Styrelse

Folketinget består af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 vælges på Færøerne og 2 i Grønland, resten i det egentlige Danmark. Valgret har ifølge grundlovens § 29 enhver dansk statsborger, som er fyldt 23 år og har fast bopæl i riget, medmindre han eller hun er umyndiggjort eller nyder eller har nydt visse, ikke særligt almindelige, s. 196 former for offentlig understøttelse, der ifølge lov om offentlig forsorg har valgrettens fortabelse til følge. Valgene foregår direkte og hemmeligt. Den, som har valgret, får, hvis han er optaget på valglisten – hvilket han har krav på – lejlighed til skriftligt og hemmeligt at afgive sin stemme direkte på den eller de personer, der er opstillet som kandidater til folketinget. Indirekte valg, d.v.s. valg af valgmænd, der igen vælger folkerepræsentanterne, er afskaffet samtidig med landstinget. Vælgerne har ingen stemmepligt, og hver vælger har kun én stemme.

Valgbar til folketinget er i henhold til grundlovens § 30 enhver, der har valgret til dette, med mindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget. For at kunne komme i betragtning under valget må en kandidat inden en frist på 10 dage før valget lade sig opstille og skal desuden være anbefalet af mindst 25 stillere. I praksis er det partierne, der udpeger valgets kandidater.

Opgørelsen af valgresultatet sker efter forholdstalsvalgmåden. De nærmere regler, der findes i valgloven nr. 171 af 31/3 1953 og nogle i henhold hertil udstedte bekendtgørelser, er meget indviklede og skal her kun gengives i hovedtræk.

Grundlaget for opgørelsen er en deling af de højst 175 folketingsmandater, der skal vælges i det egentlige Danmark i to kategorier: 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater, og disse mandaters fordeling på geografiske områder. Den geografiske fordeling sker periodevis på grundlag af folketællingerne og således, at der tages hensyn til folketal, vælgertal og befolkningstæthed. For tiden er fordelingen således: Landet er delt i 3 områder, Hovedstaden, Øerne og Jylland, og hvert af områderne er delt i et antal amtskredse eller (i Hovedstaden) storkredse. De 135 kredsmandater er fordelt med 25 til Hovedstadens område, 46 til Øernes og 64 til Jyllands. Inden for hvert område er dettes kredsmandater igen fordelt på amts- eller storkredsene med et bestemt, vekslende antal til hver kreds. De største kredse, Københavns Østre storkreds og Københavns amtskreds, har således hver 11 kredsmandater, mens Bornholms amtskreds, der er den mindste, kun har 2 kredsmandater. De 40 tillægsmandater er ligeledes fordelt mellem de 3 områder med 7 til Hovedstaden, 14 til Øerne og 19 til Jylland; derimod sker der ingen videre fordeling af tillægsmandaterne til amts- og storkredse.

Betydningen af hele dette system viser sig – foruden ved afgørelsen af, hvilke af de ved valget opstillede personer der kan betragtes som valgte – ved fordelingen af mandaterne mellem de i valget deltagende partier. Når de afgivne stemmer er optalt, fordeles først kredsmandaterne inden for hver amts- eller storkreds på de partier, der har opstillet kandidater inden for kredsen. Det sker på den måde, at de stemmetal, der inden for kredsen er afgivet på hvert af partierne, divideres med 1,4–3–5–7 o.s.v. Herved fremkommer en række kvotienter, der for hvert parti naturligvis bliver mindre og mindre. Det antal kredsmandater, der er tillagt vedkommende kreds, fordeles nu således, at den største af de kvotienter, som er fremkommet ved divisionerne af de enkelte partiers stemmetal, giver ret til det første mandat, den næststørste kvotient til det næste mandat og således videre, indtil samtlige kredsens mandater er fordelt.

Dernæst fordeles de 40 tillægsmandater under ét for hele landet. Ikke alle valgets partier er imidlertid berettiget til andel i tillægsmandaterne. Hertil kræves, s. 197 enten at partiet efter ovenstående regler har fået tildelt mindst ét kredsmandat, eller at det i hele landet har opnået mindst 60.000 stemmer, eller at det inden for hvert af de tre områder har opnået mindst lige så mange stemmer, som i vedkommende område gennemsnitlig er afgivet pr. kredsmandat. Mellem de således berettigede partier fordeles tillægsmandaterne efter følgende hovedregel: Det samlede antal afgivne stemmer ved valget deles med summen af valgte kredsmandater + tillægsmandaterne. Herved fremkommer det antal stemmer, som ved dette valg er nødvendigt for at få valgt et folketingsmedlem. Har et parti ikke allerede ved fordelingen af kredsmandater fået lige så mange mandater, som det herefter på grundlag af sit samlede stemmetal burde have, får det tillagt det manglende antal af tillægsmandaterne.

Denne form for opgørelse af valgresultatet fører som hovedregel til, at partiernes styrke i folketinget svarer temmelig nøje til deres andel i de afgivne stemmer. Af frygt for overdreven partisplittelse fraviges hovedreglen om partiernes proportionale repræsentation i folketinget dog for meget små partier. Som følge af bestemmelserne om retten til at få andel i tillægsmandaterne kan små partier kun håbe på at blive repræsenteret i folketinget, såfremt de har særligt tilhold i en bestemt lokalitet. Ved de to sidste folketingsvalg har Slesvigsk Parti med godt 9000 stemmer derfor fået valgt en repræsentant, medens De Uafhængige, som havde samlet mere end 50.000 stemmer, men spredt over hele landet, ikke opnåede repræsentation.

Valg til folketinget skal efter grundlovens § 32 afholdes mindst hvert 4. år, men kan ske oftere. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater falder bort, når nyvalg har fundet sted. Kompetencen tilkommer efter grundloven kongen, men da kongen også til denne handling behøver ministerkontrasignatur, kan nyvalg i utide kun udskrives, hvis en regering udnævnt på sædvanlig parlamentarisk basis ønsker det, eller hvis den politiske situation undtagelsesvis er således, at kongen kan finde personer, der er villige til at kontrasignere afskedigelsen af de tidligere ministre og udskrivning af nyvalg. Hvis der er sket et ministerskifte, kort før kongen træffer beslutning om at søge nyvalg, kan valg ikke udskrives, førend statsministeren har fremstillet sig for folketinget og dermed for offentligheden. Opløsning af folketinget før valgperiodens udløb på den siddende regerings initiativ har været og må også for fremtiden ventes at blive meget almindelig.

Grundloven sikrer på forskellig måde folketingsmedlemmernes arbejdsro. Folketinget er under nutidens forhold samlet det meste af året. Medlemmerne kan derfor vanskeligt passe et borgerligt erhverv ved siden af folketingsmandatet og oppebærer følgelig et årligt vederlag (grundlovens § 58). Folketingsmedlemmerne er ubundne af forskrifter fra deres vælgere (grundlovens § 56). Hverken vælgerne eller det parti, som medlemmet ved valget tilhørte, kan tilintetgøre mandatet, og folketingsmanden kan fungere videre indtil nyvalg, selv om han bryder med sit parti eller sine vælgere. Endelig er folketingets medlemmer strafferetligt privilegerede (grundlovens § 57). Et medlem af folketinget kan ikke uden tingets samtykke tiltales eller underkastes fængsling, medmindre han gribes på fersk gerning, og for sine ytringer i folketinget kan ingen folketingsmand drages til ansvar uden for dette, medmindre tinget giver samtykke.

Folketingets dominerende stilling i statsstyrelsen viser sig især ved tingets herredømme over lovgivningsapparatet, dets indflydelse på regeringsdannelsen og på statens finanser samt ved dets kontrol med al anden offentlig virksomhed og dets funktion som centrum for politisk meningsudveksling og meningsdannelse.

1) Den lovgivende magt er ifølge grundlovens § 3 hos kongen og folketinget i forening. Lovgivningsprocessen begynder i folketinget. Både regeringen og ethvert medlem af tinget kan fremsætte forslag til love (grundlovens § 21 og 41, 1). Forslagene skal behandles 3 gange i tinget (§ 41, 2) og underkastes i almindelighed tillige drøftelser i udvalg, der er valgt ved forholdstalsvalg af og blandt tingets medlemmer. Vedtages et lovforslag af folketinget, skal det oversendes til kongen og inden 30 dage stadfæstes af ham (grundlovens § 22). Hvis kongen nægter at stadfæste, bliver forslaget ikke lov, men bortfalder. Kongen har imidlertid ikke siden 1865 nægtet at stadfæste en af folkerepræsentationen vedtaget lov, og man tør forudse, at stadfæstelsesvægring ikke vil forekomme, så længe den gældende forfatnings grundtræk bevares. Den reelle indehaver af lovgivningsmagten er derfor folketinget alene.

En vis indskrænkning i folketingets magt over lovgivningen er dog sket ved reglerne om folkeafstemning i grundloven 1953. Adgangen til folkeafstemning er indført som en erstatning for landstingets modificerende indflydelse og som et værn mod misbrug fra et tilfældigt folketingsflertal. Ifølge grundlovens § 42 kan 1/3 af folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage efter, at et lovforslag er vedtaget af tinget, kræve, at det sættes til folkeafstemning, førend det stadfæstes. Ved folkeafstemningen får alle, som har valgret til folketinget, lejlighed til at stemme ja eller nej til forslaget; hvis et flertal af de i afstemningen deltagende vælgere, dog mindst 30% af samtlige stemmeberettigede, stemmer nej til lovforslaget, bortfalder dette. Adgangen til at kræve folkeafstemning begrænses dog på forskellig måde. Visse lovforslag, således fx. forslag til finanslove, statslånslove, lønningslove, ekspropriationslove, skattelove olgn., kan overhovedet ikke forlanges sendt til folkeafstemning. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag desuden stadfæstes, uanset fremsat begæring om folkeafstemning, således at folkeafstemningen kun kommer til at angå lovens bortfald, ikke dens ikrafttræden. Til gengæld er folkeafstemning for visse særligt væsentlige love en forfatningsmæssig nødvendighed. Det gælder således – foruden nye grundlovsbestemmelser – love om ændringer i valgretsalderen (grundlovens § 29, 2) og under visse omstændigheder love om indskrænkninger i dansk suverænitet til fordel for mellemfolkelige myndigheder; se nedenfor s. 205. – Adgangen til at kræve folkeafstemning i henhold til grundlovens § 42 har endnu ikke været anvendt i praksis.

Herredømmet over lovgivningsmagten er den vigtigste kilde til folketingets magtstilling. Ved lovene fastlægges i hovedtræk hele samfundets struktur og funktion. Alle myndigheder, ikke blot statsforvaltningen, men også domstolene og kommunerne, såvel som borgerne er pligtige at rette sig efter lovens bud, og faktisk vil lovene på grund af frygten for sanktioner og som følge af den almindelige respekt for lov og ret i almindelighed blive efterlevet.

Den magt, herredømmet over lovgivningsapparatet giver folketinget, er dog s. 199 ikke ubegrænset. Reglerne om folkeafstemning fører som nævnt til visse begrænsninger, og de til enhver tid rådende politiske forhold sætter naturligvis rent faktisk snævre grænser. Hertil kommer imidlertid, at grundloven selv indeholder retlige skranker for, hvad folketinget ved lov kan bestemme.

