Esbønderup sogn

(Esbønderup-Nødebo kom.) omgives af Hornbæk, Tikøb, Nødebo, Mårum, Græsted og Søborg so. samt Kattegat. Den vestl. del af so., der delvis opfyldes af Gribskov, er et stærkt kuperet bakkeland med store højder (Multebjerg 89 m), dybe mosehuller og et stærkt kompliceret dræningssystem. s. 148 Bakkerne danner et system af randmoræner fra n. til s. Den østl. del af so., mellem Esrum sø og Kattegat, er et mere jævnt bakkeland, mod s. leret, mod n. sandet. En lavning mod v. langs Esrum å og Esrum kanal var i stenalderen en fjordarm, der nåede helt ind til Villingerød og Øverup. Mod ø. strakte en tilsvarende fjord sig ved Villingebæk helt til»Rusland« langs med Pandehave å, hvis stedvis høje erosionskanter dog er fremkommet under isafsmeltningen. Fra den tid stammer også det lagdelte ler ved Dronningmølle. Tværs over den østl. del strømmer Keldsø å og Gurre å til Esrum kanal. Der findes en del villa- og feriebebyggelse ved Kattegat samt omkr. Esbønderup-Esrum. Foruden Gribskov med sine rige, afvekslende træbestande hører til so. den mindre skov Snævret. Gennem so. går landevejene Helsingør-Frederiksværk og Humlebæk-Græsted, langs Kattegatskysten banen Helsingør-Gilleleje med stat. i Dronningmølle og gennem Gribskov Gribskovbanen, dels Gillelejebanen med hpl. ved Storkevad, Mårum og Saltrup og dels Tisvildebanen med trinbræt ved Duemose.

Areal i alt 1951: 5516 ha. Befolkning 7/11 1950: 1823 fordelt på 545 husstande (1801: 913 indb., 1850: 1334, 1901: 1610, 1930: 1774).

I sognet byerne: Kirke Esbønderup (*1178 Esbiernstorp; u. 1786) med kirke, præstegd., skole, missionshus (opf. 1903, arkt. V. Holck), Frederiksborg Amts Sygehus (100 pl., for amtets nordl. og østl. del) m. overlæge- og lægebol., apotek (opret. 1868), mejeri, andelskølehus og vandværk; Saltrup (*1359 Salthorp; u. 1787) med jernbanehpl.; Villingerød (*1178 Withlingeruth; u. før 3/11 1784) med kirke, skole og andelskølehus; Villingebæk (*1100t. Widelingbec), fiskerleje med nogen sommerhusbebyggelse; Dronningmølle (1588 Dronningens Mølle) ved Esrum kanals udløb – 1950 sa.m. Villingebæk: 299 indb., fordelt på 88 husstande – med hotel, teglværk, udstrakt sommerhusbebyggelse, jernbanestat. og posteksp.; Esrum (*1100t. Esrom) – 1950: 407 indb., fordelt på 133 husstande – med skole, vandml., kro (opf. 1907, arkt. C. Harild), postkontor og postmesterbol. (i Esrumkloster). – Saml. af gde og hse: Haregab s. 149 (1660 Harregabit); Øverup (*1275 Øpestorp; u. o. 1789); Sodemark (1582 Sodismark); Esrummark; Rishave; Esbønderup Kohave; Esbønderup Gyde; Skovhuse; Boserup (*1291 Bosethorp); Esbønderup Huseby. – Gårde: Esrumgd. (49 tdr. hartk., 341 ha, hvoraf 8 skov; ejdsk. 700, grv. 413), Vokstrup (o. 1500 Vaxtropp), Øverupgd., Torshøjgd. (9,2 tdr. hartk., 82 ha; ejdsk. 200, grv. 101), Esrum Møllegd. (9 tdr. hartk., 66 ha; ejdsk. 288, grv. 173), Hindsehovgd. (1555 Hindtzehoue), Kassegd. (1555 Karssemosse), Krogdal (*1189 Cracadal). Esrumkloster (jf. ndf.). Østrup (også skrevet og udtalt Ostrup; 1660 Østrup), skovridergd. for Mårum skovdistrikt; Nyhegn, skovfogedbol.; Torup (*1178 Thorthethorp), skovfogedbol.; Storkevad og Duemose, jernbanetrinbrætter.

