt i 4. skattekr., nemlig 1) 37. skattekr. (Bjerre m.fl. hrdr.s), 2) 38. skattekr. (Vejle), 3) 39. skattekr. (Fredericia) og 4) 40. skattekr. (Kolding).

M. h. t. vurdering af landets faste ejd. udgør a. skyldkr. for V. a., der er delt i 9 vurderingskr., nemlig 1) Bjerre hrd.s, 2) Hatting hrd.s, 3) Nørvang hrd.s, 4) Tørrild-Jerlev hrdr.s, 5) Holman-Elbo hrdr.s, 6) Kolding hrd.s, 7) Vejle, 8) Fredericia og 9) Kolding.

Vejle amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Prof. P. G. Bang (H); herredsfoged Peter Holck (H); red. Carl Ploug (NL); herredsfoged Villiam Stockfleth (H); skolelærer Anders Hermansen (V); gdr. Jens Jørgensen (V) og herredsfoged J. P. With (H).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Fredericia-kredsen: avlsbruger Rasmus Ottesen 1849–52 (V); overauditør Ole Lund 1852–53 (H); avlsbruger Rasmus Ottesen 1853–54 (V); prof. Hans Brøchner 1854–55 (NL); kommandør, sen. minister Wilh. Michelsen 1855–58 (H); bureauchef Marius Gad 1858–76 (H); gdr. Jens Lomholt 1876–79 (V); højesteretsass. Hother Smith 1879–81 (H); gdr. Jens Ousen 1881–1906 (V); red., sen. minister Laust Rasmussen 1906–10 (S); red. Johs. Jensen 1910–13 (V); red., sen. minister Laust Rasmussen 1913–18 (S).

b) Kolding-kredsen: sgpr. J. W. Marckmann 1849–52 (H); sgpr. H. F. Binzer 1852–53 (H); gdr. Jens Jørgensen 1853–58 (V); agent Mathias Warming 1858–61 (H); landinsp. Peter Petersen 1861–62 (H); hospitalsforstander H. Fønss 1862–64 (H); agent Mathias Warming 1864–66 (H); skoleforstander Chr. Berg 1865–91 (V); propr. H. J. Henriksen 1892–98 (V); red. Enevold Sørensen 1898–1910 (V); præst, fhv. red. Niels Johan Laursen 1910–18 (V).

c) Vejle-kredsen: herredsfoged Villiam Stockfleth 1849–51 (H); amtmand, sen. minister Orla Lehmann 1851–53 (NL); gdr. Thomas Linnemann 1853 (NL); postinsp. Vilh. Hjort 1853–54 (H); prof. Fred. Hammerich 1854–61 (NL); herredsfoged O. M. Hersleb 1861–64 (H); amtsfuldmægtig Carl Schytte 1864–66 (H); seminarieforstander Peter Bojsen 1866 (V); stamhusbesidder, sen. minister H. R. Carlsen 1866–69 (V); skolebestyrer Thomas Nielsen 1870–87 (V); højskoleforstander F. F. Falkenstjerne 1887–95 (V); træskomand Th. Nielsen-Kirkelund 1895–1909 (VR); lærer Søren C. C. Nørgaard 1909–13 (V); red. Chr. Jacobsen 1913–18 (S).

d) Give-kredsen: skolelærer Anders Hermansen 1849–52 (V); gdr. N. H. Bank 1852–53 (V); gdr. Jens Moesgaard Christensen 1853–54 (V); propr. Georg Krøyer 1854–55 (H); gdr. Jens Moesgaard Christensen 1855–58 (V); gdr. N. H. Bank 1858–61 (V); gdr. Chr. Jensen 1861–64 (H); gdr. Jens Moesgaard Christensen 1864–66 (V); gdr. Søren Jørgensen 1866–95 (V); hmd. Niels Chr. Jensen-Flø 1895–1918 (V).

e) Bjerre-kredsen: herredsfoged J. P. With 1849–52 (H); gdr. Therkel Therkelsen 1852–55 (V); kapellan N. T. Johs. Jespersen 1855–56 (H); propr. Chr. Eckardt 1856–58 (H); gdr. Therkel Therkelsen 1858–61 (V); propr. Chr. Eckardt 1861–64 (H); teglværksforpagter H. P. Heide 1864–65 (H); gdr. Jørgen Jensen 1866–69 (V); gdr. Jens Jørgensen 1869–73 (V); lærer Hans Sørensen 1873–84 (V); møller Jens Bertelsen-Vrigsted 1884–1901 (V); gdr. J. J. Jensen-Onsted 1901–06 (VR); gdr. J. S. Jensen-Klejs 1906–18 (V).

