Mønbo herred

Købstad: Stege (se s. 107). Sognene: Stege landdistrikt, Stege landsogn, Keldby, Elmelunde, Borre, Magleby, Damsholte, Fanefjord, Nyord, Bogø.

Mønbo herred omfatter foruden Møn også øerne Lindholm, Nyord, Bogø og Farø samt flere småholme i Stege bugt. Det skilles fra Falster ved Storstrømmen (Sortsø gab) og Grønsund og fra Sjælland ved det bugtede løb, hvis enkelte dele er Ægholms rende, Nordre Løb, Ulvsund og Kalvstrøm.

Herredets areal udgjorde 1951 (inkl. købstaden) 23.699 ha; deraf var 18.591 ha landbrugsareal, 67 ha gartnerier og frugtplantager, 2148 ha skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger), 492 ha bebygget grund og gårdsplads, 542 ha private haver, 573 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 646 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 188 ha tørvemoser, 296 ha heder, klitter, sumpe olgn. og 156 ha vandarealer. – Folketallet var 7/11 1950: (inkl. købstaden) 15.570 indb. fordelt på 4717 husstande. (1801: 8485, 1850: 13.607, 1901: 15.780, 1930: 15.991). – Kreaturholdet var i juli 1953: 2840 heste, 18.473 stk. hornkvæg (heraf 10.243 malkekøer), 29.021 svin og 196.615 høns.

Mønbo hrd. (undtagen Bogø so., der hører under Falsters Nørre hrd.s provsti) udgør sa.m. Bårse hrd. eet provsti m. 20 pastorater, hvortil også Kastrup so. af Hammer hrd. hører.

I ValdJb. nævnes kun eet hrd. på Møn, men sen. var øen delt i to hrdr., Øster- og Vesterhrd. Vesterhrd. bestod af Fanefjord og det nuv. Damsholte so. samt en del af Stege landso., resten af øen hørte til Østerhrd. De to hrdr. blev lagt sammen til eet, Mønbo hrd., 1685.

Hrdrne lå indtil 1660 under Stegehus len, derefter udgjorde øen et eget amt, Møns amt, indtil dette 1803 (if. reskr. af 1793 og plakat af 1794) blev forenet med Præstø amt.

Litt.: Th. Gravlund. Herredsbogen. I. 1926. 181–86.

Møn, 217,3 km², adskilles fra Sjælland af Ulvsund, fra Falster af Grønsund. Dronning Alexandrines Bro skaber fra Kosterhalvøen vejforbindelse til Kalvehave på Sjælland. Med Bogø er Møn forbundet ved en dæmning. Møn deles i to landskabeligt yderst forsk. dele af Borrelavningen, hvis nuv. mose- og engflader var dækket af havet i stenalderens højvandsperioder. Borre var i middelalderen en søkøbstad, hvis forbindelse med havet blev afbrudt, da indsejlingen sandede til.

Møns vestl. dele er et jævntbølget morænelandskab med 44 m som største højde. Stedvis er det småbakket med afløbsløse småsøer, som fx. i Fanefjord skov og s.f. Stege nor, men udstrakte moræneflader er alm. Møns vestl. kyst mod Ulvsund er netop i sit uregelmæssige kystlinieforløb med de mange vige og det dybt indtrængende Stege nor bestemt af morænelandskabets relief, idet denne lækyst kun i ringe grad er udlignet af havkræfter. I højere grad har kulturforanstaltninger ændret den opr. kystlinie, således inddæmninger som fx. Koster vig. N.- og s.kysterne er derimod modent udlignede ved de kraftige bølgevirkninger, der gør sig gældende her på yderkyster vendt mod udstrakte havområder. Moræneklinter som Madses klint på s.kysten veksler med fladkyster, hvor tidl. s. 341 bugter er tilbygget med strandvolde. Ulvshale på n.kysten er et marint forland, hvis strandvoldssystemer vifteformet breder sig mod nv. med krumoddespidser ud mod Ulvshale løb – et vidnesbyrd om materialetilførsel fra ø. Det er flinten fra de nedbrudte dele af Møns klint, der formet i havstokken til rullesten udgør den bærende struktur i dette forland, der s.f. Fakse bugt danner en analogi til Feddet ved bugtens n.side. På Møns s.kyst, ved Hårbølle, forekommer lignende strandvoldssystemer, opbygget af den rulleflint, der er vandret fra Møns klint langs øens s.side. Rulleflinten, der finder anvendelse i kuglemøller, udvindes på begge lokaliteter.

Står man på det lave Vestmøn og ser mod ø., over Borrelavningen, tegner det reliefrige Høje Møn sin bugtede konturlinie mod horisonten – en efter da. forhold særdeles urolig form, der bringer bjergkæders silhouet i erindring. Ligheden er ikke tilfældig. Høje Møn repræsenterer i Danmark de terrænformer, der skabes i forb. m. jordskorpebevægelser. I klinterne, der abrupt danner øens afslutning mod ø., giver det naturlige tværsnit indblik i denne landsdels ejendommelige opbygning, der præges af de opskudte skrivekridtflager.