E. so., der udgør eet pastorat og sa.m. Nødebo so. een sognekommune, har tingsted i Helsinge og hører under 9. retskr. (Kronborg vestre birk), 7. politikr. (Hillerød) og Fr.borg amtsstuedistrikt, Fr.borg lægekr., 10. (Hillerød) skatte- og 13. skyldkr., amtets 2. valgkr. og dets 5. forligskr. og 1. udskrivningskr., 146. lægd.

Kirken er en romansk bygn. af granit og sandsten m. korbue af sandstenskvadre. I korets nordmur et tilmuret, opr. vindue. I senromansk tid ommuredes skibets v.gavl og nv.hjørne. I unggotisk tid fik kor og skib krydshvælv. Sen. nedreves en del af koret, der forlængedes mod ø. og fik en krydshvælving. O. 1550 opførtes et sakristi på korets n.side og et tårn i v. (m. trappehus i n.), begges gavle har en for egnen karakteristisk, sen blændingsdekoration svarende til Melby. 1735–36 opførtes en stor tilbygn. på skibets n.side. 1942–43 blev kirken hovedrestaur. (arkt. H. Lønborg-Jensen), og der byggedes et våbenhus s.f. tårnet. Samtl. tilbygn. er af tegl. – I kirken afdækkedes 1893 kalkmalerier, unggotiske i korets vestre og skibets to østligste hvælv: evangelisttegn, bladværk og ornamentfriser samt (atter overhvidtede) scener af lidelseshistorien og Adams og Evas liv, sengotiske ranker i korets ø.hvælv og en S. Laurentiusfigur på skibets ø.væg. Restaur. 1894 og 1943 (MagnPet.K. 100 f.). – Altertavle, nygotisk ramme m. maleri: bebudelsen, sign. A. K[üchler]. 1841, alterstager o. 1575. Romansk granitfont m. relieffer på den firpasformede kumme, svarende til Græsted (Mackeprang.D. 88). Renæssance prædikestol 1599 af Rasmus Snedker i Helsingør, malet 1602, m. bruskbarok himmel 1640 af Hans Snedker, malet 1641 og 1749. To klokker, den ene 1726 (Fr. Holtzmann) (AarbFrborg. 1934. 65–67). Mindetavle af træ over kgl. majestæts folemester Jochim Brandt, † 1707. Gravsten over sgpr. hr. Mikael, † 1337. (Carl Joh. Witter. Esbønderup Kirkes Hist. og Restaurering. 1943.) På kgd. er begr. landøkonomen Otto Lemvigh, † 1834, og generalkonsul H. V. Ludvigsen, † 1939.

Villingerød filialkirke er opf. 1906 (indviet 23/9) efter tegning af arkt. Vilh. Holck og kostede 22.000 kr., hvoraf staten betalte 17.500, sognebeboerne resten. Hvidkalket. Altertavle af Mogens Gad 1923: Jesus taler med den kananæiske kvinde.

