Vester Marie sogn

(V.M.kom.) er Bornh.s største so. og af en meget uregelmæssig form. Kyststrækningen mod s. fra Lilleås munding til godt 1 km v.f. Sose odde er en bevokset klintekyst m. forstrand. So. omgives i øvrigt af Nylarsker, Knudsker og Nyker so., Nørre hrd. (Klemensker so.), Nyker plantage, Øster hrd. (Øster Larsker og Øster Marie so.) og Sønder hrd. (Åkirkeby plantage og Åker so). Hele den nordl. og østl. del af so. ligger i et stærkt kuperet granitterræn med dække af morænesand, der jævnlig lader granitten træde i dagen, således mod v. i Bjergbakke, 102 m, en granitkulle med et ret betydeligt stenbrud (stribet s. 500 granit). Ø.f. Nyker plantage når bakkerne jævnlig højder o. 120 m og kulminerer i Rytterknægten (162 m, trig. stat.), øens højeste punkt. Fremtrædende træk i dette landskab er de sv.-nø.gående sprækkedale, hvoraf den mest kendte er Ekkodalen. I det kuperede terræn findes talrige vandfyldte lavninger, der danner lavvandede naturskønne tilgroningsmoser; størst er Bastemose i den nø. del af Almindingen, desuden Svinemose, Gammelmose, Åremyre m. fl. S.f. granitområdet danner terrænet en gennemgående mere jævn flade med svag hældning mod s.; undergrunden udgøres her af bjergarter fra kambrium-silur, overfladen er gennemgående frugtbart moræneler. I dette område findes en isoleret granitbakke s.f. Klintegd. (Klinten, 96 m, trig. stat.). Området omkr. sdr. landevej er et glacialt udformet landskab med en ø.-v.gående endemoræne, Sosebakken, og n. herfor en senglacial floddal m. sandet jord. Området s.f. landevejen er en svagt bølget frugtbar moræneflade. Gennem den nordl. del af so. strømmer Blykobbe å og Tingsted å, der løber sammen ved Ellebygd., begge mod v., og i den sydl. del Lilleå, der løber mod s. I den nordøstl. del af so. findes statsskoven Almindingen, v. herfor Vestermarie plantage, desuden talr. private skove, specielt de for øen karakteristiske skovbevoksninger langs åerne. Gennem so. går amtsvejene Rønne-Øster Marie, Rønne-Vester Marie-Åkirkeby og sdr. landevej ml. Rønne og Neksø. I vejknudepunktet ved øens naturlige midtpunkt, Kristianshøj, har amtsvejen Rønne-Svaneke forbindelse med amtsveje mod Klemensker, Øster Marie og Åkirkeby. Jernbanen Rønne-Neksø har i so. station i Lobbæk og trinbr. ved Smørenge og Tvillinggårde.