f) Vonsild-kredsen: borgm. Albert Kjær 1866 (H); propr. Simon Raben 1866–72 (H); gdr. H. Buch 1872–81 (V); propr. Chr. Bay 1881 (H); kbmd. Poul Hansen Roed 1881–87 (V); red., sen. minister Enevold Sørensen 1887–92 (V); gdr. Jeppe Madsen Paulsen 1882–98 (H); gdr. Anders Jessen 1898–1910 (VR); propr. L. H. Bramsen 1910–13 (H); gdr. Rasmus Hansen-Stavnsbjerg 1913–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Red. Chr. Jacobsen 1918–20 (S); gdr. Rasmus Hansen-Stavnsbjerg 1918–20 (V); hmd. Niels Chr. Jensen-Flø 1918–24 (V); gdr. J. S. Jensen-Klejs 1918–24 (V); propr. R. Raffnsøe 1918–24 (KF); præst, fhv. red. Niels Johan Laursen 1918–26 (V); red., sen. minister Laust Rasmussen 1918–35 (S); red. S. P. Qvist 1920–22 (V); red. Johs. Jensen 1920–36 (V); red., borgm. Knud Hansen 1920–37 (S); red. Holger Larsen 1920–47 (S); sekr. Johs. Rudfeld 1921–26 (V); førstelærer Stegger Nielsen 1922–24 (V); gross., minister Jørgen Christensen 1924 (V); amtsforv. Chr. Strøm 1924–26 (KF); gdr. J. A. Rahbek 1924–29 (V); hmd. Jens Holdgaard 1924–32 (RV); gdr. Olav Olsen 1926–32 (V); hmd. M. P. Tange 1926–32 (V); gdr. Viggo Hansen 1926–39 (KF); fru Inger Gautier Schmit 1929–45 (V); lærer Peder Gregersen 1932–43 (DR); gdr. Vald. Thomsen 1932–45 (V, sen. Bondepartiet); godsekspeditør B. Kaarsberg 1935 (KF); red. Richard Jørgensen 1935–39 (S); gdr. Laurits Pedersen 1935– (V); maskinpasser Anton Christensen 1937–39 (S); lærer J. A. K. Dalby 1937–39 (S, sen. DS); propr. J. Schultz Petersen 1939–43 (KF); togfører M. Larsen 1939–45 (S); skotøjshdlr. Axel Ivan Pedersen 1939–45 (S); civiling. P. H. Clausager 1939–45 (RV); lektor Karl Olsen 1943–54 (KF); sekr., sen. minister Victor Gram s. 788 1943– (S); prof. Mogens Fog 1945–47 (K); kommunelærer Viggo Aidt 1945–47 (DS); prof., sen. minister Thorkil Kristensen 1945–60 (V); red. Niels Chr. Christensen 1945–50 (V); hmd. Axel Sørensen 1945– (RV); kontorass. Alvilda Larsen 1947–50 (K); togfører M. Larsen 1947–60 (S); sekr., sen. minister Kai Lindberg 1947– (S); førstelærer Peder Gregersen 1950–53 (DR); borgm. Axel P. Ivan Pedersen 1953–57 (S); konsulent Svend Karlskov Jensen 1953–57 (V); politim. Vagn Bro 1953– (V); kontorass. Alvilda Larsen 1953–57 (K); dommerfuldmægtig Erik Bruun de Neergaard 1954–57 (KF); tømrer Peter Andersen Rasmussen 1957– (S); dyrlæge Niels Ravn 1957– (KF); gdr. Ejner Kristensen 1957– (V); skatterådsmedl. Erhardt Andersen 1960 (S); arbejdsmand Peter Ravn 1960–62 (S); højesteretssagf. Ib Thyregod 1960– (V); overlærer Mathias Otto Mathiasen 1960– (SF); skatterådsmedl. Erhardt Andersen 1962– (S).

Åndelige rørelser.

Omkr. århundredskiftet 1800 mærkedes forsk. steder i a. en stærk og levende lægmandsbevægelse, og navnlig gjorde den sig gældende i Hatting og i den østl. del af Nørvang hrd., nærmere bestemt i Ø. Snede, Uldum, Korning og Løsning so. Peter Larsen Skræppenborg besøgte flere gange disse egne på sine jy. vækkelsesrejser, men »de stærke jyder« gik snart deres egne veje, og bevægelsen fik et meget konservativt præg. Man samlede sig til forsvar for Kingos salmebog og Pontoppidans forklaring og kastede statskirkens nye bøger på bålet. Øvrigheden besvarede denne »oprørskhed« med retsforfølgning, men befolkningen holdt på sit, og kirker og off. skoler stod tomme. Da Peter Larsen bosatte sig i Jylland, blev det dog ikke i denne egn, men noget sydligere i a., at han slog sig ned. Han købte Donsgård i Almind so., og hermed var der skabt et nyt kraftcentrum for den gudelige bevægelse, men med nær tilknytning til den grundtvigske.