Esrum kloster. Navnet Esrum betyder den åbne plads ved Ese sø. E. kloster er som Cistercienserkloster grundlagt af den for munkevæsenet meget virksomme ærkebiskop Eskil ved midten af 1100t. Han meddeler selv derom, at han ved et personligt besøg i Clairvaux hentede munkene og gav dem bolig i E., som han havde tilbyttet sig af Erik Lam. Om selve stiftelsesåret varierer kildernes udsagn fra 1151 (det sandsynligste) til 1153. Cistercienserklostret overtog imidlertid jordegods fra et ældre kloster, som rimeligvis tilhørte benediktinerordenen, men hvis stiftelsesår og beliggenhed er ukendt. Det nye kloster var viet til jomfru Maria, hvis billede det førte i sit segl. Ved sit datterforhold til Clairvaux og ikke mindre som moderstiftelse for fem betydelige klostre (Vitskøl, Sorø og Guldholm samt Hilda og Colbaz i Pommern) vandt det megen anseelse. Derom vidner talrige brevtekster: pavers, kongers og bispers privilegie- og beskærmelsesbreve, adelsmænds og gejstliges skøder. Et udtryk for det samme er det, at Erik Mændveds tvillingsønner Magnus og Erik blev begravet i klosterkirken. I dennes kor fandt også Valdemar Atterdags dronning Helvig († senest 1374) sit sidste hvilested; hun synes endog at være død i selve klosteret, hvis munke kalder hende »vor tjenerinde«. s. 150 Dronning Margrete skænkede i den anledning klosteret noget gods i Ods herred; 1377 fik hun pavens tilladelse til at overføre moderens lig til Sorø kirke, men planen udførtes ikke. Ifølge en jordebog fra 1497 ejede klosteret da over 300 sjæll. landejendomme, de fleste i den nærmeste omegn, adsk. ved kysten både i n. og ø.; hertil kom fjernere besiddelser, bl.a. ø. f. Sundet. Af munkenes landbrug giver jordebogen et vist indtryk; således nævnes abildgårde på bøndergodset. Om det åndelige liv inden for klostermurene vides derimod næsten ikke andet, end hvad der følger af tilslutningen til cistercienserordenen; den såkaldte Esrumannal er kun en variant af Lundeårbogen, og om den nedbrudte klosterkirkes arkitektoniske værd og betydning for egnens bygningskunst kan kun formodninger opstilles. Til klosteret knyttedes tidligt sagnet om »broder Rus«, djævelen selv, der i en munks skikkelse vildledte brødrene til vellevned og frådseri (se bl.a. Broder Russes Hist., udg. af Chr. Bruun, 1888); heraf at slutte noget om de virkelige forhold i klosteret er dog næppe forsvarligt. Af den katolske tids over 30 abbeder er de allerfleste for nutiden kun navne; fremhæves kan Peder Andersen (1473–1500), en fremragende godspolitiker, der ved erhvervelser og mageskifter betydeligt øgede og afrundede klostergodset, og hvem eftertiden skylder ovenn. jordebog. I hans tid fik klostret af kong Hans tillagt birkeret (1499).

Efter reformationen bestod E. kloster endnu i en årrække. 1538 blev det ligesom andre cistercienserklostre underlagt abbeden i Sorø. Allr. i Christian III.s tid bortsolgtes el. pantsattes dog en stor del af godset, bl.a. til borgere i Helsingør. Ved kongens død var der i hvert fald 11 munke tilbage foruden abbeden, men disse overflyttedes if. kgl. befalinger af 7/10 1559 til de endnu bestående klostre Sorø, Antvorskov, Ringsted og Herresvad, og dermed opløstes klostersamfundet; sandsynligvis var det den nye konge Fr. II.s jagtinteresser, der gav det dødsstødet. Kort efter nedbrødes klosterkirken og en del andre bygninger. De øvrige blev nu midtpunktet for et alm. krongods, som underlagdes lensmanden på Krogen og af og til besøgtes af kongerne for jagtens skyld. I en inventariefortegnelse fra 1600 nævnes følgende lokaliteter: borgegården, fadeburet, kongens, dronningens, slotsherrens og fogedens kamre, sengekammeret, jomfrukammeret, bryggerset, bagerset, kældersvendekammeret, spisekælderen, køkkenet, saltekælderen, abbedens kammer og rustkammer (hvori en kiste med ubrugelige harnisker), tærskerens kammer, eddikehuset og malthuset. I øvrigt dreves gården som kgl. ladegård og anvendtes fortrinsvis til hesteopdræt (jfr. s. 210). – Ved kgl. res. 7/12 1716 inddroges E. kloster under Fr. IV.s nye ryttergodsordning. På selve klostertomten opførtes nu barakker og stalde til 3 dragonkompagnier, hvorved adsk. af de idste middelald. bygningsrester skal være gået med i løbet. Indtil 1732 var skiftende rytterafdelinger stationeret på gården. Men ved kgl. res. 16/11 1733 indrettedes dens hovedbygning efter fornøden istandsættelse til embedsbolig for det kronborgske distrikts regimentsskriver, hvorefter de fleste af rytternes barakker og stalde 1746 atter nedreves. Det nævnte embede forenedes ved kgl. res. 31/11 1796 med stillingen som amtsforvalter ved Kronborg amt, og E. kloster var nu amtsstue, indtil distriktet ved lov af 12/4 1878 underlagdes Frederiksborg amtsstue. I E. forblev dog en filial af dette sidste embede, bestyret af en af finansministeriet udnævnt skovkasserer. 1925 nedlagdes også filialen. Siden da har bygningerne, der fra 1931 sorterer under indenrigsministeriet, dels været udlejet til private, dels været anvendt som postkontor, dels endelig været til rådighed for Nationalmuseet og Rigsarkivet som evakueringsmagasin og depot.

