Lyø sogn

(L. kom.) i Lille Bælt, skilt fra Horne Land ved Lyø Krog, består kun af den 614 ha store ø Lyø. Øens afrundede former er resultatet af havets virksomhed, idet de fremspringende punkter, især s. og v.kysterne, er under kraftig nedbrydning og står med indtil 10 m høje klinter. Materialet herfra aflejres dels på nø.rundingen, men især i form af den langt mod nv. udragende oddedannelse Revet, bag hvilken ligger den ofte overskyllede strandsø Vestersjo. Øens indre er et frugtbart, lermuldet bakkeland, der fl.st. når 24 m o.h. Mest bemærkelsesværdigt er de to parallelle, eng- og mosefyldte dalstrøg, hvis østl. ende er afspærret ved strandvolde. Ml. dalene ligger den lange, smalle ryg Askovsbanke og Bjerget. I den sydl. dal ligger strandsøen Østersjo.

Areal i alt 1950: 614 ha. Befolkning 7/11 1950: 314 indb. fordelt på 97 husstande (1801: 196, 1850: 306, 1901: 332, 1930: 375). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 230 levede af landbrug m.v., 18 af håndværk og industri, 12 af handel og omsætning, 1 af transportvirksomhed, 9 af administration og liberale erhverv, 44 af aldersrente, formue, pension olgn.

På øen (* 1200t. Lyuthø) ligger Lyø By (u. 1804) m. kirke, præstegård, skole m. sognebibl. (opret. 1854, 1000 bd.), kro, 2 mlr., andelsmejeri (opret. 1885), andelsfryseri (opret. 1952), vandværk, posthus og samtalestat. – På n.kysten Bådsted, huse m. anløbsbro (anl. 1904, 130 m lang, dybde 3,7 m) og toldsted, dampskibsforb. m. Fåborg 3 gange daglig.

Lyø so., der udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Diernæs so. So. udgør 3. udskrivningskr., 3. lægd og har sessionssted i Fåborg.

Kirken er en sengotisk langhusbygn. m. lavt tårn i v. og våbenhus ved dettes s.side. Den sengotiske bygn., der skal have afløst en bindingsværkskirke, er opf. ved reformationstiden af rå kamp. Af opr. enkeltheder spores kun et tilmuret vindue med smal lysspalte i våbenhusets v.væg samt den lave, rundbuede tårnbue. Tårnet er nedskåret vistnok i 1640erne. Glamhullerne tilmuredes, og der opsattes på tårn, korparti og våbenhus glatte kamtakgavle (på våbenhusgavlen jernankerårst. 1645, og i tårnets vindfløj, der er formet som en morsom basunengel, 1642). Ved en hovedrest. midt i 1800t. fik bygn. fladt gipset loft i stedet for det tidl. bjælkeloft, og der indsattes store fladrundbuede vinduer. – Altertavlen består af et hvidmalet og forgyldt sengotisk krucifiks i søjleramme fra 1800t., sammenstykket med anvendelse af renæssancedele. Kalken har fod fra renæssancetiden og sen. bæger. På disken gentagelse af Qvitzow- og Brahe-våben (initialer E. Q.-A. B.) samt våben og initialer for Adam Christoffer Holsten. Renæssance stager på kraftig fod. Granitfonten er en overmåde stærkt ophugget romansk font med rankeværk og fremtrædende mandshoveder. I overkanten er spor af indstøbte jernkramper til †fontelåg. Ny fod. Prædikestolen er et simpelt renæssancearbejde fra 1615. Dens himmel ligger adskilt på loftet. En malmlysekrone er givet 1753 af sgpr. Niels Arctander Holm og hustru Maren f. Pydal. I 1700t. fandtes i kirken †malerier forestillende apostlen Paulus og Christoforus. Fattigbøsse 1772 med Holsten-våben. På loftet ligbåre fra 1700t. Klokker: 1) 1639, Baltzer Melchior; 2) stålklokke fra Bochum, slutn. 1800t. – Epitaf i barok over sgpr. Søffren Jensøn, † 1680, og hustru. Elisabeth Monrad Johansdatter, † 1676, med familiebillede sign. af H. Schütte. Ligtræer: 1) Lauritz Ipsen, † 1660; 2) Jes Pedersen, † 1660; 3) dommer Hans Jypsen, † 1666; 4) dobbelt gravramme over degnen Hendrick Vesling, † 1731, og hustru. Birte Hansdatter, † 1735. Nr. 2 på loftet, de øvr. i våbenhuset. Under koret har været en nu tilkastet gravkælder. I kirkegårdens dige mod s. en lille portlåge i gotiske former, men af små mursten, vist fra 1600t.

