Roskilde

Roskilde by ligger i Roskilde købstadskom. og har en mindre forstadsbebyggelse (Ny Himmelev og Frederiksborgvej) i Himmelev kom. i Sømme hrd. R. ligger under 55° 38’ 34” n.br. og 12° 4’ 54” ø.l. for Grw. (0° 29’ 46” v.l. for Kbh.), beregnet for domkirkens ndr. tårn. Byen ligger s.f. Roskilde fjord på og ved randen af et småbakket moræneland, der her skråner ret stejlt ned mod fjorden. I denne skrænt udspringer mange anselige kildevæld, se s. 1036 f. Fra R. er der til Kbh. 31 km ad landevejen og ad jernbanen, til Køge 25 km ad landevejen og 22 km ad jernbanen, til Ringsted 29 km ad landevejen og 33 km ad jernbanen, til Holbæk 30 km ad landevejen og 36 km ad jernbanen, og til Frederikssund 25 km ad landevejen. Den centrale bydel, der så nogenlunde omfatter det middelald. R., ligger på et plateau umiddelbart s.f. skrænten mod fjorden, ca. 35–45 m o.h. Den centrale byplan er middelald. med snævre, ofte noget krogede gader, men ved genopbygning efter storbranden er det gammeldags gadebillede flere steder gået tabt. De gl. gadenavne er dog i stort omfang bev. og vidner stadig om denne bydels alder, se s. 1051 f. Stændertorvet (42 m o.h.) må betragtes som byens centrum, hvorfra den brede, gl. strøggade Algade går mod ø. over Hestetorvet, hvor jernbanestationen ligger, og fortsætter under jernbanen som hovedvejen mod Kbh. (hovedvej 1). V.f. Stændertorvet fortsætter Algade i den smalle strøggade, Skomagergade, hvorfra Ringstedgade går mod s. og ved spritfabrikken deler sig i hovedvejene mod Ringsted (hovedvej 1: Kbh.-Esbjerg) og mod Holbæk (hovedvej 4: Roskilde-Kalundborg). Fra Algade udgår mod n. den korte, smalle Skt. Ols Gade, hvis nordl. fortsættelse, Frederiksborgvej, er hovedvejen (hovedvej 6: R.-Helsingør) til bl.a. Frederikssund og Hillerød. Fra Stændertorvet udgår mod s. Allehelgensgade, som fortsætter i en viadukt under jernbaneterrænet og fører videre som landevejen mod Køge.

Til alle sider er der i de seneste årtier vokset nye kvarterer frem, som oftest villakvarterer el. beboelseskvarterer af husblokke i 2–4 etager. Denne vækst af R. har delvis omsluttet den gl. landsby Sankt Jørgensbjerg nv.f. domkirken (som 1938 blev indlemmet i R. kom.). Forstadsbebyggelsen er stærkest udviklet omkr. landevejene mod Frederikssund (Ny Himmelev o.a.), Kbh. (Hedegårdene), Holbæk (Sønderlund) og Køge (Ringparken). Skrænterne fra den indre by ned mod fjorden er delvis anlagt som parker o.a. grønne områder. Neden for skrænten, omtr. lige n.f. domkirken, ligger R.s lille havn ved s.enden af R. fjord. En tærskel i fjorden nær Kølholm s.f. Frederikssund bevirker, at kun skibe med mindre end 2,8 m dybtgående kan sejle ind til R. havn, der i øvrigt ikke er forsynet med jernbanespor. Som trafikhavn må R. havn betragtes som rudimentær, men som lystbådehavn har den nogen betydning takket være sin beskyttede beliggenhed. Industrivirksomhederne ligger fortrinsvis i tilslutning til jernbanearealet.

R. købstadskom. omfatter foruden R. by et 6 km langt, 0,8–2 km bredt område langs hovedvej 1 mod Kbh. I dette områdes østligste del ligger grusgrave og flere industrivirksomheder, som indgår i stationsbyen Hedehusene. Ved s. 1018 s. 1019 indlemmelsen af Sankt Jørgensbjerg kom. er et landområde, der strækker sig til Kattinge vig i n. og Kattinge sø i v., kommet ind under R. kom. Dette område er dels bakket moræneland, dels marint forland; en del af området er eng og mose, og en større del optages af Boserup skov (se s. 1046). Ml. Boserup skov og R. ligger Sankt Hans Hospital (se s. 1033 ff.).

R. har en gunstig beliggenhed som midtpunkt for et frugtbart og tæt befolket opland. Tidl. var adgangen til havet i forbindelse med havnens strategisk velbeskyttede placering også af største vigtighed for byens betydning; skibenes voksende størrelse og konkurrencen med bedre beliggende havne har dog reduceret havnens indflydelse til næsten intet. Ved bygningen af Munkholmbroen over Bramsnæsbugten 1952 (se III. 331 og ndf. s. 1159) har Holbæk »erobret« en del af R.s traditionelle opland i Horns herred. Til gengæld har hovedstadens nærhed givet R. en række funktioner, der forårsager en kraftig vækst af byen: R. er blevet sæde for en række industrier, der bl.a. arbejder for markedet i Kbh., og omkr. 15% af R.s erhvervsaktive befolkning har erhverv i Kbh. Det må antages, at R.s tilknytning til det storkøbenhavnske erhvervssamfund vil blive stærkere i den kommende tid, men at den samtidig vil bevare sin karakter af selvstændig oplandsby.

Det 1871 udskilte Roskilde Domkirkes Sogns Landdistrikt (Ejerlavet Eng- og Flengmarken) blev 1933 indlemmet i Roskilde kbst.

R. kom.s samlede areal var 1955: 3250 ha og den samlede længde af gader 1958: 91,0 km.

Af arealet 1951, i alt 3254 ha, var 1682 ha landbrugsareal, 24 ha gartnerier og frugtplantager, 218 ha skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger), 239 ha bebygget grund og gårdsplads, 644 ha private haver, 258 ha gader, veje, jernbaner olgn., 125 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 4 ha moser til tørveskær og 60 ha vandarealer.

Ved ejendomsvurderingen 1/9 1956 var ejendomsværdien for samtlige ejendomme 322,1 mill. kr., deraf grundværdien 64,6 mill. kr.

Forsikringssummen for de i Købstædernes alm. Brandforsikring og Købstadkommunernes gensidige Forsikringsforening indtegnede ejendomme var 1959 378 s. 1020 mill. kr. Derudover var der i brandforsikringsselskaber for landejendomme indtegnet ejendomme til beløb af 105 mill. kr.

På byens markjorder ligger gårdene: Maglegård (15,4 tdr. hartk., 53 ha; ejdsk. 300, grv. 159); Lysholmgård (12 tdr. hartk., 44 ha; ejdsk. 231, grv. 167); Nymølle med skærvefabrik (13 tdr. hartk., 67 ha; ejdsk. 250, grv. 174); Bistrup Parcelgård (23,2 tdr. hartk., 183 ha; ejdsk. 490, grv. 324); Skt. Jørgensbjerggård (ca. 14 tdr. hartk., 80 ha; ejdsk. 345, grv. 234); Lerbækgård (12,3 tdr. hartk., 71 ha; ejdsk. 220, grv. 156).

Bygninger og institutioner.

Domkirken, se s. 1053.

Vor Frue kirke er if. Saxo opf. af biskop Svend Nordmand (1073–88) og er således den ældste af de bev. kirker i Roskilde. Et gravoffer fra o. 1060, bestående af 16 mønter, fundet i en grav på kirkegården, gør det endog sandsynligt, at kirken har haft en forgænger, vel af træ. O. 1160 knyttedes et nonnekloster til kirken (se ndf.), der dog beholdt sine funktioner som sognekirke for både by- og landsogn. I sin nuv., stærkt reducerede skikkelse består kirken af et højt, afstumpet hovedskib med lave sideskibe, et svært v.tårn samt våbenhus i n. Dens meget komplicerede bygningshistorie er klarlagt ved omfattende udgravninger og undersøgelser af murværket, indledt af J. Kornerup og Steen Friis i 1850erne, fortsat af J. B. Løffler 1871 og uddybet og afrundet af C. G. Schultz 1933–34. Af Svend Nordmands kirke, en treskibet frådstensbasilika uden tværskib, men med halvrunde apsider for enderne af sideskibene og det lille, næsten kvadratiske kor, står endnu det meste af ndr. sideskib samt dele af hovedskibets mure, der opr. hvilede på syv par lave, rundbuede arkader med retkantede piller. Over arkaderne er murene i vid udstrækning opf. i sildebensmønster (opus spicatum), næppe så meget af dekorative årsager som for at udnytte smalle frådstensflager i byggeriet. I planudformning var kirken i sin opr. skikkelse næsten identisk med den jævnaldrende kirke i Tamdrup ved Horsens. O. 1150 opførtes på n.siden et våbenhus med lisendelte, rundbuede murblændinger. Efter at klosteret ved Absalons hjælp var konsolideret, ombyggedes kirken, der udgjorde klosterkompleksets n.fløj, o. 1200 første gang; frådstenskoret og de tre apsider nedreves, sideskibene forlængedes mod ø., og et nyt kor uden apsis opførtes i midtskibets bredde, alt af munkesten og kridt. Mod al sædvane gjordes koret toskibet ved indbygning af fire hvælvinger i to rækker, med en rund pille midt i rummet og en pille i selve triumfbuen. Kort tid efter opførtes det svære v.tårn, med to kraftige stræbepiller i v., af hvilke den ene rummer en vindeltrappe, og ndr. sideskib forlængedes v.over til tårnets v.-front; som bygningsmateriale anvendtes udvendigt munkesten, på de indvendige murflader oftest kridtkvadre. En menneskealder senere forsynedes tårnrummet med et helstens krydshvælv med trekløverformede ribber og dværgsøjler i hjørnerne. O. 1300 fik også skibene hvælvinger. I forb. med denne ændring ombyggedes arkaderne ml. hovedskib og sideskibe helt; seks af de lave arkadepar erstattedes af tre par nye buer, væsentlig bredere og højere. Kun vestre buepar, der allr. ved tårnets opførelse var ommuret, blev skånet. Ved overhvælvingen forhøjedes højkirkemurene næsten fire meter; de opr. vinduer, af hvilke der var syv i hver side, blændedes, og tre par nye, mangefalsede gotiske vinduer med s. 1021 stavværk anbragtes højt under skjoldbuerne. Henved år 1400 blev koret udvidet mod ø. til sin dobbelte størrelse, og det særegne korhvælv erstattedes af et alm. ribbehvælv. Tårnet, der efter midtskibets forhøjelse må have virket uanseligt, blev mod middelalderens slutning forhøjet med et stokv., og dets gavle forsynedes med enkle højblændinger og kamtakker. Efter reformationen nedlagdes klosteret. Der var nu ikke mere behov for hele den store kirke, og da den – vistnok ved bybranden 1599 – blev hærget af voldsom ildsvåde, nedbrødes koret, skibets ø.fag og hele sdr. sideskib. I den nye ø.gavl, af munkesten i krydsskifte, anbragtes et stort, fladrundbuet vindue. I 1800t. reduceredes kirken yderligere. 1857 sløjfedes det romanske våbenhus, og et nyt opførtes (H. S. Sibbern). Efter at de første arkæologiske observationer havde stimuleret interessen for kirkens romanske kerne, blev midtskibets hvælvinger 1865 nedtaget, og de gotiske højkirkevinduer gjordes rundbuede. 1887–88 opførtes af J. D. Herholdt et nyt sdr. sideskib med det ndr. som forbillede. Ved en restaurering 1950–51 (Helge Holm) har man i nogen grad rådet bod på de ældre restaureringers hårdhændede ideal-rekonstruktioner. – På hovedskibets vægge er påvist spor af romanske kalkmalerier. Gotiske dekorationer på hvælvene i tårn og sideskib er rekonstruerede af J. Kornerup, der også har nymalet to fantasifulde gotiske indvielseskors i tårn og midtskib. – Rigt udskåret altertavle i senrenæssance fra o. 1620, fra Brix Michgells værksted i Roskilde, med malerier fra 1866 i stor- og topfelt, nadveren og vandringen til Emaus, af Constantin Hansen, og evangelistbilleder af F. C. Lund 1871 i sidefelterne. s. 1022 Smedejerns alterskranke fra 1700t. Romansk granitfont af Roskildetype, med ny fod (Mackeprang. D. 84ff); denne font har ikke været i kirken fra gl. tid. Prædikestol 1623 fra mester Brix’s værksted, med dydehermer på hjørnerne og rigt udskårne storfelter med bibelske scener, i det ene felt dog Christian IV.s kronede monogram. Stolestader af Casper Lubbeke, s.sidens fra 1649, n.sidens fra 1657. Fra sa. værksted stammer et skab ved alteret, forfærdiget 1646. To klokker: 1) sengotisk, med tovstave på hankene, uden indskrift; 2) af hofklokkestøber M. C. Troschell 1761. En del af kirkens hist. inventar, deriblandt et højgotisk triumfkrucifix, de sengotiske alterstager, og en barok egetræsfont fra o. 1700, blev 1907 ført til landsognets nyopførte kirke, Vor Frue kirke i Kamstrup. – Indskriftsløs romansk gravsten af granit med kors og planteornamentik, indmuret i våbenhuset. I ndr. sideskib trapezformet ligsten af gotlandskalk fra o. 1350 over vekselereren Ditmar og hans søn, præsten Detmar. Smst. ligsten over væbner Evert Grubbe, † 1492, med den afdødes hjelmede våben (CAJensen Gr. nr. 14). I midtskibet figursten fra Oluf Krogs værksted i Roskilde med relief af borgerpar fra o. 1580; dens opr. indskrift er borthugget og stenen genbenyttet over Peder Davidssøn, † 1740, og hustru Ingeborg Olovsdaatter (smst. nr. 818). Fra sa. værksted er stenene over Søfren Foghs spæde døtre Anne, † 1582, og Ellinæ, † 1583 (smst. nr. 805 og 806), over Hans Olsen Præst, † 1586 (smst. nr. 814) og dennes hustru (smst. nr. 815), de to sidste med sekundære indskrifter fra 1790 og 1798, samt stenen over præsten Vilhelm Larsen, † 1593 (smst. nr. 824). I midtskibet endv. gravsten over Niels Olavssøn, † 1583, Casten Felthuss fra Lybæk, † i Roskilde 1585 (smst. nr. 598), præsten Jens Pedersen Vallø, † 1614, og præsten Ole Christensen, † 1666, med hustru og børn. Marmorepitafium over præsten Peder Hersleb Abildgaard, † 1799. 1910 overførtes fra domkirken kisterne fra Hahn’ernes og Krabbe’rnes kapeller; de placeredes i sideskibenes v.ender, der adskiltes fra kirkerummet ved spærremure og spinkle smedejernsgitre fra domkirken med elegant slyngværk, Hahn’ernes gitter, fra o. 1680, endv. med jagtscener og med en hane i midten. I dette kapel står fire kister, deriblandt gehejmeråd Vincents Joachim Hahns, † 1680, i rigt beslået, kobberklædt kiste. I Krabbe’rnes kapel står Otte Krabbes († 1719) og Birgitte Skeels († 1737) marmorsarkofager samt trækiste med deres datter Charlotte Amalia, † 1709. – I og uden for kirken er fundet talrige murede romanske grave, de fleste af munkesten, enkelte dog helt el. delvis af frådsten. I en munkestensgrav sø.f. kirken var nedsat en legemsformet blykiste med rester af påmalet latinsk majuskelindskrift over … gunde Vilhelmsdatter. Denne og andre murede grave på kirkens s.side hører sikkert klosteret til. – I korets gulv fandtes 1934 et signet, tilhørende ridderen Hemming Pedersen Snubbe, † 1326.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 58–97. C. G. Schultz. Vor Frue i Roskilde. Aarb. 1937. 187–253.

Den gl. klosterkirke undgik kun sine søstres skæbne ved at blive kirke for Vor Frue sogn (1539). 1753 henlagdes den til stiftslandsbykirkerne (se s. 1077). Da disse fra 1/4 1950 at regne ophørte at eksistere, overtoges kirken af R. domsogn fra 1/4 1951 at regne, dog på betingelse af en hovedistandsættelse, hvortil omkostningerne (75.000 kr.) blev udredet af stiftsmidlerne. Istandsættelsen fandt sted 1950–51 (se ovf.). – Allr. fra 1907 var bygningen – efter opførelsen af den nye kirke ude i sognet (se s. 1105) – ophørt med at være kirke for dette, men benyttedes lejlighedsvis ved begravelser på den omliggende kgd., der mere og mere toges s. 1023 i brug af domsognets menighed. Nu (1960) står kirken ubenyttet, efter at kirkegården er helt optaget; men det er hensigten at lade den blive kirke for et nyt sdr. sogn, som skal udskilles fra domsognet.

Skt. Jørgensbjerg kirke, der ligger smukt på »Bjerget«s top, omgivet af lave småhuse, er et i mange henseender interessant og usædvanligt bygningsværk. Den var i middelalderen indv. til de søfarendes helgen Skt. Clemens og fungerede både som sognekirke for »Bjerget«, havnekirke for R. og hospitalskirke for den Skt. Jørgensgård, som i 1200t. opførtes her. Kirken består af romansk kor og skib, sengotisk tårn og våbenhus samt materialhus fra forrige årh., hvori nu er indrettet præsteværelse. De højtrejste romanske bygningsafsnit er opf. af frådstenskvadre på dobbeltsokkel (skråfas over retkantet fremspring) og er næppe meget yngre end 1100; helt enestående er de slanke rundstave på hjørnerne og midt på skibets langmure, utvivlsomt en mindelse om de hjørnesøjler, som ofte fandtes på 1000t.s stavkirker. Biskop Svend Nordmands Roskildekatedral fra o. 1080 synes at have haft en tilsvarende udsmykning på hjørnerne og har formentlig tjent som forbillede. To opr., meget lavtsiddende vinduer er bev. på korets ø.- og n.side; alle øvrige vinduer er udvidede. Mod sædvane har der i skibets v.fags n.side aldrig været noget vindue. Skibets blændede n.portal synes at være overflyttet fra kirkens forgænger fra o. 1040 (jf. ndf.) og er i så fald det ældste bevarede stykke stenarkitektur i Danmark; portalen har særegent rundbuestik og er ejendommelig ved helt at savne anslag for dørfløjen; på dørens østl. vange er indristet et handelsskib fra højmiddelalderen samt en kort uforståelig runeindskrift »aukt« (E. Moltke i Roskilde Studier. 1944. s. 20f.). Rune-sgraffiti, deriblandt kvistruner, findes ligeledes på triumfmuren i koret, men heller ikke her kan indskrifterne tydes. S.døren er mod alle regler anbragt skråt over for n.døren; den har opr. rundbuestik, men er ommuret i vangerne. En diminutiv, rundbuet præstedør på korets n.side er ligeledes opr., medens den større, fladbuede dør i korets s.mur stammer fra senmiddelalderen. Disse døre er begge tilmurede. I koret indbyggedes i 1300t. et krydshvælv med dværgsøjler i hjørnerne. Skibets to enkle hvælvfag, der hviler på falsede vægpiller, er fra middelalderens slutning. Det sengotiske tårn har enkle blændingsgavle og trappehus i s. Tårnrummet, som ved en høj arkade står i forb. med skibet, har opr. haft en kompliceret og højst usædvanlig udformning; dets vestl. del optoges af en smal tøndehvælvet korridor, som havde egen indgang fra kirkegården ad en fladbuet dør i n., og som fik lys fra et lille vindue i s.muren. Dette rum stod ved en døråbning og formentlig tillige ved glugger i forb. med det egl. tårnrum, der synes at have været dækket af et lavtsiddende krydshvælv. Oven på disse rum var indret. et muret pulpitur el. galleri med eneste adgang ad en dør i s.muren, der førte ud i tårnspindelen. Denne opdeling af tårnet må forklares ved kirkens forpligtelser over for lemmerne i Skt. Jørgensgården; det må antages, at i hvert fald korridorrummet har været anvendt af de spedalske, som herfra kunne følge de kirkelige handlinger uden at udsætte den øvrige menighed for smitte. Allr. inden middelalderens slutning afskaffedes dette arrangement imidlertid, de to rum og galleriet sloges sammen til ét, døren til spindelen tilmuredes, tårnarkaden gjordes bredere, og der indbyggedes et højtsiddende krydshvælv i det nye tårnrum. Det sengotiske våbenhus er af munkesten og har højblændinger og trappekam på gavlen. I 1860erne skalmuredes tårnet, og skibets mure styrkedes ved s. 1024 opførelsen af solide, men uskønne stræbepiller. – I skibets n.væg alterniche med kalkmaleri fra o. 1520, forestillende Skt. Agnes; konserveret af Egmont Lind 1954. På tårnhvælvet malede dekorationer fra 1522, deriblandt to modstillede enhjørninge. Korhvælvet er dekoreret af Ole Søndergaard 1947. – Interiøret er præget af en gennemgribende istandsættelse 1953–55 (ved prof. Mogens Koch) og fremtræder som et smukt eksempel på moderne restaureringskunst. Altertavlen er en moderne skabstavle, i hvilken er anbragt tre store og otte små sengotiske helgenfigurer, som 1954 erhvervedes fra domkirkemuseet (DanmKirk. III. Kbh. a. 4. 1951. 2150ff); de otte små figurer har opr. siddet i kirkens lybske højaltertavle, men er i nyere tid anvendt som knæstykker på prædikestolens himmel. Om de tre store figurer har gl. tilknytning til kirken, er derimod tvivlsomt. Den ældre altertavle, et Gethsemane-maleri af A. Dorph fra 1862 i egetræsramme, står nu i kapellet på den ny kgd. Kalk med skaftknop fra o. 1350 og bæger fra 1700. Malmstøbte alterstager fra o. 1575 med gotisk stilpræg. Romansk granitdøbefont af Roskildetype, erhvervet 1955 fra Bistrup Ladegård i Lille Valby (Ågerup so., Sømme hrd.); fonten har måske opr. stået i den i 1500t. nedlagte Bistrup kirke. Sydty. dåbsfad fra o. 1550. Prædikestol fra 1616, overdådigt udskåret af Roskildemesteren Anders Nielsen Hatt. Moderne stoleværk. I tårnbuen sengotisk triumfkrucifiks samt udskårne pulpiturstolper fra 1683 og 1771. Moderne orgel (A. Starup 1955). På tårnrummets n.væg hænger en medtaget romansk krucifiksfigur, tidl. i domkirkemuseet (DanmKirk. III. Kbh.s a. 4. 1951. 2148f). Kirkeskib 1843, fregatten Bellona (Henningsen. KK. 23). Klokker: 1) 1435 med holl. minuskelindskrift »Jacob es mine name..«. 2) 1597, støbt af Borchart Gelgiesser. Gravsten over Hildeborg Pedersdatter Bille, Laurids Skinkel til Egeskovs hustru, † 1535, med Bille’rnes og Gyldenstierne’rnes våben. Stenen er som andre gravsten i kirken genbenyttet i 1700t. og bærer sekundær indskrift fra 1779; den har forhen ligget i domkirken. (CAJensen. Gr. nr. 140). På kgd. bl.a. gravsten over birkedommer Jens Jakobsen Boserup, † 1779, og monument over skipper Lars Jørgensen, † 1837. Kgd., der i s. og v. endnu hegnes af senmiddelald. munkestensmure, nedlagdes 1853. En ny kgd. med ligkapel (arkt. H.J.Holm) anlagdes 1906–07 v.f. Skt. Hansgade. – Ved udgravninger 1953–54, foretaget af Nationalmuseet, fandtes under kirken spor af en ganske lille frådstenskirke, bestående af kor, skib og tårn. Fundet af 110 mønter, der var nedlagt som bygningsoffer i tårnets fundament, daterer denne kirke nøje til årene o. 1040, et usædvanligt tidligt tidspunkt for en stenkirke. Blandt de mere end hundrede begravelser under gulvet identificeredes Asser Nielsen, omtalt som forstander for Skt. Jørgensgården 1451 og 1456, ved hans i graven lagte signet, og sgpr. Jens Palæmon Aagaard, † 1786, ved indskriftplade på kisten. Af en gravhøj fra ældre bronzealder, som udjævnedes ved den ældre kirkes opførelse, fandtes betydelige rester under skibet.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 98–114. AarbKbh.Amt. 1953. 49–54. Vor Viden. 1954–55. 314–20. Aarb. 1960.

Skt. Laurentii kirke var i middelalderen R.s torvekirke og sognekirke for den centrale bydel. I reformationstiden, formentlig 1537, nedbrødes kirken imidlertid, idet man dog levnede kirkens sengotiske v.tårn, der da kun var få årtier gammelt. Tårnet er opf. af munkesten med bælter af kridtstenskvadre; det har trappehus i s. og opr. krydshvælv i tårnrummet. Af stor skønhed er de etagedelte blændingsgavle, rigt prydede med pibeblændinger og cirkelslag. Under ø.gavlen s. 1025 sidder R.s vartegn, et kridtstensrelief forestillende Skt. Laurentius med risten. Stor klokke fra 1515, støbt af Johannes Fastenowe, med lat. indskrift i heksametre »O gode martyr Laurentius, som æres over hele jorden, udsluk vellystens ild i vore nyrer« (Uldall. 260). 1735 byggedes efter ildebrand byens nye rådhus ved ø.siden af tårnet, der efterhånden inddroges i dette. Bl.a. indrettedes to arrestrum i mellemstokværket; fra arresterne fører to rør op i klokkestokværket, hvorfra vægterne kunne aflytte fangernes samtaler. Rådhuset nybyggedes 1883–84 n.f. tårnet med anvendelse af tårnrummet som vestibule; en nygotisk forhal rejstes da ud mod torvet. – Ved udgravninger 1931, foretaget af Nationalmuseet ved Hugo Matthiessen, afsløredes under torvet betydelige rester af kirkens kor og den østl. del af skibet, hvis murværk fandtes bevaret i indtil 170 cm’s højde. Kirkens romanske dele, der bestod af skib, kor og apsis, sidstnævnte med lisen-udsmykning, var opf. af frådstenskvadre af meget uens størrelse på en dobbelt skråkantsokkel. I apsis fandtes rester af det opr. frådstensalter, i skibets nø.hjørne fundamentet af et sidealter. Langs alle skibets vægge er der spor af en muret bænk af frådsten og kridt. Enestående i Norden er kirkens opr. gulv af blådæmpede og røde brændtlersfliser, s. 1026 begittede med henh. dybsort og mathvidt pibeler og lagt i skaktavl- og rosetmønstre. På de fleste fliser er begitningen bortslidt, men mønstret træder tydeligt frem p.gr.af den forsk. bundfarve. Forbilledet for dette gulv, der er bev. på ret store flader, må søges i de ital. kirkers marmorgulve. O. 1200 indlagdes ribbehvælv i kirken, i skibet båret af halvsøjleformede teglstenspiller. Allr. på dette tidspunkt havde jordsmonnet omkr. kirken som følge af opfyldning og slet renovation hævet sig så meget, at også kirkegulvet måtte hæves betydeligt. Under det nye gulv fandtes i skibet et antal murede romanske grave; flere af disse er sat direkte på mosaikgulvet. I gotisk tid, men før tårnets opførelse, forlængedes skibet mod v. – Efter udgravningen overdækkedes koret og skibets ø.ende af et betondæk i niveau med fortovet, og tomten gjordes tilgængelig for offentligheden ad en trappe fra torvet (jf. ndf. s. 1028).