Lovgivningsmagten kan således ikke ændre den ramme om statsstyrelsens opbygning og funktion, som grundloven har fastlagt. Folketinget kan fx. ikke ved lov fratage kongen og regeringen beføjelser, som grundloven tillægger disse myndigheder, såsom adgangen til at udnævne ministre, handle på landets vegne udadtil, opløse folketinget o.s.v., og lovgivningsmagten kan heller ikke ophæve det kommunale selvstyre eller henlægge domsmyndigheden til forvaltningen. Af praktisk større betydning er imidlertid, at grundloven sætter grænser for, hvorledes statsmagten, herunder lovgivningen, kan ordne borgernes retsstilling. Disse grænser findes i grundlovens kap. VII og VIII, der angår de såkaldte frihedsrettigheder. Visse af frihedsrettighederne er programudtalelser eller kun bindende for andre statsmyndigheder end lovgivningsmagten; men de vigtigste er netop indsat i grundloven for at beskytte den enkelte borger eller en minoritet i befolkningen mod folketingets og vælgernes flertal. De vigtigste beskytter religionsfriheden, den personlige frihed, ejendomsretten og forskellige, politisk væsentlige former for borgernes samarbejde og gensidige påvirkning.

Borgerne har ifølge grundlovens § 67 ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog under forudsætning af, at der intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Og ifølge § 70 kan ingen – heller ikke ved lov – på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder.

Grundlovens § 71 sikrer borgerne mod indespærring og lignende indgreb i den personlige frihed ved at foreskrive, at ingen dansk borger på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning kan underkastes nogen form for frihedsberøvelse. Hvor lovgivningen af andre grunde måtte have anordnet indespærring, giver grundloven den enkelte visse formelle garantier. Enhver, der anholdes, skal således inden 24 timer stilles for en dommer, der inden 3 dage ved en begrundet kendelse skal afgøre, om vedkommende skal fængsles eller sættes på fri fod. Og uden for strafferetsplejen, altså ved indespærring af sindssyge, åndssvage, forsømmelige forsørgere o.s.v., har den enkelte adgang til at kræve, at en domstol eller anden dømmende myndighed tager stilling til den påtænkte eller allerede foretagne frihedsberøvelse.

Den private ejendomsret er i grundlovens § 73 beskyttet ved bestemmelsen om, at ekspropriation kun kan ske ifølge lov og mod fuld erstatning, hvis størrelse kan efterprøves af domstolene. Uanset at bestemmelsen, der langtfra tager sigte på ethvert indgreb i ejendomsretten, ikke angiver, hvilke indgreb der er ekspropriation, yder den beskyttelse, fordi det på grundlag af lovgivnings- og domspraksis er muligt at lægge en nogenlunde fast grænse for de indgreb, der forpligter til erstatning. En yderligere beskyttelse findes deri, at 1/3 af folketingets medlemmer kan kræve, at et ekspropriationslovforslag, der som omtalt ovenfor ikke kan sendes til folkeafstemning i henhold til reglerne i grundlovens § 42, først stadfæstes, når et nyvalgt folketing på ny har vedtaget forslaget.

Demokrati som styreform forudsætter – som ovenfor nævnt – at vælgerne s. 200 på valgdagen stilles over for forskellige valgmuligheder. For at kunne udnytte den indflydelse på styrelsen, som valget mellem de flere muligheder giver, må borgerne imidlertid være i stand til og vænnet til at gøre sig deres mening om offentlige spørgsmål klar for sig selv og andre. Grundloven lægger derfor meget vægt på at beskytte forskellige former for samarbejde og gensidig påvirkning. Grundlovens § 77 beskytter således ytringsfriheden. Det kan ikke ved lov bestemmes, at en borger kun må offentliggøre sine tanker, efter at indholdet af vedkommende skrift eller tale er godkendt af myndighederne. Efter grundlovens § 78 har borgerne ret til at danne foreninger, herunder politiske partier, uden forudgående tilladelse, og kun domstolene, ikke regeringen, kan opløse en ulovlig forening. Visse foreninger, nemlig religiøse og politiske foreninger, nyder særlig beskyttelse. Lovgivningsmagten kan ikke forbyde borgerne at slutte sig sammen i foreninger for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, og hverken politiske partier i almindelighed eller et enkelt politisk parti kan forbydes. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, er dog efter grundlovens eget bud ulovlige og skal opløses ved dom. Endelig yder grundlovens § 79 en vis beskyttelse for forsamlingsfriheden.

Overholdelsen af de skranker, som grundloven sætter for lovgivningsmagten, påses af domstolene, der i en lang række sager har påkendt spørgsmålet om loves grundlovsmæssighed, uden dog hidtil at have underkendt nogen lov som stridende mod grundloven.

Grundlovens regler om den øverste statsstyrelses organisation og om borgernes frihedsrettigheder kan forandres ved grundlovsændring. Hertil kræves i henhold til grundlovens § 88 først vedtagelse i folketinget, dernæst nyvalg og fornyet vedtagelse i det nye folketing og endelig folkeafstemning, hvori mindst 40% af vælgerne skal stemme for grundlovsændringen.

2) Folketingets indflydelse på regeringsdannelsen er indirekte, men meget betydningsfuld.

Ifølge grundlovens § 14 udnævnes statsministeren og de øvrige ministre af kongen. Andre bestemmelser i grundloven indskrænker dog kongens frihed til at vælge hvem han vil til ministre. Kongen kan således ikke på egen hånd udnævne eller afskedige ministre, men behøver hertil en ministers medunderskrift. Da det imidlertid i en lang årrække har været praksis, at den tiltrædende statsminister ved regeringsskifte kontrasignerer både alle afskedigelser og alle udnævnelser, indeholder kravet om ministerkontrasignatur kun ringe begrænsning i kongens valgfrihed. Kongens indflydelse på regeringsdannelsen indskrænkes derimod på helt afgørende måde ved parlamentarismen, der ved grundlovsændringen 1953 blev grundlovsfæstet. Hovedreglen indeholdes i grundlovens § 15,1, hvorefter ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham. Hertil føjer § 15,2 en særregel af større praktisk betydning: hvis folketinget retter sin mistillidserklæring mod statsministeren, d.v.s. mod regeringen som helhed, skal regeringen enten gå af eller lade udskrive nyvalg. Selv om § 15 således efter sin ordlyd kun angår ministrenes afskedigelse, har den helt afgørende betydning også for deres udnævnelse. Ved regeringsskifte medfører bestemmelsen, at kongen er henvist til at udnævne en regering, som kan ventes ikke straks at ville få et flertal i folketinget imod sig. Det afgørende for en regerings s. 201 partifarve er følgelig først og fremmest styrkeforholdet mellem partierne i folketinget og disses evne og villighed til at indgå koalitioner og dernæst den stillingtagen til de foreliggende regeringsmuligheder, hvorom partiførerne giver kongen meddelelse under de forhandlinger, som traditionelt går forud for et regeringsskifte. Resultatet er, at kongen ved udnævnelsen af statsminister oftest slet ikke har noget valg. Han må udnævne den partifører, som står stærkest i folketinget. Kun hvis partistillingen er sådan, at der kan tænkes dannet mere end en regering, der har håb om ikke at få et flertal i tinget imod sig, har kongen valget mellem flere statsministeremner. På udnævnelsen af de menige ministre har kongen endnu ringere indflydelse. Afgørelse herom træffes i almindelighed af statsministeren eller regeringspartiet (-partierne). Derimod har folketinget også her en væsentlig indflydelse, som dog sjældent anvendes. Ved at udtale eller true med at udtale sin mistillid mod en enkelt minister kan tinget tvinge denne bort eller hindre hans udnævnelse.

Ganske undtagelsesvis foregår regeringsdannelsen på anden måde end ovenfor skildret. Under særlige forhold kan det tænkes, at kongen udnævner en regering, som ikke kan ventes at have det siddende folketings tillid, men som har til hovedopgave at udskrive nyvalg, jf. ovenfor s. 197. Efter valget må kongen dog være forpligtet til at respektere partistillingen i det nyvalgte folketing.

3) Folketingets herredømme over og kontrol med statens finanser er meget vidtgående. En række særligt betydningsfulde statsindtægter og -udgifter kan ikke fastsættes uden lovgivningsmagtens medvirken, således kan fx. skatterne kun pålægges, forandres eller ophæves ved lov (grundlovens § 43). Folketingets indflydelse på finanserne beror dog først og fremmest på grundlovens § 46, hvorefter hele statens finansielle funktion er afhængig af årligt tilbagevendende bevillinger fra lovgivningsmagten, hvis reelle indehaver som omtalt er folketinget. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves, og ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov. Den vigtigste af disse årlige bevillingslove er finansloven, der indeholder et detaljeret statsbudget. Forslag til finansloven for det kommende finansår (1/4–31/3), skal udarbejdes af regeringen og forelægges folketinget senest 1/12. Da finansloven således forelægges nogen tid før finansårets begyndelse og udarbejdes længe før, er det uundgåeligt, at der i finansårets løb opstår behov for afholdelse af udgifter, der ikke findes optaget på finansloven. Bevilling til sådanne dispositioner gives ved de årlige tillægsbevillingslove, der forelægges i slutningen af finansåret og vedtages et godt stykke ind i det følgende finansår. Denne fremgangsmåde medfører, at udgifter, der ikke er hjemlet på finansloven, ikke kan forelægges folketinget til godkendelse, førend de afholdes. For at bevare folketingets herredømme også over disse udgifter er opstået den praksis – der er stiltiende godkendt ved adskillige grundlovsændringer – at ministrene forelægger folketingets finansudvalg, der tillige behandler finanslovog tillægsbevillingslovforslagene, udgiftsønskerne, efterhånden som de opstår. Såfremt finansudvalget godkender en udgift, afholdes denne »på forventet efterbevilling« i tillid til, at et samtykke fra finansudvalget, der er valgt ved forholdstalsvalg blandt folketingets medlemmer, vil sikre bevilling på den senere forelagte tillægsbevillingslov. En yderligere sikring af folketingets kontrol med statens s. 202 finanser er skabt ved reglen i grundlovens § 47, hvorefter statsregnskabet skal gennemgås af statsrevisorer, valgt af folketinget, og derefter forelægges for dette.

Gennem finans- og tillægsbevillingslovene, der er meget detaljerede, og især gennem finansudvalgets virksomhed øver folketinget en indgående og løbende kontrol især med statens udgifter og derigennem med de formål, hvortil pengene anvendes.

4) Folketingets kontrollerende virksomhed er ikke indskrænket til at angå statens finanser. Det er folketingets opgave at tjene som det centrale politiske forum for drøftelse af alle samfundsproblemer og at øve kontrol med hele statsmaskineriet. Disse opgaver udøves ofte som led i folketingets andre funktioner, især det almindelige lovgivningsarbejde; men derudover indeholder grundloven forskellige bestemmelser om debat og kontrol uden tilknytning til lovgivning eller andre folketingsbeslutninger. En årlig tilbagevendende, almindelig politisk debat sikres ved bestemmelsen i grundlovens § 38 om, at statsministeren i folketingets første møde hvert efterår skal afgive en redegørelse for rigets stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger, og at der på grundlag heraf skal finde en almindelig forhandling sted. Blandt de foranstaltninger, der fortrinsvis tjener til at sikre en løbende kontrol med statsmaskineriet, er de vigtigste adgangen til at rejse forespørgsler og stille spørgsmål. Ethvert medlem af folketinget kan ifølge grundlovens § 53 med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministerens forklaring. Forespørgslerne har i almindelighed udpræget politisk karakter og kan resultere i, at der stilles forslag til mistillidsvotum til regeringen. Et simplere og oftere anvendt kontrolmiddel er adgangen til at stille spørgsmål. Ifølge folketingets forretningsorden § 20 kan ethvert medlem skriftligt hos vedkommende minister udbede sig oplysning om et offentligt anliggende. Sådanne spørgsmål kan ikke resultere i en almindelig politisk debat.