Også Vejstrup so. s.f. Kolding fjord kom allr. i 1840erne til at spille en rolle for de folkelige bevægelser. Området var på dette tidspunkt ganske vist slesvigsk område, men Vejstrup so. hørte til de 8 so., der 1864 forblev ved kongeriget. I so. lå Skamlingsbanken, der fra 1843 var blevet stedet for store folkelige møder i lighed med de få år tidl. beg. Himmelbjergmøder. Det var naturligvis i første række slesvigske bønder, der samledes her, men også den stedlige befolkning deltog, og virkningerne bredte sig ud i a.

Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 1848 udpegedes fortrinsvis konservative repræsentanter, men der valgtes dog 2 venstremænd. Ved de pol. valg i den flg. menneskealder formåede de konservative elementer stadig at gøre sig gældende, støttet til de fra gl. tid eksisterende købstadsaviser. Lidt efter lidt frigjorde bønderne sig dog for embedsmændenes ledebånd, og en stærk pol. interesse blev vakt. Den nye venstrebevægelse havde et af sine kraftcentre n.f. Kolding i Almind, Ø. Starup og V. Nebel so. Her virkede den unge Chr. Berg som huslærer, og den af Peter Larsen skabte åndelige bevægelse var en af de væsentlige forudsætninger for bondestandens frigørelse og radikalisering. 1865 erobrede Berg Kolding-kredsen og fastholdt den, og 1871 grundlagde han Kolding Folkeblad, der under Enevold Sørensens ledelse fik stor indflydelse i den sydl. del af a. Mod n. skabte Th. Nielsen og sen. Chr. Søndergaard Vejle Amts Folkeblad, der ligeledes formåede at samle bønderne om Venstres sag med det resultat, at de gl. købstadsaviser stagnerede. Den pol. selvstændiggørelse gik stadig hånd i hånd med den folkelige vækkelse. Den grundtvigske højskolebevægelse vandt tidligt indpas i a. Allr. 1849 grundlagde Rasmus Sørensen Uldum folkehøjskole, og 1867 påbeg. Hans Rosendal sin højskolevirksomhed i Vinding. Flere højskoler oprettedes rundt omkr. i a., fx. i Uth og Vrigsted i Bjerre hrd., i Hvejsel og Give i Nørvang hrd., Grejsdal folkehøjskole i Tørrild hrd., V. Brückers højskole i Ågård i Brusk hrd. og Georg Himmelstrups højskole nær Skamlingsbanken. I højskolens kølvand fulgte friskoler og valgmenigheder, og det bør også nævnes, at det var i Ågård i Ø. Starup so., at det første forsamlingshus på landet i Danmark blev opret. 1867.

Også andelsbevægelsen fik stærk tilslutning fra befolkningen i a. Det 1. andelssvineslagteri oprettedes 1887 i Horsens, men med tilslutning fra befolkningen i den nordl. del af a., og allr. året efter oprettedes et svineslagteri i Kolding. Meget tidligt havde mejeribevægelsen fået tag i befolkningen, og 1874 stiftedes V. Nebel brugsforening, som under Severin Jørgensens ledelse blev en mønstervirksomhed inden for brugsforeningsbevægelsen på landet. Severin Jørgensen blev boende i V. Nebel indtil sin død 1926, og V. Nebel og Kolding er navne, der ofte optræder i andelsbevægelsens hist.

Ved siden af de »stærke jyder« i n. og den meget aktive grundtvigske bevægelse rundt omkr. i a., syner Indre Mission ikke stærkt. Bevægelsen fik dog visse tilholdssteder inden for a. 1889 s. 789 tog Indre Mission et arbejde op i Sdr. Bjert so. s.f. Kolding fjord, og s.å. grundlagdes en indremissionsk højskole i Børkop, som med årene fik en ikke ringe betydning.

Med købstædernes industrialisering i slutn. af 1800t. skabtes forudsætningerne for en selvstændig arbejderbevægelse. 1898 fik bevægelsen i Vejle sit første selvstændige organ inden for a., og 1908 omdannedes det tidl. aflæggerblad i Kolding til en selvstændig avis, og under red. Holger Larsens og Knud Hansens ledelse voksede den socialdemokratiske bevægelse sig stærk. 1906 valgte a. sin 1. socialdemokratiske folketingsmand. Også det radikale parti vandt et vist fodfæste, støttet af Venstrebladet i Kolding, opret. 1906, men det gl. venstre var indtil 1. verdenskrigs afslutning dominerende i a.