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 31–46. A. Fang i Jul i Roskilde. 1955. 20–23. Hugo Matthiessen i AarbKbhAmt. 1931. 141–80.

Skt. Ibs kirke, af hvilken kun skibet står tilbage, er en af R.s ældste kirker. Kor og skib opførtes i 1100t.s beg. af frådstenskvadre på et retkantet sokkelskifte. O. 1300 indbyggedes i skibet tre fag ribbehvælv, og i forbindelse hermed tilmuredes skibets opr. vinduer, to i hver langmur, og erstattedes af større vinduer, endnu romanske af form. Allr. før hvælvslagningen var et tårn af kridtkvadre tilbygget i v. og et våbenhus rejst ved den rundbuede s.dør. I senmiddelalderen forhøjedes tårnet. 1808 ophævedes sognet, menigheden lagdes til Skt. Jørgensbjerg, og s.å. etableredes lazaret i kirken for de sp. soldater, som var indkvarterede i R. 1815 afhændedes bygningen til en kbmd., som n.å. lod kor, tårn og våbenhus samt skibets hvælvinger nedbryde, hvorefter der indrettedes pakhus i skibet med indkørsel gennem triumfbuen. 1884 overtoges kirke og kgd. af Sjællands Stiftslandsbykirker, og bygningen har siden henligget ubenyttet. Kirken har været prydet med romanske kalkmalerier fra ca. 1200 og ca. 1250; rester af disse ses endnu på triumfvæggen og under korbuen. (Nørlund-Lind. K. 244ff). På kgd. er opstillet en romansk fontekumme af granit. – Ved udgravninger under kirken 1959–60 fandtes stolpehuller fra en ældre bygn., formentlig en trækirke, samt et halvt hundrede begravelser, der er ældre end stenkirken.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 47–57. V. Hermansen i AarbKbhAmt. 1923. 52–81.

Bistrup nævnes i Roskildebispens jordebog fra o. 1370 som eget sogn. Dets kirke, som formentlig var romansk, blev et meget søgt valfartssted, efter at der 1402 var flydt blod af et kors i kirken. »Det hellige blod i Bistrup« bevarede sin tiltrækningskraft også efter reformationen; endnu 1564 berettes om stort tilløb af galne og syge mennesker fra fremmede steder, endog fra Skåne. Som følge af dette »afguderi« befalede allr. Chr. III kirken nedbrudt; dette skete dog først o. 1580. So. lagdes derefter til Skt. Jørgensbjerg. – Ved byggearbejder på Skt. Hans Hospital fandtes 1871 under grundgravningen til kvindestiftelsens østre fløj kampestensfundamenter og grave fra kirken. Fire begravelser inde i kirken var romanske, af munkesten med særskilt hovedrum og skråtstillede dæksten. Om kirkebygningens udseende haves ingen oplysninger. En romansk døbefont af Roskildetypen, der 1955 kom til Skt. Jørgensbjerg kirke fra Bistrup Ladegård i Lille Valby (Ågerup so., Sømme hrd.), menes at stamme fra Bistrup kirke.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 643–45.

Om Vor Frue kloster beretter Saxo, at det oprettedes af landprovst Isak, som (1157 el. 1158) havde deltaget i ødelæggelsen af biskop Vilhelms grav i domkirkens kor, da der skulle skaffes s. 1027 plads til biskop Assers lig. Hans to medskyldige ramtes af Guds straf og døde af pludselig syge kort efter gravkrænkelsen. For at undfly en tilsvarende skæbne og sone sin brøde indstiftede Isak for egne midler et nonnekloster af benediktinerordenen i tilslutning til den sognekirke, der var byens fornemste, og vågede selv over nonnernes levned. Alligevel, siger Saxo, undgik han ikke sin straf, men døde af en langvarig lungetæring. Absalon støttede fra første færd det nye kloster ved at skænke det hele bispetienden af Roskilde by til evig tid og sin gård i Hove. Af større betydn. for klosterets trivsel blev det dog, at han 19/7 1177 lod liget af sin frænke, den hellige Margrete, føre til Vor Frue kirke fra stranden ved Køge, hvor hun var begravet som selvmorderske. Der var ofte om natten set lysglimt over hendes grav, og en undersøgelse, som Absalon lod foretage, viste, at hun i virkeligheden var myrdet af sin ægtefælle, Herlog, der ved at hænge hendes lig op under en bjælke havde givet udåden udseende af selvmord (Vitae Sanctorum Danorum ed. M. C. L. Gertz. 388 ff. Danske Helgeners Levned ved Hans Olrik. 369 ff.). Efter Margretes translation tillagde Absalon klosteret en trediedel af ofrene ved »Skt. Margretes grav ved Havet« samt indtægter af landsbyerne i tolv østsjæll. herreder, den s.k. Margrete-kollekt. Trods flere forsøg lykkedes det aldrig at få Margrete kanoniseret, men hun forblev en yndet lokalhelgen, og der berettes om mange undere ved hendes grav i Frue kirke. Takket være Hvide-slægtens protektion voksede klosteret hurtigt i betydning. To kongedøtre, vist Valdemar I.s døtre Margrete og Maria, og Skjalm Hvides datter Margrete synes at have været indgivet her, og største delen af nonnerne har sikkert været af stormandsæt. I Absalons tid overgik klosteret til cistercienserreglerne, og 1193 indkaldtes nonner herfra til det af fyrst Jaromar stiftede kloster i Bergen på Rügen. Om en stigende velstand vidner pave Alexander IV.s beskærmelsesbrev af 13/8 1257; i dette opregnes klosterets tilliggender, der allr. nu var af betydeligt omfang og ud over de allr. nævnte indtægtskilder omfattede fire sognekirker samt jordejendom i 40 landsbyer. To af kirkerne, Sengeløse og Gadstrup, havde klosteret fået af Absalon, efter at denne var blevet ærkebiskop. 1250 fritog Abel klosterets bryder og fæstere for leding og al kgl. ret; disse rettigheder bekræftedes 1268 af Erik Klipping. Dronning Margrete skænkede 1393 sin gd. i Kelstrup til klosteret og testamenterede det året før sin død 3000 mark lybsk til byggearbejder. Også dronning Dorothea støttede klosteret, bl.a. 1484. I spidsen for klosteret stod en priorisse, medens de verdslige anliggender bestyredes af en adelsmand. Som de fleste fornemme klostre ophævedes det ikke straks ved reformationen, men tilgangen af nye nonner standsedes. Endnu 1563 var der dog nonner i klosteret, men 1570 var det slut; da mageskiftede kongen klosteret med hus, gd. og gårdsrum til Frands Banner, som lod komplekset nedbryde. – Af klosterets bygninger fremkom ved udgravninger 1850 og 1933–34 s.f. kirken, der dannede klosteret n.fløj, spor af de tilstødende fløje og korsgangen. Bygningshistorien lader sig imidlertid ikke udlede. Kun ved vi, at klosteret 1242 el. 1243 udsattes for en voldsom brand, og det kan formodes, at de store ombygninger af kirken i nogen grad afspejler udvidelser af klosterkomplekset. Om grave i klosteret se under kirken.

Litt.: Lorenzen. Kl. XI. 1941. 198–208.

Roskilde adelige Jomfrukloster, se under Himmelev so., s. 1108.

Kirkegårde og kirkegårdsmonumenter. Gråbrødre kgd. ved Hestetorvet er vokset op om Gråbrødre klosters grund og flere gange (1853, 1874) udvidet. Det ejendommelige kapel er opf. 1856, hovedsagelig ved arkt. Henning Wolff. (E. Erslev i Danmark, ill. Almanak, 1858. Hvem byggede hvad? 1952). En i nyere tid opsat mindeplade bærer indskriften: Gråbrødre kloster i R. oprettedes 1237. – Dets kirke lå her – Klosterbygningerne lidt sydligere. – Klosteret bevaredes til 1561. – Klosterkirken blev en tid sognekirke for R. – Den nedreves 1625. – Dette kapel byggedes 1855. – Mod kapellets mure er opstillet en samling gl. gravsten. S.f. det er indret. et »kirkegårdsmuseum« i fri luft, bestående af tidstypiske gravmonumenter og bygningsrester fra Gråbrødre kloster. – Af bemærkelsesværdige monumenter og kendte personligheders grave kan nævnes: Overlærer ved Katedralskolen og stifter af R. Sparekasse samt af »Fædrelandet« Joh. D. Hage, † 1837; komponisten C. E. F. Weyse, † 1842 (monument i sarkofagform af G. Hetsch); Præsten H. P. Boye Hertz, † 1868; domorganist Hans Matthison-Hansen, † 1890; rektorerne C. F. Schultz, † 1812, J. H. Tauber, † 1816 (monument s. 1028 af G. Hetsch), S. N. J. Bloch, † 1862 (portrætmedaljon af C. J. Rosenfalk) og S. Poulsen, † 1875 (allegorisk marmorrelief af Joh. Hoffmann); overlærer ved Katedralskolen H. P. Thrige, † 1827; rektor ved Metropolitanskolen V. A. Bloch, † 1907; stiftsskriverne Steen Friis, † 1875 (portrætmedaljon af V. Bissen), H. R. Hiort Lorenzen, † 1917, og dr. jur. h. c. C. W. Westrup, † 1958, medlemmerne af de gl. R.-købmandsslægter Borch, Brönniche og Kornerup: Agent Søren Borch, † 1862 (portrætmedaljon), købmand A. J. Borch, † 1904 (portrætmedaljon af datteren Elna Borch) og kunst- og bogsamleren Rasmus Borch, † 1846; maleren Hans Friis, † 1892, maleren H. W. Götsche, † 1920 (monument af Aage Edwin), forf. Gustav Wied, † 1914 (monument i sarkofagform, tegnet af Hans Tegner), højesteretsadvokat C. C. V. Liebe, † 1900, stænderdelegeret for R. og borgerrepræsentant Th. Hagedorn Svane, † 1862 (portrætmedaljon), R.-mæcenen, kgl. agent O. H. Schmeltz, † 1898, dom- og amtsprovst Eiler Hammond, † 1822, domprovst, dr. theol. L. J. M. Gude, † 1895, oberst ved husarerne i R. C. C. L. v. Gether, † 1828, generalmajor L. C. F. Lütken, † 1918. – Østre Kirkegård, anl. 1885, sen. udv. I stedet for det 1959 nedrevne kapel (ved J. Herholdt) opføres et kombineret kapel og krematorium (arkt. Max Brüel). Her ligger begr. maleren og arkæologen J. Kornerup, † 1913 (monument ved sønnen Ebbe K.), stiftsskriver J. Lindbæk, † 1919, domprovst lic. theol. H. Martensen-Larsen, † 1929, og maleren og forfatteren Ebbe Kornerup, † 1957. – Under R. hører endv. den tidl. landsbykirkegård Vor Frue kirkegård i byens sdr. del. Her er begr. historikeren dr. phil. P. Lauridsen, † 1923, og malerinden Sofie Holten, † 1930. Under Skt. Jørgensbjerg so. hører Skt. Ibs kirkegård, anl. ved skibet af middelalderkirken (den gl. kirkegård ved sognekirken nedlagdes 1853); her er begr. maleren L. A. Ring, † 1933 (gravhelle med konturer af hans billede »Høstmanden«), endv. Skt. Jørgensbjerg kirkegård, anl. 1907 ved Skt. Hansgade, kapel 1929 (arkt. Hans Schmidt). På begge disse kgd. findes nye urneafdelinger.

Skt. Laurentii kirkes ruin findes i en muret krypt under torvet. Her fandtes 1931 velbevarede frådstensmure af den i reformationstiden nedbrudte kirke (se ovf. s. 1026): kor med fint udformet apsis og mere end halvdelen af skibet. Det opr. stenalter og mønstrede flisegulv var bevaret, og her oven på lå murede grave i en middelald. opfyldning i kirken. Fund fra udgravningen findes i R. Museum. (DanmKirk. III. Kbh. a., 1. 1944. 31–46. Hugo Matthiessen i AarbKbhAmt. 1931. 141–80).

Skt. Laurentii kirke, romersk-kat., Frederiksborgvej 11, indv. 19/4 1914 (holl. arkt. Jac. v. Gils). Allr. 1901 købtes ejendommen Rodishøj s.f. den sen. kirke, nu Mariahøj, hvor kirke midlertidigt indrettedes; her er stadig kat. præstegd. Kat. foreninger: Katolsk Kvindeklub, Katolsk Ungdomsforening og Skt. Laurentii spejdertrop. (Gudrun Eriksen. Skt. Laurentii Menighed 1901–51. 1951). – Baptistkirken, Vindingevej 10 (arkt. Hans Schmidt), indv. 10/10 1936. Menigheden stiftet s.å. – Den apostolske kirke, Hedegade 29, ejes af Pinsebevægelsen. – Den katolskapostolske kirke. Toldbodgade 7 (Irvingianerne). – Adventistsamfundet har til huse i selskabslokalet Algade 49. – Missionshuset Tabor, Jernbanegade 60, tilhører Kirkelig Forening for indre Mission. Det er opf. 1894, udv. 1959. – Frelsens Hær har hus i Bredgade 20. – Roskilde Domsogn har menighedslokale i det gl. stiftsbibliotek ved Domkirkepladsen, Skt. Jørgensbjerg sogn i Helligkorssalen (opf. 1955), s. 1029 Holbækvej 57, og i Bjerggården, Asylgade 16 (opf. 1883 som børnehave, menighedshus siden 1922). – K.F.U.M. har til huse Maglekildevej 3 og K.F.U.K. i Blågårdsstræde 17.

Rådhuset, opf. 1883–84 (arkt. O. P. Momme) med betydelig økonomisk støtte af købmændene O. H. Schmeltz og C. Madsen, er sammenbygget med Skt. Laurentii tårn fra o. 1500. Dette, der tilhørte den ved reformationen nedbrudte kirke, er forsynet med rige blændingsdekorationer og et kridtstensrelief af kirkens kat. værnehelgen, byens sen. vartegn. I tårnet en klokke fra 1515 af Johs. Fastenowe med ejendommelig indskrift. Efter reformationen blev det byens vagttårn med fast stade for en vægter. Samtidig med rådhuset føjedes til tårnet en sydl. tilbygning og, ud mod torvet, en portal med byens våben i glaseret relief (tegnet af J. Kornerup). I rådhuset findes byrådssal og off. kontorer, mens byens administrationslokaler er indrettet i rådhusgården i en udvidet, tidl. teknisk skole. – Det 1883 nedrevne rådhus, der lå ud på torvet foran Skt. Laurentii tårn, var opf. 1735 i to etager, 1839 forhøjet med en tredie. Det erstattede det middelald. rådhus, som lå på Algade ved v.hjørnet af Skt. Ols Gade, og som brændte 1731 sa.m. byens gl. arkiver.

Ting- og Arresthuset, Jernbanegade 21, er opf. 1878 (arkt. Vilh. Petersen) og rummer mødesal for R. amtsrådskreds’ amtsråd, kontorer for amtsråd og amtsvejvæsen samt retssale for 11. retskreds og 4. politikreds. – Politi- og dommerkontorerne, s. 1030 Kornerups Vænge 12 og 14, er opf. 1916 for K.F.U.M., men købtes 1954 af staten og ombyggedes til lokaler for såvel ordens- som kriminalpolitiet i 4. politikreds og til dommerkontorer for 11. retskreds.

Katedralskolen, ved domkirkepladsens s.side, anses for jævngammel med bispedømmet i R. og det dertil knyttede domkapitel fra o. 1020. Scolares (skoleelever) nævnes allr. 1074 og den første navngivne rektor, Arnfast, o. 1158. Om forholdet til Helligåndshuset og Duebrødre Kloster se disse. Den 1845 nedrevne skolebygn. v.f. domkirken byggedes måske allr. i 1400t. Den nuv. hovedbygn. er opf. 1842 ved hof bygmester J. H. Koch. 1922–25 nedreves det gl. gymnastikhus og en nyere bygn. i skolegården, og i stedet tilføjedes hovedbygn. en s.- og en s.-fløj, foruden at der opførtes et nyt gymnastikhus på hjørnet af Bondetinget og Skolegade (arkt. Christen Borch). 1958 erhvervede staten naboejendommen Bondetinget 1 med yderligere udvidelse for øje. På terrænet ml. Tuttesti og Skt. Clara Vej er anlagt en sportsplads, som vil blive taget i brug 1961. 1/1 1960 havde katedralskolen 546 elever i mellemskole, realklasse og gymnasium med nysproglig og matematisk retning.

Litt.: Henrik Steffens. Hvad jeg oplevede. I. 1840. S. N. J. Bloch. R. Domskoles Historie (skoleprogram 1842, 43, 44, 46). Diodoros (Johannes Fibiger). Mine Søstre. 1881, med skildringer fra den nedrevne skole. L. Heuer. Udsigt over R. Domskoles Historie (skoleprogram 1906). J. H. Larsen. Minder fra R. Latinskole i Slutningen af 18. Aarh., Vor Ungdom 1900. 1–24. C. L. Strøm. Ungdoms Minder, Gemt og Glemt. I. 1915. V. S. Lauritsen. Mindegangene på R. Katedralskole. 1953. Roars Kilde, medlemsblad for Roskildenser-Samfundet 1922 ff. Quid novi, skoleblad 1943 ff. Se også litt. under »Husene i Skolegade«, s. 1040 f.

R. kommunale skolevæsen: Absalons Skole med tre bygn., opf. 1892–93, 1916–17 og 1960–61, Allehelgens Skole med to bygn., opf. 1868–69 og 1886–87, Duebrødre Skole (tidl. R. private Pigeskole), opf. 1925–26, Gråbrødre Skole (tidl. R. Realskole), opf. 1930–31 (i salen freskomalerier af Ole Søndergaard, skænkede af Ny Carlsbergfon det 1931–32), Hedegårdenes Skole, opf. 1906, udv. 1954, Skt. Jørgens Skole, opf. 1959–60, Storehede Skole, opf. 1881, udv. 1914 og 1933. Planlagt er to nye skoler på Kongebakken og ved Østervang samt en udvidelse af Allehelgens Skole. 31/12 1958 fandtes der 138 klasser, hvoraf 80 grundskoleklasser, 26 fri mellemskoleklasser, 25 eksamensmellemskoleklasser og 7 hjælpeskoleklasser, med i alt 3662 elever. – R. private Realskole, Dr. Margrethes Vej 6, 356 elever. – Skt. Josefs Skole, Frederiksborgvej 10, kat. mellem- og realskole, 234 elever. – Skt. Laurentii Skole, kat. grundskole og fri mellemskole, 202 elever. – R. private Friskole, 18 elever. – R. Handelsskole, opret. 1869, bebor Byvolden 1, opf. 1920 (arkt. Carl Møller). – Teknisk skole, Absalonsgade, opf. 1911 (arkt. Vilh. Fischer; ill. I. 299).

R. Bibliotek, opret. 1901, blev 1923 centralbibl. for R. amt, 1950 overtaget af R. kom. Børnebibl. er en selvstændig kom. institution. Bibl. har til huse i gl. børneasyl, Bredgade 4. 1959 påbegyndtes opførelsen af en ny bibl.bygn. på hj. af Dronning Margrethes Vej og Ved Klostermuren, hvortil Sjællands Stiftsbibl. tænkes overført (arkt. O. Gundlach-Pedersen, Ebbe Andresen og Michael Lerche Stigaard, havearkt. C. Th. Sørensen). Bogbestand 31/3 1959: 67.737 bd., børnebibl. 29.357 bd., samlet udlån 1958/59: 241.569 bd. Bibl. er centralbibl. for 31 sognekom. i oplandet. En særlig lokalsamling rummer 1463 bd. foruden de lokale aviser fra 1828 samt en billedsamling på o. 10.000 numre, væsentlig af lokal art.

R. Museum, Skt. Ols Gade 18, åbnet 1931, er en selvejende institution under R. Museumsfor. (stiftet 1929) og drives med støtte især af R. kom. Statsanerkendt s. 1031 med området R. by og Volborg og Sømme herreder m.m. 1944 stærkt udvidet og har 1959 28 rum og ca. 11.000 protokolnumre. Saml. omfatter især middelald. jordfund og gravtyper fra R., egnens bondekultur, bl.a. rige og særprægede samlinger af hedebokultur, store samlinger af hedebosyninger og egnsdragter, desuden en topograf.-kunsthist. samling af malerier og tegninger fra R. og omegn, samlinger til belysning af den borgerlige kultur, legetøj, en kuriøs samling sparegrise samt landbrugsredskaber, hvoraf særlig må nævnes en replik af Maglekildecentrifugen, den første kontinuerlige centrifuge. – Museumsbygningen er en anselig empiregård fra o. 1804 (»Liebes Gård«), der er sammenbygget med den statelige mansardbygning »Sukkerhuset«, opf. 1761–63 som sukkerraffinaderi og testamenteret til R. by af højesteretsadv. C. C. V. Liebe (f. i R. 1820, † 1900). Museumsbygn. har som bolig for rektor S. N. J. Bloch haft tilknytning til da. kulturhist. (Poul Martin Møller, Margrethe Bloch, Weyse, Chr. Winther). »Sukkerhuset« blev 1940 indret. til brand- og ambulancestat. m.m.

Litt.: Niels A. Christiansen. Roskilde Museum. 1946. Fanny Fang. Sukkerhuset. Liebes Gaard. Roskilde Museum. AarbKbhAmt. 1930. 101–28. Bygge-Forum. 1944.

Biografer: Regina-Teatret, Hestetorvet, Kino, Algade 41 og Bio, Algade 23.

R. Amts og Bys Sygehus, Køgevej 7, opr. R. Amts Sygehus, Daare- og Tvangsarbejdsanstalt, er opf. 1857 (arkt. H. S. Sibbern) og udvidet 1916 (arkt. Martin Borch). Lidt s.f. opførte R. kom. 1908 Epidemisygehuset (arkt. V. Stigaard og J. Weber), og tæt herved byggede domsognets menighed 1909 Menighedssygehuset s. 1032 (arkt. V. Stigaard). 1938 overtog amtssygehuset R. Epidemisygehus, 1940 også Menighedssygehuset, hvorefter R. by og amt driver de tre moderniserede sygehuse i forb. med et nyt stort hospitalskompleks (arkt. Høeg Hansen og Salling-Mortensen samt Hans Schmidt). Ny sygeplejeelevbolig med undervisningslokaler for ca. 120 elever er opf. 1959–60, og gennem en yderligere udvidelse (nybygning, arkt. Salling-Mortensen) skal kapaciteten forøges fra 332 senge til ca. 500 senge, hvortil kommer (siden 1953) en fødeafdeling på 20 senge. (Bygge-Forum, 1944. 281–83). (Roskilde Amts- og Bys Sygehus 1857–1957. 1957). – Plejestiftelsen for chronisk Syge, Dronning Margrethes Vej 39, er opf. 1914 som militær administrationsbygn. (arkt. S. Sinding), men drives siden 1942 af R. by og amt, 28 pladser. – Skt. Maria Hospital, Frederiksborgvej 2, er opf. 1904 af den kat. søsterorden »Les filles de la Sagesse« (arkt. V. Stigaard og Louis Kofoed-Jensen) og udv. 1931–32 med ny fløj samt kapel for søstrene, i alt 120 senge. Med bortfald af R. kom.s tilskud 1961 vil hospitalsvirksomheden blive indstillet, men institutionen vil fortsat bestå som rekreationshjem el. plejestiftelse. I den 3 ha store hospitalshave, »Apotekervænget«, findes kildegrotte for den nu udtørrede Sortebrødrekilde. – R. Rekreationshjem, Kong Valdemars Vej 79, er opf. 1940 (arkt. Carl Møller og M. Lerche Stigaard) og ejes og drives af R. domsogns Menighedspleje. Det har afløst det tidl. Menighedssygehus, som er overgået til R. Bys og Amts Sygehus. 40 pladser. (Bygge-Forum. 1944. 288–89). – R. Alderdomshjem, Skt. Peders Stræde, er opf. 1908 (arkt. Vilh. Fischer), 55 pladser (se Arch. 23/7 1910). – Skt. Jørgensbjerg Alderdomshjem, Godthåbsvej, er opf. 1920 (arkt. Hans Schmidt), 33 pladser. 1959 er der fordelt på forsk. steder i byen 228 aldersrenteboliger. – Haraldsborg Sygehjem, Frederiksborgvej 100, er indret. i den 1910 opret. H. Husholdningsskole, der 1957 købtes af R. kom. og ombyggedes til plejeafdeling for alderdomshjemmene, 32 pladser. – Duebrødre Kloster (en tid D. Hospital, det gl. navn genoptaget 1930) på Fondens Bro, er opf. 1880 (arkt. J. D. Herholdt) og har anneks i Bredgade 2, opf. 1841. Det ældste D. fra 1300t. lå uden for byen ved sdr. ende af nuv. Duebrødrevej og var en stiftelse for fattige og svage. I R. var der i middelalderen foruden de fem klostre tillige tre »milde« stiftelser: Skt. Jørgensgården (for de spedalske n.f. Skt. Jørgensbjerg kirke), Helligåndshuset ved Skomagergades østre ende og Duebrødre kloster. Efter reformationen kunne denne deling ikke opretholdes, og det bestemtes ved kongebrev af 1570, at de to første skulle ophæves (Skt. Jørgensgården var der ikke mere brug for) og deres midler og forpligtelser henlægges under Duebrødre. Dette kom derved fremtidig til såvel at underholde for livstid 16 gl. mennesker som at forpleje 1 lærer og 23 disciple fra Katedralskolen (en arv fra Helligåndshuset). Antagelig ved midten af 1600t. er Duebrødre kloster flyttet ind i byen til en middelald. bygn., ærkedegnens tidl. residens s.f. domkirken og v.f. Fondens Bro. Det gl. kloster forfaldt, og 1661 tillodes det at nedrive dets kirke. Ved anlæg af Duebrødrevej 1918 fandtes bl.a. en kælder, forsk. murrester og kampestensfundamentet af kirken, 9 × 15 m. Dette er bevaret i et lille anlæg (Hugo Matthiessen, AarbKbhAmt. 1921. 70–82). 1742 blev det gl. hus ved Fondens Bro revet ned og erstattet med en ny, grundmuret bygning. Samtidig ændredes klosterets forhold. Der skulle stadig underholdes 16 gl. mennesker, men forplejningen af lærer og skoledisciple afløstes med kostpenge. Sen. er økonomien – skolen og klosteret imellem – ordnet ved en fællesfond, hvoraf de 8/11 tilfalder skolen. 1879 nedreves s. 1033 det tredie kendte Duebrødre kloster og erstattedes med Herholdts hus. Der er på Fondens Bro plads til 50 mænd og kvinder og i Bredgade til 12 kvinder.

