Sognene: Vindblæs, Udbyneder, Kastbjerg, Dalbyneder, Dalbyover, Råby, Sødring, Øster Tørslev, Gjerlev, Enslev, Kærby.
Gjerlev herred omgives af Kattegat, Randers fjord, Nørhald og Onsild hrdr. samt Mariager fjord. Det omfatter den østl. del af landet ml. de lange fjorde og når i s. til Ø. Tørslev, i v. til Kærby, hvorfra grænsen til Onsild hrd. følger Kastbjerg å. Hævet havbund (marint forland) indtager meget store arealer, mens istidslandskabet delvis er bakket og af vekslende beskaffenhed.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Herredets areal udgjorde 1961: 19.520 ha, hvoraf ca. 16.000 ha landbrugsareal og 66 ha vandarealer. – Folketallet var 26/9 1960: 7510 indb. fordelt på 2276 husstande (1801: 3642, 1850: 4947, 1901: 7581, 1930: 8557, 1955: 7850). – Husdyrholdet var juli 1961: 603 heste, 16.908 stk. hornkvæg, deraf 7102 malkekøer, 31.456 svin og 192.240 høns.
I kirkelig henseende udgør Gjerlev hrd. sa. m. Nørhald og Onsild hrdr. samt Råsted so. (i Støvring hrd.) ét provsti – Nørhald, Gjerlev og Onsild hrdr.s provsti – under Århus stift.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Gjerlev herred (*1231 Herlefheret, fejlskrivning for Gerlefheret) har navn af sognebyen Gjerlev. Ilshøj i Øster Tørslev so. hørte ikke som sognebyen til Gjerlev hrd., men til Nørhald; ved reskr. af 20/5 1796 blev den henlagt under Gjerlev hrd. 10/12 1687 blev herredsfogedembedet forenet med byfogedembedet i Mariager, fra 13/7 1774 kom også Onsild hrd. under denne jurisdiktion, som blev udv. ved nedlæggelsen af Mariager og Overgård birker 16/6 1815. 1919 kom jurisdiktionen til at udgøre retskr. nr. 62, fra 1956 nr. 69, samt politikr. nr. 45. Glenstrup, Sdr. Onsild, Hvornum, Snæbum og Skjellerup so. kom dog til at høre under retskr. nr. 63, Hobro, Gislum og Rinds hrdr., samt politikr. nr. 46, Hobro kbst. m.m. Også Nr. Onsild kom under denne politikr.
1686 blev tinget holdt i Dalbyover. En tinghøj findes på Stangerum mark i Dalbyover so. 1687 blev det bestemt, at tingstedet skulle være smst. som før. 1746 blev det holdt i Kastbjerg by, men blev ved bevilling af 22/4 s.å. flyttet til Mariager.
Gjerlev hrd. hørte til Ommersyssel. Indtil 1548 lå det under Tordrup len, men kom i dette år til at udgøre et selvstændigt len sa. m. Nørhald hrd. 1552 blev de begge lagt under Dronningborg len, fra 1660 Dronningborg a., som fra 1716 var forenet med Silkeborg og Mariager amter. I h. t. resol. af 4/9 1793 oprettedes Randers a., som Gjerlev hrd. blev en del af.
Herredet hørte fra gl. tid under Århus stift. Indtil 1812 udgjorde det et provsti for sig, men blev da en del af Randers a.s vestre provsti. I h. t. resol. af 8/11 1828 blev dette fra 1832 delt, og Nørhald, Onsild og Gjerlev hrdr. kom til at udgøre et provsti for sig.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: ValdJb. II. 47. Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 201, 281. JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 93. Thorkild Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 232 ff. Alexander Rasmussen. J. D. W. Westenholz og hans Skrift om Bondestanden, AarbRanders. 1917. 5–33.