Med årene nedlagdes de fleste af de små, grundtvigske folkehøjskoler, el. også omdannedes de til mere fagbetonede skoler. Den i Erritsø so. 1913 oprettede fiskerhøjskole blev fra 1925 drevet videre som kvindelig gymnastikhøjskole af Anna Krogh og Jørgine Abildgaard og er sen. omdannet til en alm. højskole under navnet Snoghøj folkehøjskole. Endnu eksisterer den gl. højskole i Uldum. Skamlingsbankemøderne lå stille en længere årrække efter 1864, men møderne genoptoges fra 1889, og det naturskønne sted har efter 1920 ofte samlet en tusindtallig skare til store, folkelige møder.

De gl., konservative købstadsaviser er forlængst gået ind og 1929 erstattet m. Jydske Tidende, der udgår fra Kolding, men har sine fleste læsere i Nordslesvig. Også den socialdemokratiske presse er blevet koncentreret og udgår nu under navnet Jysk Aktuelt fra Vejle. Det radikale blad er ligeledes forsv., medens de to gl. venstreblade i Vejle og Kolding har formået at bevare deres greb om læserkredsen. Den socialdemokratiske bevægelse har vundet yderligere udbredelse, og ved sidste folketingsvalg sikrede man sig 4 af de 10 mandater i a. Venstre er det næststørste parti m. 3 mandater, medens Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti hver har én repræsentant.

Oldtidsbebyggelse.

Arkæologisk set ligner Vejle de fleste andre østjy. amter m. de fleste stenalders stengrave i den østl. del og de fleste enkeltgravs- og bronzealderhøje i den vestl.

Ældre stenalder er ret rigt repræsenteret med bopladser fra gudenåkulturen ved åer og søer i indlandet og fra ertebøllekulturen langs kysterne, hvor de nu p.gr.af landets sænkning er kommet til at ligge lidt uden for den nuv. kyst, på lavt vand. Det rigeste område med gudenåkultur er Sønderkær i Vejle å’s opland; her findes både den ældste boplads, Springbjerg, og den største, ved Bindeballe. Andre gudenåbopladser findes ved Hansted å, Haustrup sø (Gudenå), Hastrup og Vester mølle (Skjern å), Fårup sø, Stallerup og Dons søer (Kolding å). De største ertebøllebopladser kendes fra Snaptun, Hjarnø, Kolding havn og Gudsø vig.

Fra yngre stenalder har vi de mange stengrave, dysser og jættestuer, hvoraf der i alt kendes 153; af disse er dog kun knap fjerdedelen bevaret. Langt de fleste af disse – 130 – lå i de 3 østl. herreder Bjerre, Hatting og Nr. Tyrstrup. Grønhøj ved Horsens (Hatting so.) har givet et af Jyllands bedste jættestuetidsfund. Af vigtigere yngre stenalders bopladser skal kun nævnes skaldyngen ved Ringstholm (As so.). Af offerfund har vi den store, smukke mosepotte fra dyssetid fra Hestlund (Give so.), ravfundet fra Mejsling (Jerlev so.), og depotfundet af tyknakkede økser fra Grejsdalen (Hornstrup so.). Enkeltgravskulturen er repræsenteret ved talr. høje (antagelig o. 375 af de bevarede og en stor del af de godt 3000 sløjfede høje) og gravfund; de forekommer som sagt fortrinsvis i de vestl., mere sandede egne.

Fra ældre bronzealder er der de talr. høje; godt 300 af de bevarede må antages at tilhøre denne periode, og det sa. gælder en stor del af de godt 3000 sløjfede. De højrigeste sogne er: Give og Randbøl (hver 285, enkeltgravshøjene medregnet), Givskud 276, Thyregod 272, Ø. Nykirke 268, Egtved 260 og Brande 252; langt efter kommer Sdr. Omme m. 121, Sdr. Stenderup 106, Nørup 98, Hatting 97, Vester 92, Ødsted 91, Gadbjerg 85 og Jelling 79. Vi kender mange ældre bronzealders gravfund fra a. og også et af de berømteste: Egtvedpigen. Fra yngre bronzealder har vi også mange gravfund; men her er offerfundene mere fremtrædende. Rige fund kendes fra Bjerrelide (Bjerre so.), Ørum, Rosenkær (Ø. Snede so.), Årup mose (Hedensted so.), Brøndsted (Gauerslund so.; pragtøkser), Jelling (guldarmring) og Ødsted (lurer); par af halsringe er fundet i Tagkær mose (Hedensted so.), Soleskov (Ø. Snede so.), Ølholm kær (Langskov so.) og Herslev. Helleristninger kendes fra Taps og Sdr. Bjert.