Litt.: H. F. Rørdam. Duebrødre Stiftelse i Roskilde i ældre Tid. KirkehistSaml. 4. Rk. II. 1891–93. 493–530. C. Neergaard. Helliggesthus og Duebrødrehospital i Roskilde, sst. 4. Rk. VI. 1899–1901. 445–97. DanmKirk. III. Kbh.s a. 1. 1944. 160–63.

Stiftelser i øvrigt. Søren Olsens Stiftelse, Skt. Olsgade 12, stiftet 1592 af kapellan ved domkirken Søren Olsen (fundats 17/1 1592) med 6 friboliger for kvinder. Den bestyres af domprovst, borgmester og rektor. – Meyercrone Stiftelse, Domkirkeplads 2, er opret. af Christiane Meyercrone, datter af R.-borgmesteren H. Schrøder, enke efter mangeårig da. gesandt i Paris Henning M., † 1707. Fundats af 1/6 1739. Fribolig for 8 enker. Stiftelsen bestyres af domprovst og borgmester. – Agent O. H. Schmeltz’ Stiftelse, Allehelgensgade 4, er opf. 1901 og har fribolig for 6 ugifte kvinder. Endv. Ved Klostermuren 4–6, opf. 1940 og med fribolig for 11 ugifte kvinder. Stiftelsen bestyres af byrådet. – Vognmand Bertel Hansen og Hustrus Stiftelse for håndværkere og arbejdere samt deres enker, Munkebro 5, er opret. 1875, 8 boliger til moderat leje. Bestyres af byrådet. – Borgerstiftelsen, Støden 24, er opret. 1862 (bygn. fra 1871), boliger for ældre næringsdrivende borgere i R. og disses hustruer. Selvejende institution.

I Skt. Jørgensbjerg ligger Skt. Hans Hospital på Bistrup gods (se ndf.), Nordens største sindssygehospital og Kbh.s ældste hospital. Kbh.s ældste sindssygehospital s. 1034 el. »pesthus« lå i 1600t. ved Helligånds kirke, flyttedes sen. til Kbh. slots ladegård uden for byen og fik navnet Skt. Hans Hospital. Efter svenskekrigen opførtes et nyt hospital på Vester Fælled. I 1700t. skænkede silke-klædekræmmer Claudi Rosset sin formue til dette hospital, der 1766 fik navnet Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse og 1769 flyttede ind i en ny bygn. ved Kalvebod Strand. 1816 toges det nye Skt. Hans Hospital i brug.

Skt. Hans Hospital, hvis terræn er ca. 60 ha, er delt i et mands- og et kvindehospital, og består af 21 bygn. med patientafdelinger, fordelte på de to hospitaler med henh. 15 og 6. Kvindehospitalets patientbygninger er opf. 1854–59, 1869–72, 1906–07, 1949 og 1957, den sidste bygn. som den første del af en planlagt udvidelse af hospitalet. Mandshospitalets patientbygn. er opf. 1878–81, 1892–94, 1906, 1921, 1926, 1931–32 og 1949–50.

Foruden disse bygn., der rummer i alt 1874 sengepladser, findes flere terapibygninger, bl.a. i den af Kbh.s kom. 1948 erhvervede Skt. Jørgensbjerg gl. skole, der grænsede op til hospitalet, samt en 1944 ibrugtaget røntgen- og massageklinik udvidet 1959 med en tandklinik. Hospitalet har endv. kirke, indrettet på kvindehospitalet (i det »nye Kurhus«, opf. 1860), elektricitetsværk, fjernvarmeanlæg, vandværk, dampvaskeri, 2 køkkenbygninger, samt en del boliger for funktionærer. – Til hospitalet hører patientafdelingerne på Boserup (ca. 3 km fra hospitalet) indrettede 1940 i det af Kbh.s kom. 1901 oprettede tuberkulosesanatorium, Boserup Sanatoriums bygninger. Afdelingerne, der 1949 er udvidet med en mindre patientbygning, rummer i alt 160 sengepladser. Til området hører en ca. 32 ha. stor park. Hospitalet er underlagt direktoratet for Kbh.s hospitalsvæsen og sorterer under magistratens 2. afd. Udgifterne til hospitalet var 1958/59 ca. 28 1/2 mill., medens indtægterne (væsentligst statsrefusion) androg ca. 19 1/2 mill. kr. Patienttallet 31/3 1959 1849 (897 md. og 952 kv.). Ved hospitalet er bl.a. ansat 5 overlæger (3 ved mands- og 2 ved kvindehospitalet), 6 afdelingslæger, 11 reservelæger, 13 kandidater, 1 inspektør, 1 kontorchef, 1 forvalter og 1 bogholder; desuden er der knyttet ca. 1500 funktionærer o.a. til hospitalet. Dets anliggender varetages af et bestyrelsesråd, bestående af direktøren for Kbh.s hospitalsvæsen som formand, de 5 overlæger samt inspektøren.

Desuden mærkes Kattingeværket, en tidl. cellulosefabr., som 1914 købtes for ca. 60.000 kr. af Kbh.s kom., og som består af 4 bygn. og en ca. 11 ha stor park og frugthave, indrettet til opholdssted for 41 mandl. patienter fra Skt. Hans Hospital. I parken findes en træpavillon med udsigtstårn.

1919 deltes hospitalet i 2 selvstændige hospitaler: mandshospitalet og kvindehospitalet, dog med fælles administration. Udbygningen af hospitalet er i årene derefter fortsat ved opførelse af flere patientbygninger både på mands- og kvindehospitalet og ved indretning 1940 af patientafdelinger i Boserup Sanatoriums bygninger.

1946 vedtog borgerrepræsentationen en større udvidelse af hospitalet, bl.a. med det formål at skaffe plads som følge af modernisering af de gl. bygninger og det dermed forbundne tab af sengeplads. I udvidelsesplanen indgik bl.a. også opførelsen af et nyt centralkøkken til erstatning for de gl. samt udvidelse af kedelhuset. En del af disse arbejder påbegyndtes 1948. 1950 deltes hospitalet i 4 overlægeafsnit, og 1955 deltes det igen, således at der nu er 5 afdelinger med hver sin overlæge, medens administrationen fremdeles er fælles.

Under Skt. Hans Hospitals administration hører plejehjemmene Stubberupgård i Borup so. og Holme i Sengeløse so., hvor der er indlagt patienter, der tilses af hospitalets læger.

Litt.: Skt. Hans Hospital 1816–1916. Jubilæumsskrift v. Aug. Wimmer. 1916. Vill. Christensen. Kattinge Søer og Værk, HistMeddKbh. 1917–18. 401–42. Boserup Sanatorium 1901–1926. 1926.

Af foreninger nævnes: R. og Omegns Fugleskydningsselskab, stiftet 1787. Foreningen ejer en stor og lokalhist. værdifuld samling af malede skiver, hvoraf de fleste er ophængt på hotel Prinsen, mens to findes i R. Museum, en på Fr.borg (malet af J. Kornerup), en på Hirschsprungs Museum (malet af V. Marstrand), mens en del er kommet til det kbhske skydeselskab og nu findes på Sølyst. (Chr. Christensen. R. og Omegns Fugleskydningsselskab 1787–1937. 1937). – R. Borger-, Haandværker- og Industriforening, stiftet 1840, lokaler i hotel Prinsen. Den 1866 stiftede R. Klub og Læseforening er opgået heri. (Chr. Christensen. Roskilde Borger-, Haandværker- og Industriforening 1840–1940. 1940). – R. Handelstandsforening, stiftet 1857, ejer og driver R. handelsskole, Byvolden 1. (A. Fang. R. Handelstandsforening. 1857–1932. 1932). – R. Haandværkerforening, stiftet 1870, har klublokaler i foreningens ejendom Hersegade 9 og driver R. Haandværkerforenings Stiftelse, Ringstedgade 70. (Chr. Thomsen. R. Haandværkerforening 1870–1945. 1945). – R. og Omegns Købmandsforening, stiftet 17/2 1903. – Odd Fellowlogen »Kong Hroar« købte 1930 Skolegade 13, tæt ved domkirken, og ombyggede den til logebygn. På 175-årsdagen for Weyses fødsel opsattes på en sidefløj en mindetavle: »På denne grund lå tidligere en firlænget gård, som ejedes af præsten ved Vor Frue og Skt. Jørgensbjerg H. P. B. Hertz. Komponisten C. E. F. Weyse boede ofte hos ham over længere tid indtil sin død 1842 og komponerede her de fleste af melodierne til Ingemanns Morgen- og Aftensange. – Opsat af Kong Hroarlogen 5/3 1949«. I 100-året for hans død ændredes navnet på vejen s.f. logebygningen fra St. Fiolstræde til Weysegangen. En lille saml. Weyseminder findes på R. Museum. (Fanny Fang. Komponisten C. E. F. Weyse og Roskilde. 1949. Th. Wellejus. End er der sang i skoven. 1951).

R. Børnehjem, Hedegade 12, er normeret for 22 børn. – R. Hvile-, Optagelses- og Iagttagelseshjem, Københavnsvej 66, er opret. af Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse, 70 pladser. – Rebekkasøstrenes Optagelseshjem, Skt. Hans Gade 4, er opret. 1914 af Rebekkalogen »Dronning Margrethe« (Odd Fellow Ordenen) for børn indtil 7 år, 25 pladser. – Der er to fritidshjem: Bondetinget 16 og Præstemarksvej 48. Det første drives af børnehjælpsdagens overskud, det andet af Kirkens Korshær.

Parker og grønne områder. R. råder over ikke mindre end 70 ha parkareal, hvoraf to bælter åbner sig mod fjorden. Lige n.f. domkirken ligger det 1953 fredlyste Provstevænget med åben udsigt over fjorden. Jordsmonnet rummer tomten af den middelald. Skt. Hans kirke samt middelald. gadeanlæg, hegnet af gård- og hustomter. Provstevænget fortsætter over i det kom. anlæg Byparken, hvortil naturligt slutter sig Katedralskolens idrætsplads og restaurant Fjordvillas store have. Den 4,5 ha store Byparken er oprettet ved testamentarisk gave fra byens mæcen, kgl. agent O. H. Schmeltz. 1907 købtes »Pipers Vænge«, og 1916 anlagdes parken ved landskabsgartner Aage Hansen. 1922 opførtes en pavillon (arkt. Mogens Clemmensen) og tæt herved en lukket musiktribune. Byparken fortsættes i den ca. 3,4 s. 1036 ha store Strandpark. Det andet parkbælte består opr. af tre anlæg: Klostermarken, Berte-Margrethes anlæg og Folkeparken, men bærer siden 1953 fællesnavnet Klostermarken. Den gl. Klostermark og Berte-Margrethes anlæg skyldes Det adelige Jomfrukloster. Det første er anlagt 1819, det andet 1905 ved klostergartner C. Galschiøtt, begge anlæg overtaget af kom. 1950. På åbent areal i tilslutning til de to parker havde R. kom. 1934 anlagt Folkeparken med amfiteatralsk friluftsteater ved havearkt. C. Th. Sørensen. – Til de to parkbælter slutter sig naturligt Gråbrødre kgd., Det adelige Jomfruklosters have og Skt. Ibs kgd. – I byens sydl. udkant er den delvis beplantede Dyrskueplads (5,5 ha) og Vognmandsmarken (6,4 ha), en granplantage, som efterhånden antager parkkarakter. – I Himmelev so. ligger den af R. kom. ejede 26,8 ha store Vigen Strandpark med restaurant og campingplads (1959: 82.000 overnatninger). – Roskilde Idrætspark, Rådmandshaven, består af klubhus, opvisningsbane og to træningsbaner til fodbold. Hertil slutter sig ridehus. – Roskilde-Hallen, Møllehusvej, er opf. 1959 (arkt. M. Lerche Stigaard og arkt. Helge Frank Morthensen) og ejes og drives af et andelsselskab, stiftet 1942. R. kom. har ydet betydelige tilskud. Som badminton- og håndboldhal har den plads til 1800–2000 tilskuere, som koncertsal til 2400 tilhørere. – Motorbanen Roskilde-Ring ved Søndre Ringvej er anlagt i tidl. grusgrave og dækker et areal på ca. 25 ha. Den ca. 1,5 km lange motorbane drives af Automobil-Sports-Klubbens Banefond og ejes af A/S Poul Tholstrups ejendomsselskab. – Vandrerhjemmet Hørgården ved Boserup skov, 3 km v.f. byen.

Skulpturer og mindesmærker. Ved Stændertorvet står Johan Galsters bronzegruppe »Hroar og Helge«, opstillet 1939, med indskrift fra Oehlenschlägers »Helge«. Mindesmærke for faldne under besættelsen 1940–45 (opstillet 1955) af Knud Nellemose, samt, også på torvet, to »sagnsten«: Fandens fem Fingre og Carl Gustavs Sten. (Aug. F. Schmidt i AarbKbhAmt. 1927. 246–47 og Schmidt. DK. 126–27). Springvandet midt for torvet (arkt. J. V. Mørk-Hansen) er skænket 1895 af agent O. H. Schmeltz. På Hestetorvet (ved banegården) en granitbrønd med hesterelieffer (udf. af billedhugger Karl Hansen Glem). På jernbanestat. opsatte DSB 1947 en mindeplade for åbningen af Danmarks første jernbane 1847 ml. Kbh. og Roskilde. På pladen et relief af stationsbygningen. På ejendommen Gråbrødrestræde 21 en mindetavle for Louis Pio, stifteren af Det danske Socialdemokrati, som fødtes her 14/12 1841. Uden for Gråbrødreskolen et ynglingehoved i granit af Karl Hansen Glem. I komplekset Maglekildes gård har ejeren 1926 ladet opstille Rudolph Tegners gruppe i bronze »De tørstende Børn«, et brudstykke af hans store aldrig i sin helhed realiserede skulpturelle komposition »Kærlighedens Port« fra 1915. Mindeplader for forsvundne middelalderkirker i Lille Graabrødrestræde for Skt. Mikkels kirke og i Skt. Ols Gade for Skt. Olai kirke. – Genforeningssten ved hovedvej 1, over for Storehede skole, rejst 1921, samt foran restaurationen i Roskilde Bypark.

Kilder. Gl. forf. opregnet 24 kilder og off. brønde i R., og endnu omkr. 1900 taltes der en halv snes, men nu rinder kun én: Maglekilde, den største af dem alle, rimeligvis byens navngiver. Ved den oprettedes 1846 en stort anlagt vandkuranstalt, som dog kun var i virksomhed i kort tid, men største delen af det anselige kompleks eksisterer endnu som beboelser. Dens væld har aflejret betydelige frådstenslag, som må have afgivet materiale til de to frådstensdomkirker og til flere s. 1037 af de middelald. sognekirker. Fire af de gl. kilder er bevaret som monumenter med indlagt vandledning: Hellig Kors kilde (engang »Kongekilden«, hvorfra der blev kørt »helbredende« vand til hoffet både i Kbh. og på Hørsholm; Hellig Korses Kongekilde i Grundtvigs »Roskilde Rim«), Skt. Hans kilde med fund af middelald. keramik, Skt. Ibs kilde (en tid også kaldet Dr. Holgers Kilde efter lægen Holger Jacobæus) og Louise kilde. Resten af kilderne er enten udtørrede el. helt forsvundne. Nogle af dem afgav tidl. vand til i alt 10 mølledamme med tilhørende mølleanlæg, fordelt i to systemer, i byens vestl. og den østl. udkant. Alle dammene er nu opfyldt på nær resterne af én, Rimors Mølles, hvis bygninger fra 1853 er restaurerede 1959 og indrettet til hjemmeværnsgård. De øvrige møller er enten helt forsvundne el. stærkt omdannede. Jf. planen s. 1049.

Litt.: A. Fang. Kilderne i R. Tidendes julenr. 1907. Sa. om møllerne i Jul i R. 1927 og 1958. Sa. Hellig Kors Kilde, 111. Tidende. 1907. Schmidt DH. 114.

Jernbanestationen ved Hestetorvet er en toetages bygning, hvori endnu indgår dele af den opr. stat. fra 1847. (jf. I. 176 og 650). I tilslutning til stat. ligger Posthuset og Telegrafstationen. Ligeledes i Jernbanegade ligger Toldkammeret.

Af andre bygninger kan nævnes: Domapoteket, Algade 8, opret. 1650 og flere s. 1038 gange ombyg., sidst 1898 ved arkt. V.J. Mørk-Hansen. (A. Fang. R. Domapotek 1650–1950. 1950). – Svaneapoteket, Skomagergade 12, opret. og opf. 1899 (arkt. Martin Borch) (Medd. fra Akad. Arkitektfor. II, nr. 12). – R. Kaserne, Helligkorsvej 7, den opr. bygn. med kaserneetablissement og garnisonssygehus (arkt. V. Fischer) brændte 1913, men genopførtes. Den er sæde for region 5.s stab og 4. regiment. – R. kom.s badeanstalt, Læderstræde 16, er opf. 1917. – Det kom. slagtehus, ved Københavnsvej, er opf. 1914. – Slagteriernes Forskningsinstitut er opret. 1954 af »Fond for Andels- og Privatslagteriernes Forsøgsslagteri, Laboratorium og Slagteriskole«. Hovedanlægget ligger på Søndre Ringvej 16. Inst. udfører teknisk forskning for eksportslagterierne og kødkonservesfabrikkerne samt fører kem. og bakteriologisk kontrol med eksportslagteriernes råvarer og produkter. Tilknyttet er endv. en industrikonsulationstjeneste og oplysningsvirksomhed, der udsender årsberetning og særtryk, samt en slagteriskole med kurser for eksportslagteriernes og kødkonservesfabrikkernes personale. Inst.s personale tæller ca. 85 personer. (Ingeniøren 1954, nr. 44). – Svineforsøgsstationen »Sjælland« på hjørnet af Ringstedvej og Ledreborgvej er opret. 1950 af De danske Andelssvineslagterier for svin fra avlscentrenes elitebesætninger med den opgave at finde frem til de stammer, der giver bedst afkom.

Hoteller. Hotel Prinsen, Algade 13, er opf. 1876 ved arkt. Ove Petersen, der også har tegnet nuv. forhus til telefoncentralen, Skomagergade, kaldet »Prinsessen«. I hotellet findes teatersal og udstillingslokaler. (Chr. Christensen. Prinsen i Roskilde. 1926). Hotel Roar (R. Højskolehjem), Algade 12, er forhuset til en anselig, gl. købmandsgård (agent Anders Borch). Hotellet rummer teatersal. Missionshotellet og Jernbanehotellet ligger begge på Hestetorvet. Ved omkørselsvejen ligger B.P. Motel. – Restaurant »Fjordvilla«, Tuttesti, herskabelig villa, opf. 1854 af et medlem af slægten Lerche, 1899 købt af fagforeningernes fællesorganisation og omdannet til forsamlingsbygning med teatersal og festplads i haven.

Banker og Sparekasser (om indlån m.m. se ndf. s. 1042). Roskilde Bank, Algade 14, er opret. 1884, nuv. bygning fra 1914 (arkt. Carl Møller), flere gange udvidet. (A. Fang. Roskilde Bank 1884–1934. 1934). – Roskilde Landbobank, Algade 1, er opret. 1913, nuv. bygning fra 1931 (arkt. K. Gottlob) (A. C. Kaarsen. Roskilde Landbobank 1913–38. 1938). – Sparekassen for Roskilde By og Omegn, Stændertorvet 5, opret. 1833, den opr. bygn. fra 1866, det ydre flere gange omformet, sidst 1903 ved arkt. M. C. Bech. En tilbygning i Palæstræde er opf. 1934 ved arkt. K. Barfoed. (Chr. Christensen. Sparekassen for Roskilde By og Omegn 1833–1933. 1933). – Bondestandens Sparekasse har filial Algade 6. – Andelsbanken, Algade 33.

I R. udkommer Roskilde Tidende, Stændertorvet, stiftet 1873, og Roskilde Dagblad, Hersegade 22, stiftet 1878.

Brand- og ambulancestation, Skt. Ols Stræde, indret. 1940 i det s.k. »Sukkerhuset«. – Falcks Redningsstation, Ringstedvej.

Det kommunale Gasværk, ved havnen, sattes i drift 1863 og er flere gange udvidet. – Elektricitetsværket, ligeledes ved havnen, sattes i drift 1906, og 1924 blev der opret. permanent forbindelse med N.E.S.A., hvorved ensretteranlæg opstilledes. Omlægning til vekselstrøm påbegyndtes 1947 og forventes gennemført 1963. 1953 indtrådte R. som N.E.S.A.s medinteressent i Isefjordsværket, og næsten s. 1039 hele byens forbrug aftages herfra. – Vandværket sattes i drift 1880, og det første vandtårn byggedes s.å., sen. udvidet med nye vandtårne og forsk. pumpestationer. Siden 1945 har R. fra Kbh.s vandforsynings store ledning fra Lejreværket aftaget årligt 500.000 m³, svarende til en forøgelse af vandværkets ydelse på ca. 30%. Et nyt vandtårn ved gaden Bymarken med beholder rummende 6000 m³ vil stå færdigt 1960. På beholderens tag, ca. 80 m o.h., bygges to pavilloner med restauration. Under vandbeholderen, der hviler på 8 betonsøjler, bygges Svømmehal med et bassin på 11 × 25 m, samt en badeanstalt.

Fabrikker og industrielle anlæg. De danske Spritfabrikkers R. afdeling går helt tilbage til landevejskroen Møllehusene med brændevinsbrænderi, og den anselige hovedbygning er fra kro-tiden, opf. ca. 1780. 1878 overtoges virksomheden af kommerceråd I. W. Heyman og direktør, cand. pharm. C. A. Olesen. Efter en brand stiftedes 1881 på C. A. Olesens initiativ og ved C. F. Tietgens hjælp A/S De danske Spritfabrikker, hvortil R.-fabrikken overdroges. En tavle herom blev opsat på hovedbygn. 1933. Siden 1926 er alm. spritfabrikation ophørt, og der fremstilles nu whisky, gin og vodka samt Cloc-likører, disse sidste i nybygning fra 1943 (arkt. Alf Cock-Clausen). – R. Andels Svineslagteri, Køgevej, opførtes 1894/95, større ombygninger og moderniseringer 1928/30 og 1950/54. Slagtningerne andrager årligt ca. 150.000 svin og 8.500 kreaturer og kalve. Desuden modtager slagteriet årligt ca. 1,8 mill. kg æg. Der beskæftiges ca. 160 personer. – Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik – D.A.K. – Københavnsvej 39, er opret. 1935 af 11 slagterier, sen. tilsluttet i alt 23. En stor udvidelse 1959 omfattede bl.a. fryserum og kølerum for frosne detailpakninger af kød og flæsk og færdige retter, samt administrationsbygn. 1949/51 byggedes en fabrik, Roskilde Medical Company, til fremstilling af medicinalvarer på basis af slagteriernes biprodukter, fx. penicillin, insulin, acth, pepsin m.m. Ca. 100 beskæftigede. – Flere betydelige garverier som Dominion Belting, F.D.B.s garveri og Kemp jun.s. – Andelsvaskeriet f. Nordsjælland. – Arbejdernes Fællesbageri. – Maglekilde Maskinfabrik, Maglekildevej, ejedes i 1870erne af to brødre, hvoraf den ene, Carl Petersen, var den humoristiske forf. og oplæser Maglekilde-Petersen. På fabrikken opfandt værkfører L. C. Nielsen 1878 den kontinuerlige centrifuge, grundlaget for rationel mejeridrift. – Burups Maskinfabrik. – A. Mandrup’s Maskinfabrik. – H. Germuths Konfektionsfabrik. – Isocryl- og Danpleks fremstiller plastikvarer. – I Hedehusene ligger Hedehusene Skærvefabrik, Rockwool (isolationsmateriale), Scancold (frysehuse) og Sano (korkmaterialer). Betonvarefabrikken »Sjælland« og R. Betonvarefabrik. – Danske Landboforeningers Frøforsyning.

Havnen har kun ringe betydning. Dens eneste bassin har en maksimal vanddybde på 3 m. 1957 indgik der til havnen 220 skibe på i alt 10.560 NRT.

Gamle huse m.m. Domprovstegården, ved Domkirkepladsens n.side, bestod til 1959 af en vestl. grundmuret hovedfløj fra 1843 og en sdr. bindingsværkslænge fra 1816, bygget af domprovst J. M. Hertz. Under denne fandtes ikke ubetydelige mure af middelald. bygn., opf. af domkapitlets provst Jens Grand og skænket af ham 1289 – da han blev ærkebiskop – til residens for kanniker ved de af ham oprettede nye »seks præbender«. 1538–41 havde Hans Tausen bolig her, mens han var læsemester for domkapitlets medlemmer, omegnens præster og katedralskolens ældste disciple (J. O. Arhnung i AarbKbhAmt. 1953). Den sdr. bindingsværkslænge s. 1040 nedreves 1959, samtidig med at de middelald. bygningsrester bevaredes og overdækkedes, og der opførtes en ny, men mindre fløj med konfirmandstue og kontor. – Mens Hertz var domprovst 1806–19, færdedes i domprovstegården en del af tidens skønånder: Johan Ludvig Heiberg, Chr. Winther, Poul Martin Møller, komponisten C. E. F. Weyse og teologen H. N. Clausen. (Elisabeth Fich f. Hertz. Domprovsten i R. 1909).