Areal i alt 1950:6977 ha. Befolkning 7/11 1950: 2057 indb. fordelt på 561 husstande. (1801: 1180, 1850: 1600, 1901: 1992, 1930: 2254). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1940 i flg. grupper: 1528 levede af landbrug m.v., 394 af håndværk og industri, 61 af handel og omsætning, 28 af transportvirksomhed, 39 af administration og liberale erhverv og 128 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 12 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet findes: Vester Mariekirke (*1335 ecclesie occidentalis beate Marie, sognet: 1429 westre Marie kirkesogn, 1508 Wæstre Mark kirke sogn, 1547 Westermarkersoggen) m. præstegd. (1 km sv.f. kirken), skole (Kirkeskolen, opf. 1902), forsamlingshus (opf. 1897, ombygget 1937; arkt. Ernst Andersen) m. kom.kontor (opf. 1937), sognerådssal, sognebibl. (opret. 1938; 1409 bd.), gymnastiksal og sygeplejerskebolig, andelskølehus (opr. 1949 ved brugsforeningen) samt motorml. og savværk. Saml. af gde og hse: Tingsted (1555 Tingstadt) m. skole (opf. 1902); Bjergegd. m. mindre stenbrud; Ellebygde (1569 Elleby); Pilegde; Ringeby (1553 Ryngebye) og ca. 1 km n. herfor andelsmejeriet Central (opf. 1894) og Tingsted telf.central; Klintegårde (1624 paa Klinten) m. stenbrud (ved Klinten; A/S De danske Granitbrud, Kbh., se s. 520 under Vang), hvor der optages råblokke og vejsten af enhver art; et mindre brud i nærheden udnyttes af Bornholms amtsvejvæsen; Smørenge (1624 Smørenge) m. skole (siden 1916), søndagsskolehuset »Laurasminde« m. forsamlingssal (opf. 1899 af møller L. P. Ipsen, benyttes af Indre Mission), motorml. og jernbanetrinbræt; Tvillinggårde m. jernbanetrinbræt; Myreby (1569 Myreby); en del af stationsbyen Lobbæk – med 1950: 116 indb. fordelt på 38 husstande; fordelingen efter erhverv var 1940 flg.: 63 levede af landbrug m.v., 101 af håndværk og industri, 16 af handel og omsætning, 12 af transportvirksomhed, 4 af administration og liberale erhverv og 28 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 2 ikke havde givet oplysning om erhverv (den anden del af Lobbæk stationsby ligger i Nylarsker so. (s. d.)) – m. Baptisternes mødesal (indv. 1915), andelskølehus (opf. 1949 ved brugsforeningen), andelsmejeri (opf. 1887, ombygget 1938, maskinel modernisering 1952–54), filial af Aakirkeby Bank (opret. 1928), postekspedition og telf.central; Brændegårde; Engegårde; Vingevængegde; Sose; Værmelandshuse. Kristianshøj trinbræt ved den 1953 nedlagte Åkirkeby-Gudhjembane er solgt til statsskovvæsenet. – Gårde: St. Gadegd. (1681 Gadegd.; 16,1 tdr. hartk., 66,6 ha; ejdsk. 110, grv. 71,9); Vestergd. (1548 Wester(g) hardenn; 16,1 tdr. hartk., 60,2 ha; ejdsk. 103, grv. 64,6); Hågensgd.; Ringebygd. (1553 Ryngebye); Smørengegd.; Lillegd.; Stensgd.; Lyneborg (1700t. Lynebye); Kantedamsgd. (1546 Cantedam). – I Almindingen (statsskov) planteskoler, skovfogedboligerne Koldekildehus, Lindesbjerghus og Segenhus samt pavillonen Kristianshøj (opf. 1825, restaurant) og hotellet Jomfrubjerget.

V. M. so., der udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Knudsker so. So. udgør 6. udskrivningskr., 5. og 6. lægd og har sessionssted i Åkirkeby.

Kirken er opført 1883–85 efter tegn. af arkt. M. Bidstrup, Rønne, og består af korrunding, kor, skib og tårn, alt af rødlig stenbrudsgranit m. hjørner og indfatninger af blågrå kvadre. Tårnets underrum gør tjeneste som forhal; det rummelige skib, hvori der er indrettet siddepladser til ca. 1000, en del dog på træpulpiturer ved langsiderne, har fladt kassetteloft. Tagene og tårnets pyramideformede hætte er tækket m. skifer. Bygningen er ret tidstypisk, håndværker-pyntelig, og i en slags neo-romansk stil. – Det havde opr. været hensigten at s. 502 bevare den middelald. kirke m. nogen udvidelse (korsarme var forsøgsvis projekteret af J. D. Herholdt), men da man 1880 nedtog det brøstfældigste af tårnet, skal også resten have vist sig at være så lidet solid, at man var nødt til at nedtage hele tårnet til grunden, hvorefter der var skabt fri bane for det moderne projekt. Det således opnåede resultat, som unægtelig afhjalp en dengang eksisterende pladsmangel, var meget forlokkende, og fremgangsmåden blev retningsgivende for det næste årti, der så en foruroligende stor del af øens særprægede middelald. kirkearkitektur forsvinde.

