Vindblæs sogn

(Vilsted-V. kom.) omgives af Skarp Salling, Oudrup, Vilsted, Løgsted og Kornum so. Langs s.grænsen løber Herredsbæk. Det jævnt bakkede terræn kulminerer i Skovbakke ved Vindblæs med 40 m, og denne del af so. har de bedste jorder. Den sydl. del er noget mere sandet, og her er endnu rester af gammel hede, Vindblæs hede, hvoraf 35 tdr. land er fredet. I øvrigt er der en del plantager, men ingen af større udstrækning. Langs det sydl. so.skel strakte der sig i stenalderen en fjordarm ind fra bugten ved Bjørnsholm. Gennem so. går jernbanen Løgstør-Ålestrup-Hobro (Vindblæs stat.).

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1955: 1602 ha. Befolkning 1/10 1955: 637 indb. fordelt på 191 husstande (1801: 179, 1850: 270, 1901: 495, 1930: 647).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Vindblæs (*1231 Winblæsæ, 1401 Windblæsth) m. kirke, skole (omb. 1903), forskole (opf. 1913), bibl. (opret. 1941; 2100 bd.), baptistkapel (opf. 1899), forsamlingshus (opf. 1908), kro (opf. 1893), ml., fællesmejeri (opf. 1907), grusgrav og cementstøberi, jernbanehpl., posteksp. og telf.central; Engelstrup (1567 Engelstrup; u. 1804) m. grusgrav. – Saml. af gde og hse: Bjørumslet (1482 Byornumslethæ); Øster Strett (1611 Østerstrett); Trædemark. – Gårde: Årupgd. (*1466 Aarderup. Arupgard) (delvis udstykket); Agathesminde.

O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.

Vindblæs so., der sa. m. Vilsted so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Slet hrd.s provsti, Viborg stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Kornum so. So. udgør 5. udskrivningskr., 353. lægd og har sessionssted i Løgstør.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Kirken består af romansk kor og skib, sengotisk tårn i v. m. trappehus i n. og våbenhus i s. fra 1800t. Kor og skib er af granitkvadre på skråkantsokkel, skibets ø.gavl dog af rå kamp. Bev. af opr. enkeltheder er korets ø.vindue med udvendig rundstav, skibets retkantede s.dør (i brug) og korbuen med attisk profileret, mod v. omløbende kragbånd. En romansk billedkvader (ca. 1 m lang), m. løve, er genanvendt i tårnets v.mur; på kgd. (i sv.) en monolit vinduesoverligger og (ved korgavlen) en granitbase (eller -kapitæl) der er hugget i ét m. søjleskaftet, samt en forhistorisk kværnsten. Bygn. er stærkt omsat, og endnu i middelalderen blev skibets v.gavl ommuret i gule og røde munkesten m. en spidsbuet blænding over savskifte i taggavlen. Af sa. materiale, men blandet med kvadre, er tårn og trappehus (der udmunder gennem fladbuet dør på skibets loft); det lille fladloftede tårnrum, der står i forb. m. skibet ved en dør, er materialrum. På tårnets ommurede s.side initialer for Jockum Poulsen og hustru, I P K B samt 1735. Våbenhuset og tårnets øvre del er hvidtet, resten af kirken står i blank s. 1237 mur. Flad- og rundbuede jernvinduer fra o. 1875, nye bjælkelofter (gråmalede), tagværker og tegltage (arkt. E. Windfeld Brorsen 1937). – Inventar: Intet gammelt alterbord under det nye fyrrepanel. Altertavlen er et maleri, den korsfæstede, sign. A. Dorph 1895, i samttidig ramme. Alterstager skænket 1942 af viceinspektør Martin Petersen; de barokke stager fra o. 1675 (svarende til Malle) på loftet. Lige alterskranke. Døbefont 1884 af sandsten, m. glat messingfad fra o. 1700. Den gl. †granitfont (nævnt i Trap 3. udg.) omtales i ældre kilder som uanselig og ukarakteristisk. Prædikestol 1626 (reliefskåret), retkantet m. arkader i n.- og v.fag samt glat halvfag ved den nye opgang (1937) i ø. I storfelterne opr., flotte dydemalerier à la Goltzius, i frisefelterne våben (jf. Vilsted) fra en rest. 1729 (indskr.); i postamentfelterne malede evangelisttegn; genrest. 1937. Nyere stolestader, nyere v.pulpitur m. hårdt opmalede malerier fra o. 1729: de fire evangelister, bibelske (Peters vantro, Jonas) og allegoriske motiver (vinget drage forfølger flyvende hjerte, fugl Fønix etc.). Klokke 1640, bekostet af fire navngivne bønder og »mene sognemend i Vindbles«.

Elna Møller arkitekt

Erik Moltke redaktør, dr. phil.

Årupgård og Årup ml. m. en gd.s eje i »Waszdmarck« i Vindblæs so. gav Jep Kat senest 1453 til Skt. Hans kloster i Viborg, men 1473 kunne væbn. Nis Mikkelsen skøde sa. gods til Viborg bispedømme; han generhvervede dog 1478 godset ved et mageskifte mod Viskum by og boede selv endnu 1484 i Å. Siden (1536?) kom denne gd. under kronen, som 1579 bortmageskiftede den til rigsråden Henrik Gyldenstierne til Ågård († 1592). 1688 var gden en enestegd. m. 5,77 tdr. hartk. og 85,4 tdr. land under plov. I første halvdel af 1800t. ejedes Å. af stamhusbesidder, kmh. Johann Caspar de Mylius til Rønninge Søgård († 1852), der ved testamente oprettede det Mylius-Aarupgaardske fideikommis og 1846 et legat for fattige og syge i Vindblæs, Vilsted, Skarp Salling, Næsborg og Løgsted sogne.

C. Rise Hansen overarkivar, cand. mag.

I Vindblæs ejede Vald. II Sejr jord vurderet til 2 mark guld (vel o. 8 tdr. hartk., jf. ValdJb. II. 1926–43. 34). I so. har mul. i middelalderen tingstedet været (jf. sst. 33), se ovf.

C. Rise Hansen overarkivar, cand. mag.

I Vindblæs boede den landskendte »kloge kone« Maren Kirstine Christensdatter Haaning († 1853), hvis datter Maren Jensdatter Haaning († 1895) og siden hendes datter Karen Marie Rasmussen, kaldet Haaning († 1914) og endnu en slægtning fortsatte virksomheden.

C. Rise Hansen overarkivar, cand. mag.

Litt.: Møller-Græsdal. De kloge Koner i Vesthimmerland, i HimmerlKjær V. 1916. 274–305. Louise Rasmussen. De kloge Koner i Vindblæs. Maren Haaning. 1927.

Skove: Spredt i so. flere mindre plantager.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Fredede oldtidsminder: En 100 m lang langdysse ved Årupgård; dens 3 kamre er dog fjernede. 17 høje, hvoraf Tinghøj nv.f. kirken og Vejrhøj ved Engelstrup er ret anselige. Dernæst er fredet et areal med oldtidsagre østl. i so. og en romersk jernalders stengrav, hvori fandtes 3 lerkar. – Sløjfet el. ødelagt: 2 langdysser og en runddysse, alle ved Årupgård, og 19 høje. En bronzealders støbeplads er undersøgt sydl. i so., og en ældre romertids boplads ved Engelstrup.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Litt.: S. Vestergaard Nielsen i Kuml. 1956. 41–49.