Sociale forhold

Oplysninger om borgernes indtægts- og formueforhold bygger på skatteansættelserne, der angiver de ansattes indtægt efter fradrag af de til stat og kommune betalte personlige skatter, visse forsikringspræmier, kontingenter til faglige foreninger, renter af gæld, lønmodtagerfradrag m.m. Grundmaterialet er de til skattemyndighederne af borgerne indgivne selvangivelser. De ansatte indtægter afviger betydeligt fra de faktiske indtægter, dels på grund af fradragene, og dels fordi de selvangivne beløb i adskillige tilfælde ligger under de faktiske indtægter, uden at skattemyndighederne har evnet at konstatere det. Medens fradragene i alt efter en skønsmæssig beregning andrager 5 milliarder kroner (hvoraf skattefradraget alene er godt 3 1/2 milliard) eller omtrent 1/4 af de samlede indtægter, kan der kun gisnes om størrelsen af det beløb, der unddrages ligningen, men der nævnes tal på henimod 3 milliarder kroner. For skatteåret 1956/57, der som helhed vedrører indtægterne i kalenderåret 1955, var indkomstansættelserne og indkomstbeløbenes størrelse følgende:

Ses der bort fra de 40.900, der var ansat i 0 kr., havde 4/5 indtægter under 10.000 kr., og de rådede over godt halvdelen af indkomsten, medens godt 2 pct. af skatteyderne med over 20.000 kr. i ansat indtægt rådede over 1/10 af indkomsten. Selv om uligheden er mindre end tidligere, synes den dog stadig betydelig, men der erindres om, at der inden for de lave indkomstgrupper både er mange unge (lærlinge, elever, studerende osv.) og mange gamle (pensionerede, aldersrentemodtagere og andre ude af erhverv), og mange kvinder, der gennemgående er yngre og svagere organiseret end mændene, og blandt andet derfor har små indtægter. En betydelig udjævning har for så vidt allerede fundet sted over den med stigende indtægt stærkt stigende (progressive) beskatning, men dertil kommer, at de sociale goder i overvejende grad tilfalder de lavere indkomstgrupper, hvilket sidste dog kun kan beregnes skønsmæssigt. Til belysning af forskellen i indkomst efter forsørgerforhold, køn og alder skal anføres nogle enkelte tal. Forsørgerne har ca. 3/5 af ansættelserne og 4/5 af indkomsten, hvorefter den gennemsnitlige indkomst for forsørgerne er mere end det dobbelte af ikke-forsørgernes, nemlig henholdsvis 8.900 og 4.000 kr. Den gennemsnitlige indkomst for kvinder er kun halv så stor som for mænd, nemlig henholdsvis 4.000 og 8.200 kr. I denne forbindelse erindres om, at gifte kvinder ikke er selvstændig ansat, men ansat sammen med ægtefællen. Inden for aldersklasserne var den gennemsnitlige indkomst (tallene vedrører her året 1946/47): under 18 år 1.286 kr., 18–24 år 2.235 kr., 25–49 år 4.743 kr., 50–59 år 5.042 kr. og 60 år og derover 3.252 kr.

Af indkomstansættelserne falder 23,9, 26,9 og 49,2 pct. henholdsvis på hovedstad, provinsbyer og landkommuner, og de tilsvarende procenter for indkomstbeløbene er 29,1, 26,5 og 44,4 pct.

Formueansættelserne og formuebeløbene fordelte sig som vist i nedenstående oversigt:

Uligheden er her langt større end for indkomsten. For det første er 38 pct. af de til indkomst ansatte formueløse; 56 pct. ejer småformuer på under 50.000 kr. og blot 2 pct. har formuer på 100.000 kr. og derover. Disse sidste ejer 2/5 af den samlede formue. – Antallet af formueløse er mindst på landet, hvor ejendomsbesiddelse er en forudsætning for erhvervet, derimod er der forholdsvis flest større formuer i byerne og navnlig i hovedstaden.

For nogle enkelterhverv vises i omstående oversigt den gennemsnitlige indkomst og formue og stigningen i perioden 1939–55.

Til vurdering af stigningen i indkomsten skal anføres, at medens den samlede gennemsnitlige indkomst (inklusive skatter og forsikringspræmier m.m.) pr. ansat person siden 1939/40 er steget fra 2.550 kr. til ca. 9000 kr. i 1956/57 eller med ca. 250 pct., er detailpristallet steget med 120 pct.

Boligen er en af de faktorer, der er af den største betydning for befolkningens velbefindende og sundhed. Det er derfor naturligt, at der fra det offentlige sættes stærkt ind på ikke alene at få tilvejebragt det for boligbehovets dækning nødvendige antal boliger, men også at drage omsorg for, at boligbestanden er af en sådan standard, at den tilfredsstiller de socialhygiejniske krav. Under 1. verdenskrig opstod på grund af svigtende byggeri en betydelig bolignød, og denne blev først så nogenlunde overvundet i 30erne. Da 2. verdenskrig atter lagde byggevirksomheden afgørende hindringer i vejen, indlededes en ny periode med boligmangel, og endnu 1957 er der til trods for, at de senere år kan opvise et kraftigt nybyggeri, ikke helt tilfredsstillende forhold på boligmarkedet. Vanskelighederne står delvis i forbindelse med huslejestoppet og med de under og navnlig efter krigen stærkt stigende byggeomkostninger, der tilsammen har forårsaget en betydelig forskel i lejen mellem den boligbestand, der fandtes 1940, og de senere opførte lejligheder. Der er herved bl.a. fremkommet en uheldig fordeling af boligrummet, idet ældre og enlige mennesker som oftest bliver boende i de billigere, større lejligheder i stedet for at flytte til mindre, moderne boliger og overlade de større lejligheder til de yngre familier med børn. Det forekommer også uretfærdigt, at nogle mennesker af mere eller mindre tilfældige årsager kommer til at bo uforholdsmæssigt billigt i den gamle boligmasse, medens andre og naturligvis først og fremmest den yngre del af befolkningen er henvist til det dyre nybyggeri. En udjævning af huslejeniveauerne må derfor forekomme naturlig og hensigtsmæssig, men er hidtil strandet på uoverstigelige og til en vis grad forståelige politiske vanskeligheder. Spørgsmålet er, om huslejeforhøjelserne skal s. 244 tilfalde ejerne eller helt eller delvis inddrages gennem beskatning og eventuelt anvendes som tilskud til nedbringelse af lejen i det dyre nybyggeri.

En talmæssig beskrivelse af boligforholdene foreligger senest fra 1950, men de forandringer, der siden måtte være sket, kan ikke antages at have ændret billedet væsentligt. Beklageligvis foreligger der ingen oplysninger om boligforholdene i de egentlige landdistrikter, og de i det følgende anførte tal bortset fra et par enkelte vedrører derfor kun byerne (hovedstaden og provinsbyerne) og disses forstadsbebyggelser med mindst 1.000 indbyggere samt 114 bymæssige bebyggelser i landkommunerne med 1.000 eller flere indbyggere.

1950 blev den samlede boligmasse i hele landet anslået til 1,3 mill. lejligheder, hvoraf 845.000 fandtes i byerne og disses forstæder samt i de 114 større bymæssige bebyggelser i landkommunerne. Af lejlighederne lå 397.000 i hovedstadsområdet, 383.000 i provinsbyområdet og 65.000 i de 114 større bymæssige bebyggelser i landkommunerne. I byområderne var de 80 pct. etagelejligheder (heraf 5 pct. i baghuse), ca. 19 pct. villaer og rækkehuse, og knap 1 pct. eller i alt 6.500 lejligheder fandtes i sommerhuse og barakker, altså i irregulær bebyggelse. I landkommunerne (bortset fra de bymæssige bebyggelser) er der næsten udelukkende tale om lavbebyggelse, og ca. 200.000 lejligheder eller halvdelen er stuehuse til landbrugsejendomme, og for et ikke ubetydeligt antals vedkommende af ringe kvalitet og uden moderne bekvemmeligheder.

Af lejlighederne i byområderne var 6.700 af den samlede boligmasse kælderlejligheder, men denne mindre hensigtsmæssige lejlighedstype er i stærk tilbagegang. Tilsvarende kan konstateres et kraftigt fald for beboelse i mellem- og baghuse, som foran nævnt nu kun ca. 5 pct. af lejlighederne mod henved det dobbelte før 1914.

Efter størrelse (antal værelser) fordelte byområdernes lejligheder sig således:

Dominerende er lejlighederne med 2 eller 3 værelser; i hovedstaden har disse to lejlighedsstørrelser vundet frem på bekostning af de større lejligheder, men i provinsbyerne er disse lejlighedstypers betydning nogenlunde uforandret siden 1916, medens der forholdsvis er flere lejligheder med 4 eller 5 værelser (21,1 pct. 1950 mod 17,5 pct. 1916). I den lille provinsby bor forholdsvis mange i større lejligheder med 4 eller flere værelser, i den store provinsby bor en større del af befolkningen i 2 og 3 værelsers lejligheder.