Jernalderfundene træffer vi lige så hyppigt i de østl. egne som i de vestl. Fra keltisk jernalder kendes en boplads fra Hansted å’s dal (Hatting so.), urnegravpladser fra Mørup (Nørup so.), s. 790 Tudvad (Ødsted so.) og Dons (Almind so.), en våbengrav fra Taskhøj (Give so.). Fra denne tid stammer også den store bronzekedel fra Brå (Stenderup so.) og antagelig også ploven fra Donneruplund (Give so.) og moseliget fra Haraldskær (»Dronning Gunhild«).

Fra ældre romertid kendes bopladser fra Holgershåb (As so.), Oens (Ølsted so.), Rohden (Stouby so.), Drejens odde og Eltang vig (Nr. Bjert so.), de tre sidste i form af skaldynger. Der kendes talr. grave fra denne tid; en gravplads er undersøgt på Bjerrelide (Bjerre so.). Fra yngre romertid skal nævnes grave fra Taskhøj (Give so.) og Sdr. Omme, mosefundene fra Vingsted sø (Ødsted so.) og Tranebær mose (Skærup), samt den prægtige guldhalsring med runer fra Strårup (Dalby so.).

Germansk jernalders fund er som sædvanligt sparsomme: Et våbenfund fra Dallerup sø og et brakteatfund fra V. Nebel. Fra vikingetiden kendes et mindre sølvfund fra Erritsø, samt hele egnens prægtigste oldtidsminde: Kongehøjene med runestenene og viet ved Jelling.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes der i alt i Vejle amt: 3 runddysser, 11 langdysser, 11 dyssekamre, 6 jættestuer, 4 ubestemmelige stengrave, 686 høje, 9 langhøje, 3 røser, en skålsten, et areal m. skibssætninger på Hjarnø og endelig Jelling-monumentet med de to kongehøje, de to runesten og viet.

Bebyggelse i historisk tid.

Efter stednavnenes vidnesbyrd fandtes der meget tidligt bosættelser langs Vejleådalen og Grejsdalen samt ved Rands fjord, hvor man næsten overalt støder på navne med -lev, -sted og -inge, medens Bjerre hrd. og den sydl. del af Hatting hrd. kun i ringe grad synes at have stednavne af disse klasser. På grænsen ml. oldtid og hist. tid har Jelling (Tørrild hrd.) været et kulturcentrum, hvorom de ovenn. kongehøje og runesten bærer vidne, ligesom den meget gl. frådstenskirke m. rester af samtidig kalkmalet dek. stammer fra 1000t. Det var også i Jelling kirke, man 1947 fremdrog de få rester af en endnu ældre træbygn., utvivlsomt et af de ældste spor af kristendommen på da. område. V. a. er overhovedet rigt på kirker bygget af frådsten, henved 30 (hvoraf tre m. apsis), af hvilke de fleste ligger i a.s østl. del (Bjerre hrd.) og i egnen omkr. Jelling. Der findes tillige en snes kvaderstenskirker af den kendte, østjy. type spredt over hele området, deraf syv m. apsis. Nogle af disse kirker har søjleportaler, fx. Bredstrup, Taulov, Harte, Taps, Erritsø, Egtved og Viuf, hvoraf mange træk peger hen mod Ribe domkirke. Blandt disse fremhæves særl. Viuf, der opr. har haft romansk forhal og tårn, ligesom dens granitskulpturer sa. m. den tilsvarende udsmykning af Ø. Starup kirke m. billedkvadre og næsten frit udhugne skulpturer regnes blandt de fornemste værker fra den romanske kunst. – Fra den flg. tid, den senromanske og tidliggotiske teglstensarkitektur, har a. kun lidet. De to gl. bykirker i Vejle og Kolding bevarer i deres mure nogle få rester fra denne periode, men er sen. helt omb. i gotisk stil. Fra renæssancetiden har a. kun én kirkelig nybygn., den 1575 opførte kirke i Uth (1869 atter omb. til ukendelighed). Fæstningsbyen Fredericia rummer hele tre kirker fra nyere tid, fra 16–1700t.s barokarkitektur, navnlig kendelig i Michaelis kirke og Reformert kirke. I 1700t. har herremænd i nogen grad kunnet præge udsmykningen af deres godskirker (fx. G. de Lichtenberg); særl. nævnes kirkespirene i Bredsten, Nørup og Hatting, ligesom Engum kirke har fået et sjældent rigt inventar i rokoko. Den rene klassicisme kan fremvise én kirkelig nybygn., den af C. F. Hansen 1824–25 omb. kirke i Vonsild s.f. Kolding.