Litt.: Esrom Klosters Brevbog, udg. ved O. Nielsen, 1880–81. D. E. Rugaard. Af Esrom Klosters Historie. 1907. Niels Stenfeldt. Lidt om Esrom Kloster (Aarb.Fr.borg 1921, 81–115). Hal Koch i Hist. Tidsskr. 10. r. III, 1936. J. Kornerup i Aarb. 1879. 1–18. 239–48; 1881. 1–37. J. B. Løffler. Esrom Kloster. Bidrag til dets Bygningshistorie. 1897. Vilh. Lorenzen. De danske Klostres Bygningshistorie. XI. 1941. 133–43. C. M. Smidt i AarbFrborg. 1939. 64–74. J. Jensen. Det kgl. Frederiksborgske Stutteris Historie. 1919, navnlig 19, 127 f., 138.

Klosterbygningerne var i middelalderen meget anselige og spredt over et stort område. Nu er kun en del af s.fløjen tilbage. Hvornår bygningerne forsvandt, vides ikke bestemt, men alt tyder på, at det er sket under Fr. II o. 1560, kort efter at de sidste munke var flyttede herfra. Tilbage blev kun, foruden en s.fløj, en østl. fløj, der ses på et bill. i Resens atlas, og som 1734 mistede sit øvre stokværk. I 1880erne fjernedes ø.fløjen helt. Fra tomten har man i tidens løb fjernet mængder af byggematerialer; Esrum by har nu bredt sig over hele komplekset, og den ø.-v. gående landevej fører hen over kirkens fundamenter; kun lejlighedsvis har man derfor ved gravninger kunnet hente oplysninger om det forsv. kloster, således 1879 og 1882 af Jacob Kornerup, 1894 af J. B. Løffler, 1908 af C. M. Smidt og M. Mackeprang, og 1927 af C. M. Smidt. Ved den sidste gravning stødte man på kirkens ø.parti. Efter de gjorte iagttagelser kan man nu i grove hovedtræk rekonstruere komplekset. Der har været 2 gårde, en s. 151 fratergård mod v. med kirken som n.fløj, og en økonomigård mod ø., hvor s.fløjen er bevaret, mens ø.fløjen forsvandt 1881. – Kirkens længde mod v. kendes ikke; men ved fratergården har man konstateret hovedbygningens sv.hjørne, og der er da plads til en anselig kirkebygning på mindst 70 m.s længde. De fremdragne rester af koret viser en opr. flad altervæg og stærkt fremspringende korsarme med kapeller, 3 ved ø.siden af hver korsarm. Kort efter opførelsen o. 1150 har man tilføjet en halvrund apsis ved korets ø.gavl. Bev. fragmenter fra kirken og fratergården viser udviklet romansk stil fra 1100t., antagelig med tegl som overvejende bygningsemne, men med søjlerester af skånsk sandsten; søjler af lign. art i Kronborgs kældre menes at stamme fra E. – Den endnu bevarede s.fløj er bygget i 2 omgange. Den ældste (vestl.) del er den største; den har nu to fulde stokværk over kælderen, men at dømme efter de tilmurede spidsbuede vinduer i de ret hyppigt omsatte mure har der opr. været tre stokværk. En spidsbue nederst ved soklen på s.siden er formentlig rest af en tunnel, hvorigennem et vandløb har strømmet ind under bygningen til klostergården. Man mener, at denne ældste del af bygn. er fra sidst i 1300t. Antagelig et årh. senere, o. 1450, har man bygget fløjens forlængelse mod ø. De to partier danner i sammenstødet et lille knæk. Den nyere del har ydre støttepiller; murene har små blindinger med tagspærformede afslutninger foroven. – Kældrene er under største delen af hele fløjen hvælvede; kun et par rum under v.gavlen står med bjælkeloft. Hvælvene har krydsribber og bæres for det meste af lave, runde piller. I østl. del findes særlig velbevaret den s.k. »Broder Rus’s kælder«, hvor der opbevares et middelald. lad, »Broder Rus’s rist«, der opr. har hørt til den tilstødende gl. bagerovn. – I beg. af 1500t. har man opført en halvtagsbygning med kvist på fløjens n.side; i denne findes en vindeltrappe fra Fr. II.s tid. De øvrige rum i fløjen er fra stutteriets tid, fra o. 1700; der er smukke paneler og dørindfatninger i barok. – Tre små stentavler på halvtagsbygningen minder om reparationer i nyere tid, fra 1569, 1697 og 1881–82.

