Kirkelige forhold

Ved reformationen (reces 30/10 1536) ophørte den danske kirke at eksistere som et retligt selvstændigt samfund, en provins af den romersk-katolske kirke, og blev i stedet en luthersk kirke, styret af statsmagten. Siden da har statsmagten under vekslende former stedse haft den øverste myndighed i kirkens anliggender og ordnet dens forhold gennem love og kgl. resolutioner m.v.

Under enevælden var det almindelig pligt for landets indbyggere at bekende sig til den lutherske lære, jf. kongeloven 1665, der ikke blot pålagde kongen selv at bekende sig til den augsburgske konfession, men tillige forpligtede ham til at holde landets indbyggere ved samme rene og uforfalskede tro, og Chr. V’s Danske Lov 1683 (2–1), hvorefter »den evangelisk-lutherske religion skulle i kongens riger og lande alene tilstedes.« Denne religionstvang vedvarede til 1849. Der blev dog bl.a. af økonomiske og politiske hensyn gjort en del undtagelser, fx. blev der for at få den nyanlagte by Fredericia befolket ved privilegier af 11/3 1682 givet alle kristne indbyggere i denne by fri religionsøvelse, hvilket bl.a. kom et betydeligt antal reformerte indvandrere til gode.

Med grundloven 1849 ændredes denne tilstand aldeles. Den hidtidige trostvang afløstes af frihed på det religiøse område. Grundloven nøjedes i øvrigt ikke med at give enhver af landets indbyggere ret til at have den religiøse tro eller opfattelse han ville, men fastslog, at ingen på grund af sin trosbekendelse kunne berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder; den gjorde altså disse goder uafhængige af borgernes trosforhold (nu § 70). Endvidere gav grundloven borgerne fri adgang til at danne trossamfund eller, som det siges, at »forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«, alene med den begrænsning, at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden« (nu § 67).

Trods trosfrihed og den dermed givne adgang for enhver til frit at bestemme, om han ønsker at tilhøre den evangelisk-lutherske statskirke – eller folkekirken, som den nu almindeligt benævnes i lovgivning og daglig tale – tilhører den langt overvejende del af befolkningen stadig denne kirke, idet kun nogle få procent står udenfor som konfessionsløse eller tilhørende andre trossamfund. De fleste af landets borgere bliver medlemmer af folkekirken ved dåb som børn, men optagelse i folkekirken kan også ske på anden måde – ved at man i en senere alder søger optagelse i kirken eller evt. blot ved, at man tager bopæl her i landet, idet personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund uden for riget, ved bosættelse her i landet antages at ville tilhøre folkekirken, medmindre de afgiver erklæring om at ville stå uden for denne (menighedsrådslov, bkg. 8/6 1957, § 5).

Som bemærket har den evangelisk-lutherske kirke siden reformationen – ligesom i øvrigt kirkerne i de andre nordiske lande – været knyttet til statsmagten, hvilket fandt særdeles tydeligt udtryk i kongeloven 1665, der – efter enevældens indførelse – bestemte, at kongen skulle være »det ypperste og hojeste hoved« også i gejstlige sager (§ 2), og at kongen skulle have »hojeste magt over al cleresiet, s. 318 fra den højeste til den laveste, at beskikke og anordne al kirke- og gudstjeneste . . .« (§ 6). Ved grundlovens givelse deltes statsmagten, der hidtil havde været hos kongen alene, mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende myndighed, uden at der i den forbindelse blev truffet nogen særordning for kirkens styrelse, og de øverste statsorganer blev derfor også de øverste myndigheder i kirkens anliggender. Kongen er således fremdeles den øverste administrative myndighed også i kirkelige forhold. I forening med folketinget giver han kirkelige love. En del bestemmelser af »rent kirkelig« natur gives af kongen alene. Det er derfor kun rimeligt, at det i grundloven foreskrives, at kongen skal være medlem af den ev.-luth. kirke (§ 6). Der findes særlige kirkelige domstole – provsteret og landemode – til behandling af visse gejstlige sager i første og anden instans, hvorimod rigets højesteret også på det kirkelige område er sidste instans i domssager.

Men grundloven bestemte dog (nu § 66), at »folkekirkens forfatning ordnes ved lov«, idet det var grundlovens tanke, at kirken skulle have en friere stilling end hidtil. § 66, der almindeligt opfattes som en såkaldt »løfteparagraf«, er delvis opfyldt, bl.a. gennem indførelse af menighedsråd, hvorimod det trods adskillige forsøg i den retning ikke er lykkedes at få indført nogen fælles kirkelig repræsentation (synode, kirkemøde e.l.), bl.a. fordi tanken herom møder principiel modstand i indflydelsesrige – navnlig grundtvigske – kirkelige kredse.