Af stor faktisk betydning er også, at en række folketingsudvalg eller enkelte folketingsmedlemmer mere eller mindre åbenlyst deltager i statsforvaltningens daglige arbejde. Finansudvalgets godkendelse til afholdelse af udgifter, der ikke er bevilget på finansloven, kan føre til en meget nøje kontrol med forvaltningens gøremål; og på en række specielle områder skal regeringen indhente et folketingsudvalgs udtalelse, forinden den handler, eller sådan udtalelse indhentes faktisk. For tiden har folketingets vareforsyningsudvalg særlig stor betydning. Blandt medlemmerne af centraladministrationens mange nævn, der omtales nærmere nedenfor, findes ofte folketingsmænd. Hvor disse ligefrem vælges af folketinget eller af partierne, kan heri ligge en bestræbelse for at kontrollere forvaltningen.

En særlig udbygning af folketingets kontrol med forvaltningen er indført ved lov nr. 203 af 11/6 1954 om folketingets ombudsmand. Folketinget vælger efter hvert folketingsvalg en jurist, der ikke må være folketingsmand, til på tingets vegne at have indseende med statens civile og militære forvaltning. At ombudsmanden handler på folketingets vegne betyder, at han står med folketingets autoritet bag sig, og at folketinget til enhver tid kan afskedige ham, hvis han mister tingets tillid. I sin daglige virksomhed er han derimod helt frit stillet og er ikke bundet af ordrer fra tinget. Ombudsmandens virksomhedsområde er statsforvaltningen, herunder også ministrenes handlinger og den virksomhed, der udøves af personer, der ikke er tjenestemænd, i nævn og råd. Dommernes embedsførelse og kommunalforvaltningen, s. 203 både kommunalbestyrelserne og de kommunale tjenestemænd, falder udenfor. Inden for sit embedsområde skal ombudsmanden – på eget initiativ eller efter klage – føre kontrol med, om forvaltningspersonalet gør sig skyldigt i fejl eller forsømmelser. Hans beføjelser er på en måde videre end domstolenes, idet han kan optage forvaltningens skøn til bedømmelse og ikke behøver at nøjes med at påse lovens overholdelse. Til gengæld kan han aldrig selv ændre den fejlagtige afgørelse eller give ordre om, at sagen skal have et bestemt udfald. Han kan derimod foranledige, at der rejses straffesag ved de almindelige domstole eller foretages disciplinær forfølgning inden for forvaltningen imod den, der har begået fejlen. Væsentligere er det imidlertid, at ombudsmanden har adgang til at vejlede forvaltningen ved at fremføre sin opfattelse af sagen, og at han – dels i en årlig beretning, dels i enkelttilfælde af større betydning – kan give folketinget og dermed offentligheden meddelelse om de fejl og forsømmelser, han bliver opmærksom på. Hvor den, der antages at have begået fejl eller forsømmelse, er tjenestemand, kan han dog til enhver tid forlange, at undersøgelsen af hans eventuelle fejl skal overgå til disciplinær behandling inden for forvaltningen. Hvis sådant krav fremsættes, kan ombudsmanden afskæres fra yderligere undersøgelse og fra at aflægge fyldestgørende beretning om sagen, men reglen har hidtil ikke været anvendt.

Kongemagten er arvelig. Arveberettiget er ifølge tronfølgeloven nr. 170 af 27/3 1953, der kun kan forandres ved grundlovsændring, alene kong Christian X og dronning Alexandrines efterslægt, for så vidt de pågældende er født i lovligt ægteskab, hvortil for fremtiden kræves, at ægteskabet skal være indgået med kongens i statsrådet givne samtykke. Arvegangen er nærmere ordnet således, at en konges børn går forud for hans søskende, og at søn eller broder går forud for datter eller søster, samt at den ældre af samme køn går forud for den yngre. For tiden er 7 prinsesser og prinser arveberettiget i følgende orden: kongens børn, tronfølgeren prinsesse Margrethe og prinsesserne Benedikte og Anne-Marie; kongens broder, arveprins Knud og hans børn, prinserne Ingolf og Christian og prinsesse Elisabeth. For at erhverve tronen skal den arveberettigede høre til den evangelisk-lutherske kirke og må ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.

Kongen er først og fremmest statsenhedens symbol og kan som sådan have stor betydning for sammenholdet i befolkningen og for dennes indstilling over for statens andre myndigheder. Hans statsretlige og især hans politiske indflydelse er efter den gældende forfatning ringe. Det understreger grundloven ved at foreskrive, at kongen er ansvarsfri, og at ministrene over for folketinget og folket er ansvarlige for regeringens førelse (§ 13). De beføjelser, som grundloven eller den almindelige lovgivning tillægger kongen, udøves således af regeringen, der i henhold til parlamentarismen vil være i overensstemmelse med eller dog være tolereret af folketingets flertal og dermed af et vælgerflertal. Kongens eventuelle personlige s. 204 indflydelse på regeringens førelse vil bero på hans erfaring og personlige autoritet samt på hans ovenfor s. 200–01 omtalte indflydelse på regeringsdannelsen.

1) Om regeringens udnævnelse, se ovenfor s. 200–01. Regeringens indflydelse på landets styrelse beror dels på, at den udøver de beføjelser, som grundloven eller den almindelige lovgivning tillægger kongen, og dels på dens herredømme over statsadministrationen, der er en følge af, at hver af ministrene i almindelighed er øverste forvaltningschef inden for et bestemt sagområde. Undtagelsesvis forekommer dog også ministre uden portefølje, d.v.s. ministre, der ikke er chefer for nogen gren af forvaltningen. Sådanne ministre deltager på lige fod med regeringens øvrige medlemmer i udøvelsen af kongens beføjelser og er heller ikke helt uden indflydelse på forvaltningen, fordi de deltager i fastlæggelsen af de politiske retningslinier og i de s. 206–07 nedenfor omtalte ministermøder.

I hele sin virksomhed er regeringen afhængig af folketinget, hvis sammensætning er bestemmende for regeringsdannelse, som er herre over den lovgivning, der danner grundlag for statsadministrationens funktion, og som finansielt og på anden måde kontrollerer regering og forvaltning. Regeringens afhængighedsforhold til folketinget fører dog langtfra til, at regeringen må anses for folketingets udøvende organ. Tværtimod er regeringen efter gængs opfattelse den initiativtagende. Den skal stå i spidsen for landets styrelse, og det er dens opgave at komme til folketinget med planer om, hvordan landets og samfundets forhold bedst kan ordnes. Regeringens initiativ viser sig bl. a. derved, at den overvejende del af de lovforslag, folketinget behandler, og så at sige alle de, der vedtages, forelægges af regeringen. Hertil kommer, at regeringens virksomhed er så omfattende, at folketingets kontrol ikke kan omfatte alt, samt at ministrene hverken retligt eller faktisk i deres daglige gerning står i et underordnelsesforhold til folketinget. Folketingets flertal kan ikke give ordrer om, hvordan en minister skal forholde sig i en vis sag. Det kan tvinge ham til afgang, til at holde loven og til at respektere bevillingsmyndigheden, men så længe ministeren sidder, er han retligt – og i høj grad faktisk – sin egen herre og ikke folketingsflertallets fuldmægtig. Den reelle magtbalance mellem folketing og regering afhænger naturligvis i sidste instans af den politiske situation; mindretalsregeringer er i almindelighed svagere end flertalsregeringer, regeringens magt styrkes i almindelighed under krig eller krise og svækkes under roligere forhold o.s.v.

2) Blandt de beføjelser, som grundloven tillægger kongen, er de vigtigste – foruden udnævnelse og afskedigelse af ministre – kongens stadfæstelse af love, se ovenfor s. 198, hans optræden i udenrigspolitiske sager, hans adgang til at udstede foreløbige love samt til at opløse folketinget, se ovenfor s. 197.

Ifølge grundlovens § 19, 1 er det kongen, der handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Til de betydningsfuldeste folkeretlige retsakter kræves imidlertid folketingets samtykke, således især til handlinger, der har forøgelse eller indskrænkning af rigets område til følge, til indgåelse af forpligtelser, hvis opfyldelse kræver folketingets medvirken, fx. ved lovændring eller finanslovbevilling, eller som i øvrigt er af større betydning, samt til anvendelse af militære magtmidler mod fremmed stat undtagen i tilfælde af angreb på riget eller danske styrker. Et udtryk for folketingets indflydelse i udenrigspolitiske anliggender er s. 205 også det udenrigspolitiske nævn, som vælges af og blandt folketingets medlemmer, og som regeringen skal rådføre sig med.

Under indtryk af bestræbelserne for at skabe forskellige fælleseuropæiske og nordiske styrelsesorganer giver grundloven 1953 § 20 regering og folketing en særlig adgang til uden grundlovsændring at indskrænke dansk suverænitet. Beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, kan nemlig ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater. Til vedtagelse af en sådan lov kræves enten et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer eller almindeligt flertal blandt tingets medlemmer og en folkeafstemning, der ikke fører til, at et flertal, dog mindst 30 % af de stemmeberettigede, forkaster forslaget.

Kongen kan ifølge grundlovens § 23 i særdeles påtrængende tilfælde, når folketinget ikke er samlet, udstede foreløbige love, d.v.s. love, der ikke først er vedtaget af folketinget, men som i øvrigt har ganske samme virkning som andre love, også derved, at de kan ændre en af folketinget vedtaget lov. Foreløbige love kan dog ikke anvendes som erstatning for finanslove, og de skal altid straks efter, at folketinget på ny er trådt sammen, forelægges dette til forkastelse eller godkendelse. Sådanne foreløbige love havde i provisorietiden i slutningen af det 19. århundrede stor betydning, men anvendes under parlamentarismen yderst sjældent.

Derimod er en anden form for fastsættelse af almindelige retsregler uden folketingets medvirken blevet meget almindelig. En stadig stigende del af de generelle regler, der regulerer samfundet og borgernes forhold, gives ikke som love, vedtaget af folketinget og stadfæstet af kongen, men som anordninger eller bekendtgørelser, udstedt af kongen med en ministers kontrasignatur eller af en minister på egen hånd eller undtagelsesvis af en anden forvaltningsmyndighed. Årsagen til denne udvikling er statsvirksomhedens udvidelse og komplicering. Folketinget kan simpelt hen ikke overkomme selv at fastsætte alle de regler, der er fornødne. Anordningerne kan have ganske samme indhold som love; men i almindelighed er det mindre vigtige detailbestemmelser, der gives ved anordninger, mens hovedprincipperne forbeholdes lovgivningsmagten. Det gælder dog langtfra altid. Under krig eller krise har der været en tydelig tilbøjelighed til at indskrænke loven til en mer eller mindre detaljeret udformet bemyndigelse til kongen eller en minister, som derefter ved anordning har udstedt de nødvendige regler. Således er fx. rationeringer og andre vareforsyningsforanstaltninger blevet administreret. Bortset fra nogle specielle regler på forskellige områder sætter grundloven ingen udtrykkelige grænser for folketingets adgang til således at delegere sin vigtigste funktion, lovgivningen, til regeringen. Delegationen må dog ikke antage et sådant omfang, at folketinget sættes helt ud af spillet, eller være meget vidtgående på områder, der traditionelt anses for særligt forbeholdt lovgivning, fx. strafferetten.