Det kongelige Palæ, et firfløjet bygningskompleks ø.f. domkirken, er opf. 1733 (arkt. Laurits Thurah). På grunden lå i o. 500 år Roskilde Bispegård, de middelald. kirkefyrsters residens. Bispegårdens bygningshistorie har i store træk fulgt domkirkens, til trækirken har vel svaret en lige så beskeden bispebolig, frådstensbasilikaen er blevet ledsaget af en tilsvarende bispegård med hovedbygn. på palæets vestl. sidefløjs plads. Op til hovedfløjens ø.side stødte et kapel med tresidet ydre afslutning, men halvrundt indvendig. Ved udgravninger er der påvist betydelige murrester af fråd- og kridtsten. Og med den nuv. teglstenskatedral er der til bispernes gd. kommet murstens-tilbygninger bl.a. et ottekantet tårn ved hovedfløjens ø.side. Forbindelsesgangen til domkirken, den s.k. Absalonsbue, menes bygget o. 1200, og det menes, at den gl., vestl. del af stiftsbiblioteket måske har hørt til bispegården, som har omfattet flere bygninger. Under Grevefejden udplyndredes bispegården. Efter reformationen blev den under navnet »Roskildegård« el. »kongens gård i R.« sæde for den stedlige lensmand. Denne afløstes efter 1660 af amtmænd, som til tider har boet på palæet, dog kun til 1808. S.å. stormedes palæet, da det sp. korps gjorde oprør mod sine officerer. 1835–46 holdt den rådgivende stænderforsamling for østifterne sine møder i en ved arkt. J. H. Koch nyindrettet sal i 2. etage, mens kgl. kommissarius A. S. Ørsted fik bolig i stueetagen. Den smukke stændersal – den eneste i Danmark – er blevet opdelt i uharmoniske rum til en lejlighed, som har været beboet bl.a. af kommandør Alex. Wilde, opretter af dampskibsforbindelserne på fjorden (Lyse og mørke Livserindringer. 1895), maleren Vilh. Melbye og forf. Holger Drachmann (Emmy Drachmann. Erindringer. 1925). Siden 1923 er her bolig for biskoppen i R. stift; i vestl. del, Kirkesalen, afholdes landemoderne. I stueetagen er der lejlighed for domkirkens værge samt kontorer for bisp og 2. udskrivningskr.; i vestre sidefløj bolig for politimester, i østre amtstue og bolig for amtsforvalter. (J. Kornerup. Fra det gl. Roskilde. 1925).

De store bybrande, særlig i 1700t., har ikke efterladt gl. huse af større interesse. Under Algade 3 er der en kælder med fine gotiske hvælv båret af en romansk stensøjle, under Algade 15 en tøndehvælvet kælder fra renæssancen. Algade 4 har undgået brand, gadefaçaden fra ca. 1600 blev ombygget 1869 og dens udskårne bindingsværk, bl.a. en dørinskription, flyttet til gårdfaçaden. Skt. Ols Gade 18, fra ca. 1804 (»et af de smukkeste våningshuse i byen« er nu R. Museum (se s. 1030 f.). Enkelte maleriske gårdinteriører, bl.a. Algade 9 (gl. Brønniche-købmandsgård), Allehelgensgade 19, opf. 1885 (arkt. A. Clemmensen, den keramiske udsmykning i samarbejde med Th. Bindesbøll), Havnevej 25, opf. 1914 for maleren L. A. Ring af arkt. A. Clemmensen, »et af C.s bedste huse«. (Fredede Bygninger, 1954. Hvem byggede hvad? ved Harald Langberg. 1952).

Husene i Skolegade. På hjørnet af Bondetinget og Skolegade Katedralskolens gymnastikhus, opf. 1925 (arkt. Chresten Borch). Rektorboligen fra 1828 (arkt. P. Malling), s. 1041 nordre sidefløj (rest af ældre gd., bl.a. bolig for rektor J. H. Tauber), denne og hovedbygn. rest. 1958. Ud mod gaden ligger to store sten opgravet i Bondetinget, rimeligvis fra en jættestue, Pontoppidans »Steen-Høy«, den ene med skålformede fordybninger. Nr. 5–11 har længere tid tilhørt tømrerfamilien Weber og blev af denne 1941 overdraget domkirken på gunstige vilkår, for at den kunne bestemme over den fremtidige bebyggelse. Nr. 5 bygget og beboet af familien W. (L. Weber. En tømrerslægt i 19 årh. 1959). Nr. 7 og 9 bolig for Daniel Peter Smith, den sen. provst i Stege, som adjunkt 1806–14 og for hans brodersøn Caspar Wilhelm Smith, den sen. prof. i slaviske sprog, som adjunkt 1847–59. Nr. 11 er bygget i 1700t. til brug for Langes Stiftelse (opret. af rådmand H. Rasmussen Lange og hustru, 1746), bortsolgt 1874.

Litt.: J. H. Taubers dagbøger, udg. af C. J. Lund. AarbKbhAmt. 1956. P. D. Smiths erindringer, uforkortet udg. af Fanny Fang. AarbKbhAmt. 1953 og 54. Dagbogsoptegnelser af H. J. Tauber, ved Kjeld Galster, Fortids Veje, 1947. Johannes Fibiger. Mit Liv og Levned, udg. af Karl Gjellerup. 1898. Hans Pedersen Callundborgs Levnets-Beskrivelse, udg. af A. R. Ryge. 1759. David Mogensen Grønlund, ved P. N. Thorup. Hist.-biogr.Saml., følgehæfte til Hist Tidsskr. 2. hæfte. 1849.

Indbyggertallet i R. kbst. var 1/10 1955 28.878 indb. fordelt på 10.015 husstande (1801: 1768, 1850: 3805, 1901: 8368, 1930: 14.149 og 1950: 26.355), inkl. forstaden Ny Himmelev og Frederiksborgvej i Himmelev kom. 1955: 29.556 indb. fordelt på 10.219 husstande (1930 inkl. Roskilde domkirkesogns landdistrikt, Bjerget, Skt. Hans Hospital m.v. i Skt. Jørgensbjerg kom., Ny Himmelev og Frederiksborgvej i Himmelev kom. 21.083 indb. fordelt på 5020 husstande).

Skt. Jørgensbjerg kom. indlemmedes i R. kbst. 1/4 1938.

Efter erhverv fordelte befolkningen i R. kbst., inkl. forstæderne sig 1950 således: 921 levede af landbrug m.v., 10.556 af håndværk og industri, 4296 af handel og omsætning i øvrigt, 2105 af transportvirksomhed, 4780 af administration og liberale erhverv, 3675 af aldersrente, pension, formue olgn., mens 635 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Af erhvervsvirksomheder var der ved erhvervstællingen 1948 i R. kbst. 586 håndværks- og industrivirksomheder m. 4423 beskæftigede og en maskinkraft på 10.671 h.k. Af handelsvirksomheder var der 69 engros- el. dermed beslægtede virksomheder m. 301 beskæftigede og en omsætning på 41,0 mill. kr., 351 detailhandelsvirksomheder m. 1235 beskæftigede og en omsætning på 61,3 mill. kr. samt endelig 50 hotel- og restaurationsvirksomheder m. 272 beskæftigede og en omsætning på 5,5 mill. kr.

Ved udgangen af 1958 var der ved R. toldsted af skibe over 20 brt. kun hjemmehørende et enkelt mindre motorskib (36 brt.).

Skibsfarten på R. omfattede 1957 220 indgående skibe med 23.769 t gods, hvoraf 19 skibe med 1705 t gods fra udlandet, og 220 udgående skibe med 1190 t gods, deraf til udlandet 24 skibe med 1190 t gods. Af det udlossede gods var 22.064 t teglværksprodukter olgn., udelukkende fra andre indenlandske havne, og 1287 t gødningsstoffer samt 207 t tømmer fra udlandet. Af det indladede gods var 1040 t teglværksprodukter til udlandet.

Der var i R. kbst. 31/12 1958 i alt 2917 automobiler, hvoraf 1920 alm. personbiler, 74 drosker, 25 rutebiler olgn. og 886 vare- og lastbiler; endv. var der 185 motorcykler af scootertypen og 551 andre motorcykler. 22 omnibusruter på fra 7 til 104 km udgår fra el. berører byen.

Finansielle forhold. Kom.s driftsindtægter udgjorde 1957/58 13.820.000 kr.; skatterne indbragte 12.300.000 kr. (heraf opholdskom.skat 10.652.000 kr., erhvervskom.skat 223.000 kr., aktieselskabsskat 162.000 kr., ejendomsskyld 421.000 kr., grundskyld 622.000 kr.), afgifter og kendelser 421.000 kr., overskud af vandværker 247.000 kr., elværker 243.000 kr., medens gasværkerne havde en merudgift på 72.000 kr.

Af driftsudgifterne, i alt 13.576.000 kr., var sociale udgifter 3.760.000 kr., udgifter til undervisningsvæsen 2.059.000 kr., biblioteksvæsen, museer m.v. 251.000 kr., medicinalvæsen 1.904.000 kr., vejvæsen 1.188.000 kr., gadebelysning 117.000 kr., snekastning 255.000 kr., off. renholdelse i øvrigt 553.000 kr., brandvæsen 138.000 kr., parker og idrætsanlæg 275.000 kr. og alm. administration 1.371.000 kr. Kom.s aktiver udgjorde 31/3 1958 43.2 mill. kr., hvoraf 25.1 mill. kr. i faste ejendomme og 15.7 mill. kr. værdipapirer m.v.; kom.s gæld var 16,6 mill. kr. og legatkapitalen 863.000 kr.

Kom.s skatteprocent var 1957/58 9,7 og ligningsprocenten 9,0, 1956/57 var procenterne henholdsvis 9,6 og 8,15.

I Sparekassen for Roskilde By og Omegn (opret. 1883) var indskuddene 31/3 1959 97,3 mill. kr. og reserverne 6,9 mill. kr. A/S Roskilde Bank (opret. 1884) havde 31/12 1958 en aktiekap. på 1,5 mill. kr. og reserver 2,9 mill. kr.; indskuddene i banken var 35,1 mill. kr. Roskilde Landbobank (opret. 1913) havde en aktiekap. på 2,0 mill. kr. og reserver 3,35 mill. kr.; indskuddene i banken var 38,1 mill. kr.

I kirkelig henseende udgør R. kbst. 2 so., Roskilde domsogn og Roskilde Skt. Jørgensbjerg, der hver udgør et pastorat; de to pastorater sa.m. Roskilde Vor Frue so. og Himmelev so., der ligeledes hver udgør et pastorat, udgør Roskilde købstads provsti.

Roskilde domsogn betjenes af en sgpr., der tillige er domprovst, en andenpræst ved domkirken, en residerende kapellan og en hjælpepræst. Roskilde Skt. Jørgensbjerg so. betjenes af en sgpr., der tillige er præst ved Skt. Hans Hospital og sanatoriet i Boserup skov samt en kaldskapellan. Sognepræsten i Himmelev (se s. 1106) er præst for Roskilde adelige Jomfrukloster.

R. er sæde for biskoppen over Roskilde stift.

Øvrighed. Byrådet består af 19 medlemmer. R. kbst. hører under 11. retskr. (Roskilde) og har tingsted i Roskilde, hører under 4. politikr. (Roskilde) og er bopæl for en dommer og en politimester; kom. hører under Roskilde amtstuedistrikt m. amtstue i Roskilde, under 6. skattekr. (Roskilde), 3. skyldkr. (Roskilde amtr.kr.), 5. lægekreds (Roskilde) samt amtets 3. folketingsopstillingskreds (Roskilde) og udgør 2. udskrivningskr., 372. lægd, der har sessionssted i Roskilde. R. kbst. er sessionssted for lægderne 372–389, 391–407, 416–421 og 423–425 (Roskilde amtr.kr.).

Roskilde kbst. udgør sa. m. Himmelev kom. et civilforsvarsområde, hvis leder er politimesteren i politikr. nr. 4 (Roskilde).

Jernbaner. København-Roskilde banen er den første bane, der blev anl. i Danmark, idet Industriforeningen i Kbh. 25/5 1844 fik koncession på at anlægge denne banestrækning og på at drive den i 100 år, hvilken koncession Industriforen. snart efter med minist. tilladelse lod transportere til det nydannede sjæll. jernbaneselskab; 2/7 1844 konstituerede selskabet sig med en aktiekapital af 3/4 mill. specier (3 mill. kr.), og den 30 km lange bane åbnedes 27/6 1847. Først 27/4 1856 fortsattes denne banestrækning til Korsør. Den trafik, der herved begyndte på Roskilde, bidrog allr. til byens opkomst, og trafikken tiltog siden betydeligt ved åbningen af den sydsjæll. og den nordvestsjæll. bane. Efter at det sjæll. jernbaneselskab 24/1 1868 havde fået koncession på den første af de nævnte baner, åbnedes den 4/10 1870 med Roskilde som udgangspunkt over Køge, Næstved og Vordingborg (se nærmere under Vordingborg). Derpå fulgte 2/10 1871 koncessionen for det sa. selskab på den nordvestsjæll. bane over Holbæk til Kalundborg, ligeledes med Roskilde som udgangspunkt, åbnet 30/12 1874 (se nærmere under Kalundborg), og 19/10 1874 toges dobbeltsporet på strækningen Kbh.-Roskilde i brug. I finansåret 1958/59 solgtes på R. stat. billetter og kort for ca. 3,8 mill. kr.

Skt. Jørgensbjerg (*1405 Hospitallberg, 1434 Biæreth, 1458 Spidelsbærgh) har navn efter R.s Skt. Jørgensgård, hospitalet for spedalske, som var bygget i tilknytning til sognets kirke (se s. 1023 f.), der var viet søfarerhelgenen Skt. Clemens. Også hospitalet benævntes først efter kirken, 1320 omtales de spedalskes hospital ved Skt. Clemens. Senere tog kirken navn efter Skt. Jørgensgården. Denne må være bygget i 1200t. og blev nedlagt 1542, dens gods henlagdes 1570 til Duebrødre Kloster (se s. 1032 f.). – 1937 nedreves en firlænget bondegård, Skt. Jørgensbjerggård kaldet, n.f. Skt. J. kirke, i grunden fandtes et stort antal skeletter, så Skt. Jørgensgården har utvivlsomt ligget her; dette bekræftedes ved undersøgelserne i Skt. J. kirke 1953, hvor der i tårnrummet konstateredes et særligt afskilret rum, sikkert for de spedalske, med indgangsdør mod n. Ved sa. lejlighed fandtes i en grav i kirken sigil for Asser Nielsen, forstander for Skt. Jørgensgården ca. 1450 (se s. 1032). Inden for Skt. Jørgensbjerg so.s tidl. område findes forsk. samlinger gårde og huse: Margrethehåb; Sønderlunds Huse; Hørhuse; Kongemark, og tidl. Vindebo Huse (1243 Wyndæbothæ, 1291 Windebothæ). Desuden Ladegårds Huse og den tidl. Ladegårds mølle (Thummelumsens mølle i Gustav Wied »Livsens Ondskab«).

Maglegård ejedes fra 1875 af landvæsenskommissær J. P. Berg, som 1881 solgte gden til propr. Mozart Jensen, der dog allr. 1883 videresolgte den til jægerm. Th. Havsteen, der udvidede dens tilliggende til 27 3/8 tdr. hartk. 1916 erhvervedes den af propr. E. Dons, som 1921 afhændede den til propr. F. Agersted. Siden ejedes den af fru K. Agersted. Den nuv. ejer er fra 1956 R. kom.

Litt.: DGaarde IV. 1907. 411 f. DLandbr. I. 1930. 349.

Bistrup (1277 Biscopsthorp) var i middelalderen en borg, der tilhørte R. bispestol, bygget på en høj banke (»Absalonsbakke«, da man antog borgen opført af A.) og første gang nævnt 1277. Borgen har navn efter en landsby af sa. navn og med nu nedbrudt egen sognekirke (se ovf.). På B. borg opholdt Roskildebispen sig hyppigt, biskop Lage Urne døde her 1529, men under Grevefejden erobredes borgen af grev Christoffer og af brændtes af tropperne. Ved reformationen inddroges B. sa.m. Roskildebispens øvrige gods under kronen og lagdes under Roskildegårds len (opret. 1540). 1582 fik lensmanden befaling at lade en bygning opføre på voldstedet i B. til brug for kongen under forbirejse. 1583 påbegyndtes arbejdet; 1585 befaledes inventaret fremskaffet. S.å. henlagdes Sømme herredsting fra R. til en plads uden for dette nye jagthus. 1587 hedder det, at huset endnu var under opførelse; s.å. forlenedes Niels Parsberg foruden med Roskildegårds len udtrykkeligt tillige med B. 1588 fik lensmanden ordre til at flytte sin husholdning fra B. til Roskildegård. 1594 beordredes alle huse på B. nedbrudt undt. ladegdens og materialerne anvendt på Roskildegård. Ordren synes udført n.å. Ladegdens jordtilliggende 1584 var udvidet med 8 gårdsæders jord. 1608 opsattes her et hus til kongens stod. 1613 s. 1045 istandsattes jægerhuset på B. 1661 gav Fr. III »Københavns by, magistrat og menighed« B. el. Roskildegårds ladegd., dens 3 marker, 2 havrevange, høavlen samt underliggende bøndergods med adelig frihed; en stor del af godset var dog pantsat, men overdroges med indløsningsret. B. gd. med tilhørende jorder udgjorde 85 5/8 tdr. hartk., det ikke pantsatte bøndergods 231 gde, 98 huse, 2 møller m.v., i alt anslået til 2514 1/4 tdr. hartk. Bistrup og Værebro møller (tilsammen 77 2/3 tdr. hartk.) skulle tilfalde Kbh. ved besiddernes død. Det pantsatte bøndergods bestod af 157 gde, 61 huse og 8 ml. m.v., i alt 1691 5/8 tdr. hartk. 1681 blev Bistrup gods et eget birk. Ladegden var i øvrigt bortforpagtet, ofte til et medlem af Kbh.s magistrat. Efter branden i Kbh. 1795 blev der for at skaffe midler til en regulering og udvidelse af byens gader nedsat en statslig-kommunal kommission, efter hvis indstilling en særlig administrationskommission 1796 overtog B. godsbestyrelse og beholdt den til 1814. Kommissionen lod 1801 ladegden med største delen af dens marker bortsælge på auktion til kaptajnløjtn. Otto Benedict Brockdorff († 1839), hvis hustru Margrethe Christine Boeslund døde 1803 på B. S.å. solgte han B. for 45.500 rdl. til englænderen dr. med. James Stephan Ferrall († 1859), som imidlertid allr. 1806 for 95.000 rdl. videresolgte den til propr. Niels Hofman Bang til Hofmansgave, som afsluttede opf. af en ny hovedbygn. (»Slottet«) på Absalonsbakken. Han afstod dog ved købekontrakt af 1/6 1808 B. for 99.800 rdl. til Direktionen for Kbh.s Fattigvæsen til indretning af et nyt hospital for sindssyge og almisselemmer i st.f. det hidtidige i Kbh. beliggende Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse (se ovf.).

Litt.: Axel Linvald. Bistrup 1661–1931. 1932. Arthur Fang. Sct. Jørgensbjerg. 1937. 26–32.

Af det til Bistrup hørende fæstegods, der ikke medfulgte hovedgden ved salget 1801, forblev det allermeste også under staden Kbh. i den flg. tid, da den nedsatte administrationskommission ved sin opløsning 1814 kun havde fået bortsolgt 1/12 af fæstegodset og således da endnu udgjorde 2361 tdr. hartk., hvortil kom 40 tdr. skov- og mølleskyld. 1841–57 var en komité (Bistrup-komiteen), hvori såvel magistraten som borgerrepræsentationen var repræsenteret, s. 1046 hovedsagelig bestemmende for fæstegodsets administration. – 7/10 1861 forelå en salgsplan udarbejdet, hvorefter bøndergodset bortsolgtes. Selv om fæstegods var bortsolgt også tidligere, fandt det største salg sted nu, 1862–65: 296 ejendomme med 2024 3/4 tdr. hartk. Den sidste rest af fæstegodset overgik til selveje i h.t. lov af 30/6 1919, mens afløsningen af samtlige arvefæsteafgifter og grundbyrder skete i h.t. lovene af 20/3 og 28/9 1918. – Godsets store skovstrækninger tilhører derimod endnu Kbh.s kom.

Litt.: Axel Linvald. Bistrup 1661–1931. 1932. 197–248.

Omkr. Bistrups Hovedbygning (Skt. Hans Hospitals Administrationsbygning) ses Gravene fra det gl. Borganlæg, der i sin Oprindelse tilskrives Absalon. Voldstedet har bestaaet af en høj og rummelig firesidet Borgbanke omgivet af Grave. Ved en Udgravning 1919 er der i Bankens S.side afdækket svære Kampestensfundamenter og opgravet glaserede Tegl, forsk. Formsten bl.a. af Kridtsten og Tegl, som viser hen til Søjler af dette Materiale og som bærer Vidnesbyrd om forfinet Arkitektur.

Bistrup Parcelgård er bygget tæt ø.f. Boserup skov 1809; 350 tdr. land jord, tidl. dyrket under Bistrup Avlsgård, henlagdes under denne gd., som 1814 bortforpagtedes, 1814–54 til Andreas Bodenhoff († 1854). 1838 henlagdes yderligere 87 tdr. land under P., hvortil fra 1890erne kom jorderne fra den 1928 nedbrændte Hørgård, der var opret. i beg. af 1800t. for at levere hør og blår til Skt. Hans til lemmernes forarbejdning.

Litt.: Mogens Kai Nørregaard. Det Bodenhoffske Hjem paa Bistrup Parcelgaard ved Roskilde i Aarb KbhAmt. 1949. 3–18. DLandbr. I. 1930. 363 f. Arthur Fang. Sct. Jørgensbjerg. 1937. 35 f.

Da Lerbæk (1607 Leerbeck) med Roskilde lens øvrige gods overgik til Kbh.s magistrat, bestod den af to gde. I 1700t. brændte den ene af gdene, og jorderne udnyttedes derefter i forb. med det 1754 opførte Kattinge værk. 1891 afstod Kbh.s kom. Lerbækgården sa.m. værket til etatsråd C. Ferslew († 1910); hans arvinger solgte L. til forp. W. Hvidberg, som s.å. videresolgte den til Kbh.s kom., der henlagde mere jord til dyrkning under gden.

Litt.: DLandbr. I. 1930. 365 f.

Ø.f. R. lå i middelalderen hovedgden Falkendal (1329 Falkædalæ). 1329–56 skrev Gyncekin Gyncelinsen (Mule) († tidligst 1361), der var borger og 1349 endog borgm. i R., sig til F. Hans søn Gyncelin Gyncekinsen (Mule) († senest 1400), der også var borger i R., skrev sig 1377–96 også dertil, og en anden søn Jakob Gyncekinsen (Mule) († tidligst 1409) ligeledes 1395–96 til F. – Umiddelbart efter (el. måske allr. forinden?) må F. være kommet i Roskildebispens eje, for 1397 skødede bisp Peder Jensen Lodehat († 1416) gden til dronn. Margrete.

Skove: Byens eneste skov, Boserup skov (207 ha), hører under Bistrup skovdistrikt (ejer: Kbh.s kom.). Det er overvejende en løvskov, der står på ypperlig skovbund, kendt for sin smukke flora. 1780 var skovens udstrækning mindre end nu, idet fx. partiet ved Bregnebjerg var delvis ubevokset. Disse arealer blev sen. beplantet med gran.

Litt.: Tyge W. Böcher. Boserup- og Bogenæs Skovene. Danmark 4. 1944. 21–27.

Fredede oldtidsminder: Den anselige Loddenhøj, Dømmeshøj og Kirkehøj, alle v.f. byen. To høje i Boserup skov. Sløjfet: På Lerbækgård en høj. – Langs fjorden er der og har været en del køkkenmøddinger, således ved Haraldsborg, Skt. Jørgensbjerg, på Parcelgårdens jord, i Boserup skov, ved Kattinge værk og Kattinge sø. – I Roskilde by er gjort flere interessante oldtidsfund, således i Trægården 3 bronzesværd, en »guldgubbe« (lille menneskefigur af guld), en af de s.k. Alsgemmer (i en have i Støden), et guldbelagt bronzespænde (fra Gråbrødre kirkegård) og en dupsko (under en af gravene på nordsiden af domkirken), begge de sidste fra vikingetid.

Ved at grave en grav på Vor Frue kirkegård 1838 fandt man 16 mønter, hvoraf 12 fra Svend Estridsen fra Lund og Roskilde, nedlagt o. 1060. På Haraldsborg voldsted fandtes 1854 ved gravning 573 mønter og 58 brudstykker af mønter, brudstykker af en forgyldt sølvskål og -låg. Af mønterne var 4 fra kong Niels, slået i Lund, resten fra Erik Emune, heraf 152 + 14 slået i Lund, 417 + 44 slået i Roskilde. Denne pengesum synes at være gemt hen nogle år efter 1134. – Af andre sager fundne der på stedet kan nævnes en forgyldt alterkalk og disk af kobber, fundne 1841 (AarbKbhAmt. 1955. 94–100).

Under vejanlæg i Duebrødrevænget 1918 stødte man på grundmuren af det gl. Duebrødre hospital og dets kirke. Her fandtes en pengesum på 225 mønter, hovedsagelig eng. Sterlinge og hanseatiske hulpenninge, antagelig gemt hen kort efter 1356. I 70 alens afstand fra findestedet s. 1047 opgravedes få dage efter en lerpotte med 337 mønter, sterlinge og hulpenninge, gemt bort antagelig i Christoffer II.s kongetid.