Til belysning af udstyret i byområdernes lejligheder kan anføres, at faktisk alle lejligheder (99,2 pct.) har elektrisk lys, 88,8 pct. har gas, 83,1 pct. w. c., 38,4 pct. bad, 34,7 pct. centralvarme og 31,2 pct. varmtvandsinstallation. Forskellen mellem ældre og nyere lejligheder kommer navnlig frem ved bad og varmtvandsinstallation, med hvilke bekvemmeligheder særlig lejlighederne opført før s. 245 1914 er dårlig udstyret. I hovedstadsområdet er lejlighederne bedre udstyret end i provins- og stationsbyer; i de to områder var henholdsvis godt 1/3 og godt 1/5 fuldt moderne udstyret, d.v.s. forsynet med lys, gas, w. c., bad, centralvarme og varmtvandsinstallation.

Til belysning af beboelsesforholdene skal for byområderne anføres følgende tal for det gennemsnitlige antal beboere pr. lejlighed:

Tendensen har gennem en årrække været et fald i det gennemsnitlige antal beboere pr. lejlighed, men krigs- og efterkrigsårenes store fødselskuld medførte dog en mindre stigning inden for hovedstadsområdet. Børn under 15 år var koncentreret på 42 pct. af lejlighederne, medens de øvrige 58 pct. beboedes af familier eller enlige uden børn under 15 år.

En betydelig interesse knytter sig til de såkaldte overbefolkede lejligheder ɔ: lejligheder med mere end 2 beboere pr. værelse. Af samtlige lejligheder i byområderne var 36.600 eller 4,3 pct. overbefolkede, og de beboedes af 203.000 personer, hvoraf 98.000 børn; i de senere år er tallene dog faldet betydeligt. Forholdsvis flest overbefolkede lejligheder findes i provinsbyerne og navnlig i disses forstæder. Overbefolkede var efter lejlighedsstørrelse: lejligheder med 1 vær. 11,5 pct., med 2 vær. 8,0 pct., med 3 vær. 2,0 pct., med 4 vær. 0,5 pct. og lejligheder med 5 eller flere værelser 0,1 pct. Målt med det samlede lejlighedstal og den samlede bybefolkning synes tallene muligvis ikke foruroligende, men da de overbefolkede lejligheder er koncentreret på de små lejligheder med 1–2 værelser og afgiver boliger for familier med et ikke ubetydeligt børnetal, foreligger der ikke desto mindre et uheldigt socialt problem.

Af lejlighederne bebos 70,6 pct. af ægtepar, 14,5 pct. af personer i enkestand, 5,4 pct. af separerede og fraskilte og 9,5 pct. af ugifte. Til belysning af forholdet mellem boligbehovet og antallet af lejligheder kan anføres, at 1940, hvor boligudbuddet må antages at have været tilstrækkeligt til tilfredsstillelse af den effektive efterspørgsel, var lejlighederne således fordelt, at 96 pct. af ægteparrene, 32 pct. af de ugifte over 25 år, 55 pct. af de separerede og fraskilte og 75 pct. af personer i enkestand var i besiddelse af egen lejlighed. Forudsættes disse procenter også i dag at være et gyldigt udtryk for det boligbehov, der skal tilfredsstilles, skulle lejlighedsefterspørgslen fuldt ud være dækket gennem årenes nybyggeri. Hertil må dog bemærkes, at der i det hele og store ikke findes ledige lejligheder, og at et betydeligt antal af de beboede lejligheder er af ringe kvalitet (saneringsmodne). Når der stadig hævdes at herske boligmangel, må det være et udtryk for, at en forholdsvis større andel af de ugifte og forhen gifte er lejlighedsefterspørgere nu end tidligere. Da ægteparrene også i dag stort set alle har egen lejlighed, har boligvanskelighederne i første række ramt de ugifte og forhen gifte, der altså i større omfang end de selv ønsker må blive boende hos forældre, som logerende, i pensionater, klubværelser osv. Det større boligbehov hos disse kategorier forklares s. 246 dels ved, at indkomststigningen har været stærkere end huslejestigningen (og dette gælder selv, hvor det drejer sig om nybyggeri) og er dels sociologisk betinget som følge af familielivets opløsning (husholdningsspaltning).

Endelig skal anføres nogle tal fra 1950 for den gennemsnitlige årsleje for lejligheder af forskellig størrelse.

For hver enkelt lejlighedsstørrelse er der dog store variationer i den årlige husleje bestemt af udstyret, beliggenheden, opførelsestidspunktet osv. Eksempelvis var huslejen for samtlige kommuner gennemsnitlig følgende efter opførelsesår i lejligheder opført: før 1916: 730 kr., 1916–30: 849 kr., 1931–40: 1067 kr., 1941–45: 1044 kr., 1946–50: 1373 kr. Forskellen skyldes ikke alene byggeomkostningerne, men også udstyr, byggeformer og areal. I provinsbyerne er huslejen væsentlig lavere end i hovedstaden (skyldes bl.a. billigere grundpriser); i øvrigt gælder det, at huslejen er stigende med byernes størrelse og højere i voksende end i stagnerende bysamfund. I den før 1940 opførte boligmasse har huslejestigningen 1940–50 andraget 4,7 og 8,5 pct. for lejligheder henholdsvis med og uden centralvarmeinstallation.

Det offentlige har gennem byggelove (København fra 29/3 1939, købstæderne fra 30/12 1858, lovbekendtgørelse 1/8 1912) og kommunale bygningsvedtægter m.m. stærkt indseende med byggeriets tekniske forhold (gadebredde, hushøjde, bebygget areal, konstruktioner, sanitære anlæg osv.). Det er ikke mindst manglen af en fyldestgørende lovgivning for dette område, der i tidligere tid muliggjorde opførelsen af den dårlige og alt for tætte og sammentrængte bebyggelse, som nu udgør byernes saneringsproblemer, der først og fremmest findes i hovedstaden, men også kendes i adskillige provinsbyer. Endvidere skal nævnes den mangel på planlægning, der i byerne har ført til en sammenblanding af erhvervs- og boligbyggeri og dårlig placering af gadenet og færdselsårer i forhold til bebyggelse og trafik. Dette er nu søgt afbødet ved en byplanlovgivning (fra 1925 og senest revideret 30/4 1949), der gælder for alle kommuner med en samlet bebyggelse på mindst 1000 indbyggere. Efter loven 30/4 1949 kan der for de større byer også udarbejdes planer for udviklingen uden for bygrænsen (byudviklingsplaner). Byplanen indeholder bestemmelser om vejes og gaders beliggenhed og bredde m.m., beliggenheden af offentlige bygninger og anlæg, bebyggelsesarterne og deres fordeling på området, bebyggelsens beliggenhed og ydre udformning m.m. Endvidere regler om ekspropriation og erstatning til private ved afståelse af grunde og bygninger, der er af betydning for gennemførelse af byplanens bestemmelser.

Under overopsyn af et for hele landet fælles boligtilsynsråd påser det offentlige gennem stedlige boligtilsyn, at boligerne er i lovmæssig stand og opfylder de fastsatte krav m.h.t. at yde beskyttelse mod fugtighed, kulde og hede, at give tilstrækkeligt dagslys og luftfornyelse m.m.; eventuelt kan beboelse forbydes. Er en ejendom særlig usund eller brandfarlig, eller er det af hensyn til bebyggelsesplanen s. 247 nødvendigt for kommunen at have rådighed over den, kan ejendommen eksproprieres af kommunalbestyrelsen. Til sanering af usunde kvarterer stiller staten betydelige beløb til kommunernes rådighed og erstatter halvdelen af det tab, som påføres kommunen ved saneringen.

Bolignøden, der opstod som følge af byggeriets svigten under 1. verdenskrig, bevirkede, at der for at sikre lejerne mod husejernes udnyttelse af knapheden på boliger blev grebet ind ved en huslejeregulering, der først afvikledes i 1930erne. 1939 indførtes atter huslejestop og forbud mod opsigelser i den bestående boligmasse, dog var der adgang til frivillige lejeforhøjelser. Ved lejelove af 14/6 1951 og 15/4 1955 blev visse procentvise lejeforhøjelser tilladt. For lejligheder med centralvarme kan efter 1955-loven lejen for lejligheder opført mellem 1890 og 1939 stige til 24 pct.s tillæg til lejen 1939. For alle lejligheder udlejet før 1/1 1949, og hvor ejeren havde den indvendige vedligeholdelse, hensættes 8–10 pct. af huslejen på en særlig vedligeholdelseskonto for hver lejlighed. Opsigelsesforbudet opretholdes bortset fra 2-familiershuse, hvor ejeren bebor den ene lejlighed. Sagerne vedrørende huslejeforhold m.m. behandles af kommunale huslejenævn. I de fleste bykommuner blev der 1945 gennemført tvungen boliganvisning (reglerne herom findes i lejeloven), der administreres gennem boliganvisningsudvalg. Herved reserveres nyopførte og ledige lejligheder i størst mulig udstrækning for ægtepar, og navnlig for familier med børn.