Den middelald.kirke, som har været indviet til Jomfru Maria, bestod af romansk kor og skib, et allr. i ældre romansk tid tilføjet v.tårn, samt et våbenhus af ubestemmelig alder, vistnok middelald., mod s. – Korets apsis var allr. 1861 erstattet m. en lille korudvidelse. I murværket var der anv. betydelige mængder af den ellers lidet benyttede grønskifer-sandsten (jf. Åkirke, s. 482). Bygningens interessanteste afsnit var det slanke, til tagskægget ca. 15 m høje v.tårn, som var afsluttet m. et (inkl. fløjstangen) omkr. 11 m højt, 4-sidet spidstag, klædt m. spån. De 2 nederste af tårnets 3 etager havde tøndehvælv. Ved nedbrydningen fandt man en del specielt tildannede sandstenskvadre indsat hulter til bulter i de ofte flikkede ydermure. Stenene viste sig at stamme fra bueslag af forsk. spændvidde, et par fra dobbeltbuer, og i alt fald een sten måtte have siddet i en buefrise. Et veldannet søjlekapitæl af silurkalk, som blev udtaget af 2. stokv.s sydl. ydermur, må høre sammen m. en dobbeltbue-kvader og stamme fra et i denne etage anbragt søjledelt vindue el. niche som den i Rutskirke bev. Resten af buestenene må have siddet over de i sen. tid udvidede luger i klokkestokv.; forsk. ejendommeligheder ved dettes ydre kunne desuden tyde på, at façaderne heroppe engang havde været prydet m. lisener og rundbuefriser. – I den udvidede korbue blev der fremdraget kalkmalet bladværk, vel fra 1550–75. – Ved rydningen af grunden blev der fundet i alt 34 mønter fra forsk. tid, deribl. en sjælden da., præget i Lund for Knud VI.; den ældste mønt var ty., næppe yngre end ca. 1100.

I den gl. kirkes apsismur er fundet en blykapsel m. relikvier af de 11.000 jomfruer (nu i Nationalmuseet). Den nuv. altertavle er et maleri, Jesus i Gethsemane, sign. A. Dorph 1885. En altertavle fra 1597 af sædvanlig bornh. type m. todelt storstykke findes nu i Bornholms museum. Sengotiske alterstager m. fødder formet som løver. Senromansk døbefont af gotlandsk kalksten m. lav, keglestubformet kumme. Sydty. dåbsfad fra o. 1575. Ny prædikestol. I Bornholms museum opbev. den nedrevne kirkes prædikestol, et renæssancesnitværk fra o. 1610 m. relieffer af bebudelsen, Jesu fødsel, korsfæstelsen og opstandelsen. Fra et pulpitur stammer 11 fyldinger m. nytestamentlige malerier (i Bornholms museum). En lysekrone m. 12 arme fra o. 1675 er skænket af sognepræsten o. 1770. Desuden findes en ny kopi af sa. krone. Den ene klokke er støbt af Karsten Middeldorp 1550, den anden af Claus van Dam 1638.

På kgd. er opstillet seks runestene: 1) Fundet 1819, indskr. »(NN.), Broder (og) (X) rejste dette kummel efter (…) og efter deres broder (Eskil). Gud hj(ælpe deres sjæle)«. 2) Fundet 1847, indskr. »Thorsten og Sven rejste (stenen) efter deres fader Alvin og efter deres broder Thorlak. Gud og Guds moder hjælpe deres ånd«. 3) Fundet på Højlyngen 1875, indskr.: »Gilling rejste (denne sten efter NN.) sin (broder). Gud hjælpe hans sjæl«. 4) Syv brudstykker af sa. sten, fundet under og efter den gl. kirkes nedrivning, indskr.: »Sven(?) (…) og Tole og Vifrid, de ligger under de[nne sten … NN. gjorde] stenen.« 5) Fundet 1884 under kirkens sydmur, indskr.s tolkning er omtvistet, to nyere forslag lyder: a) »Asvalde, en velbyrdig dreng, rejste denne sten efter sin broder Alver. Træbene-Sønne huggede. Skoge sveg den sagesløse.« b) »Asvalde rejste denne sten efter Alver, sin broder, den gode dreng, skændigt dræbt; men Skoge sveg den sagesløse.« 6) Indskr. ulæselig. (DRun. 439–46).

Litt.: DanmKirk. VII. Bornholm. 223–43.

