Tunø sogn

(T. kom.) i Kattegat ml. fastlandet og Samsø består af den 348 ha store ø Tunø. Øen består af to bakkerygge m. retningen sø.nv., adskilt fra hverandre af en lavning (Mosen), der i stenalderen som et sund delte Tunø s. 303 i to øer. Højeste punkt er Bjerget (24 m) i den vestl. ryg, der mod n. ender i Nørreklint (17 m). Fra øens østl. ende strækker Tunø Røn sig ud i havet til Tunø Røn fyr, hvor flakket ender brat. I den modsatte ende af øen strækker Stenkalven sig frem, og straks v.f. denne skiller et dybt løb Tunø fra den 2 km lange sandbanke Tunø Knob. De marine forlandskyster på n.- og ø.kysten er gode badestrande, og sa. steder findes øens to plantager. Fra den 3 m dybe havn på ø.kysten er der bådforb. til Hov.

Areal i alt 1960: 348 ha. Befolkning 26/9 1960: 166 indb. fordelt på 62 husstande (1801: 177, 1850: 213, 1901: 234, 1930: 256, 1955: 208). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 141 levede af landbr. m.v., 23 af håndv. og industri, 8 af handel og omsætning i øvrigt, 4 af transportvirksomhed, 6 af administration og liberale erhverv og 27 af aldersrente, pension, formue olgn.

I so. (*1216 Thund) byen: Tunø by (u. 1847–48) m. kirke, præstegd., missionshus (opf. 1892), skole (opf. 1957, arkt. H. P. Nielsen), bibl. (i skolen; opret. 1939; 1600 bd.), forsamlingshus (opf. 1904), andelsmejeri (opret. 1887, nyopf. 1913, arkt. Lind), havn (anl. 1896, udv. 1906 og 1924, sidst m. en 35 m lang mole mod sø.; vanddybde 3 m), fyr (indr. 1801 på kirketårnet, opr. fast, 1906 omb. til vinkelfyr, 1960 fuldautomatisk), telf.stat. og posteksp.

T. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Samsø og Tunø provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Tiset so., bortset fra, at T. so. hører s. 304 under Århus skyldkr., 3. vurderingskr. (Hasle hrd.) og under amtets 1. folketingsopstillingskr. (Odder). So. udgør 4. udskrivningskr., VII. udskrivningsområde, 243. lægd og har sessionssted i Århus.

Den hvidkalkede kirke (viet Jomfru Maria) består af skib og kor fra unggotisk tid med sengotiske tilføjelser: korforlængelse, v.tårn og våbenhus mod s. Den opr. bygning er sandsynligvis opf. i 1300t. af rå og kløvet kamp og har af enkeltheder kun bevaret den spidsbuede s.dør, der er i brug, og et tilmuret spidsbuevindue. I sengotisk tid er koret blevet forlænget betydeligt mod ø., hvor det fik en kamtakgavl med tvilling-spidsbuet højblænding. Indvendig fik både kor og skib krydshvælv. I 1801 undergik tårnet en ombygning, der gjorde det til et af landets ejendommeligste, idet dets overdel indrettedes til fyrtårn med en flammehøjde på 31 m over havet. Tårnet ejes af forsvarsministeriet. Sengotisk er også våbenhuset, hvis gavl senere er ændret en del. – Altertavlen er en sengotisk fløjtavle med Jomfru Maria mellem Skt. Clemens og Skt. Jacob og på fløjene apostlene. Sengotisk korbuekrucifiks. Romansk granitfont, et ret primitivt arbejde med dobbeltløver (Mackeprang.D. 282). Prædikestol i renæssance fra beg. af 1600t. I koret sengotisk præste- og degnestol – på den sidste biskop Niels Clausens våben. En anden †stolegavl har båret Morten Børups våben – korslagt ris, ferle og greb. I skibet en silkefane til minde om, at Dorothea Schwartz 1713 blev reddet fra et skibbrud på øen. Uden for våbenhuset et par gravsten fra 1600–1700t. Kirkeskib: Fuldriggeren »Louise Augusta« fra 1842.

T. blev 1216 af Vald. Sejr mageskiftet til Århus domkirke.

Det tidl. færgevæsen m. overfart til Århus, Norsminde, Dyngby og Mårup på Samsø er ophørt, s. 305 og øen står nu ved postbåd i daglig forb. m. Kalundborg-Århus båden; dernæst anløbes den af automobilfærgen Samsø-Tunø-Hov og af paketten Århus-Tunø-Samsø.

Skove: En hel del småplantninger, således er bl.a. Mosen beplantet med nåletræ. If. Pont.Atlas har der tidl. været en stærk egeskov på øen.

Der vides ikke noget om høje el. dysser på øen, men der kendes en køkkenmødding på nv.spidsen og en ældre jernaldersboplads ø.f. byen.

Litt.: Vider. II. 317–35. Aug. Kjeldsen. Tunøs Hist. gennem Tiderne, i Samsøs Hist. samt Tunøs Hist. 1946.