ØSØ.f. Lyø By ligger Slotsbanken; der er oppløjet Murbrokker af Munkesten, men i øvrigt ved man intet om Stedet.

Skove: So. er så at sige skovløst nu. I tidl. tid vides det imidlertid at have været skovbevokset. I en præsteindberetning fra 1623 fortælles således om skovene på Lyø.

Lyø, der i ValdJb. kaldes Lyuthø og da var krongods, og om hvilken det oplyses, at der var hjorte, dådyr, rådyr samt heste på øen, er kendt i danmarkshistorien p.gr.af Valdemar II Sejrs jagt og tilfangetagelse der af grev Henrik af Schwerin natten ml. 6/5 og 7/5 1223. Sagn knytter begivenheden navnlig til steder som »Kongens Made« på n.kysten og »Valdemars Kilde«, (Schmidt. DH. 129), to kildebrønde i noget krat nær ved Lyø By. Også navnene på andre lokaliteter »Grevens Dyvelstykker« og »Grevens Pold el. Klint« sætter sagn i forbindelse hermed. 1474 havde fru Cecilie Bernikesdatter (Skinkel), enke efter rigsråden hr. Peder Hogenskild (†senest 1467) øen i pant med andet gods. 1514–17 var L. (sa.m. Bjørnø) pantsat til Peder Lykke til Fannerup († 1535). 1517 fik Laurids Skinkel (Tinhuus) († 1533) de to øer i pant for 1500 mk. lybsk; hans enke Hilleborg Pedersdatter Bille († 1536) beholdt lenet efter hans død, og deres datter Anna Lauridsdatter Skinkel (Tinhuus) († 1565) bragte det 1545 ved ægteskab til rigsråden, marsk Frands Brockenhuus til Egeskov († 1569); deres søn Laurids Brockenhuus til Egeskov og Brangstrup arvede lenet, men måtte 1572 købe sig s. 816 fri for et begået drab på en kvinde ved at betale kongen 10.000 dlr., hvori pantebrevene for lenet indgik. L. var fra 1591 en del af det tjenestelen, landsdommeren på Fyn havde. 1693 skødedes L. m. byens 23 gde til vicestiftamtmand, gehejmeråd Didrik Schult til Finstrup (nu Holstenshus), der s.å. fik ret til at lægge øen under denne gd.s nyoprettede birk. L. har derefter hørt under hovedgden Finstrup og gik 1723 med ind under stamhuset Holstenshus, fra 1778 baroniet H.

Litt.: N. Rasmussen Søkilde. Holstenshus og Nakkebølle. IV. 1878. 451–93.

1682 nævnes Østre biergs gaard, som må have ligget ved Østerbjerg ved nø.kysten.

Fredede oldtidsminder: 5 dyssekamre, hvoraf de 3 har dækstenen på plads: Store Stenshøj ø.f. Lyø By, Vesterrødhøj sø. og Klokkestenen (Schmidt. DK. 207f.) v.f. byen. – Sløjfet: En langdysse, en jættestue, 10 ubest. stengrave og 4 høje. – På Møllegårdens jord en boplads fra yngre stenalder (jættestuetid).

Al jorden, undtagen præstegården, var tidl. fæstegods under baroniet, men er nu overgået til selveje. Præstegårdsjorden, der sen. var erhvervet af baroniet, er nu solgt. Om skoven på Lyø og om, hvorledes øen to gange i grevens fejde undgik Lybækkernes plyndring, den sidste gang ved at indbyggerne klædte sig i hvide skjorter og tillige med deres okser og heste gjorde en sådan larm, at fjenden blev bange, fortælles i en præsteindberetning fra 1623. I svenskekrigen hjemsøgtes øen af fjendtlige ryttere. Øen var 1806 frygtelig hjemsøgt af sorte rotter, og en rottejæger søgte at fordrive dem ved at indstævne dem for Holstenshus Birketing at lide dom til forvisning fra øen som voldsmænd, tyve og røvere!

Før Lyø fik kirke, hørte den under Fåborg sogn.

Genforeningssten i Lyø By rejst 1923.

Litt.: FynskeSaml. I. 1861. 122–27. N. Rasmussen Søkilde. Holstenshus og Nakkebølle med tilliggende Sogne og Øer. 1875–78. 451 ff. Vedel Simonsen. Øen Lyø, Ms. i Nationalmus., fra 1812, til dels efter optegnelser af præsten Ludv. Boesen. Achton Friis. DØ. I. 1926. 234–70. E. Bohn-Jespersen. Øpraksis i Tidsrummet 1911–31. Lyø. 1933. – Jf. ovf. s. 532 f.