I so. fandtes 1691 68 selvejergde og 18 vornedegde. – Vestergd. omtales 1548 som en af B.s 4 gl. herredsfogedgde. 1547 havde lybækkeren Mester Gert den i forpagtning. Efter 1576 fæstede kongen den bort. Hans Pedersen († 1653), landsdommer fra 1645, havde den som embedsgd. 1672 fik artillerikapt. Niels Erichsen den afgiftsfrit. (M. K. Zahrtmann. Borringholms gl. Herredsfogedgde. BornhSaml. 1932. 37–42). – Store Bjergegd. skænkede høvedsmand hr. Hans Eriksen 1335 til Lundekapitlet. Landsdommer Peder Olsen Hassel havde den i fæste af kongen fra o. 1660. 1672 fik han den for tro tjeneste til eje for sig og sine arvinger. Han overlod den sen. til svigersønnen, kvartermester Oluf Staale, og boede her som aftægtsmand til sin død 1683, hvorefter amtsskriver August Deckner overtog den som ufyldestgjort s. 503 panthaver. Ved hans domfældelse 1691 hjemfaldt den til kronen, der 1744 solgte den til Lars Mogensen. – Rømeregd. ejedes fra 1500t. til langt op i 1700t. af slægten Rømer, 1598 af Hans Remmer, 1742 af Christen Rømer. – Store Gadegd. købtes 1839 af kancelliråd, cand. jur. Adolph Schoubye Stender († 1862), hvis datter Michelle 1874 ægtede sin fætter, numismatikeren P. Hauberg. (DLandbr. IV. 1932. 657–58).

Omtr. midt i skoven ligger på en brat affaldende, langstrakt, ca. 15, 7 m høj klippeknude, der har været omgivet af den nu til dels udtørrede Borresø, Lilleborg, næst Hammershus øens betydeligste ruin fra middelalderen. Den lå uænset hen, indtil Hans Rømer 1815 foretog mindre gravninger, ca. 1820 lod vandet fra Borresø aflede til Græssømose og udbedrede den gl. vej forbi borgens ø.side. Ved denne lejlighed blottedes flere bygningsrester. De består af en oval, for største delen nedfalden, dog på fl. st. endnu indtil ca. 3 m høj ydermur, der indfattede den ca. 1560 m² store borggård; dernæst fundamenterne af et tårn, ca. 9, 5 m i udv. kvadrat, hvis mure er 2, 4 m tykke; det har måske været benyttet til fængsel; inde fra borggården har en dør ført ind til tårnet over kælderrummet; ved den indvendige side af ydermuren er der fundamenter af bygninger, nemlig en mindre mod n. og en større, i to afdelinger delt bygning ved s.siden; i den ene afdeling fandtes forkullet korn, et vidnesbyrd om, at borgen er gået til grunde ved ild, i den anden, der måske har været smedje, fandtes våben, jernsager m.m. Hovedindgangen med port har ført forbi tårnet; men også fra den modsatte side har der været indgang. Mod nø. findes levninger af en indre mur, der hidrører fra en tidl. periode. Ved den sydl. bygn. fandtes en ledning, der førte borgpladsens vand ned til søen. På n.- og s.siden er der opf. mægtige murpiller, der strakte sig i hele skræntens højde op til ydermuren. Materialet var kampestenskvadre, bundne ved cementkalk. Fra 1887 er der af Nationalmus. foretaget en kun til dels gennemført rest. af ruinen og i forb. hermed udgravninger (v. P. Hauberg), der har omfattet dels en fuldstændig rydning af fylden i bygningsgrunden, dels en afgravning af borggården, hvor der er gjort rige fund af våben, brugsgenstande og mønter. s. 504 Ligeledes fremkom der til yderligere bekræftelse på, at borgen er ødelagt ved ild, en del rester af forkullet tømmer. Også enkelte mursten fandtes. Afgravningen af terrænet uden for borgen blottede det klippedrag, hvorpå borgen er opf., og som tidl. var dækket af en mægtig opfyldning. 1953 blev dette oprydningsarbejde genoptaget, og der er ved af harpning af fylden yderligere bragt enkeltfund for dagen. – Det er blevet antaget, at det var Lilleborg, der som kongens fæste blev stormet og ødelagt 1259 af Anders Erlandsen, ærkebiskoppens broder, og Rügenfyrsten Jaromar. I denne forbindelse er det dog bemærkelsesværdigt, at der er fremkommet en del mønter fra årene efter 1259.

Litt.: W. Mollerup. NatMus. 2. afd. 44–46. P. Hauberg. Lilleborg, BornhSaml. 1911. 133–49. Joh. Bulmer smst. 1912. 22–52.