Sideløbende med bestræbelserne for at give kirken en friere forfatning – med bevarelse af tilknytning til staten – har man overvejet gennemførelse af en fuldstændig adskillelse af forbindelsen mellem stat og kirke. Socialdemokratiet har indtil nyere tid haft en sådan adskillelse på sit program, og i det i henhold til lov af 7/3 1928 nedsatte kirkepolitiske udvalg, der arbejdede i årene 1928–40, fremsatte dette partis repræsentanter da også forslag om en sådan fuldstændig adskillelse. Forslaget vandt dog ikke tilslutning fra andre sider, og det har ejheller siden været muligt at skabe nogen samlet stemning for en adskillelse.

Om statens forhold til kirken indeholder grundloven endnu en vigtig bestemmelse, idet dens § 4 først konstaterer, at den ev.-luth. kirke er den danske folkekirke – den kirke, som den overvejende del af befolkningen tilhører – og dernæst på baggrund heraf fastsætter, at denne kirke »som sådan« understøttes af staten. Statens på grundloven hvilende forpligtelse til at understøtte kirken indfries i økonomisk henseende gennem ydelse af tilskud til kirkelige formål på de årlige finans- og tillægsbevillingslove. Men staten støtter også kirken immaterielt eller moralsk, fx. gennem skolelovgivningen, ifølge hvilken kristendomsundervisningen i folkeskolen skal være i overensstemmelse med folkekirkens ev.-luth. lære, gennem helligdagslovgivning o.m.a. Udover de fra staten modtagne tilskud har kirken indtægter af en del egne midler, navnlig de til lønning af præster og kirkebetjening samt vedligeholdelse af kirker fra gammel tid henlagte midler. Disse er dog – bl.a. på grund af nyere tids lovgivning (fx. tiendelov 15/5 1903 og lov om udstykning af præstegårdsjorder 4/10 1919) og pengenes synkende værdi ganske utilstrækkelige. Største delen af kirkens udgifter må derfor nu dækkes gennem ligning på folkekirkens medlemmer. Uden for folkekirken stående personer kan ikke pålignes kirkeskat, jf. grundlovens § 68, hvorefter »ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen«.

I administrativ henseende er riget delt i 9 stifter, hvert med sin biskop, der inden for de i lovgivningen afstukne rammer er den øverste stedlige myndighed i gejstlige anliggender og sammen med den stedlige stiftamtmand udgør stiftsøvrigheden, som er stiftets kirkelige overøvrighed for så vidt angår økonomiske og almindelige administrative anliggender. Biskopperne udnævnes af kongen efter et foregående valg, ved hvilket det pågældende stifts præster og menighedsrådsmedlemmer har haft lejlighed til at stemme på de opstillede kandidater (bkg. 1/4 1950 af lov om bispeembeders besættelse m.m.). Færøerne og Grønland henhører under Københavns stift. Hvert stift er opdelt i et antal provstier (ialt ca. 90) med hver sin provst og et provstiudvalg, der har visse beføjelser af økonomisk art. Styrelsen af de lokale anliggender i sognene – hvoraf der findes ca. 2100 – er henlagt til menighedsrådene, der vælges for fire år ad gangen af de til folkekirken hørende personer, der opfylder betingelserne for at have valgret til folketinget (23 år). Menighedsrådenes valgte medlemmer afgiver skriftlig erklæring på ære og samvittighed om »at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske ev.-luth. folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst«. Menighedsrådenes opgaver er hovedsagelig rent administrative – bestyrelse af kirke, kirkegårde, præstegårde etc. – men de har dog også en del funktioner af anden art, bl.a. har de indstillingsret ved besættelse af s. 320 præsteembeder. På landet er det almindeligt, at to eller flere sogne udgør et pastorat med fælles præst; antallet af pastorater er derfor væsentlig mindre end antallet af sogne (ca. 1350).