Statsstøtte til byggeriet i form af lån til foreninger, der opførte gode og sunde arbejderboliger, kendes vel tilbage til 1880erne, men hjælpen var nærmest af filantropisk karakter og uden særlig betydning. 1917 indlededes en omfattende støtte til byggeriet, dels i form af statslån og dels som stats- og kommunale tilskud (disse sidste ophørte dog fra 1922), som blev givet til største parten af det byggeri, der fandt sted 1916–27. Karakteristisk for tiden var også den store byggevirksomhed, der udførtes af kommunerne selv, og ikke mindst af Københavns kommune. Efter at have ligget stille nogle år blev statens udlånsvirksomhed genoptaget 1933, og motiveringen var nu især beskæftigelsen. Staten fik fra nu af (og dette gælder stadig) indgående kontrol med det støttede sociale byggeri, og boligselskabernes prioritetsopsparing skulle fremtidig anvendes til finansiering af nyt byggeri. Fra 1938 ydedes der ikke længere lån til privat udlejningsbyggeri, men dette gjaldt dog kun indtil 1941, hvorefter man blev tvunget til på ny at give støtte til privatbyggeriet, da der ikke fandtes boligselskaber alle steder, hvor det af hensyn til arbejdsløsheden var af interesse at få sat gang i byggeriet. I perioden 1917–45 blev der i alt opført ca. 100.000 lejligheder med offentlig støtte (herunder de af kommunerne selv opførte boliger), og de samlede statslån androg ca. 1/2 milliard kroner. En ny lov fra 30/4 1946 indførte under henvisning til boligmanglen og til opretholdelsen af beskæftigelsen i byggefagene en meget omfattende støttelovgivning, og statslånets størrelse beregnedes på grundlag af anskaffelsessummen og procentvise lånegrænser. Selv om der indførtes en indgående kontrol såvel med anskaffelsessum som omkostninger, og det var hensigten, at støtten skulle begrænses til byggeriet for de mindrebemidlede (sygekassegrænsen), kom i realiteten ikke desto mindre den ganske overvejende part af byggeriet til at nyde godt af den omfattende og billige statshjælp. Lånegrænsen for lån til boligforeninger blev fastsat til 85 pct., men ved yderligere kommunegaranti kunne den forhøjes til 97 pct., således at andelshaverne (lejerne) blot skulle indskyde 3 pct. Loven s. 248 har været genstand for betydelig kritik, ikke mindst gjaldt dette den lave rente, der ved nedsættelser gennemsnitlig blev ca. 2 pct., altså langt under den effektive markedsrente. Det er beregnet, at statens årlige udgifter til rentesubventioner i disse år voksede med 15–20 mill. kr. årlig.

Den nugældende lov af 14/4 1955 har søgt at afbøde noget af kritikken ved inden for en kortere årrække at indføre et årligt tilskud pr. m² bruttoetageareal inden for visse grænser til nedbringelse af driftsudgifterne. Lån efter forskellige regler ydes såvel til socialt byggeri, til parcel- og rækkehusbyggeri for mindrebemidlede som til privat byggeri (udmålt på grundlag af vurdering eller anskaffelsessum). Renten er sat i vejret, således at vilkårene svarer til markedsforholdene for langfristede statsobligationer.

I årene 1946–56 er der bevilget statslån på 4,2 milliard kroner til opførelse af i alt 184.000 lejligheder.

Allerede ved loven af 13/4 1938 var der – motiveret ved befolkningspolitiske hensyn – indført en bestemmelse om, at en vis del af lejlighederne i det støttede byggeri skulle indrettes og reserveres for mindrebemidlede børnerige familier, og der skulle ydes særlige tilskud til nedbringelse af lejen heri. Disse bestemmelser er i ændret skikkelse optaget i de senere love. Tillige er der åbnet adgang for aldersrente- og invaliderentemodtagere samt kronisk syge til at opnå huslejetilskud i mindre lejligheder i socialt eller kommunalt byggeri. Tilskuddene varierer efter børnetallet; enligtstillede skal mindst have 2 børn (1 barn er dog nok, hvis de bebor en lejlighed, der er taget i brug efter 1/1 1950) og familier som regel mindst 3 helt eller delvis uforsørgede børn for at kunne opnå tilskud. Endvidere varierer tilskuddet efter ejendommens opførelsesår og udregnes som en varierende procent af boligafgiften, dog med maksimumsbeløb.

Sundhedsvæsenets øverste administrative organ er sundhedsstyrelsen, der fører overtilsynet med sundheds- og sygeplejen indbefattet tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet og er øverste rådgiver for det offentlige i alle forhold, der kræver læge- eller apotekerkyndig indsigt. Medicinaldirektøren er styrelsens chef. Til sundhedsstyrelsen er knyttet en række videnskabelige og praktiske institutioner: Statens Seruminstitut, Statens Vitaminlaboratorium m.fl. Tilsynet med de lokale sundhedsforhold udøves i København af en kommunalt ansat stadslæge og ud over landet af statsansatte amts- og kredslæger, der sorterer under sundhedsstyrelsen. I hver kommune findes en af det kommunale råd vedtaget og af indenrigsministeriet approberet sundhedsvedtægt, der indeholder en række forskrifter vedrørende sundhedsmæssige forhold, fx. drikke- og spildevand, møddinger, levnedsmidler, boliger osv. Reglernes overholdelse påses af den kommunale sundhedskommission. 1955 var antallet af læger i hele landet 5200, hvoraf godt 2000 var tilknyttet sygehuse og andre institutioner. Der var 1370 tandlæger, 702 jordemødre, 8316 sygeplejersker, 607 sundhedsplejersker ved spædbørns- og skolesundhedsplejen og 350 apoteker samt 782 håndkøbsudsalg.

Antallet af sygehuse, sanatorier m.m. fremgår af følgende oversigt fra 1955:

Parti af Frederiksborg Amts Centralsygehus, Hillerød, opført 1937–43 (arkt. C. Lundqvist). Til højre gavl af 5 etagers patientbygning med 250 sengepladser, bag denne enden af behandlingsbygning (operations-, røntgen- og massagelokaler m.m.), i baggrunden økonomiog personalebygninger.

Af sygehusene tilhører 3 staten (herunder Rigshospitalet), 122 er kommunale, 14 private (dog med statsstøtte eller i forbindelse med det offentlige sygehusvæsen). De øvrige 7 er: Dronn. Louises Børnehospital, Finseninstituttet, Radiumstationen, Ortopædisk Hospital, Diakonissestiftelsens Hospital og Skt. Lukasstiftelsen, alle i hovedstaden samt Ortopædisk Hospital i Århus. Af sindssygehospitaler drives 7 af staten, 2 af kommunerne og 1 per privat (Filadelfia). 1927 påbegyndtes en nu gennemført omordning af sygehusvæsenet ved oprettelse af centralsygehuse (mindst et i hvert amt). Hvert centralsygehus har mindst tre afdelinger: en kirurgisk, en medicinsk og en røntgenafdeling og som oftest flere andre specialafdelinger, således at befolkningen inden for det lokale område kan være vis på at få en fuldt ud tidssvarende behandling.

Sygdomsbekæmpelsen går langt tilbage i tiden; den første epidemilov er fra 1782, og 1790 bestemtes det, at ethvert tilfælde af venerisk syge (syfilis) skulle anmeldes til myndighederne; bestemmelserne omfattede kun almuen på landet, men blev s. 250 afgørende for den senere lovgivning. Den første karantænelov er fra 1805, og allerede 1810 indførtes gratis og frivillig (men i praksis tvungen) vaccination mod kokopper. Den energiske bekæmpelse af de epidemiske sygdomme har ført til så godt som udryddelse af sygdomme som kopper, difteritis (19/4 1943 en lov om gratis vaccination for børn og unge mennesker under 18 år) og tyfoid feber. Bekæmpelsen af kønssygdomme er skredet godt frem, og resultaterne har navnlig været tilfredsstillende for syfilis’ vedkommende (0,2 tilfælde årlig pr. 100.000 indbyggere), medens bekæmpelsen af gonorré endnu lader noget tilbage at ønske (173 tilfælde pr. 100.000 indbyggere). Enhver, der lider af smitsom venerisk sygdom, har pligt til at søge behandling herfor, denne er gratis og betales af staten. Kampen mod tuberkulosen har i en lang årrække været ført meget energisk her i landet, og stor betydning har Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse (oprettet på privat initiativ 1901) haft. 1928 påbegyndtes (fuldført 1944) reorganisering af arbejdet ved oprettelse af ca. 100 amts- og bykommunale tuberkulosestationer (diagnosestationer). Ved tvungen undersøgelse af skolebørn m.fl. og ved årlige eller i alt fald hyppige gratis masseundersøgelser af grupper af befolkningen (bl.a. personaleundersøgelser på fabrikker og kontorer olgn.) og tilbud om calmettevaccination, og ved opsporing af smittekilder (husstandsundersøgelser) er det lykkedes at få sygdommen trængt mærkbart tilbage. Antallet af personer lidende af lungetuberkulose var 1956 13.500 eller 3 pr. 1000 indbyggere. Medens endnu i 1920erne 8,3 pct. af dødsfaldene skyldtes tuberkulosen, er det 1956 0,5 pct., og Danmark har nu den laveste tuberkulosedødelighed i verden.

Den anden store, men ikke smitsomme, folkesygdom, kræften, kræver ca. 17 pct. af samtlige dødsfald. 1928 stiftedes den private institution Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse, der ejer og driver landets 3 radiumstationer, og 1942 oprettedes cancerregistret til undersøgelse af kræftforekomster. En tælling 1943 viste 11,3 kræftlidende pr. 10.000 indbyggere; såvel antallet af kræftangrebne som kræftdødeligheden er i stigning, men dette må i ikke ringe grad henføres dels til den forbedrede diagnosticering af sygdommen og dels til befolkningens ændrede alderssammensætning (kræft forekommer navnlig hos ældre mennesker).