Gamleborg, der ligger lidt ø.f. Rytterknægten, er en tilflugtsborg på en 22 m høj klippeknude, der falder stejlt mod s. og ø. Borgpladsen er 267 m lang i n.-s. og 110 m bred i ø.-v. og er omgivet af en jordvold, der mod v. er forstærket m. en mur, der har været indtil 6 m høj. Der har været porte i n. og s. Nyere undersøgelser har vist, at jordvoldene stammer fra den seneste del af oldtiden, medens muren er lidt senere, tidlig-middelald., omtr. fra 1000t. Samtidig m. dennes opførelse er s.porten flyttet længere mod v.

Skove: Hele den nordøstl. del af so. er opfyldt af statsskoven Almindingen, der m. »Indlægget« dækker i alt 2410 ha. Terrænet er bølgeformet til bakket, ofte stærkt bakket, og partivis klippefuldt. Middelhøjden over havet er 110–120 m. Det højeste punkt, tillige øens højeste, Rytterknægten 162 m, findes i Almindingens sydvestl. del. På mange steder, navnlig i den vestl. del, kommer klippen på større strækninger nær overfladen, pletvis helt frem. Undergrunden varierer i øvrigt fra lerblandet sand til sandblandet ler. Udpræget mor finder man som regel ikke, men jordbunden er ofte på egenartet vis fast og mange steder m. sparsommere muldvegetation. Den årl. middelnedbør er 712 mm (gennemsnitlig i Danmark 625 mm). Rødgranen er langt dominerende (ca. 1000 ha). Bøgen, der kun indtager ca. 350 ha, er først indført i Almindingen omkr. 1818. Væksten er på steder god, i øvrigt ikke over middel. Af eg fandtes umiddelbart før indfredningen (se ndf.) ca. 150 ha åben, dårlig skov m. nogen indblanding af avnbøg. Rester af denne naturskov findes i nu fredede partier. Herudover er der bevoksninger af yngre dato, således at eg i alt indtager op mod 300 ha. Af andre løvtræarter forekommer birken hyppigt. Avnbøg udvikler sig særdeles godt. På Hestehavebakken står gl. avnbøg. Ædelgran, skovfyr, lærk indtager hver især betydelige arealer.

»Øens almenige Skove« omtales 1490 som stærkt forhuggede, og rovdriften vedblev i de flg. tre årh. Af »Almingen« – Kongens Alminding, vildtbanen, bøndernes udmarker – der i alt var på 600 ha, var i slutn. af 1700t. kun ca. 170 ha skovbevokset, særlig m. eg, avnbøg og birk foruden en del forkrøblet krat. Efter at regeringen 1774 havde gjort et forgæves forsøg på at få den solgt, blev Almindingen ved kgl. resol. af 6/8 1800 omgærdet, og løjtn., sen. kapt. og justitsråd Hans Rømer († 1836) blev udnævnt til som skovrider (holzførster) at tilplante arealet på ny. Ved indhegningen lagdes Rytterknægten og Styrtebakkerne ind under skoven. Rømer overtog selv gærdesætningen, der var færdig 1809, samtidig m. at han gennemførte sine nyplantninger m. lærk, ædelgran, rødgran, birk, avnbøg og bøg. Han brød brede, godt byggede veje gennem klippeterrænet. 1842 indtoges godt 1600 ha af Højlyngen – »Indlægget« – til skov. Skønt Højlyngen en del minder om de jyske heder, har beplantningen dog mødt langt mindre vanskeligheder, da morænesandet på den forvitrede klippegrund byder de unge planter flere næringsstoffer end hedesandet.