Selv om anordningerne således inden for vide grænser kan have ganske samme indhold som love, er de retligt af en anden art. De må aldrig stride mod en lov, og de skal – med ubetydelige undtagelser – have hjemmel i en lov. Regeringen har altså ikke – som ved foreløbige love – en af folketinget uafhængig adgang til at udstede anordninger.

Ministrenes stilling som forvaltningschefer har ikke mindst, efter at forvaltningen har fået så stor indflydelse i samfundet, meget stor betydning. Den fører til, at det i almindelighed er vedkommende minister, der udsteder anordninger og bekendtgørelser, s. 206 som ikke skal underskrives af kongen. Det er ligeledes normalt vedkommende minister, der er kompetent til at træffe afgørelse i de utallige enkeltsager, som i henhold til lov eller anordning skal finde deres afgørelse i ministerierne. Kun yderst sjældent kræver enkeltafgørelserne kongens medvirken; og selv om ministeren naturligvis kun kan træffe en ringe del af afgørelserne personligt, er kompetencen hans, og han kan, når han ønsker det, udnytte den personligt. Endnu væsentligere er imidlertid, at de forskellige ministre er øverste overordnede inden for hver sin gren af statsadministrationen, herunder også den lokale statsforvaltning og den del af centralforvaltningen, der ligger uden for ministerierne. De kan som hovedregel give generelle og konkrete ordrer om, hvordan statstjenesten skal udøves, herunder om hvilket indhold enkeltafgørelser truffet af underordnede skal have; og afgørelser, der er truffet af underordnede, kan i almindelighed påklages til ministeren. Endelig fører ministrenes stilling som forvaltningschefer rent faktisk til en styrkelse af regeringens stilling over for folketinget. Som chefer for et talstærkt og loyalt forvaltningsapparat har regeringens medlemmer adgang til en viden og en sagkundskab, som det kan være svært for folketinget at skaffe sig.

3) Hvor grundloven eller den almindelige lovgivning henlægger en beføjelse til kongen, gælder nogle særlige regler om de former, hvorunder kongens beslutning skal træffes. Deres formål er at sikre, at kongen ikke handler på egen hånd, uden om sine ansvarlige ministre. Hovedbestemmelsen er kravet om ministerkontrasignatur. I henhold til grundlovens § 14 kan kongens afgørelser vedrørende lovgivningen og regeringen kun træffes skriftligt, og hans underskrift skal være ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Det er ligegyldigt, hvilken minister der kontrasignerer. Den almindelige kompetencefordeling mellem ministrene gælder ikke ved kontrasignatur af kongens beslutninger.

Dernæst kræver grundlovens § 17, at alle love og vigtige regeringsforanstaltninger skal behandles i statsrådet, der består af samtlige ministre og tronfølgeren, når han er myndig, under kongens forsæde. Meningen er, at kongens beslutninger skal træffes i hans ansvarlige rådgiveres nærværelse og efter samlet drøftelse med dem. Den forfatningshistoriske udvikling, der har gjort kongens personlige indflydelse på statsstyrelsen meget ringe, har undergravet statsrådsbehandlingens betydning. Den er nu normalt en formalitet; og når statsråd af praktiske grunde vanskeligt kan afholdes, hænder det i praksis ofte, at love og vigtige regeringsforanstaltninger underskrives af kongen uden for statsrådet og først derefter bekræftes (»korroboreres«) i et senere afholdt statsråd.

Hvor ministrene handler som øverste forvaltningschefer, handler de i princippet på egen hånd. Beføjelsen til at udstede anordninger, der ikke skal underskrives af kongen, eller til at træffe enkeltafgørelser, der ikke undtagelsesvis kræver kgl. resolution, tilkommer således ikke regeringen som kollegium, men den enkelte minister, under hvis sagområde sagen hører. Hverken statsministeren eller et flertal blandt ministrene kan retligt tvinge den kompetente minister til at træffe en bestemt afgørelse. Og kongen kan hverken med eller uden kontrasignatur blande sig i udnyttelsen af ministrenes beføjelser som forvaltningschefer. Kongen kan ikke give den kompetente minister ordrer, og afgørelser truffet af en minister kan ikke påklages til kongen. I praksis må den enkelte ministers principielle enerådighed som forvaltningschef ofte vige. Ministrenes solidariske politiske ansvar fører til, at væsentlige afgørelser træffes eller dog drøftes i såkaldte ministermøder, s. 207 der holdes under statsministerens forsæde og uden kongens tilstedeværelse. På sådanne møder drøftes i øvrigt også sager, der senere forelægges for kongen, eventuelt i statsrådet.

Ministrene behøver ikke og kan sjældent overkomme at udøve deres beføjelser som øverste forvaltningschefer personligt. I praksis træffer ministeriernes højere tjenestemænd en stor del af de afgørelser, som henhører under ministerens kompetence.

4) Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse, hvad enten de udfører kongens eller deres egne beføjelser. Ansvaret er dels et politisk, dels et retligt.

Det politiske ansvar er et ansvar over for folketinget og vælgerne. I sin skarpeste form består det i regeringens afgang eller udskrivelse af nyvalg og er således blot parlamentarismen set fra en anden synsvinkel. Det politiske ansvar er ikke afhængigt af et retligt dadelværdigt forhold fra ministrenes side. Det er nok, at folketinget eller vælgerne mister tilliden til regeringen. Ansvaret vil normalt ramme alle ministrene på én gang; regeringen har jo et fælles partipolitisk grundlag og derfor en fælles politik.

Det retlige ansvar har ikke nær samme praktiske betydning som det politiske. Siden grundloven af 1849 har der kun været rejst 4 rigsretssager. Ansvaret kan gøres gældende af folketinget og af kongen, der også til denne beføjelse behøver ministerkontrasignatur. Det består i, at der rejses sag for rigsretten, der er sammensat af indtil 15 højesteretsdommere og lige så mange folketingsmænd, valgt af tinget. Sag kan rejses både mod nuværende og afgåede ministre, og rigsretten er kompetent til at påkende alle ministrenes handlinger, hvad enten de har handlet som kongens rådgivere eller som øverste forvaltningschefer, men i modsætning til det politiske ansvar er rigsretsansvaret ikke solidarisk; ministeren kan kun dømmes for egne fejl, ikke for kollegers eller underordnedes.

Kernen i centralforvaltningen er ministerierne. Ministeriernes antal og forretningernes fordeling mellem dem har i de sidste årtier varieret meget. For tiden (marts 1958) findes 17 ministerier: statsministeriet, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, s. 209 finansministeriet, justitsministeriet, indenrigsministeriet, boligministeriet, socialministeriet, økonomiministeriet, arbejdsministeriet, handelsministeriet, ministeriet for offentlige arbejder, landbrugsministeriet, fiskeriministeriet, kirkeministeriet, undervisningsministeriet og ministeriet for Grønland. I spidsen for hvert ministerium står i almindelighed én minister; for tiden har udenrigsministeriet dog to politiske chefer, udenrigsministeren og ministeren for udenrigsøkonomi, der har delt ministeriets sagområde imellem sig. Der er på den anden side intet i vejen for, at flere ministerier kan være underlagt samme minister; det er således for tiden tilfældet med stats- og udenrigsministerierne, med boligministeriet og arbejdsministeriet samt med ministerierne for offentlige arbejder og for Grønland.

Bortset fra ministeren består ministeriernes administrative personale af tjenestemænd. I almindelighed udgør hvert ministerium et departement, hvis chef – sædvanligvis kaldet departementschef – er overordnet hele ministeriets personale. Større ministerier er dog delt i flere departementer med sideordnede chefer. Departementerne er delt i kontorer, der i større departementer samles i afdelinger.

Den del af centralforvaltningens arbejde, der har en mere teknisk eller rutinemæssig karakter, og som derfor i mindre omfang behøver den politiske ministers personlige medvirken, er i vidt omfang henlagt til særlige styrelser, der i almindelighed kaldes direktorater. De er meget talrige. Som de vigtigste kan nævnes: direktoratet for fængselsvæsenet, sundhedsstyrelsen, direktoratet for statens sindssygehospitaler, civilforsvarsstyrelsen, generaldirektoratet for statsbanerne, generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, direktoratet for matrikelvæsenet, statens ligningsdirektorat, direktoratet for arbejdstilsynet, arbejdsdirektoratet, direktoratet for ulykkesforsikringen, direktoratet for sygekassevæsenet, overinspektionen for børneforsorgen, direktoratet for patent- og varemærkevæsenet, direktoratet for statens skibstilsyn, vandbygningsdirektoratet, luftfartsdirektoratet, direktoratet for statsskovvæsenet og veterinærdirektoratet. Direktoraternes chefer er ikke politikere, men tjenestemænd; alle direktorater hører dog under en minister i den forstand, at et af regeringens medlemmer over for folketinget er ansvarlig for direktoratets almindelige administration. I øvrigt er direktoraternes stilling til vedkommende minister og til departementernes tjenestemænd uklar og vekslende. Visse direktorater, således fx. generaldirektoraterne for statsbanerne og postvæsenet, har direkte referat til ministeren, d.v.s. at de sager inden for direktoratets område, der kræver ministerens medvirken, forberedes i direktoratet og forelægges for ministeren af direktøren eller en anden af direktoratets tjenestemænd. Andre direktorater står kun i forbindelse med ministeren gennem ministeriets embedsmænd. Om alle direktoraterne gælder, at deres chefer i vidt omfang er kompetente til at træffe afgørelser på egen hånd.

Karakteristisk for det personel, der udfører administrativt arbejde i ministerier og direktorater, er, at det er tjenestemænd. De udnævnes af kongen eller ministeren; i reglen kræves for ansættelse en vis forudgående uddannelse, for de højere stillinger således en eksamen fra et universitet eller en højere læreanstalt. Udnævnelsen sker for livstid, ikke indtil videre eller for en vis periode; og selv om adgangen til at afskedige tjenestemændene mod deres vilje efter loven er meget vid, forekommer uansøgt afskedigelse kun i ringe omfang.

Tjenestemændene står i et over- og underordnelsesforhold. Embedsmaskineriet s. 210 danner i princippet en række pyramider, lige så mange som der er ministerier, og i toppen af hver pyramide står en minister. De underordnede er – i al fald normalt – pligtige at efterkomme konkrete og generelle instrukser fra de overordnede, i sidste instans ministeren. Over- og underordnelsesforholdet er sanktioneret dels ved særlige bestemmelser i straffeloven (§§ 156 og 157), dels ved en særlig disciplinærmyndighed, der tillader vedkommende tjenestemands overordnede at pålægge ham forskellige straffe uden domstolenes mellemkomst.