Af områder, hvor der særlig er sat ind på at forebygge sygdommes opståen, skal nævnes de foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe sygelighed og dødelighed blandt børn (profylaktisk børneforsorg), og som sikrer ethvert barn gratis lægeligt tilsyn fra fostertilstanden og til skolegangens ophør. Begyndelsen blev gjort ved den efter forslag af befolkningskommissionen 31/3 1937 gennemførte lov om ansættelse af kommunale sundhedsplejersker til at føre tilsyn i hjem med spædbørn. Danmark havde tidligere en i forhold til vore nabolande meget høj børnedødelighed, i det første leveår 1920 9,0 pct., men 1956 kun 2,5 pct., og forbedringen kan i høj grad tilskrives den her gennemførte foranstaltning. Loven om sundhedsplejersker er af særlig betydning også derved, at det er den første lov, der tager sigte på at bevare sundheden hos det sunde menneske. 1/10 1945 gennemførtes en lov om svangerskabshygiejne (læge- og jordemoderundersøgelser af gravide kvinder). 30/4 1946 kom en lov om lægeundersøgelser af børn fra 0–7 år, i alt 9, heraf 3 i barnets første leveår. Tilsyn og undersøgelser er frivillige, men tilslutningen har været tilfredsstillende; i byerne udnyttes sundhedsplejerskeinstitutionen således fuldt ud. Som sidste led i dette lovkompleks kom lov om skolelæger af 12/7 1946, der indførte obligatorisk tilsyn med børn i alle skoler. I s. 251 forbindelse med omtalen af dette lovkompleks kan også nævnes den ved lov af 15/3 1939 oprettede mødrehjælpsinstitution, der yder råd og vejledning, økonomisk og lægelig hjælp til svangre kvinder. Institutionen søges årlig af ca. 1/4 af samtlige fødende kvinder.

Antallet af anmeldte sygdomstilfælde her i landet androg 1956 ca. 730.000, men da lægerne kun har anmeldelsespligt for epidemiske sygdomme og tuberkulose, er der tale om et minimumstal. På hospitalerne behandledes ca. 1/2 mill. sygdomstilfælde. Almindeligt kendskab til befolkningens sundhedstilstand haves ikke, da sygestatistik kun er fuldstændig for enkelte grupper (fx. tjenestemandsgrupper), hvis sygelighed ikke kan overføres på befolkningen i almindelighed. 1951 og 52 påbegyndte sundhedsstyrelsen en større 3-årig videnskabelig-statistisk undersøgelse omfattende ca. 100.000 tilfældigt udvalgte voksne personer, på grundlag af hvilken der skulle kunne gives et pålideligt billede af sundhedstilstanden i de forskellige befolkningsgrupper. Den endelige bearbejdelse af materialet er endnu ikke fuldført, men det kan dog anføres, at forkølelsessygdommene udgjorde ca. 25 pct. af alle sygdomstilfælde hos mænd og 15 pct. hos kvinder.

Den sociale lovgivning her i landet er gennemført fra 1890erne og i løbet af de følgende 30–40 år. Først kom lovene om alderdomsunderstøttelse (1891), sygekasser (1892) og ulykkesforsikring (1898). I de første årtier af vort århundrede gennemførtes lov om arbejdsløshedsforsikring (1907), børneloven (1905), to love om underholdsbidrag til børn født i og uden for ægteskab (1908), hjælpekasselov (1907 og 1913) og love om invalide- og aldersrente (1921 og 1922). Den stykkevise gennemførelse af de sociale love medførte i tidens løb adskillig principiel og praktisk uensartethed; en samlende og forenklende revision var følgelig stærkt påkrævet og fandt sted ved socialreformen 20/5 1933. Herved samledes hele den sociale lovgivning i 4 love: ¹) lov om offentlig forsorg, ²) lov om folkeforsikring, ³) lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og ⁴) lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Socialreformen forenklede administrationen, gennemførte i størst mulig udstrækning retsprincippet (faste takster), indførte en mere hensigtsmæssig fordeling af byrderne og lettede adgangen til hjælp m.m. Socialreformen er i de senere år modificeret en del, idet den nyere lovgivning ikke er udarbejdet som tillæg til eller ændring af den, men som nye love; vigtigst er den 2/10 1956 gennemførte lov om folkepension. Da offentlig forsorg alene ydes i de tilfælde, hvor hjælp ikke kan fås efter den øvrige lovgivning, vil denne sidste, der dækker de almindeligste trangsårsager, blive omtalt først.

Loven omfatter sygeforsikring, invalide- og aldersrente (nu invalide- og folkepension) samt fra 1940 pligtig begravelsesforsikring. De nugældende bestemmelser findes i bekendtgørelse af lov om folkeforsikring af 16/11 1956.

Sygeforsikring er knyttet til medlemskab i en for ubemidlede anerkendt sygekasse eller i en statskontrolleret sygeforening (fortsættelseskasse). Den, der ikke s. 252 ønsker at være sygeforsikret, er fra det 21. år og indtil det 60. år forpligtet til at være tilknyttet sygeforsikringen som bidragydende medlem; dette giver ingen ret til sygehjælp, men derimod er vedkommende forsikret mod invaliditet og berettiget til aldersrente (nu indtægtsbestemt folkepension). Den, der undlader at tilknytte sig sygeforsikringen, pålægges mellem det 21. og 40. år en ydelse for hvert år pligten tilsidesættes, og efter det 40. år kan optagelse kun undtagelsesvis finde sted, hvorefter adgang til invalide- og indtægtsbestemt folkepension forskertses (jf. det følgende). Et bidragydende medlem har senere uden at skulle præstere helbredsattest adgang til at indtræde som nydende medlem i en sygekasse eller sygeforening, hvis vedkommende i øvrigt opfylder betingelserne om ubemidlethed. Forsikringen af ubemidlede (og hertil henhører ca. 4/5 af befolkningen) sker gennem medlemskabet i en anerkendt sygekasse, der er en fagligt eller stedligt afgrænset forening, der som regel skal have mindst 200 medlemmer. Opfylder kassen disse betingelser, har den ret til offentlig anerkendelse og dermed til offentlig støtte. Som nydende medlemmer optages kun ubemidlede personer af arbejderklassen og dermed økonomisk ligestillede i alderen 14–60 år. Ubemidlethed (sygekassegrænsen) er bestemt af, at den skattepligtige indtægt og formue ikke overskrider visse grænser, eksempelvis for forsørgere i hovedstaden henholdsvis 14.600 + 1.025 kr. for hvert barn og 47.000 kr. Overskrides denne grænse, overgår medlemmet til bidragydende eller til en fortsættelseskasse; går indtægten på et senere tidspunkt ned under »sygekassegrænsen«, kan vedkommende atter rykke ind i forsikringen som nydende medlem. Udelukket fra optagelse i sygekassen er kronisk syge m.fl. (ikke arbejdsføre). Til de anerkendte sygekasser yder staten et årligt tilskud på 5 kr. pr. ubemidlet nydende medlem samt 1/4 af sygekassens udgifter for disse medlemmer til lægehjælp, sygebehandling uden for hjemmet, dagpenge, tandpleje, hjemmesygepleje og ophold på rekonvalescenthjem m.m. Fra kommunerne er det vigtigste bidrag, at sygekassemedlemmer modtages på de kommunale sygehuse til nedsat betaling, højst halv takst. – Sygekassernes ydelse til medlemmerne er: fri lægehjælp og sygehusbehandling, en mindre daglig pengehjælp (se endvidere afsnittet om organisationerne), 3/4 af betaling for insulin til sukkersygepatienter og leverpræparater til patienter, der lider af farlig blodsygdom, samt 3/4 af anden af læge ordineret medicin, som må anses for at være særlig betydningsfuld. Endvidere ydes en ret udstrakt barselhjælp, nemlig foruden fri jordemoder- og lægehjælp en daglig pengehjælp i 14 dage. Kvinder, der er beskæftigede på fabrikker olgn., og for hvilke der foreligger forbud mod arbejde en vis tid efter fødslen, ydes en videregående pengehjælp såvel før som efter fødslen. De her nævnte ydelser er tvungne, men herudover kan kasserne bestemme at yde hjælp til tandpleje, hjemmesygepleje m.m. 1/7 1940 gennemførtes en lov om tvungen begravelseshjælp (nu ca. 500 kr.), der ydes gennem sygekasserne, der har forsikret risikoen i en fælles genforsikringsforening.

Tilsynet med sygekasserne varetages af direktoratet for sygekassevæsenet og et af bestyrelserne for samtlige sygekasser valgt sygekassenævn.

Sygeforeningerne for bemidlede (fortsættelseskasserne) får intet offentligt tilskud.

31/12 1956 fandtes 1585 sygekasser, og antallet af ubemidlede nydende medlemmer var 2,5 mill., hvortil kom 274.000 bidragydende medlemmer. Kassernes indtægter var 279 mill. kr. (heraf ca. 67 mill. kr. offentlige tilskud). Antallet af s. 253 medlemmer i statskontrollerede sygeforeninger var 378.000, og heraf var 375.000 nydende medlemmer; foreningernes indtægter var 30 mill. kr.

Fischers Hospital i Grønbæk (nord for Silkeborg), opf. 1757. Efter den katolske kirkes fald varetoges sociale forsorgsopgaver i flere årh. væsentligst af private stiftelser; adskillige ældre såkaldte hospitaler, en art alderdomshjem, eksisterer endnu både i byerne og på landet.