Ved grundgravning til en bygn. på hj. af Torvet og Algade 1854 fandt man under fundamentet af en gl. skorsten en lerpotte med speciedalere og større mønter og en taskepung af læder med småmønter, i alt 4163 mønter med sidste årstal 1583, antagelig skjult i Fr. II.s sidste år. – Ved grundgravning i Algade 54, bagbygningen, 1904 fandtes en lille pengesum på 65 hanseatiske mønter, tabt el. gemt hen ca. 1400. – Ved de af Nationalmus. 1953–54 foretagne udgravninger og undersøgelser af Skt. Jørgensbjerg kirke fandtes foruden over hundrede spredt liggende mønter fra Sven Estridsen til Fr. VI en samlet pengesum på 108 mønter, hovedsagelig fra Æthelræd, Knud den Store og Hardeknud, hengemt i denne konges tid ca. 1040. De lå i resterne af en linnedpose under grundstenene til en ældre kirkebygning. – Ved gravning i en bakke på Skt. Jørgensbjerg fandtes 1802 251 kobberholdige penninge fra Erik Klippings og Erik Mændveds kongetid, gemt hen i 1290erne. Ved udgravninger under Skt. Ibs kirke 1959–60 fandtes spredtliggende 77 mønter fra Æthelræd-Fr. IV, deriblandt 2 sjældne penninge fra Vald. II med årstal 1234.

Historie. Fra ret anselig højde – efter hjemlige forhold – sænker det midtsjæll. højdeplateau sig hastigt mod Roskilde fjord el. rettere ned mod en tidl. fjordarm. Som en uvejsom sænkning har den skilt Roskilde-højdedraget fra det lavere bakkeparti, hvorpå landsbyen og fiskerlejet Skt. Jørgensbjerg ligger.

Roskilde-højdedraget udformer i n.-n.vestl. retning ligesom et forbjerg – synligt viden om og helliggjort ved rige kildevæld. Det var som skabt til et naturligt samlingssted for ting og for gudsdyrkelse. Sikkert fra ældgammel tid og lige til slutn. af Fr. II.s dage har Sømme hrd.s bønder holdt ting her, på en plads hvor gaden Bondetinget nu løber, ved en jættestue, hvis blokke gang på gang er dukket frem af grunden. To af dem blev reddet og ligger foran rektorens bolig, den ene bærer de kendte sol- el. frugtbarhedstegn. – For en hedensk helligdom er der intet bevis, men meget taler for den.

Sænkningens dybe indskæring i højdedraget har forskudt den ø.-v. gående færdselsåre – som skulle runde fjorden – et godt stykke i sydl. retning. Derved er »forbjerget« og dets nærmere omgivelser ligesom blevet isoleret og som den bedst beliggende del blevet den kirkelige bydel, mens færdselsåren har skabt begyndelsen til borgersamfundet.

Sænkningen, der fører kildernes væld mod fjorden, måtte blive hjemsted for rækker af vandmøller, en vestl. på fem – plus én lidt uden for rækken – og et østl. system ligeledes på fem.

Ved bunden af den dybt indskårne fjord – der er et halvhundrede kilometers sejlads ud til Kattegat – er færdsel til vands og til lands løbet sammen og har givet gode betingelser for tidlig bebyggelse og udvikling af et bysamfund.

R. er en naturgroet by; men myten har givet den en grundlægger. En gl. tydning vil aflede bynavnet fra kong Roar og vel nok storkilden, Maglekilde. Denne tydning muliggør en grundlæggelsesmyte – Roar – Roskilde. Middelalderen tydede navnet poetisk som Rosenkilden, fons rosarum; i øvrigt nærliggende ud fra byseglet med strømmen, hvorpå roser flyder, dog kulturhistorisk uholdbart. Rosenkilden er det misbrugte ledemotiv i Grundtvigs frodigt rindende »Roskilde-Rim«. – Navnet R. kendes fra møntindskrifter fra 1000t.; dets første halvdel er mandsnavnet Rōir – ikke sagnkongens.

Byens beliggenhed har været gunstig for vikingetidens konger. Centralt i Sjælland, med velbeskyttet havneplads i bunden af fjorden gunstig for udfærd, men vanskelig for ubemærket indfart gennem det lange flodlignende løb.

Med kong Harald Blåtands »omvendelse« træder R. ind i historien. Det gængse skema var såre enkelt: Harald byggede snart efter dåben kirke på højdedraget ved fjorden, og i den gravlægges han kristeligt, modsat forældrene »i høj og heden jord« i Jelling. Og han bygger kongsgård tæt ved kirken. Kildeforholdene er dog ikke så gode. Først er der ingen hjemmel for Haralds kongsgård. Derimod ved Roskilde-krøniken, at kong Gorm flyttede kongesæde fra Jelling til Sjælland. Dernæst er der peget på, at en ældre kilde end den for Harald lader Svend Tveskæg bygge kirke i R. og blive gravlagt heri. – En antagelig løsning ville det være med en lille Haraldskirke, lagt på en eventuel helligdoms plads, og snart efter en ny og større trækirke ved kong Svend. Hverken Haralds el. Svends jordiske levninger kan eftervises, men gennem de gl. meddelelser om deres begravelser har R. kirken fået sin indvielse som de da. kongers gravkirke »gennem tusinde år«.

Hvem der end er kirkegrundlægger: kirkens og dermed byens sande befordrer blev Knud s. 1048 den Store. Ved o. 1020 at gøre R. til bispesæde indleder han 500 års storhed og berømmelse, såvel åndelig som materielt. Gennem rige gaver til hovedkirkerne grundlægger kong Knud desuden domkapitlerne, de gennem hele middelalderen betydningsfulde, godsrige, kirkelige institutioner, samfund af høje gejstlige, der vælger bisperne af deres midte og har mangfoldige kirkelige, juridiske og administrative gøremål og dertil er lærdoms og undervisnings hjemsted. Med de fire prælater: dekan, domprovst, ærkedegn og kantor kom der i R. i tidens løb 36 kanniker. Selv efter reformationen vedblev R. domkapitel under ændrede former at bestå i halvandet hundrede år.

Middelalderen var det åndelige internationales tid. For at tage et par eksempler var Erik Mændveds kansler, Martinus de Dacia, kannik både i R. og Paris og magister Macharius Magnussen ærkedegn i R. og kannik i Lund og tilmed rektor for Paris-universitetet. Ved dette tidens fornemste lærdomssæde oprettede R.-kanniken Peder Arnfast 1275 et studenterkollegium – Collegium Dacicum. – Fra helligåndshuset i R., hvor der foruden syge og svage boede 12 disciple fra domskolen, skulle der når som helst på stiftelsens bekostning sendes to egnede skolarer til Paris el. et andet lærdomssæde. – Den lærde læge og forfatter Henrik Harpestreng var kannik i R. Meget tyder på, at Saxo har haft tilknytning til Roskilde-kirken; hans grav udpeges i ndr. koromgang. Traditionen knytter også ordsprogsmanden Peder Låle til R.

»Det gamle kongesæde« var tidl. en yndet betegnelse for R. Middelalderen kendte dog ingen hoved- el. residensstad. Der var kongsgårde flere steder i landet; den i R. har ligget v.f. domkirken og er mest kendt fra blodgildet natten til 10/8 1157; den forsvinder tidligt ud af historien, og Haraldsborg n.f. R. bliver en tid kongebolig. Det er ikke som konge- men som bispesæde, R. vinder navn og storhed, så Adam af Bremen o. 1070 kan kalde den Sjællands største by.

Middelalderens biskop var en højadelig stormand, nærmest en fyrste med egen hærmagt og befæstede borge, med ret til egen udmøntning; dog i begrænset omfang – mægtig ved bispestolens store rigdomme og egen åndelige vægtfylde. – Roskilde-stolen har overgået ærkesædet i økonomisk magt, allr. 1370 ejede den 2600 bondegde på Sjælland og ved reformationen hver fjerde. Hertil kom 30 store herregde, bl.a. de befæstede borge Bistrup ved R. og Hjortholm ved Furesø; desuden: Gjorslev, Tølløse, Løvenborg, Hørbygård, Borreby, Holsteinsborg, Sparresholm, Dragsholm og Saltø m.fl. Bruges et lensgrevskabs 2500 tdr. hartk. som målestok, bliver det til en snes grevskaber el. omsat i en anden enhed o. 10.000 middelstore bondegde. Hertil kom yderligere Absalons store dotation. 1186 skænker han R. bispestol sin kongelige gave: borgen og byen Havn – sen. Kbh. – med Amager og det halve Sokkelund hrd. R. stift omfattede Sjælland og Møn og fra 1169 desuden Rygen.

Et par bispenavne: Svend Nordmand; Absalon; Jacob Erlandsen, som gav Kbh. dens første stadsret og snart efter blev ærkebisp; Oluf Mortensen, domkirkens genrejser efter en hærgende brand, bygherre til tre anselige våbenhuse, et stort helgenkapel og deltager i rejsningen af det første kongekapel; Peder Jensen Lodehat, dronn. Margretes ven og rådgiver; Lage Urne, den sidste konsekrerede bisp; i den ellevte time lod han et manuskript til Saxos krønike finde frem og ved Lunde-kanniken Chr. Pedersens hjælp trykke i Paris 1514. – R. bisperne var ofte kongernes kanslere, og fra Kbh.s Universitets oprettelse 1478 dettes kanslere.

Mere alment kendt end kong Knuds velgerninger mod R.-kirken er drabet af svogeren Ulf Jarl i sa. kirke. Men også det blev den til gavn. For den betydelige mandebod, hendes broder måtte udrede, lod Estrid den gl. trækirke nedrive og en enkeltskibet frådstenskirke opføre o. 1030. Med delvis benyttelse af dennes murværk bygger biskop Svend Nordmand sin treskibede frådstens-basilka o. 1080. Opførelsen af den nuv. domkirke, teglstens-katedralen, er påbegyndt i Absalons bispetid, engang i 1170erne.

Siden bispestolens oprettelse har domkirken været bispekirke, gejstlighedens kirke og hele stiftets centrale gudshus, men uden egen menighed. Her holdt kannikerne deres særlige kortjenester, de syv dagl. tidebønner, og her forrettede særlige alterpræster, de evige vikarer, sjælemesse-tjenester ved de o. 70 sidealtre. Hertil de dagl. messer i højkoret og festdagenes højtidelige processioner rundt i det store kirkehus el. ud i byen. Omkr. et par hundrede gejstlige personer må have været knyttet til kirken.

Mærkelige klokkeringninger, relikter fra middelalderen, lyder dagl. over R. Fra tagrytteren ringes der kl. 10, 15, 17 og 19, utvivlsomt en rest af en klokkes kalden til tidebøn i koret. Fra sdr. tårn ringes der kl. 8 og 12, antagelig en ringning til de fro- og højmesser, som længe ikke har fundet sted.

Bispegården har ligget i nær tilknytning til kirken, ø.f. denne, og sikkert i store træk fulgt dennes bygningsfaser (træ – frådsten – tegl). Udgravninger 1942 har bl.a. påvist rester af senromanske bygninger af fråd- og kridtsten. Hovedfløjen har stået, hvor Palæets vestl. sidefløj s. 1049 s. 1050 nu ligger, den har på ø.siden haft et slotskapel med tresidet korafslutning. Sen. er til sa. side føjet et ottekantet murstenstårn. – De gl. dele af stiftsbiblioteket n.f. Palæet blev en tid antaget for at have hørt til bispegården; denne har udgjort et omfattende kompleks med mangeartede bygninger. Efter reformationen blev bispegården til »Roskildegård« el. »Kongens gård udi Roskilde« med sæde for lensmanden over Roskildegårds len. I 1600t. forfaldt bygningerne og måtte 1733 give plads for Palæet. – Den s.k. Absalonsbue, som forbandt bispegården med teglstenskirken, anses for at være bygget hen mod 1200; den blev 1901 gennemgribende istandsat, delvis ombygget.

Også den gl. domskole el. katedralskole, der må anses for opret. samtidig med bispesædet o. 1020, har sluttet sig intimt til kirkeområdet. Engang i 1400t. er der v.f. domkirken blevet opf. et anseligt skolehus af tegl i to etager. Det afløstes 1842 af den nye skole s.f. kirken.

Foruden bispegård og skole, der har hørt til »inderkredsen«, var der omkr. kirken et udtalt gejstligt kvarter – i øvrigt med udløbere langt ind i de verdslige bydele. Det var huse for prælater, kanniker og alterpræster el. samlingssteder for disse sidste. Af slige gode og grundmurede huse – kaldet residenser – kan nævnes domprovstens, dekanens og kantorens huse tæt n.f. kirken. Lidt nordligere ligger Provstevænget – totalfredet 1953, da det i sit jordsmon rummer rester af en middelald. bydel: Skt. Hans kirke med kirkegård, betydelige rester af et gadeanlæg med bygningstomter, bl.a. kannikeresidenser. Her lå også den fornemme kapitels-badstue, der modtog vand fra Skt. Hans kilde.

Ude i det læge R. har det – som det bør sig i en bispeby – ikke manglet på gudshuse. En fortegnelse fra 1536 nævner ikke mindre end 12 sognekirker: Skt. Laurentii, Skt. Budolfi, Skt. Mortens, Skt. Hans’, Skt. Olai, SKt. Peders, Skt. Pouls, Skt. Mikkels, Skt. Nicolai, Allehelgens, Skt. Dionysii og Skt. Ibs. Syv af dem har efterladt uomtvistelige spor, mens beliggenheden af de andre fem er mere el. mindre uvis. De påviste har været bygget af frådsten, én af dem, Allehelgens, har tidligst været en rundkirke, som senere blev erstattet af en »almindelig« kirke.

Modsat de små sognekirker har de fem store klostre krævet rigelig plads og vel derfor lagt sig i byens periferi. Selve bygningerne var anselige firelængede komplekser, herregårdsanlæg at se til, dertil haver, vænger, fiskedamme, tilgrænsende markbrug og i et par tilfælde vandmøller. To var munkeklostre: Gråbrødre og Sortebrødre; tre var nonneklostre: Vor Frue, Skt. Agnes og Skt. Clara. Yderligere var der tre stiftelser, især for syge og svage: Helligåndshuset, Duebrødre kloster og Skt. Jørgensgården. Oprindelig lå de alle tre uden for voldlinien; Skt. Jørgensgårdens spedalskhedshospital tilpas fjernet, n.f. landsbyen Skt. Jørgensbjergs kirke, 1569 nedlagdes dette samt Helligåndshuset, og deres midler henlagdes til det endnu eksisterende Duebrødrekloster.

Der har været fire gilder: Skt. Knudsgildet, Kalentegildet, Hellig Trefoldighedsgildet og Skt. Lucii gilde. Man kender en fortegnelse over medlemmerne i det sidste – alle har haft adgang – forrest i rækken »min herre bispen« med embedsmænd og tjenerskab, mange gejstlige, en del adelige, kun et par købmænd og en »købsvend«, men et stort antal håndværkere med deres hustruer. Kalentegildet var hovedsagelig for gejstlige, dog optoges lægfolk af begge køn; dronning Margrete har været medlem. Hellig Trefoldighedsgildet var et rent præstegilde, hvortil ikke lægmænd, endnu mindre kvinder havde adgang. – Det ældste lav var smedelavet med bevaret skrå fra 1491.

R. var i over 300 år et vigtigt møntsted – fra Knud den Store til Valdemar Atterdag. – Der kendes 164 mønttyper og vel nok det tidobbelte antal varianter. 1535–36 blev der igen slået mønt i R.

Forsk. spor viser hen til en primitiv befæstning omkr. R. med vold og grav; deres hele udstrækning kan dog ikke med sikkerhed følges. – R.s stadsret er stadfæstet af Erik Klipping 1268.

Allerede ved 1400t. er »storhedstiden« ved at ebbe ud, o. 1400 flyttes møntstedet til Næstved. 1416 tog Erik af Pommern Kbh., og denne gang blev den for stedse tabt for Roskildebisperne. Endog kulturelt begyndte R. at stå tilbage for Kbh. og må døje hån af Morten Børup i hans stiftsstadsvise – den gl. hæderværdige kulturby, som engang blev prist som »verdens rose«.

R. var middelalderen igennem gejstlighedens by. Borgerskabet kom i anden række. Intet spor af noget købmandsgilde, mens Køge havde to. For en by af denne beskaffenhed måtte reformationen nærmest blive en katastrofe. Bispesædet forsvandt. Superintendenten fik bopæl i Kbh. Lidt efter lidt nedreves alle sognekirkerne på én nær og alle klostrene, blot en klosterkirke blev bevaret som landsbykirke. I tusindvis bortførtes der mursten til herregde i omegnen, helt til Kronborg drog et uendeligt vogntog.

Læs efter læs af frådsten kørtes til Kbh. for at males til kalk til Chr. IV.s bygningsforetagender. – Under Grevens Fejde 1534 var bispegården blevet plyndret og Haraldsborg og Bistrup afbrændt. Bispegården blev fremtidig under navnet Roskildegård el. »kongens gård udi R.« sæde for lensmanden og sen. en tid for amtmanden.

I domkirken gik udrensningen sin gang, sjælemessealtrene nedreves, kunstværker knustes, sølv og guld røvedes. Så meget mærkeligere: kirkens »hjertekammer« – højkoret, med hele dets papistiske indretning, og kannikekoret, som omsluttede dronning Margretes sarkofag, forblev urørt og aflukket gennem halvandet hundrede år. Den lutherske sognekirke fik kun rådighed over skibet fra kordør til kongeport. Nede foran trappen op til den gl. helligdom måtte Chr. IV.s prægtige gave, den gyldne altertavle, nøjes med en beskeden plads.

Der gik uhyggeligt svind i bylegemet, særlig ved klostrenes fald. Bebyggelsen skrumpede sammen omkr. hovedgaderne, slap kontakten med voldlinien. Den arme kbst. var nærmest som en forvokset landsby med en alt for stor kirke – og karakteriseres også sådan af en fremmed rejsende. Nu er det store jordtilliggende kommet byen til gode. – Med fattigdom og fortrykthed fulgte vankundighed, 1548 brændte man som hekse »den ypperste og rigeste borgerske i R.«, enke efter borgmester Villom van Seygns, . med sin »stalbroder Citze Leerbeeks«. Og fire år efter viste der sig i en af kilderne en basilisk; tre mennesker døde af at se på den, men selv omkom udyret, da man hejsede et spejl ned i kilden, det sprængtes ved at se sig selv.

Under sit ophold i Danmark – efter ægteskabet med Chr. IV.s søster Anna – gæstede den stærkt teologisk interesserede skotske konge Jacob VI marts 1590 R., hovedsagelig for at diskutere dogmatiske spørgsmål med den berømte teolog Niels Hemmingsen. Han var indehaver af et R.-kanonikat og levede sine sidste tyve år i R. i en slags forvisning, afsat fra universitetet for vranglære. – Som allr. nævnt vedblev domkapitlet – dog under stærkt ændrede former – at bestå længe efter reformationen. Dette, og vel også lensmandens sæde på Roskildegård, må have givet byen en vis betydning. Domkapitlet havde stadig kaldsret til henved 30 sjæll. kirker. Dette har været medvirkende til, at R. gennem årene blev hjemsted for flere dygtige kunstnere og kunsthåndværkere, som var leverandører af inventar bl.a. til kapitlets kirker. Her skal blot fra renæssancen nævnes billedskærerne Brix Michgell og Anders Nielsen Hatt, fra bruskbarokken den meget produktive snedker og billedsnider Caspar Lubbeke, endv. den fremstående gravstensskulptør Hans Maler, rigt repræsenteret i domkirkerne i R. og Lund. – Endelig kan der i denne forbindelse peges på, at R. i middelalderen var hjemsted for de værksteder, hvorfra de mange døbefonte af »Roskildetypen« er udgået, samt for dygtige kalkmalerimalere.

Det må have været en begivenhed, da de høje, slanke spir 1635 rejstes over domkirken, som i op mod 300 år havde stået kullet. og det er næsten paradoksalt, at det skulle være renæssancekongen Chr. IV, som gav kirken dens gotiske præg og R. et vidt synligt vartegn.

En afbrydelse i århundredernes grå hverdag har kongebegravelserne været. Middelalderens prunkende kirkefester – som dronn. Margretes tre dages begængelse med al gejstlig pomp og pragt og ofre af guld, røgelse og myrra på 50 altre – gik efterhånden over til at blive mere verdsligprægede tilkendegivelser af kongelig storhed. Ved Fr. II.s bisættelse var der et opbud af mennesker og heste, som helt må have sprængt den lille by. I strålende optog bares monarken til graven fulgt af 17 prangende kæmpebannere, et udtryk for den endnu intakte stormagt. Allerede næste gang var der gået skred i besiddelserne og de tabte landes bannere erstattet med tomme symboler.

Kun godt 100 år efter reformationen måtte R. lægge navn til den frygteligste fred, Danmark nogen sinde har sluttet, Roskildefreden af 26/2 1658. Besættelsen, brandskatningen, kontributionerne, al krigens onde tynge ramte R. uforholdsmæssigt hårdt og satte byen yderligere i knæ for lange tider. Pesten 1711 hærgede så hårdt i R., at tre for længst nedlagte middelald. kgde igen måtte tages i brug. Hertil kom de gentagne og meget ødelæggende brande 1731 og 35. Ved den første brand gik også rådhuset med de uerstattelige arkiver op i luer; først 4 år sen. fik den fattige by et nyt ved kgl. majestæts hjælp. Den anden serie brande var påsat af en natmandsdreng; ham henrettede man. Men en temmelig ynkelig by var det, man bagefter fik stablet på benene. – En lille snes år senere når R. med 1550 indbyggere lavmålet.

Vel har R. ingen gl. beboelseshuse fra 1600t., særlig de store brande 1700t. har udryddet dem; men den gl. gadeplan er i behold, og mange gl. og ejendommelige gadenavne er med til at give byen kolorit. Hovedstrøget: Algade (tidligere også kaldet Torvegaden), den gl. lavsgade Skomagergade og Støden (måske af stød, strafferedskabet kag), Hersegade (af hyrsa ɔ: hoppe), Allehelgensgade (efter kirken af sa. navn), Skt. Ols Gade (Skt. Olai kirke), Fondens Bro (o. 1370 Fundesbroo). Munkebro (»brolagt« gade hen til Sortebrødreklosteret, Gråbrødrestræde, Bondetinget (tingsted for Sømme hrd. til 1585), Borgerdiget (Burghæ s. 1052 Diget ɔ: befæstningen), Rødeport (jernbanebroen har navn efter den vestligere beliggende gl. byport), Tuttesti (ɔ: substituttens, løbedegnens sti) m.fl.

Ind i det nye årh. forandres forholdene. 1/10 1835 åbnedes på Palæet den rådgivende stænderforsamling for østifterne. Landet fik øje på den lille by, og det rankede dens borgerskab. – 27/6 1847 åbnedes jernbanen Kbh.-R., den første banestrækning i kongeriget. I de flg. år må R. have været som en stabelplads for dele af Sjælland, indtil jernbanenettet var fuldt udbygget og R. derigennem blevet et trafikalt knudepunkt.

Noget tilsvarende gælder for landevejenes vedkommende. – En kuriositet: den første danske by til by flyvning fandt sted 14/5 1911 fra Kbh. til R.

Fra lavpunktets indbyggertal 1550 i 1753 tredobles tallet i hundrede år til 4651 i 1860. Stigningen i resten af 1800t. er ikke bemærkelsesværdig, men fra omkr. 1910 ligger tilvækstprocenten over gennemsnittet. Væksten skyldes hovedsagelig tilflytning fra hovedstaden, dog gav Skt. Jørgensbjergs indlemmelse 1938 et tilskud på 5174 beboere, mens inkorporeringen af ca. 400 mennesker fra Roskilde domsogns landdistrikt 1933 knapt sporedes. 11/6 1958 blev de 30.000 indbyggere nået. – R. er fra at være nr. 16 i rækken af købstæder nået op på 9. pladsen og er efter Odense den største kbst. på Øerne. Hver sjette skatteyder i R. har erhverv i Kbh. og rejser dagl. frem og tilbage. Det vil sige, at R. mere og mere antager karakter af planetby for storbyen, et selvstændigt bysamfund med et betydeligt antal beboere, der har deres daglige virke i storbyen.

R.s vækst foregår som andre steder mest i periferien. I byens gl. opbygning er der sket indgribende ændringer. En karré af gl. huse, som dækkede for domkirken og skabte to utilfredsstillende torvepladser, blev nedrevet 1908. Samtidig begyndte det adelige jomfrukloster bortsalg af sine jorder, som længe havde hindret en naturlig vækst af byen imod ø. Lidt ind i 1900t. var man begyndt at nedlægge særlig de vestl. vandmøller. Mølledammens opfyldning muliggjorde en sammenvoksning af R. med Skt. Jørgensbjerg, som blev medvirkende til denne kom.s indlemmelse.

Fra foråret 1959 er en hel ny gade – en mellemgade – omtrent midtvejs ml. Skomagergade og Bredgade under anlæg. Den vil forbinde Ringstedgade med Allehelgensgade, tjene til aflastning af trafikken i hovedstrøget, mens der på tilgrænsende baggrunde skabes nye parkeringspladser.

Indtil 1929 var der i byrådet flertal for konservative og venstre med højre-borgmestre og kortere tid en venstre-borgmester. Ved valget 1929 fik socialdemokrater og radikale flertal og besatte borgmesterposten med en socialdemokrat indtil valget 1950, da et listeforbund mellem konservative og venstre sammen med de radikale opnåede flertal og besatte borgmesterposten med en radikal; således er stillingen fremdeles. En kort tid har kommunister og retsforbund haft repræsentanter i byrådet.

Det er sagt, at en by ikke alene er et sted i rummet, men et drama i tiden. Omstændighederne har for R.s vedkommende udformet tre særprægede akter: middelalderens bispeby, den i sig selv hvilende kbst. og planetbyen for landets hovedstad.