Almindingen er en af landets smukkeste skove, og det afvekslende terræn, de mange smukke udsigtspunkter, karakteristiske klippepartier – navnlig den smukke Ekkodal (Kodal) m. sin vestl. på mange steder lodretstående granitklippevæg, der når op til en højde af ca. 20 m over dalbunden – foruden små søer (Borresø, Åremyre, Pykkekullekær, Kohullet, Vættesmose, Bastemose, Åsedam) og gl. borgpladser, giver skoven en særegen tiltrækning. Her samles man ved festlige lejligheder på det 125 m høje Jomfrubjerg ved den af Rømer 1825 byggede pavillon Kristianshøj. Midt på en rund plads står »Prinsestøtten«, en 6, 3 m høj granitstensobelisk, der (efter tegn. af kancelliråd C. G. Lohmann) rejstes til minde om Prins Chr. Fr.s besøg 1824. I nærheden og nær ved Hotel Jomfrubjerget er der 1882 af Bornholms landøkonomiske Forening i forb. m. alle øens kommuner rejst et mindesmærke (en 3 m høj granitblok i form af en kile, efter tegn. af Kr. Zahrtmann) m. portrætmedaljon (af H. W. Bissen) for etatsrådinde Marie Kofoed († 1838), der stiftede en række legater med almennyttige formål. S.f. Kristianshøj i den gl. planteskole er der 1893 rejst en mindestøtte (en ca. 5 m s. 505 høj granitobelisk m. fodstykke) m. portrætmedaljon for Hans Rømer († 1836). Ved den vestre og sydl. indkørsel til skoven står der 4 af Rømer 1809 i stengærdet satte ledsten m. Hans Rømers navnetræk og årst. 1809 (på 2 af stenene er endv. Fr. VI.s initialer). Ved opgangen til Fuglesangsrenden er 1894 indhugget et vers af V. Bergsøe til minde om Rømer. Ø.f. Jomfrubjerget står en af Rømer rejst mindesten for landsdommer, komponist D. L. Rogert († 1813). Det største nutidsmonument er dog Kongemindet på Rytterknægten, et 12, 6 m højt granittårn, rejst 1856 ved frivillige bidrag af øens beboere efter tegning af arkt. M. G. Bindesbøll, til minde om Fr. VII.s besøg på øen 1851. Fra indgangen på den østl. side fører en granittrappe op til platformen, der omgives m. et jerngitter. Den smukke gesims, der afslutter tårnet, er aldrig blevet fuldendt. Fra platformen var der tidl. en glimrende udsigt over hele øen og det omgivende hav, men efterhånden lukkede den opvoksende skov til dels for udsigten, hvorfor man 1899 efter tegning af arkt. Th. Bindesbøll har forhøjet tårnet m. et ca. 9 m højt jernstativ. I Ekkodalen (på Vallensgårds grund i Åker so.) findes H. C. Ørsteds kilde samt et 1898 ved indsamling på øen rejst mindesmærke m. bronzebuste for præsten P. C. Trandberg († 1896). 1921 er der opstillet en genforeningssten sv.f. »Prinsestøtten« på Kristianshøj, og s.f. Jomfrubjerget er der 1938 rejst et mindesmærke over de bornholmere, som faldt i krigen 1864. Det er formet som et oldnordisk dyssekammer m. en større sten som overligger og fem mindre (een for hver af de fem faldne) som understøtter. Forstmænd på Bornholm har 1934 sat afdøde skovrider Kristoffer Bramsen († 1933), der bestyrede skovdistriktet 1913–33, et minde m. inskription på den østl. side af Hallebakken. På en klippevæg i Ekkodalen en indskr. for den sønderjyske spejder Johs. V. Andersen, der dræbtes ved nedstyrtning 1947. 1950 afsløredes en Davidstatue af Johs. C. Bjerg på trekanten sø.f. Kristianshøj til minde om de fire bornholmere, der satte livet til i frihedskampen under den ty. besættelse, og endelig er der 1951 i Hareløkkerne rejst en mindesten for skovrider G. P. L. Brüel († 1880). Nø.f. Jomfrubjerget er 1931 på foranledning af den daværende Rønne Vintersportsforening anlagt en kælke- og skibane m. startstillads. Under besættelsen opførte den ty. værnemagt s. 506 et ca. 60 m højt radiotårn umiddelbart ved siden af Kongemindet. Tårnet er nu overtaget af marineministeriet. Tæt ved Jagtvejen findes to stenstøtter (vildtbanepæle) med Fr. IV.s og Chr. Vs.s navnetræk indhugget i stenen. Af smukke, gl. træer, der er fredet, findes på Kristianshøj to bredkronede ege vest for pavillonen. Ved foden af Jomfrubjerget »Fr. VII.s eg« m. en jernplade m. navnetrækket – Fr. VII, L.D., endv. nævnes en gl. eg (»Dobbeltegen«) i Ekkodalen tæt ved Rømersdal m. en temmelig høj stamme, sammenvokset forneden og foroven samt endelig »Fregatgranen« og »Bænkegen« ved Bastemosevej. En meget smuk bøgebevoksning v.f. Bastemosehus er fredet, idet den er meget rig på såkaldte elitetræer. Den har værdi såvel ved sin skønhed som ved sin betydning som frøavlssted. Endnu findes et mindre antal ædelgraner fra Rømers tid. Ved vejen til Øster Marie (ved Hareløkkerne) stod indtil sidste vinter, da den ene af dem blev fældet, to mægtige ædelgraner »skovrideren og hans kone«.