Fot. Nationalmuseet.

Enhver, der har sygeforsikret sig eller sikret sig adgang hertil, er samtidig forsikret mod invaliditet og berettiget til indtægtsbestemt pension på grund af alder (folkepension).

Invalidepension gives til personer under 67 år, for så vidt erhvervsevnen er betydelig nedsat (fx. nedsat til 1/3 eller derunder) og visse værdighedsbetingelser er opfyldt. For adgangen til at erholde invalidepension erlægger de forsikrede i alderen 18–62 år en særlig præmie i forbindelse med sygeforsikringskontingentet. Invalidepensionens maksimumsbeløb er ca. 6000 kr. årlig i hovedstaden for ægtepar, når begge ægtefæller får invalidepension, og ned til ca. 3500 kr. for enlige på landet. Antallet af personer, der oppebærer invaliderente (invalidepension), er ca. 50.000, og udgifterne var 1954/55 126 mill. kr., hvoraf ca. 103 mill. kr. var stats- og kommunetilskud.

Folkepension (afløsningen af aldersrenten). Fra 1/4 1961 er aldersgrænsen for at kunne opnå folkepension 62 år for enlige kvinder, 67 år for mænd og gifte kvinder; ved svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder kan folkepensionen gives fra det 60. år. For personer uden indtægter ved siden af folkepensionen bliver ydelsen (grundbeløbet) fra 1/10 1957 følgende:

s. 254

	Hovedstadsområdet	Købstadsområderne	Øvrige land
	kr.	kr.	kr.
Ægtepar	5316	5040	4620
Enlige og ægtepar, når kun den ene ægtefælle får folkepension	3528	3384	3096

I forhold til den hidtidige aldersrente betyder den nye ordning for ægtepar en månedlig forhøjelse på 36–51 kr. og for enlige m.v. 23–24 kr. Den hidtil eksisterende forskel mellem ydelserne i de forskellige dele af landet er blevet betydelig reduceret. Ved opsættelse af begæringen om folkepension til det fyldte 70. eller 72. år (for enlige kvinder 65. og 67. år) forhøjes grundbeløbene med 10–15 pct. Har modtageren egenindtægter over en vis størrelse, foretages visse fradrag i folkepensionen (efter en skala), og falder den indtægtsbestemte folkepension som følge af fradragene under 1/6 af det fulde folkepensionsbeløb, bortfalder den endeligt. Eksempelvis kan anføres, at et ægtepar i hovedstaden vil kunne opnå fuld folkepension med en bruttoindtægt fra arbejde eller pension m.v. ud over folkepensionen på i alt ca. 4900 kr. og enlige med ca. 2450 kr. Maksimum for egen indtægt + folkepension (altså uden at denne sidste helt bortfalder) er i hovedstaden ca. 10.300 kr. for ægtepar og ca. 6000 kr. for enlige. Formuegrænsen er forhøjet betydeligt, således at fuld folkepension kan opnås med formuer (renteafkast 5 pct.) på ca. 75.000 kr. for ægtepar og ca. 37.000 kr. for enlige, og fuldstændigt bortfald af renten finder først sted, hvis formuen overskrider henholdsvis ca. 215.000 kr. og ca. 115.000 kr.

Hidtil er omtalt den indtægtsbestemte folkepension, der ligesom under betingelserne for at opnå aldersrente er betinget af medlemskab i den offentlige sygeforsikring, og som falder bort, hvis den på grund af fradragsbestemmelserne vil blive mindre end 1/6 af den fulde folkepension. Denne regel gælder imidlertid ikke for personer, der er fyldt 67 år, her kan folkepensionen ikke nedsættes under et mindstebeløb, der 1/4 1958 udgør 1080 kr. årlig for ægtepar og 720 kr. for enlige og ægtepar, hvor kun den ene ægtefælle oppebærer folkepension. Disse beløb, der benævnes folkepensionens mindstebeløb, udgør den egentlige folkepension og udbetales uanset indtægtens størrelse til alle bortset fra dem, der modtager pension (herunder enkepension) fra stat, kommune eller koncessionerede virksomheder.

Ved en særlig lov af 2/10 1956 er der givet adgang for personer mellem 18 og 52 år (tjenestemænd m.fl. undtaget) til gennem en opsparing eller forsikring at tegne en pristalsreguleret alderdomsforsikring eller alderdomsopsparing med statsgaranti for værdifasthed (indekskontrakt). Kontrakten, der oprettes med forsikringsselskaber eller banker og sparekasser, giver enten ret til en livrente med løbetid på mindst 10 år eller en årlig ydelse med udbetaling over en aftalt periode af mindst 10 og højst 15 års varighed. Det maksimale årlige belob er 4000 kr. for ægtepar og 2000 kr. for enlige. Spareren erlægger indtil det 67. år en pristalsreguleret indbetaling, og fra dette år kommer opsparingen til udbetaling med den pristalsregulerede værdi af kontraktens grundbeløb.

Antallet af aldersrentemodtagere inden de nu vedtagne bestemmelser om folkepension var pr. 31/3 1956 242.200 og 48.800 bipersoner; ca. 3/5 af samtlige enlige s. 255 kvinder over 60 år og mænd og gifte kvinder over 65 år er aldersrentemodtagere, og udgifterne, der udelukkende er blevet båret af stat og kommune, beløb sig 1955/56 til 753 mill. kr., hvoraf 310 mill. kr. faldt på kommunerne. – Efter den nye lov antages det, at en større part af de hertil berettigede vil søge indtægtsbestemt folkepension, man regner med, at den vil blive oppebåret af ca. 80 pct. af de hertil berettigede over 67 år. Folkepensionens mindstebeløb regnes der med stort set vil blive udnyttet. Selv om der til delvis dækning af de forøgede udgifter opkræves et særligt bidrag på 1 pct. af de skattepligtige indtægter til staten (også fra tjenestemændene til trods for, at de intet skal have), menes ordningen alligevel at ville blive adskilligt dyrere end den hidtidige.

Alderdomshjem i Bryrup, opført 1951 (arkt. Ove Boldt). Værelser til 22 beboere, i den lave fløj fælles lokaler med udsigtsterrasse.

Fot. Hammerschmidt 1952.

Loven omfatter ulykkestilfælde, der opstår ved den forsikredes arbejde eller ved de forhold, hvorunder det foregår, og som midlertidig eller vedvarende forringer erhvervsevnen; loven omfatter tillige visse erhvervssygdomme. Synspunktet er, at udgifterne bør bæres af produktionen, d.v.s. arbejdsgiverne, da der er tale om en produktionsomkostning. Den første lov kom 1898 og fastslog erstatningspligt for de af loven omfattede arbejdsgivere, den gjaldt kun for visse særlig farlige virksomheder inden for industri og transport, og arbejdsgiverne var ikke pligtige til at overgive forsikringen til et statsanerkendt forsikringsselskab. Senere love udviklede området for erstatningspligten, og 1916 blev arbejdsgiverne pligtige s. 256 til at tegne ansvarsforsikring i et efter loven statsanerkendt forsikringsselskab, og samtidig udvidedes forsikringen til praktisk talt al arbejdskraft: arbejdere, funktionærer, kontorpersonale og huslig medhjælp; for denne sidste dog ikke, hvis der er tale om midlertidig hjælp (ikke over 30 arbejdsdage årlig). Arbejdsgivere og andre uden forsikringsberettiget medhjælp, men som driver erhvervsvirksomhed, kan tegne frivillig forsikring til fordel for sig selv, hvortil der ydes statstilskud. Fiskere m.fl., hvis væsentligste indkomst skyldes personlig virksomhed ved erhvervet, har pligt til at tegne forsikring for egen person. Efter de nugældende regler består ydelserne i: ¹) dagpenge, der ydes for alle 7 ugedage, ²) invaliditetserstatning, ³)erstatning til de efterladte og ⁴)begravelseshjælp. – Dagpenge er betinget af erhvervsevnens forringelse; de begynder i almindelighed at løbe fra den 7. dag efter ulykkestilfældets indtræden og udgør højst 3/4 af den tilskadekomnes dagløn; dagpengene er pristalsreguleret. Invaliditetserstatning ydes i form af en årlig rente; erhvervsevnen skal mindst være nedsat med 5 pct. og udgør ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen 2/3 af den tilskadekomnes årsløn. I de tilfælde, hvor invaliditetsgraden er 50 pct. eller derover, kan den årlige rente helt eller delvis omsættes til et kapitalbeløb, og hvis invaliditetsgraden er lavere (og det er som oftest tilfældet), skal den normalt omsættes til et kapitalbeløb. Erstatning til efterladte er for enker i almindelighed 4 × årslønnen + for hvert forsørgelsespligtigt barn 1 1/2 × årslønnen; maksimum for den samlede erstatning er 7 × årslønnen. Begravelseshjælpen er for tiden ca. 500 kr. Ved beregning af invaliditets- og dødserstatning kan årslønnen ikke sættes højere end 7000 kr. Anmeldelser om skader skal indgives til det pågældende forsikringsselskab, men afgørelsen af, hvorvidt der skal ydes erstatning, dennes størrelse osv., henhører under direktoratet for ulykkesforsikring og et ulykkesforsikringsråd, der er sammensat af repræsentanter for de forsikringspligtige og de forsikrede m.fl. Når afgørelsen foreligger, udbetales erstatningen af det pågældende forsikringsselskab.