A.s geografiske beliggenhed måtte gøre det rigt på kongeborge, der skulle standse fjendtlige angreb s.fra. Ved Vejle ligger således voldstederne Borgvold og Rosborg, ved Lille Bælt Høneborg voldsted. Som landets mest imponerende ruin står Koldinghus på sin middelald. borgbanke, medens murene for største delen stammer fra 15–1600t. Andre voldsteder, hvorpå a. er meget rigt, hidrører fra middelald. adelsgde, af hvilke mange nedlagdes, da Fr. II o. 1580 skabte sit jagtdistr. i herrederne omkr. Koldinghus; alene i Ø. Starup so. nedlagdes på denne tid seks herregårde. Blandt de bevarede voldsteder kan nævnes Trindvold (Gauerslund so., Holmans hrd.), fire voldsteder i Sdr. Stenderup so. (Nr. Tyrstrup hrd.), nemlig Borgsted banke, Husvold og Skinkelsborg samt et navnløst voldsted i Midtskoven. I Ødis so. findes tre voldsteder: Gl. Drenderup, Fovslet og et navnløst dobbelt voldsted. Endv. er der det fredlyste Stagsevold (Barrit so., Bjerre hrd.) og Nebbegårds voldsted (Gårslev so., Holmans hrd.). Som følge af de talr. sløjfninger af gl. gde på Fr. II.s tid er a. ret fattigt på herregde fra renæssancetiden. En af de bedst bevarede er Tirsbæk, den arkitektonisk interessanteste er Engelsholm. Meget gl., sengotiske hvælvinger gemmer sig i n.fløjen af Boller, der i øvrigt er stærkt omb. i 1700t., medens den fine, lille renæssancegd. Rosenvold ved indsejlingen til Vejle fjord er vel s. 791 bev. Lidt yngre er Haraldskær (Skibet so., Tørrild hrd.), medens Palsgård (As so., Bjerre hrd.) nok er af ældre dato, men nu fremtræder som en klassicistisk bygn. fra 1805.

Blandt købstæderne, hvor den moderne tid har ryddet op i gl. bebyggelse, har Kolding bev. flere gode bygn. fra ældre tid. Foruden den store slotsruin m. den tilh. trefløjede staldgård (fra 1600t.) rummer byen en del bindingsværkshuse, først og fremmest den Borchske gård (1595), desuden Helligkorsgade 18–20 (henh. 1589 og 1632) samt Skt. Jørgens hospital (i sin nuv. skikkelse fra 1805). Vejle har derimod kun lidet (fx. Pedersholm fra 1775 og Torvegade 22, fra 1769). I klasse for sig selv står Fredericia, en fæstning fra 1600t., opr. på Chr. IV.s tid tænkt som »Jyllands by«, under Fr. III udformet som et stærkt fort efter moderne retningslinier. Voldanlægget hører til det fineste fæstningsbyggeri i Danmark, og hertil er føjet Hovedvagten, Prinsensport og Kongens portvagt fra 1700t. Byen selv har bev. sin opr. gadeplan fra 1600t., om end bygningerne p.gr.af krige og bombardementer for en del er udskiftet i tidens løb. Endnu findes enkelte gode huse, således Kongensgade 25, der menes at stamme fra tiden omkr. byens grundlæggelse; desuden en fortløbende række bindingsværkshuse fra 1700t., Prinsessegade 10–14, »Hans de Hoffmans gård« (1765), Danmarksgade 61 (rektorboligen fra slutn. af 1700t.) og den reformerte kirkes præstebol. i Dronningensgade (fra o. 1800).

Uden for byerne har man tidligt udnyttet åernes vandkraft; talr. vandmøller i Grejsdalen har vidnet derom, og i merkantilismens tid blev papirfabrikken Randbøldal (1733) ved Vejle å det største industrielle foretagende. I øvrigt har V. a.s beliggenhed tæt ved Lille Bælt præget dets udvikling i nyere tid, militært men også trafikalt. Snoghøj var længe det vigtigste overfartssted til Fyn, indtil jernbanen i 1860erne førtes til Fredericia, hvor nu det trafikale tyngdepunkt kom til at ligge (stat. i Fredericia opf. 1868), indtil opførelsen af Lillebæltsbroen i 1920erne på ny henlagde overfarten til Snoghøj. I vore dage, da en ny bro over Lille Bælt bliver planlagt, har også de 300 år gl. ideer om en »Jyllands by« igen fået aktualitet, omend i langt større udformning end på Chr. IV.s tid.