De enkelte medlemmer af kirken havde tidligere vidtgående forpligtelser overfor denne, fx. pligt til – endog under strafansvar – at indfinde sig i kirken, når gudstjeneste forrettedes, til nydelse af nadveren mindst én gang årlig, til at lade deres børn døbe og konfirmere. Nu er medlemsforholdets pligtmæssige side efterhånden blevet reduceret til det økonomiske – pligten til at svare kirkeskat –, idet medlemmerne i øvrigt er frit stillet med hensyn til, i hvilket omfang de vil deltage i kirkens liv. Omvendt er medlemmernes rettigheder siden 1849 stedse blevet større, hvilket navnlig skyldes demokratiseringen af kirkens styrelse og den såkaldte kirkelige frihedslovgivning, der har haft til formål at sørge for, at medlemmerne i videst muligt omfang får adgang til dén kirkelige betjening, der passer bedst til deres ønsker og behov.

Ethvert medlem hører til en bestemt menighed i kirken, sædvanligvis sognemenigheden dér, hvor han har bopæl. Men medens medlemmerne tidligere var bundet til netop denne menighed og dens præst (»sognebåndet«), er der nu i den kirkelige lovgivning hjemlet dem adskillige muligheder for kirkelig betjening på anden måde. Medlemmerne kan således nu henvende sig til en hvilken som helst præst i folkekirken, som er villig til at yde ham kirkelig betjening, uden at dette i øvrigt har indflydelse på hans stilling som medlem af den menighed, han tilhører. Og gennem såkaldt sognebåndsløsning kan han efter nærmere aftale med en præst i folkekirken slutte sig fastere til denne præst og hans menighed med den virkning, at vedkommende præst overtager pligten til at betjene medlemmet kirkeligt – medens på den anden side hans hidtidige præsts forpligtelser falder bort. I forbindelse med denne frie adgang til at lade sig betjene af andre præster er der tillagt de enkelte medlemmer adgang til at forlange deres sognekirke stillet til rådighed til udførelse af kirkelige handlinger ved fremmede præster. Ligeledes har de enkelte medlemmer adgang til at begære kirken stillet til rådighed til afholdelse af gudstjenester ved fremmede præster, men nogen ubetinget ret dertil har de dog kun, dersom de har løst formelt sognebånd eller slutter sig sammen i et antal af mindst 5 personer med egen husstand. Yderligere kan (mindst 20) medlemmer i et pastorat slutte sig sammen om ansættelse af en af dem selv lønnet »andenpræst«, der er sidestillet med en residerende kapellan. På denne måde kan medlemmer af kirken få ansat en præst efter deres eget ønske, uden at de af den grund behøver at træde ud af den sognemenighed, hvor de hører hjemme. Et skridt videre kan (stadig mindst 20) medlemmer gå ved at danne valgmenighed med egen præst (lov 15/5 1903), hvorved de – uden at udtræde af folkekirken – danner egen menighed. Sådanne menigheder kan have egen kirke, men som oftest benytter de dog de almindelige sognekirker. De betaler kirkeskat som andre medlemmer af folkekirken, men kan heri fradrage, hvad de betaler i bidrag til deres valgmenighed.

Beslægtet med valgmenighederne er de uden for folkekirken stående ev.-luth. frimenigheder, hvis selvstændige eksistens vel mere skyldes menighedernes ønske om at kunne organisere sig uafhængigt af statsmagten og under noget friere former end i folkekirken end noget dybereliggende modsætningsforhold til folkekirken. De adskiller sig – i al fald som regel – ikke fra folkekirken i lære og ritus, s. 321 og det er derfor kun naturligt, at der som udtryk for folkekirkens og frimenighedernes gensidige ønske om at bevare forbindelse med hinanden, så langt det er muligt, i lovgivningen er truffet vidtgående bestemmelser, som sikrer dette samarbejde. Således findes der i en lov om kirkers brug (bkg. 23/9 1947) hjemmel til at overlade frimenigheder brugen af folkekirkens kirker til gudstjenester og kirkelige handlinger under forudsætning af, at vedkommende stifts biskop på grundlag af indhentede oplysninger om frimenighedens lære og ritus såvel som efter sit kendskab til frimenighedens forhold til folkekirken ikke skønner, at der er grund til at nægte en tilladelse.