1956 indgik 17.700 anmeldelser til direktoratet; antallet af afgjorte sager var 5500, hvoraf 4400 med erstatning. De 4/5 af erstatningssagerne er for invaliditeter mellem 5 og 15 pct. De tilkendte beløb var 18,3 mill. kr. i kapitalerstatning og 355.000 kr. i form af årlig rente.

Arbejdsanvisning foretages gennem 30 offentlige kontorer; anvisningen, der omfatter arbejde af enhver art, er vederlagsfri. Kontorerne udøver kontrol vedrørende arbejdsledighed, indsamler statistik m.m. og tager sig af erhvervsvejledning, lærlingeanvisning og fremskaffelse af egnede pladser til erhvervshæmmede m.v.

Arbejdsløshedsforsikring med statsstøtte går tilbage til 1907. Forsikringen er knyttet til arbejdsløshedskasserne; disse er foreninger af personer, der som lønarbejdere er knyttet til et eller flere bestemte fag og har sluttet sig sammen for ved bestemte bidrag at sikre hverandre gensidig hjælp i tilfælde af arbejdsløshed. Denne må ikke skyldes strejke eller lockout, sygdom eller selvforskyldt arbejdsløshed m.m. Kassen skal for at kunne opnå offentlig anerkendelse og dermed statsstøtte have mindst 100 medlemmer, være fagligt begrænset og mindst omfatte en landsdel. Aldersgrænsen for optagelse er mellem 18 og 60 år, og optagelse nægtes den, der på grund af legemlige eller moralske grunde må anses for uskikket til s. 257 regelmæssig erhvervsvirksomhed. Understøttelsen til medlemmerne er: ¹)dagpenge indtil 6 dage ugentlig, ²)børnetillæg, ³)huslejehjælp, ⁴)brændselshjælp og ⁵)rejse- og flyttehjælp samt juleunderstøttelse. Den samlede daglige understøttelse (der er pristalsreguleret) må i intet tilfælde overstige for forsørgere med børn 4/5 og for andre forsikrede 2/3 af den gennemsnitlige arbejdsfortjeneste pr. dag i vedkommende fag eller faggruppe. Understøttelse er betinget af medlemskab i kassen på mindst 12 måneder, at det skyldige medlemskontingent er betalt og af en vis længere tids arbejde. Retten til understøttelse bortfalder, hvis medlemmet ikke har haft arbejde som lønarbejder inden for 26, 39 eller 52 uger inden for et tidsrum henholdsvis af 3, 4 eller 5 år forud for hver udbetaling af understøttelsen. Er understøttelsen bortfaldet, indtræffer den først på ny, når medlemmet har haft arbejde i mindst 26, 39 eller 52 uger henholdsvis inden for 12, 18 eller 24 på hinanden følgende måneder efter udelukkelse fra understøttelse. Understøttelsen ydes normalt i mindst 90 dage årlig, fuld understøttelse kan dog højst oppebæres 4–5 år. – Staten yder tilskud, der beregnes procentvis i forhold til kassens samlede medlemsbidrag og den gennemsnitlige årsfortjeneste i faget.

En arbejdsløshedskasse er berettiget til at oprette en fortsættelseskasse beregnet på at yde understøttelse ud over den ordinære i tilfælde af særlig stor arbejdsløshed. Fortsættelseshjælp kan efter beslutning af kassens bestyrelse ydes indtil 70 dage ud over det i vedtægten fastsatte årlige dagetal. Fortsættelseskassen får tilskud ud over de offentlige midler fra arbejdsløshedsfonden, hvis midler er tilvejebragt ved bidrag fra samtlige efter ulykkesforsikringsloven forsikringspligtige arbejdsgivere, der som hovedregel bidrager med 38 kr. pr. forsikret helårsarbejder. Arbejdsløshedsfonden yder tillige tilskud til arbejder til afhjælpning af arbejdsløshed, til kursus for arbejdsløse og til lån til arbejdsløshedskasser under ekstraordinær arbejdsløshed. Arbejdsløshedsfonden modtager tillige tilskud fra staten, der igen får en del af dette refunderet af kommunerne.

Tilsynet med arbejdsanvisningen og arbejdsløshedskasserne udøves af arbejdsdirektoratet og et arbejdsnævn. 31/3 1956 fandtes 64 arbejdsløshedskasser, og antallet af nydende medlemmer var 673.000.

Sammenslutninger af arbejdere i fagforeninger med det formål for øje at sikre medlemmerne bedre løn- og arbejdsvilkår begyndte her i landet i 1870erne, men først efter at det i 1880erne var lykkedes at få provinsbyernes arbejdere med, og s. 260 organiseringen af de ufaglærte tog fart i 1890erne, fik bevægelsen større betydning. 1886 dannedes De samvirkende Fagforeninger i København, og foreningerne inden for det enkelte fag sammensluttedes i landsomfattende fagforbund. 1896 stiftedes Dansk Arbejdsmandsforbund og 1898 De samvirkende Fagforbund. Omkring 1900 var fagforeningernes medlemstal ca. 100.000, i 1920erne 355.000, 1940 543.000 og pr. 31/12 1956 733.000, hvoraf 705.000 var tilknyttet De samvirkende Fagforbund. 155.000 af medlemmerne var kvinder. Det største fagforbund er Dansk Arbejdsmandsforbund med omkring 250.000 medlemmer, dernæst følger Handels- og Kontormedhjælperforbundet og Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund henh. med 72.000 og 62.000 medlemmer. Faglærte, byarbejdere og mænd er bedre organiseret end ufaglærte, landarbejdere og kvinder; dårligst organiserede er hjemmearbejdere, syersker, husassistenter m.fl.

Ved omtalen af organisationerne bør nævnes, at flertallet af stats- og kommunalt ansatte tjenestemænd m.fl. 1952 har sluttet sig sammen i Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer, der 1957 omfatter organisationer med 100.000 medlemmer; endvidere kan nævnes Statstjenestemændenes Centralorganisation I (Sølvsnorene) med 35.000 medlemmer. Endelig er privatfunktionærerne samlet i Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger med ca. 22.000 medlemmer.

Fagforeningernes vækst gav stødet til, at arbejdsgiverne i 1880erne og 90erne organiserede sig. Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (nu Dansk Arbejdsgiverforening) dannedes 1898 og omfatter 1956 259 foreninger med 23.400 medlemmer og 332 enkeltvirksomheder. Antallet af beskæftigede arbejdere inden for de organiserede foreninger og enkeltvirksomheder var 1956 336.000. Organisationerne omfatter håndværk og industri, handel m.m., medens landbrugets arbejdsgivere er organiseret landsdelsvis og igen samlet i en organisation, der også omfatter mejerierne, skovbrugets og planteskolernes arbejdsgivere og har et samlet medlemstal på ca. 20.000.

Arbejdernes sammenslutninger har utvivlsomt betydet hurtigere og større lønforhøjelser, end det uden dem ville have været tilfældet, og lønnedgange i depressionstider har været mere moderate. Afslutningen af kollektive aftaler (i de senere år for 2 år ad gangen) har skabt en for produktionen betydningsfuld arbejdsro. Når toårige overenskomster har kunnet gennemføres, skyldes det bl.a. den automatiske pristalsregulering af lønningerne; om dennes hensigtsmæssighed er der dog i de senere år kommet en vis tvivl til orde.

Organisationernes udvikling bevirkede, at uoverensstemmelser mellem parterne er søgt løst gennem arbejdskampe (strejker og lockouter), hvilket igen medførte, at samfundsmagten har måttet gribe ind for at få stridighederne afviklet på fredelig vis. Den første større konflikt var lockouten 1899, der omfattede ca. 40.000 arbejdere, varede i 19 uger og gav et tab på ca. 3 mill. arbejdsdage. Konflikten afsluttedes ved det såkaldte septemberforlig af 5/9 1899, der fastsatte regler, som op gennem tiden har været normgivende, ja faktisk stadig er en art grundlov for forholdet mellem parterne (hovedorganisationernes berettigelse til henholdsvis at dekretere eller godkende arbejdsstandsning, regler om konflikters varsling m.m.). Uoverensstemmelser om forståelsen af forliget skulle indbringes for en permanent voldgiftsdomstol, der ved kgl. anordning af 18/5 1900 fik karakter af en virkelig domstol.

Efter en konflikt 1908 enedes parterne om at søge uoverensstemmelser af faglig karakter bilagt ved mægling (eventuelt ved voldgift), og reglerne for disse forhandlinger indeholdes i de normer for regler for behandling af faglig strid, der er indført i flertallet af overenskomster. Kan sagen ikke klares af den faglige voldgift, eller der foreligger brud på bestående overenskomst, henvises sagen til den faste voldgiftsret, der oprettedes ved lov 12/4 1910, trådte i stedet for den permanente voldgiftsret og udvidedes til at omfatte ikke blot septemberforliget, men alle konflikter af retslig karakter, altså såvel uoverensstemmelser om forståelsen af bestående overenskomster som brud på sådanne. Ved lov 12/4 1910 oprettedes tillige en forligsmandsinstitution til mægling i interessekonflikter (løn- og arbejdstidsspørgsmål), der først og fremmest opstår ved udløb og fornyelse af bestående overenskomster.