Litt.: H. Meyer. Beskrivelse over Roeskilde udg. af H. L. G. Winding. 1793. H. Behrmann. Grundrids til en historisk-topographisk Beskrivelse af Roeskilde. 1832. C. C. Tronier. Kortfattet Beskrivelse af Roeskilde Kjøbstad. 1845. Kr. Erslev. Roeskildes ældste Mønter. Aarb. 1875. 117–87. J. B. Løffler. Gravstenene i Roskilde Kjøbstad. 1885. C. Nyrop. Fra Roskilde Smedelavs Lade. 1886. Kr. Erslev. Naar blev København Danmarks Hovedstad. Tilskueren. 1889. 311–20. Henry Petersen. Hvor laa Kongsgaarden i Roskilde. HistTidsskr. 9. Rk. II. 1890. 319–58. J. Kornerup. Roskilde i gamle Dage. 1892. H. F. Rørdam. Roskilde i Reformationstiden. KirkehistSaml. 4. Rk. III. 1893–95. 363–72. J. Kornerup. Roskilde Minder, udg. af Arthur Fang. 1907. AarbKbhAmt. 1910 ff. Den første Stænderforsamling i Roskilde, skildret i Breve fra J. C. Drewsen til Jonas Collin, DMag. 6. Rk. II. 1916. 233–87. Otto B. Wroblewski. Fem Aar i Roskilde. 1917. Arthur Fang. Roskilde i gamle Dage. 1921. J. Kornerup. Fra det gamle Roskilde. En Mindebog ved Arthur Fang. 1925. Jul i Roskilde. 1925 ff. Chr. Christensen. Roskilde-Føljetoner. I–III. 1927–31. Resens Atlas. Roskilde. Overs. af Johs. Knudsen. 1929. G. Galster. Roskilde Mønter. 1929. Alfred Otto. Liber daticus Roskildensis. 1933. J. O. Ahrnung. Roskilde Domkapitels Historie. I. 1937. Arthur Fang. Sct. Jørgensbjerg. 1937. Roskilde Studier, red. af Victor Hermansen. 1944. Arthur Fang. Roskilde. I. 1945. Sa. Af et Torvs Historie, Festskrift til Knud Fabricius. 1945. Nedergaard. SP. II. 1954. 9–43.

Knud den Store, som ca. 1020 ordnede det da. møntvæsen, lagde også en møntsmedje i R., der således næst efter Lund blev Danmarks vigtigste møntsted i middelalderen. Kort efter Absalons valg til biskop skænkede kong Valdemar en tredjedel af møntindtægten til R. bispestol; men allr. fra Knud den Helliges tid foreligger en mønt med biskop Svend Nordmands navn (1074–88). En uafbrudt møntrække foreligger lige fra Knud den Store til Christoffer II. En mønt fra denne konges tid bærer byvåbnet, høgen. Udmøntningerne standsede i den kongeløse tid (1332–40); men endnu en kobberholdig penning blev slået for kong Vald. Atterdag 1356. – Under Kbh.s belejring 1535–36 blev der atter bygget en s. 1053 møntsmedje i R., hvor Chr. III.s møntmester Reynold Junge slog en mængde ringholdig mønt til krigsknægtenes lønning.

Litt.: Kr. Erslev. Roskilde ældste Mønter. Aarb. 1875. 117–87. G. Galster. Roskilde Mønter. Kbh.s a. 1929. 409–38. Reynold Junges Møntmesterregnskaber 1534–1540. 1934.

En tradition, omtalt bl.a. i Ryde klosters annaler, vil vide, at Roskilde har haft en forgænger Høgekøbing, som af kong Ro flyttedes fra Høgebjerg til Isefjorden og kaldtes Roskilde. At Høgekøbing dog ikke kan være identisk med Roskilde, fremgår bl.a. af det forhold, at de begge omtales som købstæder i ValdJb. fra 1200t. Om Høgekøbings opr. beliggenhed er der i øvrigt ikke enighed. – En landsby Sigerstrup (1310 Sighærstorp), som lå i det forsv. Bistrup so., nævnes sidste gang 1421. – Boserup (1496 Boserop) var tidl. en enestegd. 1286 omtales gd. Lothenstoft i Skt. Mortens so., som borger Niels Hermansen sælger til Roskilde Clarakloster.

I Roskilde fødtes ca. 1096 hertug Knud Lavard, 1544 skolemanden, præsten og digteren Hans Christensen Sthen, 1566 kancellisekretær, rentemester Sivert Beck, 1590 rigsråd Iver Vind, 1593 rentemester og rigsadmiral Jørgen Vind, 1623 generalprokurør Peder Lauridsen Scavenius, 1625 fysikeren, matematikeren og lægen Rasmus Bartholin, 1641 rektor Peder Schade, 1659 antikvaren Thomas Bartholin, 1671 diplomaten Hans Schade, 1672 biskop Jacob Lodberg, 1700 rektor Laurids Lind, 1704 portrætmaleren Andreas Brünniche, 1716 præsten, den hist. samler David Grønlund, 1724 den hist. forf. Andreas Nicolaus Ryge, 1768 skolemanden Rasmus Borch, 1771 skolemanden Jacob Saxtorph, 1774 generalkonsul, forf. A. C. Gierlew, 1790 amtmanden og diplomaten Ludvig Moltke, 1792 urtekræmmer, grosserer og fabrikant Peter F. Heering, 1795 juristen J. C. Kall, 1812 teknisk borgmester i Kbh. E. D. Ehlers, 1815 stiftamtmand Fritz Dahlstrøm, 1817 historiemaleren Th. Wegener, 1820 sagføreren og politikeren C. Liebe og skolemanden, den hist. forf. S. B. Thrige, 1825 maleren og arkæologen Jacob Kornerup, 1826 rektor V. A. Bloch, 1829 forstmanden Carl Bloch, 1832 landskabsgartneren Ove Høegh Hansen og orgelspilleren og komponisten Godtfred Matthison-Hansen, 1833 forf. Knud Valløe, 1835 forstmanden Niels Fritz og præsten J. P. Jeansson, 1837 den personalhist. samler Carl Mynster, 1838 redaktør Angelo Haase, 1839 maleren Otto Bache, 1841 skolemanden og den hist. forf. Niels Bache, organisten Waage Matthison-Hansen og socialisten Louis Pio, 1844 veterinæren Johannes Arup, 1848 præsten Carl Moe og billedhuggeren Carl Rohl Smith, 1851 landmanden Jørgen W. Larsen, 1854 biskop A. S. Poulsen, 1857 skolemanden og filosoffen Niels Bang, 1864 museumsfotograf Kr. Hude, 1865 landskabsmaleren Hans Knudsen, 1866 politikeren C. Th. Zahle, 1869 billedhuggerinden Elna Borch, 1871 boghandler Arnold Busck, 1872 stiftamtmand Viggo Haarløv, 1874 forf. og maleren Ebbe Kornerup, og entomologen J. P. Kryger, 1876 direktør for Det danske Kulkompagni Th. Adler Svanholm, 1880 departementschef Johs. Dalhoff, 1884 sølvsmeden, keramikeren og billedhuggeren Georg Thylstrup, 1890 maleren J. A. Jerichau og historikeren Albert Olsen.

Roskilde domkirke

Den nuv. teglstenskirke har haft tre forgængere, 1) den trækirke, som rejstes af Harald Blåtand, der døde o. 985, el., mindre sandsynligt, af Svend Tveskæg, 2) den enskibede stenkirke, som Estrid lod opføre efter 1026, og 3) den treskibede basilika, hvis bygherre var biskop Svend Nordmand, og som må være blevet indviet før hans død 1088. Sa. prælat havde æren for et trefløjet klosteranlæg på kirkens n.side. Måske forberedte Absalon straks efter at være blevet bisp i Roskilde, 1158, en ombygning el. udvidelse i granit af Svend Nordmands kirke. Dette arbejde kan dog ikke være nået vidt, inden man – formentlig i 1170erne – tog fat på den store teglstenskatedral; ø.afsnittet i denne kirke stod antagelig færdig til indvielse i 1200t.s 2. fjerdedel; derefter skred arbejdet jævnt frem, således at kirken stort set må have været fuldendt inden branden 1282, bortset fra ndr. tårn, der næppe var færdigt før i beg. af 1400t.

De historiske kilder har ikke mange oplysninger om de tre første kirkers opførelse og slet ingen om teglstenskirkens. Adam af Bremen beretter om Harald Blåtand, at hans lig af hæren blev ført til Roskilde, danernes kongesæde og Sjællands største by, og begravet i den kirke, han som den første havde opbygget til den hellige trefoldigheds ære. Haralds kirke var en træbygning. Dette fremgår af Roskildekrøniken fra o. 1140, der fortæller, at Knud den Store lod svogeren Ulf Jarl dræbe i kirken i Roskilde (ca. 1026), hvorefter »hans hustru Estrid (Knuds søster) gav ham en hæderfuld begravelse; og hun opførte i stedet for trækirken en kirke af sten, som hun berigede på mange måder«.

Som bygherre for den tredie kirke angiver både Ælnoth og Roskildekrøniken Svend Nordmand, der blev bisp i Roskilde 1074 og døde på Rhodos 1088. Den sidste kilde oplyser, at Svend »anlagde kirken i Roskilde omtrent ligesom fra grunden og smykkede den med en herlig krone, med søjler af marmor og alle slags prydelser«. Oplysningens første del må tydes således, at der i bygningen indgik dele af Estrids kirke. Biskop Svend opførte også et stenkloster til brødrene og forøgede præbendernes tal til 15. Sakse oplyser, at klostret byggedes med Knud den Helliges bistand. Svend indviede kirken til treenigheden (if. Roskildekrøniken. Ælnoth siger til Skt. Trinitatis og Skt. Lucius). Årstallene for kirkens indvielse (1081 og 1084), som er anført i ældre litt., kan ikke følges længere tilbage end til slutn. af 1600t. Kirkens fornemste relikvie, pave Skt. Lucii hoved, blev mul. erhvervet allr. til denne indvielse, selv om kirken indtil midten af 1100t. ligesom forgængerne kaldtes Trefoldighedskirken. Efter den tid dukker pavehelgenens navn hyppigere op, og fra o. 1225 er den ældre benævnelse tilsyneladende uddød, hvilket formentlig skyldes, at teglstenskirken først og fremmest blev viet til Skt. Lucius. Blandt de sparsomme kilder findes tillige en efterretning om, at bisp Arnold (1088–1124) lod rejse en mur om domkirken, og at han fornyede dens kalkmalerier.

Den Trefoldigheds og Skt. Lucii kirke, til hvis kapitel biskop Niels Stigssøn ved sin tiltrædelse 1225 afgav løfte om, at den på hans og hans eftermænds bekostning skulle forsynes med »ornamenter, klokker, bøger og andre nødvendige ting«, kan meget vel identificeres med teglstenskirken, hvis ø.parti if. sin arkitektur må have stået omtrent færdigt på dette tidspunkt. Det første middelald. dokument, som med sikkerhed gælder teglstenskirken, er et afladsbrev af 24/6 1283, udstedt i Rom af ti fremmede bisper i anledning af branden 27/8 1282. En ny brand udbrød i kirken 14/5 1443 og lagde dens blytag og trækonstruktioner (tagværker) samt tårnenes tage i aske; efter istandsættelsen genindviedes kirken 1464 af biskop Oluf Mortensen. Endnu et par brande, 1508 og 1524, ramte kirken, men deres omfang er ukendt.

Domkirkepladsen og dens beliggenhed. Domkirken ligger på den ndr. rand af det plateau, hvorpå Roskildes middelald. kvarterer rejste sig, og ikke langt fra Algade, som var byens torv. Der var ingen bebyggelse på skrænterne i n. og v., og kirken har før domineret byen i endnu højere grad end nu. Ml. en af byens talrige kilder, Maglekilde, der havde sit udspring ca. 165 m fra kirkens v.front, og kirken har der i den tidlige middelalder ligget en kongsgård (1455 og 1460 skænkedes de øde tomter til domkirken og bispen). Naboskabet med kongsgården tyder på, at kirken er rejst på en del af kongsgårdens grund og hørende dertil, et forhold, som mul. afspejlede sig i frådstenskatedralens plan. De rester af biskop s. 1055 Arnolds mur, som fra tid til anden er afdækket, viser, at det opr. domkirkeområdes grænser i n. og v. svarer til de nuv., mens s.sidens bebyggelse er trukket noget mod s.; den vestre grænse er usikker, men falder dog antagelig sammen med Skolegade. Arnoldsmuren har således haft en anselig udstrækning, idet det skævt firkantede område havde sidelængder på 100–110 m. Den var rejst af frådstenskvadre, og dens anselige tykkelse (125–130 cm) gør det antageligt, at den foruden at hegne pladsen har tjent som forsvarsmur. Allr. tidligt blev muren brudt af bebyggelse; den store sdr. del af ø.flugten blev endnu i 1100t. inddraget som ydermur i v.fløjen af den senromanske bispegård (udgravet 1941–42). Materialet var kridtkvadre og tegl. Bygningen, der havde sit eget kapel, stod indtil 1733, da palæet (s. 1040) rejstes på dens plads. Den nordøstre del af muren blev ødelagt o. 1450 af et gotisk stenhus, det nuv. stiftsbibliotek (s. 1077), og to andre forsvundne middelald. stenhuse; det ene af disse indrettedes på Chr. IV.s tid til gymnasium og tjente sen. (indtil nedrivningen 1811) som konventhus for den sjællandske gejstlighed. Det største af de middelald. huse, som kransede domkirkeområdet, var den 1845 nedrevne katedralskole, som havde plads mod Skolegade.

Også inde på selve domkirkepladsen, der tjente som kgd. omtrent til vor tid, har der i middelalderen og sen. stået andre bygninger end kirke og kloster. S.f. det nuv. kapitelhus er der spor efter et par stenhuse, måske en ældre bispebolig, måske kannikeresidenser; det sidste af disse huse blev først nedrevet i 1730erne af frygt for ildsvåde, og mul. havde det »usømmelige« vinudsalg, der 1624 fandtes på kirkegården og som af Chr. IV befaledes flyttet, til huse her. Indtil domkirkebranden s. 1056 1282, der opstod i køkkenet i ærkedegnens gård, som må have ligget s.f. kirken, har der på kgd.en været et fritstående klokketårn nær det sted, hvor sen. Vor Frue kapel opførtes, ɔ: hvor nu Frederik V.s kapel ligger. Dette trætårn kan have været jævngammelt med Svend Nordmands kirke.

De forsvundne kirker. Der er aldrig fundet spor af trækirken, som formentlig har været en stavbygning, men derimod af de to følgende, der ligesom klostret var af frådsten. Resterne af Estrids stenkirke blev allr. fremdraget ved den store udgravning 1892, men først erkendt 1950 (C. G. Schultz). Kirkens skib havde en indvendig bredde på 7 m og vistnok en længde på ca. 21 m. Korpartiet er ukendt, men kirken har formentlig været som en sjæll. landsbykirke. Skibet i Estrids kirke blev bestemmende for bredden af midtskibet i Svend Nordmands treskibede basilika, idet arkadepillerne blev rejst på de ældre mure. Disse piller har rimeligvis været firkantede. Roskildekrønikens oplysning om, at Svend prydede sin kirke med »marmorsøjler«, hentyder næppe til kirkebygningen, men snarest (da de er nævnt i sammenhæng med lysekrone og andre prydelser) til det af Sakse omtalte lektorium. Svends kirke var en anselig bygning, mod v. afsluttet med et rigt udformet tårnparti, der var tredelt som langhuset. Over indgangen med den fremspringende portal (sml. Venge klosterkirke), ud for midtskibet, har der rimeligvis været et for kongehuset reserveret galleri, svarende til den herskabstribune, som findes i mange stormandskirker, bl.a. Tveje Merløse, der kan betragtes som en miniaturekopi af Svend Nordmands kirke, til dels også, hvad angår de to tårne, som flankerer midtpartiet. Om Roskildekirkens afslutning el. afdækning vides intet sikkert, men da hele vestværkets plan røber påvirkning fra Tyskland, hvor tretårnsgruppe med gallerietage var meget alm. endnu i slutn. af 1000t., er det muligt, at også midtpartiet i Roskilde har haft et svært midttårn ml. flanketårnene.

Kirkens ø.parti skal (if. Schultz) have haft et enskibet tværskib og kor (måske med apsider). Ved supplerende gravninger 1949 blev der under gulvet i Ove Geddes gravkrypt fundet en ca. 10 m dyb kirkebrønd, som hører til i koret på Svend Nordmands kirke (tilsvarende brønde findes i Lund, Odense og Viborg). På langhusets n.side lå Svends (og Knud d. Helliges) klosterbygninger, et trefløjet anlæg med korsgang om en kvadratisk (ca. 12 × 12 m) klostergård; rester af v.- og n.fløjen blev afdækket 1892.

Enkelte formsten tyder på, at der på kirke el. kloster kan have været udvendige hjørnestave som på den nærliggende Skt. Jørgensbjerg kirke (s. 1023 f.), og således som der også har været på Svend Nordmands kirke i Ringsted.

Teglstenskirken. Selv om kilderne tier om denne kirkes opførelsestid, er det muligt ud fra arkæologiske og arkitekturhistoriske forhold at danne sig et nogenlunde sikkert billede af bygningshistorien. Da Absalon blev bisp i Roskilde 1158, må tiden være løbet fra Svend Nordmands kirke. De ret store mængder af tildannet granit, hvoriblandt søjler og apsiskvadre, der optræder i genanvendt stand i teglstenskirken, tyder på, at Absalon hurtigt forberedte et byggeri i granitkvadre. Er dette rigtigt, så ændrede den byggeivrige bisp imidlertid mening; thi da murarbejdet kom i gang – som det synes i 1170erne – valgtes munkestenen, et nyt materiale, som dog var Absalon velkendt fra de to store kirker i Sorø og Ringsted, der var påbegyndt få år før. Planen, hvorefter kirken blev anlagt, var både ny og imponerende: et treskibet anlæg med ligeledes treskibet og stærkt fremspringende tværskib, hvortil der sluttede sig en apsis med omgang s. 1057 s. 1058 samt kortårne. Den nye kirke blev udstukket således i forhold til frådstenskatedralen, at over halvdelen af ø.partiet kunne opføres, før det blev nødvendigt at fjerne koret på den ældre kirke. Uvist af hvilken grund skred arbejdet imidlertid langsomt frem, og kun apsisomgangens nedre del kan henføres til Absalons bispetid. Men i de flg. årtier skete der store ting. Omgang, kortårne og søndre korsarm blev ført op i to etagers højde, fundamenterne til ndr. korsarms ø.- og n.mur blev udlagt, hvorimod v.muren måtte vente, da den skulle stå, hvor dele af frådstenskirken og -klostret havde plads. Disse fundamenter blev imidlertid aldrig udlagt, ligesom der heller ikke synes at være blevet muret én sten på den ndr. korsarm. Mul. havde man slået for stort et brød op, el. også – hvilket er mere sandsynligt – var projektet med sine forudsætninger i den europ. 1000tals arkitektur blevet forældet. Nye stilstrømninger, der bredte sig med stor hast fra Nordfrankrig, nåede også byggepladsen i Roskilde, og o. 1200 gennemførtes den første ændring under påvirkning heraf; de små enkeltvinduer i apsisomgangens øvre etage blev erstattet af grupper på tre vinduer, og over hver gruppe rejstes en lille spidsgavl. Dette første lille gotiske indslag fulgtes 10–15 år sen. af et langt mere betydningsfuldt: man opgav ikke blot kortårnene, men også det vældige tværskib, og påbegyndte opførelsen af nye tværskibsgavle i flugt med omgang og sideskibe. I de arkader, der skulle have ført til korsarmenes sideskibe og gallerier, opførtes lukkemure (sml. fx. under Oluf Mortensens våbenhus). Foran den østre arkade i s. rejstes dog en lille forhal (sml. kapitelhus). I 1200t.s 2. fjerdedel må ø.partiet til og med 1. fag af langskibet have været så vidt færdigt, at det kunne tages i brug. Nu var vejen banet for den fuldstændige nedrivning af frådstenskatedralen og dermed for opførelsen af teglstenskirkens v.parti, hvis toetages sideskibe åbner sig til det højere midtskib med store arkader. Sideskibsmurene fik forneden ét vindue i hvert fag, foroven tre kronet af en spidsgavl, helt som i apsidens omgang (et par af gavlene kan endnu ses fra riddersalen i Helligtrekongers kapel). Af skibets tre døre, én i midtskibets gavl og én i hvert af sideskibenes v.fag, er den sdr. bev. og i brug. Arbejdet på langhuset må være gået så hurtigt frem, at dette – bortset fra det vestligste fag med de to tårne, der afslutter sideskibene – var klart til brug, da kirken hjemsøgtes af ild 1282. Nogen vaklen spores m.h.t. kirkens overhvælvning. Muligvis havde man fra første færd kun tænkt sig at hvælve apsis, sideskibe og galleri, men også her sejrede de nye ideer tidligt, og kirken overhvælvedes helt, efterhånden som arbejdet skred frem. Heller ikke hvælvene i langhusets midtskib er nogen senere tilføjelse (som i Sorø og Ringsted), selv om skjoldbuerne undertiden skærer ned over højkirkens vinduer. Dette skyldes blot, at man ved hvælvslagningen ikke benyttede de i muren afsatte fortandinger. Som nævnt blev v.faget ikke færdigt før 1282. Ganske vist var arbejdet på sdr. tårn nok så langt fremme, at kun hvælvene manglede (de kom først til 1411, da Betlehems kapel indrettedes, sml. s. 1064). N.tårnet derimod må i hovedsagen være opf. i 1300t. og har vel på det nærmeste været færdigt 1405, da Skt. Sigfreds kapel stiftedes (sml. s. 1064). På sa. tid hvælvedes højkirkens vestligste fag, og ml. tårnene rejstes et pulpitur, der forbinder tårngallerierne og derigennem sideskibsgallerierne.

Om tårnene fik spir før 1635 (sml. s. 1060) vides ikke, men det s.k. Margretespir over korsskæringen skal if. traditionen skyldes Erik af Pommern. Traditionen kan være rigtig, selv om spiret i sin nuv. skikkelse skyldes en fornyelse 1656–57.

Gennem de mere end 200 år, der gik med at opføre den egl. kirke, skete der meget andet på byggepladsen. Allr. inden kirkens ø.parti blev taget i brug, var man i gang med den første af de mange tilbygninger (s. 1060), som nu slører kirkens mure. Men også inde i selve kirkerummet ændredes der fra tid til anden på indretningen. Kirkens store, østre del var forbeholdt kanniker og præster med deres hjælpere og derfor udskilt fra langhuset, hvor menigheden havde plads. Omkr. det liturgiske kor, som omfattede højkor med hovedalter, kannikekor med de højryggede stole og et retro- eller bagkor med et par sidealtre, blev der o. 1275 rejst (endnu bev.) blændingsprydede skrankemure mod sideskibe og koromgang. Mod menigheden rejstes, ml. korsskæringens to vestre piller, et lektorium, hvorfra et par gotlandske kalkstenssøjler i domkirkemuseet mul. stammer. Denne korindretning ændredes i 1400t.s beg., i forb. med anbringelsen af dronn. Margretes sarkofag; skrankemurene i n. og s. forlængedes gennem 1. midtskibsfag, hvor et nyt retrokor med lektorium fik plads (sml. i øvrigt s. 1068).

Den brand, der som nævnt hjemsøgte kirken 1443, anrettede stor skade på bygningens ydre og på det tilsyneladende store antal glasmalerier (s. 1065), men s. 1060 det ser ikke ud til, at ild el. nedstyrtede hvælv har hærget kirkens indre. Først 1464 kunne kirken genindvies. Det var mul. efter denne brand, at tårnene blev forsynet med de sadeltage og kamtakkede gavle, som kronede dem, indtil de ved Chr. IV.s mellemkomst forsynedes med de nuv. slanke spir 1635. Det var også på sa. konges foranledning, at kirken 1634–35 ved stenhuggeren Geerdt Borckman blev forsynet med en ny portal (1871 skænket til Holmens kirke i Kbh., hvor den nu findes).

Da reformationen bragte messelæsningen ved de talrige altre til ophør, var det også sket med kirkens storhedstid. Ganske vist bevarede de skiftende konger stor interesse for kirken, der ved opførelsen af Helligtrekongers kapel havde afløst Ringsted Skt. Bendt som kgl. begravelsesplads, men interessen var ikke tilstrækkelig til at dæmme op for det forfald, som fra nu af ramte hovedparten af kirkerne. Berigedes kirken end på visse punkter (spir, portal og inventar), så skred forfaldet på mur og tag stærkt frem, ikke mindst under og efter svenskekrigene. En ved kgl. anordning af 1669 nedsat kommission foreslog at »alle små tage og gavle på den nordre side« skulle nedtages og et »jævnt« tag udføres. Hermed var dødsdommen beseglet ikke blot over de selvstændige tage og gavle på flere tilbygninger, men også over den egl. kirkes karakteristiske spidsgavle på sideskibe og apsisomgang – og dommen fuldbyrdedes 1670–72.

Først i beg. af 1800t. saneredes kirkens pekuniære stilling, således at man kunne tage fat på at afhjælpe de største mangler. En virkelig gennemgribende istandsættelse kom dog først i gang, efter at adjunkt ved latinskolen Steen Friis, var blevet kirkens værge. Under vanskelige forhold fik denne ukuelige mand arbejdet startet 1858–59, efter at det var lykkedes ham at gøre Fr. VII interesseret. Friis varetog selv den dagl. ledelse, men fik værdifuld hjælp af folk som Høyen, Worsaae, Kock og Chr. Hansen, og ved hans død 1875 var langt den største del af arbejdet tilendebragt. Hele restaureringen og de mange kvaler omkring den kan følges gennem hans omhyggelige dagbøger, der også rummer en enestående mængde arkæologiske iagttagelser af betydning for kirkens bygningshistorie. Af større arbejder o. 1900 kan nævnes afhugning af pudslagene indvendig i ø.afsnittet, som nu står i blank mur, og domkirkepladsens regulering, der påbegyndtes 1923.

Den lange række af tilbygn., der føjedes til den egl. kirke, og hvoraf flere er nedrevne, er ndf. opregnet i den omtr. kronologiske rækkefølge, og derpå følger de fire middelald. kapeller, der indrettedes inde i kirken. Samtlige tilbygn. fra nr. 3–15 er opf. af tegl.

1) Den s.k. »Absalonsbue«, o. 1210–20, en lukket forbindelsesgang, båret af en stor, spidsbuet arkade, ml. apsisgalleriet og den 1732 nedrevne romanske bispegård ø.f. kirken. Materialet er frådsten. 1736, da det kgl. palæ opførtes, forlængedes gangen med endnu en bue, af mursten. Bygværkets øvre del m. selve gangen er genfremstillet ved Hans J. Holms restaurering 1901–03.