Ved siden af dette embedsmaskineri, der – med undtagelse af ministrene – er bemandet med professionelle administratorer, der står i et indbyrdes, fast over- og underordnelsesforhold, og hvor alle afgørelser træffes af enkeltmand, findes i centralforvaltningen en stadig voksende gruppe af særlige, kollegiale organer. Disse organer, der forekommer under betegnelser som nævn, råd, udvalg, kommissioner, retter olgn., men som med en fælles betegnelse kan kaldes nævn, er meget forskelligartede. Fælles for dem er, at afgørelse træffes ved afstemning i et kollegium, og at nævnene i større eller mindre grad står uden for det sædvanlige over- og underordnelsesforhold, også til ministeren, der normalt ikke kan give nævnene konkrete ordrer og kun i begrænset omfang kan fastlægge almindelige retningslinier for deres arbejde. Karakteristisk for nævnenes sammensætning er, at en meget stor del af medlemmerne ikke er tjenestemænd, men udenforstående sagkyndige, dommere, folketingsmænd og især repræsentanter for organiserede eller uorganiserede grupper af befolkningen, som på denne måde opnår en mere direkte indflydelse på den daglige administration end den, folketinget kan sikre.

Nævnene forekommer på hele forvaltningens område og udøver lige så forskelligartede funktioner som den almindelige forvaltning. I visse tilfælde er der simpelt hen tale om en sædvanlig embedsmæssig styrelse med et talstærkt tjenestemandspersonale, der af den ene eller anden grund har fået et kollektivt overhoved, således fx. forsikringsrådet og statens jordlovsudvalg. Andre nævn udfører domstolslignende funktioner, især klagebehandling; det praktisk vigtigste eksempel er landsskatteretten, andre eksempler er monopolankenævnet og vareforsyningsankenævnet. En tredie, meget talrig gruppe nævn bedømmer ansøgninger om lån eller andre ydelser til borgerne. Den talrigste gruppe udgøres dog af nævn, hvis væsentligste opgave er at være rådgivende for en gren af den sædvanlige forvaltning; eksempler er ligningsrådet, lærlingerådet, toldrådet, filmsrådet, biblioteksrådet o.m.a.

Den lokale statsforvaltning udøves typisk af statstjenestemænd, der udnævnes af kongen eller ministeren, og som står i et underordnelsesforhold til centraladministrationen, i sidste instans ministeren. Enkelte lokale forvaltningsstillinger beklædes dog ved borgerligt ombud, fx. sognefogedhvervet, eller af nævn af lignende art som de i centralforvaltningen forekommende, fx. skatteråd.

Den vigtigste del af lokalforvaltningen er knyttet til inddelingen af landet i amter og politikredse. Der findes 22 amter; København, Færøerne og Grønland står uden for amtsinddelingen. I hvert amt findes en amtmand, til hvis kontor der er knyttet et juridisk personale. Amtmanden har en meget omfattende og broget kompetence; blandt de væsentligste forretninger kan nævnes: bevilling af s. 211 skilsmisse og separation og en række dermed forbundne afgørelser, bevilling af fri proces i 1. instans, en meget lang række afgørelser inden for socialforsorgen samt en ikke ringe virksomhed vedrørende brand-, bygnings-, skole- og sundhedsvæsenet, især på landet. En del af de forretninger, der varetages af amtmanden, udføres i København af overpræsidenten, der fx. har lignende familie- og personretlige beføjelser.

Det egentlige Danmark er delt i 68 politikredse. I hver politikreds findes en politimester, i København dog en politidirektør. Politimestrene og politidirektøren er først og fremmest chef for det stedlige politi. Uden for København og da især på landet har politimesteren desuden en lang række almindelige administrative opgaver, således fx. vedrørende sundhedsvæsenet, næringslovgivningen, sociallovgivningen og udskrivningsvæsenet. Sognefogederne fungerer især som medhjælp for politimesteren på landet.

Ved siden af disse almindelige lokale forvaltningsorganer, der fra gammel tid kaldes over- og underøvrigheder, findes en række lokale forvaltningsorganer med mere specielle opgaver. Til brug ved udskrivning af værnepligtige er landet således inddelt i 7 udskrivningskredse, hver med sin udskrivningschef. Udskrivningskredsene er underinddelt i lægdsforstanderier, og disse igen i lægder. Det lokale civilforsvar er organiseret i 99 civilforsvarsområder foruden København. Der findes 67 lægekredse, hver med en kredslæge, og 22 amtslægekredse, hver med en amtslæge, hvortil kommer stadslægen i København. Til opkrævning af toldafgifterne er landet delt i 3 overtoldinspektorater, hver omfattende en række toldsteder, og i amtsstuedistrikter. Til påligningen af statsskatter findes inddeling i skattekredse, skyldkredse og vurderingskredse, hver forestået af et råd.

Statsforvaltningen er langt det mest omfattende og det virksomste af statsstyrelsens organer og tillige det, som borgerne oftest kommer i berøring med. Da tjenestemændene, der er den vigtigste gruppe blandt forvaltningens udøvere, mangler demokratisk mandat, og da forvaltningen på den anden side savner den uafhængighed og upartiskhed, der udmærker domstolene, opstår behov for at sikre, at forvaltningen effektivt underkastes de demokratiske styrelsesorganer, og at den enkelte borger ikke udsættes for magtmisbrug. For at få disse behov opfyldt er statsforvaltningen undergivet en række særlige retsregler. Den væsentligste er grundsætningen om lovmæssig forvaltning, der kræver, at forvaltningens handlinger skal have hjemmel i og ikke må stride mod gældende ret, især de af folketinget givne love. Folketingets og ombudsmandens kontrol er nævnt ovenfor. Forvaltningens hierarkiske opbygning kan også tjene til at opfylde de nævnte behov. De overordnedes tilsyn med de underordnede sikrer, at den parlamentarisk udnævnte regerings intentioner efterleves, og kan bidrage til at hindre magtmisbrug fra de underordnede. Dette sidste formål opnås også ved den almindelige regel om, at afgørelser truffet af underordnede kan påklages (rekurreres) til en højere myndighed, i sidste instans ministeren. Af særlig betydning for borgernes retssikkerhed er endelig, at domstolene i henhold til grundlovens § 63 har en almindelig adgang til at efterprøve lovligheden af forvaltningens handlinger.

Kommunalforvaltningen er ikke kun en særlig form for lokaladministration. Den er et led i folkestyret. De demokratiske idealer, der bærer kommunalordningen, kræver, at offentlige anliggender, der er særlige for en bestemt lokalitet og dens befolkning, ikke blot skal ordnes lokalt, men tillige skal styres af den stedlige befolknings valgte repræsentanter. Det kommunale selvstyre står derfor i principiel modsætning til den lokale statsforvaltning; det udføres af valgte lægmænd, ikke af udnævnte, professionelle administratorer, og dets ledere står ikke i et underordnelsesforhold til centraladministrationen. Modsætningen er dog ikke absolut. I alle andre end de små sognekommuner må større eller mindre dele af den daglige administration af kommunernes anliggender lægges i hænderne på kommunale tjenestemænd, hvis stilling ganske ligner statstjenestemændenes, blot at de er undergivet kommunens ledere og ikke centraladministrationens. Kommunernes selvstændighed over for centralstyrelsen har aldrig været absolut, og udvidelsen af den offentlige forvaltning i det hele, trangen til ensartet behandling af alle borgere uanset bopæl og den utidssvarende kommunale inddeling har ført til en stigende statslig indblanding i kommunernes forhold og til et voksende samarbejde mellem eller ligefrem sammenblanding af kommunal og statslig forvaltning.

Det er lovgivningsmagten, der nærmere fastlægger, hvilke anliggender der skal henhøre under kommunernes bestyrelse, og hvilken grad af selvstændighed der på de forskellige områder skal indrømmes kommunerne. Som lovgivningen er indrettet, er det imidlertid ikke muligt kort og klart at angive det kommunale selvstyres område. Kernen i kommunernes forretningsområde er tradionelt og ikke systematisk bestemt, og de mange nyere forvaltningsområder, der helt eller delvis er henlagt til kommunerne, præges i almindelighed af tendensen til at nedbryde den principielle sondring mellem statsadministration og selvstændig kommunal forvaltning. Efter gældende ret er de vigtigste kommunale opgaver følgende: sundhedsvæsen, offentlig forsorg, skole- og biblioteksvæsen, vejvæsen, bygningsvæsen og offentlige værker. Til afholdelse af udgifterne ved kommunens virksomhed opkræves særlige kommunale skatter, men det er karakteristisk, at en stigende del af kommunens indtægter består i forskellige former for statstilskud.

Fra gammel tid deles kommunerne i forskellige grupper. De vigtigste er: København, købstæder og på landet amts- og sognekommuner. Kommunerne i disse fire grupper er forskellige med hensyn til styreform og selvstændighed over for staten, og mellem de to kommuneformer på landet er der tillige en funktionsdeling, således at amtskommunen overtager visse fællesopgaver, især hospitalsvæsen og de vigtigste veje, medens de øvrige kommunale anliggender hører under de meget mindre sognekommuner. Foruden disse hovedgrupper findes en indbyrdes meget forskelligartet mellemgruppe mellem købstæder og sognekommuner; hertil hører især de københavnske omegnskommuner, handelspladsen Marstal og de sønderjyske flækker.

Amtmandsfløjen på Frederiksborg slot (opf. 1613–14). Amtmændene har med få undtagelser embedsboliger med tilknyttede kontorer i de byer, der giver amtet navn, undertiden i ældre kongelige slotte o. l., oftere i anselige til formålet byggede gårde.

Fot. Frederiksborgmuseet.

Rådhuset i Vordingborg (opf. 1843, arkt. P. Kornerup). Købstædernes rådhuse (flertallet opf. i 1800t.) er sæde for byens lokale selvstyre (i ny tid ofte suppleret af særlig administrationsbygning), men kan tillige rumme lokaler for retspleje, amtsrådssal o. a.

Fot. H Langberg 1951.

Alle kommuner styres af et råd valgt af den stedlige befolkning. Valgretsbetingelserne er fælles for alle kommunalbestyrelser. Valgret har enhver, der har valgret til folketinget, og som har fast bopæl i vedkommende kommune. Valgbar er enhver, der har valgret til vedkommende kommune, medmindre han er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af kommunale råd.

I København er kommunalbestyrelsen delt i borgerrepræsentationen og magistraten. Borgerrepræsentationen består af 55 medlemmer, der vælges hvert 4. år direkte af stadens borgere. Borgerrepræsentationen har den besluttende myndighed i alle kommunens anliggender. Magistraten består af en overborgmester, 5 borgmestre og 5 rådmænd valgt af borgerrepræsentationen efter forholdstalsvalg for 8 år ad gangen. Valgbar er enhver, der har valgret til folketinget. Ingen kan samtidig være medlem af borgerrepræsentationen og magistraten. Magistratens medlemmer kan ikke afskediges af borgerrepræsentationen eller på anden måde tvinges til afgang i 8 års perioden. Afgår et af magistratens medlemmer af andre grunde, besættes hans plads for resten af perioden af den gruppe i borgerrepræsentationen, på hvis liste det afgåede medlem var valgt. Magistraten har den udøvende magt i staden; den udfører borgerrepræsentationens beslutninger og leder den daglige administration. De fleste sager fordeles dog mellem borgmestrene og bestyres af den enkelte borgmester på eget ansvar. Under magistraten sorterer et talstærkt tjenestemandskorps.