Den faste voldgiftsret (nugældende lov 4/10 1919) er en paritetisk sammensat domstol bestående af 6 dommere (heraf 2 jurister), 1 formand og 2 næstformænd (alle tre jurister). Hver af parterne vælger 3 dommere, og disse vælger igen formand og næstformænd. Som foran nævnt behandler den faste voldgiftsret foruden overtrædelser af bestemmelserne i septemberforliget brud på de kollektive overenskomster, regler for behandling af faglig strid og almindelige overenskomster. Er overenskomsten overtrådt, kan retten eventuelt idømme bod, der kan have karakter af såvel straf som erstatning.

Mægling i interessekonflikter (nugældende lov af 21/12 1945 med ændringer af 22/1 1958), sker gennem en forligsinstitution bestående af 3 forligsmænd; i den enkelte sag medvirker kun en forligsmand. Til støtte for forligsmandens virksomhed er forligsinstitutionen suppleret med indtil 21 mæglingsmænd for hele landet. Mæglingsmændene skal først og fremmest tage sig af detailspørgsmål, således at forligsinstitutionen kan hellige sig de generelle spørgsmål. Kan parterne ikke selv forhandle sig til rette, kan forligsmanden, hvis arbejdsstandsning er indtrådt eller må befrygtes, og det skønnes, at stridens virkning og omfang er af samfundsmæssig betydning, indkalde parterne til forhandling, og som betingelse for mæglingen kræves, at arbejdsstandsning ikke iværksættes, førend mæglingen er afsluttet. Parterne er pligtige til at give møde hos forligsmanden. Finder forligsmanden det formålstjenstligt, kan han fremsætte et mæglingsforslag, der ikke uden hans samtykke må offentliggøres, forinden parterne har afgivet deres svar. Forkaster den ene eller begge parter forligsmandens mæglingsforslag, skulle resultatet blive afgørelse gennem en arbejdskamp. At forhindre dette gennem indførelse af tvungen voldgift har begge parter hidtil energisk modsat sig. Derimod blev flere gange i 1930erne et forkastet mæglingsforslag ophøjet til lov, idet det skønnedes, at en arbejdskamp ville medføre alvorlige samfundsmæssige tab (fx. ved standsning af eksporten). Under krigen var arbejdsstandsninger forbudt, og stridighedernes afgørelse var i sidste instans henlagt til et arbejds- og forligsnævn bestående af 3 arbejder- og 3 arbejdsgiverrepræsentanter og et formandskab bestående af 3 uvildige mænd. Efter krigens ophør 1945 trådte forligsinstitutionen igen i funktion.

En i sommeren 1955 indtrådt storkonflikt, der fandt sin afslutning ved lovpåbud, førte bl.a. til afslutning af en overenskomst mellem hovedorganisationerne om oprettelse af en sygelønsfond med det formål at yde arbejdere beskæftiget hos medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening dagpenge i sygdomstilfælde. Dagpengenes s. 262 størrelse udgør for voksne mandlige og kvindelige arbejdere henholdsvis 14 og 9 kr. og for arbejdere under 18 år 6 kr. Dagpengene kan højst ydes i 13 uger inden for 12 på hinanden følgende måneder, og der kan for samme sygdomstilfælde ikke ydes dagpenge i mere end 13 uger. Fondens midler tilvejebringes gennem et bidrag på 3 øre pr. præsteret arbejdstime for hver af de arbejdere, som fonden vedrører; heraf udreder arbejdsgiveren de 2 øre og arbejderen 1 øre, som tilbageholdes i lønnen. Sygelønsfonden administreres af de samvirkende centralforeninger af sygekasser. Udbetaling af dagpenge påbegyndtes fra 15/1 1957.

Som henhørende under den sociale sikring må sluttelig omtales arbejderbeskyttelsen eller de samfundsmæssige foranstaltninger, der er truffet til forebyggelse af ulykker under arbejdet og i øvrigt til imødegåelse af de sundhedsfarlige påvirkninger, som dette medfører. Udgangspunktet for denne lovgivning var fabriklovene, den første fra 1873 og den nyeste fra 1913, hvortil sluttede sig en række andre love, såsom: lov om børns og unge menneskers arbejde (1925), særlige regler om beskyttelse af kvinder (tvungen barselhvile), døgndrifts- og bageriloven og ferieloven (1938). En hårdt tiltrængt kodificering og modernisering skete ved gennemførelse af 3 nye love om arbejderbeskyttelse af 11/6 1954 (trådt i kraft 1/4 1955), nemlig: ¹)lov om almindelig arbejderbeskyttelse, ²)lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed og ³)lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri. De tre love erstattede fabrikloven af 1913, dampkedelloven af 1919, bageriloven af 1920 og lov om børns og unge menneskers arbejde af 1925. Foruden ved udvidelse af området kan lovene karakteriseres ved skærpede og mere specificerede beskyttelsesregler og ved en øget effektivisering af tilsynet.

Loven om almindelig arbejderbeskyttelse omfatter for en række af de vigtigere bestemmelser i princippet beskæftigelse af enhver art i en arbejdsgivers tjeneste inden for industri og håndværk, bygge- og anlægsvirksomhed m.m. Reglerne tilsigter at værne arbejderne mod ulykkestilfælde og sundhedsskadelig påvirkning, og arbejderne skal selv medvirke til, at de trufne bestemmelser virker efter deres hensigt. Er der til arbejdet knyttet et særligt faremoment, skal arbejderen være fyldt 18 år og lade sig underkaste et lægetilsyn, og der gælder særlige arbejdstidsregler. Til forebyggelse og bekæmpelse af erhvervssygdomme kan regelmæssige lægeundersøgelser påbydes. For arbejdslokalernes og materiellets indretning gives en lang række bestemmelser om loftshøjde, luftrum, belysning, sanitære indretninger, arbejdsklæder, personlige beskyttelsesmidler (masker, handsker, briller m.m.) osv. Til forebyggelse af ulykkestilfælde findes detaljerede bestemmelser. Reglerne om sundheds- og velfærdsforanstaltninger finder dog bortset fra håndværk og industri m.m. kun anvendelse på nyetablerede eller væsentlig ombyggede virksomheder. Loven indeholder ikke regler om arbejdstidens længde for voksne arbejdere ud over at fastsætte, at arbejderne normalt i hvert døgn skal have mindst 11 timers hvile i sammenhæng og principielt forbud mod arbejde på søn- og helligdage. I bagerier og brødfabrikker er natarbejde forbudt. Om barselhvile gælder, at ingen kvindelig arbejder i de første 4 uger efter sin nedkomst må indtræde s. 263 i det af loven omfattede arbejde, medmindre det ved lægeattest godtgøres, at dette kan ske uden skade for hendes egen eller barnets sundhed. For børn og unge mennesker gælder særlige bestemmelser; bortset fra budtjeneste må til erhvervsmæssigt arbejde ikke anvendes børn under 14 år, unge mennesker under 18 år må sædvanligvis ikke anvendes til arbejde i tiden kl. 18–6, de skal lægeundersøges og som regel forsynes med en særlig arbejdsbog. Arbejdstiden må ikke overstige 10 timer. Tilsynet med bestemmelsernes overholdelse, der er blevet stærkt aktiviseret, føres af arbejdstilsynet og det kommunale tilsyn under ledelse af et direktorat; desuden findes et arbejdsråd, der nærmest er rådgiver for myndighederne. Den nye lov har oprettet et arbejderbeskyttelsesfond, hvis midler skal anvendes til oplysningsarbejde om ulykker og sygdomme under arbejdet m.m.

Medens loven for handels- og kontorvirksomhed i det hele og store indeholder tilsvarende regler, dog ikke så vidtgående som i loven om den almindelige arbejderbeskyttelse, gælder dette ikke for loven om beskyttelse inden for landbrug m.m. I denne sidste findes således ingen bestemmelser om sundheds- og velfærdsforanstaltninger på arbejdspladsen, om bekæmpelse af erhvervssygdomme, barselhvile, hvile om søndagen m.m. Inden for de af loven omfattede virksomheder, hvor der anvendes tekniske anlæg m.m., der frembyder fare for den beskæftigede, må der ikke benyttes børn under ti år, og børn mellem 10 og 12 år må kun benyttes, når arbejdet udføres under umiddelbart og stadigt tilsyn af en af forældrene. Drejer det sig om særlig farligt arbejde, skal børnene være fyldt 14 år.