Esrumgård. Fra Esrum kloster udskiltes i ryttergodsperioden Esrum Ladegård, der fortsat anvendtes til stutteri og schæferi; i 1. halvdel af 1800t. benævnedes den Esrum Schæfergård. s. 152 1840 blev den bortforpagtet, 1852 solgt og fik da navnet E. Blandt de sen. ejere kan nævnes kammerherre J. V. Grevenkop-Castenskiold. 1916–32 ejedes den af gross. C. J. Rasmussen, men købtes 1932 af den nuv. ejer Aage Lützen f. 486.000 kr. Hovedbygn. er ombygget 1942.

Den for sin naturskønhed bekendte, for en del skovomkransede Esrum sø (1585 Esse sø), ca. 1730 ha, er Danmarks næststørste sø og måler ca. 9 km i længden og 2–4 km i bredden. Fra bredden strækker en lavvandet zone sig 100 m ud, hvorefter bunden sænker sig stejlt til ca. 15 m, og det centrale parti er et temmelig ensformigt midterbassin uden grunde, hvor den største målte dybde er 21 m.

Søens afløb dannes af den 9 km lange Esrum Kanal, der gravedes 1802–05 under ledelse af oberst Diedrich Adolph v. der Recke for at lette brændetransporten fra de kgl. skove; den foregik med pramme, der blev trukket af heste, og på midten af kanalen, hvis nordl. del lå 5 m lavere end den sydl., var der i st.f. sluse anbragt en skråplan, hvorad brændet gled ned. Efter at banen til Hillerød (senere fortsat gennem Gribskov) var åbnet, hørte transporten op (ved lov af 28/3 1873 bemyndigedes finansmin. til at nedlægge transporten og afhænde den nederste del af kanalen til et interessentskab), og nu tjener kanalen kun som afløb for søen. (B. Friis i Vingehjulet. 1949–50. 117).

N.f. »Rusland« ligger Statueparken (17 ha) med billedhuggeren Rudolph Tegners († 1950) arbejder. Tegner købte 1925 et delvis lyngbevokset areal med et højdedrag og skænkede det samt et antal af sine billedhuggerværker til Esbønderup-Nødebo kom. 1937 opførtes på grunden et af ham selv tegnet museum. 1938 overtog Tegner og hans hustru atter park og museum, og 1940 gjorde de det ved et legat til en selvejende institution. Museet rummer kunstnerens originalmodeller, malerier og tegninger, og i parken er opstillet 12 bronzegrupper. Tegner er begravet i en skjult krypt under museet.

Af de mange fsv. bebyggelser kan nævnes Bredås (nævnt i 1200t.), Egerup (1500t.), Hallendrup (1290–1600t.), Hjernerup (1189–1600t.), Hjorteholm (11–1200t.), Kistrup (1211, endnu i 1700t. fandtes Kistrupgd.), Langholm (11–1200t.), Ormstrup (15–1600t.), Saksulfstorp (11–1200t.), Sibberup (1200t., endnu 1844 Sipperuphus), Siggerup (1500t.), Sodemølle (12–1500t.), Soderup (15–1600t.), Østrup (1600t., endnu 1844 Østrup Skovhus) ofl.

Den s.k. »Borg«, en uregelmæssig halvø i den udtørrede Burre sø i Gribskov, er alm. antaget for et voldsted; Fr. VII har uden resultat foretaget udgravninger. Hvis stedet nogen sinde har tjent som befæstning, drejer det sig formodentlig om en s.k. bondeborg el. tilflugtsborg, men før der er foretaget en arkæologisk undersøgelse på stedet, kan der intet bestemt siges om den eventuelle borgs karakter og alder.

