Skellebjerg sogn

(Tersløse-S. kom.) omgives af Merløse hrd. (Niløse og Tersløse so.), Sorø amt (Nordrupvester so.), Ørslev, Ruds Vedby og Reerslev so. Fra Merløse hrd. og Sorø amt skilles det ved Tude å og dennes tilløb Bjørnevad å og Skelbæk. Terrænet er de fleste steder jævnt til småbakket med kun mindre uregelmæssigheder v.f. Skellebjerg, men sv.f. Sobjerg hæver sig midt i det i øvrigt jævne land den vældige bakkeknude Sobjerg banke (trig. stat.) til 65 m, og herfra er der vid udsigt over omgivelserne. Jordbunden er overvejende moræneler med en del mindre, sandede partier, især omkr. Skellebjerg. Mod n. ligger den betydelige Vaseskov med Hestehaven og mod s. den mindre skov Friheden. Gennem so. går Høng-Tølløse banen med stat. i Skellebjerg og landevejen Sorø-Kalundborg.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1950: 1209 ha. Befolkning 7/11 1950: 604 indb. fordelt på 183 husstande. (1801: 289, 1850: 445, 1901: 561, 1930: 618).

I sognet byerne: Skellebjerg (o. 1370 Skældebyergh; u. 1790) med kirke, skole (vordende centralskole) med sognebibl. (1906; 2723 bd.) samt, i den med kirkebyen næsten sammenvoksede stationsby ved banen, savskæreri, cementfabr., vandværk (1950), handelsgartneri, jernbane- og telegrafstat. samt posteksp.; Herrestrup (1482 Harysterop; u. 1802) med andelsmejeri; Sobjerg (1483 Sobieri; u. 1796) med missionshus (opf. 1898) og ml.; Tåderup (1610 Todrup; u. 1802) med skole (under nedlæggelse). – Saml. af gde og hse: Hedeboryde (1664 Hedboerye); Præsteskov; Knapsholm.

Peter Skautrup professor, dr. phil.

S. so., der sa.m. Tersløse so. i Merløse hrd. udgør een sognekom. og eet pastorat (under Ars og Løve hrdr.s provsti), har sa. tingsted og hører under de sa. s. 474 kr. som Sæby so. og udgør 2. udskrivningskr., 346. lægd. So. har sessionssted i Høng.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Kirken har romansk apsis, kor og skib af kamp; soklen har over en skråkant en rundstav af kridt. På n.siden ses to romanske vinduer med stik af frådsten og den romanske dør tilmuret, s.døren er stadig i brug, men omdannet. I gotisk tid er kirken overhvælvet og har fået tårn med samtidigt hvælv og våbenhus, det sidste overvejende af kamp. Kirken er rest. 1862. – Kalkmalerier fra romansk tid er overkalket i apsishvælvet, men stukglorier og -bræmmer ses; under korbuen har J. Kornerup 1894 rest. billeder fra o. 1300 af syndefaldet, to engle og korslammet. – Alterbillede af N. Simonsen (Kristus) fra 1865, alterbordspanel fra beg. af 1600t. Romansk granitfont (Mackeprang. D. 84) med moderne fod. I skibet et ligtræ over Maren Jensdatter, † 1663. En gotisk bispefigur findes nu i Nationalmus., den gl. altertavle fra 1605 i »Saxos Celle« i Sorø.

Aage Roussell overinspektør, arkitekt, dr. phil.

Litt.: J. B. Løffler. Sorø Akademis Landsbykirker. 1896. 51. MagnPet. K. 108.

Et lindetræ er plantet på genforeningsdagen på skolepladsen i Toderup.

Skove: Sognets nordl. parti dækkes af Vaseskov og Hestehaven (i alt 183 ha), der begge er dele af Nørager og Konradineslyst skovdistrikt. Terrænet er svagt bølget, og blødbundarealer er hyppige. Den største højde 38 m. o.h. nås i Hestehaven. Bøgen er hovedtræarten. Helt mod s. Friheden, en del (ca. 20 ha) af Børrelund, der hører under Kragerupgård.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Fredede oldtidsminder: I S. tidl. skolehave rest af en stengrav, vistnok en dobbelt jættestue; desuden findes i S. 2 dyssekamre, i Sobjerg 2 runddysser og i Vaseskoven et forstyrret dyssekammer. – Sløjfet: 3 runddysser, 2 langdysser, et dyssekammer og 4 ubest. dysser.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.