Høje Møn når i Aborrebjerg, 143 m, og St. Ørnebjerg, 138 m, sine største højder, men en stor del af området ligger over 100 m over det nærliggende hav – en for da. forhold usædvanlig landskabskontrast. Det kraftige relief, der skyldes forskydning langs brudlinier i første række, er yderligere forstærket ved de indsynkninger, der har fundet sted, hvor kalken er opløst af det nedsivende vand med dannelse af huler til følge. Disse jordfaldshuller er ofte kredsrunde og alm. tørre p.gr.a. den kraftige dræning i det kløftede kridt. Andre er vandfyldte i forsk. grad, dannende en formrække, der spænder over alle stadier ml. åbne søer og tilgroede moselavninger. Hovensø ligger 88 m, Aborresø 93 m og St. Geddesø 99 m o.h. Disse søer udfylder jordfaldshuller, hvis underjordiske afløb er tilstoppet. Dybden er ofte stor, i Aborresø således 19,5 m. Vandløb fattes på Høje Møn praktisk talt, en følge af det for kalkstenslandskaber ejendommelige underjordiske afløbssystem. Også i denne henseende svarer Høje Møn til de kalkstensterræner, man træffer fx. i Dalmatien. Høje Møn er et da. karstlandskab.

Vejene på Høje Møn afspejler terrænets uro, – de er ofte snoede og med stigninger i kurverne som intet andet sted i landet. Morænedækket er stedvis så ringe, at man fra luften ser hvide pletter i markerne, hvor kridtets smuldrede overflade er pløjet op i overfladen. Opdyrkningen har derfor ikke været fristende, og store dele af Høje Møn er skovdækket. Klintskovene får et særpræg ved jordens store kalkindhold. Det mærkes således i bøgens bladfarve, der holder sig lysgrøn hele sommeren, og det er årsag til skovbundens rige gøgeurt-flora.

Møns klint danner på en 7–8 km lang strækning et natursceneri af en storhed og dramatisk landskabsvælde, som kun få andre steder i landet kan kappes med. Klintfaçaden er langt mere afvekslende end Stevns. Årsagen hertil er den stærkt forstyrrede lagstilling. Den opr. lagfølge, med skrivekridt overlejret af morænebænke med mellemliggende lag fra sidste interglacialtid, er forstyrret derved, at området er brudt op i flager, der er rejst på højkant og forskudt hen over hinanden. Årsagen til forstyrrelserne kan ikke med sikkerhed afgøres. Man har forklaret forskydningerne som resultat af gletsjerisens tryk i sidste istids slutfase, men man har også betragtet jordens indre kræfter som årsag s. 342 her som andre steder, hvor den faste jordskorpe er foldet el. forskudt langs brudlinier. Størrelsen fremgår af højdetal for en række markerede klintindivider: Taleren, 100 m, Sommerspiret, 102 m, St. Stejlebjerg, 105 m, Forchhammers Pynt, 113 m, Hylledal klint, 128 m, Dronningestolen, 128 m. Med sin fantastiske formvariation, de store dimensioner og kontrasten mellem klintfaçadernes blændende hvidhed og bøgeskovenes lysgrønne løvmasser på toppene og i faldene udgør Møns klint et da. kystlandskab, der helt har sit eget præg.

Går man i enkeltheder, oplever man i klinten en formmosaik, hvis mønster er fremkommet ved sammenspil ml. geologisk struktur og jordoverfladens formende kræfter: bølger, rindende vand, vejrsmuldring, vind og forvitring. Klintfaçadens øvre dele domineres af kridtvæggenes stejlflader, i hvilke de hældende el. foldede lag af flintboller direkte fortæller om ændrede lagstillinger. Stejlfladerne fremkommer ved de nedstyrtninger af store klintdele, der forårsages af havets undergravning af klintfoden. Finskulpteringen af stejlfladerne skyldes temperatursprængning, hvorved smådele løsnes, og især den forvitring, der fremkaldes, når regnvand og udsivende grundvand med opløst kulsyre driver ned ad kridtvæggen. Ved denne ætsning fremkommer ofte en grubet overflade, og revner, gennem hvilke vand siver ned, udvides til sprækker og kløfter. Klintens nedre partier domineres af skråflader, der dannes, når klintfoden skjules under et dække af nedstyrtet smuldringsmateriale, kalkgrus og -sand. I skråfladens fod møder man den hulkele, som brændingsbølgerne har gnavet i klintfoden, når de under storm med flintrullestenene som værktøj bryder løs på klinten.

