Sognene: Harboør, Thyborøn, Engbjerg, Hygum, Hove, Vandborg, Ferring, Dybe, Ramme, Fjaltring, Trans.
Vandfuld herred er det nordvestligste i a. og omgives af Skodborg hrd., Vesterhavet og Nissum bredning. Det strækker sig fra Hove og Ramme i ø. til havet i v. og fra Thyborøn kanal i n. til Bøvling i s. Den nordvestl. del er marint forland m. klitter og strandenge, der ved en høj skrænt fra stenalderen er skilt fra et storformet, skovløst bakkeland af stedvis meget god bonitet, og kun længst i s. findes der et område m. hedeslettesand. I hrd. ligger den berømte Bovbjerg morænelersklint, som ved høfder er søgt beskyttet mod havets nedbrydning.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Herredets areal var 1962: 14.205 ha, deraf landbrugsareal 10.500 ha og vandareal ca. 570 ha. – Folketallet var 26/9 1960: 8623 indb. fordelt på 2359 husstande (1801: 3354, 1850: 4453, 1901: 6487, 1930: 6464, 1955: 8462 indb.). – Husdyrholdet var juli 1962: 322 heste, 14.825 stk. hornkv., deraf 5504 malkekøer, 26.590 svin og 117.806 høns.
I kirkelig henseende udgør Vandfuld hrd. sa. m. Skodborg hrd. ét provsti – Vandfuld og Skodborg hrdr.s provsti – (m. 15 pastorater) under Viborg stift.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Vandfuld herred (*1231 Wændlefolkheret). Heldum og Nr. Nissum so. anføres i ValdJb. under Vandfuld hrd., men synes i øvrigt at have ligget til Skodborg hrd., hvortil også Harboør hørte. 7/10 1684, jf. åbent brev af 13/3 1688, blev hrd. forenet m. Skodborg hrd. og Gudumklosters birk. 10/9 1772 blev Rammegd. og gods lagt herunder, og 17/10 1821 blev Rysensten birk indlemmet heri. Fra 22/9 1687 var herredsfogedembedet forenet m. byfogedembedet i Lemvig. Den del af landtungen ml. Nissum fjord og Vesterhavet, som lå n.f. Torsminde, blev fra 1/4 1892 lagt fra Ulfborg-Hind hrdr. til Skodborg-Vandfuld hrdr. 1919 blev jurisdiktionen til retskr. nr. 82, fra 1956 nr. 92, samt politikr. nr. 61, fra 1960 nr. 62.
Herredets tingsted har været i Vandborg so., hvis kirke var fjerdingskirke. Det nævnes her 1549. S.f. Kubstrup, nær Flyvestofthus, nævnes 1766 Tinghøj. Måske har det ligget på sogneskellet til Dybe, thi i markbogen 1683 nævnes på LI. Flansmose mark: Tingstedagre og Galgebjerg, på Kastbjerg mark: Tingbjerg og Tingstedagre og på Dalgård mark: Tingsted agre. På V. Herups mark nævnes 1683 »agre sønden tinget«. 1743 oplyses det, at Skodborg-Vandfuld hrdr.s ting tidl. har været holdt en fjerdingvej fra Lemvig, »men formedelst mangel der af husleje og staldrum er nu med proprietærernes vilje og øvrigheds approbation tilladt at holdes her i Lemvig«. Ved reskr. af 17/4 1750 blev det bestemt, at der skulle bygges et tinghus i Lemvig.
Vandfuld hrd. var i senmiddelalderen et selvstændigt len. 1537 blev det lagt under Bøvling len, fra 1660 Bøvling a., der fra 1671 var forenet m. Lundenæs a. I h. t. resol. af 4/9 1793 blev det 19/3 1794 en del af det nyoprettede Ringkøbing a.
Fra gl. tid hørte Vandfuld hrd. under Ribe stift, men blev 1922 en del af Viborg stift. Indtil 1812 udgjorde det et særskilt herredsprovsti, men indgik da i Ringkøbing ndr. amtsprovsti, indtil det ved kgl. resol. af 10/4 1824 blev en del af Ringkøbing a.s ndr. provsti, hvortil også hørte Skodborg og Ulfborg hrdr. Fra 1/7 1902 har Vandfuld og Skodborg hrdr. i h. t. resol. af 10/6 1902 udgjort et selvstændigt provsti.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: ValdJb. II. 25f. Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 214f., 328. Henrik Larsen, smst. 101. Præsteindberetn. fra 1638, DSaml. 2. Rk. IV. 8f. O. Nielsen. Historisk-topografiske Efterretninger om Skodborg og V. Herreder. 1894. L. Jespersen. Biskop Brorson i V. Hrd., AarbHards. 1935. 61–69. A. Sørensen. Eksempler paa Havets Ødelæggelser i V. Hrd., smst. 1945. 117–22. Peter Skautrup. Hardiske mål. II. 1942. 31f. Thorkild Gravlund. Herredsbogen 1930. Jylland. 270–75.