Det kirkelige arbejde – afholdelse af gudstjenester, udførelse af kirkelige handlinger, sjælesorg etc. – er efter den bestående kirkelige ordning hovedsageligt overdraget til særligt beskikkede personer, præsterne, blandt hvilke der nu også findes et beskedent antal kvinder. Det ligger i sagens natur, at kirken må drage omsorg for, at der er ansat præster til betjening af alle dens medlemmer. I dette øjemed er landet fra gammel tid opdelt i et antal sogne med hver sin sognepræst. Hvor arbejdets omfang begrunder det – og det er sædvanligvis tilfældet i købstæderne – er der tillige kapellaner eller hjælpepræster til at bistå sognepræsterne. Foruden disse faste præster, der er lønnet af kirkelige midler med et tilskud fra statskassen, findes der et betydeligt antal præster i folkekirken, som er ansat med mere specielle formål, fx. døvepræster, eller til betjening af en snævrere kreds af personer, fx. fængsler og stiftelser. Samtlige præster er udnævnt eller anerkendt af kongen eller for enkelte kategoriers vedkommende af kirkeministeren. De har pligt til at betjene alle, som tilhører deres menighed(er), men tillige ret til, om det ønskes, og de er villige dertil, at betjene andre personer i eller uden for folkekirken, idet det gamle forbud imod, at præster »befatter sig med andres kald«, er faldet bort.

Foruden det af love og anordninger etc. regulerede kirkelige arbejde – gudstjeneste, kirkelige handlinger, sjælesorg m.v. – udføres der inden for folkekirken og som regel i samarbejde med dennes præster et omfattende frivilligt kirkeligt arbejde, kristeligt, kulturelt og socialt, gennem en stor mængde kirkelige foreninger og organisationer. Udgifterne herved afholdes gennem privat fremskaffede midler, idet de offentlige kirkelige midler – kapitaler og ligningsmidler etc. – ikke kan anvendes dertil. Som eksempler kan nævnes Kristelig Forening for unge Mænd og den tilsvarende forening for unge kvinder, Diakonissestiftelsen, Lucasstiftelsen, Blaa Kors, Kirkelig Forening for den indre Mission, Dansk Kirke i Udlandet, Dansk Sømandskirke i fremmede Havne, menighedsplejer, soldatermissionen, o.m.a. Det københavnske kirkefond har med støtte fra hele landet påtaget sig den særlige opgave at sørge for opførelse af et betydeligt antal kirker i Kbhvn. (og omegn). En del missionsselskaber, først og fremmest Det danske Missionsselskab, udsender missionærer med det dobbelte formål at udbrede kristendommen og yde humanitær hjælp i eksotiske lande.

Det frivillige kirkelige arbejde har i nogen grad tilknytning til de forskellige kirkelige »retninger«, af hvilke i det sidste århundrede den grundtvigske, den indremissionske og den højkirkelige (Centrum) har været fremherskende. Modsætningerne mellem disse er efterhånden blevet mindre iøjnefaldende, navnlig i byerne, men de tre retninger danner dog stadig grupper inden for menighedsrådene, ligesom de også grupperer sig ved bispevalgene. I den sidste menneskealder s. 322 har den tyske teolog Karl Barths indflydelse gjort sig gældende også her i landet.

De fleste af de uden for folkekirken stående personer er organiseret i større eller mindre trossamfund, af hvilke nogle er »anerkendt« af staten. I denne anerkendelse ligger der ikke nogen kvalitativ bedømmelse af vedkommende trossamfund, idet anerkendelsens hele indhold er et ved kgl. resol. givet tilsagn til trossamfundet om, at dets præster enkeltvis kan blive anerkendte – ligeledes ved kgl. resol. – som berettigede til at udføre kirkelige handlinger (dåb, vielser) med borgerlig gyldighed, forudsat at de enkelte præster opfylder visse betingelser. Anerkendte præster fører ministerialbøger og udsteder attester med borgerlig gyldighed ganske som folkekirkens præster. Tilsynet hermed føres af de borgerlige myndigheder. Bortset herfra blander staten sig ikke i disse så lidt som i andre uden for folkekirken stående trossamfunds anliggender. De anerkendte trossamfund er for tiden de reformerte menigheder i Fredericia og Kbh., det romersk-katolske trossamfund, Mosaisk trossamfund, Metodistsamfundet, det danske baptistsamfund, Svenska Gustavsförsamlingen i Kbh., den ortodokse russiske menighed i Kbh. og den til St. Albans English Church i Kbh. hørende menighed.

Litt.: H. Matzen og J. Timm. Haandbog i den danske Kirkeret. 1891. F. Larsen. Den danske Kirkeret. I–II. 1901–12. Betænkning, afgivet af det i Henhold til Lov 7. Marts 1928 nedsatte Udvalg. 1940. Louis Petersen. Kirkelovene. 1944. Kirkelig Haandbog. 9. udg. 1955. Paul Nedergaard. Dansk Præste og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849–1949. 1951 ff.