Mellem de enkelte kridtklint-enheder, der p.gr.a. deres individuelle særpræg har egennavne: Taleren, Dronningestolen, Sommerspiret, Stejlebjergene m.m., er der skovklædte »fald«, partier af nedskredne istidsdannelser, moræneler og -sand, det sidste ofte som regelmæssige sandkegler. Det er de løse glacialaflejringer ml. kridtflagerne, der ikke som skrivekridt kan danne stejlvægge, men styrter ned i kaotiske masser, når ligevægten forstyrres ved bølgernes angreb i havstokken. Disse »fald« muliggør passage ml. strandbredden og Høje Møn, selv om udskridninger eller den af frembrydende kildevæld forårsagede opblødning ofte forvolder vanskeligheder. Se blokdiagram m. tekst s. 11.

Står man en stille, sollys dag på klintens kant og ser ud over den blå Østersø, vil man bemærke den lyse, turkisgrønne farve på det lave vand nærmest strandbredden. Denne farvevirkning skyldes havvandets farve i forb. m. den hvide kridtbund på abrasionsflakket, den platform med få m.s vanddybde, der bræmmer kysten som et resultat af bølgernes nedbrydende virkning; et direkte vidnesbyrd om klintens tilbagerykning gennem tiderne. Hvor nedstyrtninger nylig har fundet sted, ser man halvøer bestående af kridtblokke, moræne og et kaos af træstammer. Med tiden vil ler- og sandmasserne opslæmmes og fjernes af bølgerne, også kridtet kværnes til kalksand af brændingen, trædelene flyder bort, og tilbage bliver de store morænesten, som bølgerne ikke kan tumle. Disse store sten foran kysten har betydet en beskyttelse, der har været meget effektiv. Det fremgår med tydelighed de steder, hvor disse sten er fjernet af stenfiskere, og hvor nye angreb og nedstyrtninger har været følgen. Ud for faldene, hvor netop moræne med stort stenindhold styrter i havet, ligger ofte store stenmængder i rev vinkelret ud fra kysten – en slags naturlige høfder og endnu et vidnesbyrd om klintens tidl. plads. I et land som Danmark, hvor overfladen næsten overalt s. 343 er helt formet efter menneskets tarv el. kulturpræget mere el. mindre gennemgribende, er vild natur oftest reduceret til små enklaver i kulturlandskabet, moser, indsande og enkelte skove. På Møns klint står man over for karsk og utæmmet natur; her kan kulturmennesket få den oplevelse af landskabsvælde, der virker så ejendommeligt rekreerende på civiliserede nerver.

Litt.: V. Hintze. Møens Klint. 1937.

Møn kaldes i ValdJb. Møøn el. Møn. I latiniseret form, således i Roskildebispens jordebog, betegnes den som Meonia el. Meyonia. Adam af Bremen kalder den Moyland. Den formodning har været fremsat, at det i Ældre Edda (Helgakviða Hundingsbana I) nævnte à Móinsheimom skulle være Møn; denne lokalitet omtales her som kampplads i en strid med Granmarssønnerne. To vætter beherskede efter sagnet øen, den ene, Jøjin Opsal, boede på Høje Møn, og den anden, Grøn, på øens vestl. del; Grønsund skal være opkaldt efter ham.

M. havde i middelalderen større økonomisk betydning end sen. hen. Dens storhedstid varede, så længe Øresund p.gr.af sildefiskeriet og skånemarkederne var et af Nordeuropas økonomiske centrer. Stege var en blomstrende købstad, der havde større andel i sundfisket end nogen anden da. by, Borre, der lå i det nuv. Borre so., hvor to havarme, fra n. og s. skar ind, synes også at have været en ret betydelig by. Øens beliggenhed ved sundets sydl. indløb gav den også en væsentlig strategisk betydning. Slottet i Stege, Stegeborg, var en af landets vigtigste fæstninger. Tit og ofte blev der kæmpet om den. Efter at den havde været plyndret af venderne, blev den under Valdemar I udgangspunktet for mange togter til Venden. 1252 erobrede den ty. eventyrer Henrik af Æmelthorp M.; 1289 blev øen angrebet af de fredløse og nordmændene. Lybækkerne var stærkt interesseret i M. Under deres krig mod kong Hans angreb de den 1510, Borre købstad blev erobret og nedbrændt, mens deres angreb på Stege blev afslået af lensmanden Anders Bille. Under Grevens fejde sluttede mønboerne sig til oprørerne, Steges borgere erobrede Stegehus og nedbrød det. I svenskekrigen 1658–60 udmærkede mønboerne sig ved deres langvarige og tapre forsvar, der først blev ledet af Just Ebel og derefter af Hans Schrøder (sen. adlet som Løwenhielm). Gentagne landingsforsøg blev afslået, men omsider gik svenskerne i land fra Bogø og slog forsvarerne i kampen på Lille Damme Mader 29/5 1659. Øen blev derefter plyndret grundigt af erobrerne.