2) Et formodet kapel, ud for sdr. sideskibs 3. fag fra ø. og forbundet m. sideskibet ved en rundbuet arkade.

3) Kapitelhuset (siden 1858–59 sakristi m.m.) omfatter a) en rest af den tidligt nedrevne, sdr. korsarms østre sideskib, b) en énetages forhal fra 1200–1250, c) en forlængelse fra 1250–1300 (fin, blændingsprydet gavl), det hele m. en øvre etage fra o. 1400, og d) en v.udvidelse fra o. 1300, overhvælvet og forhøjet efter s. 1061 s. 1062 1443. På kapitelhusets ø.side lå indtil 1859 en lille, middelald. bygn., det s.k. sakristanhus, mens der s. og v. f. bygningen har ligget andre huse (nævnt under kirkegården).

4) Vor Frue kapel, indv. 11/6 1310, ud for sdr. sideskibs 2. fag fra ø.; hvælvet. Nedrevet ved opførelsen af Fr. V.s kapel 1774. Et lille stykke af en granitkvadersokkel med nogle skifter munkesten ses under Fr. V.s kapel. Murhøjden har været knap 8 m, bredden ca. 8,5 og fremspringet ca. 10 m.

5) Skt. Laurentii kapel, stiftet af biskop Niels Jepsen Ulfeld, nævnt 1. gang 1384, ud for ndr. sideskibs 2. fag fra ø. (over for Vor Frue kapel). Nedrevet ved opførelsen af Chr. IV.s kapel, men den brede, spidsbuede arkade til sideskibet ses endnu.

6) Skt. Andreas’ kapel, stiftet af 12 medlemmer af den adelige slægt Lunge (tillige som gravkapel), nævnt 1. gang 1396, ud for ndr. sideskibs 4. fag fra ø. Da det opførtes, fandtes ingen tilbygn. ud for sideskibets tilstødende fag, og derfor fik kapellet vinduer ikke blot i n., men også mod ø. og v.; de sidste blændedes ved opførelsen af henh. Skt. Christoffers og Skt. Birgittes kapeller. og blændingsgavlen blev delvis ødelagt 1670. Kalkmalerier se s. 1066.

7) Nordøstre våbenhus el. Oluf Mortensens våbenhus, sandsynligvis opf. kort efter branden 1443, på korets n.side. S.væggen m. den særprægede blændingsdekoration er egl. blændmuren i arkaden til den opr. korsarms østre sideskib. Ved sin fine arkitektur med den asymmetriske nordfaçade og det rige glaserede teglstensmateriale (også taget var af glasursten) hæver bygningen sig over kirkens øvr. tilbygn. og er en af da. teglstensgotiks fornemste repræsentanter, men med stærke rødder til byerne på den ty. Østersøkyst. I cirkelblændingen over døren et næsten fornyet maleri på kobber, forestillende kirkens værnehelgen, pave Lucius, og mul. opsat 1500–12.

8) Helligtrekongers kapel el. Chr. I.s kapel, ud for sdr. sideskibs 4.–5. fag fra ø., stiftet af Chr. I og dronn. Dorothea ved gavebrev af 28/4 1459. Til kapellet, hvori de valgte deres lejersted, knyttede de et af nyt stiftet »broderskab« under navn af Helligtrefoldighed. Mul. stod kapellet først færdigt til indvielse, da kongen 1464 udstedte endelig fundats m. reglerne for gudstjeneste og for kapellets forbindelse m. det nævnte broderskab, der anses for at være spiren til elefantordenen, og hvis minde endnu lever i navnet på kapellets øvre stokv.: riddersalen. O. 1806 blev landemodet på grund af konventhusets faldefærdige tilstand henlagt til riddersalen. Den kvadratiske bygning på to stokv. og med pinakelprydet dobbeltgavl (urigtigt rekonstrueret ca. 1867, arkt. Chr. Hansen) i s. er i arkitektur og materiale stærkt beslægtet med nordøstre våbenhus. Hvert af de to stokv. har fire hvælvfag om en midtsøjle, men således at underetagen er langt den højeste. Begge midtsøjler er genanvendte romanske granitsøjler. Den nedre søjle er i årenes løb benyttet til højdemåling af fyrstelige personer. En spindeltrappe på kapellets v.side har dels givet adgang til en balkon i underetagen, dels til riddersalen. Kalkmalerier se s. 1065.

9) Sydvestre våbenhus, planlagt og delvis opf. sammen m. Helligtrekongers kapel, af biskop Oluf Mortensen. Våbenhuset havde tidl. to hvælvede etager, af hvilke den øvre er tilgængelig ad trappen ml. kapel og våbenhus; den øverste hvælving blev nedtaget 1672 sammen m. den formentlig pinakelprydede gavl.

10) Skt. Christoffers kapel, stiftet af Catharina Nielsdatter, † 1470, v. f. Skt. s. 1063 Laurentii kapel og nedrevet sammen m. dette. Den brede arkade, der forbandt kapel og sideskib, indgår i den vestl. arkade til Chr. IV.s kapel.

11) Skt. Birgittes kapel, stiftet af Oluf Mortensen († 1485 og begravet i kapellet), og opf. kort efter Helligtrekongers kapel, ud for ndr. sideskibs 5. fag fra ø. Kalkmalerier s. 1066. Samtidig opførtes det umiddelbart v. f. beliggende.

12) Nordvestre våbenhus. Både dette og Birgittes kapel mistede de selvstændige s. 1064 tage og gavle 1670, og ved opførelsen af Chr. IX.s kapel blev våbenhuset inddraget som forhal til dette og nordfaçaden dækket.

13) Christian IV.s kapel, opf. 1614–40(41), ud for nordre sideskibs 2.–3. fag fra ø. som det første i rækken af de eftermiddelald. kgl. gravkapeller. Chr. IV antog 1613 Lorens van Steenwinkel til at opføre kapellet efter den tegn., som kongen selv havde leveret ham. Da Lorens døde 1619, overtog broderen Hans arbejdet på det store kapel, hvis spidsbuede, stavværksdelte vinduer er den eneste mindelse om gotik i den ellers helt renæssanceprægede bygn.; den rigt dekorerede, strengt symmetrisk opbyggede gavl står de Keysers hollandske renæssancestil nær. Det indre, som dækkes af én ribbehvælving, den største i nogen da. bygn., har to store arkader til sideskibet, og heri sidder Caspar Finckes berømte smedejernsgitre. I krypten indrettedes tre gravkældre forbundet af en korridor, som tidl. var åben til kapellet. Ved den sidste store istandsættelse 1895 blev så godt som alt murværk og alle sandstensornamenter i façaderne fornyet. Om den malede dekoration se s. 1066.

14) Fr. V.s kapel, påbegyndt 1774 efter tegninger af C. F. Harsdorff ud for sdr. sideskibs 1.–3. fag. Tre år sen. var bygningen under tag, og Chr. VI.s sarkofag blev opstillet, men derefter lå byggeriet stille i 43 år. 1820 fik C. F. Hansen overdraget fuldførelsen, som dog i alle større enkeltheder gennemførtes efter Harsdorffs planer, og 1825 kunne bygningen indvies. Det store kapel er opf. som en korsformet, kuppeldækket centralbygn., der ved en lavere mellembygn. er forbundet m. sideskibet. Det strenge ydre brydes kun af et højtsiddende, halvcirkulært vindue i hver korsarm. I det indre står forhallen i forb. m. hovedrummet ved en stor åbning, hvis overdækning bæres af to vældige, murede, joniske søjler. Hovedrummet har en meget kraftig gesims under korsarmens fire kassetterede tøndehvælv, hvorimellem pendentivkuplen er ophængt. Harsdorffs plan om krypt under hele bygningen udførtes ikke; 1825 var der kun krypt under mellembygningen, men 1862–63 blev der under centralbygningen indret. en krypt med tre hvælv.

15) Chr. IX.s kapel, opf. 1917–24 efter Chr. X.s ønske og efter tegninger af Andreas Clemmensen, ud for nordvestre våbenhus, der tjener som forhal. Kapellet er en korsformet centralbygning, over hvis midte der hæver sig en rund tambour gennembrudt af otte vinduer og afdækket med en høj citronformet, kobberklædt kuppel. De korte korsarme dækkes af tøndehvælv, midtrummet af en pendentivkuppel. Også den hvælvede krypt har korsform.

De fire middelald. kapeller i kirkens indre er:

1) Skt. Sigfreds kapel, stiftet 1405 af biskop Peder Lodehat som hans lejersted, forneden i ndr. tårn. 1644 indrettede Niels Trolle det til gravkapel, og fra den tid stammer gitrene.

2) Skt. Catharina Rotas kapel, stiftet 1406 af ridder Jens Andersen Brock til Gl. Estrup som hans lejersted, umiddelbart s.f. foregående. 1714 indrettet til gravkapel for familien Krabbe; nedbrudt 1868.

3) Betlehems kapel, stiftet 1411 af dronn. Margrete forneden i søndre tårn. 1649 indret. til gravkapel for Otto Krag til Voldbjerg, fra hvilken tid gitrene stammer.

4) De 10.000 ridderes kapel, nævnt 1423 som nylig stiftet af biskop Jens Andersen Lodehat, der blev begravet her; n. f. foregående kapel. Sen. indret. til dåbskapel; s. 1065 1682 fik Vincentz Joachim v. Hahn det til familiebegravelse; nedbrudt 1868.

Malet udsmykning. 1) Glasmaleri. 1904 opdagedes over sakristihvælvet en mængde glasstumper med farver, levninger af de ved branden 1443 sprængte vinduer. Intet helt maleri har kunnet sammensættes, men skårene giver brudstykkevis gode eksempler på glasmaleri lige fra romansk tid og til årene o. 1450: indskrifter, ornamentik, figurer og arkitektur, vigtige for studiet af maleriteknikken.

2) Kalkmaleri. Allr. frådstenskirken var smykket med kalkmalerier, som biskop Arnold lod forny o. 1100, og teglstenskirken smykkedes fra første færd, efterhånden som bygningsafsnittene blev færdige. Kristus- og apostelfigurerne, fra beg. af 1200t., i højkorets blændingsgalleri (kendt fra akvareller), var de ældste, men fra romansk tid er i øvrigt kun et lille Majestas-billede på ndr. korsarms gavlvæg bevaret. Stiludviklingen giver sig til kende i hvælvenes toprosetter; dværgsøjlernes dekoration kendes kun fra akvareller. Også korskrankemurene har været bemalet ned igennem tiderne med andagts-, alter- o.a. billeder, bl.a. Skt. Catharinas martyrium. Bl. de på kirkens piller bevarede malerier kan nævnes Majestas Domini, Skt. Olaf og en helgeninde (1275–1300) på prædikestolspillen samt et fornemt højgotisk altermaleri på s.pillen ved den nuv. opgang til koret, et maleri der samtidig kan være et minde enten over biskop Henrik Gertsen († 1368) el. Niels Jepsen († 1395), med den pågældende bisp omgivet af »nådestolen«, Skt. Lucius, Skt. Olaf m.fl. Pragtfuld er dekorationen i Chr. I.s el. Helligtrekongers kapel, fra tiden kort efter kapellets fuldendelse; dens mester har også arbejdet i s. 1066 Vordingborg Vor Frue, hvor hans indskrifter viser plattysk indslag. I farveprægtigt bladslyng ses de hellige tre konger (den yngste i udsøgt modedragt), apostle, helgener, korsbæringen, den hellige familie m.m. Genfremdragningen af disse malerier påbegyndtes 1826 (C. O. Zeuthen) og var det første da. forsøg på afdækning af overkalkede malerier. 1511 er de viltre ranker i Skt. Andreas’ kapel udf. omkr. den apokalyptiske Madonna, scener af Johs. Døberens hist. (fremdraget 1863); sa. maler har virket i Skt. Birgittes kapel og malet Skt. B. o.a. helgeninder og helgener, kirkefædrene, Oluf Mortensens våben m.m., samt en djævel, der (på latin) noterer: Jeg skriver dem op, der kommer for sent, og som driver rundt med tom snak. – Stifterbillederne i højkoret (s. 1071) er fra Fr. II.s tid, men hårdt opmalet af Zeuthen.

3) Malerierne i Chr. IV.s kapel indtager en særstilling: H. Eddeliens dekorationer 1845–51 (det blå, stjernestrøede hvælv, frise med portrætter af kendte mænd fra Chr. IV.s tid m.m.) er kalkmalet; oliemalet er Vilh. Marstrands kendte store malerier af Chr. IV på »Trefoldigheden« ved Femern 1644, Chr. IV.s dom over Christoffer Rosenkrantz til Høgsbro 1610, den opstandne Kristus, i Heinrich Hansens ikke mindre berømte skuffende perspektivrammer, udf. 1863–66.

Inventar. Af domkirkens ufatteligt rige middelald. inventar og kostbarheder, som til dels kendes fra ældre omtale, er kun en ringe del bevaret, og denne endda i mere el. mindre fragmentarmæssig stand. Næppe nogen anden kirke i Danmark har været så rig på kunstgenstande af ædelt metal, enten skænket af mennesker, der ønskede at blive mindet efter deres død, el. anskaffet af kirken selv. Foruden de vasa sacra, der direkte var knyttet til højaltret, havde hver af de trekvart hundrede side- og kapelaltre deres kalke, patener, monstranser m.m. Men af de kostbare relikviegemmer, kunstige, ædelstensbesatte skrin, ofte af form som kirker el. som gotiske kirkespir, el. dannet som menneskearme el. som dyreskikkelser, er intet levnet. Bev. er kun et lille, hult byzantinsk patriarkalkors fra o. 1100 (Nationalmuseet), rigt besat med ædle stene (hjembragt af Erik Ejegods følge?). Det pragtfulde, gyldne skrin, der rummede Skt. Lucii hoved (nu i den kat. domkirke i Kbh.), er længst forsvundet; kraniets kalot af gult ital. el. spansk silkebrokade er i Nationalmuseet. De mange øvrige relikvier (bl.a. Maria Magdalenes hånd, kæben af Skt. Anna, dele af Kristi kors, kjortel og blod, af Skt. Andreas, Olav den Hellige m.fl., som kendes fra gamle fortegnelser) er også borte; forsvundet er også de talløse kalke af guld og sølv, en guldkrone med ædle stene, sølvbeslagne glas etc. på nær et par af de s.k. Margrete-kalke (1413 fik 50 altre en forgyldt kalk i anl. af dronningens død), der er havnet i landsbykirker. Kongerne besørgede den store oprydning i guld-, sølv- og tekstilbeholdningen: 1534 måtte domkirken sende grev Christoffer af Oldenborg 16 kalke og andet; den undskyldte, at der ikke kunne sendes mere, fordi Chr. II. og Fr. I havde taget meget. Også Chr. III tog sin del. Fr. II krævede under trussel om tortur ædelt metal udleveret; således kom der udsendinge til kirken 2/5, 24/5 og 28/5 1563, sikkert hidført af rygtet om fundet af en vældig skat, så stor at man kunne begynde krig med svenskerne. 1571 fandtes igen en stor skat, som kannikerne havde stukket til side, bl.a. en guldkrone og seks sølvkalke, som ligeledes sendtes til kongen. Ryddede kongerne op i metalbeholdningen, sørgede kirken selv for at skaffe sig af med det gl. inventar. Ved en auktion 1806 blev der ryddet op: Da solgtes de gl. serafer (jf. ndf.), kaldet to »ægyptiske figurer«, det pragtfulde unggotiske triumfkrucifiks s. 1067 (i hvis hoved køberen under kløvningen fandt det ovenn. byzantinske patriarkalkors), biskop Niels Jepsens fornemme messing-gravplade m.m.m. Den tidl. opfattelse, at det var denne famøse auktion, der gav stødet til oprettelsen af Nationalmuseet, er imidlertid ikke rigtig (jf. Victor Hermansen, i Aarb. 1931. 265ff.).

Af middelald. inventar er nu bev. i kirken: Stumper af et fornemt stenalterbord o. 1250–1300, et bronzekrucifiks o. 1250, hovedparten af kannikestolene 1420, fire læsepulte o. 1420, brevskabet 1473, »Niels Skaves degnestol« o. 1490, stor træfigur af Johannes Evangelist o. 1500, »Kirsten Kimer og Per Døver« o. 1500, celebrantstolen o. 1520 og en enkelt stoleplanke o. 1525. Hertil kommer en jernbeslået kiste, fire klokker (den romanske »Margrete-klokke« o. 1100 og tre sengotiske) samt en del dørfløje. Uden for kirken opbevares (foruden de tidl. nævnte ting) en del af triumfkrucifikset o. 1275, en bispestav o. 1300 samt domkirkens signet fra o. 1150 el. før, alle i Nationalmuseet. Af det større, ældre inventar er orgelpulpituret fra 1554, altertavlen o. 1560, stolestader (i sakristiet) o. 1575, døbefonten 1602, prædikestolen 1609, kongestolen fra beg. af 1600t. og orgelfaçaden fra 1654. – Hertil kommer de mange gravminder, gravsten, epitafier, sarkofager og monumenter, hvorimellem talrige middelald. gravsten og et par middelald. sarkofager; men blomsten blandt gravminderne falder i renæssanceog baroktiden. Blandt gravmonumenterne indtager kongernes førstepladsen, både kunstnerisk og kunsthistorisk, idet de kan følges fra hertug Christoffers og dronn. Margretes gravmæler over Chr. III.s og Fr. II.s tempelbygninger, over enevoldskongernes hvide marmorsarkofager og til Chr. X.s og dronn. Alexandrines dobbeltsarkofag, en næsten ubrudt række af kongebegravelser, som ingen anden kirke nogetsteds kan vise magen til.

Som indledning til en kort gennemgang af kirkens inventar og gravminder vil en beskrivelse af domkirkens middelald. kor, dets udstyr og inventar før den store ændring 1689, gøre god fyldest, idet den samtidig giver et indtryk af den kat. kirkes indretning. Indtil 1689, da højkoret blev omdannet til kgl. gravkapel, stod både højkor, kannikekor og bagkor (jf. s. 1059) ubrugt og afspærret fra den øvr. kirke ved høje mure i v., s. og n. og i alt fald ved gitre mod ø. Efter reformationen og til dette år endte kirken faktisk ved korets v.grænse med lektoriet; thi her stod den nuv. altertavle flankeret af konge- og prædikestol.

I højkoret (korrundingen til og med første pille-par), der ved et jerngitter med en »splinderdar« i midten var adskilt fra kannikekoret, stod højalterbordet, et fornemt alter af kalksten båret af enkelte og trekoblede søjler, hvoraf stykker endnu findes i domkirkemuseet. Herpå hvilede en stor, firfløjet altertavle fra 1498, hvis midtbillede (Skt. Lucius?), der har været flankeret af apostlene, ikke kendes. Fløjmalerierne forestillede Knud konge, Knud hertug, pave Lucius, Treenigheden, Marias himmelkroning m.m. Holger Jacobæus holdt for, at den prægtige tavle var gjort af Claus Berg. Ved alteret var to bevægelige hoveder af træ fastgjort. Ved hjælp af en ståltråd »tilnikkede de i de catholske Tider Almuen Syndsforladelse«. Til hver side af altertavlen hang de ovenn. store serafer, der sikkert har hørt til en endnu ældre alteropbygning, hvor de vistnok har flankeret en treenighedsgruppe. S.f. alteret stod den tresædede celebrantstol (for den gejstlige, s. 1068 der celebrerede messen, og hans to hjælpere), og ved hver pille var der et sidealter, i s. Valdemar Atterdags trefoldighedsalter med altertavle (Marias himmelkroning), i n. dronn. Margretes trefoldighedsalter med tavle (ligeledes himmelkroningen). Over altret hang rigsvåbenet og den sv. kong Albrechts vadmelsfane. I de to nævnte piller var desuden gravrum for to af kirkens stiftere, Svend Estridsøn og Margrete Estrid, med deres kalkmalede billeder. Ø.f. s.pillen stod en jernstang med et ridderskjold (Niels Vollerup). Endv. fandtes her – foruden fire gravsten og Niels Jepsens messing-gravplade – en trækiste (endnu bev.) med hertug Christoffers søndrede alabastfigur, og over vestre jerngitter hang triumfkrucifikset med to sidefigurer. – I kannikekorets to ø.piller var de to andre stiftergrave med Harald Blåtands og bisp Vilhelms malede billeder, og højt oppe på en af pillerne havde kong Albrechts hvæssesten hængt, mens et skab med dronn. Margretes gyldenstykkes kjole stod ved nordøstre pille (sten og kjole fjernet af svenskerne). Også her lå gravsten i gulvet, og ml. pillerne stod den store, syvarmede malmkandelaber. Nogle trin ned i det egl. kannikekor, der på s.-, n.- og v.siden kantedes af 48 kannikestole, som ved v.indgangen flankeredes af høje spir, stod dronn. Margretes marmorsarkofag, yderst flankeret af de fire læsepulte, og helt i v., foran indgangen til bagkoret hang en altertavle fra 1521 med malerier af pave Lucii legende. Også her lå gravsten i gulvet, ligesom der var adgang til Christoffer Urnes og Ove Schades begravelser. – Det smalle bagkor under lektoriet el. sangerpulpituret er dårligst oplyst i kilderne; men i hvert fald var her et Skt. Anna-alter, og på v.murens yderside var der en Maria-tavle fra beg. af 1500t. med malerier af den knælende Chr. II og dronn. Elisabeth samt en tavle (o. 1500) for Knud hertug. Endv. sås her en række siddende, forgyldte figurer, de 12 apostle og fem helgener, fra 1508.