Vejle amt hørte i middelalderen til fire sysler. Hatting og Bjerre hrdr. lå i Lover syssel, Nr. Tyrstrup hrd. i Barved syssel, Brusk, Jerlev, Holmans og Elbo hrdr. i Almind syssel, mens Nørvang og Tørrild hrdr. udgjorde Jelling syssel.

Koldinghus var »en port og nøgle for riget«, det var en grænseborg, bygget ved skellet ml. kongeriget og hertugdømmet Sønderjylland el. Slesvig. Kom man over Kolding å, var man i hertugdømmet. Som det fremgår af et forleningsbrev fra 1326, hørte hele Almind syssel til Koldinghus len, d.v.s. Brusk, Jerlev, Holmans og Elbo hrdr. Den del af Brusk hrd., som sen. blev til Elbo hrd., blev dog et selvstændigt len og kom under Høneborg, der nævnes første gang 1369. Dette len blev indløst 1557 og lagt under Koldinghus.

Jelling syssel har vel opr. haft sit midtpunkt i Jelling, sen. i Vejle. 1340 nævnes »Vejle med tilhørende fogedi«, hvilket må være Nørvang og Tørrild hrdr. De må vel have ligget til castrum Wethæl el. borgen Vejle, der omtales 1351. Sen. synes Jelling syssel at have ligget under borgen Rosborg lidt uden for Vejle. Johannes Thomesen Lindenov, der nævnes sidste gang 1416, omtales i 1390erne som høvedsmand på Koldinghus, men i et gavebrev fra efter 1397 kalder han sig capitaneus castri Roetzburg, høvedsmand på borgen Rosborg. Om han har haft begge borge samtidigt, vides ikke. 1406 fik Mogens Munk af Erik af Pommern »Kolding og Rosborg med de len, der nu tilligger, og med Kolding by og Vejle«. Mens Tørrild hrd. fortsat blev ved at høre under Koldinghus a., var Nørvang hrd. i senmiddelalderen et selvstændigt len. Ca. 1547 kom det på ny under Koldinghus len, men var derefter igen et len for sig fra 1579 indtil 1584, da det blev forenet m. Ø. Horne hrd. 1585 kom det til Lundenæs. 1588–97 var det igen et særl. len, hvorefter det blev lagt under Koldinghus.

O. 1500 bestod Koldinghus len af Brusk, Jerlev, Holmans, Tørrild og det halve af Anst hrd. Det nye Slavs hrd., der blev opret. 1552, hørte også til lenet, idet det bestod af 4 so. af Jerlev og Tørrild hrdr. Høneborg len m. Elbo hrd. kom hertil 1557. Lenets tilliggende i 1500t. var i øvrigt noget skiftende, N. og Ø. Horne hrdr., Bjerre hrd. og Malt hrd. lå i visse perioder herunder. Slavs hrd. var 1584–92 henlagt til Bygholm len. Fra 1597 havde Koldinghus len det omfang, som det bevarede, indtil det 1660 blev til Koldinghus a., nemlig Anst, Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev, Slavs, Nørvang og Tørrild hrd. Desuden Malt hrd., som dog før 1614 kom under Riberhus.

I h. t. kgl. resol. af 4/9 1793 og 27/5 1796 blev V. a. opret., men først ved resol. af 14/6 1799 fik det sit endelige omfang, idet Anst og Slavs hrdr. blev afgivet til Ribe a., mens V. a. til gengæld fik Bjerre og Hatting hrdr., der i middelalderen havde hørt under Bygholm len, fra 1617 kaldet s. 792 Stjernholm len, fra 1660 Stjernholm a. Ved lov af 16/2 1866 blev de 8 so. i Tyrstrup hrd. samt de ikke afståede dele af Frørup so. henlagt under V. a. Loven havde gyldighed fra 1/4 1867.

Koldinghus a. hørte under Ribe stift fra gl. tid, Bjerre og Hatting hrdr. under Århus stift. Ved omlægningen af stiftsgrænserne 1922 kom hele V. a. under det nyoprettede Haderslev stift m. undt. af Nørvang og Tørrild hrdr.s vestre provsti, som forblev ved Ribe stift. Det bestod af flg. so.: Givskud, Øster Nykirke, Ringive, Give, Thyregod, Vester, Brande, Sdr. Omme, Blåhøj og Filskov af Nørvang hrd. og Gadbjerg, Lindeballe, Nørup og Randbøl af Tørrild hrd. (O. Nielsen. Sysselinddelingen i Danmark. 1867. 61–64).