Købstæderne, hvoraf der inkl. flækker og handelspladser findes 86, styres af byrådet, der består af ikke under 7 og ikke over 25 medlemmer. Byrådet vælges hvert 4. år. I det første møde efter nyvalg vælger byrådet for hele valgperioden af sin midte en borgmester, der er rådets formand og tillige chef for den del af den kommunale forvaltning, der ikke henhører under ligeledes af byrådet valgte udvalg, såsom fx. sygehusudvalg, udvalget for de kommunale værker, udvalget for gade- og vejvæsen, det sociale udvalg m.v. I byrådets vedtægt kan det dog bestemmes, at der skal vælges en magistrat bestående af borgmesteren som formand og fra 2 til 4 rådmænd. Sådan magistrat er indført i nogle større købstæder foruden i Århus, hvis magistratsordning minder om den københavnske derved, at forretningerne er fordelt til de enkelte magistratsmedlemmer.

Amtskommunerne, hvoraf der findes 25, styres af amtsrådet, der består af fra 9 til 15 medlemmer. Det vælges hvert 4. år af beboerne i amtskommunen, hvortil ikke hører købstæderne undtagen på Bornholm. Amtmanden er født formand for amtsrådet.

De 1303 sognekommuner styres af et ligeledes på 4 år valgt sogneråd med fra 5 til 19 medlemmer. Sognerådet vælger for 1 år ad gangen en sognerådsformand.

Det kommunale selvstyres uafhængighed af staten er alene en uafhængighed af statsforvaltningen. Kommunerne er bundet af lovgivningens regler, herunder anordninger, på samme måde som enhver anden institution i landet, og domstolene kan prøve kommunernes handlinger i ganske samme omfang som statsforvaltningens akter. Derimod kan ministrene eller statstjenestemændene i almindelighed ikke give kommunerne befalinger om, hvordan de skal ordne deres s. 215 forhold, og borgerne kan ikke påklage kommunernes afgørelser til centraladministrationen. Loven kan dog indeholde modstående hjemmel, og især regler om klage over kommunale akter til centraladministrationen er almindelige.

Selv hvor kommunerne ikke undtagelsesvis står i et underordnelsesforhold til statsadministrationen, er deres selvstændighed imidlertid ikke ubetinget. De står under et særligt tilsyn, der over for sognekommunerne udøves af amtsrådet og over for købstæderne og København af indenrigsministeriet. Tilsynets beføjelser, der ikke er lige omfattende over for alle slags kommuner, går især ud på, at kommunen skal have tilsynsmyndighedens godkendelse til mere indgribende økonomiske transaktioner, og at tilsynsmyndigheden ved forskellige, sjældent anvendte tvangsmidler kan påse, at kommunerne handler lovligt.

Den stadig stærkere udvikling af forbindelserne over landegrænserne er et af de mest karakteristiske træk ved vor tid. Ikke blot staterne, men institutioner og organisationer af enhver art deltager under en eller anden form heri. Et sådant mellemfolkeligt samarbejde kan dels være verdensomspændende, dels regionalt og i sidste fald omfatte større eller mindre områder. Danmark er meget aktiv i det internationale fællesskab og står som medlem af organisationer og institutioner, som dels er verdensomspændende, dels navnlig omfatter Vest- og Nordeuropa og de nordiske lande. I det følgende nævnes de vigtigste eksempler på den danske stats deltagelse i internationalt samarbejde.

De forenede Nationer (FN) (United Nations. UN). Planerne til en international organisation til afløsning af Folkeforbundet går tilbage til begyndelsen af den anden verdenskrig. Allerede i atlanterhavserklæringen af 14/8 1941 proklamerede præsident Roosevelt og premierminister Churchill, at de ville arbejde for »oprettelsen af et mere omfattende og fast system for almindelig sikkerhed«. Ved De forenede nationers erklæring af 1/1 1942 bekræftede alle de nationer, som på daværende tidspunkt var i krig med aksemagterne, deres tilslutning til atlanterhavserklæringens grundsætninger. Den danske gesandt i Washington, der havde modtaget indbydelse til at være medunderskriver, undertegnede på egne vegne erklæringen 2/1 1942. I de nærmest følgende år arbejdede de store allierede videre med planerne til en international organisation. De endelige beslutninger blev truffet på en konference i San Francisco, der åbnede 25/4 1945 med deltagelse af 49 stater. Den danske regering anmodede 8/5 1945 om, at Danmark også formelt måtte blive en af De forenede Nationer. Danmark indbødes 5/6 1945 enstemmigt til at tage sæde på konferencen og medunderskrev 26/6 1945 De forenede Nationers pagt tillige med den statut for den mellemfolkelige domstol, der udgør en uadskillelig del af pagten. Rigsdagen godkendte Danmarks medlemskab ved beslutning af 7/9 1945.

FN har til formål at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og ved fredelige midler og i overensstemmelse med retfærdighedens og folkerettens grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige tvistigheder eller forhold, som kunne føre til brud på freden, at fremme venskabelige forhold mellem nationerne og at tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden, at tilvejebringe mellemfolkeligt samarbejde samt at bringe nationernes indsats til opnåelse af disse mål i indbyrdes overensstemmelse. Medlemmerne forpligter sig til at bilægge mellemfolkelige tvister ved fredelige midler og at afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed. 1957 har FN 80 lande som medlemmer.

Ifølge pagten har FN følgende hovedorganer: plenarforsamlingen, der træder sammen til årlige samlinger tredie tirsdag i september, men kan indkaldes til ekstraordinære samlinger efter anmodning af sikkerhedsrådet eller et flertal af FN’s medlemmer; sikkerhedsrådet, der består af 5 faste medlemmer (Kina, Frankrig, USSR, Storbritannien og USA) og 6 ikke-faste medlemmer, valgt af de øvrige medlemmer af FN for en 2-årsperiode. I alle sager undtagen dem, der vedrører forretningsordenen, kræver rådets beslutninger 7 medlemmers ja-stemmer, blandt dem alle 5 faste medlemmer, som hermed har vetoret. Det økonomiske og sociale råd består af 18 medlemmer valgt af plenarforsamlingen for 3 år ad gangen. Formynderskabsrådet, med variabelt medlemstal, fører tilsyn med de ikke-selvstændige områder, der er under FN’s formynderskab. Sekretariatet, der ledes af en af plenarforsamlingen valgt generalsekretær, varetager de administrative opgaver. FN’s hovedsæde er i New York City.

Den mellemfolkelige Domstol (International Court of Justice) er som ovenfor nævnt intimt knyttet til FN. Den har sin oprindelse i Den faste internationale Domstol, hvis statut Folkeforbundet godkendte 13/12 1920, og som Danmark tiltrådte 18/12 1920. FN’s statut fastslog, at domstolen skulle vedblive at virke, men nu som FN’s vigtigste dømmende organ. Domstolens nye statut adskilte sig kun s. 218 på enkelte punkter fra den gamle og indgik som uadskillelig del i FN’s pagt. Rigsdagen gav 13/11 1946 sit samtykke til, at Danmark tiltrådte den nye statut. Domstolen består af 15 dommere, som vælges for 9 år ad gangen af FN’s plenarforsamling og sikkerhedsråd. Over for enhver stat, som indtager et lignende standpunkt, anerkender Danmark domstolens kompetence i retstvister. Foruden at afsige domme kan den efter anmodning af FN’s plenarforsamling, sikkerhedsråd samt økonomiske og sociale råd afgive »rådgivende udtalelser«. Domstolens sæde er i Haag.

Den faste Voldgiftsdomstol i Haag (Permanent Court of Arbitration) oprettedes på grundlag af en konvention om fredelig bilæggelse af internationale stridigheder afsluttet af fredskonferencen i Haag 29/7 1899 og ratificeret af Danmark 23/8 1900. Hvert land udpeger et antal internationale jurister, blandt hvilke de regeringer, som ønsker at underkaste en sag voldgift, kan udpege voldgiftsdommere. Danmark, som udnævner 4 sådanne dommere, tiltrådte voldgiftsdomstolen.

En række selvstændige internationale organisationer er ved særlige aftaler knyttet til FN som særorganisationer (Specialized Agencies). Nogle har en lang tilværelse bag sig, før FN blev til. Andre er først oprettet efter den anden verdenskrig. De vigtigste omtales nedenfor.

Den internationale Arbejdsorganisation (International Labour Organization. ILO).

Organisationens statut var optaget som tillæg til Folkeforbundets pagt, og organisationen trådte i virksomhed 1920. Medlemskab af Folkeforbundet medførte automatisk medlemskab af ILO, men også andre stater kunne optages. Grundtanken bag ILO var, at fred og fremskridt er en forudsætning for verdensfreden. Dens opgave er derfor at fremme det internationale samarbejde inden for socialpolitikken, hvilket sker ved vedtagelsen af internationale konventioner vedrørende mangfoldige sociale problemer og ved indsamling og spredning af alle slags oplysninger om arbejdernes kår.

ILO’s organer er: generalkonferencen, som sammentræder en gang årligt og består af repræsentanter for regeringerne, arbejdsgiverne og arbejderne i hvert land; styrelserådet på 32 medlemmer, fordelt på de ovennævnte tre kategorier, samt organisationens sekretariat Det internationale Arbejdsbureau, der bl.a. foretager undersøgelser og indsamler og spreder oplysninger.

ILO havde – og har – sit hovedsæde i Genève. Til forskel fra Folkeforbundet fortsatte det i nogen grad sin virksomhed under den anden verdenskrig og holdt bl.a. et par konferencer i USA. Selv efter at Folkeforbundet formelt var ophørt at eksistere 1945, fortsatte ILO at fungere. Efter en ændring i dets statut 9/10 1946 anerkendte FN ILO som en »særorganisation« i forbindelse med FN. Rigsdagen samtykkede 28/5 1947 i Danmarks tilslutning til statutændringen.

Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (Food and Agriculture Organization of the United Nations. FAO). Organisationen besluttedes oprettet på en levnedsmiddel- og landbrugskonference i Hot Springs, USA, i maj-juni 1943 og holdt i Quebec sin første konference, ved hvilken lejlighed statutterne s. 219 for FAO undertegnedes 16/10 1945. Ved beslutning af 5/4 1946 gav rigsdagen sit samtykke til Danmarks medlemskab. Foruden landbrug omfatter FAO’s bestræbelser også fiskeri og skovbrug. Dens opgave er dog navnlig at fremme verdensproduktionen af landbrugsvarer, at bidrage til, at forbruget af disse øges, samt at træffe foranstaltninger til at lette og forbedre fordelingen af alle slags levnedsmidler. FAO fortsætter desuden det tidligere Internationale Landbrugsinstituts arbejde med at indsamle og sprede oplysninger. Ligesom dette har FAO sæde i Rom. En gang årligt samles organisationens højeste myndighed: konferencen, der vælger en eksekutivkomité. Organisationens daglige virksomhed ledes af en generaldirektør, som står i spidsen for sekretariatet.

Forenede Nationers Organisation for undervisningsmæssige, videnskabelige og kulturelle Spørgsmål (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization. UNESCO).

Repræsentanter for FN’s medlemsstater vedtog 16/11 1945 på et møde i London en overenskomst om oprettelse af UNESCO. Rigsdagen besluttede 11/7 1946 Danmarks medlemskab. UNESCO’s formål er at bidrage til fred og sikkerhed ved at befordre samarbejdet mellem nationerne gennem undervisning, videnskab og kultur. For at virkeliggøre dette formål vil organisationen søge at fremme folkenes kendskab til hverandre og deres indbyrdes forståelse og give nye tilskyndelser til folkelig undervisning og til udbredelse af kulturen. Medlemskab i FN giver ret til at blive medlem af UNESCO, medens andre stater kan optages efter nærmere regler.