Koldekilde nø.f. Jomfrubjerget har været meget søgt Skt. Hansaften for sin helbredende kraft, og der holdtes stærkt besøgte kildemarkeder til langt op i 1800t. (Schmidt. DH. 124). Nu er den helt upåagtet. I Hareløkkerne afholder Bornholms landøkonomiske Forening siden 1851 hvert år et dyrskue med tilknyttet folkefest. Om borgene Lilleborg og Gamleborg se s. 503 og 504.

Mod v. grænsende op til Almindingen ligger Vester Marie plantage (136 ha), der tilhører kommunen. Plantagen, der er anl. 1867–90, er langt overvejende bevokset m. nåletræ, som udvikler sig godt på den forholdsvis gode jordbund. Terrænet er bakket. Højeste punkt, Ørninge bakke, er 141 m o.h. Spredt i so. endv. en del mindre skovpartier (Klinteskov m.m.) særlig langs vandløbene Tingsted å og Blykobbe å. Disse småskove tilhører i alm. so.s gårde.

Litt.: Jul paa Bornholm. 1947. 2–19 (om Bastemose). Smst. 1948. 14–18. Th. Lind. Mindestenene i Almindingen, smst. 1951. 31–36.

Fredede oldtidsminder: 15 høje, hvoraf navnlig et par under Sosegårdene er meget anselige. 135 røser, foruden et større antal på den fredede St. Bjergegårdsbakke, hvor der også findes 14 stående og 3 væltede bautasten; på L. Bjergegårdsbakken findes 1 stående og 6 væltede bautasten; i øvrigt er 2 enkeltstående bautasten fredet. 8 skibssætninger, hvoraf de 4 ligger i gruppe m. 3 røser i skov ø.f. kirken. 2 større sten m. skålgruber, den ene, ved Stensgd., m. over 100 gruber. 3 lave stendiger, antagelig digevoldinger, liggende på et skovklædt areal sa.m. en skibssætning og 56 røser ø.f. kirken. I Almindingen findes et ejendommeligt mindesmærke, bestående af en flad klippeblok, der hviler på mindre, afkløvede sten. – Sløjfet el. ødelagt: 21 høje, et stort antal røser (i hvert fald 57, sandsynligvis langt flere), 40 bautasten, hvoraf de 36 stod på Stenshøj, hvor der findes en betydelig gravplads m. brandpletter fra ældre jernalder. – Brandpletgravpladser findes også på Makhøj og ved Smørenge og Lille Bjergegård. Ø.f. Ravnebrohus i Almindingen er fundet 6 romerske guldmønter (solidi). Ved Højvang er fundet en guldhalsring fra germansk jernalder; fra sa. tid er antagelig også en boplads ved Smørenge, hvor der er fundet flere guld- og sølvmønter, smykker, glasperler, kværnsten, og hvor der synes at være ret tykke kulturlag m. brændte lerklumper og dyreknogler. Der er fundet 3 sølvskatte fra vikingetiden: Kongens Udmark, stort fund af brudsølv m. ringe og 124 mønter (kufiske, byzantinske, tyske), Tyskegd., 34 mønter (engelske) og Pilegd. (armring). – På kirkegården findes ikke mindre end 6 runesten, hvorom se ovf.

Litt.: E. Vedel. Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. 1886. 316–17. R. Skovmand i Aarb. 1942. 127–31.

I V. M. so. findes Dyrsten, Bobbesten og Rokkestenen, sidstn. ø.f. Pykkekullekær i Almindingen (Schmidt. DK. 171–72); den kan ikke mere rokke.

V. M. var 1808–58 anneks til Nylarsker.

I V. M. so. fødtes 1724 forf. Niels Prahl, 1748 præsten og forf. Chr. Vest Hertel, 1851 plantør O. J. Hansen.

Litt.: Vider. III. 1913–20. 146–70.