Litt.: C. Dalgas. Bidr. til Kundskab om de da. Provindsers nærværende Tilstand. I. Vejle A. 1826. J. B. Krarup Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark. I. Det sydøstl. Jylland. 1895–96. O. Nielsen. Herregde i Koldingegnen, JySaml. VI. 1876–77. 1–38. P. B. Grandjean. Skove, Moser og Vildtbaner i Skanderborg, Silkeborg og Koldinghus Amter 1731, smst. 3. Rk. VI. 1908–10. 156–212. K. C. Rockstroh. Befæstningsanlæg paa den vestl. Side af Lillebelt i Tiden 1629–44, smst. 3. Rk. IV. 1904–05. 290–303. S. Alkærsig. Toldgrænsen ml. Nørre- og Sønderjylland, smst. 3. Rk. IV. 1904–05. 97–174. P. Eliassen. Fra Hans de Hoffmans Dage, Aarb Vejle. 1906. 77–110. Axel Liljefalk. Brandenburgere, Østerrigere og Polakker i V. A. 1658–59, smst. 1907. 226–49. Chr. Jørgensen. Pengekrisen 1857, særl. dens Forløb i V. A., smst. 1912. 44–84. K. Carøe. Bartskærer og Kirurger i Kolding, Vejle, Fredericia, smst. 106–20. P. Eliassen. Fra Indherrederne, smst. 1914. 109–81. Sa. Kolding Rytterdistrikt, smst. 1915. 105–9. Arnold Hansen. Om nogle gl. Klokker, smst. 1918. 9–31. P. Eliassen. Hist. Strejftog i Kolding og Omegn. 1923. Aug. F. Schmidt. Helligkilder i V. A., Aarb Vejle. 1925. 141–59. Sa. Sagn og Tro om Sten i V. A., smst. 1927. 7–14. N. H. Stephen Dahl. Havebruget i V. A., smst. 1928. 159–216. Aug. F. Schmidt. Folkeminder i V. A., smst. 1929. 281–87. Johs. Tholle. Havedyrkning i V. A. omkr. Aar 1900, smst. 1930. 98–104. Marius Hansen. Fra Søren Abildgaards Dagbøger. Optegnelser i V. A. 1772–75, smst. 129–60, 1931. 24–45, 232–52. Rs. Mortensen. Jernudvindingen. Nogle nye Fund i V. A., smst. 1932. 84–111. Sa. Landeveje i V. A. smst. 1933. 1–76. Sa., Marius Hansen og Aage Bredsted. V. A. En Hjemstavnsbog. 1934. Chr. H. Møller. Hjemmeflid i ældre Tid. Erindringer fra V. Vesteregn, Aarb Vejle. 1936. 211–25. Aage Bredsted. Litt. om V. A., smst. 1936ff. H. H. Hansen. Gl. Danse fra V. Vesteregn. 1934. Otto Norn. Billedhugger Jens Hiernøe og hans kirkelige Arbejder i V. A., Aarb Vejle. 1938. 168–206. Jacob Alsted. Nogle Døbefonter i V.-Egnen, smst. 1939. 1–19. Sig. Kristensen. Den første Skoleordning i V. A., smst. 1940. 1–52. Marius Hansen. V. Fjord, smst. 1941. 1–166. Anton Fuglsang. Fra Sandflugtens Dæmpning i V. A., smst. 188–94. J. Hvidtfeldt. Bidr. til Belysning af de kirkelige Forhold i V. A., smst. 1942. 1–78. Steen B. Bøcher. Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i V. A., smst. 41–98. Georg Hansen. Skoleloven 1814 i V. A., smst. 1944. 1–40. V. A.s Stednavne. Stedn. VIII. 1944. Aage Lauritzen. Nogle Hærvejsforgreninger ved Jelling, AarbVejle. 1945. 5–55. Chr. Heilskov. Herredsfogder i V. A. indtil Herredernes Sammenlægn. 1687–88, smst. 1948. 141–64. Rs. Mortensen og Sv. Karlskov Jensen. V. A.s Landboforening gennem 100 Aar. 1951. Ellen Andersen. Folkedragter i V. A., Aarb Vejle. 1953. 5–38. Rs. Mortensen. Hedeopdyrkningen i V. A., smst. 39–130. Aug. F. Schmidt. Fra Koldingegnen I–III. 1956–61. A. M. Wamberg. V. amtskommunes våben, AarbVejle. 1960. 7–17. J. A. Tork. Træk af V. a.s økon. og trafikale udvikling, smst. 132–49.