UNESCO’s organer er generalforsamlingen, som består af delegerede for alle medlemsstater og træder sammen hvert andet år, forretningsudvalget på 18 medlemmer valgt af generalforsamlingen, samt sekretariatet, der ledes af en generaldirektør valgt af generalforsamlingen. Til at rådgive regeringen i UNESCO-sager og til at være kontaktorgan over for nationale kulturelle organisationer og institutioner findes i hvert land en nationalkommission.

UNESCO’s hovedsæde er i Paris.

Verdens-Sundhedsorganisationen (World Health Organization. WHO).

På initiativ af FN’s økonomiske og sociale råd afholdtes i New York City en sundhedskonference af delegerede for FN’s medlemsstater, som 22/7 1946 besluttede at oprette en verdenssundhedsorganisation, hvis statutter godkendtes af Danmarks rigsdag 18/12 1947. Organisationens formål er at skaffe alle folkeslag den bedst mulige sundhedstilstand, såvel i fysisk som i åndelig og social henseende. Sundhed opstilles som en af de fundamentale menneskerettigheder. WHO overtog de funktioner, som havde påhvilet bl.a. Folkeforbundets sundhedsorganisation og Det internationale Sundhedsbureau i Paris. Den virker gennem vedtagelse af konventioner om sundhedsspørgsmål, søger at bekæmpe epidemier, yder de enkelte regeringer teknisk bistand og organiserer udveksling af erfaringer.

Organisationens organer er: verdens-sundhedsforsamlingen, der sammentræder ordinært en gang om året; eksekutivkomiteen på 18 medlemmer samt sekretariatet, hvis leder er en generaldirektør. Organisationens hovedsæde er i Genève.

Den internationale Valutafond (International Monetary Fund. IMF) og Den internationale Bank for Genopbygning og økonomisk Udvikling (The International Bank for Reconstruction and Development).

De to institutioner oprettedes på grundlag af overenskomster, som blev afsluttet på en international finanskonference i Bretton Woods, New Hampshire, USA 22/7 1944 og godkendtes af Danmarks rigsdag 22/3 1946.

Valutafondens opgave er at fremme mellemfolkeligt monetært samarbejde ved gennem en permanent institution at åbne mulighed for samvirken om internationale pengeproblemer. Den virker især ved at give medlemmerne adgang til mod betaling i egen valuta at afkøbe fonden fremmede valutaer, således at valutasvage lande umiddelbart efter krigen kunne deltage i verdenshandelen, og således at de fortløbende kan udligne forbigående underskud på deres betalingsbalancer. Samtidig har fonden til opgave at fremme stabiliteten i valutakurserne og at opretholde ordnede tilstande på valutamarkedet. Fondens øverste myndighed er repræsentantskabet, i hvilket delegerede for alle medlemsstaterne har sæde. En bestyrelse på 12 medlemmer fører tilsyn med det daglige arbejde. Fondens kapital udgør 8,8 milliarder dollars, fordelt på medlemsstaterne i kvoter. Hvert medlemsland skal indbetale enten 25% af sin kvota eller 10% af sin beholdning af guld og USA-dollars. Fondens sæde er i Washington.

Den internationale Bank skal tilvejebringe langfristede lån først til at fremme genopbygningen efter krigen og dernæst til at udvikle landenes produktionsapparat, især i mindre fremskredne lande. Banken er organiseret som et aktieselskab med en kapital på 9,0 milliarder dollars, reparteret på medlemsstaterne, som dog i første omgang kun skulle indbetale en femtedel. Lånene ydes dels af bankens egne midler, dels af private finansieringsinstitutioner, hvis långivning garanteres af banken. Dennes ledelse er organiseret på samme måde som fondens. Også banken har sæde i Washington.

Den internationale Organisation for civil Luftfart (International Civil Aviation Organization. ICAO).

Organisationen oprettedes ved en i Chicago 7/12 1944 indgået konvention om international civil luftfart, der ratificeredes for Danmarks vedkommende i henhold til kgl. resolution af 24/2 1947. ICAO’s vigtigste formål er at tilvejebringe internationale standardbestemmelser og regulativer for den civile luftfart. Den ledes af en forsamling og et råd og har sit hovedsæde med sekretariat i Montreal, Canada.

Af ældre organisationer, der ved særlige aftaler er blevet knyttet til FN som »særorganisationer«, kan eksempelvis nævnes Den internationale Telekommunikationsunion, Den meteorologiske Verdensorganisation og Verdenspostunionen.

Den internationale Telekommunikationsunion (International Telecommunication, Union. ITU).

Unionen oprettedes ved en konvention, der vedtoges i Madrid 9/12 1932 og er blevet afløst af en ny konvention, vedtaget i Buenos Aires 22/12 1952 og ratificeret af Danmark i henhold til kgl. resolution af 4/9 1953. Unionen, hvis hovedsæde er i s. 221 Genève, har til formål at opretholde og udvide det mellemfolkelige samarbejde vedrørende telekommunikationsmidler af enhver art. En af dens opgaver er at fordele radiobølgelængder mellem landene.

Den meteorologiske Verdensorganisation (World Meteorological Organization. WMO).

En siden 1872 eksisterende international meteorologisk organisation, der drev et mere formløst, især videnskabeligt, samarbejde, omdannedes efter eget forslag ved en konvention af 11/10 1947 til Den meteorologiske Verdensorganisation. Kun stater kan være medlemmer. Dens formål er at fremme et verdensomfattende samarbejde inden for meteorologien. Dens øverste myndighed er kongressen, under hvilken virker eksekutivkomiteen, 6 regionalassociationer, 8 tekniske kommissioner og et sekretariat med sæde i Genève. Ved beslutning af 27/2 1951 samtykkede rigsdagen i Danmarks medlemskab.

Verdenspostforeningen (Universal Postal Union. UPU).

Unionen oprettedes i Bern 9/10 1874 ved verdenspostkonventionen, som Danmark tiltrådte 13/3 1875. Konventionen er senest blevet revideret 1952 og i den ændrede skikkelse tiltrådt af Danmark i henhold til kgl. resolution af 4/12 1952. Unionen har til opgave at organisere den mellemfolkelige udveksling af postforsendelser. Den ledes af en forsamling, et råd og et sekretariat. Dens hovedsæde er i Bern.

To internationale organisationer tager særlig sigte på spørgsmål vedrørende fiskeriet.

Det internationale Havundersøgelsesråd (The International Council for the Exploration of the Sea).

Rådet, der oprettedes 22/7 1902 i København, efter at Danmark ved lov af 23/5 1902 havde tiltrådt de på en konference i Stockholm 1899 udarbejdede planer om internationale havundersøgelser, har til vigtigste formål at organisere samarbejdet mellem de institutioner, der i de forskellige lande foretager havundersøgelser, først og fremmest med henblik på erhvervsfiskeriets trivsel. Rådet har sæde på Charlottenlund slot i Danmark.

Den mellemfolkelige Kommission for Fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav (The International Commission for the Northwest Atlantic Fisheries).

Kommissionen oprettedes i henhold til en konvention, som 8/2 1949 blev indgået i Washington og tiltrådt af Danmark efter rigsdagsbeslutning af 17/11 1950. Den har sæde i Halifax og har til formål at fremskaffe oplysninger af betydning for at opretholde fiskeriet i området og at fremsætte forslag om fælles foranstaltninger for at bevare fiskeriet så ydedygtigt som muligt.

Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (General Agreement on Tariffs and Trade. GATT).

På initiativ af FN undertegnedes 24/3 1948 i Havana en overenskomst om International Handels Organisation (International Trade Organization. ITO), som endnu ikke er trådt i virksomhed. En række af dens funktioner blev dog overtaget s. 222 af den løsere sammenslutning, som skabtes ved protokollen af 30/10 1947 om midlertidig anvendelse af Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (General Agreement on Tariffs and Trade). Under forhandlinger, der førtes inden for rammerne af GATT, oprettedes 10/10 1949 en protokol vedrørende vilkårene for tiltrædelse af GATT. Ved beslutning af 27/4 1950 gav rigsdagen sit samtykke til Danmarks deltagelse. Hovedformålet med GATT-overenskomsten er at nå til konkrete aftaler om nedbrydelse af skrankerne for handelen mellem landene. Desuden indeholder den en række almindelige handelspolitiske bestemmelser, som navnlig tilsigter at forhindre, at toldindrømmelser, som engang er ydet, bliver indskrænket eller forringet ved restriktioner i de enkelte lande. Deltagerne i overenskomsten samles til årlige konferencer og forhandler her bilateralt om gensidige toldindrømmelser.

Organisationen for europæisk økonomisk Samarbejde (Organization for European Economic Cooperation. OEEC).

Efter tilskyndelse af USA’s udenrigsminister George Marshall vedtog repræsentanter for 16 europæiske stater 22/9 1947 en rapport om et europæisk genopbygningsprogram. Da USA 3/4 1948 havde gennemført en lovgivning om økonomisk bistand, den såkaldte marshallhjælp, oprettedes 16/4 1948 på en konference i Paris Organisationen for europæisk økonomisk Samarbejde med det formål at udarbejde og gennemføre et fælles genopbygningsprogram og at fordele den amerikanske hjælp til Europa. I tilslutning hertil var det bl.a. hensigten at søge restriktionerne for handelen og betalingerne fjernet og at fortsætte arbejdet på at etablere toldunioner eller frihandelsområder. På alle disse felter har OEEC været virksom, navnlig m.h.t. at fjerne handelsrestriktionerne og frigøre betalingerne.

Organisationens øverste myndighed er rådet, i hvilket alle medlemsstaterne er repræsenteret. Rådet bistås af en eksekutivkomité og af et sekretariat under ledelse af en generalsekretær. Under rådet, hvis beslutninger skal være enstemmige, er oprettet et stort antal tekniske komiteer, hver med sine særlige arbejdsopgaver. Organisationens hovedsæde er Paris. Kontakten med den opretholdes ved, at medlemsstaterne holder faste delegationer i Paris. Ved beslutning af 2/7 1948 meddelte rigsdagen sit samtykke til, at Danmark tiltrådte organisationen.

Den europæiske Betalingsunion (European Payments Union. EPU).

For at virkeliggøre OEEC’s formål: at lette betalingerne mellem medlemsstaterne, oprettedes på dens initiativ ved en overenskomst af 19/9 1950 en europæisk betalingsunion, der gennem et multilateralt system skal lette afviklingen af alle tilladte pengeoverførsler mellem medlemslandene. Unionen ledes af et styrelseråd, der er underlagt OEEC’s råd. Unionens bankmæssige forretninger er henlagt til Banken for internationale Betalinger i Basel. Danmark tiltrådte unionen ved rigsdagsbeslutning af 16/3 1951.

Den nordatlantiske Traktats Organisation (The North Atlantic Treaty Organization. NATO).