Trangen til idræts- og friluftsliv har gennem de seneste årtier været i stærk stigning, og stadig større skarer, navnlig af bybefolkningen, søger ud i naturen for at tilbringe deres fritid der. Årsagerne hertil er mange, men særlig kan peges på, at nutidens mekaniserede og specialiserede arbejde skaber et stigende behov for rekreation og afslapning, der naturligt får afløb gennem idræts- og friluftsliv. Den kortere arbejdstid, gennemførelse af week-end ordninger og den 1938 lovfæstede ferieordning (der siden 31/3 1953 ved helårsbeskæftigelse er udvidet til med løn i 3 uger) har i forbindelse med de arbejdende klassers øgede indkomster muliggjort en udnyttelse af fritiden, der var utænkelig før i tiden. Der er herved skabt et samfundsproblem, der ikke mindst omfatter ungdommen, som har organiseret sig i spejder- og vandrebevægelse, lejrliv, roning i kano og kajak, ski- og orienteringsidræt, badning og en lang række egentlige sportsforeninger, navnlig omfattende fodbold. Ved siden af det organiserede findes også et betydeligt uorganiseret friluftsliv. For skolebørn er der oprettet en række feriekolonier og feriehjem m.m. Love og bestemmelser er gennemført til sikring af tilvejebringelse af egnede arealer og anlæg for friluftslivet (lejrpladser og strandparker m.v.), opnåelse af færdselstilladelser i skove, på vandløb og søer, ophold, badning og teltslagning på strandbredderne (lov om naturfredning og om stianlæg i Københavns grønne områder). 1945 nedsattes en ungdomskommission, der har udgivet flere betænkninger om ungdommens friluftsliv og øvrige muligheder for dens anvendelse af fritiden. Særlig kan peges på, at gennemførelsen af lov om s. 264 tipning af 9/6 1948 har muliggjort tilskud af tipsmidler ikke blot til de egentlige idrætsorganisationer, men også til støtte af ungdommens friluftsliv; 1955 blev der af tipsmidlerne stillet 2,5 mill. kr. til disposition for ungdommens friluftsliv og til velgørende eller andre almennyttige formål. Herved har en række centrale idrætsopgaver kunnet løses blandt andet derved, at der er givet en forbedret økonomisk basis for lederuddannelsen.

Ferieby ved Gilleleje med sommerhuse til udlejning og fælles restaurant (med de to gavle længst borte), opført 1941–42 for Dansk Folkeferie af arkt. Marinus Andersen og Viggo Sten Møller.

Fot. Marinus Andersen.

Det er ikke muligt her at give en samlet fremstilling af alle de mange organisationer og organer, der er skabt til fritidens udnyttelse (herom må bl.a. henvises til ungdomskommissionens betænkninger), men enkelte af de vigtigste skal dog nævnes. Dansk Folkeferie, et af de faglige organisationer 1938 organiseret andelsselskab, som har til opgave at sørge for de brede samfundsklassers udnyttelse af ferien ved tilrettelæggelse af ture og rejser m.v. Selskabet har overtaget forskellige feriehjem og hoteller, sammen med kommunerne indrettet feriesteder på naturskønne pladser, oprettet feriebyer rundt om ved kysterne og søgt for mindre betaling at få byarbejdere anbragt i landbohjem. Friluftsrådet, der oprettedes 1943 som fællesrepræsentation for friluftslivets organisationer og har til formål at opmuntre sundt friluftsliv under velordnede former, når det udøves på opdragende, sundhedsmæssig eller idrætsligt grundlag, på moralsk uangribelig vis og under tilbørlig hensyntagen til naturværdierne og anden mands ejendom. Endvidere repræsenterer friluftsrådet friluftslivets interesser over for de offentlige myndigheder og organer. Herbergs-Ringen, en sammenslutning, der 1930 blev dannet af en række ungdomsorganisationer med det formål at få oprettet ungdomsherberger (vandrehjem), og som har set sine anstrengelser kronet med held ved oprettelse s. 265 af et betydeligt antal herberger, der for en stor del ejes og drives af kommunerne eller af foreninger med kommunalt tilskud. Endelig skal nævnes Turistforeningens lejrpladsudvalg, der har ført til oprettelse af ca. 100 gode og velordnede lejrpladser rundt om i landet; 1956 var der her ca. 1/2 mill. overnatninger af danske og udlændinge. For en stor del er lejrpladserne indrettet af kommunerne og drives enten kommunalt eller af den lokale turistforening. Foruden disse lejrpladser har Forenede danske Motorejere 29 lejrpladser fordelt over hele landet.

Kolding friluftsbad. I købstæder, stationsbyer og landsogne findes talrige idrætsanlæg med alle slags boldbaner osv.; i de senere år er hertil kommet mange friluftsbadeanlæg med svømmebassiner.

Fot. Erik Hansen.

For spejder- og vandrebevægelsen skal anføres nogle enkelte tal for 1953. Spejderkorpsene, Frivilligt Drenge-Forbund og De Unges Idræt omfattede 107.500 aktive (heraf 93.200 under 18 år) og 8.600 passive medlemmer. Disse organisationer ejer omkring 200 lejrpladser, hvortil kommer en del benyttede lejrpladser, der ejes af private. Vandrerne tilhører dels Dansk Vandrelaug, dels en række organisationer, hvis medlemmer har løst vandrekort, der giver ret til at benytte ungdomsherbergerne. Organisationerne er sammensluttet i Herbergs-Ringen (jf. ovenfor). 1956 fandtes 131 herberger med 10.100 sengepladser, og antallet af overnatninger androg 420.000.

En af statistisk departement foretagen stikprøveundersøgelse: Hvordan holder vi ferie?, viste, at ca. 3/5 af den samlede voksne befolkning havde holdt ferie 1951, gennemsnitlig i ca. 14 dage. Af arbejderne og funktionærerne i byerne holdt ca. 90 pct. ferie, men derimod havde kun 55–75 pct. af medhjælperne og husassistenterne såvel i by som på land og af arbejderne på landet holdt ferie. 90 pct. holdt ferie inden for månederne juni-august. 27 pct. holdt ferie hjemme, 40 pct. hos familie eller bekendte uden betaling, 11 pct. i sommer- eller kolonihavehus, s. 266 14 pct. på hotel, pension, telt, vandrehjem m.m. inden for landets grænser, medens 8 pct. havde været på udenlandsrejse.

1953 fandtes følgende antal større idrætsanlæg, d.v.s. anlæg omfattende baner for mere end en enkelt idrætsgren, eller som har et areal på mindst 1 ha (skoleanlæg ikke medregnet).

Antal større anlæg, der ejes af:

I 10 provinsbyer og i godt halvdelen af landkommunerne fandtes ingen større idrætsanlæg, men kun en enkelt fodboldbane.

Antallet af organiserede idrætsudøvere var 1953 inden for de vigtigste idrætsgrene følgende.

Lægges til disse tal idrætsudøvere inden for de øvrige sportsgrene, bliver det samlede antal aktive medlemmer inden for samtlige idrætsgrene ca. 700.000. Da en idrætsudøver kan dyrke flere idrætsgrene, er der tale om et maksimumstal. For den vigtigste idrætsgren, fodbolden, udgjorde de aktive udøvere ca. 13 pct. af befolkningen mellem 15 og 40 år. For gymnastik, håndbold, skydning, svømning, fri idræt, badminton og tennis var de tilsvarende forholdstal henholdsvis: 12, 8, 3, 2, 2, 2, og 1 pct. For de øvrige idrætsgrene udgør antallet af aktive under 1 pct. af befolkningen mellem 15 og 40 år.

Med hensyn til omfanget af det offentliges støtte til idrætten kan anføres, at kommunernes udgifter til idrætten 1952/53 beløb sig til 9,1 mill. kr., hvoraf 1,7 mill. kr. var kontante tilskud til idrætsforeninger, og 7,4 mill. kr. var kommunernes udgifter til egne idrætspladser olgn. Foruden ved direkte tilskud støtter kommunerne i stor udstrækning idrætten ved vederlagsfrit at stille arealer til rådighed for idrætten eller, hvad der er meget almindeligt i sognekommuner, stille gymnastiksale til rådighed for foreninger. Denne form for støtte lader sig dog ikke omsætte i pengebeløb.

Statens støtte til idrætten består i tilskuddet fra tipsfondens midler, hvilket for 1955–56 har andraget 3,2 mill. kr. Hertil må dog nævnes, at idrætten i henhold s. 267 til beskæftigelseslovene m.v. om iværksættelse af offentlige arbejder og beskæftigelse af arbejdsløse gennem årene har modtaget ikke ubetydelige beløb til anlæg af idrætspladser.

Litt.: K. Vedel Petersen. Lærebog i Danmarks statistik. 1952. Danmarks Kultur ved Aar 1940 (udg. af Det danske Selskab). 1941–43. Under samvirkets flag. De samvirkende Fagforbund 1898–1948. 1948. Statistisk årbog 1957 udg. af Det statistiske Departement. – Specielt vedrørende de enkelte afsnit: 1. Statistiske meddelelser: 4-168-2: Indkomst- og formueansættelserne til staten 1956/57. 2. Statistiske meddelelser: 4-149-3: Husleje- og boligforhold nov. 1950. Socialt tidsskrift 1953: Boligpolitik (Sven Danø). 3. Morbiditetsundersøgelsen af 1950 udgivet af komiteen til undersøgelse af den danske befolknings sundhedstilstand (dec. 1953 og jan. 1955). 4. Socialt tidsskrift 1956: Hvad betyder folkepensionen i praksis (Henning Friis). 5. Arbejdsgiveren 28/12 1956: Vejledning vedrørende reglerne for hovedorganisationernes sygelønsordning og Løn og Virke 1/1 1957: Sygelønsordningen. 6. Socialt tidsskrift 1955: De nye arbejderbeskyttelseslove (H. Antonsen). 7. Statistiske efterretninger 1954, nr. 46: Idrætsstatistik 1953. Socialt tidsskrift 1953: Hvordan holder vi ferie? Ungdomskommissionens betænkninger: Ungdommens friluftsliv (1950) og Ungdommen og fritiden (1952).

»Børnehuset« i »Dommerparken«, København (opf. 1948–49, arkt. Viggo Møller-Jensen). Eksempel på en moderne særskilt bygning for børnehave (her sammenbyggede småhuse til børnehavens 4 grupper af børn) i tilknytning til større boligbebyggelse.

Fot. Erik Hansen.