Der er 1935 fundet spor af middelalderligt murværk under E. præstegård. – Der spores endnu ruiner af den gl. stampe ved Snævret skov. – 1935 er der gjort fund af middelalderligt murværk ved Esrum Møllegård, formodentlig rester af klosterets vandmølle.

I Esrum klosters gård er opstillet E. bys gl. kagsten.

I E. boede 1496 væbneren Peder Litle.

Skove: Snævret skov (63 ha), en langstrakt skov n.f. Esrum, med størst længde i n.-s. Skoven er meget frodig med bøg som hovedtræart, mosedragene i s. og n. er dog væsentligst bevokset med birk og nåletræ. I skoven findes den ret sjældne plante krebseklo (Stratiotes aloides). Esrum lund (19 ha) lige ved Esrum by drives som lystskov. Bøg er den almindeligste træart, men ask forekommer hyppigt på lavere steder. Der findes en gruppe mægtige delvis hensygnende bøge, de såkaldte »Rostgaards Bøge«, der bevares så længe som muligt. – Den sydl. del af sognet indtages af en samlet skovstrækning, der udgør den nordl. del af Gribskovkomplekset med Nyhegn (Sibberup Vang og Boserup Vang) i alt ca. 2400 ha. Nyhegn (481 ha), det stykke skov, der ligger n.f. vejen fra Helsinge til Esrum, hører sa.m. de føromtalte 2 småskove til Mårum skovdistrikt, mens resten (1936 ha) betegnes som Esrum skovdistrikt. Terrænet er bakket og bølgeformet. Det højeste punkt er Multebjerg 89 m o.h. Bøg og nåletræ s. 153 samt birk på de mange moser karakteriserer bevoksningsforholdet. Det er i øvrigt en egn, hvor koldt klima, megen og sen nattefrost, kan være generende og hindrende ved frembringelse af nykulturer. Flere bevoksninger langs Esrum sø er udlagt til lystskov. – Om Gribskov se i øvrigt under Nødebo. På den s.k. Lodsbakke i Nyhegn findes en gruppe gl. bøge, der tidl. har tjent som sømærke. Træerne er nu fredet. En elm, der faldt i julen 1917, henligger som naturmindesmærke. I gl. tid var hele den østl. del af Gribskov opdelt i s.k. vange (ɔ: bevoksede græsningsarealer for stutterihestene). Vangenes navne er bibeholdt i fx. Krogdalsvang, Munkevang, Tumlingevang og Fændriksvang.

Fredede oldtidsminder: I Gribskov en stærkt ødelagt jættestue og en anden ødelagt stengrav, samt 10 mindre høje; ved Villingebæk en gruppe på 4 velbev., middelstore høje; ved Dronningmølle en anselig høj og ved Torshøjgård en noget mindre. – Sløjfet el. ødelagt er 3 dysser, 2 jættestuer, deribl. langdyssen Dragestensdyssen, og 23 høje, deribl. den anselige Storehøj ved Kassegård, der indeholdt et bronzesværd; næsten alle de sløjfede mindesmærker lå i sognets nordl. del. Ved Villingerød er gjort et betydeligt offerfund med hængekar, bæltesmykke m.m. fra yngre bronzealder. Ved Hellebjerggård er fundet en urnegrav fra romersk jernalder.

Fredede er »Rusland« og Statueparken (1934–35).

I Haregab fødtes 1833 maleren H. Siegumfeldt, på Vokstrup 1875 departementschef Frederik Graae.

Litt.: Louis Bobé i AarbFrborg. 1951. 73–81. – Om Gribskov: E. Reumert. Grib Skov. 2. udg. 1919. Knud Christensen. En dansk Storskov: Gribskov. 1929. Henning E. Petersen. Magle-Mose, Grib Skov, Undersøgelser over Vegetationen, 1920, – Om kanaler gennem Gribskov til Hillerød se J. V. With-Jensen. Vandbygningsarbejder ved Frederiksborg, AarbFrborg. 1941. 89–104.