Efter forhandlinger, til hvilke Canada og USA havde taget initiativet, undertegnedes 4/4 1949 i Washington Den nordatlantiske Traktat af repræsentanter s. 223 for USA, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal og Storbritannien. Ved beslutning af 25/3 1949 havde rigsdagen på forhånd givet sit samtykke til, at Danmark kunne undertegne og ratificere traktaten. 1952 blev Grækenland og Tyrkiet medlemmer, godkendt af Danmark ved rigsdagsbeslutning af 19/10 1951, og 1955 optoges den vesttyske forbundsrepublik, hvilket folketinget godkendte for Danmarks vedkommende 19/4 1955.

Deltagerne i traktaten er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller i Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle. Hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt i FN-pagtens artikel 51, bistå det eller de angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed. Medlemskabet er indgået for 20 år. Derefter kan det opsiges med eet års varsel.

Den meget omfattende organisation, der efterhånden er udbygget på grundlag af traktaten, har til øverste organ Det nordatlantiske Råd, som har sæde i Paris og på hvilket alle medlemsstaterne er repræsenteret. Nogle gange om året holder det møde med deltagelse af udenrigsministrene med eller uden forsvarsministrene, men består desuden af faste repræsentanter for medlemsstaterne. Rådet er således i permanent funktion. Alle dets beslutninger skal være enstemmige. Under rådet findes sekretariatet, ledet af en generalsekretær, der er rådets viceformand og leder forhandlingerne, når de permanente medlemmer alene møder i rådet. Direkte under rådet sorterer også den højeste militære instans, militærkomiteen, som består af medlemslandenes forsvarschefer. Under militærkomiteen fungerer et par permanente organer, som begge har sæde i Washington: militærrepræsentanternes komité og det faste udvalg, som fastlægger strategien. Under det faste udvalg sorterer de lokale overkommandoer og kommandoer. Ved beslutning af 9/2 1951 gav rigsdagen sin tilslutning til beslutninger truffet af NATO-rådet i december 1950 om oprettelse af en fælles forsvarsstyrke i Europa og om udnævnelse af en øverstkommanderende for forsvarsstyrken og ved beslutning af 8/6 1951 til udnævnelse af en øverstkommanderende for forsvarsstyrkerne i atlantområdet. I henhold til Den nordatlantiske Traktat undertegnedes 27/4 1951 en overenskomst mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland. Rigsdagen meddelte sit samtykke hertil ved beslutning af 8/6 1951.

Det europæiske Råd (Council of Europe. Conseil de l’Europe).

På initiativ af medlemsstaterne i den såkaldte Bruxelles-pagt (Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Storbritannien) vedtog udenrigsministrene for disse lande og desuden for Danmark, Eire, Italien, Norge og Sverige på en konference i London 5/5 1949 statutten for Det europæiske Råd. Ved beslutning af 24/6 1949 meddelte Danmarks rigsdag sit samtykke til ratifikation af statutten.

Europarådets formål er at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer med henblik på at sikre og virkeliggøre deres fælles idealer og principper og at lette deres økonomiske og sociale udvikling. Dette formål skal fremmes ved drøftelse af spørgsmål af fælles interesse, ved indbyrdes aftaler og ved s. 224 fælles optræden. Det fastslås udtrykkeligt, at anliggender, som vedrører det nationale forsvar, ikke falder inden for rådets virkefelt.

Europarådets organer er ministerudvalget og den rådgivende forsamling. Til rådighed for begge disse organer står sekretariatet. Rådets sæde er Strasbourg, men ministerudvalget kan træde sammen andetsteds. Enhver medlemsstat har én repræsentant og én stemme i ministerudvalget. Udenrigsministeren er normalt sit lands repræsentant. Enten på eget initiativ eller efter indstilling fra den rådgivende forsamling kan udvalget beslutte at rette henstillinger til medlemslandenes regeringer. Til de vigtigste af ministerudvalgets beslutninger kræves enstemmighed af de repræsentanter, som afgiver deres stemme. Møderne holdes for lukkede døre. De enkelte stater beslutter selv, hvordan de vil udpege deres medlemmer af den rådgivende forsamling. De enkelte staters repræsentation står i et vist forhold til deres folketal og svinger mellem 3 og 18. Danmark har ret til 5 medlemmer og 5 stedfortrædere i forsamlingen. Denne kan ikke rette sine henstillinger direkte til medlemsstaternes regeringer, men kun til ministerudvalget. Der kræves 2/3 flertal for vedtagelse af henstillinger.

Efter den anden verdenskrig er der foregået en meget kraftig udbygning af det nordiske statslige samarbejdes organisation. I mellemkrigsårene havde der mere eller mindre hyppigt været holdt møder mellem socialministrene (siden 1926) og udenrigsministrene (siden 1932). Umiddelbart før den anden verdenskrigs udbrud mødtes også undervisningsministrene, 1938. Efter krigens ophør genoptog socialministrene og udenrigsministrene deres møder; undervisningsministrene og justitsministrene indledede et fast samarbejde, og også trafikministrene og fiskeriministrene kom sammen til lejlighedsvise fællesdrøftelser. Fra 1954 begyndte ministrene for de økonomiske anliggender regelmæssige og hyppige forhandlinger i forbindelse med forberedelserne til det fællesnordiske marked. Forsvarsministrene mødtes lejlighedsvis, fx. 1956–58 i anledning af FN-styrkerne til Suez.

Desuden nedsatte regeringerne en række permanente nordiske samarbejdsorganer, de fleste bestående af embedsmænd. Ældst af disse er Nordisk Kulturkommission (NKK), der holdt sit første møde 23/6–24/6 1947. Dens opgave er at være regeringernes rådgivende og initiativtagende organ i nordiske kulturelle spørgsmål. Efter en reorganisation 1954 består den af tre sektioner for henholdsvis videnskabelige og universitetsspørgsmål, skole- og undervisningsanliggender samt sager vedrørende folkeoplysning og kunst. De enkelte landes medlemmer fordeles med to i hver sektion. Hver sektion har en fællesnordisk formand og sekretær, og den samlede kommission har ligeledes formand og generalsekretær, der går på omgang mellem medlemslandene.

Samarbejdet for at skabe ensartet lovgivning har gamle traditioner under inspiration af de private »Nordiske Juristmøder«. For at kunne følge dette lovgivningssamarbejde og tage initiativ til ny fælles lovgivning nedsatte regeringerne Det nordiske Udvalg for Lovsamarbejde (NUL), hvis delegerede trådte sammen til deres første møde 30/1–31/1 1948. Til at undersøge mulighederne for en nordisk toldunion, udvidet arbejdsdeling og større handelspolitisk samarbejde nedsattes Det fælles nordiske Udvalg for økonomisk Samarbejde, der holdt sit første møde 1948 og s. 225 afsluttede sin virksomhed i foråret 1954. Arbejdet med disse problemer videreførtes af Det nordiske økonomiske Samarbejdsudvalg, der besluttedes nedsat ved det nordiske ministermøde på Harpsund 30/10–31/10 1954 for at tilrettelægge arbejdet på et nordisk fællesmarked. Den nordiske socialpolitiske Komité, der første gang trådte sammen 16/3 1951, forbereder de nordiske socialministermøder og virker for større gensidighed og ensartethed i den nordiske sociallovgivning. Til at fjerne hindringerne for rejselivet og senere for samfærdselen i videre forstand nedsattes Den parlamentariske Komité for friere Samfærdsel m.m., der holdt sit første møde 20/9 1951 og ophørte i efteråret 1956. Derefter nedsatte regeringerne efter henstilling af Nordisk Råd Nordisk Samfærdselskomité, som har til opgave at arbejde på løsningen af lignende opgaver. Den holdt sit første møde 6/9 1957.

På flere andre områder foregår et nordisk samarbejde på et statsligt plan og mere eller mindre systematisk organiseret. Det mangeårige nordiske samarbejde på postvæsenets område tog fra 1/1 1935 form af en nordisk postunion, som fra 1/1 1947 blev afløst af Den nordiske Postforening, hvis anliggender behandles af cheferne for poststyrelserne på deres årlige møder. En Nordisk Teleunion, oprettet 1/1 1937, afholder konferencer hvert andet år. Også rektorerne for de højere læreanstalter, cheferne for statsbanerne, toldstyrelserne og fabrikstilsynene såvel som cheferne for sundhedsstyrelserne, radiofonierne og deres underafdelinger og for mange andre embedsværker mødes regelmæssigt til nordiske rådslagninger.

Det mest vidtspændende fælles nordiske organ er Nordisk Råd. Det oprettedes på initiativ af den private sammenslutning af rigsdagsmænd Nordisk interparlamentarisk Forbund, der stiftedes 25/9 1907 som en regionalorganisation af Den interparlamentariske Union, oprettet 29/6 1889. Nordisk Råds vedtægt godkendtes i løbet af 1952 af parlamenterne i Danmark, Island, Norge og Sverige, for Danmarks vedkommende ved lov af 7/6 1952. Finland tiltrådte rådet i december 1955. Den første session åbnedes i København 13/2 1953. Vedtægten ændredes i Danmark ved lov af 21/12 1955 og 21/12 1957.

Nordisk Råd er organ for samråd mellem medlemsstaternes rigsdage samt deres regeringer om spørgsmål, der angår samvirken mellem disse lande eller nogle af dem. Rådet består af 16 delegerede og lige så mange stedfortrædere for hvert af landene Danmark, Finland, Norge og Sverige og 5 for Island valgt af medlemsstaternes parlamenter blandt disses medlemmer efter de regler, de selv fastsætter. Dog skal der tages hensyn til den partimæssige sammensætning i parlamenterne. De danske rigsdagsvalgte medlemmer vælges af folketinget ved forholdstalsvalg efter hvert folketingsvalg samt ved hver samlings begyndelse. Forlader de folketinget, udtræder de automatisk af rådet. Foruden de 69 rigsdagsvalgte medlemmer består rådet af et ikke nærmere fastsat antal minister-medlemmer, som udpeges af de respektive regeringer under hensyn til de sager, som skal op til behandling. Disse ministermedlemmer deltager i rådets forhandlinger, men uden stemmeret.

Rådet samles én gang om året på det tidspunkt, det selv bestemmer (hidtil dog især omkring 1. februar), i en af medlemslandenes hovedstæder efter rådets nærmere beslutning i hvert enkelt tilfælde. Ekstraordinære sessioner kan dog holdes uden for hovedstæderne. Mindst 25 medlemmer eller 2 regeringer kan kræve en sådan ekstraordinær session afholdt. Enhver regering og ethvert medlem af rådet har ret til at forelægge en sag for rådet, ligesom de permanente samarbejdsorganer s. 226 fremsender beretninger om deres arbejde til rådet gennem regeringerne. Disse skal desuden til hver session fremsende meddelelser om deres behandling af de rekommandationer, som rådet har vedtaget på tidligere sessioner og endnu ikke har erklæret for færdigbehandlet.

Rådets arbejde består i drøftelse af spørgsmål af fælles interesse for landene og i vedtagelse af rekommandationer (henstillinger) til regeringerne om sådanne spørgsmål. Til hver rådsdelegation er knyttet et sekretariat, der under ledelse af det fælles præsidium med et medlem fra hvert land varetager sagerne mellem sessionerne. De udvalg (for øjeblikket fem: for juridiske, kulturelle, sociale, trafikale og økonomiske spørgsmål, sml. de permanente samarbejdsorganer), rådet nedsætter under sessionerne, kan også træde sammen mellem disse. Rådet nedsætter ligeledes ad hoc-komiteer til at forberede særlige problemer forud for en session.