Adsk. da. stormænd ejede i middelalderen gods på Møn, således Peder Bodilsen († efter 1142), Jacob Sunesen (»Hr. Jacob af Møn«, † 1246) og Jon Litle († 1307). ValdJb. beretter om krongods på øen, og 1370 havde Roskildebispen store besiddelser der. Bispegodset gik ved reformationen over til kronen; de små middelald. hovedgårde synes allr. forsv. i middelalderens slutn., og kronen erhvervede sig ved mageskifter det adelige strøgods, så den kom i besiddelse af hele øen, der administreredes fra Stege og Elmelunde ladegårde. For købstæderne gik det tilbage, da silden forsvandt fra Sundet. Borre rejste sig aldrig helt efter branden og sank omsider ned til at blive landsby, mens Stege holdt sig som en beskeden købstad. M. udgjorde et len; bl. lensmændene var Korfitz Ulfeldt 1634–51.

Efter enevældens indførelse blev M. 1664 pantsat til den holl. købmand Gabriel Marselis († 1672), og efter hans død blev den overtaget af sønnen Vilhelm († 1683), der blev adlet m. navnet Gyldencrone. 1684 blev pantet indløst, og 1685 blev hestgarden forlagt til øen. Gardens chef Samuel Christoph v. Plessen blev tillige amtmand på M. De flg. år blev M.s mørkeste tid. En del jord blev taget fra bønderne og udlagt til rytterhestenes græsning (i kobler, jf. adsk. stednavne), men det var kun en ringe skade mod de ulykker, garden og dens chef i øvrigt forvoldte bønderne ved hoveri, ægter, plyndringer og mishandlinger. Omsider var øen helt ødelagt, og 1697 måtte garden forflyttes; der blev sen. anlagt sag mod Plessen, som døde i fængsel 1704. En kommission ansatte ødelæggelsernes værdi til 1/2 mill. rdlr. Samtidig med gardens flytning blev de to ladegårde nedlagt. Elmelundegård blev udstykket til bøndergårde, og Stege ladegårds bygninger blev delvis indrettet til bådsmandskvarterer. Bønderne blev derved fri for hoveri, og deres kår bedredes atter. 1696 blev vornedskabet desuden ophævet mod, at bønderne skulle lade en søn, hvis de havde flere, uddanne i sømandsskab. Til dette formål oprettedes en navigationsskole i Stege, der beg. sin virksomhed 1701, den fik dog ikke sukces, og 1727 blev den flyttet til Kbh.; dens bygninger blev 1737 indr. til Møns Tugt- og Manufakturhus, hvor betlere, vanartede børn og mindre forbrydere kunne anbringes. Tugthuset blev sen. omdannet til sindssygeanstalt.

1769 blev det mønske krongods udbudt til salg, inddelt til 5 hovedgårde. Bønderne forsøgte selv at købe dem, det lykkedes kun delvis. 257 bønder blev selvejere, men 280 blev hoveribønder s. 344 under de nye gårde: Marienborg, Nordfelt, Klintholm, Liselund og Ålebækgård. I løbet af 1800t. lykkedes det dog bønderne at købe største delen af fæstegodset til selveje.

Litt.: J. Kaalund Christiansøn. Beskrivelse over dend Insul Møen. 1722 (egl. en rimet bearbejdelse af H. J. Viborgs Descriptio insulæ Monæ, forf. ved 1681, håndskr. i Kgl. Bibl.; Viborgs bog blev oversat til da. o. 1701 af præsten J. With, og denne oversættelse er udg. af J. K. Jensen 1902). B. C. Sandvig. Omstændelig Beskr. over Øen Møen. 1776. J. Paludan. Forsøg til en antiqvarisk, hist., statist, og geogr. Beskr. over Møen. I–II. 1822–24. J. Jensen. Hist.-topogr. Beskr. over Møen. 1866. H. F. Rørdam. Blade af M.s Kirkehist. i 1. Halvd. af 18. Aarh., i KirkehistSaml. 4. Rk. VI. 1899–1901. Mindeblade fra en Udflugt til M.s Klint i Aaret 1845, førerens efterladte manuskr. 1903. F. Bojsen. Jakob Sunesøn af Møn. 1902. Sa. Stege Bys Bog. 1904. Sa. Af Møns Historie. I–IX. 1905–26. K. C. Rockstroh. M.s Forsvarsordning i Krigen 1657–60 og sa. Ø’s Forsvar 1658–59, i Vort Forsvar. 1908. AarbPræstø. 1921. 24–34; 1923. 42–49; 1926. 104–09; 1927. 106–12; 1933. 3–38; 1934. 64–78; 1939–42. 3–26, 296–99. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 395–414.