Hornum herred

Købstad: Nibe (se s. 919). Sognene: Hasseris, Sønderholm, Frejlev, Nørholm, Ellidshøj, Svenstrup, Øster Hornum, Buderup, Gravlev, Årestrup, Sønderup, Suldrup, Veggerby, Bislev, Vokslev.

Hornum herred omgives af Fleskum, Hellum, Hindsted og Års hrd. samt Limfjorden, og det strækker sig fra Støvring i ø. til Halkær i v. og fra Limfjorden i n. til Sønderup i s. Ø.grænsen dannes af den markerede tunneldal, hvori Østerå, Skiveren og Lindenborg å løber, mens s.grænsen følger dels Sønderup å og dels Halkær å indtil dennes munding. De ret højtliggende, sandede jorder krydses af talrige, brede dalstrøg med eng og mose, og mod n. findes betydelige arealer af hævet havbund fra stenalderen (Nørholm enge).

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Våbenskjold). 1584

1584

(Våbenskjold). 1648

1648

Herredets samlede areal udgør 42.037 ha, deraf landbrugsareal 33.753 ha og vandareal 184 ha. – Folketallet var 1/10 1955 (inkl. Nibe kbst.) 26.788 indb. fordelt på 7932 husstande (1801: 6154, 1850: 8083, 1901: 13.319, 1930: 21.480). – Husdyrholdet var juli 1958: 3772 heste, 37.137 stk. hornkvæg, (heraf 15.955 malkekøer), 55.285 svin og 234.342 høns.

I kirkelig henseende udgør Hornum hrd. (bortset fra Hasseris so., der hører til Ålborg kbst.s provsti) sa. m. Fleskum hrd. (bortset fra Ålborg kbst. og Sønder Tranders so., der ligeledes hører til Ålborg kbst.s provsti) ét provsti – Fleskum og Hornum hrdr.s provsti.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Hornum herred (*1231 Hornumheret). 26/11 1687 blev hrd. lagt sa. m. Fleskum hrd. samt Nibe, Storvorde, Nørholm og Mou birker. 8/3 1814 blev en del af Torstedlund og Albæk birk lagt herunder, og 20/11 1833 blev Lundbæk og Pandum birk indlemmet i denne jurisdiktion. 6/11 1844 kom Fleskum hrd. m. undt. af sognene Ferslev, Dall og Volsted under byfogedembedet i Ålborg samt Ålborg birk, ved lov af 18/1 1878 blev de nævnte so. på ny overført til Fleskum hrd. Ved bekendtgørelse af 26/5 1885 kom flg. so.: Skivum, Giver, Blære, Ejdrup, Sebber, St. Ajstrup fra Års-Slet hrdr. til Hornum hrd. I 1919 blev jurisdiktionen til retskreds nr. 66, fra 1956 nr. 73, mens den kom til at høre under politikreds nr. 47. I tiden 1927–43 var retskredsen forenet m. retskr. nr. 65, Løgstør købstad m.m. Ved lov af 21/3 1956 blev Farstrup, Gundersted og Lundby so. overført fra retskr. nr. 65 hertil, mens Ellidshøj og Svenstrup so. kom til retskr. nr. 67, Ålborg købstad m.m.

Hornum hrd. har navn af sognebyen Hornum, hvor tinget også blev holdt fra gl. tid, ø.f. Hornum by ved en stor høj, kaldt Tinghøjen, ml. Guldbæk og Hornum heder og ved landevejen ml. Viborg og Ålborg. Tinget blev holdt i et stort hul på den vestre side af Tinghøjen. 1688 blev tingstedet henlagt til Bonderup i Ellidshøj so. En tid var det derefter i Guldbæk i Ø. Hornum so., og ved reskr. af 19/2 1734 blev det flyttet til Nibe.

Hornum hrd. hørte fra middelalderen til Ålborghus len, fra 1660 Ålborghus amt og fra 1793 Ålborg amt. Det var opr. en del af Viborg stift, men blev ved kgl. anordning af 15/11 1922 lagt under Ålborg stift. Indtil 1812 var det et provsti for sig. Derefter blev det en del af det 11/7 d.å. oprettede Hornum, Fleskum, Hellum og Hindsted herreders amtsprovsti. I h.t. kgl. resol. af 22/7 1828 blev det 1832 sa. m. Fleskum hrd. et provsti for sig.

Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.

Litt.: ValdJb. II. 35 ff., Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1936. 249. HimmerlKjær. VI. 1917. 507. Thorkild Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 189 ff. Alexander Rasmussen. Folkevæbningen i H. Hrd. 1848, HimmerlKjær. II. 1913. 293–302. Th. Johansen. Af H. Hrd.s Degnes Saga, HimmerlKjær. XXXIII. 1944. 224–269.