Domkirkens nuværende inventar. Altertavlen, fra o. 1560, er en nederlandsk fløjaltertavle, sikkert fra Antwerpen som den beslægtede tavle i Bouvignes (ved Namur i Belgien), i sin art en af de rigeste og bedst bevarede. I opbygning, med fire hovedfløje og fire mindre, svarer tavlen til de sengotiske, flamske skabstavler, men stilen er her renæssancens. Selve skabet med predellaen indeholder ni bibelske, figurrige scener i næsten rundskåret relief og perspektivisk opbygget som teaterscener, mens fløjenes basrelieffer på for- og bagside tæller ikke mindre end 24 scener. De 33 billeder strækker sig fra Marias bebudelse til Kristi himmelfart med Golgata-scenen som den dominerende. Såvel ornamentik som figurskulptur er af usædvanlig høj kvalitet, der fremhæves af den velbevarede opr. farvegivning, hvor guldet er overvejende. Man ved ikke, når altertavlen er kommet til domkirken, men den var der 1623, da fyrst Chr. den Yngre af Anhalt besøgte kirken. Fra ham stammer sagnet om, at spanierne ville bringe den fra Danzig gennem sundet; for at slippe billigt fra tolden satte de dens værdi meget lavt, hvorfor kongen købte den for den anslåede pris. If. Wolf (1654) stod tavlen først i Fr.borg slotskirke, men Chr. IV skænkede den til domkirken. Fra forsvundne altre (der har været mindst 70) findes nu kun to figurer i kirken, en apostel fra beg. af 1500t. samt en fint skåret, 193 cm høj Johannes evangelist fra o. 1500, et lybsk arbejde, der er tilskrevet Bernt Notke el. Henning v. d. Heide. Alterkalk 1914 (A. Dragsted, Kbh.). Vinkande 1692 og 1810 med gentagelse af giverindskrift (Anna Elisabeth Sehested sal. Niels Parsbergs) fra kande 1592. Alterkrucifiks af forgyldt kobber fra o. 1250, måske opr. processionskors; fundet 1865 fastnaglet på en s. 1069 s. 1070 kiste fra 1667. Alterstager i tysk dejstil, fra slutn. af 1600t. og fra 1910 (tegnet af Hans I. Holm). Fr. II.s bibel 1589 i nyt bind. Messehagel 1726, skænket af Birgitte Scheel. – Korstole og læsepulte. Celebrantstolen er sikkert skænket af Lage Urne som led i den korudsmykning, der kan konstateres allr. fra hans kantortid (fra 1504). Det er et smukt, sengotisk arbejde fra 1500t.s første fjerdedel og udf. af den dygtige snedker, der har skåret en dørfløj fra 1525 til Haraldsted kirke (Sorø amt). I rygbrættets øverste fyldinger ses rigsvåbenet, stiftsvåbenet og Urnevåbenet; nogle småfigurer samt et relief af Jesu dåb er forsvundet. Kannikestolene (opr. 48) er if. deres indskrift bekostet 1420 af biskop Jens Andersen Lodehat som sidste led i en omdannelse af koret, der fandt sted i de nærmest foregående år i forb. m. anbringelsen af dronn. Margretes sarkofag, hvorved lektoriet flyttedes et stykke mod v., og op ad dettes ø.mur anbragtes 10 stole med høje spir på hver side af døren. Disse stole forsvandt ved koromdannelsen 1689, og spirene anbragtes vestligst på n.- og s.væggen. Foroven indeholder stolene en hel billedbibel i kraftig reliefskæring, i s.siden scener fra det gl. testamente, begyndende med himmelens skabelse og endende med »se det Guds lam« (nr. 22), i n.siden fra det nye testamente, fra Jesu fødsel til dommedag, svarende til korstole-reliefferne i Ringsted, og hertil slutter sig relieffer på gavlstykkerne med bl.a. pave Lucius og Knud konge. De samtidige læsepulte støttes af evangelisttegnene i højt relief. Korskranken er fra begyndelsen af 1700t., med Fr. IV.s spejlmonogram. Døbefonten, af malm, med ukendt støbemærke, bærer årstallet 1602. Den tidl. font havde plads i midtskibet nær indgangen. Dåbsfad af sølv fra 1815. Prædikestolen 1609 er af sandsten med skulpturer af alabast og arkitektoniske enkeltheder af hvidt marmor og Belge noir, udført af den kbhske billedhugger Hans Brockmann; i arkader står figurer af de fire evangelister, rygskjoldet indeholder rigsvåbenet, og stolen krones af en rigt skulpteret himmel. Stolen stafferedes 1613 af Peter de Meyer; den nuv. farvegivning er fra 1844. Stolestaderne er fra 1866 (tegnet af Chr. Hansen); rester af det ældre, smukke stoleværk danner panel i sakristiet, udf. af Roskilde-mesteren Oluf Nielsen Krog; i sakristiet findes også en planke fra o. 1525 med relief af Skt. Morten. Niels Skaves smukke sengotiske degnestol fra o. 1490, med stavværksudskæringer og store kolbeblomster som topstykker, står i Skt. Birgittes kapel. Uden for sakristiet står en ældre, hårdt restaureret kiste, 1859 omtalt som den gl. femlåsede pengekiste. Domkirkens monumentale brevskab fra 1473 står ligeledes i Skt. Birgittes kapel; også det har smukke stavværksudskæringer; desuden våben for Peter Reberg(?), Jens Jensen Qvitzow samt stiftsvåbenet. Brevene har været ordnet i skuffer efter kapeller, altre, præbender olgn. De nuv. påskrifter er fra o. 1600. Kongepulpituret, »Christian IV.s stol«, er et rigt udskåret senrenæssancearbejde fra beg. af 1600t., udf. af to snedkere, der sikkert har haft tilknytning til hoffet. 1826 flyttedes stolen et fag længere mod v. (jf. ovf.) til sin nuv. plads. Den er delt i to etager, hver med sin række arkader, den nederste med Saul, David og dydehermer, mens felterne bl.a. indeholder rigsvåbenet, Chr. IV.s navnetræk, Anna Cathrines navnetræk og det Brandenborgske våben; andet stokværks arkader indeholder gennembrudt slyngværk samt kongens og dronningens navnetræk, adskilt af kvinde- og mandshermer; der er rige hænge- og topstykker. Da Anna Cathrine, med hvem kongen formæledes 1597, døde 1612, må stolen være fra før dødsåret eller i alt fald før 1615, da Chr. IV lod sig vie til Kirstine Munk. Stafferingen er fra 1861–62. Orgel (Niels s. 1071 Friis. Roskilde Domkirkes Orgel i 400 Aar. 1957) og orgelpulpitur hidrører dels fra domkirkens første orgel efter reformationen, fra 1554, dels fra en stor ombygning 100 år efter. Ved en hovedreparation af værk og pulpitur 1955–57 opdagede man rester af et gotisk brystværn, ligesom nogle dele af en samtidig orgelfaçade (orgel omtalt 1464) fandtes (foruden talrige sække snavs og affald, hvorimellem værdifulde stumper af tidlige og sene middelald. håndskrifter). Sandsynligvis er den dekorative underbygning, en halv gotisk stjernehvælving med korsbladsmykkede ribber, samtidig med det nævnte middelalder-orgel. Ungrenæssance-brystværnet, med fremspringende menneskehoveder, er sikkert til dels forfærdiget af mester Peyter, der dog rømte under arbejdet, mens det hertil hørende værk, bygget af Hermen Raphaelis, kun er delvis bev. i rygpositivet. Orglet fra 1654, med façade fra Roskildemesteren Caspar Lubbekes værksted, er ombyg. 1814, 1832–33, 1926 og 1956–57. – Foruden de 26 evangeliske bispemalerier, der hænger i »omgangen«, og hvis grundstamme dannes af 13 af Peder Hersleb 1753 ophængte billeder, er der to billeder af Ansgar (det ene kopi efter et † glasmaleri i Hamborg †Skt. Petri), af Absalon, Luther, Bugenhagen og Hans Tausen samt af den højtfortjente kirkeværge Steen Friis. Andre malerier er: Chr. III samt Fr. III på lit de parade, det sidste af Heinrich Ditmars 1670 (sign.). – Bortset fra lysearmen ved prædikestolen (1612), er belysningen indret. 1866–67 (kandelabre og lysearme, opr. til gas). Saxo omtaler, at Svend Nordmand skænkede frådstenskatedralen en lysekrone (mul. en Jerusalems-krone som i Hildesheim). – Det middelald. urværk med mekaniske figurer, o. 1500, Skt. Jørgen og dragen, »Kirsten Kimer og Per Døver«, er anbragt højt i kirkens v.ende. Ved hver fulde time løfter Skt. Jørgens hest sig og tramper på dragen, der udstøder et gennemtrængende vræl, medens Kirsten slår kvarterslagene og Per timeslagene. Den nuv. mekanik stammer fra 1932. – Klokker: 1) Den s.k. Margreteklokke, o. 1100, i Margretespiret, 2) 1508, støbt af Hans Jensen; indskr. nævner Treenigheden og Skt. Lucius; i søndre tårn, 3) 1511, af Johs. Fastenowe, den største middelald. klokke i Danmark (160 × 161 cm), i ndr. tårn, 4) 1511, af sa., i sdr. tårn, 5) 1594, af Borchart Quellichmeier, i sdr. tårn, 6) 1613, i Margretespiret.

Gravminderne i Roskilde domkirke indtager en særstilling blandt andre da. kirkers sepulkralminder, idet kirken fra og med reformationskongen Chr. III rummer en ubrudt række af kongebegravelser ned til vore dage. Men allr. før hans ligbegængelse havde regenter fundet deres sidste hvilested her, og det er sandsynligt, at Erik af Pommern med sin »voldelige« overflyttelse af dronn. Margretes lig fra Sorø til Roskilde havde i sinde at gøre domkirken til den da. krones gravkirke. De ældste grave i kirken er imidlertid stifternes pillegrave. I højkorets fire piller er der forneden gravrum for fire af kirkens stiftere, betegnet ved (sen.) navngivne kalkmalerier (s. 1068) og (sen.) nu forsvundne pergamentepitafier med lange lat. indskrifter: 1) Harald Blåtand, »den første grundlægger af denne kirke« († o. 985); graven, i nordvestre pille, er og har sikkert altid været tom. 2) »Margrete, som også kaldes Estrid, Danernes dronning« (muligheder: kong Niels’el. Harald Hens dronning samt kongemoderen Estrid), nordøstre pille, 3) Svend Estridsen († 1074), sydøstre pille, 4) bisp Vilhelm († o. 1074), sydvestre pille; i graven også knogler af en anden mand, formentlig bisp Asser. Knoglerne er overført fra teglstenskirkens forgænger(e), og rummene er dækket med plader af travertin dannet i romerske vandledninger og sikkert stammende fra gravminder i Svend Nordmands frådstenskirke s. 1072 (C. G. Schultz i Nationalmus. A. 1953. 55ff.). Før reformationen har af kgl. personer kun Vald. Atterdags søn, hertug Christoffer († 1363), dronn. Margrete († 1412), Christoffer af Bayern († 1448) samt Chr. I († 1481) og dronn. Dorothea († 1495) fundet lejersted i kirken. Med de nævnte og de i det følgende omtalte er i alt 20 konger af Danmark bisat her (heraf alle rigets regenter efter reformationen), 15 da. dronninger samt en kejserinde af Rusland. – Det ældste gravmonument er (bortset fra pillegravene) hertug Christoffers alabastfigur (i højkoret, ny opstilling), et jævnt, formentlig mellemeurop. arbejde, hvis sarkofag sikkert aldrig er blevet udført. Kunstnerisk højt hævet over dette, men allr. i forhold til sin tid gammeldags, er dronn. Margretes nu stærkt fornyede »tumba«, en rektangulær, glat sarkofag af sort skånsk-bornholmsk marmor, hvis alabastudsmykning fornyedes (stærkt tidspræget) i 1800t. af F. G. Hertzog og C. Aarsleff (originale rester i riddersalen over Chr. III.s kapel) efter levn og spor: apostle og helgener på siderne, relieffer for enderne i trebuede arkader. På sarkofagen hviler dronningens alabastfigur, også den noget fornyet (kronen tilsat efter o. 1675). Mens selve sarkofagen er forarbejdet her hjemme, er skulpturerne importeret færdige, if. de seneste forskninger snarest fra Lybæk. Mens Christoffer af Bayern, der er begravet i højkoret, ikke har fået noget gravminde (end ikke en gravsten er bevaret), rejste Chr. I. Helligtrekongers kapel for sig og sin dronning. Deres grave er betegnede ved sten og indskrifter fra 1870. Her opstilledes senere kirkens to største monumenter, 1) Chr. III.s (udf. 1574–75 af Cornelis Floris van Vriendt i Antwerpen), et marmorgravmæle i tempelform, med kongens hvilende figur i templet og gentaget på taget, hvor figuren knæler i kroningsdragt foran et alter og krucifiks, mens fire drabanter vogter hver sit hjørne af templet, og 2) Fr. II.s tammere efterligning (udf. 1594–98 af Geert van Egen) med relieffer af slagscener på siderne. De to kongers og deres dronningers kister står i krypten under kapellet. – Chr. IV.s kapel 1613 er det næste kgl. gravkapel i rækken. Utvivlsomt havde kongen tænkt at ville gøre Chr. I.s kapel med de to gravtempler rangen stridig som nr. 1. Det vældige rum i det nye kapel, de underfangende mures mægtighed og den omstændighed, at vi ved, at kongen i mange år havde ladet arbejde på sit gravmæle, gør denne antagelse sandsynlig. Men monumentet gik til grunde ved tøjhusets brand året før kongens død, og kun et udmærket portræthoved (alabast) af kongen undgik ødelæggelsen. Formentlig har monumentet været af sa. tempeltype som de to henfarne kongers, men et dobbelttempel. Chr. IV.s sølvbeslagne kiste (med kårde), den udvalgte prins Christians († 1647) pendant samt dronn. Anna Cathrinas († 1612) – alle opr. beregnet til anbringelse i krypten nedenunder – står nu på kapellets gulv sammen med efterfølgeren, den første enevoldskonge, Fr. III.s († 1670) og dennes dronn., Sofia Amalies († 1685), polerede kobbersarkofager (udf. af guldsmedene Ferd. Küblich, Kohlman og de Moor 1685–87 efter tegn. af Lambert van Hauen), begge med afdødes portrætbuster for enden og med lange, svulstige lat. indskrifter. I krypten nu kun to kister, den ene hertug Ulrik d. Ældres († 1624) af tin. Det næste kongepar ville ikke nøjes med de bestående kapeller; de ville have deres eget, og det helligste var ikke for godt. 1689–94 omdannedes højkoret til kgl. begravelsesplads, og her står nu fire marmorsarkofager, fine repræsentanter for da. barok sepulkralkunst: 1) Chr. V.s († 1699) med slagrelieffer på siderne og på låget kongens portrætmedaljon samt Justitia og Pietas, 2) dronn. Charlotte Amalies († 1714) med relieffer (frugtbarhed, s. 1073 gudsfrygt etc.), to allegoriske figurer og portrætmedaljon, begge sarkofager udf. af J. C. Sturmberg og Andreas Gercken (afløst af brodersønnen Didrik), måske efter udkast af Wilh. Fr. v. Platen. 3) Fr. IV.s († 1730) med relieffer på siderne (rytterskolernes og landmilitsens oprettelse, en sejrvinding, vornedskabets ophævelse), for enderne Fader Tid og Lyksaligheden; på låget krucifiks og Fama med kongens portrætmedaljon, 4) dronn. Louises († 1721), svarende til kongens (relieffer af ædelmodighed, godgørenhed etc.), og udenfor fire børnegrupper hentydende til samme dyder som reliefferne). Sarkofagerne er udf. 1736–42 af Didrik Gercken, sikkert efter L. de Thuras udkast. I »kongebørnenes krypt«, østligst under højkoret, indret. 1689, stod flere nu indmurede barnekister med Chr. V.s børn (mindetavle); her står nu, foruden prins Ulriks († 1634) o.a. et par barnekister med udsøgt guldsmedearbejde (Ferd. Küblich). Chr. IV.s børn med Kirstine Munk nedsattes i krypten under S. Birgittes kapel, mens Fr. IV.s dronning, Anne Sophies († 1743), og to af hendes børns marmorsarkofager (L. de Thura 1743, Didrik Gercken 1746) fik plads i Trollernes kapel. Fr. V.s og Chr. VI.s kapel var fra første færd beregnet til fem marmorsarkofager, i forhallen den afdøde konges og dronn. Sophie Magdalenes, i selve kapellet den regerende konges, flankeret af hans to dronningers; men efterhånden indsattes her afdøde regenter, deres dronninger og pårørende, således at gulv og krypt var opfyldt til trængsel af kister og sarkofager, i hvis form og udsmykning de skiftende stilretninger spejlede sig. 1951 omflyttedes flere kister, således at det smukke rum atter kom til sin ret. Chr. VI.s s. 1074 († 1746) er udf. af Jac. Fortling og Johs. Wiedewelt 1768 (først opstillet 1777) efter sidstnævntes tegninger; den hviler på to sfinxer og har to langside-relieffer: kongen (klædt som romersk imperator) godkender planen af Christiansborg slot, samt »Alliancen med det Russiske Hof samt med Sværrig og Stor Britanien«, ved enderne Sorgen og Fama (med portrætmedaljon). I forhallen vis-à-vis Chr. VI.s sarkofag stod Sophie Magdalenes († 1770) fløjlsbetrukne kiste (opstillet 1825, nu i selve kapellet); sarkofagen, til hvilken der kendes flere tegninger, er aldrig blevet udført. Midt for kapellets s.væg står Fr. V.s († 1766) pragtsarkofag, flankeret af det sørgende »Danmark« og »Norge« (kvindeskikkelser) med relief (allegoriske kvindefigurer) og kronet af en bag sarkofagen stående søjle med portrætmedaljon (udf. af Wiedewelt 1772–89). Dronn. Louises († 1751) sarkofag, frit opstillet i kapellets v.niche, med to langside-relieffer (Tabithas opvækkelse og kronprinsessens modtagelse i Danmark) er udf. af C. F. Stanley (færdigt 1789). Dronn. Juliane Marie († 1796) hviler i en kiste i kapellets ø.niche. Heller ikke hendes sarkofag er nogen sinde blevet udført. De følgende regenter, til og med Fr. VII († 1863), måtte alle nøjes med trækister og med den plads, der var i Fr. V.s kapel og andetsteds. I kapellet står endv. Fr. VI.s († 1839) trækiste og i forhallen (foran Chr. VI.s sarkofag) Fr. VII († 1863) og Chr. VIII.s søster, landgrevinde Louise Charlotte († 1864) samt vis-à-vis (hvor tidl. Chr. VI.s dronn. stod) Chr. VIII († 1848) og hans dronn. Caroline Amalie († 1881). Først Chr. IX († 1906), Fr. VIII († 1912) og Chr. X († 1947) hviler atter i marmorsarkofager i det 1924 fuldendte Chr. IX.s kapel, hvor kongerne hviler i dobbeltsarkofager med deres dronninger. Chr. IX.s og dronn. Louises († 1898) sarkofag er udf. af Alessandro Lazerini og Edvard Eriksen, der samarbejdede med arkt. Hack Kampmann (fuldendt 1918), Fr. VIII.s og dronn. Louises († 1926) af Einar Utzon-Frank, Chr. X.s og dronn. Alexandrines († 1952) efter tegn. af Kaare og Naur Klint. I kapellet står også prins Haralds († 1949) egetræskiste, mens kejserinde Dagmar af Ruslands († 1928) egetræskiste 1957 flyttedes ned i krypten. Af andre fyrstelige personer hviler prins Valdemar († 1939) og prinsesse Marie († 1909) i marmorsarkofager (den sidste efter tegn. af Carl Brummer) i krypten under Fr. V.s kapel.

Foruden de begravelser og krypter, der var forbeholdt kongehuset, er der i domkirken talr. andre gravkapeller og -krypter, og der har været flere. Under kannikekoret kan nævnes krypterne for: Andreas Harboe (faldet 1706 i Ungarn), generalløjtn. m.m.; Ove Gedde til Tommerup († 1660), admiral; Peder Wibe til Gerdrup († 1658), lensmand, rentemester m.m.; Ove Skade til Kærbygård († 1664), rigsråd, assessor (i samme krypt bl.a. admiral Christian Bjelke, († 1694), og Just Juel, sml. epitafs. 1076); Christoffer Urne til Åsmark († 1663), lensmand, rigsråd m.m. – Krags kapel og krypt er indret. i det tidl. Betlehems kapel, med trægitre og store anetavler af Caspar Lubbeke, smedejernsdøre fra de nedbrudte kapeller for jomfruklostret og fam. Hahn, tre sarkofager, bl.a. stifteren Otto Krag til Voldbjerg († 1666), lensmand, rigsråd m.m., og flere kister. – Trolles kapel, i det tidl. Skt. Sigfrids kapel, med trægitre sign. af Caspar Lubbeke og smedejernsdøre fra Krabbes kapel, 1743 solgt til kongen (jf. s. 1073), med krypt (7 kister, bl.a. Niels Trolle til Trolholm († 1667), statholder i Norge). Blandt de forsvundne gravkapeller kan nævnes jomfruklostrets i det tidl. Skt. Andreas’ kapel (opret. 1700, nedlagt 1827) og Hahns kapel i det tidl. 10.000 ridderes kapel, indret. 1682 (nedbrudt 1868) af overhofjægermester Vincents Joach. Hahn, hvis begravelsesrustning s. 1075 forblev i domkirken, da pragtkisterne overførtes til Vor Frue kirke, samt Krabbes kapel, indret. i det tidl. Skt. Catharina Rotas kapel 1649 til begravelse for Niels Vind til Grundet († 1646) og 1714 solgt til Otto Krabbe (jf. epitaf s. 1076), nedbrudt 1868, en del kister overført til Vor Frue kirke.

Blandt domkirkens talr. middelald. grave kan nævnes dem fra teglstenskirkens ældste kirkegård (hvor den ndr. korsarm opr. var projekteret), trapezformede el. rektangulære stengrave (frådsten, tegl) el. blot nedsatte trækister. Også inde i kirken (og dens forgænger) er der afdækket lignende grave, hvorimellem bisperne Oluf († 1320), Jens Hind († 1330), Peder Lodehat († 1416) og Johan Ravensberg († 1512), der 1753 fandtes liggende i fuldt ornat, samt borger Vilhelms († 1233) m. indskr. på blyplade. Fra de middelald. grave i kirken hidrører værdifulde gravfund (tekstiler, gravkalke, lerpotter etc.).

Blandt kirkens mindetavler og epitafier er den ældste tavle fra første halvdel af 1100t., over Helge, kong Nielses råd, i kapitelhusets præsteværelse. Endv. kan nævnes Johan Ravensbergs pergamentsepitaf, i midtskibet, Elias Eisenbergs († 1590), kobberplade på pillen ved hans gravsten, Jonas Charisius († 1619), af marmor, med buste (nederl. import), i midtskibet, Christian Gyldenstierne til Restrup, 1622, af træ (billedskærer Anders Nielsen Hatt), i sdr. sideskib, Susanne, Ole Worms anden hustru († 1637), sandsten med portrætmaleri, i omgangen, Augustinus Sand 1644 († 1648), sandsten med portrætmaleri af mand og hustru, i omgangen, Gert Schröder, borgmester († 1643), som foregående, i omgangen, s. 1076 Hans Andersen Guntzow, borgmester i Halmstad († 1655), sandsten (billedhugger Henning Selgen) med stort maleri, smst., Just Juel, Fr. IV.s viceadmiral, dræbt 1715 af en kanonkugle i slaget ved Rygen, marmor (under epitafiet den 12 pundige lænkekugle), smst., Otto Krabbe, stiftsbefalingsmand på Sjælland m.m. († 1719), stort, fornemt barokepitaf, marmor (J. Sturmbergs værksted), vestligst i midtskibet.

I og ved domkirken findes 176 bevarede gravsten (man har kendskab til yderligere 92 forsvundne og nogle flyttede), der strækker sig fra romansk tid og til 1870 (de to gravsten i Chr. I.s kapel, s. 1072). Selvsagt var det ikke samfundets ringeste, der fik sten og lejersted i stiftskirken, og ligesom vi her møder navne, der er kendt fra Danmarks-, religions- og lærdomshistorien, således finder vi blandt stenene også fortræffelige repræsentanter for alle stilarter og fra kendte værksteder, i gotisk tid de s.k. initialmestre, heroldmesteren etc., i renæssancen Hans Maler og hans frugtbare efterfølger, »Roskilde højrenæssancemester«. En enkelt sten tilskrives Chr. III.s berømte bygmester, Morten Bussart (Karl Langes, »død i lejren for Kbh.« 1536), mens Christoffer Urnes 1655 († 1663) og Sophie Lindenovs († 1652) sorte, bogbindlignende sten er henført til billedsnideren Lorentz Jørgensen. I kunstnerisk henseende står den ene af de to bevarede romanske sten, med relief af livstrækorset, højt (mul. er den færdigimporteret fra Gotland); bl. de gotiske må nævnes bisp Peder Jensen Lodehats († 1416) vældige sten, i omgangen, med en nu stærkt slidt bispefigur, hvis ansigt regnes for vort ældste individuelle portræt. Af bisp Oluf Mortensen Badens († 1485) fine sten, der viser lighed med biskop Niels Jepsens forsvundne pragtplade af messing, er kun et stort brudstykke bev. Blandt renæssancens udmærkede sten kan nævnes kanniken og Duebrødreklosters økonom Hans Henriksens († 1562), hvor portræthovedets mund er lukket med en hængelås, kansleren (udvalgt biskop i Lybæk) Andreas Barby († 1575), Frederik Godskes († 1611) og hustru Berte Baads († 1630) nu slidte sten i ndr. sideskib samt den lærde Niels Hemmingsens († 1600), i midtskibet, med forelæsningsscene. Blandt de kendteste navne skal, foruden de allr. omtalte, anføres: Franciscus Hispanier († 1553), Chr. III.s herold, Axel Walkendorf til Glorup († på Falkenberg Hede 1565), Erik Walkendorf til Glorup († 1568), Christen Gyldenstierne til Restrup († 1617), og fra de forsvundne gravsten: biskop Lage Urne († 1529). I øvrigt må henvises til den fuldstændige fortegnelse i »Danmarks Kirker«.

I domkirkens gl. brevkammer er indret. et lille, men righoldigt museum for udsatte inventargenstande (bl.a. middelald. figurer fra altre) dels fra domkirken, dels fra stiftslandsbykirkerne samt for de ting (frådsten, teglsten, gravpotter, kistebeslag m.m.), der fra tid til anden er fremkommet ved oprydning og udgravning i domkirken. I riddersalen opbevares bl. a. de opr., hovedløse relieffer fra dronn. Margretes sarkofag samt en ældre model af domkirken.

Kirkegården. Allr. på frådstenskatedralens tid har der været kgd. ved domkirken – i vinklen ml. ndr. korsarm og Chr. IV.s kapel –; her er afdækket over 40 romanske grave (jf. J. B. Løffler. En Kirkegd. fra den ældre Middelalder, Aarb. 1897 og plan i DanmKirk. III). Den senere til teglstenskatedralen hørende s. 1077 kgd. blev nedlagt i 1820erne; af dens gl. ringmur står endnu levninger mod n.; 1827 blev 18 kister med lig af konventualinder fra Roskilde adel. jomfrukloster udført af Skt. Laurentii kapel og nedgravet på kirkegården.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s a. 1951, også som særtryk. 1951 samt i kort engelsk resumé, Roskilde Cathedral ved Erik Moltke og Elna Møller. 1956. Jf. herefter Max Hasse, i Zeitschrift des Vereins für Lübeckische Geschichte. XX. 1958. 138–41 (om dronn. Margretes gravstatue). Arthur Fang. Roskilde Domkirke gennem 1000 aar. 1960.

Stiftsbiblioteket, der tilhører domkirken og tidl. (se s. 1062) havde sin plads i riddersalen over Hellig tre Kongers kapel, fik sit eget lokale 1860. Bygningen består af to dele, nemlig den ældre, der efter nogles antagelse skal have hørt til den gl. Bispegård (se s. 1055), og den yngre større del, som er opf. 1858–59 efter tegn. af Meldahl (se J. B. Løffler. Sjællands Stiftslandsbykirker. 13). Biblioteket er stiftet af biskop Münter 1812 (resk. 17/1) og består af ca. 35.000 bd., mest teologisk litteratur. Det bestyres af domprovsten og et af landemodet valgt medlem. Bibl. vil som selvstændig institution få sin plads i det nye centralbibl.

Ved domkirken er ansat tre præster, sognepræsten, som fører titel af domprovst, og anden og tredie præst. Domkirkens midler bestyres af dens forvalter og værge under domkirke-bestyrelsens ledelse og under stiftsøvrighedens overbestyrelse.

Domkirkens formue udgjorde 1/4 1959 kr. 2.172.712 (mod pant i fast ejendom kr. 34.800, tiendekapitaler kr. 126.312, købstadejendomme kr. 200.000, markjorder kr. 135.000).

I midten af 1700t. opstod Stifts Landsbykirkernes Fællesfond, da nogle kirketiender ophørt at være beneficier for adskillige verdsl. og gejstl. embedsmænd, efterhånden som de dav. beneficiarier afgik ved døden. Til fonden hørte flg. 14 kirker med kirketiende: Skt. Jørgensbjerg, Vor Frue og Himmelev i Sømme hrd., Gadstrup i Ramsø hrd., Reerslev og Vindinge i Tune hrd., Torslunde og Ishøj i Smørum hrd., Benløse i Ringsted hrd., Pedersborg i Alsted hrd., Tveje Merløse i Merløse hrd., Lille Lyngby i Strø hrd. samt Helsinge og Græsted i Holbo hrd. Hertil kom 1884 ødekirken Skt. Ib i Roskilde og 1907 den nybyggede Vor Frue. Kirketienderne var alle afløste med en kapital af 324.700 kr. I forening ejede desuden kirkerne en kapitalformue af ca. 89.200 kr., der anvendtes til kirkernes vedligeholdelse og til andet kirkl. øjemed. Stiftsskriveren, der tillige var godsforvalter ved domkirken, bestyrede fonden umiddelbart under stiftsøvrigheden og ansatte en lønnet værge ved hver kirke. Ved kgl. resol. af 28/4 1950 nedlagdes embedet som stiftsskriver, og med virkning fra 1/4 s.å. ophørte stiftslandsbykirkerne at eksistere; mens hovedparten overgik til selveje, blev Skt. Ib overtaget af Skt. Jørgensbjerg menighed og Vor Frue (se s. 1020) af Roskilde domsogns menighed. (J. B. Løffler. Sjællands Stiftslandsbykirker. 1880).